Pen or the Sword? ~ Daron {Fortidsemne}

Det havde været en lang dag allerede, hvilket ledte til at Fenrer sad med et opgivende udtryk, sammensunket over den polerede bordplade, og støttede sin hage med albuen på bordet. Fenrer havde brugt hele morgenen med sin elskede datter for en gangs skyld, så der var dog lidt at være glædelig over, men efterfølgende havde han siddet indespærret med generalstaben og rådet, som de diskuterede hvorledes man bedst kunne omrokere hærens forskellige divisioner. Det skulle nemlig have rykket godt og vel halvdelen til kysten, hvor Fenrer klargjorde en invasion efter Minotauris.
Der var bare nogle problemer. Der var stor uenighed mellem rådet og generalstaben, om hvordan dette skulle gøres. Generalstaben ønskede at rykke styrkerne fra hvor de var, til kysten, for både at undgå at andre kunne få en fornemmelse af hvor stor hæren egentlig var, og for at spare tid. Rådet ønskede på den anden side at samle hæren, og derefter rykke den. Fenrer der aldrig før havde gjort noget lignende, havde derfor været fanget i en krydsild af argumenter, det meste af dagen.

Da Fenrer opdagede hvor sent det var ved at blive, rejste kongen sig og rømmedes højlydt. Der faldt hurtigt ro på de gejstlige mænd i rummet, vis blikke rettedes mod deres leder. Fenrer så fra den ene til den anden side af konflikten, med alvorlige øjne, hvor han sagde i en bestemt og fast tone "Mine herrer.. Jeg tror vi alle har brug for en aften at tænke tingene igennem på.." et lille smil bredtes på kongens læber ".. derfor vil jeg nu hæve mødet og bede jer alle komme tilbage imorgen, samme tid" Fenrer skubbede sin prægtige stol ud bag sig, som forsamlingen bukkede kort som svar.
Han forlod rådskammeret og passerede kaptajnen for sin livgarde med hastige skridt, der sammen med to andre livvagter hurtigt fulgte den unge konge. Fenrer så over på Rayne med et irriteret udtryk "De er fandeme som en flok uvorne unger derinde.." sagde han trodsigt, hvilket bragte et smil frem på kaptajnens ansigt ".. der er ikke meget håb for at de selv finder ud af det, men jeg aner ikke hvad jeg skal vælge.. der er gode argumenter på begge fløje"

Fenrer skar tænder, som den formålsløse vandring rundt på paladset begyndte. Vandringen var bare for at komme af med noget krudt, og ventilere kongens harme, hvilket var hvorfor Rayne ikke svarede sin hersker. Han var desuden klar over at han nok ikke burde blande sig i hvordan kongen besluttede sine træk, for det kunne bare lede til skandaler. Fenrer stoppede dog hurtigt med plapre, for han havde ikke lyst til at tænke videre over misæren.
Den unge konge kom istedet til at tænke over sine dage som Formskifternes leder i Ashenwood. Der havde alting virket meget mere ligetil. Formskifterne havde hurtigt fundet ud af at løse tingene på egen hånd, og efter at Fenrer havde rykket klansystemet op med rødderne, havde der ikke været nær så mange store konflikter.

Fenrer blev revet ud af sine tanker om gamle dage, da Rayne foreslog en gåtur om slottet, hvilket fik Fenrer til at smile kejtet "Ja.. ligesom alle de andre dage"
Rayne nikkede, det havde kongen ret i, måske der var et andet sted? Rayne så atter op på sin konge og rømmede sig "Deres nåde.." sagde den rustne stemme, og fortsatte først da Fenrer vendte sit blik mod kaptajnen, som et tegn på at han lyttede med "..De kunne måske spore deres tanker bedre an om de tilså træningen af mændene? Og så kunne de se hvorledes mester Caperton klarer sig" Rayne blev tilfreds med sine ord, da han så Fenrers blik blive eftertænksomt.
"De har vist heller ikke talt med ham siden han ankom, såvidt jeg forstår?"
Fenrer nikkede til Raynes ord. Han havde faktisk ikke tænkt meget over træneren han havde ansat, selvom han havde set sådan frem til at se mandens berygtede færdigheder som træner i aktion, og måske endda Fenrer kunne lære noget.
Fenrer vendte sig om mod Rayne og nikkede "Nuvel da, lad os"

Ikke længe efter svang Fenrers livvagter dørene til træningsanlægget op, for deres konge. Fenrer trådte ind i bygningen og så over på et par rekrutter, der med det samme de havde set Fenrer, havde kastet sig på knæ. Fenrer rødmede lidt ved synet, for han brød sig egentlig ikke om den form for underkastelse, men han vidste at noget af dette også handlede om respekt, hvilket gjorde ham stolt.
De næste rekrutter han fik øje på havde travlt med at lindre deres blå mærker og omme korpus. Hvis ikke Fenrer tog meget fejl, var det nogle af de fattige, som Fenrer havde hvervet sig gennem hans låne program. Han var klar over at der var en del af disse, og at de ikke ville gøre sig godt i starten, men med tiden skulle de vel nok få indhentet det meste om kamp.

Fenrer vidste hvor træningen foregik, og marcherede direkte mod pladsen, men fejede hurtigt sine livvagter af, han ønskede at tale med Daron alene. Desuden befandt han sig i et anlæg decideret dedikeret til folk der ville slås for ham, så Fenrer skulle nu nok mene han var i sikkerhed.
Fenrer trådte ud på pladsen, og opdagede at Daron og enkelte andre var de eneste her på pladsen. Træningen var vel sikkert overstået for idag. Fenrer trak på skuldrene og trådte et par meter nærmere, så han var sikker på at Daron ville høre ham.
"Nydeligt dag vi har idag..." sagde han muntert, og så op mod den smukke og skyfri himmel, der ikke bagte dem levende, grundet den salende dis ".. var det monstro derfor du lod mine mænd slippe så billigt?" sagde han og så med et løftet øjenbryn og drillende smil, som han så over på Daron "Så de kunne nyde vejret?"

Darons liv havde virkelig ændret sig efter ballet. Mange skete den aften, flere ting end han virkelig ønskede at tænke over, men nu var der også tale om én ting der ændrede hans liv. Eller en person. Kong Fenrer, der på en eller anden måde havde hørt om hans færdigheder indenfor at træne soldater og ønskede at han arbejde for ham. Daron havde virkelig ikke troet det i starten. Ham? Det eneste han var kendt for var at være Seans usle søn. Troede han i hvert fald. Det var den eneste grund til at han overhovedet var inviteret til ballet til at starte med. Det havde Natalie gjort en del ud af at få fortalt ham og ydmyge ham med. Og det var ikke en gang derfor hun blev kaldt for Nightmare. Forfærdeligt.
Men nej, Fenrer havde simpelthen ønsket Daron for hans evner og det havde Daron ikke troet på i starten. Han havde hørt om Fenrer som en ærlig mand, men alligevel kunne ingen del af den knuste Daron tro på at nogen faktisk ville have ham fordi han var god til noget. Nej, det måtte være for at udnytte hans relation til Sean - som var næsten ikke-eksisterende men det vidste Fenrer måske ikke. Andet var ikke muligt.
Men Daron havde brug for at komme væk fra Drageborgen. Væk fra alle de forfærdelige minder, væk fra Assorian og væk fra frygten om at støde ind i Sean igen. Det havde jo ikke ligefrem gået godt sidste gang. Daron valgte dog at prøve på ikke at tænke på det for ellers endte han krøllet sammen som en stor bold angst.
Altså havde Daron taget i mod stillingen og for nogle uger siden var han kommet ud for at begynde at træne kongens soldater. Det var ikke meget anderledes end at træne soldater på Drageborgen udover han ikke skulle døje med Assorian der var efter ham eller frygten for at skuffe sin far - den var der nu stadig men den var en del mere fjern nu hvor han ikke kunne gøre så meget for at skuffe ham her. Derimod ville han ikke skuffe Kong Fenrer. For efter lidt tid gik det på en eller anden måde op for Daron at det her faktisk var på grund af hans evner. Måske fordi Fenrer ikke var kommet hen til ham og snakke om hans far. Sean var ikke en gang blevet nævnt. Nej, Daron havde blot fået mulighed for at træne soldater op som var det ethver andet job.
Hvilket betød at for første gang nogensinde... eller i hvert fald siden før Viola forlod ham... var der håb. Daron turde ikke sige det højt, han turde knap nok tænke på det, for hans liv plejede at gå sådan at hver gang han begyndte at få det mindste håb blev det knust kort efter. Men sådan havde det ikke været denne gang, nej, håbet havde fået lov til at gro og gro på kun de få uger han havde arbejdet for Kong Fenrer. Sammen med frygten for at et eller andet vil komme og ødelægge alt for ham igen.

Dette havde været endnu en hård dag. En hård men produktiv dag og det var de dage Daron elskede, for det betød at han ikke havde tid til at overtænke eller blive fanget i en negativ tankespiral. Der var kun tid tl at arbejde.
Soldateraspiranterne havde gjort et godt stykke arbejde. Daron var allerede begyndt at se stor forbedring i deres kampteknik. Hvilket kun var godt for så havde han faktisk noget at kunne vise til kongen hvis det nogensinde blev nødvendigt. Daron havde i hvert fald ikke lyst til at miste det job nu. Det her job sørgede for han ikke behøvede at komme tilbage til Dragons Peak og se hverken Assorian eller Sean i øjnene igen. Det var perfekt.
Siden træningen var gået så godt, havde Daron også kørt hårdere på og selvom træningen egentlig ikke var helt færdig var aspiranterne udmattede. Så Daron endte med at lade dem slippe for i dag, nu hvor de også havde kæmpet så hårdt. Enkelte var også kommet for at tale med ham efter træningen men efter den samtale var dødet hen havde de så småt gået hver til sit for at tage sig af sig selv og samle sine ting sammen. Daron så virkelig også frem til et bad. Solen skinnede kraftigt denne dag og han havde selv deltaget aktivt i træning så han var gennemblødt af sved. Hans trøje klistrede sig til ham men han havde ikke planer om at tage den af før han var i badet. Han havde altid haft meget blufærdighed og efter oplevelsen med Sean kunne intet få ham til at vise mere hud end absolut nødvendigt.

Han var allerede ved at gøre sig klar til at komme væk og ind på sit værelse i bad, da Kong Fenrer kom til syne. Alle - altså de få der var der og Daron - lagde mærke til ham så snart han var tæt nok på at se.
Darons hjerte gav sig straks til at galoppere af sted og hans smil stivnede. Ikke fordi han havde noget i mod Fenrer. Men Daron var alt for nervøs for at skulle imponere ham. Han havde ikke ligefrem en god historik med sine autoritære figurer.
Så snart Kong Fenrer var henne ved ham, lagde han en arm over brystet og fik bukket for ham som hilsen. Det var det mindste han kunne gøre selvom det var en underlig relation de havde sig. Daron vidste ikke præcist hvor meget borgerlig respekt han skulle vise for kongen.
Fenrer lagde dog en mere afslappet stemning for deres samtale fra start af og Daron valgte at prøve at følge den. Selvom det var tydeligt at han var en anelse anspændt over den høje titel manden foran ham besad.
"En smuk dag, solen har skinnet ned på os i gennem hele træningen," svarede han egentlig mest for at give Fenrer ret. Han var ikke lige så afslappet i sin måde at tale på selvom det var et afslappet emne. Han lød mere som en soldat der gav rapport. "Varmen udmattede soldaterne samt jeg udfordrede dem lidt ekstra i dag efter at have lagt mærke til deres øgede stamina og færdigheder. Det håber jeg er i orden med Dem, ellers skal jeg nok bringe dem tilbage."
Hold da op, Daron var nervøs. Det kunne også snildt ses på hans spændte skuldre og tvivlende blik. Men det var en anden form for nervøs end han var vant til. Med Sean ville han imponere ham fordi han vidste hvordan det gik galt hvis han ikke gjorde det. Med Fenrer ville han imponere ham fordi han ville vise ham at han faktisk var det værd. Han ønskede ikke at skuffe ham fordi Fenrer fortjente bedre.

Fenrer rystede på hovedet med et smil, da Daron begyndte at erklære sig enig med Fenrer, mens manden nærmest rystede som et espeløv. Daron var tydeligvis nervøs over Fenrers tilstedeværelse, ikke at han havde grund til at være det, ikke ifølge Fenrer i alt fald. Men det skulle da lige være fordi at Fenrer kunne lugte at Daron trængte gevaldigt til et bad. Dette var dog ikke noget Fenrer ville dømme manden for, da han selv havde været vant til at lugte langt værre, i sin tid som healer, for ikke at nævne at Fenrer havde haft 'fornøjelsen' at lugte andre der havde ligget i deres egen afføring, når han tog sig af befolkningen af Rotten Root.
Fenrer lagde en hånd op for sig, som en afbrydende gestus "Jeg tror at mændende.. og du.. har fortjent at hvil resten af dagen mester Caperton" sagde han i en rolig toneførelse. Fenrer så sig omkring og fulgte et par af de rekrutter der var på vej afsted, med blikket "De har brug for at kunne yde deres bedste med de planer jeg har for dem.. og mit rige" Fenrer så tilbage på Daron med et opmuntrende smil "Men nok om det for nu"

Som Fenrer betragtede Daron, der tydeligvis var nervøs, og kunne ikke lade være med at tænke tilbage til dengang han selv havde stødt på folk der havde betragtelig respekt at udbyde af. Hvordan disse personer også havde fået Fenrer til at krybe, i al fald for en stund, mindede ham i den grad om Daron. Selvom Daron nok havde del mere at byde på end Fenrer selv havde haft. Fenrer kunne dog godt forstå manden. Han havde vist været fanget i en spiral af personer der var efter ham, eller som han skulle imponere, såvidt Fenrer havde forstået.
Kejseren lagde den ene hånd på Darons skulder, i en beroligende gestus "Bare rolig, jeg var kender fornemmelsen som de må have ligenu" sagde han i et opmuntrende tonefald. Han slap Daron og lagde hånden ud mod en af sine livvagter, i en fast vending "Få nogen til at samle mester Capertons ting og få dem bragt til hans gemakker.." Fenrers tone var uændret fra da han talte til Daron, da det var vigtigt for Kejseren at holde en høflig tone, specielt overfor disse folk, der havde svoret sig til hans liv. Fenrer vendte sig atter mod Daron, endnu med et smil på læben og gave ham et lille nik, inden han vendte på hælen og gik mod udgangen, som en af hans livvagter traskede afsted for at finde en væbner der kunne tage sig af Darons ting.

Fenrer vendte hovedet efter et par skridt og viftede Daron til at følge ved hans side, og da han var sikker på at Daron var indenfor en radius der gav rum til et normalt toneleje, sagde han med en munter tone "Jeg håber ikke de vil have noget imod at svale ved et glas med mig mester Caperton?" spurgte Fenrer, i håb om at kunne få det sidste af eftermiddagen til at forløbe i relativ god stemning og fornuftigt selskab.
Fenrer smilede ved synet af det resturerede trænings anlæg som de bevægede sig mod udgangen. Det var ikke fordi anlægget havde været som sådan i forfald da han overtog styringen af Sunfury, men det havde ikke været i videre stand til at varetage de mål som Fenrer havde for hæren, hvoraf en stor del netop skulle trænes her i hovedstaden. Men Fenrer kunne ikke lade være med at lugte Daron, hvilket tog lidt af hele ærværdigheden af hans øjeblik, hvor han beundrede anlægget. Måske Fenrer skulle lade sin træningsmester tage sig et bad i haven, hvor Fenrer selv var så glad for at få sig en kølig dukkert. På den måde skulle mand ikke trækkes med lugten af sved, men heller ikke vente for længe på at Daron var klar.

Fenrer vendte sig om mod Daron med en lettere eftertænksom mine "Hvordan vil de sige det går med mændene?" spurgte han så, måske en anelse åbent, inden han selv rettede sit spørgsmål en anelse mere specifikt ind "Jeg mener om de som helhed har den øgede stamina og om deres færdigheder også er blevet forbedret som helhed? For indtil videre har de jo kun haft rekrutter, men jeg håber snarest muligt på at kunne trække delinger tilbage fra rotation, som de måske skal rette af.." Fenrer fangede sig selv i at løbe ind på et sidespor, og smilede lidt ved tanken om at regulationen af tropperne allerede sneg sig tilbage ind i hans sind. Daron fortjente velsagtens også at vide hvordan har nærmeste fremtid så ud.
"Det jeg mener er, om de mener at jeg snart kan sende de tropper de har under træning ud, så de kan få noget erfaring?" Fenrer gav et lille pust fra sig, som han tænkte over den næste del af samtalen "Ser de jeg har en del tropper... erfarne mænd der var med mig på Minotauris, som snart skal. ja.. videre så at sige, men en del af dem kommer her til hovedstaden for inspektion, som jeg også har tænkt mig at de til dels skal stå for"