Sometimes you die a glorious death with your sword held high. Sometimes you're just my target practice.

Den varme sommer vind bankede mod de tygge træ vægge, og den evige efterspørgsel efter øl, mjød, og andet alkholds fyldte drikke, var som altid på sit højeste på denne tid af dagen, og folk fra byens lumske og fattige gader i Rotten Root District sad og nød livets mere komiske glæder, ved at skåle gang på gang med deres venner og bekendte. det var ikke sent, så det hyggelige selskab var langtfra fyldt med fulde folk, så venlighed og fred var på dagsorden indtil videre. som et hvert andet sted i Rotten Root, skulle man holde sin pung tæt for ikke at miste den, fattige væsner med lyst til at få mad på bordet, kunne nemt finde på at stjæle. der var en god del folk, og en sortelver sad med en hætte over hoved i et hjørne, hun sad med ryggen op mod væggen, og puttede sig selv op i hjørnet for at isolerer sig selv for alle de andre. hun havde en praktisk men stadig elegant læder-rustning, (profil billede) som gik hende fra halsen og dækkede alt nedefter, den fungeret også som sko, da den dækkede fødderne. hendes ansigt var svært at se pågrund af den store sorte hætte hun havde valgt at gemme sig bagved. hun sad alene ved bordet, og lod den ene hånd kærtegne et glass med vand, men det var helt fyldt, så hun havde ikke drukket noget endnu. den anden hånd lå nede ved hendes liv, oh hvilede på en kniv, en kniv smedet i sortelver stål, den kunne ikke holde til så meget som en dværgs håndværk ville kunne, men sortelvernes stålhåndværk var lavet til at skære gennem ting, hvilket det gjorde meget bedre end en dværgs håndværk, så hvis man ville have noget der kunne holde at man prøvede at knække det, skulle man snakke med en dværg, men søgte man noget skarpt så var sortelvernes håndværk smedet til det formål. Der var ikke mange sortelvere, de levet i isoleret samfund, og gik aldrig ud frivilligt, så det var det få kun få som nogensinde lagde deres øjne på en. tilgengæld havde sortelvere jo heller ikke så meget kontakt med andre, så de vidste ikke rigtigt noget, så det gik begge veje.

Arason komme gående ned af gaden til det vilde svin uden for var der en masede folk der slåsede hvorfor forstod han men en ting viste han han måtte skafe sig nogen pille uden for kroen stod der to folk og skændts om penge lyde det til Arason gik bare ind i kroen da han komme ende blive der vildt stille det var sikkert på grunde af hans tøj han havde nemlige en kappe på med en hætte han lignde meget ende af de mange omvandrene som normalete forbande med krigs vetrane men de viste ikke om han var det fordi hans kappes hætte dækket hans ansigt han gik jo inde og gik op og bedte om en øl og ledte så eftter et sted hvor han kunne sid ned under hans kappe var der en kjortel som også var godt beskyttlese han havde et swærd i sin venstre side og en dagger i højre side og en bue med et pilkogger på rygen

Manden bagved disken nikkede til Arasons bestilling, men kastede nogen mistroiske blikke ned af ham, inden han tog et glass fra under bordet, og dejet noget væske ud af en tønde under bordet, og kørte så glasset over bordet til Arason, og sagde så med en bisk og næsten ubehøvlet stemme "skab ikke nogen problemer ... indenfor. forstået?" manden bagved baren ventede ikke på svar, og vendte sig om mod døren til baglokalet, gik derud, efter han havde bedt en lille pige på cirka de 10, at kalde hvis det var kunder. Sortelveren tog ingen tid til at kigge på ting i kroen, hun sad i sin egen lille verden, men lod ikke hånden falde at kniven, hun var ikke så glad for at være sårbar, hvilket gav fin mening, da hun jo var fra et sortelver samfund, og der var sårbarhed, og ikke at være klar på at forsvare sig selv, en meget dårlig ting. hun tog hånden fra glasset med vand, og trak sin hætte mere over hoved, og drejet ikke hoved og så derfor ikke manden, eller andre for den sags skyld, men hun hørte efter.

han gik ned og sætte sig ved sortelverns bord imens alle folk kastede mistroiske blik på ham han lod hans hånd finde swærd og gav så slip i det han kiget på hende hun bar den samme slags kappe som ham hvilket der nok betyde at hvem det ende var ikke ville genkendes han smilte ved sig selv han havde sætte sig ned uden at spørge om love hvilket han eller hende ikke sagde noget til det

Sortelveren kunne høre nogen satte sig ned ved samme bord overfor hende, og hun stramte bare sit greb på kniven, men ville ikke virke truende. hun kiggede ikke over mod hvem end det var, hvis han eller hun ville noget vigtigt måtte de vil starte med at tale, og hvis personen intet ville hende, så kunne det vel være hende lige meget. hun lagde sit hoved lidt mere mod væggen, og lukkede hendes øjne, efter hun havde taget hætte lidt mere ned over hoved. hun ville ikke rigtig snakke, hun havde ting at tænke over, og var her enlig ikke for at skabe sig bekendtskaber.. hendes tøj burde sige rigeligt om hun ikke var en hygge mor.

han begyndte at tale til hende "hvad laver en rejsende som dig her" sagde han og rejste sit ansigt lidt højer op hans ansigt blive stadig skjult af hætten i det han kiget sig omkring folk kaste ham dræbere blikke hele tiden imens han bare sad ned han tog en tår af sin drikkevare og kiget sig omkring sådan havde det ikke været siesdte han var der ha tog en tår igen af hans drik

En mand.. det var det første hun tænkte på, da hun hørte stemmen, og hun havde enlig ikke lyst til at snakke og afsløre sit eget køn, eller noget andet for den sags skyld, men hun var ikke i hendes eget samfund lige nu, og information havde hun fundet ud af, bliv brugt mindre mod hinanden her, og mænd var mere værd her, end hvor hun kom fra, så hun valgte at svare, og hun skildte sine grå læber, hvor der kom en stemme så sød som en sommerfulg, og så elegant som en fjer. "jeg kan lide at sidde på en varm kro, fyldt med flabet og uhøflige folk, og sidde ved samme bord som en herre der spilder min tid med spørgsmål" hun sagde det i et sarkastisk tonefald, og selvom hun smilet bagefter hun havde sagt det, var det svært at se bagved den sorte hætte. "Dem?"

"jeg er den der kommer og går jeg er den der kæmper for frihed hvem er jeg" svarde han sakastisk i det hun havde lavet en gåde åbenbart ville han også gøre det bare for at for hævn han dækket sit ansigt helt imens han stadig smilete for sig selv og så komme den sisdte del af det "og jeg holde næsevise folk på afstand og følge mine egne regler" hans stemme var lide så hård som en storm og lide så blide som en sommer dag

Næsvise folk.. naaa, det syntes hun ikke at hun var. hun tænkte lidt over hans ord, han var lidt anderledes end andre hvid-skind, men ikke ret meget, og hans ord om han kæmper for frihed, fik hende til at smile lidt, men stadig gemt væk bagved hætten. hun syntes ikke frihed var noget man kæmpede for, medmindre man selv var fanget. hun sagde igen med samme sommer varme søde stemme "Følger dine egne regler.. sødt. du er nået lige så langt i udviklingen som min datter." hun havde ikke nogen datter, men hun kunne ikke lide mandens tone, han virkede til at kalde hende for næsvis indirekte, og kastede man ord efter hende, fik man nogen tilbage. "Hvad bringer en herre af deres omrejsende stil til dette bord? er jeg så spænende..?"

"skal du være næsevise" råbte han og hoppet op og trak hans swærd hun mente åbenbart han han ikke var særlige langt i hans udviklinge gæsterne sad helt stille da han gjorde det og kroværten blandet sig uden om han havde stadig hans hætte over sig men han havde ikke lagt mærke til at hun havde en kniv

hun rev sin kniv op af bæltet som en sort pander ville trække sine klør ud, når problemer viste sig. en svag og lavmel væsen kom fra det sorte hul hvor hendes hoved kunne være, men man kunne ikke se hoved pågrund af hætten, bare et tomt hul, hvor der var to små lys lilla øjne, og hvor der kom en svag dyrisk væsen, som en kat der advaret fjender om at holde sig hvor de var. hun stoppede sin væsen efter nogen få sekunder, og sagde mens han stod der med hans svær i hans hånd, og hendes kniv i hendes "Skatte mand. sæt din numse på sin plads, eller skid. det her ikke en fucking cirkus, og hvis du vil være så nærtagende som en teenager tøs, så flæb et andet sted, eller drik din øl og hyg dig som en mand.. forhelved altså"

han kunne godt se at hun havde ret han´sætte sig ned eftter han havde sat sværd ned i skeden og mumlete et eller andet i det han sætte sig ned "hvorfor havde jeg ikke set hendes kniv jeg plejer at være god til og se folks våben" mumlete han og tog en tår af hans øl "så du er sorte elver det burde jeg ha lagt mærke til" sagde han til hende og kiget på hende hvor havde hun gemte sin kniv det gav ikke nogen mening

Hun trak på skuldrene når han satte sig ned, det var godt at se den action-man kunne tales til fornuft, kroen var ikke det rigtige sted at slås, og hun kunne ikke have respekt for det han ville slås for, hvis hun havde snakket om hans guddom kunne hun forstå han bliv sur, men at springe til våben af sådan en lille venskablig verbal lussing, det var lidt for barnligt, selv børn havde humor.. men han kunne tales til at sætte sig ned, så hun fik respekten tilbage for ham.. selvom hun ikke havde meget til at begynde med, hun var jo ikke fan af ukendte folk.da han havde sat sig ned sagde hun "hvad havde du tænkt dig tidligere? hugget en ubevæbnet kvinde ned i koldt blod, mens børn kunne være kommet ind af døren hvert sekund?. og ja.. er sortelver, er det et problem?" hun tog hætten af og hendes lange eventyrlige hår kom ned af hendes sider, og hendes lys lilla øjne bliv mere tydelige. hendes tænder var hvide som kridt, og der var flere end i en menneske mund, hvis man var opmærksom kunne man se at der var to lag tænder, som en hej. og hendes tænder var skarpe som militær kniv spidser, det bliv de jo nød til, da sortelvere kun spiste rådt kød, og tænderne skulle holde til et bide i knogler, og til at bide gennem det helt røde kød.

"nej og nej" svarde han og kiget på hende "jeg har ikke set en sort elver i denne by og slet ikke en dame" sagde han og beholdet hans hætte på bare fordi hun havde vist hendes ansigte skulle han jo ikke vise hans ansigt han tog en tår af sin øl og kiget på hende hun så meget smuk ud men han ville ikke vise hans ansigt før han viste mere om hende han havde jo kun lige mødt hende han smilte for sig selv hun ville ikke vide hvem han var i det han jo havde hætten slåede ned

Når så det ville han ikke? tænkte hun, hvad var så han tanker da han trak sværet, at han ville rense sine tænder fra mad rester? de her mænd altså, de var så anderledes fra sortelver mænd. hun lagde det ene ben over det andet, og kigget på sit vand glass, da han tog en tår af sin øl, men hun valgte ikke at tage en tår af sin egen drikkelse. hun studeret ham så godt hun kunne med sit blik, og sagde så som tidligere "Dame.. de er høflig, det er altid noget. men behold deres fine mannere, jeg er en slaveinde i dit samfund, så vil være ærlig og sige du ikke behøver spilde fine ord på mig. men skal fortælle min frøken at du taler godt til hendes ejendom" hun fik et lille smil frem, falsk eller naturligt var svært at se, det måtte man jo gætte sig frem til.

"okay skal jeg så kalde dig slave" sagde han og kiget på hende i det hun sagde det "er der ikke en måde du kan komme ud af at være en slave" han kiget undersøgende på hende hun lignde nu mere en freelancer eller ranger eftter hans mening han forstod hende virklige ikke

Hun nikkede, og sagde lidt halvhjertet, men det lød ikke til hun lavet sjov "Jo, slave ville nok være den rigtige betegnelse." det ville bare ikke gøre hende glad at høre det, men det var hvad det hun var, og hun havde stolthed nok i sit sind til at indrømme det "Det er lidt kompliceret. men jo, der er en mulighed, men .. ikke noget værd at snakke om." hun fjernet noget af sit lange hår der var gået indforan hendes øje, og kørte det til side, og forsatte "Må vist hellere give en formel præsentation.. Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af høj-frøken Zefira" hun tog en tår vand, og sluttede af med at sige "Du ligner en jæger.. måske kunne vi jage sammen engang i fremtiden"

"ja det kunne vi vel godt Arason ulve vind er mit navn" svarde han med et skævet smil og kiget på hende "hvordan ende sådan en smuk kvinde med at blive slave" spurgte han hende om og kiget på hende med et smil i det han tog en tår til af hans øl og kiget op på hende

hun lænede sig lidt mere op af væggen, og gjorde klar til den helt store histoie fortælling, men sparet ham for den lange version, "Mit samfunds krigere blive flået som køer på slagte marked. vores børn bliv vi beoredet til selv at dræbe, og os kvinder.. det kan du se." hun holdt en pause, og gav en lidt mere detaljete beskrivelse "Der var en krig, min mor gjorde vores gudinde skuffet, så vi tabte. normalt ville vi kæmpe til døden, men da fjendens soldater kom, sagde vores min mor, som var højeste præstinde, at vi skulle overgive os.. blive slaver.. opføre os perfekt overfor vores nye mestre.. og vente til den dag vores gudinde valgte en nye højeste, så vi måtte begynde at kræve vores frihed."

han nikket til hendes fortæling og tog sin hætte af da hun var færdig i lyset der var på bordet blive hans ansigt oplyste hans hans ansigt man kunne tyliget se hans ar der gik ned over venstre øje han kiget på hende da hun var færdig med at fortæle "det gøre mig ondt" sagde han og kiget hende ind i øjne

hun trak et lille smil over sine læber, og sagde "i mit samfund.. hvis du havde sagt det, havde vi skåret tungen af dig, og gjort dig til aftensmad, fordi du udviste svaghed.. du skal ikke have ondt af mig, mit samfund var svagt, ellers havde min gudinde ikke nedkaldt det grumme væsen og jævnet os med jorden.. men hvis du, må du gerne have ondt af min søsters datter, jeg fik ordre på knuse hendes hjerneskal, og drikke hjerne væsken." hun havde ikke altid godt med de ting hun havde gjort i hendes gudindes navn, og det kunne man nok også se lidt på hende, men man kunne også se hun gladeligt ville gøre det igen, hvis gudinden havde beoredet af hende.

"ja er mensker de enste normale i denne verden" svarde han og kiget på hende hun mente åbenbart at det var sjovet det hun havde gjorde der var et eller andet galt han smilete tilbage til hende og fattede ikke at det var sådan hun havde levet

Hun satte sig i skræderstilling der hvor hun sad, og studeret han ansigt, og han virkede til at syntes det lød spænende, hun tog en lille sten frem, den var kridt hvid, og var helt naturlig rundt, uden nogen inddybginner "Da jeg kom her, forventede jeg en dårlig behandling.. men folk er så venlige iforhold til det vi havde været, hvis i var kommet og boet hos os. det første jeg opdaget jeg kom her, var et lille barn som leget på gaden, og slog din tommel finger, og moren der med det samme kom hen, og trøstede ham.. det var aldrig sket hos os. har aldrig set min mor mere end to gange i mit liv, en gang til min fødsel og en gang da hun bad os slagte vores yngste. forstår ikke hvordan i kan have et samfund som det her, og lade de svage leve.. det er virkeligt svært at begribe."

"det er fodi selv de svag kommer til at lære at beskytte sig selv det er derfor" svarde han hende og kiget på hende det fattede han ikke dræbe sit eget kød og blod det var barebariske i det han kiget på hende igen "og selv dem der har gode følser gir ikke op uden kamp fordi vi tror på hinaden" svarde han og smilte

hun trak på skuldrene, og sagde "Jeg respektere dit synspunkt. men.. svage skader racen. efter min mening." hun smilede tilbage og sluttede af "Men som du kan se... jeg sidder her fordi min gudinde mente vores samfund var blevet svagt.. såååh kan ikke forstå jeres guddom tillader de gode følelser i viser"