Mødet med hoffet - Althorn

Sted: Det royale distrikt
Tid: eftermiddag, december 1162
Vejr: køligt, letter overskyet og næsten igen vind

Enme til @Althorn

Tøj, samme farver som billdet: https://i.pinimg.com/originals/b5/ba/b0/b5bab0e877fbec2004bc4cac4dd2f373.jpg
Hårpynt, med grønne sten i stedet for de blå: https://i.pinimg.com/originals/50/e2/e6/50e2e6f5c914e99cc0ae677a818e2429.jpg
Halskæde, med grønne sten i stedet for de blå: https://t00.deviantart.net/_rbZ429QVdymwb7njE_brZy35xQ=/fit-in/700x350/filters:fixed_height(100,100):origin()/pre00/8aa2/th/pre/i/2014/311/b/f/eowyn_s_necklace_replica_by_taisa_gila_monster-d85jxju.jpg
Hår: https://i.pinimg.com/originals/5c/b6/08/5cb60847dbf4561e2b932e2add4cfae1.jpg

Opstarten er lavet med godkendelse fra Lith´rra…


Larlii havde taget Lith´rra med på Den Springende Hjort, en kro i Forestina, hvor hun havde præsenteret ham for sine venner og veninder. De havde haft en hyggelig aften, indtil de var blevet afbrudt af et drageskrig der fik alle til at blive stille. Larlii var løbet ud af kroen og havde fløjtet efter sin ven, der kort efter var landet ved siden af hende på gangene mellem husene. Fafnir var tilsodet og havde et par rifter som blødte lidt, hvilket havde fået Larlii til at panikkede en smule. Hun spurgte efter hvor de små var, Fafnir havde brummet mere roligt og hun havde kun sagt et ord:
”Althorn?” Fafnir nikkede og Larlii var sunket sammen af lettelse. De små var i sikkerhed og hun kunne nemt heale sin vens skader. Pludselig blev hun helt bleg i ansigtet og gispede:
”Fristedet…” Fafnir havde slupøret rystet på hovedet og Larlii var begyndt at ryste over det hele. Hun mærkede noget lunt og blødt på sine skuldre og havde smilet til Lith´rra, som havde bragt hende sin kappe.
På Larliis ønske var de alle tre taget ud til det der havde være fristedet for drager og Larliis hjem. Hun havde gispet over synet der mødte dem og var nærmest forstenet gået hen for at se om noget havde overlevet, mens hun passede på ikke at komme for tæt på flammerne der stadig var utrolige aktive. Da hun havde set urtehaven, havde hun været nær ved at knække sammen. Men Lith´rra havde støttet hende og hjulpet hende. Hun havde set sig rundt og var stivnet, da hun havde fået øjenkontakt med en som stod omkring fem meter fra stedet. Han havde smilet med et hævngærrigt smil og hans øjne lovede hende at dette langt fra var sidste gang hun så ham…

… Hvor lang tid Larlii havde sovet op af dagen viste hun ikke, men hun havde beslutsomt sat sig ved bordet i det værelse som kromutter havde stillet til deres rådighed. Her satte hun sig til at skrive et venskabeligt brev til Althorn, og selv om det var svært at holde tårene tilbage, var det lykkedes rimeligt godt. Kun nogle få steder var der tydelige spor efter tåre der havde trukket noget af skriften lidt ud, men den var stadig læselig.

Kære Althorn. Jeg skriver til dig i et venskabeligt håb om at jeg kan bede dig om at tage dig af de små. Som tingene står lige nu, er jeg uden hjem eftersom fristedet brændte ned i nat. Alt er væk, selv urtehaven blev ødelagt. Jeg takker Nimar og de andre guder for at Fafnir nåede at få de små væk i tide.
Desværre ved jeg hvem der er den skyldige, og jeg har en ide om at du sikkert også ved det når du læser dette. Selv Lith´rra så ham der.
Han har aldrig… Og vil aldrig være god til at takle nedværdielser, uanset hvem ordren kommer fra. Derfor må jeg desværre tye til andre midler, som jeg ellers ved at du helst gerne vil være foruden.
Derfor undskyld på forhånd…
…
Deres Kongelige Højhed. Jeg, Larlii Valcyriel: datter af Valcyriel slægten i Emerald of Dreams; som vogtere af de sjældne grønne drager. Og grandniece af adelsslægten Luinil. Beder hermed om en Officiel audiens med Deres Kongelige Højhed, hvor jeg vil fremlægge beviser for at en hvis tidligere adeligborger har valgt at lade sin vrede over Deres ordre gå ud over uskyldige drager og sjældne urter til landets healere, samt mit hjem. Jeg ønsker at vide hvad Deres Kongelige Højhed og hoffet ønsker at gøre ved dette, da jeg er overbevist om at personen uden en skygge af tvivl ville gøre det igen, så snart chancen kom. Personen ville for den sags skyld heller ikke tøve med at bortføre mig mod min vilje.
Deres ærbødige tjenerinde
Larlii Valcyriel

Da brevet var tørt, rullede hun det sammen og forsejlede det med en klat lak, hvor hun med øvede fingerfærdigheder fik risset et omris af en drage i lakken. Derefter gav hun det til Fafnir og bad ham om at bringe det til Althorn, inden hun igen kravlede tilbage i sengen og i Lith´rras arme.

////

Larlii havde stadig besvær med at forstå at hun virkelig stod her ved indgangen til det royale distrekt, ved denne skillevej som virkelig var et omdrejningspunkt i hendes liv, hvor der ikke var anden mulighed end vejen frem. Hun tog et dybt åndedrag og prøvede at gemme alt nervøsitet væk, mens hun ventede på at blive vist ind til audiensen.
Hun tænkte på de sidste tre måneder, som hun havde brugt på at få undersøgt det hele mere præcist. Men der var intet at rede, hun måtte vente til foråret og sommeren for at kunne starte urtehaven op igen. Hun havde endda skrevet til sin grandkusine Nassia og havde spurgt om de kunne mødes. Larlii var heldig. Nassia havde sagt ja og efter et kort blik på Larlii, havde hun nærmest slæbt hende med rundt i det meste af det adelige kvarter, hvor de havde fået taget mål til nye kjoler og andet tøj, taget bad, spist på en af de finere spisesteder og mange andre ting.
Larlii have også fortalt Nassia om det der var sket, og om grunden til det, at Dénar havde ignoreret kongens ordre om at lade hende være i fred. Nassia havde svaret at hun så bedre kunne forstå hvorfor han gik rundt og var så arrig hele tiden. Larlii var blevet overrasket over hvor nær de to kom på hinanden i løbet af de tre måneder, men viste at Nassia ikke løj om sine hensigter og at hendes venskab var ægte.

Aftenen havde været en af de typiske for Althorn - en dag fyldt af møder, et visit til den sydlige del af skoven, og efter en god gang aftensmad var han ved at gå sig en lille aftentur, da han undrede sig over hvor Niním var smuttet hen - og da han fandt ham, var han pludselig sammen med alle de små unger, der ellers havde været ved fristedet. Hvad i...? De så noget forpjuskede og forskræmte ud, så han gik straks igang med at tage dem med sig tilbage ind i det royale kvarter, og om i haven bag det kæmpemæssige træ, han nu som kongen, boede i, og begyndte at tage sig af dem. Han havde allerede forladt området flere gange idag, så han vidste at der nok ville være megen undren hvis han tog afsted igen - hvorfor han besluttede sig for tålmodigt at vente på at høre fra Larlii, med hvad der end var sket... omend han havde en synkende fornemmelse om præcis hvad det var der var sket.

Og næste dag skete det så, at han fik brevet. Han sad på altanen ved værelsetallerøverst oppe, Niním i sit skød, benene ud over kanten og med den smukkeste udsigt over hele Forestina - men hvad han læste var langt fra så smukt som udsigten. Det var noget der fik en sorg og vrede som ingen anden til at vælde op i ham - at Dénar vovede! Det vigtigste var selvfølgelig atFafnir netop havde fået ungerne hen til Althorn i tide... Men at fristedet var brændt ned, noget der var blevet opført på Althorn's ord og ønske... Og at han havde gjort det... Alene dét var nok til en straf, at gå imod sin konges ønsker på den måde. Hans tætteste rådgivere ville helt sikkert se på det som højforræderi. Især siden Dénar fortsat gik efter Larlii på trods aftidligere ordre og straf. Selvfølgelig hadede han tonen i det sidste af brevet - men han vidste at det var nødvendigt. Der gik heller ikke længe før han kom i det ordnetligt tøj og straks gik igang med at sende breve ud til alle af det royale hof for at indkalde dem til møde.

////

Dagen var oprendt. Der vargåetnogle måneder, tre for atvære helt præcis, og hele rådet var til stede idag, samlet i den store hal, bunden af hvad der i bund og grund var Althorn's hjem. Althorn var den sidste til at ankomme, og som det altid gik for sig, rejste alle sig op og bukkede for ham, før han satte sig i tronen, og de satte sig ned rundt omkring, i en stor cirkelhvor der var mere end rigeligt med plads til at en reel retssag sagtens kunne foregå. Althorn havde allerede noget så mange idéer om straffene der ville passe til en sådan forseelse her, at nægte at følge hans ordrer og brænde et sted ned der var opført efter hans eget ønske... Det ville ikke blive kønt for Dénar, det her. Endelig, efter et par minutter, løftede han en hånd, og svang den i en gestus der fik vagternes opmærksomhed. "Før hende herind til at præsentere sagen for rådet." sagde han roligt, og som Larlii kom ind, ville hun nok tydeligt kunne se vreden der kogte bag Althorn's rolige facade... Men kun fordi hun kendte ham så godt som hun nu efterhånden gjorde.

// Outfit ;3

Da vagten kom og bad hende følge med, gjorde hun det roligt. Hun forsøgte ikke at se sig rundt som en første gangs tåbe, selv om det var svært at holde. Der var så meget som hun aldrig og sikkert aldrig igen ville se, så på en måde prøvede hun at suge indtrykkene til sig.
Dog rettede hun sig noget mere op, da de kom til den store hal og døren blev åbnet for hende. Hun gik med rolige afmålte skridt ind i midten af salen, hvor hun med højre hånd over hjertet nejede elegant og med ærbødig bøjet hoved.
"Aa’ Nimar tirlle. Ar’ i’ giliath tew lle i’ men." Hun håbede at hendes hilsen var høflig nok til at rådet ikke så helt skævt til hende. Da hun havde rejst sig op igen, så hun venligt på Althorn.
"Jeg håber at finde Deres Majestæt ved godt helbred og håber ikke de små drager har voldt Dem problemer. Ligeledes beder jeg om tilgivelse, hvis det var forkert af mig at lade min ven, en af de sjældne grønne drager fra Emerald of Dreams, bringe de små til Dem. Men jeg gjorde det af sikkerhed for at dragerne, da jeg viste at de ville være i sikkerhed og gode hænder. Særligt eftersom deres hjem, det fristed Deres Majestæt så venligt lod mig opbygge i starten af året, blev nedbrændt for tre måneder siden. Ligeledes blev en urtehave med nogle af skovens mest sjældne urter, som var tiltænkt healerne, også ødelagt til ukendelighed. Begge dele blev gjort som en hævnaktion og en magtopvisning hovedsageligt rettet mod mig. Den pågældende gerningsmand har tidligere haft sin gang her i hoffet, og så vidt jeg fået at vide af min grandfamilie Luinil, så fratog De gerningsmanden hans title og rettigheder ved hoffet dagen før fristedet blev nedbrændt."

//Larliis høflige hilsen:
Aa’ Nimar tirlle. Ar’ i’ giliath tew lle i’ men = May Nimar watch over you. And the stars show you the way

Althorn's blik var allerede rettet mod åbningen Larlii blev ført ind af, da hun kom indenfor synsvidde - lidt tidligere for ham end for de fleste andre, men de andre fra rådet vendte sig også stille mod hende som hun trådte tættere på - en af dem værende Althorn's far, den tidligere konge, der sad med sin tolk ved sin side, nu han netop både var blevet blind og døv på sine gamle dage, så han havde en telepatiker ved sin side til at fortælle og vise ham hvad der foregik hele tiden.

"Naiye tulpulte hirldë sanyë siar." svarede han hende i en blid men fast stemme, kraftig nok til at kunne høres i hele lokalet som han havde rejst sig og roligt slået armene ud til siderne i en hilsen til hende - alle andre havde rejst sig sammen med ham, og som han satte sig ned, gjorde de ligeledes, igen. Som de oldgamle manerer foreskrev at man gjorde, ved ting man inviterede en af de royale til, eller som en af de royale inviterede en til.

Han sad så der og lyttede roligt efter, omend han indeni virkelig var godt og grundigt rasende på Nédorne for at have gjort hvad han havde gjort mod hende, og direkte modsige sig en royal ordre samtidig - en frækhed og mangel på respekt af dén kaliber skulle man normalt lede længe efter. Hans øjne var også fastlåst på Larlii som hun forelagde sagden foran hele hoffet. Da hun var færdig, nikkede han stille, og løftede dernæst hovedet igen, hvilket fik dem i rådet - selv dem der så ud til at have været ved at spørge Larlii om noget - hurtigt tav og så på ham, da det som regel var den gestus han lavede når han skulle til at tale - og det var trods alt ekstremt dårlig pli at afbryde kongen. "Det gjorde jeg. Mit kære Råd," sagd ehan så, og så rundt på dem, "Dette er ikke kun en ugerning udført mod denne borger, men mod kronen selv. Jeg befalede vedkommende på det kraftigste at lade denne kvinde være i fred for nu godt og vel et halvt år siden. Han har ikke kun brændt et fristed ned som jeg gav min velsignelse til at blive opført, han har også forbrudt sig mod en royal ordre, og derved kronen selv. Mod alt hvad der er lov og ret i vores kære by. Dette er ikke noget vi kan lade gå ustraffet hen." han kiggede roligt rundt på dem for at se om der var nogen der skulle være uenig med ham - og der var én der talte, foreslog at de også bragte ham ind, for at høre hans side af historien. Althorn havde basolut ikke lyst til dette, men vidste at det ville skade hans omdømme hvis han ikke lod ham komme herind og tale - så han var ikke glad for det, men nikkede dog til forslaget. "Nuvel. Før ham ind - men hold ham i den anden del af salen. Han skal ikke have lov til at chikanere hende yderligere."

//'Naiye tulpulte hirldë sanyë siar' er elvisk for 'And may they help you find justice/law this day'.

Dénar Nédorne var virkelig en tikkende bombe i forklædning da han blev ført ind af vagterne. Han viste at det galte om at holde sig i skindet for ikke at give nogen af rådet den mindste antydning om hvad der i virkeligheden skjulte sig under huden på ham.
Han gik roligt ind i midten hvor Larlii stod og ignorerede total vagterne da de gjorde tegn til at han skulle stoppe. Han havde i tankerne at han stoppe et par meter fra hende, så han nemmere kunne skræmme hende hvis det blev nødvendigt uden at nogle eller ret mange opdagede det. Men han nåede kun halvvejs før grene snogede sig op omkring hans ben og hofter, så han blev låst til stedet knap en meter fra det sted vagterne var standset. Han så overrasket ned da det startede og et kort blik hen på vagterne afslørede at det var en af dem som havde frarøvet ham bevægeligheden. Han fattede sig dog hurtigt og bukkede formfuldendt, samt ærbødig først kongen og derefter for så meget af rådet, som han havde bevægelighed til.
"Jeg er beæret over at Deres Majestæt og rådet ønskede at se mig. Hvad skylder man æren?" Han valgte med vilje ignoreret Larlii total, da han viste at han ville få problemer med sin kontrol, hvis han anderkendte at hun var her.

Larlii havde været på nippet til at træde et skridt til siden af nervøsitet over at han kom tættere på, men standsede halvvejs i skridtet da hun så hvordan en af vagterne forhindrede Dénar i at forsætte. En lille del af hende åndede lettet op over det, da hun ikke var sikker på at hun turde have ham tæt på. For selv om han udvendigt ikke lod til at være ustabil, så viste hun at han var det indvendigt.

Althorn sukkede let indvendigt, mens han udaftil blot løftede et øjenbryn da Dénar åbenlyst forsøgte at gå helt hen til Larlii, omend en af vagterne hurtigt standsede ham, som de havde  fået besked på dagen inden at skulle gøre, hvis han prøvede på noget. Althorn tog en dyb indånding, og rejste sig op, efter at Dénar havde tiltalt ham. "Nédorne, det burde de godt vide på dette tidspunkt. Øjenvidner - ja, mere end ét - så dem ved gerningsstedet, kort efter at dragernes fristed blev brændt ned for tre måneder siden. Et fristed som jeg selv personligt overså, og gav tilladelse til blev bygget - et fristed som denne kvinde stod for. Den selvsamme kvinde jeg for omtrent et halvt år siden gav dem strenge ordrer på, at lade være i fred." han foldede roligt hænderne foran sig, omend det mere var for at få kontrol på deres svage dirren, så rasende som han var på manden foran sig. Hans øjne slog da også nærmest lyn mens han så på ham, førend han fattede sig igen.

"Så ser De, Nédorne - De er her fordi de var forbrudt dem mod kronen ikke blot én, men to gange. De har fortsat chikaneret denne kvinde efter ordrer om at lade være, og så har De dagen efter jeg fratog dem deres titel som respons på dette, sat ild til fristedet hun stod for, og som jeg overså. Er der noget jeg mangler at nævne?"

Dénar så roligt på kongen til at starte på, men jo mere han hørte kongens ord, jo mere forstod han at han virkelig var i problemer. Og at det ikke kun var Larlii han havde ramt med at brande stedet til grunden, men også kongen. Han havde aldrig i sine vildeste fantasier regnet med at kongen havde haft noget at gøre med det sted. Derfor blev han langsomt mere og mere bleg som kongen fremtonede at det var på hans personlige ønske at hun havde fået stedet lavet. Og at han blandede deres møde i skoven ind i det, tydede på at de to allerede den gang havde snakket om stedets opbygning. Pis osse. Det her gik mere galt end han havde forstillet sig det kunne. Hans forældre havde forsøgt at få kongen til at skifte mening omkring fratagelsen af hans titel og rettigheder ved hoffet, men han forstod nu at det havde været forgæves grundet hans optrin med at brænde hendes hjem ned. Hvorfor fanden skulle hun også være på så god fod med kongen? Hendes granfamilie var ikke nær så højt oppe i hoffet, som hans var. Skulle han virkelig tro på at det var et tilfælde at de to havde mødtes? Fandeme nej… Hun måtte have opsnappet hvor han ville være den pågældende dag og sørget for at hun var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Han skævede forsigtigt til venstre side, hvor han viste at hans grandonkel sad, men der var ikke så meget som et glimt af genkendelse i blikket fra den gamle mand. Altså var han total på egen hånd. Virkelig noget lort. Han bøjede hovedet, da kongen spurgte om han manglede at nævne noget.
”Nej, min konge. Dog viste jeg intet om at De personligt havde ønsket stedet.” Han var begyndt at dirre i kroppen, da han havde en ide om hvor alt dette bragte ham hen og han så ikke frem til det, selv om det betød at han ville have livet i behold.

Larlii forholdte sig tavs, mens Althorn talte. Hun kunne godt se at han var utrolig rasende og ønskede for alt i verden aldrig at komme på den side af hans humør. Hun fornemmede Fafnir i skoven udenfor salen, men også at han forholdte sig i ro, så sagen kunne gå sin gang. Hun prøvede kort på om hun kunne fornemme de små, men nej. De var, ligesom Fafnirs familie, mere tilbageholden med deres tilknytning.
Dog blev hun overrasket, hvilket tydeligt kunne ses på hende, da hun hørte Dénars ord til Althorn. Han erkendte det Althorn havde fremlagt. Det var nærmest for godt til at det kunne være sandt. Men ja, det han tilføjede undrede hende ikke. Han ville lige til det sidste kæmpe for at kunne blive og muligvis få chancen til at genvinde den magt han havde mistet.

Althorn var kun glad for at kunne se de aller svageste tegn på panikken der blomstrede frem under Dénars ellers kølige ydre... Hvilket kun var noget han lagde mærke til grundet hans egne usandsynligt skarpe sanser. Godt, han havde også bare af at indse alvoren i hvad han havde gjort. Han burde indse at det var forkert at brænde Larlii's hjem ned blot fordi han var sur og tvær på hende - men det var mindst ligeså godt at se hans reaktioner som han endelig forstod hvordan det hele kunne blive taget som foragt, hån og fornærmelse mod selve kronen. Noget der altid blev mødt af samme konsekvens - landsforvisning. I nogle krigsår havde det været med døden til følge istedet, men aldrig under Althorn's regering. Ikke endnu, i alt fald - men han havde heller ikke været i krig under sit eget regime endnu, kun under hans far, som leder af healerne ude i feltet.

Men det var også dejligt at se at panikken blev så fremtræden at det ikke kunne skjules hvordan farven pludselig bare forsvandt fra hans ansigt. Raseriet ulmede dog stadig bag Althorn's egen rolige facade, og det hårde blik som han havde på Dénar. "Siger De det. Så det vil sige - at De aldrig har lagt mærke til at det var de royale magikere der hjalp med at få stedet til at gro? At de royale healere havde deres gang der, for at høste af de meget sjældne urter der voksede der? Urter, der skulle være kommet vort folk til gode, men som du hensynsløst brændte ned sammen med huset?" virkelig, man skulle da næsten være blind for at overse sådan noget. "Der var utallige tegn på at kronen overså stedet. Nej - der er ingen undskyld for hvad De gjorde. Og derfor, kære Råd..."

Althorn løftede sit blik fra Dénar igen, og så rundt på elverne i rådet. "Er dette ikke blot et angreb på denne kvinde, ej heller blot et angreb mod kronen, men mod ressourcerne der skulle have hjulpet vores healere, til at hjælpe hele vores folk i årene fremover. Og for alt dette, ser jeg kun én straf - landsforvisning. På livstid." De mange elvere mumlede sammen i krogene, men at dømme efter deres blikke hen mod Dénar - mange fyldt af afsky - var der vist ikke den store tvivl om hvad de ville komme frem til.

Larlii turde næsten ikke trække vejret af frygt for at dette kun var en drøm. Men kroppen brokkede sig over at hun nægtede den nyt ilt og tvang hende til at trække vejret, også selv om det var mere overfladisk end normalt. Hun knuede hænderne i ly af de vide ærmer, som brusede omkring hende og takkede stille sin grandkusine i tankerne for at hun havde insisteret på at kjolen skulle laves med de vide ærmer. Normalt var Larlii ikke glad for vide ærmer, da de forhindrede en i at bruge sine hænder til noget som helst fornuftigt. Men hun viste også at hendes grantante helst så at hun kun gik i sådanne kjoler.

Hvis Dénar kunne blive mere bleg end han allerede var, så blev han det da han hørte kongens ord til rådet. Landsforvisning. På livstid... Ved Nimar dette ville ødelægge hans mor helt. Hun var allerede i spåner over at han havde fået frataget sin titel og sin adgang ved hoffet. Hvis han kunne, havde han taget et skridt tilbage i rædsel over kongens ord. Han så rundt på alle i rådet og blev kun mødt af deres dømmende blikke. Særligt hans granonkels var virkelig svigende og fyldt med foragt.
Dénar så hurtigt over på Larlii for at se om hun nu stod og godtede sig over det som så ud til at blive hans straf. Men alt hvad han så i hendes øjne, da de kort fik øjenkontakt, var sorgmodigehed over det som han snart mistede. Det forvirrede ham for en stund, hvorfor var hun sorgmodig på hans vejene? Kunne det virkelig tænkes at hun fortrød sin anmeldelse af ham? Åh hvor han dog håbede det, og når han slap her fra så skulle han nok finde hende og ligge alle de tæsk hendes krop kunne bære, for så at slæbe hende med sig. Hans øjne blev smalle og nærmest glødede af raseri mod hende. Han kunne ikke længere styrre sit temperament. Han blev smidt ud af sit land, på grund af en 'ny tilkommende' som havde fundet ud af at snog kongen om sine fingere. Hun kunne fandme tro det skulle ære løgn. Og ud fra hendes reaktion, Larlii havde taget et skridt bagud for at gøre afstanden til ham større, så viste hun mere eller mindre hvad han tænkte på. Og det glædede ham at han stadig kunne fylde hende med rædsel.

Normalt ville Althorn aldrig glæde sig over andres ulykke - men Dénar her var en helt speciel sag. Med alt hvad han havde gjort mod Larlii, og hvordan han samtidig havde trodset direkte ordrer om at holde sig væk fra hende... Ja, så var det skam rart at se al farven forsvinde fra hans ansigt som det da endelig gik helt op for ham hvor det her bar henaf. Althorn vidste skam også godt at en type som ham nok stadig ville prøve på noget mens han blev smidt ud... Men han var så også klar på lidt af hvert der. Hvis Dénar troede det ville blive nemt at ramme Larlii igen, så tog han gruligt fejl.

Det tog ikke mere end nogle minutter, før den gamle konge - Althorn's far - rejste sig, og talte på vegne af hele rådet. "Vi har nu debateret -" sagde han, og så ud over forsamlingen uden at rigtigt se nogen af dem, nu da hans øjne var blevet mælkehvide af hans blindhed, forårsaget af hans efterhånden gamle alder. "... Og er kommet frem til enighed. Rådet følger kongen. Der er ingen undskyldning for at modsætte sig direkte ordrer fra de royale, ej heller for at chikanere en af vores eget folk på denne måde. Landsforvisning er eneste mulighed." Han satte sig ned igen, som Althorn let nikkede til ham, og derpå atter rettede sit blik mod Dénar, før han rejste sig for at afgive dommen.

"Dénar Nédorne, De dømmes hermed for at have ignoreret direkte royale ordrer, for at have brændt en bygning under royal ledelse ned, og for gang på gang at prøve at indskrænke friheden af en af dine landskvinder. Dommenfor dette er landsforvisning på livstid. Skulle du nogensinde prøve at vende tilbage til vores skove, vil du blive fængslet på livstid, eller værre. Er det forstået?" Althorn's øjne var let sammenknebne som han så ned på Dénar - ogvirkelig håbede at han aldrig skulle se ham igen efter dette.

Larlii stod nærmest helt forstenet, da hun hørte den ældre elvers ord. Når hun så nærmere efter kunne hun se ligheden mellem ham og Althorn, og derfor gættede hun på at det måtte være Althorns far.
Hendes hjerte bankede af lettelse og glæde da hun hørte den ældre elvers ord. Og hun måtte stramme sig lidt an da hun hørte Althorns ord der forsejlede Dénar's skæbne, for ikke at begynde at græde af glæde.

Dénar fik med held gemt sit temperament, og så op på sin konge med et ansigt der udviste skyldighed og ærbødighed.
"Jeg bøjer mig for min konge og rådet, samt lover at være ude af byen inden solnedgang." Hans stemme var venlig og rolig, mens han bukkede formfuldendt for kongen og rådet.
I hans stille sind planlage han allerede hvordan han skulle få finger i hende og slæbe hende med ud af byen.

Noget ved den måde Dénar reagerede på, fik alle alarmer til at ringe i hendes sind. Hun mærkede hvordan hun begyndte at ryste over hele kroppen af nervøsitet, for hvad han nu planlagde og tog endnu et skridt væk fra ham, denne gang ubevidst hen mod Althorn. En ting var sikkert. Hun ville sørge for konstant at være sammen med Lith´raa og så mange andre som muligt, så Dénar ikke kunne komme tæt på hende uden at blive opdaget af mindst et par stykker.

Althorn's blik havde for en stund hvilet på Larlii mens hans far udtalte sig om, hvad rådet i samhørighed havde fundet frem til. En ting der som altid blev gjort nemmere at komem frem til med den hjælp hans far havde, nemlig rigets stærkeste telepatiker, nu det ikke kun var synet, men også hørelsen han havde mistet med årene. Så magikeren var talerøret for omverdenen til ham, på den måde.

Han kunne godt se at hun nærmest troede det var for godt til at være sandt - men det skete, og Althorn's egne ord, der med hans stærke røst rungede i tronsalen, blev Dénar's skæbne forseglet. Han havde også selv på fornemmelsen at det, at Dénar tog det så roligt, kun var et endnu større faresignal... Og grobund nok for ham til at ville være i nærheden af Larlii indtil vagterne udstationeret i udkanten af skoven kunne rapportere at have set ham forlade skoven. Han ville ikke slappe helt af før da.

Vagterneførte ham kort efter ud af lokalet, og rådet spredtes også stille og roligt, og forlod tronsalen, som Althorn gjorde tegn til Larlii om at følge med ham, ud i et af de mindre sidekamre. Så snart de var der, alene, i ro og fred, tog han blidt fat i hendes ene hånd, og fangede hendes øjne med sine egne blå. "Er du okay?"

Larlii tog sig selv i at ånde lettet op, da Dénar blev ført ud af salen. Hun så godt hvordan rådet spredte sig efter afgørelsen var udtalt af Althorn. Hun blev dog letter overrasket over hans ønske om at hun skulle følge med ud i en af sidekammerne, men hun nejede høfligt og fuldte med ham.
Så snart de var alene og han tog hendes hånd, gik det op for hende hvor meget hun rystede. Hun fik dog et lille smil frem på læberne.
"Jeg ved ik om jeg vil sige at jeg er okay. Men jeg har det bedre nu, end da jeg kom. Jeg har allerede tanker for et nyt hjem, men skal bruge lidt tid til at finde pladsen. Vil du tage dig af de små imens? Jeg ved godt det er meget at bede om, men jeg er mest tryk ved at de er hos dig."

Dénars grandonkel, Lord Elkhazel Nédor, så ligesom nogle af de andre fra rådet, hvordan kongen vinkede den unge kvinde til side. Han stod faktisk sådan at han kunne se hvordan kongen var mere afslappet i kvindens selskab. Han løftede overrasket et øjenbryn og mumlede lavmeldt.
"Min konge, kan jeg veksle nogle ord med jer begge?" Han viste at kongen havde hørt hans ord, og afventede roligt kongens reaktion.

Althorn's øjne havde roligt fulgt Dénar som han blev ført ud af salen, før hans opmærksomhed havde været rettet mod Larlii, og han fik hende med sig ud i sidegemakkerne. Han havde bare brug for at se hvordan hun havde det - forselvfølgelig var han da stadig en smule bekymret for hans gode veninde. Hvem ville ikke være det efter sådan en omgang her? Han smilede let af hendes ord, og nikkede let. "Intet problem. Det vil være mig en ære at passe på de små. Så får Niním også lidt mere selskab... Det er jeg sikker på at han vil sætte pris på. Det er virkelig ikke meget at bede mig om. Jeg har mere end rigeligt med plads og ressourcer til dem, trods alt."

Det var da at han hørte Elkhazel, og gav slip på Larlii's hånd før han vendte sig om mod ham, det ene øjenbryn løftet en smule. "Naturligvis. Sig frem." det var også der, at han på nærmest et splitsekund var gået fra den blide, rolige attitude han havd enår han var alene med Larlii, til den hårdere, høflige, regale facade han som regel havde når han netop skulle udfylde sin rolle som konge - den samme han havde haft på inden i tronsalen selv.

Hun smilede nærmest kærligt til Althorn, da han gav hende ro i sindet omkring mini dragerne. Dog blev hun overrasket, da Althorn vendte sig mod et af rådsmedlemmerne kom hen til dem. Hun nejede høfligt med ærbødigt bøjet hoved og var nervøs for hvad manden ville.

Elkhazel gik tættere på dem og nikkede smilende til Larlii, da hun nejede.
"Om jeg fatter hvorfor min grandnevø er blevet sådan en arauco i løbet af sine unge år. Men en ting kan jeg love. Han bliver bevogtet hvert sekundt mens han er i vores skov. Ligeledes vil jeg tilbyde dem, unge Valcyriel, en lignende beskyttelse. Det er det mindste jeg kan gøre som undskyldning for de krænkelser de har være ude for." Han så på Larlii med venlige øjne og et smil, mens han tilbød sin beskyttelse til hende.
Hun smilede forsigtigt igen, da hun ikke viste hvad hun skulle sige til det tilbud som var blevet fremstillet hende.
"Det er en stor ære at møde Dem, my lord. Jeg var ikke klar over at Dénar havde familie blandt rådet. Men jeg viste heller ikke ret meget om ham." Hun bøjede hovedet for at skjule sine forvirrede følelser. Turde hun stole på denne mand, når han var Dénar's grandonkel? Eller var dette endnu et led i en af hans planer om at få fat i hende?

//arauco = powerful, hostile, and terrible creature; demon

Han var glad for at se hvor mange af hendes bekymringer det tog væk, blot det at han godt ville passe på mini dragerne - men for ham var det virkelig ikke noget særligt stort at gøre, med hvordan han havde det med alle dyr... Der var jo en grund til at han havde både Niním og Ilthar, og en god grund til at han modsat mange andre ikke havde tilbudt andet end sig selv til Ilthar. Han ville aldrig have at et dyr skulle kunne lide ham for andet end ham selv. Og den ærlighed lod det til at alle dyr værdsatte.

Althorn nikkede let til mandens ord. "Det er godt at høre. Og et yderst gratiøst tilbud - men nok ikke et der bliver den største brug for. Planer er allerede ved at blive sat i værk med at bygge et nyt fristed, og jeg sætter derfor nogle af mine egne vagter på opgaven. De skal være velkommen til at udstationere en enkelt eller to selv, men det vil blot være spild af ressourcer der kan bruges andre steder, vil jeg mene." For ja... Ligesom Larlii stolede han heller ikke helt på tilbuddet når det kom fra ham. Det var måske ligeen kende mere mistroisk end han anså sig selv for at være, men hvem kunne virkelig bebrejde ham med alt hvad der var sket de sidste måneder?

Elkhazel nikkede roligt til Althorn og Larlii. Han kunne godt forstå at de var nervøse for at tage i mod hjælp fra ham, eftersom Dénar var hans grandnevø.
"Det er helt forståeligt, at i begge er tilbageholden. Særligt efter hvad han har gjort." Han smilede næsten faderligt til Larlii, mens han blidt tog hendes hånd og løftede den forsigtigt op til sine læber, hvor han blidt plaserede et lille kys, mens han roligt holdt hendes blik fast med sine grå øjne.
"Hvis jeg bare havde været nogle hundrede år yngre, så ville jeg nok have været en af de unge mænd som sværmer om dem. Men nu vil jeg i stedet, med kongen som mit vidne, love dem alt den hjælp de måtte ønske til deres arbejde."
Larlii stivnede en smule, da han tog hendes hånd og rødmede let, da han blidt kyssede den. Et varmt smil bredte sig på hendes læber ved hans ord. Når han var villig til at love det foran kongen, så måtte der være noget om det. Hun så kort over på Althorn, inden hun igen så på Dénars grandonkel.
"Jeg er beæret og vil huske deres ord, my lord."
Elkhazel smilede varmt og venligt, mens han nikkede til hendes ord.

Althorn smilede let, høfligt som altid, mens han lyttede til hvad den ældre elver sagde, observerede hvordan han tog Larlii's hånd for at kysse den. Han havde dog i netop dét øjeblik nok lidt mere fokus på hvordan Larlii tog det, men det lod da til at gå glat nok, selvom han godt opfangede den svage rødmen.

"Det er et elskværdigt tilbud," sagde han derefter, og smilet blevnok en anelse mere oprigtigt end før, lidt varmere i det. "Især i opstarten med genopbygningen, kan der bruges al den hjælp der kan fås." hvilket var så sandt som det var sagt - med hvordan det var nu, var tingene kun lige igang med at blive genopbygget, da rengøringen efter branden først var blevet færdig for en måned siden, da de havde været forsigtige og rent faktisk formået at redde én af urterne. Desværre ikke en af de meget sjældne, men det var da stadig noget der hjalp bare en smule.

Larlii smilede til Althorn og nikkede.
"Jeg er helt enig, men tænker lidt at jeg vil finde et nyt sted. Så naturen kan få lov til at heale efter den skade den har lidet under. Men jeg skal gerne sørge for at de får besked, når arbejdet begynder." Det sidste sagde hun direkte til Elkhazel, som blot nikkede inden han bukkede for dem begge og undskyldte sig, så han kunne overlade dem til deres eget selskab. Larlii nejede ærbødigt for den ældre elver, inden hun tænksomt så efter ham.
"Jeg ved ikke med dig. Men jeg tror faktisk at han er uden skyld i Dénars opførsel. Eller også prøver han på at gøre bod på den skam som han forventer vil falde på hans familie." Hun rettede blikket til Althorn og smilede kærligt.
"Jeg har faktisk set på et område, som ligger knap ti minutter udenfor denne del af byen. Med gode muligheder for at forbinde byen og fristedet med gangbroer. Dragerne vil få mere plads end tidligere og jeg kan udvide urtehaverne i skovbunden, takket været det vandløb som løber gennem området. Men..." Hun gned hænderne lidt i nervøsitet over det hun skulle til at indvige ham i.
"Lith´rra har inviteret mig til at se hans hjem i den østlige del af Skoven. Hvis det kan lade sig gøre at vente til foråret med at bygge Fristedet og du ikke har noget imod at se efter de små, så vil jeg tage imod hans invitation. Ellers bliver jeg her i Forestina."

//Svaret er aftalt med Lith´rra

Althorn nikkede blot roligttil Larlii's ord - hun havde jo ret, omend man hurtigt kunne få naturen i området på ret køl igen med magi, så var det nok bedst bare at lade det få lidt ro. Han så kort efter Elkhazel, før hansblå øjne igen fandt vej tilbage til Larlii som hun atter talte. "Det er meget muligt. Men lige på nuværende tidspunkt... Skader det nok ikke at være en kende overforsigtig. I alt fald til vi er helt sikre på at Dénar er udenfor riget." sagde han så stille. Han ville helst ikke have at de slappede alt for meget af indtil da. Han ville hade det hvis der skete Larlii noget bare fordi de tillod sig at slappe lidt af.

"Det er helt fint, Larlii. Gør du blot det. Du har brug for noget ro og fred efter alt dette. Og en der kan tage sig godt af dig." sagde han med et smil som han lagde en hånd på hendes skulder. "Jeg skal nok se efter dem. Der vil dog altid være en mulighed for at jeg må overlade dem til dig igen, hvis mine pligter kræver at jeg forlader riget i nogen tid... Men hvis det ikke sker, så skal jeg med glæde vogte over dem indtil du er tilbage."

Hun smilede varmt og kærligt, som en søster eller en god veninde, til ham. Hun var utrolig glad for at de havde det venskab, som de havde.
”Ved alle guder, hvor ville jeg ønske at vi blot havde mødtes kort efter at jeg var ankommet til Forestina. Så havde der været en chance for at alt dette aldrig var sket, og at Dénar havde været mere åben overfor dine ord.” Hun lagde sin egen hånd på hans arm og gav den et lille venligt klem.
”Men nok om fortidens sorger. Selvfølgelig siger du bare til. Han snakker om at det er en lille rolig tur på omkring seks dags herfra, så helt galt kan det ikke gå. Men så længe de er her i det royale distrikt, så er jeg sikker på at dine ord og Fafnirs størrelse nok skal afholde de fleste fra at gøre dem noget.” Hun havde på fornemmelsen at de blev overvåget, så hun flyttede igen hånden fra hans arm og trådte et par skridt tilbage, hvor hun høfligt og ærbødigt efter forskrifterne nejede for ham. Dog havde hun et varmt og lidt drillende smil på læben og glimt i øjnene.
”Af ren hensyn til hvor vi er, må jeg heller være høflig og takke af for nu. Der er en del som skal ordnes inden dagen er omme og min grandkusine venter mig.” Hun rettede sig op og stillede sig med ryggen til hvem end det var der holdte øje med dem, så hun kunne blinke drillende til ham og hviske:
”Jeg lover at det kun er i selskaber som disse at jeg bruger etiketten, med mindre du beder mig om det på andre tidspunkter. Du får besked inden jeg rejser. Men ellers skriv eller send et bud, hvis du skal afsted. Så kommer jeg så hurtigt jeg kan.” Hun ventede pænt, så han fik mulighed for at svare.

Larlii var ikke den enste der var utroligt glad for dette selskab - det var Althorn skam også. Det var ikke mange han bare kunne være sit normale jeg over for, uden at han følte at de dømte ham på den ene eller anden måde. Men Larlii her - hun var barepræcis det en god ven skulle være. Hun kunne lide ham som han var, hun støttede ham i det han havde lyst til, og var ligeglad med hvad andre måtte sige om det. Og det værdsatte han virkelig.

"Det er meget muligt... Men bedre sent end aldrig." sagde han blot, med et lille, varmt og venligt smil på hans læber. "Men så snart han er ude af landet vil han ikke kunne gøre dig noget længere. Ikke medmindre han har lyst til at rådne op i fængslet. Og det tvivler jeg på at hans stolthed vil lade ske." Han nikkede dernæst til hendes næste ord. "Naturligvis." og smilet blev en smule større ved hendes hvisken. "Det lyder godt. God vind og lykke på din lille rejse." sagd ehan så, efterfulgt af det lille nik der udgjorde både den høflige hilsen og afsked hos de royale, før de skilte deres veje igen - han havde trods alt også en del at se til, dagen var sjældent helt rolig for en konge. Men hvor han dog bare håbede på at der ikke ville ske noget før Dénar var ude af skoven - for en sikkerheds skyld fik han nogle vagter til at vogte over Larlii på afstand de næste par dage - i alt fald indtil hun ville være fremme med Lith'rras familie.

// Out <3

Hun nejede igen høfligt og smilede varmt til ham.
"Mange tak. Jeg håber at finde alt vel når vi ses igen." Derpå var hun gået hen til de vagter som havde vist hende vej tidligere og som nu hjalp hende ud af det royale distrikt. Hun fandt sin grandkusine ventende og sammen tilbragte de nogle timer med måltagning til nyt tøj, inden hun vente tilbage til kroen hvor hun havde efterladt Lith´rra.

//Out