Now, regarding...(Vetis)

Det havde været rart blot lige at have udført noget som han var god til... og som han var vant til. Det var underligt beroligende sådan blot at fokusere på anatomien af en anden, og enten sætte den sammen eller skille den ad. Det var utroligt så uhørt mange små dele at en hel krop bestod af, og hvor mange fantastiske ting som de alle var i stand til. Alle sammen havde de et formål, men ikke alle var nødvendige for overlevelse... man kunne sagtens fjerne diverse dele, og kroppen ville stadigvæk fungere. Faktisk var kroppen så vidunderlig at den ville finde en måde at overkomme sine mangler på... Det var utroligt fascinerende og det var nok noget som aldrig helt ville ophøre med at overraske Vetis. Ligesom at det aldrig ville ophøre den interesse i blot at søge mere og mere viden... Især omkring andre folk. Vetis kunne tydeligt huske de første dage i Underworld som han blot brugte på at observere mennesker. Alt sammen for at erhverve deres sprog, kultur og traditioner. Det var alt sammen for at passe bedre ind, for samt få et overblik over hans egen situation. Heldigt for ham selv var han hurtigt til at lære, og finde et sted at bygge noget op for ham selv.

Sean havde været meget stille idet at Vetis havde tilset hans sår. Ikke at Vetis havde lagt så meget til det igen siden at han havde været fokuseret med noget andet. På den anden måde havde det også været rart... bare for en lille stund inden at spørgsmålene ville komme fra Sean. Det var nok også derfor at Sean var stille. Det var nok ikke så underligt at han skulle bruge lidt tid til at tænke på nogle spørgsmål som han kunne stille Vetis. Nu havde manden trods alt et form for fripas til det, og det var trods alt ikke sikkert om han ville få chancen igen. Vetis var selv i tvivl om han nogensinde ville give ham chancen for det igen... Men, det kom vel også lidt an på hvilke spørgsmål at Sean stillede ham, samt om denne oplevelse ville have en negativ effekt ude i fremtiden. Det var trods alt aldrig til at vide, især ikke med så påvirkelig og følsom som han var lige nu. Det var ubehageligt at have det på den måde, og mindede ham mest af alt om ham selv da han var meget yngre... Det var faktisk ret pinligt at have det sådan igen, og Vetis kunne ane den mindste smule af skam. En egenskab som ikke hørte ham til på nogen måde, og den hørte overhovedet ikke til hans race. Han ville have haft grinet af det, vis ikke at det ville være så upassende i en situation som denne, men måske ikke... Han var trods alt ved at miste forstanden, så meget var tydeligt. Han var ved at miste sansen for hvem han i sandhed var... eller hvad? Var det meningen at han burde føle skam? Var det meningen at han skulle være sårbar og omklamrende? Tanken var næsten til at kaste op af, og Vetis valgte at kassere den så hurtigt som den var opstået. Normalt skulle der meget til at få Vetis til at vise afsky, men lige den tanke var aldeles afskyelig og Vetis fik en lyst til at flå noget fra hinanden. Det måtte blot blive senere...

Vetis' tanker vendte tilbage til virkeligheden. Han satte sig bedre til rette på skrivebordet, og fortsat ventede på Sean's spørgsmål. Han kiggede afventede på Sean idet at man havde rømmet sig. Vetis blot smilede en smule skævt idet at Sean havde stillet sit spørgsmål... selvfølge... hvordan var han kommer hertil til at starte med? Vetis var tænksom for en stund. Det var et ligetil svar, men ville Sean overhovedet godtage det? For i sandhed vidste Vetis ikke hvordan han var kommet til denne verden. Han kunne blot huske dagen at han var dukket op, men ikke hvordan. Han havde dog sine teorier men det var noget som nok aldrig ville kunne blive bekræftet. I alt fald ikke af Vetis selv...

"Jeg ved det ikke..." sagde han ligeud og ærligt. Han havde skam tænkt sig at uddybe det svar yderligere, men det var nok først at få af banen at han i sandhed ikke vidste det. Sean måtte dermed bare tænke sit. Vetis sukkede derefter og lo kort.

"Jeg kan kun gætte mig til om det i sandhed var af min egen frie vilje eller ej... men, hvem ved? Der er nok en eller anden grund til at jeg fandt mig selv i denne verden så mange år tilbage... Jeg har bare ikke fundet formålet med det endnu..." Men, han ledte skam efter den stadigvæk... og hvem vidste om han var kommet tættere på det svar med tiden? På nuværende tidspunkt vidste han at det ikke havde været en ordinær portal som han var kommet igennem. Han havde trods alt kigget rundt på sine omgivelser da han havde ankommet, og der havde ingen portal været i syne. Så det var ikke sikkert om det overhovedet havde været via en portal… eller en officiel portal. Sådan én havde han skam godt set, det var trods alt sådan én som han havde sendt sine egne børn igennem. Det havde ikke været nemt, men det skulle lykkes... og det gjorde det. Portal-rejsning af hans egen erfaring var kompliceret og havde en del risici, så dermed kunne han ikke lade være med at tænke på den pris det måtte have kostet ham at komme igennem til denne verden. Måske var det derfor at han ikke minder havde om det, eller så meget andet. Det gav dog ikke helt mening, for hvorfor var alle hans minder af hans egen verden som var væk? Var det fordi at de andre havde haft en større betydning eller måske værdi?

"Det eneste jeg husker er at jeg var våd, som havde jeg været omringet af vand... men det er også muligt at jeg havde ligget og været dækket af sneen alt for længe..." pointerede han. Vetis havde været drivvåd da han først var ankommet til Underworld, men som han havde nævnt så sneede det også... og han var godt dækket til af det da han var ankommet. Det han havde haft på havde ikke været i stand til at holde ham varm, så han havde hurtigst muligt søgt indenfor hos nogens hjem... han havde også været forfærdeligt sulten og skadet... så ejerne af hjemmet havde ikke set næste morgens lys igen. Dermed havde Vetis boet der i nogle dage inden at han var rejst videre. Efter sigende skulle den landsby som han var i dengang, være hjemsøgt i dag... Det kunne være at han en dag skulle tage tilbage for at undersøge byen yderligere.

"I sandhed husker jeg ikke meget... men hvem ved, måske er det kutymen her for alle som ankommer til Underworld." Det sidste tilføjede han næsten som et spørgsmål. Det ville trods alt være behjælpeligt at finde ud om det i sandhed var kutymen. At det var sådan for alle at de måtte give noget for at komme videre.

Det andet spørgsmål måtte der lige tænkes lidt mere over. Ville han overhovedet det? Han var ikke sikker, siden at han havde et godt sted i denne verden... og han vidste hvem han var i denne verden. Han havde ingen anelse om hvem han havde været i sin egen verden, foruden et forskræmt og udpint barn. Det var ikke noget som var så tiltrækkende at tage tilbage til, især ikke vis det var sådan som folk så ham i den verden. Nej, så hellere forblive her... for nu... Bare indtil at denne verden ikke længere havde noget at tilbyde Vetis.

"Det kommer an på om der fortsat er noget som fastholder mig i denne verden." Derefter smilede han smørret og hældt hovedet en smule på skrå.

"Hvorfor? Ville du savne mig vis jeg skred?" spurgte han humoristisk og lo. Der var næppe nogen chance for at det nogensinde ville ske, men det var en måde at løfte stemningen lidt på. Bare så den ikke var så trykt og seriøs... også var det også til at aflede hans egne tanker yderligere.

Hvordan kunne Vetis ikke vide det? Han ventede på fortsættelsen. For der måtte komme mere, der måtte komme en forklaring. Og rigtig nok blev tålmodigheden belønnet.
Som Vetis forklarede sin situation dengang, gav det på sin egen måde mening. Og så alligevel ikke. Sean havde læst om portalerne. Snakket med de få folk, som det virkede passende at spørge om den slags. Selv undersøgt den kløft, der var kendt for at være stedet med portaler. Alle havde sagt det samme. Det var det sted der havde en forbindelse til noget...Andet. Det var det sted at portalerne åbnede sig og lod folk dumpe ind - eller ud igen, for den sags skyld. Men de færreste skulle forvente mere end en envejsbillet. Portalerne var ustabile og bestod af en stærk magi, som de færreste havde fundet en måde at styre. Det bedste bud var at prøve og forlænge en kommende portals levetid, så flest mulig - eller folk i længest mulig tid - kunne komme frem og tilbage.
Og alligevel var det som om portalerne var blevet færre med tiden. Sean havde ikke hørt om nogle åbne portaler i mange år. Eller måske skete det uden folk bemærkede det.
Han fik lyst til at opsøge stedet igen. Stedet hvor han selv var indtrådt i denne verden sammen med få andre.
"Er formålet ikke hvad man selv gør det til. Eller er du en af dem der tror alt er forbundet og har en mening?"
Der var ingen fordømmelse i spørgsmålet. Men, for den sags skyld, heller ikke nogen rungende enighed.
Somme tider...Somme tider føltes det som om tingene måtte have en mening. Eller også var det blot håbet der var rart. Alligevel havde han altid troet på man selv skabte sin mening - selv skabte sin nutid og sin fremtid. Begrænset af de midler man havde til rådighed, ja. Men det var op til en selv at udnytte sine muligheder til det fulde. Der var intet mere nervepirrende eller kedeligt, end at sidde stille og trille tommelfingre, mens man ventede på at skæbnen kom dumpende ind af døren og gav en mening. Sådan var der intet der fungerede.
Men det var sekundært til hele samtalen. På en måde.

Om Vetis ønskede det lød som et spørgsmål, og om manden i virkeligheden ønskede at høre Seans svar...Eller om det var tilfældigt. Der lå en indirekte opfordring til at give Vetis ret eller ej. Ikke at Sean havde meget lyst til at dele ud af sin egen oplevelse. Om noget han aldrig havde fortalt så meget i detaljer om, om noget han altid fortiede og næsten glemte. Til småting bragte det op igen...Eller noget så vildt, som det rum de sad i nu.
"Jeg husker. Om det er alt jeg husker ved jeg ikke. Men jeg husker"
Ville han foretrække ikke at huske? Som Vetis gjorde? Han var ikke sikker. Han var kommet til UW for at glemme og for at leve sit eget liv. Fordi han ikke brød sig om sit gamle liv, og fordi han ikke brød sig om sin gamle verden. Men når det kom til stykket virkede det vigtigt at huske hvor man kom fra. Uanset hvor ubehageligt det havde været i længden.

Vetis sidste kommentar var som et slag på sømmet. Et hårdt stik i hjertet på ham, der fik ham til at bide hårdt sammen og stramme grebet om sig selv. Det var ikke tanken om at Vetis forsvandt...Det var tanken om at alle...Forsvandt.
Og måske den halve - hvis ikke den hele - årsag til at han sad her nu. Sorger, forvirring og voksende paranoia, der skiftevis drev ham ud over grænser. Hvad det ville ende med var ikke til at sige.
Han kunne have været død i dag. Han kunne have været død lige nu. Det værste var at han ikke vidste om han foretrak det sådan. Han vidste end ikke hvad han følte om det hele...
Det var bare underligt...Tomt...Det hele. Tomt, med en stikkende smerte i hans indre.
Blikket det endelig gled op til Vetis igen var køligt. Som en mur af is der ikke ønskede at lukke nogen ind.
"Alle forsvinder før eller siden. Jeg forventer nøjagtig det samme fra dig" bemærkede han kort. Øjenbrynene gled en anelse op i panden på ham.
"Vi har ikke et forhold, der skulle sætte mig i en position, hvor afsavn ville være et forventet resultat. Præcis hvad vi får ud af hinanden ved jeg ikke. Men hvis vi skal lade som om vi er ærlige over for hinanden her i natten, ville jeg sige...At jeg ser noget af mig selv i dig. Og det gør mig nysgerrig. Nysgerrig nok til at komme tilbage hele tiden. Måske leder jeg selv efter noget?"
Hvor Vetis havde prøvet sig af med et let grin, gled der først nu et svagt smil over Sean. Men selv om der lå noget drillende over den sidste kommentar, føltes det alligevel malplaceret og dystert. Måske kunne Sean ikke grine mere. Måske havde han mistet evnen til at føle sig tilpas med noget som helst.
Der var bare...Alt for meget at tænke over...Alt for meget at tage stilling til...Alt for meget, der ikke havde svar.
Han rejste sig op, rastløs. Gik om bag stolen og lagde hænderne mod ryglænet, som han lænede sig op af den. Det stak i hans sårede hånd, men ikke mere end han kunne holde det ud. Og føle sig den smule i live.
"Lad os vende tilbage til emnet. Så du husker intet og det lyder som om du kom tomhændet hertil..."
Med den ene hånd gjorde han en gestus mod rummet de stod i.
"...Hvor kommer alt det her så fra?"

Nu hvor Vetis tænkte mere over det så var det enlig lidt dumt at sige at Sean kunne spørge om hvad han lystede... når det var at chancen for at Vetis ikke helt kunne svare, var ret stor... Men, det var vel på sin måde også noget som var spændende for Sean? Det var ikke til at vide, men bare det at Vetis kunne dele med Sean var fint nok. Det var trods alt det som også var pointen... eller noget i den retning. Han ønskede i alt fald ikke at der skulle være så meget tvivl imellem dem længere. Der måtte da være en mulighed for at tale mere om tingene samt lære hinanden at kende, og dermed kunne Vetis vel lige så godt lægge ud. At han så havde lyst til at kvæle sig selv for at gøre sådan noget her på samme tid, var en anden detalje.

Vetis kiggede en smule undrende da han kommenterede på det med formålet... Det virkede en smule til at Sean havde forstået det som havde Vetis snakket om skæbnen. Tja, sådan kunne det også forstås, men det var slet ikke det som Vetis havde ment. Vetis havde ment det meget bogstaveligt, men hvor skulle Sean også vide det fra? Det var dog altid noget at Sean ikke havde lydt alt for fordømmende, men Vetis kunne fornemme at Sean ikke selv troede på skæbnen. Hvilket Vetis heller ikke gjorde. Livet havde ikke anden mening end det som man lagde i det, vis man spurgte Vetis selv. Det hele var hvad man gjorde det til, samt hvad man havde evnen til at gøre det til. Ikke andet.
Vetis funderede derefter om han skulle rette på Sean... i stedet for at fortælle ham om hvad han i sandhed havde ment. Fortalte han dog Sean sandheden, så var han også nødt til at nævne det som han havde været iklædt da han havde ankommet. En rustning. Vetis var ikke helt sikker på at om han burde dele teorien om at Vetis selv var en kriger... endda en højtrangeret én, hvilket han antog ud fra selve designet og materialet af rustningen. Den nævnte rustning var speciel lavet til Vetis, hvilket havde været ret tydeligt, og den havde set ud til at have udholdt en del skade. Den stod nu gemt væk inden i dette lokale i et skab, og der havde den stået lige siden den dag at Vetis havde fået bygget sit hjem. Den havde et emblem som Vetis ikke havde, kunne pinpointe, og det gjorde ham ubehageligt til mode at stirre på det i alt for længe. Dermed var det hele låst inde i et skab, sammen med andre ting som Vetis ikke havde kunnet holde ud at kigge på. Såsom de andre ting som Vetis havde haft på sig da han var ankommet til Underworld.

"Nej, sådan én er jeg ikke... og aldrig har jeg været så langt ude at jeg har haft brug for noget så latterligt som skæbnen til at forklare min situation... eller trøste mig." Vetis havde skam heller ikke troet på noget som guder, eller bedt til nogen former for overståede væsner som på mirakuløst vis kunne høre én. Det havde skam heller aldrig faldet ham ind selv da han var helt lille, for der var han overbevist om at ingen ville eller kunne hjælpe ham. Derudover var der heller ikke mange guder for en dæmon at bede til. Bare tanken om det var dybt latterlig og hørte ingen steder henne.

Vetis nikkede blot til Seans svar om at han selv skam huskede... men om han ikke vidste om det var alt som han huskede. Tja, det gav mening, for hvad var der at huske vis man ikke vidste om man havde glemt noget? Så, på en måde var det beroligende at høre og på en anden måde, så hjalp det svar overhovedet ikke. Han havde dog taget chancen, og dette var så bare det resultat som han måtte stille sig til takke med. Det var dog altid noget at Sean ikke havde virket til at være i samme situation som Vetis selv, såsom et kæmpe hul i hukommelsen. På den anden side kunne det være at Sean havde, måtte afgive noget andet af sig selv... Hvem ved? Der var vel altid en pris at betale. Det var der trods alt med så mange andre ting her i livet og alle måtte betale med hvad de nu kunne. Man kunne så diskutere om folk betalte lige meget og om det var fair, men hvad her i livet var fair?

Hvad var det for en reaktion? Forundret løftede Vetis på det ene bryn og lagde mærke til hvordan Sean's kæbe havde strammet til. Vetis havde på ingen måde været seriøs med sit spørgsmål, men det havde haft en form for virkning på Sean. En virkning som var noget så interessant, men virkede til at været alt anden end behagelig… ellers havde Sean nok ikke reageret som han nu gjorde. Iskold og endnu engang fjern. Grunden til reaktionen virkede for Vetis til at ligge i Sean's eget svar, og Vetis mærkede et stik i sit eget bryst... han brød sig ikke om den tanke som havde opstået i hans eget sind... grunden til at Vetis' spørgsmål havde påvirket ham. Grunden til at Sean sagde som han sagde... Det var en ligetil teori... og nok også sandt, men Vetis ønskede ikke at tænke på det. Mest af alt fordi det ville betyde at Sean havde været...  Vetis tvang sig selv til fuldt ud at fokusere på situationen, inden at hans invaderede tanker blev for meget for ham. Inden at han begyndte at føle medlidenhed med manden foran ham... eller føle andet.

Alligevel kunne han ikke undgå at blive påvirket og... rørt? Over det som Sean næst sagde. Ikke at Sean's svar var så overraskende igen. Vetis forventede ikke at nogen ville savne ham vis han nogensinde forsvandt... og dog? Noget fik ham til at tvivle men det var ikke til at vide om det blot var fordi at han var en smule håbefuldt inderst inde. Hans mor savnede ham muligvis, men hvorfor skulle hun? Hendes liv var så meget bedre uden Vetis i det. Det var de flestes nok, men sådan var det bare og med den måde at Vetis var på ville det nok også altid være sådan. Vetis ville nok også have svaret det helt samme som Sean. Han ville nok heller ikke savne Sean hvis manden valgte at forsvinde fra Vetis' liv... og hvorfor skulle han ikke også det efter denne aften? De havde ikke kendt hinanden i særlig lang tid, og der var ikke rigtig noget som holdt dem sammen foruden interessen for hinanden. Derudover så kunne man ikke rigtig kalde deres forhold for noget som helst... I alt fald ikke noget som rigtig ville passe. De var bare... ja, de eksisterede blot i hinandens liv.

Vetis vidste ikke hvad han skulle sige, men hvad var der også at sige? Han havde ikke forventet at Sean overhovedet ville have svaret... blot at han ville have grinet af det eller noget... i alt fald et mere overbevisende grin end det som Sean kom med til sidst. Det havde ikke været overbevisende... faktisk havde det virket en del dystert. Var det ment til at være sådan? Vetis lænede sig mere tilbage idet at Sean havde stået op, og gået om bag stolen. Manden havde nok været en smule ubekvemt med den pludselige situation... Ikke at Vetis ville bebrejde ham det.

"Det kommer alt sammen fra mig af. Alt hvad du ser herinde er skabt med mine egne to hænder... og hvad der så end gemmer sig herinde," sagde han og prikkede sig selv i siden af sit hoved. "Desværre er alt ikke som det burde være, eller af det samme materiale, men jeg har gjort hvad jeg kunne med det som jeg kunne finde... Ikke at denne verden tilbyder meget brugbart at arbejde med..." Med det sidste lød han en smule skuffet, men det var den realitet som han havde, måtte acceptere. Der var bare nogle ting som han ikke ville kunne skabe i denne verden, men så havde han trods alt fået nedfældet det på papir... og det var vel også altid noget.

"Og helt tomhændet var jeg dog ikke," tilføjede Vetis til sidst en del stille. Han sukkede og hoppede ned fra skrivebordet. Nej, tomhændet havde han ikke været... bogstaveligt talt. Da han fandt sig selv i Underworld havde han haft tog ting knyttet i sine hænder. I den ene hånd havde han haft en kulsort daggert, og i den anden hånd havde han haft en halskæde... med en simpel ring som vedhæng. Begge to ting virkede til at være meget simple, og uvæsentlige af udseende, men Vetis havde en fornemmelse at der var meget mere bag dem. Der var trods alt en grund til at han ikke kunne udstå tanken om at smide dem bort. Især ringen som havde været stærkt knyttet i hans hånd, så meget endda at Vetis havde lavet meget dybe mærker i hans egen håndflade.
Udover de to ting var der så også en del andre genstande som han havde medbragt sig. De sad trods alt fastgjort til hans rustning...

Efter at have hoppet ned af bordet, havde Vetis fortsat ud i midten af lokalet, og kiggede nu tilbage mod Sean.

"Du er velkommen til at se noget af det" sagde han og gjorde tegn til at Sean skulle følge med.

"Hvis du altså har lyst?"

Han fortsatte derefter mod et skab hvorved at der gemte sig noget som Sean nok ville synes om. Især fordi noget af det kunne blive hans... vis han ønskede det. Vetis havde trods alt ikke rørt det i flere år, og det var nok noget af det nemmeste at komme af med.

Så Vetis havde ment noget andet med at finde et formål? Sean overvejede det lidt. Hvad andre formål var der, end at finde sit eget personlige formål? Men det behøvede selvfølgelig ikke være ved hjælp af hverken guder eller skæbne.
Alligevel noterede Sean sig bemærkningen. Aldrig været så langt ude...At Vetis behøvede overveje skæbnen...
Havde Sean været det?
Svaret var simpelt. Der havde været dage hvor det havde været det eneste håb han kunne holde fast i. Også selv om han til hverdag ville benægte det. Nejnej, selvfølgelig troede han ikke på så fjollede ting...Men måske...Måske gav det en hvis mening, at nogle folk gjorde. For Sean havde stået der selv - stod der selv - omend skiftende fra den ene dag til den anden. Hvad andet havde han? Hvad andet...Havde han?
Men det betød blot det var endnu nogle tanker han aldrig ville - aldrig kunne - indrømme. Endnu ting, han måtte låse ned i sin mentale boks og aldrig nævne for nogen. Aldrig i sit liv ville han nævne noget, der kunne skubbe ham ned af det magthierarki som han havde brugt århundreder på at skabe. Og som langsomt åd ham op.
Han ville gå ned med skibet.
Det sjove ved en skibsmetafor, når han hadede havet og at sejle, var ikke undgået ham.

Der blev ikke sagt mere om de ting. På en måde var tingene sagt spontant. På en måde var det nøjagtig de ting Sean havde haft brug for at sige højt. Hvorfor? Hvorfor betød det noget om Vetis fik et glimt af det mørke, som Sean kæmpede med hver eneste dag - time - minut? Ingen kunne og ingen ville gøre noget ved det. Ingen kunne. Det var Sean eget fucking problem. Han viste blot svaghed ved at sige ting som disse. Selv Dannika turde ikke stille de rigtige spørgsmål, som Sean var sikker på svømmede rundt bag hendes øjne, når han blev ekstra fjern og fjendtlig. Ja...Han havde sørget for folk ikke turde blande sig. Fordi han var bange for de blandede sig. Og nu...Ønskede han at de blandede sig? At bare en eller anden...Ville vise den mindste interesse...Inden han druknede helt.
Og så alligevel....
Skubbede han alle væk. Satte mure op. Var Dannika ikke interesseret? Der var dage hvor han var usikker. Det var incubus'en hun var nysgerrig i. Evnerne i ham, der automatisk tiltrak folk til hans væsen. Og så var der de dage, hvor det føltes bare en smule oprigtigt. Det var de dage han levede på, selv om de dage også trak han længere ned i kviksandet.
I virkeligheden var Vetis' ligegyldighed omkring det passende. Det var sådan folk alligevel følte om andre omkring sig og Sean burde være taknemmelig for at manden lod sådan en vildfaren bemærkning passere.
Hans tanker kørte i ring. Lige nu handlede det hele om Vetis. Han kunne lære mere om manden foran sig, som havde vækket en eller anden interesse. Det var ikke fuldstændigt uinteressant, trods alt. Og det var noget andet at fokusere på, på trods af hans tanker hele tiden fløj rundt.

I stedet rettede han sig op og fulgte Vetis ud i rummet. Allerede inden Vetis sagde noget, var det tydeligt for Sean at han skulle se et eller andet. Så Vetis havde skrevet alle disse bøger? Selv? Sean så op af hylderne endnu engang, som for at forstå hvor mange timer og atter timer der var brugt på det. På at skrive, på at genskabe og forstå. Vetis havde ikke glemt alt. Alt dette var noget manden stadig huskede, eller huskede noget af som et minimum. Så mange ting i et sind...Ville alt Seans viden være et lige så imponerende syn?
Af en eller anden grund stak det i Sean, da Vetis påstod at denne verden ikke havde meget at arbejde med. Måske fordi Sean faktisk kunne lide denne verden. Han kunne lide Underworld. Han var kommet hertil af en årsag og han havde haft så mange flere muligheder her. Så mange flere oplevelser, på godt og ondt. At påstå der ikke var nok at arbejde med var at begrænse sig selv unødigt. Men samtidig havde Sean en fornemmelse af det ikke helt var det Vetis mente. Nej, slet ikke.
Underworld havde ikke de samme ting som Vetis' gamle verden. Præcis som den ikke havde de samme ting som i Seans. Heldigvis.
Hans øjenbryn gled en smule op, da han så tilbage på Vetis.
"Okay"
Der var ikke meget mere at sige. Alt dette var Vetis fortælling. Sean var blot en tilskuer. Hans job var blot at følge med i fortællingen, hvor end Vetis tog ham hen.

I baghovedet kørte der tanker videre om Sean's egen situation samt de ting som han havde nævnt. Det var svært at lukke fuldstændigt ned for, men for deres begges skyld var det en ide at lade det ligge... i alt fald for nu, siden at det ikke var til at vide hvad sådan en samtale kunne vække. Det var nok ikke det mest positive at det ville indgyde i dem begge to. Det var dog ikke til at vide om Vetis nogensinde ville være i stand til at udspørge Sean om det... eller få sine egne tanker bekræftet i det. Det irriterede ham en smule, mest af alt fordi at han selv var så forbandet nysgerrig, men Sean var en tikkende bombe lige nu... En bombe som på nuværende tidspunkt nok godt kunne trænge til en distrahering. Rettelse, de kunne begge godt bruge en distrahering, og det var det som Vetis havde tænkt sig at sørge for. Det og en mulighed for at komme af med noget, så han ikke selv længere skulle tænke på det. I tilfælde at Sean så også takkede ja og tog imod det, så ville Vetis dermed også vide hvor det var henne... bare i tilfælde af at han ønskede at se det igen... Noget som nok ville hænde, men som altid ville han bekæmpe følelsen og se om han ikke var i stand til at modstå trangen. Det havde lykkes for ham i mange år, så det med at Sean så ville få det, ville nok bare hjælpe at modstå trangen endnu mere. Nok mest af alt fordi at for at se det ville han skulle igennem Sean først... eller i alt fald være til ansigt til ansigt med manden. Hvem vidste om den trang til at se Sean ikke ville være mindre efter deres møde i dag?

Vetis fortsatte over mod skabet hvorved objektet var lokaliseret. Skabet var ikke låst, men der hørte skam en lås til... Vetis havde dog aldrig låst det af en eller anden årsag, men det var heller ikke fordi at der var nogen andre end ham selv som brugte dette lokale. Den eneste person som nogensinde havde set det, foruden Vetis selv, var Sean. Sean som havde valgt at følge efter Vetis, uden rigtig at sige noget. Ikke engang noget om at Vetis selv skulle have skabt alt det som Sean så i dette lokale... Alle de bøger som han manisk selv havde skrevet og udfyldt. Alle de små maskiner samt alle de grundtegninger af alle de ting han ikke havde fået bygget endnu, eller kunne bygge i denne verden... men, hvad skulle man også sige? Godt arbejde? Nej, Vetis ønskede ingen former for ros for dette, han ønskede blot svar.

"Her er det," sagde han og stoppede op foran et lille skab af egetræ. Han tøvede kort inden at han tog fat om håndtaget og åbnede langsomt for det.

Inden i skabet, i et speciellavet stativ, var et sværd i en elegant udsmykket sort sværdskede. Det var til at se på formen at sværdet var krumt, men det var også fordi at det var en krumsabel... Vetis' mest fortrukne våben. Tvivlende og tøvende rakte Vetis ud efter det, og idet han tog fat om fæstet på sværdet, løb der en genkendelig varme op gennem armen på ham. Sværdet nærmest sang sin hilsen og Vetis havde allerede lyst til at give slip på det igen, men han bed det i sig og tog det op af stativet. Det ville være for meget for Vetis at trække det ud af dens skede, så han undlod at gøre netop det. Det ville nok også gøre Sean en smule bekymret, siden at Vetis for ikke så længe siden havde prøvet at slå ham ihjel med et våben... endda Sean's eget våben.

Vetis viste det til Sean, med begge hænder under det så Sean bedre kunne se. Sværdskeden var kulsort med smukke gyldne detaljer og mønstre. Den var af noget kraftigt læder, som var blevet specielt behandlet så at sværdet ikke ville kunne skære igennem det. Det var også noget metal på ydersiden af det, som også var fint udskåret, som sørgede for at dette ikke ville ske... For skæret på det sværd var ufatteligt skarpt, selv uden at have været slebet i så mange år.  
Det var næsten en fryd at holde det i hænderne igen... Det var ham så bekendt... som en nær ven. Han lod en tommel glide hen over noget af dekorationen, og sværdet brummede tilfreds. Sean ville ikke være i stand til at høre noget af dette, men det var nok mest af alt fordi at der virkede til at være et dybt bånd mellem Vetis og dette våben. Det var underligt at forklare... vis det overhovedet kunne forklares, men sværdet havde sin egen sjæl... og den havde dens eget navn. Nu var det så ikke noget som var så unormalt at et sværd havde sit eget navn, men hvor Vetis kom fra havde sådan et sværd her meget mere betydning end som så. Det var en forlængelse af en selv og ens egen sjæl. Derfor kunne man vel godt spørge sig selv om hvorfor han så heller ikke kunne holde ud at have sværdet i sin besiddelse. Tja, enlig samme grund at Vetis havde haft problemer med at være i nærheden af Sean... det vækkede for mange ukendte følelser. Han vidste nemlig ikke hvor han havde det fra.

"Et sværd, fra min egen verden... Du er velkommen til selv at se nærmere på det" med det sagt rakte Vetis sværdet ud mod Sean så han bedre kunne inspicere det. Han var også velkommen til selv at tage imod det og holde det... Ikke at sværdet ville være helt tilfreds med det, men den om det.

Valgte Sean så at trække sværdet ud af skeden ville han kunne se at sværdet var kulsort. Det var så mørkt at det nærmest virkede til at opsluge lyset omkring det. Der var ingen udsmykning på det foruden nogle få runer... Runer som i Vetis' verden ville kunne læses som Eclipse... sværdets navn. Derudover vidste Vetis så ikke om Sean ville kunne kende det materiale som sværdet var lavet af... æter - eller stjernestøv som nogen også ville kalde det. Det var et uhørt sjælden materiale i hans egen verden, og var bestemt heller ikke noget som alle bare kunne arbejde med og ikke en helt ufarlig proces... og her havde Vetis så et helt sværd med det. Hvordan han selv havde fået fat på det kunne han kun gisne om... ligesom han kun kunne tænke sig til hvilken pris han havde måtte betale. Han havde i alt fald ikke sluppet billigt for det... så meget var da sikkert.

Sean fulgte efter og kiggede på skabet, mens Vetis åbnede det. Blikket gled over dens indhold, så vidt han kunne se det fra sin position. Skinnende, som af metal. En rustning? En rustning var i sig selv ikke videre specielt. Men siden den var gemt væk herinde, kom den formentlig fra Vetis eget sted...Måske han havde haft den på, da han var kommet til Underworld?
Vetis i en hel rustning. Sean brugte et øjeblik på at forestille sig det, mens Vetis rakte ind efter noget andet og mindre. Så...Ædelt. Så anderledes, end den mand han så foran sig nu. Mon der havde hørt de forventede værdier til? Mon en mand i fuld rustning kæmpede for sit land, for sin ære og for folk omkring sig?
Seans mørke blik gled over mod Vetis, som han overvejede det. På en måde kunne han godt forestille sig Vetis på den måde. Så anderledes fra Sean selv...Måske en mand han selv kunne være blevet til, hvis han nogensinde havde haft chancen. Hvorfor mon...Vetis havde lagt alt det fra sig?
Men så igen. Det var ikke sikkert det betød det samme. Og selv her i Underworld fandtes der folk - hvor få de end var - der red rundt i deres rustninger og sloges for deres egne egoistiske mål.
Sean havde aldrig været i fuld rustning. Og ville nok aldrig bryde sig om det. Han forestillede sig det var tungt og besværligt, som at være lukket inde i et omvandrende fængsel af metal. Også selv om familien Chase nok mere end gerne ville have givet ham en, hvis han havde spurgt efter det.

Blikket gled til sværdet, som Vetis holdt det frem. Det var sort og egentlig ikke uden sin egen skønhed. Sean selv var knyttet til sit sværd. Men det var blot det...Et sværd. Der var ingen sjæle, ingen liv og ingen navne. Og alligevel følte Sean sig knyttet til det, som han til tider blev knyttet til få materielle ting. Til gengæld blev han også virkelig knyttet. Som endnu et hul der skulle fikses, hvis tingen blev væk eller gik i stykker. Ikke at de var lige så uerstattelige som folk omkring ham havde været...Før eller siden ville afsavnet forsvinde, eller han ville få en ny ting at sætte de samme følelser på.
Blikket gled op til Vetis' ansigt et øjeblik, som Sean rakte ud efter det. For at sikre sig det var okay. Hvem kendte reglerne i dette lokale? Det var rum uden for tid og sted. Og kun Vetis satte reglerne herinde. Det ville være dumt at tage et skridt længere end han måtte.
Hånden lagde sig om det hårde læder, som han tog sværdet op. Han vendte det og studerede skeden hele vejen rundt, før han trådte et par skridt baglæns, som hånden lukkede sig om skaftet på det. Der var et eller andet ved det...Men Sean kunne ikke sætte fingeren på hvad.
Langsomt trak han det. Uvant til et krumt sværd formåede han alligevel at trække det i en lang og formfuld bevægelse. Med læderskeden i den ene hånd og sværdet i den anden. Skeden blev snart lagt væk, eller givet tilbage til Vetis, så Sean kunne studerede det sorte materiale.

Ja. Sean elskede sværd. Han havde aldrig givet meget for hverken magi, pistoler eller buer. Sværd...Sværd var det han havde fundet en glæde ved at bruge. Men det var de lange sværd. Hans eget, som han både kunne bruge med eller to hænder. Hans eget, der var bygget efter kunstens regler og forhåbentlig kunne holde til Seans overmenneskelige styrke når han brugte det. Hvor mange gange havde han ikke haft behov for at reparere skæret på det? Og han havde troligt fået det gjort hver gang.
Men dette sværd var meget anderledes i forhold til hvad Sean kendte til. Der fandtes sorte materialer i Underworld. Sort vulkansten, obsidian, flint og sorte metaller. Men siden sværdet var herinde...Ville det ikke undre ham hvis det var lavet af noget helt andet og sikkert uhørt.
Det ville være synd at sige det skinnede i rummets lys. Forsigtigt gled en finger op langs den flade side af skæret, før han forsigtigt kørte tommelfingeren over kanten. Knap havde han rørt det, før det røde blod gled lystigt ned af hans finger. Det ikke så meget som sved eller trak i hans hud. Sværdet var skarpt, ingen tvivl om det.
Med sin nysgerrighed tilfredsstillet ville han enden samle skeden op eller bede om det fra Vetis igen med en armbevægelse, før han satte sværdet på plads og rakte det tilbage.
"Det er et smukt sværd" bemærkede han endelig, velvidende Vetis nok ikke ville kunne klare en vedvarende stilhed. Også selv om stilhed efterhånden var Seans foretrukne tilstand. Ordene gled ikke som de engang havde gjort. Udtørret, måske, fra et ellers evigt spring af dem.

Vetis havde nogle gange svært ved at forestille sig at alt dette i sandhed tilhørte ham... Mest af alt fordi at det ikke syntes at passe med den som han var nu. Vetis var ikke en person som ville bære så fin og ædeludseende rustning som den som gemte sig i skabet. Især ikke når det mest af alt mindede om noget som hørte til en nobel ridder. En ridder som til enhver tid ville kæmpe for retfærdigheden og for folks ve og vel... noget som Vetis nu ikke skænkede en tanke. Det havde han ikke haft råd til i alt den tid han havde spenderet i Underworld... og han havde heller ikke tænkt sig at gøre det nu, men det var svært når denne situation havde fået ham på andre tanker. Tanker som han blot måtte acceptere på nuværende tidspunkt, samt måtte affinde sig med - uanset hvor absurde de end syntes at være. Og absurde det var de skam. Vetis kastede i alt fald alle tanker bort fra rustningen igen, og dens dualiserende farver… lige dels hvid og lige dels sort… og med regale udseende udsmykninger og diverse mærker som den virkede til at have modstået i tidernes morgen. Mærker som havde været nye idet at han var ankommet til Underworld, for han havde stadigvæk kunne mærke slagene derfra. Slag vis placering havde tydet på at hvem end Vetis havde sloges med, havde i sandhed haft i sinde om at slå ham ihjel, men havde tydeligvis fejlet. Vetis havde en tanke om at det havde mest været på grund af rustningen, for selv ikke den var smedet at hvilket som helst metal. Hvad Vetis også havde, kunne tyde var at den også var gennemsyret af hans egen verdens magi. Dog var Vetis ret så sikker på at dens magi ikke fungerede på samme måde i denne verden, hvilket var endnu en grund til ikke at bære den. De andre grunde var mere personlige, men Vetis var nu i bund og grund glad for at rustningen ikke havde en sjæl… modsat sværdet.

Et sværd som nu var i Seans hænder. Det var et mærkværdigt syn, og Vetis havde på fornemmelsen at det ville klæde herskeren. Imens at Sean studerede sværdet indadgående tog Vetis imod sværdskeden og holdt det med en vis fortrolighed. Det var trods alt som skabt til Vetis selv, så uden at tænke over det helt han det som han før hen havde måtte holdt det - fast men fleksibelt til hurtigt selv at bruge sværdskeden som et våben. Det skulle i alt fald ikke undre Vetis om han ikke engang havde fældet sine modstandere og gjort en ende på dem - blot med sin sværdskede.
Vetis begyndte selv at nærstudere Sean idet han stod der med sværdet. Sværdets farve stod i smuk harmoni til Seans egne farver og væsen. Vetis ville nemt kunne forestille Sean på en slagmark, med sværdet i hånden, højt hævet over kampen... med hans fjender enten besejret eller døde for hans fødder. Sværdet syngende i lyst og veltilfredshed og med Sean smilende som en sejrsherre... Alt i alt et billede for den hersker som Vetis vidste at Sean var... eller kunne være. Sean manglede bare... ja, det vidste Vetis jo ikke med 100 procents sikkerhed men... med det rette sind og med de rette allierede og ligesindede, ja, så kunne den mand snildt være Sean. Og hvorfor skulle det ikke også være det? Sværdet ville i alt fald være en begyndelse. Vetis vidste nemlig at sværdet ville være Seans ligesindede. Det ville kunne balancere for den ulighed i styrke, som det andet sværd tydeligvis ikke havde, kunne gøre op for. Nej, med Eclipse ville Sean ikke skulle ligge hæmninger på sig selv eller holde tilbage på sin styrke.

Eclipse brummede veltilfreds idet at det smagte blod efter så mange år. Vetis kunne på sin vis godt forstå det, og havde på sin vis også en smule ondt af sværdet. Han vidste trods alt hvor slemt det kunne være at hungre, og det var det som sværdet gjorde. Det hungrede efter kamp og blod. Det hungrede efter en herre som styrkede det og at Eclipse kunne være en forlængelse af nogen. Det hungrede efter alt det som Vetis sikkert før i tiden havde været for sværdet, men ikke længere var... eller kunne være...
Vetis gav Sean sværdskeden tilbage idet at han var færdig med at observere det. Han fik sat det mesterligt tilbage. Sean havde virket til at have et godt tav til sværd, hvilket nok også gav god mening. Vetis havde trods alt ikke set Sean gå rundet med andet end sværd. Det var dog en anden type end Eclipse, men det betød ikke noget. Eclipse var trods alt noget for sig selv... da det formede sig efter dens herres ønsker. Det var også én af grundede til at æter var så eftertragtet et materiale i Vetis' verden. Vetis var dog ikke sikker på om Eclipse ville være i stand til at ændre sig i denne verden... Det krævede trods alt en anden herre end Vetis, siden at Vetis fortrukne våben var et krumt sværd.

Vetis kiggede op på Sean idet at manden valgte at bryde stilheden. Vetis smilede kort hvorefter han kiggede ned på Eclipse igen. Det var i sandhed et smukt sværd... så smukt at det burde blive beundret af mange flere... og ikke gå i glemslen i et gammelt skab... Ikke mere. Vetis havde jo allerede taget sin beslutning, så nu var det bare om at give slip og håbe på at Sean ville have det. Derfor lagde Vetis i stedet sin hånd på sværdet idet at Sean prøvede at række det tilbage. Vetis lukkede sine øjne kort, for at koncentrere sig og finde ordene. De var en smule komisk taget i betragtning af hvor veltalende han ellers plejede af være, men det var vel forståeligt. Lige nu og her med Sean følte han sig hverken som en person i nutiden eller fortiden... han følte sig som en fanget midt imellem, og han var derved en mand som han ikke selv kendte, men også én som han nærede et godt kendskab til... Det var svært at forklare, men det behøvedes vel heller ikke?

"Behold det," sagde han kort hvorved at han åbnede øjnene igen og kigge direkte ind i Seans øjne.

"Tag imod det som en høflig gestus, og for al den kval og svie som jeg må have forvoldt i dag. Vis ikke det er nok, så tag det i stedet som et tegn på en alliance imellem os..."

"Vi to Sean... vi kan gøre så umådelig en stor skade på hinanden... en uoprettelig skade som sikkert ender i en bortgang af én af os. Dette står endnu klare for mig i dag men...” han holdte en kort pause inden at han fortsatte. Det var svært at indrømme og svært at finde ordene, men Vetis var sikker i sin sag idet han sagde det næste.

"Men, med det sagt, så er jeg også overbevist om at vi kan gøre så meget godt for hinanden. Mulighederne er endeløse og grænserne... ja, næsten ikke-eksisterende. Lad mit sværd være et symbol for dette... Lad mig være din væbner..." Med de ord var Vetis parat til at give sit sværd fra sig, til den dag at Sean ikke ønskede det længere... eller i værste tilfælde skulle gå bort, men indtil da ville Sean være sværdets hersker.

Vetis tog ikke imod sværdet, som Sean havde forventet det. De mørkegrå øjne hvilede på Vetis. Sean havde efterhånden haft tid til at bygge sine mure op igen, at gøre sit ansigt neutralt for sine omgivelser...Selv om muren næppe var helt perfekt endnu. Der var meget fra i nat at bearbejde, trods alt. Der var meget arbejde med ham selv, som han måtte genngå, for at undgå denne slags situationer ville opstå igen. Han var en mand i kontrol, en mand med magt og styrke. Han måtte ikke tabe det hele nu. Han havde kun sig selv, når det kom til stykket.
Blikket gled ned over Vetis' ansigt, som Sean officielt blev tilbudt sværdet. Det var ikke en gestus han havde forventet. Seans første reaktion var at sige nej. Han kendte ikke sværdet, vidste ikke engang hvad det var lavet af eller om han nogensinde kunne få det repareret hvis det gik i stykker. Kendte ikke dets historie eller betydning for Vetis. Det var som...At modtage noget personligt, uden at have muligheden for at studere det ordentligt. Forstå det ordentligt. Som...En dagbog, hvor man kun kunne læse hver femte side, måske. Ja, det var nok en fin metafor.

Frem for at stå med armen fremme, lod han armen synke. Sværdet hvilede endnu i hans hånd. Hånden skiftevis klemte og løsnede sit greb om skeden, mens Seans tanker tydeligvis arbejdede på højtryk. Analyserede han følelser, analyserede betydningen af dette, og om han overhoved ville det. Der var intet han hellere ville end aldrig italesætte hvad der var sket her i nat. Men det virkede til de endnu havde brug for at binde sløften, give det en fin afslutning så det netop kunne det...Ties ihjel.
Til sidst tog han en dyb vejrtrækning.
"Hvis alle der gjorde mig det mindste tilbød lige så storslåede gaver" bemærkede han, i noget der nok burde dryppe af ironi, men kom frem en smule tørt.
"Det er ikke et normalt sværd. Det ved vi begge to - og du mere end jeg. Præcis hvad sværdet betyder eller hvor det kommer fra ved jeg ikke...Men jeg ved den hører til hele dit sæt, og hele din tidligere person. Vil du kunne give sådan noget væk?" Seans øjenbryn hævede sig en anelse. Hvis nogen ville have gennemtænkt sådan en handling her, var det måske Vetis...Og dog. Tingene kunne glippe for alle. Havde Vetis tænkt over hvilken gave det var at give? Om Vetis nogensinde ville fortryde? Hvis det var tilfældet ville der blot komme en endnu større afgrund mellem dem. Sean var ikke god til at give ting væk, hvis han først havde besluttet sig for at beholde dem. Vetis skulle ikke forvente han kunne komme op til borgen i morgen og bede om at få det igen.

Men det var også en absurd tanke. Vetis ville være for stolt, selv hvis det var tilfældet. Præcis som Sean ville være det.
Han holdt sværdet lidt op foran sig, som han så ned på det.
"Med dine ord...Føler jeg at der er mere til det, end blot et sværd. Et bevis for noget, måske, eller en usagt forbindelse mellem os. Jeg vil give dig gaven af kortvarig ærlighed og indrømme at noget ved dig drager mig. Og det sikkert er derfor jeg endte her i dag, trods...Det hele. Et mysterium der skal udforskes, eller en mand der skal forstås. Et puslespil, som hele tiden bliver større og større. Men samtidig er det som om det relaterer til mig selv på den ene eller anden måde. Jeg kan ikke bare studere dig, uden selv at blive påvirket. Og det både fascinerer og frustrerer mig. Men tro ikke at ved at give mig et sværd, har du nogen fordel eller åben linje til min person. At jeg vil sætte mig ned og fortælle alt i en eller anden form for gengældelse for sværdet. Det er ikke sådan jeg er" Han så op på Vetis igen. Dette var noget Sean var komfortabel ved. Kontrol. At sætte grænser. Og på den måde udøve en form for kontrol over sine omgivelser og folkene omkring ham. Selv om Vetis næppe ville blive på den hylde, som Sean lige nu prøvede at sætte ham på. Og det var jo netop det sjove, var det ikke? Uanset hvor meget det samtidig kunne nage Sean og give ham en fornemmelse af...Ikke direkte frygt. Men noget at holde øje med, i hvert fald.
Nej. Mange andre blev på de hylder, som han pænt havde sat dem på. Turde ikke andet, eller var bange for han helt ville skære dem ud af sit liv. Folk accepterede, desperate for hans selskab eller for at udnytte hans position. Det ville blive sjovt at se hvor meget Vetis ville gøre det samme...Eller slet ikke. Hvis Sean accepterede sværdet.

Sean kunne heller ikke sætte flere ord på om de ville være allierede eller ej. Og dog. Der lå måske nogle muligheder i de ord, som Sean selv havde sagt. I virkeligheden måtte fremtiden vise hvad der skete og hvad det hele ville betyde. Vetis var ikke direkte en politisk spiller, så det var ikke fordi Sean havde mange grunde til at opsøge manden eller bruge ham. Andet end at Sean personligt var nysgerrig...Men at dukke op uden en grund og blot stirre på manden virkede langt fra optimalt. En tanke der fik ham til at trække svagt på mundvigen.
"Fortæl mig noget mere om sværdet. Jeg fornemmer der er mere til det som jeg ikke selv kan sætte ord på"

Sean virkede ikke til at have forventet at Vetis som sådan blot ville give ham sværdet. Det ville de fleste nok ikke forvente... mest af alt også fordi at Vetis aldrig gav noget fra sig - i alt fald ikke uden at forvente noget igen, eller uden nogen form for betaling. Men her stod han så, og gav noget fra sig. Vetis ville selv være overrasket over det, vis ikke at det for ham gav så god mening. Men forhåbentligt var det første og sidste gang at Vetis gjorde sådan noget her. Folk skulle trods alt ikke gå hen og tænke at Vetis var blevet gavmild. Der skulle trods alt meget til at Vetis ændrede sig så drastisk... permanent i alt fald. Vetis kunne trods alt godt erkende at han havde fortaget nogle drastiske valg af karakter i aften. Noget som han bestemt normalt ikke ville gøre... Som i overhovedet. Mest af alt fordi at Vetis også havde været så sårbar igennem alt det her, og var der noget som Vetis havde lært - så var det aldrig at være sårbar... Eller i alt fald at vise det til nogen. Det var trods alt noget som hurtigt ville have kunne få ham slået ihjel i hans egen verden. I alt fald i det sted hvorved han havde tilbragt sin barndom.

Vetis var en smule lettet over at Sean valgte at beholde sværdet... for nu. Det havde været tydeligt at sværdet havde en vis betydning for Vetis... hvilket nok gjorde det mere mærkeligt at han blot gav det fra sig. Men det var netop fordi at det betød noget at Vetis gav det fra sig. Det betød for meget, og det var foruroligende at Vetis ikke helt vidste hvorfor. Derfor havde Vetis også prøvet at komme med den forklaring som han gjorde. At det var som at udbedre den skade som han havde gjort Sean. Om Sean så mente at der var mere bag det... var så en anden historie. Manden var jo ikke dum. Hvis han var, havde han ikke fået lov til at komme så langt som han havde.

Det føltes som evigheder inden at Sean valgte at sige noget igen. Vetis nåede næsten at føle sig akavet i nogle få sekunder. Vetis sukkede kort tinden at han smilede skævt. Selvfølgelig var det ikke et kedeligt normalt sværd.

"Nej, det er skam ikke et normalt sværd. Havde det blot været et normalt sværd, så havde jeg ikke givet det til dig... Og sværdet er fra min egen verden - ikke at det hjælper dig meget i dens oprindelse." Vetis tænkte om han ydre skulle forklare - hvilket han nok skulle, men spørgsmålet var mere om hvordan. Nu var hans egen viden om sværdets oprindelse en smule begrænset. Nemlig fordi at han ikke ved hvordan det kom til at eksistere og hvorfor. Han vidste blot at det var blevet lavet til ham selv, men han selv havde skam ikke skabt det. Den viden var trods alt ikke noget som han besad... når det kom til det materiale. Han havde heller ikke sat sig så meget ind i smedjefaget... Det kunne dog være at han skulle til at gøre det? Nah, ikke foreløbigt.

"Og nemlig fordi den hører til min tidligere... person... kan jeg give det væk." Faktisk var det én af de primære grunde til at han gav det væk. Det føltes jo også som om at det nu ikke rigtigt var hans. Nemlig fordi at det havde hørt til hans tidligere person. En person som måtte have været noget for sig, siden at de havde fået lavet sådan et sværd og rustning til sig.
"Jeg har alligevel ikke tænkt mig at bruge det - så hellere at du bruger det ind at det bliver støvet til her." Vetis tænkte om han skulle gå lidt mere i dybden da Sean fortsatte... med en interessant indrømmelse.

Vetis endte med at småle over kommentaren. Nemlig fordi så de i alt fald to om at have det sådan.
"Bare rolig... tanken havde slet ikke faldet mig ind" sagde han som modsvar til at Vetis skam ikke skulle forstille sig at få adgang til Sean's person. Så nem var Sean tydeligvis ikke. Det havde heller ikke været særlig interessant eller sjovt vis Sean havde været så nem at manipulere. Måske havde det været tilfældet for en del af Sean's fjender, men når man ønskede at være en allieret var det bedst at man kunne tage sig af sig selv - og ikke lade sig styre af andre. Hvilket også ledte til at Vetis var så ustyrlig som han nu var. Ikke til at regne med og ikke til at styre. Det holdt folk på deres tæer og det holdt mulighederne åbne for Vetis selv. Derudover var friheden i det også bare noget som lå så dybt i Vetis' natur.

"Det er vel kun fair siden at du har muligheden for at overtage det... Lad mig se..." Vetis tænkte kort over det inden at han skulle til at fortælle om sværdet. Havde Sean været fra Vetis' egen verden havde det selvfølgelig været mere ligetil... men her måtte Vetis tænke sig om en smule.

"Sværdet er lavet af et materiale kaldet Æter - også kendt som Stjernestøv og Angel's Bane. Eller det er det i alt fald kaldet i min verden. Selv har jeg ingen ide om hvordan man får fat i det eller hvordan men behandler det, men der i alt fald et kostbart materiale... Nemlig fordi at det har nogle ret interessante egenskaber."

"Materialet gør at det med tiden udvikler en sjæl..." forklarede Vetis. "Hvilket dette sværd allerede har. Selv har jeg været med til at udforme sjælen, men hvordan ved jeg ikke. Jeg ved blot at sværdet hungrer efter styrke, blod og kamp... Men hvilke kampe den har set og udkæmpet, ved jeg ikke. Det er noget som hører et andet liv til... men det er stadigvæk mit også selvom jeg ikke er den samme person mere. Også selvom jeg ikke kan huske hvordan jeg fik det til at starte med." Vetis sukkede kort og kørte en hånd igennem sit hår. Han kiggede op på Sean inden at han fortsatte.

"Men, det er et godt sværd. Det vil tjene dig godt, og ikke gå så let i stykker som dit tidligere sværd. Det er trods alt skabt til at holde til umådelig styrke og har som sådan ikke rigtig brug for at blive slebet. Derudover kan det ændre form til hvad som bedst behager dens herre... Nemlig fordi at det ikke helt er et fysisk materiale... Jeg kan vise dig det kort vis du ønsker at se."

Sean studerede Vetis, mens denne talte. De virkede til at være på bølgelængde hvad angik sværdet, så det var altid noget. Som Vetis fortalte om sværdet, kunne Sean ikke stoppe sig selv fra at finde det frem igen. Hans øjne gled han over det glatte materiale, som han for et øjeblik siden havde troet var metal. Sjæl? Form?
I denne verden var det ikke så fjern en tanke. Mange ting kunne indeholde magi eller...Måske ligefrem sjæle eller bevidsthed af en eller anden slags. I hans gamle verden...Ville den slags dog have været en del mere fjerne. Meget havde han måtte lære da han selv var kommet hertil. Hvor underligt at tænke på...Alle de forskelle. Ville han nogensinde kunne rejse hjem igen? Leve et liv der? Han tvivlede. Selv hvis en af de sjældne portaler skulle åbne sig.

Inden han svarede, tilbød han Vetis sværdet igen. Denne gang med håb om at se hvad Vetis snakkede om.
"En sjæl? Så sværdet har...En vilje? Eller hvordan?" spurgte han. Nysgerrigheden var der, men også betænksomheden.
"Hvad får dig så til at tro det vil leve hos mig, frem for dig? Eller at jeg skulle befinde mig i flere blodige slag end dig selv?" spurgte han videre. Ville Sean overhoved kunne udnytte sværdet? Hvad var ideen med et sværd, hvis sværdet så at sige ikke ville lystre eller udnytte til sit fulde potentiale? Hvis det overhoved var det en sjæl betød i dette tilfælde.

Natten havde allerede været så meget ved siden af sig selv. Her stod de...Og Vetis gav ham en gave. Der var så meget at fordøje efterhånden. Sean holdt trangen til at gnide sin næseryg i en træt bevægelse. For han følte sig træt. Helt inde i knoglerne. Måske han for en gangs skyld ville sove igennem, frem for at vågne få timer senere. Vågne...Og stadig skamme sig over nattens begivenheder, på trods af de var endt noget bedre end Sean kunne have forestillet sig.
Men selv om han var træt, havde han også lyst til at vide mere om sværdet foran sig. Og derigennem...Måske lidt mere om Vetis. Det var svært ikke at falde for mystikkens tiltrækkende kraft trods alt.



//Sorry det korte svar xD