Vi har alle forandret os - Rafaela (XX)

Tid: omkring middag
Vejr: Udenfor står solen højt og brænder nådesløs. En svag tør vind forvære kun varmen.

Der kan forkomme antydninger af sex.

@Rafaela


Jake havde lige sat sig ved et bord nær døren. Han havde tilbragt nogle timer sammen med sit barnebarn og måtte anerkende at hun havde forandret sig utrolig meget efter hun var faldet. Men på en måde havde hun stadig en del af den godhed, som han kendte hende for. Dog kunne han tydeligt mærke at hun kæmpede en indre kamp for at holde den ved lige. Damm, hvor han hadede at Storyteller havde ret omkring Kat. Hun var virkelig ved at nærme sig et dybt hul, som hun for alt i verden ikke skulle ned i.
Han var taget her hen for at give hende lidt fred og ro, selv om en del af hans væsen skreg på at hjælpe hende. En tanke slog ned i ham, måske skulle han invitere hende med på en rejse til Dragons Peak? Eller måske skulle de tage en tur ned til elvernes skov og besøge Taliia's kusine. Tja, ideer var der nok af. Men det var nu mere handlingen som var nødvendig.
Han bestilte mad og rom, hvorefter han så sig lidt uinteresseret rundt i lokalet for at skabe sig et overblik om mulige problemer og udgange.
Der var både fordele og ulemper ved at sidde ved indgangen. Man havde en nem vej ud, hvis der skulle opstå slagsmål. Men samtidig havde man ingen chance for at slippe væk, hvis uheldige personer kom ind af døren.

Rafaela skulle hen og snakke med en fyr nede på kroen for hendes onkel da hendes onkel havde travlt med nogle andre opgaver. Rafaela havde boet i lang tid hos sin onkel. Faktisk siden Darius hendes lillebror blev født for godt 4 år siden. Det havde faktisk været nogle gode år hos sin onkel, men der havde også været opture og nedture. Hun havde fået sønnen Reine med Assorian som var blevet 2 år. Hun havde dog ikke hørt fra Assorian selvom de havde aftalt sidst de havde mødtes, at de skulle skiftes til at have Reine så han også kunne lære sin far, at kende. Det var flere måneder siden hun sidst havde hørt noget fra ham eller hans mænd. Hun vidste nemlig ikke, at han ikke var der mere.
Rafaela gik ind ad døren til kroen og stoppede op lige ved døren og kiggede sig omkring efter fyren som hun skulle give en besked fra sin onkel af. Hun stod i et stykke tid, hvor hun kiggede rundt i lokalet, men kunne konstatere, at manden ikke var dukket op endnu.

Jake så ud af øjenkrogen at der kom en person ind, og et eller andet ved personen fik ham til at dreje hovedet helt. Et stort smil bredte sig på hans læber da han genkendte personen.
"Hey Rafaela. Længe siden. Hvordan går det." Han gjorde en indbydende gestus med hånden til at hun kunne sætte sig ved bordet hvis hun havde lyst.
Som han så på hende fornemmede han at hun havde ændret sig meget siden de sidst havde set hinanden. Hvor længe var det? Han tænkte tilbage. Connor havde ikke været meget mere end omkring fem år gammel, da han havde fåret lov af Raco til at tage ham med ud på en sejltur. Damm hvor mindet sveg.. Som salt i et åbent sår.. Nej faktisk være, meget være. Han måtte kæmpe for at holde smerten tilbage.
Han prøvede med et smil, som ikke blev helt så stabilt og sikkert som han havde håbet.
"Hvordan går det med din søn?" Da han udtalte ordet søn, var smerten tydelig at høre selv om han kæmpede for at holde den i ave.

Rafaela skulle til, at vende rundt for, at gå igen da hun opdagede Jake og smilte let til ham, men smilet forsvandt dog også hurtigt igen. Hun smilte sjældent. Selv når hun så på sin egen søn havde hun svært ved, at smile, men hun tvang sig altid til det for Reines skyld. "Hej Jake. Det går fint hvad med dig?" spurgte hun stille og satte sig på stolen overfor ham. Hun kunne godt se på ham, at han havde ændret sig meget de sidste par år, hvor de ikke havde set hinanden. Hun sad dog mere stift end hun plejede. "Det går fint. Han savner lidt sin far det er længe siden han har set ham, men har heller ikke hørt fra ham i flere måneder. Men har heldigvis en familie som har taget ham til sig og har taget en menneskepige til mig efter hun kom ud fra slavelivet som barn. Det er hun dog stadig, men Reine og Emily er som søskende og kan ikke undvære hinanden" hun smilte let for sig selv. Det var en af de få ting der kunne bringe et lille ægte smil frem på hendes læber. "Hvordan går det med din søn?" spurgte hun selvom hun havde hørt på hans stemme, at noget gjorde ondt da han havde spurgt ind til hendes søn

Han smilede venligt til hende mens hun snakkede og så roligt på hende. Han kunne dog godt mærke hvordan smerten hobede sig op, efterhånden som samtalen drejede sig over på hans søn. Han måtte synke nogle gange og tage tilløb før han kunne få ordene ud over sine læber.
"Jeg mistede ham for omkring et år siden. Faktisk mistede jeg både min søn, adopterede søn og sjælmage på samme tid. Dog var Hydra venlig nok til at give mig min sjælmage tilbage for en kort stund, men han var ikke den samme og valgte selv at rejse igen kort efter. Siden da har jeg stået alene med en klan og en by som skulle styres. Og jeg er også gået hen og er blevet raceleder for draconianerne, så det er også med til at holde mig kørende."

En servitrice kom med en kødret og en kande rom til ham og så lidt spørgende på kvinden der havde sluttet sig til bordet. Jake smilede til Rafaela, selv om det var lidt anstrengt.
"Må jeg byde dig på noget? Hvis det ikke er forkert af mig at sige, så kunne jeg ærligtalt godt bruge lidt selskab lige nu." Han opdagede at han rystede lidt på hånden, da han skænkede rom i sit krus.

Rafaela så på Jake og kunne godt se, at ikke havde det så godt psykisk alligevel. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun kunne godt forstå hans smerte for hun har været tæt på, at Reine var blevet taget fra hende samt sønnen hun havde fået med Melvin for 5 år siden som hendes egen far havde sendt ud til døden. Hun blev dog overrasket over, at han fortalte at han var blevet leder over for draconianerne. Det ville altså sige han på en måde var leder overfor hende. "Det gør mig ondt, at høre det med min familie. Men tillykke med, at du er blevet leder overfor draconianerne det havde jeg ikke lige set komme. Vores race har ikke ligefrem haft en stabil leder længe så håber da, at du kan det" sagde hun stille og smilede stille til ham.

Hun kiggede på servitricen "Bare lidt vand til mig tak" sagde hun stille og smilte til Jake. "Men hvorfor finder du dig ikke en ny og måske stabil mage?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde tænkt den tanke ofte selv omkring sig selv. Det var lige så meget for Emily og Reines skyld, at hun tænkte på det, men også så hendes onkel og fætter kunne få et normalt liv igen. Hun vidste selvfølgelig godt, at de ikke ville af med hende, men hun havde også kun få hun stollede på måtte hun indrømme og hun måtte først ordentligt ud af Zeros magt igen før hun kunne være bare lidt stabil.

Han smilede ærligt til hende da han hørte hendes ord. Det varmede ham at høre at folk være ærlige over for ham. Han tænkte lidt over hendes ord om at racen ikke havde haft en stabil leder længe, og håbede også selv at han kunne leve op til titlen.
"Ja, jeg håber skam også selv at jeg kan leve op til det." Han nikkede til servitricen som forlod dem for at hente vand til hende.
Dog tabte han nærmest underkæben ved hendes spørgsmål om at finde en ny mage. Det var tydeligt at han ikke havde forventet at det skulle komme fra hende.
"Jjeg ved ik... Måske... Når du siger det på den måde, kan jeg godt se at jeg nok burde, men det er bare svært at give slip. Særligt når ens sjæl stadig skriger efter sin mage. Jeg tror jeg ville vide det hvis han var død." Jake var for fraværende til at tænke over at han sad og snakkede åbenlyst om at hans sjælmage var en af samme køn. Men da han kom til at tænke over sine ord rødmede han helt utroligt og skyndte sig at se som rundt, for at se om der var nogle der havde hørt noget. Det kunne betyde at han var nød til at forlade byen, og det ønskede han ikke.
"Når jeg tænker over det, så har selv mit barnebarn og svigerdatter spurgt mig om det samme. Faktisk er min svigerdatter noget af en leder hende selv. Hun har flere gange sparket mig ud af byen for at få noget luft." Han lo hjerteligt og varmt. Tanken og talen om Taliia fik hans humør til at løfte sig nok til at han kunne more sig.

Rafaela smilede stille til ham. Hun havde lidt ondt af ham, men hun var født nysgerrig og spurgte ofte, hvis der var noget som undrede hende. Hun lyttede stille til det han sagde og grinte lidt af ham og lagde en hånd på hans og klappede den lidt "Det ok jeg kender godt følelsen, men man er også nød til at give slip. Det er svært" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Hun tog sin hånd til sig og kiggede rundt.
"De bekymre sig bare om dig ligesom jeg gør. Det er ikke nogen skam" sagde hun stille.
Hendes smil var dog forsvundet igen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle snakke med ham om for der skete ikke ligefrem noget positivt for hende eller for ham som er værd at snakke om tænkte hun.
"Hvordan er det så, at blive raceledere for draconianerne?" spurgte hun stille for ikke, at der blev en akavet stilhed imellem dem.

Han lagde blidt en hånd på den ene af hendes og smilede til hende. Hun lignede på mange måder Luce, men alligevel ikke. Hvorfor sad han enlig og tænkte på det? Underligt... Han så lidt dybere på hende, men smilede fortsat og lænede sig lidt tættere på så han kunne tale så lavmeldt at det kun var de to der kunne høre det.
"Ville du stadig sige at folk bekymre sig om mig, når min sjælmage var en han? En af mit eget køn? Jeg har set hvordan folk kan være overfor dem som viser det offentligt. Det var derfor jeg så mig rundt, fordi jeg havde talt uden at tænke. Og jeg har absolut ingen ønske om at blive jaget ud af byen. Ikke når mit barnebarn er her." Han lænede sig tilbage igen og smilede fortsat.
"Hvad angår dit spørgsmål, så ja - det går faktisk fint lige nu. Der var lidt i starten, hvor draconianerne i Dragons Peak skulle se mig an og prøve kræfter med mig. Men ellers er det gået ret roligt. Hvem ved, måske bliver jeg længere på posten end den tidligere leder." Han nikkede til servitricen som kom med vandet til Rafaela.
"Er du sikker på at jeg ikke kan friste med noget at tygge i?"

Hun kiggede på ham og lænede sig også tættere på ham da han lænede sig tættere på hende. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun nikkede stille til ham "Dine venner og familie som ved det bekymre sig om dig. Det er det som er det vigtigste" hviskede hun stille til ham og satte sig tilbage og smilede sødt til ham. Hun fniste lidt til hans kommentar om hvordan draconianerne havde haft det med ham til, at starte med. Sådan var det jo altid i starten ville hun tro. Hun var jo også skeptisk omkring hendes onkel og fætter dengang hun mødte dem første gang i starten, men det havde heldigvis ændret sig meget hurtigt dengang "Det er meget normalt, at man har mistillid til den nye leder. Det er alle steder, men er glad for, at det er blevet bedre" sagde hun stille og smilte kort.
Hun rystede lidt på hovedet da han spurgte om han ikke kunne friste med noget, at tygge på. Hun kiggede ned på sine hænder og tog sin hale op på sit skød.

Det slog ham pludseligt hvorfor han sad og tænkte på at hun mindede ham om Luce. De var jo mor og datter, for pokker... Det var knap et par uger siden han havde mødtes med Luce i Doomsville. Han drak lidt af sit krus og så undersøgende på hende.
"Rafaela, nu må du ikke tage dette på den forkerte måde. Men jeg i tidernes morgen haft et forhold med din mor. Dog blev jeg først for nyligt klar over at i to var i familie sammen." Han talte lavmeldt og holdte øje med hende for at kunne flytte sig hvis hun blev vred og langede ud efter ham.

//sorry hvis det blev for kort, men ville heller ikke køre samtalen videre før hun havde en chance for at reagere //

Rafaela sad stille og havde kigget ned i sine hænder. Hun kiggede dog op på ham igen og kunne godt se på ham, at han begyndte, at reagere på en underlig måde. Hun lagde sit hoved nysgerrigt på skrå. Hun håbede lidt, at han ville fortælle hende hvorfor han reagerede på denne måde. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere da han fortalte hende, at han havde været sammen med hendes mor. Hun ville jo ikke udstille ham, men hun smilte bare stort og prøvede, at holde et grin inde og det kunne man tydligt se på hende. Hun rømmede sig lidt og smilte til ham "Du ikke den første der har det" sagde hun beroligende og prøvede stadig og kvælde sit grin. Det var faktisk første gang hvor hun kunne tænke på andet end Zero og det han udsatte hende for "Er før blevet mødt af folk der ikke har kunne se forskel på mig og hende, hvis de ikke har set hende i flere år, men jeg har det fint nok med det Jake. Nok er Luce min biologiskemor, men har kun kendt hende i nogle få år. Har jo altid set Valiona og Sakref som mine forældre selvom jeg til tider har haft lyst til, at flå deres hoveder af deres kroppe" sagde hun stille og kiggede på Jake med et roligt blik.

Han lyttede lettere anspændt i starten, men slappede hurtigt af da han forstod at hun, lige som Luce, tog det helt roligt. Han begyndte endda at smile til hende.
"Imponerende som i to kan tage det hele med ro. Jeg kan så hilse og fortælle at hun er ved godt helbred, eftersom jeg så hende for et par uger siden." Han drak lidt rom og tog en mundfuld mad, mens han holdte øje med hvordan hun tog imod hans ord.
"Og ja, hvem har ikke til tider lyst til at flå hovederne af ens forældre. Biologiske eller ej. Godt nok er det længe siden jeg har set mine, men jeg vil væde med at jeg knap kunne være sammen med dem i ti minutter før jeg får lysten." Han grinede let og drak en slurk. Han kom til at tænke på det hun havde sagt lidt tidligere. Om at han skulle finde sig en ny og mere stabil mage. Af en eller anden grund, overvejede han letter at spørge hende, men så igen. De havde jo ikke set hinanden i flere år, og havde de overhovedet noget tilfældes, ud over at have mistet nogen som stod dem nær? Måske starte med at genopfriske venskabet og så se hvor det bar hen? Ja, det lød som den bedste metode.
"Hvor gammel er Reine og Emily enlig?" Han spurgte både af nysgerrighed og af venlighed.

Rafaela smilte roligt til Jake. Det var utroligt hvor godt hun egentlig havde det med en af sin egen race. Hun gik for det meste rundt sammen med dæmoner af forskellige slags, men det var jo også fordi at hendes familie var dæmoner. "Ja, men vi ligner jo heller ikke hinanden så meget længere og vi har det vel fint med det. Det er dejligt, at høre. Har desværre ikke selv så meget tid til, at se hende" sagde hun roligt.
Hun smilte stille til det han sagde omkring sin familie. Hun trak let på skuldrene "sådan er det i alle familier, men i sidste ende ved man godt, at har man et problem, hvor man har brug for sine forældre så vil de også støtte en 100 procent hele vejen igennem" sagde hun stille. Hun havde selv erfaret det på den hårde måde, hvor hun var virkelig ulykkelig og ville skade hele familien og endte med, at prøve og begå selvmord, hvor hendes familie gjorde alt for, at redde hende og passe på hende derefter. Hun havde med tiden begyndt, at få dårlig samvittighed over det, men hendes fætter og onkel havde også lært hende en masse siden hun var kommet hjem til dem. De havde været så åbne overfor hende og havde taget godt imod hende selvom de ikke rigtigt kendte hende dengang, hvor hun havde aller mest behov for, at komme væk fra slottet for 4 år siden.
Hun tog en slurk af sit vand og kiggede op på ham da han spurgte ind til hendes børn. Hun var nemlig begyndt, at se Emily som sin egen datter "Reine er blevet 2 år nu og Emily er blevet 9 år. De vokser så hurtigt. Det kan godt være at Emily kun er på en måde blevet adopteret hos mig, men min familie og Reine især elsker hende også selvom hun er et menneskebarn. Det er næsten umuligt at skille de 2 fra hinanden" sagde hun stille. Man kunne tydeligt hører på Rafaela, at hun elskede sine børn mere end nogensinde og at hun ville gøre alt for, at beskytte dem.

Han grinede og nikkede ved hendes kommentar omkring forældre. Han havde godt nok ikke haft tid til at tage hjem forbi, men han havde dog sørget for at holde kontakten gennem breve. Han sad og tænkte lidt på at han nok snart skulle sende et nyt brev, eller tage sig sammen til at besøge dem.
Smilet om hans læber blev varmere da hun begyndte at snakke om sine børn. Han elskede at høre om børn, nok på grund af at han savnede at have sit eller sine egne.
"Hvor er det dejligt at høre. Det varmer at høre om glade tider. Og jeg kan roligt sige at de er nogle heldige unger, med sådan en skøn mor." Han blinkede halvt drillende, halvt flirtende til hende. Hvorfor viste han ikke, han gjorde det bare.

Pludselig slog en tanke ned i ham, og han så undersøgende på hende.
"Rafaela, har du nogensinde besøgt handelshuset "New Hope" her i byen? Mit barnebarn, Katrina styre det en stor del af tiden. Ved ikke om du har set hende? Hun er en høj kvinde på to meter og med rødt hår. Og nu hvor jeg er igang. Kunne du tænke dig at komme til aftensmad der henne? Og du skal være yderst velkommen til at tage de kære små med." Han viste ikke om han var for anmassende, men han håbede det ikke. Han ville virkelig gerne snakke mere med Rafaela og se hendes børn. Han sad allerede og gennemgik i tankerne om han kunne finde et par gaver til dem.

Hun kunne tydeligt se på Jake, at han blev varmere da hun snakkede om sine børn. Hun elskede selv og snakke om den del af sit liv for hun elskede de børn meget mere end hvad man skulle tro. Selv Emily som ikke var hendes egen elskede hun lige så højt som hun elskede Reine som var sin egen. Hun smilede flovt og blev endnu mere forlegen da han blinkede flirtende til hende. "Det er nok mere mig som er heldig at have sådan nogle skønne børn i mit liv" sagde hun stille og smilte sødt til ham.
Hun kunne faktisk godt lide Jake som person måtte hun indrømme. Hun følte sig tilpas og tryg i hans nærvær. Hun følte endda at hun kunne være sig selv.

Hun smilede stille til ham "Nej desværre har ikke haft tiden til det, men kunne godt tænke mig, at tage med derned sammen med dig og det, at spise aftensmad med dig der og have børnene med ville være fint så kan Victoria også komme videre med sine planer, hvis altså det ikke bliver for sent da Reine jo ikke skal for sent i seng" sagde hun stille og smilte sødt til ham

Han smilede stort og varmt da hun sagde at hun nok mere var den heldige. Der var noget ved hende som gjorde ham mere afslappet og han havde ikke lyst til at forlade hendes selskab. Men han kunne ikke sætte ord på hvad det var, selv om han havde en begyndende mistanke.
Da samtalen fortsatte til hans tilbud, og hun takkede ja, følte han varmen sprede sig i hele hans krop. Hendes smil og måden hun talte på. Samt muligheden for at se børn igen, som han måske kunne starte et venskab med, fik ham til at smile bredt.
"Hvis du syndes det bliver sent, så har vi værelser i handelshuset hvor i kan overnatte, hvis i har lyst. Jeg fik selv en rundtur her i dag af mit barnebarn. Og jeg er stadig imponeret over hvor stort det er, samt hvor mange fattige de hjælper, efter aftale med den tidligere dronning."
Han så roligt og venligt på hende mens han talte. Og pludselig tog hans hjerne på en lille udflugt.
Rafaela sad i en stol med en baby og smilede til ham, mens han kom gående over til dem. Kyssede hende og barnet, som så på ham med sine sortbrune øjne.
Uden at tænke slog han sig for panden, for at få tanken ud af hovedet. Hvorfor var den overhovedet kommet? Han var ikke sikker på hvad han ville i livet. Ikke efter at Raco var forsvundet ud af hans. Selvfølgelig ønskede han børn af sine egne, men han ville ikke tvinge en kvinde til at give ham dem. Aldrig i livet. Så heller længes.
Hvor længe han sad i sine egne tanker viste han ikke. Men en ting var sikkert. Da han rakte ud efter sit krus, rystede han let på hånden.

Hun kunne tydeligt se på ham, hvor glad han blev når hun snakkede om sine børn. Hun følte sig så godt tilpas og ønskede på en måde, at ham og hendes bærn kunne blive gode venner, men hun vidste ikke helt hvorfor. Det hele var blevet så underligt efter hun havde sat sig ved hans bord da hun var kommet. Hun smilte stille til ham og sad lidt og tænkte over hans tilbud "Det lyder rigtigt dejligt, at de kan hjælpe de hjemløse og vil gerne tage imod dit tilbud på en betingelse" sagde huns stille med et flirtende klang i stemmen "At du også overnatter der sammen med os. Så vi kan bygge vores venskab op igen og så har jeg også en jeg kan snakke med imens ungerne sover" sagde hun stille og smilede sødt til ham.
Hun kiggede på ham og kunne godt se på ham, at hans hjerne var et helt andet sted. Hun kunne tydeligt se på ham, at der var noget som påvirkede ham. "Hvor var din hjerne på vej hen?" spurgte hun stille og lagde sit hoved let på skrå. Hun lagde stille sin hånd på den hånd som ikke holdt fat i hans krus og nussede ham på hånden. Både for, at berolige ham, men også for, at kunne røre lidt på ham som de havde gjort før i tiden. Hendes verden stod nærmest helt stille da hun rørte ved hans hånd.

Han havde svagt hørt hvad hun havde snakket om og hendes ord om betingelsen havde fået en rødmende farve frem i hans kinder. Det hjalp afgjort ikke på hans tanker og hjernen beviste det ved at give ham et billede hvor de to lå i hinandens arme og snakkede roligt sammen. Han måtte rømme sig et par gange inden han havde nogenlunde styr på stemmen.
"Jjeg vil være... beæret over at... overnatte sammen med dig. Undskyld, men det er så længe siden at jeg havde venligt selskab. Og min hjerne driller mig med ustyrlige tanker." Han smilede forsigtigt til hende og håbede ikke at hun flygtede ud af kroen grundet hans ord. For han nød seriøst hendes selskab. Og den skønne nussen på sin hånd. Det fyldte ham med en særlig varme, som han ikke havde mærket i lang tid. Selv ikke sammen med de forskellige skøger af begge køn kunne udløse den særlige varme. Han kunne mærke hvordan han begyndte at slappe af under hendes kærtegn, og han var nærmest klar til at bede hende om at komme over på hans skød, så hun havde mulighed for at fortsætte sine særlige kærtegn med begge hænder. Men alt dette holdte han mund med, da han ikke ønskede at skramme hende væk. Alligevel fik han taget sig sammen til at smile varmt til hende og gav hendes hånd et kærligt klem. Og da han talte var hans stemme lav og halvt hviskende, for at så få som muligt hørte hvad de snakkede om.
"Jeg vil elske at møde dine skønne børn." Det var tydeligt for en hver draconianer, at han var følelsesmæssigt påvirket af hendes ord. Hun havde tilbudt at han kunne møde hendes børn, hvilket fik den beskyttende fader op i ham, selv om det ikke var hans børn.
"Og nej, det vil du helst ikke vide, selv om det var ganske uskyldigt." Han kunne alligevel ikke få sig selv til at fortælle hende om hvad hans hjerne spillede ham af pus.

Rafaela smilte stille til Jake og kunne godt se på ham, hvordan han rødmede over hendes betingelse. Hun rødmede lidt selv da hun opdagede det. Hun syntes det var sødt, at han havde svært ved, at sige ja. "Det glæder mig, at du vil det Jake. Det er helt ok." hun havde dog på fornemmelse, at det var mere hendes betingelse som gjorde, at han havde svært ved, at få ordene ud af sin mund og ikke pga. at det var længe siden han havde været i et så godt selskab, men det ville hun selvfølgelig ikke fortælle ham fordi hun syntes det var sødt.
Hun nussede stadig hans hånd da han dog gav hendes hånd et klem stoppede hun men holdt stadig i hans hånd og gav den et lille klem. Hun kiggede lettere flovt ned.
Hun smilede sødt til ham da han sagde, at han gerne vil møde hendes børn. Hun var dog stadig nysgerrig over hvad det var han havde tænkt på. Da han ikke ville fortælle hende det undrede hun sig lidt, men valgte, at lade være med, at spørge mere ind til det for det måtte have været privat og hun ville selvfølgelig ikke skræmme ham væk.
Hun drak det sidste af sit vand og smilede sødt til ham "Skal vi gå hjem og hente børnene og så tage turen til handelshuset?" spurgte hun stille da hun var blevet en smule rastløs af at sidde ned, men hun ville ikke selv slippe hans hånd. Hun kunne ikke få sig selv til det. Hun nød at hendes hånd var plantet i hans og havde en følelse af, at den hørte hjemme der.

Han kunne mærke en side af sig selv, som han ikke havde mærket til siden Raco var taget afsted, langsomt begynde at vågne igen. Hvad var det der skete? Var han ved at falde for Rafaela igen? Han så godt at hun rødmede lidt og han kunne mærke hvordan hans krop blev glad, da hun gav hans hånd et lille klem tilbage, samt smilede sødt til ham.

Så da hun spurgte om de skulle hente børnene, måtte han tøjle sig selv for ikke at springe op og løbe ud af kroen med hende i sine arme.
"Ja, lad os hente børnene." Stemmen skælvede lidt, men var fyldt med varme og... kærlighed?? Han viste det ikke.
Han fangede blikket på en servitrice mens han fandt mønter frem for at betale for maden og deres drikkevare. Han rejste sig så roligt som han kunne og smilede til hende mens han stadig holdte Rafaelas hånd i et blidt greb. Det føltes så godt og virkede så rigtigt at han ikke kunne få sig selv til at give slip. Han trak hende blidt ind til sig, da han gik hen mod døren som godt nok kun lå et par skridt fra bordet.

//skal vi flytte emnet, så det kommer til at passe til stedet hvor hun bor? Eller skal vi fortsætte her ved kroen?//

Rafaela smilede sødt til Jake. Hun kunne ikke helt forklare hvad det var som foregik indeni hendes krop imens hun sad der med Jake og holdt hans hånd. Hun syntes samtidig det var utroligt sødt da Jake virkede til, at være flov eller måske var det genert? Hun vidste det ikke helt, men samtidig kunne hun også godt mærke på ham, at han havde det godt i hendes selskab så hun vidste ikke helt hvordan hun skulle antage det, men så længe han ikke var stukket af eller noget måtte hun tro, at det var positivt. Han havde vel stukket af eller affejet hende, sluppet hendes hånd eller noget helt fjerde, hvis han havde det dårligt med det?
Hun rejste sig op og holdt stadig Jake i hånden. Hun mærkede han trak hende ind til sig. Hun smilede lettere flovt og gik tit op af ham da de gik ud af kroen. Hun vidste ikke helt om hun skulle holde ham i hånden, lægge en arm om hans liv eller ikke røre ham imens de gik. Hun kiggede let op på ham og smilede da de var kommet ud af kroen.
Hun trak vejret dybt for, at tage sig sammen og lagde langsomt en arm om på hans ryg ved hans hofte så hun var tæt på ham imens de gik hen imod hendes onkels hus. Hun vidste ikke helt hvordan Jake havde det med, at hun gik tæt op af ham. Han måtte vel puffe hende væk, hvis han ikke ville have det.
"Tror børnene glæder sig til, at komme ud og opleve noget nyt" sagde hun stille for, at bryde tavsheden. Hun nød hans selskab imens de gik, men hun følte det også som en smule akavet nu, hvor hun gik tæt op af ham. Hun nød det og ville faktisk ikke være andre steder end ved Jake.
Var hun begyndt, at få følelser for en fyr igen? Det vidste hun ikke helt, men det fandt hun vel ud af på et tidspunkt.

//Det fint, at det bare er her//

Jake var ved at lette til den syvende himmel. Et sted han ikke havde været i, noget der føltes som flere år. Da de var kommet ud af kroen og Rafaela havde sluppet hans hånd, for langsomt at lade sin arm finde vej om til hans ryg, så han først overrasket på hende og derefter lagde han selv en arm om hendes talje, så de gik helt tæt. Han afpassede sine lange skridt, så de passede til hendes og så de gik i takt. Han mærkede hvordan en vidunderlig varm bredte sig fra de steder hvor de rørte hinanden. Da hun talte så han på hende med varme i blikket og et stort smil på læberne.
"Det tror jeg du har helt ret i." Han blev lidt overrasket over at høre sin stemme i den tone. En tone han normalt kun havde brugt når han snakkede med Raco på to mands hånd. Og... Spandt han lige?? Ja, det gjorde han. Han spandt som en kat der var godt tilfreds med det den havde gang i.
Han måtte synke et par gange. * Åh Hydra, Vil du og de andre guder tillade mig at finde kærligheden igen? * Han kunne ikke lade vær med at tænke disse tanker. Var der en mulighed og en fremtid sammen med Rafaela? De havde begge været igennem så meget, så måske havde guderne besluttet sig at de fortjente noget fred og kærlighed. Lidt fordybet i sine tanker, fuldte han roligt med hende hen til huset, hvor hun boede.

Rafaela nød, at være tæt på Jake og hun kunne mærke en varme stige indeni hende. Ikke den naturlige varme hun altid havde eller den ekstra varme der ramte hende når hun var blevet så sur, så hun ikke kunne styre sin evne. Det var en varme af glæde og nærvær. En følelse hun ikke havde følt længe. Hun havde sådanset ikke haft den følelse siden hun havde været sammen med Assorian for flere år siden. Hun håbede lidt, at hendes følelser for Jake var gengældte fra hans side. Hun kiggede op på ham med et roligt blik som også viste et tydeligt tegn på glæde. Hun var faktisk lidt spændt på om hendes børn ville kunne acceptere Jake. Specielt Reine for han var jo lidt speciel og efter en episode med Assorian for noget tid siden, hvor han havde nærmest skræmt livet af Reine havde Rafaela ikke turde finde sig en ny i livet da hun ikke ville udsætte sine børn for noget i samme situation igen.

Da de var kommet udenfor et stort hus, hvor der var en stor baghave stoppede Rafaela op. Hun kiggede hen på nabohuset hvor hendes mor, søstre, lillebror og hendes fars lærlinge boede. De var flyttet dertil efter Sakref var forsvundet og Melvin var taget ud for, at finde ham. Rafaela boede dog stadig hos sin onkel da hun ikke var glad for, at være for tæt på hendes familie. Hun kunne se Zaela igennem et vindue. Hun brummede kort og kiggede derefter op på Jake for, at finde ro i sig selv igen og pressede sig ind til ham. "Min familie fra Doomsville er flyttet hertil og bor i nabohuset, men jeg bor dog stadig hos min onkel for, at undgå dem da jeg stadig ikke den dag idag har accepteret min lillebror som er vel 4 eller 5 år nu" man kunne tydeligt høre på Rafaela at hun var ret utilfreds med, at de var så tæt på hende for Sunfury havde været hendes fristed hos sin faster, fætter og onkel. "Men lad os hente ungerne og få en god aften og så kan min faster altid komme hjem til sig selv igen" sagde hun stille og begyndte, at gå hen imod hoveddøren. Fulgte Jake med gik hun stadig tæt ind til ham, hvis ikke kiggede hun kort efter ham.

Guderne måtte vide hvor meget han holdte sig selv tilbage. Lysten til at bøjede sig ned og kysse hende voksede nærmest for hvert skridt de tog. Men han var bange for at hun ville afvise ham, hvis han gik for hurtigt frem. Noget tydede på at hun ikke ligefrem havde haft det let siden de sidst sås.
Han lyttede roligt og smilende til hendes tale om sin familie. Og da han hørte hvor utilfreds hun blev mens hun talte, gav han hende et lille opmuntrende klem og spinde blidt, samt beroligende. Han håbede at hun forstod at han følte med hende og ønskede at hjælpe hende.

Han smilede bredt og varmt, da hun stille snakkede om børnene og fuldte roligt med hende, mens han sikrede sig at hun altid kunne mærke hans ene hånd mod sin hvis hun gik foran ham. Han havde ikke tænkt sig at bakke ud nu hvor de var kommet så langt. Han ønskede virkelig at møde hendes børn og ville ønske at hans egne havde været i live. Han ville elske at holde en fest hvor de alle kunne mødes, men det blev aldrig til noget, eftersom hans var døde. Med en mental hånd, skubbede han tanken væk og holdte sig fast i nuet som han havde sammen med hende.
Han smilede kærligt.
"Ja, lad os det."