Just 2 creatures of the forest(Cali/Dust)

Det sidste lange stykke tid, havde vejret været kaotisk og uforudsigeligt, hovedsageligt dårligt mange steder, og varierende alt efter hvor man gik hen, og på grund af at de fleste steder havde vådt vejr, havde dette forårsaget at Dust, ofte var blevet i sin magiske hule, hvor han var i sikkerhed fra sin næst største svaghed. Han var i tide og utide kommet ud, for at skaffe mad og hvad han ellers havde brug for, når endelig han havde brug for det, men ofte kunne hans partner og slavinde klare den slags, hvis det virkelig blev nødvendigt, selvom han ikke var særdeles glad for ideen om, at lade dem gå ud uden beskyttelse, efter det der var sket med Kat, for noget tid tilbage.
Dog var denne dag anderledes for Dust, han havde valgt at gå udenfor af andre årsager end mad, da han havde regnet ud, at disse vejrforhold rent faktisk kunne bruges til noget, andet end at være til gene for ham. Han var taget til Ashenwood forest, da han følte at han var relativt godt bekendt med denne skov, og i dagens anledning havde han ladet sine ringe, handsker og hans sædvanlige long coat ligge derhjemme, i bytte for en skuldertaske med mad, så han kunne få noget ordentligt energi igen, når han blev sulten, og en neutralt sort long coat, med hætte og uden ærmer, da hans grund til at komme herud, både kunne svække ham, og gøre det nemmere for potentielt fremmede at besejre ham, og efterfølgende stjæle hans mest beskattede ting fra ham, men samtidig kunne det han skulle herude, også risikere at ødelægge hvad end han havde på, da naturens utæmmede lyn kunne være ret kraftige, og hvis han ikke håndterede det rigtigt, kunne det gå meget galt.

Nu hvor han var kommet ud i uvejrets nådesløse regn, kunne han allerede mærke på ham selv, at det tætte regnvej var begyndt at påvirke ham, han kunne mærke hvordan regnvejret gjorde ham svagere, bare ved at gøre ham våd. Normalt ville han bruge en minimal del af hans evne, til at holde en elektrisk ladning henover overfladen af hans krop, som ville bringe væske i kog og derved fordampe det væk fra ham, lige så hurtigt som det kunne lande på ham, men siden dagens eksperiment krævede at han blev udsat for disse naturforhold, og han skulle bruge sine kræfter under eksperimentet, kunne han lige så godt spare kræfterne, så han kunne lære mest muligt af alt dette, og lade ham selv blive svækket af vejrforholdende, så han kunne lære mere om at bruge sine evner, når han var under svækkede forhold.
Nu hvor han var kommet frem til skoven, var han begyndt at gå i retning af en bakke han kunne huske var her, der efter alt det han havde lært af at studere naturen, kunne give ham de mest optimale forhold til at tiltrække lyn og manipulere med det, da denne bakke var relativt fri for træer, og samtidig var et højere punkt i skoven, som ifølge hans forståelse af naturens kræfter, havde højere chance for at blive ramt af lyn, lidt lige som med at højere træer var mere udsatte end de lavere træer omkring det. På hans vej mod denne del af skoven, valgte han at samle nogle forskellige grene op, da han gerne ville have noget at rette lynet imod, så han ikke bare skød det tilfældigt ud til alle sider, så da han endelig kom frem til denne bakke, kunne han straks gå i gang med, at sætte forskellige mål op, så de i hans hoved stod tilfældige steder, rundt om bakkens midter punkt, som var der hvor bakken var højest. For en sikkerheds skyld, fandt han også et gemmested til sin taske, hvor den var i sikkerhed for potentielle dyr der våvede sig udenfor i dette vejr, og hvor den ikke kunne blive ramt af hans lyn eksperimentering.

Nu var det bare om han kunne skabe de rigtige forhold, der skulle til for at skabe lyn nedslag i retning af hans position. Han havde brugt meget tid på at studere naturen, og lære hvad han kunne gøre, for at udnytte naturforholdende til, at manipulere med dem med hans egen evne, så han i sidste ende kunne udnytte dårlige vejrforhold, til hans egen fordel, i stedet for bare at leve med at han var svækket af det, og ikke kunne bruge det til noget.

Cali havde overlevet for sig selv i et stykke tid. Det var hårdt...Hun kom fra en varm og kærlig familie, fra et varmt hjem og daglige portioner af mad. Herude var hun efterladt til sig selv. Men trods det havde krævet en del af hende, at gennemskue det hele, var hun stadig overbevist om det var den rigtige ting. Hun havde levet godt derhjemme, i Firewood Village, uden tvivl. Men hun kunne ikke leve op til familiens krav. Hun kunne ikke gifte sig med en, som de valgte og som de ville forvandle til en varulv senere. Hun kunne ikke arbejde i sin fars butik resten af livet eller være en god og ung hustru - og senere mor - for nogen. I stedet havde hun været tynget af sine instinkter. Måske mere end resten af hendes familie havde været. Skoven.
Skoven havde hele tiden trukket i hende. Hun nød at være ude i naturen. At løbe rundt. At bruge sine sanser. At overleve, på godt og ondt, som en del af naturen omkring hende. Hun havde lært lidt før da. At tænde bål, at bygge et læ man kunne sove under og sætte fælder. Hvilke bær og urter der var spiselige. Nok til at hun kunne klare sig herude alene.
Selv om mange anså hende for svag eller naiv, havde hun pakket sin taske og taget sit livs største beslutning. Velvidende hun næppe kunne blive boende de samme steder for længe, fordi familien ville lede efter hende. Før eller siden måtte de opgive. Og så kunne hun altid opsøge dem igen og lade dem vide hun var okay.

Hun vaskede sine hænder i den kolde å. Det regnede og blæste, en dag hun normalt ville foretrække sig til en varm hule. Hun havde ikke meget tøj, så det var vigtigt hun forblev så tør og varm som hun kunne. Men jagten på mad var evig og hun ønskede ikke at blive hjemme endnu en dag. Med det konstante uvejr, ville hun før eller siden løbe tør for mad, hvis hun ikke vovede sig ud. Hun havde nogle små læderposer i bæltet omkring hendes hofte, den ene nu fyldt med forskellige urter, og en anden med svampe, som hun havde fundet. Med rene hænder, der stadig bar præg af hun levede i naturen og derfor nok aldrig blev helt rene igen, rejste hun sig op.

Iklædt at par slidte sko, et par lange uldbukser og en lun uldbluse, med en vest af mere vandafskyende læder over sig, stod hun der. En dolk i bæltet. Det lange, brune og våde hår der hang ned over hendes skuldre og ryg. På en dag som i dag var hun glad for varulve generelt havde det lidt varmere end de fleste. Hun gøs svagt, som en regndråbe fandt vej ind under hendes tøj, før hun begyndte at gå videre. Legende hoppede hun nemt uden om de fleste store vandpytter eller bunker af glatte blade. Det var svære at finde vej ved lugtesansen, når det regnede sådan. Så i stedet gik hun efter hukommelsen. Nogle steder satte hun en gren i jorden. Måske ikke noget de fleste ville tænke over, når de gik forbi, men nok til at hun formentlig ville huske vejen.

På den måde nærmede hun sig bakken, uden at være opmærksom på at andre også gjorde det. Hun havde været på bakken før og lysningen gemte som regel på en anden variation af urter og svampe, end den skyggefulde skov gjorde. Så derfor begyndte hun at bestige den. Van til at være alene blev hun overrasket over den pludselig lyd af...Tilstedeværelse? Det var svært at høre over lyden af blæst. Så hun slog det hen. Formentlig et andet dyr.
Det var først da hun var tæt på at gå direkte ind i lysningen, hvor der allerede var nogen, at det slog hende der faktisk VAR andre. Blæsten var ikke imod hende, så hun havde ikke kunne lugte det. Det pludselig chok fik hendes hjerte til at slå hårdere og hun skyndte sig ind bag et træ, for ikke at blive spottet. Siden hun var stukket af hjemmefra, levede hun på - syntes hun selv - sund forsigtighed omkring alle fremmede. Især fordi alle og enhver kunne være gode, såvel som onde, herude. Hun gled ned på hug og kiggede forsigtigt om bag træet, mod lysningen og den fremmede der gemte sig der. Lidt for nysgerrig til blot at løbe sin vej med det samme.

//Undskyld for tiden

Dust'es lugtesans blev lige såvel som hendes, påvirket af alt den regn der væltede ned, blandet med vinden der blæste naturens forskellige dufte rundt, og gjorde det svært for ham at opfange duften, af et menneske lignende væsens tilstedeværelse. Desuden blev det heller ikke bedre af, at den sænkede temperatur svækkede ham, grundet hans race, og regnvejret svækkede ham fysisk på grund af hans evne, hvilket til sammen gjorde, at han ikke var helt så bevidst om hans omgivelser, som han plejede at være.
Hans opmærksomhed blev nu rettet mod, at manipulere med de tilstedeværende forhold, for at fremtvinge det resultat han gerne ville have. Skyerne over dem, buldrede og glimtede allerede af de elektriske ladninger, der var blevet opbygget mellem disse typer skyer, så hvis han gjorde det rigtigt, kunne han tiltrække disse ladninger, høste dem, og bruge dem som var de hans egne genererede lyn. Med de kræfter han stadig havde i sig, begyndte han at skabe elektriske ladninger, som spredte sig ud i atmosfæren omkring ham, små lyn bevægede sig derfor aktivt fra regndråbe til regndråbe, imens mere og mere elektricitet, fyldte luften på bakke toppen.

Dust kunne allerede nu mærke, at dette ville være lidt af en udfordring at lære. Trossalt fungere luft som en god isolering, da det kræver flere kræfter for elektricitet at bevæge sig mellem 2 punkter, når det skulle gennem luften, frem for hvis det kunne bevæge sig gennem et fysisk objekt, derfor krævede dette elektriske terræn, som han skabte omkring sig, at han vedligeholdte det, lige så meget som han skabte det, indtil han fik høstet et lynnedslag, som han kunne bruge til at hjælpe ham, med at vedligeholde terrænet. Men selvom dette var svært, kunne han mærke at regnvejret hjalp med vedligeholdelsen. Han havde nemlig trænet dette på forhånd, under tørre forhold, og det krævede langt mere af ham end nu, hvor vanddråberne fungerede som fysisk materiale, hvor hans elektricitet kunne bevæge sig fra dråbe til dråbe.
Efter måske 5-10 minutter på denne måde, var det endelig lykkedes for ham, at skabe de rigtige forhold der skulle til, for at tiltrække det første lynnedslag, og man begyndte at kunne se på de ulmende skyer over ham, at lys glimtende mellem skyerne, lagge op til at samle sig over ham, for at frigive en ladning ned mod ham. Det næste der skete, kom dog til at ske så hurtigt, at det nærmest var ovre, lige så hurtigt som at blinke med øjnene et par hurtige gange efter hinanden.

På blot et øjeblik, var der et glimt henover himlen, skabt af et lyn der buldrede ned mod Dust, i det næste øjeblik var glimtet forsvundet med lynnet, mens dets buldren ebbede ud, i lyden af regnvejret og vinden. Havde man kigget på Dust, i det lynnet slog ned, så det ud som om han havde stået der det ene øjeblik, og nu var forsvundet med lynnet der ramte ham, men det elektriske terræn var der stadig, hvilket betød han også måtte være der, ellers ville det være ebbet ud, så snart han ikke var der til at vedligeholde det længere. Dust var blevet væltet omkuld, da han kom i kontakt med alt det elektricitet, og for en kort stund virkede han bevidstløs, hvor han i virkeligheden prøvede at håndtere alt det lyn han havde adgang til, uden det skadet ham.
"Åååårrrrrhhhhhhh det var noget af et los i mellem gulvet!" udbrød han højlydt, samtidig med at han satte sig op, med lyn der smøj sig om hans krop, og opvarmede hans krop, så han fik det lidt bedre. Det værste af vandet på hans krop og i hans tøj, fordampede af den høje intensitet af lyn der bevægede sig over ham, men det ændrede ikke så meget, når det fortsat regnede på ham. Det var først nu, hvor han var ladet op, at han bemærkede noget i nærheden, der ikke føltes som et dyr. Han kunne mærke den svage elektriske ladning hendes krop genererede, men hans evne til at mærke denne ladning forsvandt hurtigt igen, i takt med at lynnet ebbede ud. Han stoppede med at skabe det elektriske terræn, mens han kom på benene igen, og så i retning af hvor han havde sanset hendes tilstedeværelse "Halløj! Hvem gemmer sig derhenne?" kaldte han, i sit bedste forsøg på at overdøve vinden, uden at virke som om, at han råbte som en skingrende skør tosse.

Hun kunne høre den knitrende lyd og fornemme elektriciteten på tungen, som hun stod her. Skyerne lyste op. Normalt var tordenvejr ikke det værste i verden, men hun brød sig stadig ikke om at være udenfor i det. Igen var hun overbevist om det var sundt at være forsigtig i det værd. Omringet af træer, der udgjorde andre høje mål for lyn, gjorde hende en smule nervøs. Hun pressede sig hårdere ind mod træet, til hun kom i tanke om at det måske var en dårlig ide. Hun slap træet, selv om hun ikke kunne få sig selv til at fjerne sig fra det. I stedet satte hun sig på hug, så langt nede mod jorden som hun kunne komme, uden direkte at sætte numsen på den kolde jord. Knæene, til gengæld, borede sig ned i den bløde jord og hendes hænder gravede sig nervøst ned i det bløde underlag også. Der havde ikke været tegn på tordenvejr, men nu lå det i luften. Når hun så omkring træet og hen på den fremmede, der åbenbart ikke havde set eller fornemmet hende, virkede det som om han havde noget med det at gøre.
At leve i skoven havde beriget hendes liv på så mange måder. En ting af dem var de forunderlige folk hun til tider så - også tit uden de opdagede hende. Rejsende, hun fulgte en halv dag. Lyttede til deres ord, deres sange og dril. Eller endnu bedre, deres musik! Fremmede, der boede hist og her i skoven. Hun lod dem alle være i fred og opdagede de hende, vendte hun sig som regel og løb. Hun elskede tanken om at være i et med naturen - gerne så meget, at folk hverken så eller hørte hende. Men hvor hun trods alt var der. Så og hørte ting. At kunne forvandle sig til fuldmåne og løbe sig træt igennem skoven, eller øve sig i at nedlægge et større bytte, der ville give hende mad i flere uger.
Og en af disse forunderlige ting skete lige nu. Torden og lysene gav hende lyst til at stikke af. Hun skulle ikke rammes af noget som helst og instinktivt havde hun lyst til at holde det på afstand - eller holde sig selv på afstand. Men hun var også nysgerrig og styret af sine menneskelige instinkter, hvoraf nysgerrigheden måske fyldte mest. Og nok altid havde været en af hendes svagheder. Da lynet flænsede himlen dækkede hun øjnene med en arm og bad stille til det ikke ramte hende. Det knitrede højt og hendes hjerte slog hurtigt og hårdt i brystet på hende.

Da hun fjernede armen og så op igen, var det som om det hele var væk. Himlen virkede stadig lidt underlig og ulmende. Der gik et øjeblik, før hun med en hånd mod træet ved siden af sig, rejste sig langsomt op. Hendes blik gled over lysningen. Der var ingen sodne pletter eller væltede træer med ild i. Nej, i stedet lå manden vist på jorden...
Hun bed sig svagt i underlæben og så sig tilbage over skulderen, som hun vurderede situationen. Hun burde flygte. Komme så langt væk som muligt. Hvis manden var såret, eller ligefrem død, var det jo hans egen skyld, var det ikke?
Men måske havde han brug for hjælp...
Forsigtigt tog hun nogle skridt fremad, mens hun stirrede intenst på skikkelsen på jorden. Da denne pludselig bevægede sig og udbrød noget højt, farede hun sammen og gled automatisk ned på hug, som om hun automatisk blev usynlig på denne måde. Hun havde bevæget sig ud i lysning, så han ville sikkert se hende nu.
Ved hans sidste sætning rejste hun sig langsomt op igen. Men hun slappede ikke af af den grund. Hjertet hamrede hårdt og hun var klar til at stikke af når som helst. Hendes blik hvilede på ham, hele tiden på vagt, hele tiden med et øje på hvad han gjorde som det næste. Trods hun var varulv, var hun ingen født kæmper. Instinktet kunne tage over - men det nemmeste var at holde sig ude af sådanne situationer.
Hun ville egentlig ikke svare ham. Alligevel trådte hun et halvt skridt tilbage, som hendes skuldre gled op i en anspændt position.
"Bliv hvor du er" advarede hun. Hun måtte også selv hæve stemmen for at blive hørt.
"Hvad laver du? Med himlen?" Hun pegede op mod himlen, uden selv at kigge op. Ville han kalde på flere lyn? Ville han prøve at ramme hende?

Så det var en kvinde han havde mærket, nu hvor hans kræfter havde et lyn nedslag af energi, at arbejde med. Hans øjne skimtede henover hende, i takt med at han analyserede hvad hun var for en, han lagge mærke til tøjet, der så ud til at være en nogenlunde varm påklædning, men siden hun også så ud til at ligne en, der til dagligt brugte meget tid udenfor, måske endda her i denne skov, tænkte Dust at hendes tøj nok ikke var helt nok, for en draconianer, et menneske og andre væsner, der ikke generelt har så nemt ved at holde på varmen. Denne kvinde virkede også til at være på vagt, måske til dels fordi hun havde set på, mens han havde tiltrukket et lyn, og stadig kunne stå op, selvom han var blevet ramt af det, men samtidig kunne det også være generel forsigtighed?
"Jeg gør egentlig ikke så meget ved himlen, det er faktisk mere forholdende her ved jordens overflade, jeg piller ved, for at tiltrække de elektriske ladninger, der bliver skabt oppe mellem skyerne!" forklarede han højlydt, i forsøget på at gøre det muligt at høre ham i det her vejr, når nu hun ønskede at han blev hvor han var. Han kløede sig lidt i nakken mens han snakkede, og smilede et venligt smil, mens han prøvede at vedligeholde det elektriske terræn, der stadig fik luften til at sitre omkring bakke toppen, og skabte små elektrisķe glimt, mellem regndråberne der faldt indenfor en radius af et par meter fra ham.

Han så op på himlen, da han hørte en rumlen bevæge sig hen over deres hoveder, og han kunne se på skyerne, at hans terræn stadig tiltrak elektriske ladninger, til der hvor de stod. Han måtte derfor reagere hurtigt, da han ikke havde forventet at der ville være andre herude, især i det her vejr, og han ønskede ikke at denne fremmede kom tilskade, bare fordi hun tilfældigvis havde fundet sig selv her, mens han stod og legede med naturens kræfter. Han skyndte sig at indsnævre det elektriske terræn, så det var mere fokuseret, men dækkede et mindre område, der var omtrent lige rundt om ham, så da skyerne begyndte at lyse op, gik der kun et øjeblik, før endnu et lynnedslag bragede henover himlen, lige ned mod Dust.
Han rakte hånden ud mod lynnet, så det kunne følge hans arm, fortsætte ind i hans torso, og sprede sig ud til resten af hans krop. Med alt den elektriske strøm, der nu væltede ind i hans krop, mens der var en anden person i nærheden, turde han ikke sende en ladning ud, da han endnu ikke var så god til at styre ude frakommende strøm, især ikke i så store mængder, så for at tøjle alt den strøm på en sikker måde, stoppede han med at generere det elektriske terræn, og fokuserede på at varme sig selv op, og lave en konstant ladning på overfladen af hans hud, som kunne holde hans kropsvarme oppe, mens han langsomt brugte af strømmen over længere tid. Små gnister, bevægede sig engang imellem henover ham, når 2 punkter på ham kom tæt nok på hinanden, alt imens han igen vente sig mod Cali.

"Er du okay? Hvad laver du egentlig herude, i det her vejr?" spurgte han mens han tog et skridt i retning af hende, før han stoppede sig selv, da han heller ikke ville skræmme hende væk, med det han havde gjort, lige for øjnene af hende.

Hun forstod intet af hvad han prøvede at forklare hende. Hun havde aldrig gået i skole. Den eneste matematik hun kunne, var det hun havde lært af sin far ved at arbejde i hans butik. Nej, det eneste hun forstod var han havde ændret på vejret, så hans ord gjorde intet for at afhjælpe hendes nervøsitet over situationen.
De små gnister gjorde hende også ret nervøs og fik hende til at træde endnu et halvt skridt bagud. Jo længere hun stod her, jo mere skreg hendes krop og sind til hende at hun burde flygte. Komme væk. Være ligeglad med hvem han var og at hun var blevet set. Han virkede ikke til at vide hvem hun var alligevel, så det hele var absolut helt ligegyldigt! Men dette, dette var en farlig situation. Omgivelserne virkede ustabile.
Især da et nyt lyn flænsede himlen og gled ned mod ham. Hun var ikke sikker, men det havde ikke helt virket som om lynet var planlagt. Der var intet der ville holde det næste fra at ramme hende i stedet. Desuden brød hun sig ikke om hvordan...Han...Også gnistrede løs. Det var unaturligt.
Da han trådte tættere på hende, var der ikke mere at snakke om. Hun snurrede rundt på hælen og satte i løb. Hun skulle væk. Væk fra denne sære situation, væk fra denne sære mand. Måske var manden i sig selv god nok - det vidste hun ikke - men alt det der skete forstod hun ikke. Hun havde altid lyttet til sine instinkter og lige nu fortalt de hende at det var et dårligt sted at befinde sig.
Hun ville næppe stoppe, før hun var kommet i god afstand fra stedet...
Og dog, så gled hun i de glatte blade. Faldt forover, som hun var på vej ned af bakken. Tog for sig med hænderne, som hun faldt forover og rullede et stykke, før hun endelig fik benene forrest og kunne bore dem ned i jorden for at stoppe hendes utilsigtede fald. Hun greb sig selv mod en træstamme, hvor hun blev stående. Vejrtrækning var lettere forpustet og hun følte sig øm omkring den ene skulder og numsen, som hun var faldet. Hendes tøj var vådt og dækket af en del mudder og blade nu. Men det betød ikke så meget. Med en beskidt hånd skubbede hun håret væk fra ansigtet og så sig tilbage for at bedømme om hun blev forfulgt eller ej.

Dust kunne godt se på denne unge fremmede, at hun var nervøs over situationen, og det at hun flygtede fra ham, da han havde nærmet sig hende, var noget han kunne forstå. Ud fra hvordan hun så ud, selv bag det våde tøj og hår, virkede hun til at være ret ung i hans øjne, og til trods for hans alder, kunne han godt huske hvordan det var, at være ung og alene, at værdsætte forsigtighed for sin egen sikkerheds skyld, især når man mødte væsner, der udviste stor potentialle for at være farlige. Derfor valgte han, at lade Cali løbe sin vej. At følge efter hende, kunne forværre situationen mere, især hvis han blev ved med at gnistre af lyn, og siden hun slog ham som typen, der måske levede herude, tænkte han at hun nok skulle klare sig, selv uden hvad han kunne finde på at gøre, i et forsøg på at hjælpe ham.

Nu hvor han var alene igen, valgte han at fortsætte sin træning hvor han slap, og han fortsatte indtil han kunne mærke, at det blev for besværligt, at få et lyn til at slå ned. Først der kunne han mærke på sin mave, at han var ved at blive ret sulten, han havde ikke rigtig styr på, hvor lang tid han havde været her ude, men det var nok tid til, at han var blevet udmattet af træningen i sig selv, men heldigvis havde han stadig strøm nok i sig, fra det sidste lyn han havde fanget, til at klare sig for nu.
Vejret var stadig kaotisk, men det virkede stadig mere roligt, end det havde da han startede sin træning. Han brugte derfor den næste halvanden times tid på, at finde en grotte, noget træ han kunne bygge et bål med, hvorefter han gik på jagt efter noget han kunne spise. Det lykkedes ham at finde og nedlægge en hjort, som han tog med sig tilbage til grotten, og først der brugte han sin lyn evne, til at tænde op i bålet, så han kunne få noget varme, mens han arbejdede på hjorten, for at få mad ud af den. Han tog sig lidt tid til at nyde godt af denne varme, da han frøs og havde brug for at blive mere tør.

Derefter gik han videre til, at bruge sin evne til at skære hjorten op, han kunne dog godt mærke hvor svækket han var blevet, da han havde svært ved at vedligeholde evnen, når han lavede små klinger af lyn, som han skar hjorten op med, men det lykkedes ham at komme igennem opskæringen, så nu var det bare at tilberede kødet, og så var det spise tid.

Han kom ikke efter hende. Hun trak vejret dybt og stod et øjeblik for at sunde sig, før hun trak sig væk fra træet og fortsat nedefter. Uden at løbe, men også uden at se sig tilbage. Hun blev ved med at gå, til hun ikke rigtig kunne høre torden mere. Øm og en smule haltende stoppede hun ved et lille å-løb, hvor hun satte sig og slukkede sin tørst. Hun fik også vasket lidt af mudderet af sine hænder og ansigt, selv om vandet var lige så koldt eller koldere end vejret omkring hende. Hun var våd og øm, men stadig uden meget mere mad, end da hun var gået hjemmefra. For nu var det bedst at gå hjem og sunde sig lidt, så kunne hun altid gå ud igen senere. Og som tænkt, så gjort.

Et par timer efter var hun ude i det dårlige vejr igen. Hun havde ikke meget tøj, men havde alligevel skiftet bukserne med nogle rene og tørre. Hun havde også tømt sine små punge for de urter og svampe hun trods alt havde fundet på sin lille tur, så nu var der plads til flere, hvis hun fandt dem. Håret var ikke blevet helt tørt på den korte tid, men hun havde kæmmet det og sat det i en grov hestehale. Styrket, omend stadig en anelse øm efter faldet tidligere, gik hun udenfor igen. Hun brugte et stykke tid på at stå og vurdere vejret. Torden? Lyn? Ikke her hvor hun boede. Så det var en god start. Hun havde virkelig ikke brug for mere af den slags i dag. Hun ville bare gerne passe sig selv.

Hun boede i en mindre grotte selv, hvor hun havde bygget nogle små læhegn. Området var mest klippegrund, hvor nogle lidt højere og mere grove træer voksede. Der var også flere små grotter spredt over hele området, men hun undgik de fleste af dem. Enten boede der andre dyr, eller også risikerede hun at finde andre der. Ikke at der kom så mange tilfælde forbi, men det skete.
Hun havde gået i et stykke tid, denne gang med vinden mod sig, da hun begyndte at dufte det. Først ubevidst, hvor hun automatik rettede sin rute efter det. Men lidt efter gik det op for hende hvad hun faktisk kunne dufte. Røg. Duften af...Kød? Hun stoppede op efter et øjeblik. Duften blev stærkere. Hendes mave begyndte at knurre og hun måtte synke en ekstra gang. Sulten...Selvfølgelig var hun sulten...varulve havde brug for en del energi på alle tider i døgnet. Men hvis der var røg, betød det også der var andre. Nogen der tilberedte noget. Venlige eller fjendtlige?
Nysgerrig og til dels styret af sin sult, gik hun forsigtigt tættere på. Til sidst fandt hun åbningen af endnu en grotte. Hvor mange personer mon der var? Mon hun kunne bytte sig til en bid for de urter hun havde fundet tidligere? At bytte var økonomien i skoven. Det, og så det naturlige hierarki i hvem der spiste først.
Hun listede sig over til siden af grotten, velvidende personerne derinde sikkert ville høre hende før eller siden. Eller fornemme hende. Klippen var kold mod hendes hænder, som hun lænede sig ind og spejdede ind i grotten. Ilden fangede hendes opmærksomhed først, så den mere eller mindre parterede hjort, og til sidst personen...
Ham igen. I et langt øjeblik var hun i tvivl om det var besværet værd. Måske burde hun stikke af igen og fange sig et eller andet godt til aftensmad.
Men så bed hun hårdt sammen. Den hjort duftede virkelig godt og hun havde egentlig ikke haft så meget at spise på det sidste...Der var visse risici der var vær at tage. Så med en ny beslutsomhed rankede hun sig og trådte mere tydeligt frem, lidt usikker på om ham nok allerede havde set hende eller ej.
"Hvad vil du have for et stykke af hjorten?"
Hendes hjerte slog hårdt i brystet på hende, men hun havde besluttet sig på at forsøge. At få et stykke hjort med hjem ville redde hende disse dage. Og der var trods alt ingen torden i luften lige nu og her.

Varmen fra ilden, var en velkommen følelse, for en kold og våd draconianer, der havde brug for udefrakommende varme, for at klare sig, især i vejrforhold som disse, og for en person med hans evne svagheder. Det var mest på grund af varmen, samt den mad han begyndte at spise af, at han nu havde nemmere ved at sanse, den minimale elektriske ladning, genereret af Calis krop, da hun var så tæt på, at hun praktisk talt stod og gemte sig, lige ved hulens åbning. Han kiggede dog først rigtigt i retning af hende, da hun selv valgte at komme frem i åbningen, og spørge hvad han ville have, i bytte for et stykke af hjorten. Han smilede mildt til hende, da han kunne genkende hende fra tidligere, og lagge hovedet lidt på skrå.
"Hey, er det ikke dig jeg mødte tidligere, da jeg stod og lavede lyn?" spurgte han nysgerrigt, i et venligt toneleje, og med et lidt skævt smil på læben, i et forsøg på at virke imødekommende, overfor denne fremmede kvinde "Desuden tror jeg ikke at jeg kan spise hele hjorten selv, og det ville være ærgeligt, at se det stakkels væsen gå til spilde, på en der ikke kan spise det hele, så du er velkommen til, at tage hvad du har lyst til!" tilføjede han så mildt, mens han lavede en gestus mod hjorten, og det kød han allerede havde haft kræfterne til, at skære fri fra dyret "Og hvis du har lyst, er du mere end velkommen til at tilberede noget ved bålet! Jeg ville ikke have noget imod lidt selskab, og du ligner en der godt kunne bruge lidt varme, til at få lidt af vejret på afstand!"

Nu hvor han havde spist sit første stykke, tog han et nyt for at tilberede det over ilden. Han startede med at stikke en pind, han havde skrældet ren og skarp igennem den, pinden satte han så i jorden, så kødet blev holdt over ilden, hvilket gav ham frie hænder til, at tage en læderpose og en lille flakon frem. I læderposen havde han en klump salt, som han lagge i sin håndflade, han skiftede derpå sin hånd til drageform, så han kunne bruge en klo til at skrape overfladen på salt klumpen, så mindre stykker faldt af. Salt klumpen blev lagt tilbage i posen, saltet blev spredt over kødet, hans dragehånd blev normal igen, og nu var det tid til flakonen. Den indeholdte en blanding af tørret chili pulver, knuste chili kerner, og nogle andre krydderurter, som han selv havde blandet, for at kunne give en stærk smag til hans mad. Han hældte lidt ud i sin håndflade, så han kunne sprede det lidt mere kontrolleret udover kødet, før han lige som med saltet lagge det væk igen.
Med et skævt smil, kiggede han over på Cali. Hvis hun valgte at blive her, for at få noget tilberedt mad, ville han bruge sin lyn evne, til at skrælle endnu en pind, som hun kunne bruge, og række den til hende, og han ville kunne mærke, på brugen af hans evne, at han var ved at få det bedre, efter hans tur ude i kulden og regnen. Men udover at lave en pind om til et spyd, skulle det bmive nødvendigt, brugte han ikke sin evne foran hende, da han heller ikke havde lyst til, at gøre hende nervøs eller bange for ham.

Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere situationen. Men hun vidste hun havde lyst til maden - brug for den, faktisk. Og overlevelse måtte altid komme først. I hvert fald når det ikke lignede hun ville blive ramt af lynet foreløbig. Eller af andre ting, for den sags skyld. Så hun tog en af de skårne stykker, som hun med sin egen dolk skår små stykker af og spiste råt. Mest for at stille den nuværende sult. Hun var ikke et bæst, tilberedt mad smagte også godt. Lidt forsigtigt og ikke så lidt mistroisk trådte hun forsigtigt over og tog imod pinden. Men da der ikke skete mere, spidede hun noget af kødet og satte sin egen pind i jorden, så kødet kunne simre. Dolken tørrede hun af i sit ene bukseben, før den gled tilbage i skeden. Hænderne blev ligeså tørt af på samme måde - tøj kunne vaskes. Og i dette værd var det usandsynligt andre rovdyr ville lugte det og finde vej hertil særlig nemt.

Varmen var velkommen, selv om hun selvfølgelig havde sat sig på den modsatte side af ham. Varmen sendte et kuldegys igennem hendes krop, mens hun holdt sine kolde hænder op foran de dansende flammer. Med varmen og maden ville hun nok snart blive døsig, men hun måtte sove når hun kom hjem.
"Det var...Mig"
bekræftede hun blot og rykkede sig en smule uroligt, samtidig med hendes blik hurtigt gled over på ham. Bedømte situationen. Til sidst gled det tilbage til ilden, og hendes slanke hænder der blev vendt for at fordele varmen over dem.
"Men jeg har intet at undskylde for" understregede hun i en bestemt tone, der blot ventede på at han ville udfordre hende på det punkt. Hun rømmede sig svagt.
"Men tak for maden" nikkede hun let.
"Jeg er ikke van til din duft" tilføjede hun så sigende, som hun så op på ham igen. Den var anderledes end mange af de folk hun havde mødt i Firewood eller Doomsville. Hvilket måtte betyde han tilhørte en race hun ikke var van til at møde.

Dust gav et varmt smil fra sig, da hun valgte at tage imod hans tilbud. Selvom han ofte kun nød selskab af sine piger derhjemme, og sjældent brugte noget tid sammen med fremmede, af nogen art, så havde han efterhånden lært, at selskab kunne være rart, selv når dette selskab var en fremmede, der som Cali virkede mere som en forsigtig type, frem for en farlig fremmede. Han vente sit kød lidt, så det kunne blive tilberedningen kunne blive jævnt fordelt, mens han stadig havde sin opmærksomhed rettet mod Cali, der snakkede til ham.
"Jeg håber virkelig ikke, at jeg skræmte dig alt for meget derude, selvom jeg nok godt kan forestille mig, at det kunne se lige lovligt voldsomt ud, at jeg stod der og blev ramt af lynet!" sagde han lidt undskyldende, mens han kløede sig lidt i nakken, da han godt kunne forestille sig, at det han havde lavet, kunne virke ret voldsomt for en der ikke var vant til at opleve den slags. Hans hoved faldt lidt på skrå, da hendes tone blev mere bestemt, men det stoppede ham ikke i at smile mildt til hende, da han faktisk var enig med hende på det punkt "Hvorfor skulle du også undskylde? Jeg synes ikke du har gjort noget forkert, så du høre ikke mig bede om nogen undskyldninger!" hans tone var mere frisk, opmuntrende, og der var noget ærligt ved ham.

"Du behøver ikke takke, jeg er bare glad for at jeg kan hjælpe lidt, det er trossalt ikke helt lige så nemt at klare sig i skoven, når vejret er så langt ude, som det har været på det sidste!" han trak sit kød ud af ilden, da det havde fået lige den farve han godt kunne lide. Når det kom til stykket, var han trossalt draconianer, og drage siden af ham kunne godt lide kødet mere rødt, mens den mere menneskelige side af ham, godt kunne lide at kødet var tilberedt til en hvis grad, så han havde fundet en god mellemvej, hvor kødet tilfredsstillede begge sider af hans præferencer. Han så op på hende, uden det mindste tvivl i hans tågede øjne, da han faktisk forstod præcis hvad hun snakkede om, da han lige som hun nok gjorde, brugte sin lugtesans til at identificere andre. Han tog en dyb indånding gennem næsen, så han bedre kunne opfange hendes duft, hvilket gav ham en ide om, hvad race han sad overfor.
"Ahh jeg forstår, din duft minder mig om en varulve duft, hvis jeg ikke tager helt fejl?" spurgte han respektfuldt, da han altid havde haft en vis respekt for ligesindet, og siden varulve mindede om draconianere i hans hoved, anså han denne race som værende ligesindet, i forhold til hans egen race "Personligt er jeg en draconianer, hvilket nok gør det lidt mere mærkeligt, at jeg er ude i dette vejr, da jeg ikke er lige så god til kulde, som du nok er!" med et varmt smil med læben, tog han en bid af sit kød, mens han afventede hendes responds.

Da fyren foran hende ikke foretog sig andet, end at sidde og tilberede sin mad, tillod Cali sig at se mod ilden og sit eget kød. Varmen spredte sig langsomt i hendes krop og var uden tvivl godt for det af hendes tøj, der endnu var helt vådt. Hun trak snoren løs, så hendes våde hår faldt ned omkring hendes ansigt. Hvis det også kunne tørre lidt, så meget des bedre. Hun ville helst ikke være syg nu, trods varulve generelt var mere robuste hvad de ting angik.
Hun ønskede ikke at snakke om lynene. Sidst hun havde spurgt ind til det, havde hun ikke rigtig forstået hvad han snakkede om...Og når de ikke snakkede om det, var det som om hun kunne ignorere de eksisterede. Men jo...De havde skræmt hende. I det mindste ville hun nok ikke glemme ham foreløbig. Ikke at hun i forvejen mødte mange fremmede, som hun også normalt holdt sig fra de fleste af dem.

Ved snak om vejret, drejede hun hovedet og så ud af grottens åbning. Regn. Blæst. Det samme grå vejr hver dag, og nu blev det endda vinter uden så meget som en god høst. Hun håbede folk ville klare sig...Og at hendes familie ville. Hun havde knap nok forråd nok til sig selv, men hvis hun fik noget i overskud, ville hun sørge for at levere det til sin familie. Hun trak vejret dybt, kun for at blive mindet om den evige regn, der hele tiden lå i luften.
"Det må godt snart stoppe. En ting er det er svært for folk der bor i skoven, men det gør også livet sværere for folk i byerne" bekræftede hun blot.
"Og så så kort tid efter jordskælvet og de underlige mørke væsner! Det er som om vi er ramt af evig uheld" hun så tilbage med et lille smil, der mere præsenterede den glade pige hun normalt var.

Hun prikkede let til sit stegende kød med spidsen af sin ene finger, som for at bekræfte hans formodning. De færreste spiste råt kød, direkte fra dyret, som hun havde gjort lige før. Men råt kød var bedre. Blodet, den friske smag...Intet kunne helt slå det. Men tilberedt kød fyldte på en anden måde og var knap så bestialsk. Desuden duftede det godt, at stege kød. Så længe det forblev rødt indeni, så var det fint.
"Jeg er varulv. Jeg tror aldrig jeg har set en draconianer i skoven før..."
Hovedet gled en smule på gled, som hun så vurderende på ham. Hun havde aldrig tænkt særlig meget over draconianerne. Elverne havde man hørt flere historier om, men draconianerne havde altid bare...Passet sig selv. Måske halvt glemt af de fleste i dette område. Sjovt som hun faktisk mødte flere forskellige folk her i skoven, end hun havde gjort i byen.
"Du er ikke oppe i bjergbyen som alle de andre?"
Åbenlyst, siden han sad her. Men hun var alligevel nysgerrig.

Et undrende blik blev sendt i hendes retning, da hun snakkede om jordskælv og mørke væsner. Dust brugte en del tid alene, afskåret fra andre væsner, ofte med kun minimal kontakt til andre, basseret på hvor meget det var nødvendigt at snakke med andre, når han var ude og skaffe vare, eller noget i den stil, og de eneste han normalt var sammen med til hverdag, var hans piger derhjemme, og selv sammen med dem, var der ikke kommet noget emne på banen, der omhandlede mørke væsner, som i følge hvad han kunne ane på denne fremmede kvinde, virkede til at være nogle mystiske, fremmede væsner. Derfor undrede det ham, at hun nævnte disse, da han ikke rigtig vidste noget om deres pludselige tilstedeværelse.
"Undskyld hvis jeg spørg lidt dumt, men hvad er det for nogle mørke væsner du snakker om?" spurgte han med en bemærkelses værdig klang af nysgerrighed i hans tone leje. Udover nysgerrighed, kunne man nok også høre på ham, at han helt ærligt ikke anede noget som helst om hvad der foregik, hvilket nok kunne afsløre, at han ikke lige frem var typen, der socialiserede sig alt for meget med folk, eller fulgte med i verdenen han levede i. Han var nok mest typen der kunne finde ud af en del, så længe det var noget han fandt nødvendigt at lære, af den eller den anden årsag, men udover det var han som en blank tavle.

"Jeg er vist heller ikke en helt normal draconianer, hvis jeg endelig skulle sammenligne mig selv, med den generelle befolkning af min race, som jeg har mødt gennem tiden!" svarede han med et lidt skævt men stort smil på læben, mens han kløgede sig lidt i nakken. Han tog en bid af sin mad, mens han tænkte lidt over hendes næste ord, der omhandlede det at han ikke var oppe i bjergbyerne, lige som de andre af hans race. Han havde aldrig rigtig været glad for at bo i byerne, og han havde det ofte bedre med at være ude i verdenen, hvor han kunne lære mere, og befærde sig som han nu engang havde mest lyst til.
"Naa, efter mine forældre blev dræbt, brød jeg mig ikke rigtig om at leve et sted, der ofte tiltrak flere væsner, lige som foreksempel byer har det med at gøre sagde han med et skævt smil, mens han lagge hovedet på skrå "Desuden, hvem gider også at være lige som alle de andre? Det er meget sjovere at være sig selv, følge hvad end man føler for, du ved være lidt holistisk, i stedet for bare at følge hvad alle andre gør!"

Han rakte ud efter et frisk stykke kød, så han kunne stikke sin pind i den, og sætte den over ilden, før han fortsatte med at spise resten af det stykke, han allerede havde tilberedt. Undervejs tilføjede han de samme krydderier, til kødet han havde sat over ilden, som han havde givet til det han sad og spiste af "Jeg er selv lidt nysgerrig, så hvis du ikke har noget imod at jeg spørg, hvad laver en ung varulv som dig egentlig, herude i skoven, alene og under disse vejr forhold?" spurgte han nysgerrigt, før han spiste det sidste stykke af sit kød, så han bedre kunne holde øje, med det han var i gang med at tilberede.

Hun så uforstående på ham. Hvordan kunne han ikke vide det, hvis han holdt til her i området? Eller måske gjorde han ikke? Faktisk vidste hun ikke helt om væsnerne rigtig var nået ud i hele kontinentet eller ej. De havde i hvert fald været en sand plage omkring Doomsville, endda ødelagt byens mur og flere bygninger, som alt måtte genopbygges. I dag var det meste på plads, og man tænkte måske ikke over at visse områder af Doomsville og Firewood village faktisk så anderledes eller nyere ud, end resten af byen. I Doomsville var det mest gået ud over de fattiges områder, så ingen havde rigtig...Gjort noget?
Hun rømmede sig lidt, overrasket over hun faktisk vidste noget som denne mand - der slyngede om sig med underlige ord - ikke vidste.
"Der var et stort jordskælv i området. Det skete faktisk samtidig som et stort bal, i en herregård der lå lidt uden for Doomsville" fortalte hun, før hun trak let på skuldrene.
"Ikke mange overlevede, og de der gjorde...Hvad skulle man stille op med de underlige historier? Men fra jordskælvet kom disse....Monstre. Jeg tror aldrig de er blevet kaldt andet end sorte væsner, eller mærke væsner. Næsten uovervindelige! De ødelagde meget omkring Doomsville og Firewood village, før de spredte sig lidt ud over det hele. Eller det sagde folk i hvert fald" Hun løsnede noget af kødet og nippede til det. Det havde været endnu en ubehagelig tid. Hendes familie havde klaret sig, men de havde kendt flere der på den ene eller anden måde var blevet påvirket af det...Eller var døde af mødet med væsnerne.
Hun trak vejret dybt og så op på ham igen.
"Jeg ved ikke helt hvordan de forsvandt. Nogen siger der stadig lever nogle hist og her. Det havde vist noget med kattefolket fra et andet kontinent at gøre. Det uopdagede land, som du måske har hørt lidt om?" landet var blevet opdaget næsten samtidig som jordskælvet var kommet. Så måske havde han heller ikke hørt om det?

Hun nippede noget mere til sit kød.
"Det gør mig ondt med din familie" bemærkede hun en smule lavmælt. Det var ikke en unaturlig historie, desværre.
Han brugte igen et finere ord hun ikke kendte, men som blot bekræftede at han måtte være noget lærd. Selv havde hun ikke gået meget i skole og mest lært fra familiens butik og mødet med andre mennesker. Hun kunne ikke engang læse en avis. På den ene side gjorde det hende blot mere nysgerrig, og på den anden side var hun ikke sikker på om hun skammede sig lidt over det. Hun så ned på sit kød, som hun pillede det til små trevler imellem sine fingre. Hun spurgte ikke ind til ordet.
"Øhm...Jeeg..."
Hvad skulle hun sige? Hun havde ikke lige en historie klar. Og hun var ikke skabt løgner. Men han virkede ikke som en der fulgte med i alle hverdagens rygter og historier, så var der en mulighed for han overhoved havde hørt om hende? Hun vidste ikke engang om hendes familie selv ledte efter hende, eller om de var gået ud i offentligheden og efterlyst hende.
Hun trak vejret dybt og prøvede at smile sig igennem det. Hun trak lidt på den ene skulder, som om det ikke betød så meget.
"Hvorfor være som alle andre, ikke?" påpegede hun, som hun lånte hans egne ord.
"Min familie bor i byen, så det har jeg også gjort hele mit liv. Det var ikke et dårligt liv og min familie er dejlig, så det er ikke fordi der er nogle konflikter...Men jeg ville hellere bo i skoven. Jeg kan ikke rigtig forklare det" bemærkede hun, som hun tog trevlerne af kød og puttede dem i munden. En undskyld for at være stille en stund og ikke sige mere, end hun allerede havde.
Hun havde et instinktivt behov for at være i skoven. Hun ønskede at bo i skoven, leve af og med skoven. Ikke i byen. Herude var hun fri. Hun skulle ikke frygte sin form, hun skulle ikke holde sig tilbage. Hun elskede ideen om det, og følelsen af det. Men hun vidste at hendes familie ikke ville kunne forstå det. Eller tro på hun faktisk kunne klare sig selv. Så til hun havde bevist det, kunne hun ikke vende tilbage. Uanset hvor meget hun savnede dem.

"Hmm mørke væsner, der kan defineres lidt lige som monstre, og de kom efter jordskælvet!" sagde Dust med en tænkende minde, da hun forklarede hvad de var for nogen. Hendes forklaring af disse mystiske væsner, fik ham til at tænke på noget der skete for ham, for ikke så lang tid siden, hvilket var en af grundene til, at han var kommet herud for at træne "Jeg tror faktisk jeg har mødt et par af dem, for ikke så lang tid siden! Ret voldsomme væsner, med mere end nok styrke til at dræbe, men med de rigtige redskaber ved hånden, er de skam til at klare! Personligt er jeg glad for at jeg havde min egen evne ved hånden, for hvis ikke jeg havde haft den, havde de sikkert dræbt mig, i stedet for at flygte da de indså, at jeg ikke havde noget imod, at tage dem med mig i døden, skulle det blive nødvendigt!"
Han så kort på sin hånd mens han snakkede, og lavede en lille gnistrende kugle over midten af sin håndflade, hvilket på en måde kunne virke som en henvisning til, hvad det var for en evne han snakkede om, selvom hun sikkert allerede havde en ide om det, før han slukkede for det igen, i takt med at han afsluttede sin sætning, og så op på hende igen. Han lyttede nysgerrigt til det næste hun fortalte, mens han spiste lidt af sit kød, han missede dog undrende med øjnene, da hun nævnte kattefolket.

"Åh så de findes faktisk? Jeg har fundet nogle referencer til dem, i nogle af mine old gamle bøger, og jeg har nogle artefakter, der godt kunne ligne som om de var lavet af den slags væsner, men jeg har aldrig rigtig vidst, om det var noget vær at tro på, i hvert fald ikke før nu!" svarede han med et skævt smil. Artefakter var ikke altid nemme at regne ud, især når de var gamle, da meget historie kunne gå tabt i tidernes løb, men nogle af de få han havde, der godt kunne hinte mod sådan en race, var ikke nødvendigvis gamle, de var blot omringet af mystik, da ingen rigtig kunne finde ud af, hvor de kom fra.
Mens han fortalte om sine forældre, og det med at være sin egen person, kunne Dust godt mærke på Cali, at der var noget som virkede en smule spøjst. Som om der var noget af det han sagde hun ikke forstod, eller hun ikke rigtig havde noget at sige til. Hun kondolerede godt nok, hvad angik hans forældre, men derefter gentog hun en af de ting han sagde, som om hun manglede noget at sige.

"Det går nok! De fortjente ikke at dø på den måde, men de lever videre gennem mig!" svarede han så med et varmt toneleje, og fortsatte deres samtale, uden at lægge for meget i det han havde observeret. Han lyttede dog nysgerrigt til det hun sagde om, at hun havde boet i byen hele hendes liv, og han kunne faktisk godt forstå, at hun var flyttet ud i skoven, omend hun ikke selv havde en forklaring på det "For at være ærlig, kan jeg godt forstå dig! Selvom man har en dejlig familie, kan væsner som os, med mere dyriske instinkter, godt føle en tættere knytning til naturen, så på en måde giver det mening i mine øjne, at du søger herud! Især når det er denne skov, for når det ikke er det her kaotiske vejr, så er Ashenwood Forest, faktisk et dejligt sted at leve!"

Hendes hoved gled en anelse på skrå da han snakkede om kattefolket. De blev vist kaldt et eller andet...Men hun havde aldrig set en selv. Og det eneste hun havde hørt var rygterne i Doomsville. Der skulle vist være nogle nede omkring Aquener, den store havneby. Måske skulle hun rejse derned en dag? Det var bare så...Trygt...At blive et sted hun kendte. Men på den anden side havde hun ungdommen og energien til at rejse langt. Men havde hun ressourcerne? Og modet? En ting var at flytte ud i en skov hun mere eller mindre havde kendt til i forvejen. Noget andet var at rejse alene på tværs af hele kontinentet, blot for et glimt af en mystisk race der måske slet ikke eksisterede.
Hun trak vejret dybt for sig selv, som hendes tanker gled videre, på trods af samtalen med Dust. En ting kom først: Almindelig overlevelse. Så længe hun ikke havde et fast hjem og en fast forsyning af mad, skulle hun i hvert fald ingen steder. Men måske en dag.
"Så der har været historier om dem før? Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke om dem" indrømmede hun. Samtalen havde fået hende til at slappe mere af. At have mad i maven hjalp også på det.
"Men hvor spændende kunne det ikke være at se en? Tror du de har pels over det hele? Det ville være så...Anderledes! Tror du varulve instinktivt ville jage dem? Der levede en hund i vores nabolag, den løb altid efter kattene...Men kattene var for kloge for den. Den kunne aldrig nå dem" Et smil gled over hendes ansigt som hun tænkte tilbage - og fik snakket om mere tilfældigt end hun nok oprindeligt havde haft som plan.

Hun havde ikke selv mange tanker om døden. Den var der...Men den virkede ikke så relevant for hende lige nu. Måske fordi hun var så ung. Hendes familie var sund og rask, i hvert fald da hun rejste fra dem. men mange måtte tage stilling til den hele tiden. Hun havde ikke selv mistet nogen som sådan, ikke på den måde, så hun havde ikke meget at sige til det. I stedet nikkede hun lidt.
Hun kunne langt mere relatere til hans ord om naturen omkring dem. Som et lille lys der tændtes i hendes øjne, rettede hun sig op, så hun sad på sine ben - næsten som om hun var klar til at springe op på sekundet.
"Jeg elsker skoven!" medgav hun en anelse for ivrigt.
"Når vi rejste mellem Firewood og Doomsville tog vi tit turen igennem skoven. Jeg elskede at sove herude! Det giver langt mere mening for mig, end at gemme mig bag nogle vægge og sidde i en overfyldt stue. Herude er...Alle duftene! Alle lydene! Muligheden for at løbe til man er træt og så bade i floden!" Hun slog ud med armene, som om hun kunne fremtrylle et billede af alt det hun elskede. Med et smil rystede hun svagt på hovedet, som hun så på ham igen.
"Ikke at her ikke kan være farligt. Man skal bare vide hvor man kan gå og hvor man skal blive væk fra" bemærkede hun.
"Så du bruger også meget tid herude?"
Ordene fik hende måske til at fremstå en smule simpel. Men hun elskede simpelt. Hun havde ikke brug for politik, krige og indviklede forhold for at fungere. Det var andres spil, ikke hendes.

"At dømme ud fra historierne, i hvert fald dem jeg kan huske, tror jeg at der har været en mulighed for, at de har været en del af vores samfund, for meget længe siden, men hvorfor det pludselig stoppede, fandt jeg aldrig ud af, før jeg fandt de informationer, jeg ledte efter blandt disse historier!" svarede Dust eftertænksomt. Han kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin, da hun spurgte ind til dem, og kom med spørgsmålet angående varulve, og om de ville jage disse katte væsner, lige som den hund hun fortalte om, som aldrig kunne fange nogen af kattene.
"Jeg kunne godt forestille mig, at de måske havde pels, for hvis ikke det, frygter jeg at de ville ligne blandingen mellem et menneske, og en af de der skræmmende siameser katte, der er skaldet og ser ud som om, de er sure over det!" han lavede en komisk gysen, efterfulgt af et legesygt smil, som nok understregede at det nok mere var en joke, frem for en rent faktisk spekulation "Det skulle dog ikke undre mig, lige meget hvordan de ser ud, at der nok er en varulv eller 2 derude, som kunne finde på at jagte dem!"

Med et nysgerrigt blik, lyttede han til hvad Cali fortalte, angående hendes forhold til denne skov, og de oplevelser hun havde haft i den. Dust kunne virkelig høre og se på hende, hvor glad hun var for denne skov, ikke bare fordi hun sagde det lige ud, men mere på den måde hun snakkede om skoven, samt den måde hendes kropssprog var, når hun snakkede om dette emne. Det gjorde ham et eller andet sted glad indeni, at det var lykkedes for ham, at komme lidt bedre i snak med hende, når nu hendes første indtryk af ham, som hun fik tidligere ude i skoven, havde virket til at skræmme hende væk.
"Jeg bruger ikke helt lige så meget tid herude, som jeg gjorde før i tiden, tildels fordi jeg har fundet mere fred i sindet, efter jeg mødte min mage, men til trods for det, er jeg stadig glad for at komme herud, og nyde hvor simpelt livet kan være, når det bare er mig og naturen!" sagde han mildt, med et varmt smil på læben, da han mindedes mange gode tider, hvor skovens simple liv, havde hjulpet ham med at finde fred i hans sind, eller hvor han havde brugt tid i skoven på at træne sine evner, mens han alligevel bare nød at overleve på egen hånd "Jeg har selv en stor forkærlighed for at løbe gennem skoven, mens jeg bare lader mine instinkter tage over! Jeg elsker udfordringen der ligger i, bare at reagere på hvad end der kommer i vejen for mig, mens jeg bruger mine omgivelser, til at komme frem!"

Hun mindede sig selv om at slappe lidt af. Hendes familie havde altid tolket hendes energi som et tegn på naivitet. Altid holdt hende tilbage på det punkt - af kærlighed, selvfølgelig. Hvor bekymret de ikke måtte være! Og sikkert tættere på end hun regnede med. De var alle varulve. Deres lugtesans ville være lige så god som hendes, omend måske påvirket af at bo i byen hele livet. Det havde taget hende noget tid at nå de helt friske dufte der var herude, som om hendes lugtesans havde renset sig selv. Hun kunne virkelig trække vejret herude.
Hun så over mod grottens åbning, før hun rejste sig op i en let bevægelse. Selv om tørvejret herinde og bålet havde givet hende varmen igen, kunne hun mærke at hendes hår endnu var filtret og vådt. Så hun løsnede sin hestehale og lod håret falde. Hun følte sig mæt og tilfreds. Hjemme i sin egen grotte ville hun enten sove lidt, bygge videre på nogle redskaber eller kurve, eller måske begive sig ud i vejret igen uanset hvor dårligt det var. Okay, det sidste ville være dumt...Selv om hendes krop var stærk, risikerede hun at blive syg.
Hun slog armene om sig selv som en kold vind kom ind fra åbningen foran hende. Regnen silede let ned. Lyden af den slog mod bladene og jorden omkring dem var beroligende i sig selv. Hun vendte sig halvt og så tilbage på ham og bålet. Resten af hjorten der lå der.
"Jeg er glad for vi mødtes. Når vejret er bedre kan det være vi kan se nogle flotte områder af skoven sammen" foreslog hun, selv om hun følte et stik af tvivl over om det var en god ide eller ej.
"Desuden...Skylder jeg dig. Selv hvis du ikke kunne spise hele hjorten selv, delte du dit mad med mig. Det er et princip jeg vil leve efter. En tjeneste for en anden, så længe de tilpasses hinandens størrelser" bemærkede hun. Måske ville han påstå det ikke var nødvendigt og nægte det. Men for hende ville tjenesten eksistere til hun havde givet noget igen. Det var en af de regler hun ville leve efter. Det gav mening for hende. Og på en måde...Passede det til skovens liv. Intet gik til spilde. Her var ingen regler, andet end dem man satte for sig selv. Hendes samvittighed bød hende det.
Hun smilte let for sig selv over denne åbenbaring. Godt tilfreds med dagens udvikling. Et et lille beslutsomt nik for sig selv til følge, før hun så ud i det dårlige vejr igen.
"Kender du meget til magi? Du virker som en der kender meget til...Alt muligt. Du er nok den mest lærde person jeg har mødt" tilføjede hun og så tilbage på ham. Det ville næsten være synd hvis hun aldrig mødte ham igen. At have en hun stille en masse spørgsmål for at forstå verden omkring bedre. På hendes egen simple måde.
"Jeg kan magi. Eller...Jeg kan lidt..." hun rømmede sig svagt. På en måde havde hun stjålet den. Bogen. Den tilhørte hele familien og hun havde taget den med sig. Men hun ville aflevere den tilbage når hun kunne nogle af magierne udenad! Det havde hun lovet sig selv.
"Jeg har måske ikke prioriteret at lære så mange magier som jeg burde..." bemærkede hun svagt, omend nok mest for sig selv.

"Jeg er også glad for at vi mødtes, det er rart til en afvæksling, at møde andre væsner end min mage, hendes nærmeste og min øhm...." han kløede sig tænkende under hagen, mens han havde et ret efterænksomt ansigts udtryk, da han ledte efter et bedre ord end slave, da han ikke syntes at det var et passende ord at bruge, om hans og Kats elskerinde ".... vores kære veninde! Og det ville da være herligt at se nogen af skovens skønne områder, når vejret bliver bedre, især hvis det er i så godt selskab som dit!"
Han sendte et skævt smil i hendes retning, mens han fulgte hende ned øjnene, da hun rejste sig op og vendte sig mod grottens åbning. Der var noget afslappet over hans blik når han så på hende, som var hun en ven i hans øjne, hvilket han et eller andet sted håbede, at hun også kunne finde i ham. Dust havde ikke ligefrem særligt mange venner, som han havde fået på egen hånd, og meget få af disse venner var nogen, der afstammede fra en dyrelignende race, lige som draconianere og varulve. Det var ikke fordi venner betød særlig meget for ham, han var vant til at være alene, men på den anden side fandt han det også rart, at være i selskab med lige sindede, og denne unge varulv der stod foran ham, virkede som en person han godt kunne se et positivt venskab i.

"Jeg tror på det samme princip, om en tjeneste for en tjeneste, så jeg ville ikke forvente mindre, end at du måske ville gengælde tjenesten en anden god gang!" svarede han mildt mens han rejste sig op, så han kunne bruge bevægelsen til at skubbe hans krop i gang, når det kom til fordøjelsen og fordelingen af energi fra maden, til de dele af hans krop der skulle bruge energien. Hans øjne mødte hendes da hun så tilbage mod ham, efter han havde hørt hendes spørgsmål, og et nyt smil kom frem på hans læber, da han hørte hendes ord om at han var lærd, som en form for komplimant. Han ventede med at svare til hun havde snakket færdig, og det lød for ham som om at hun ledte lidt efter et svar på, om han måske kunne hjælpe hende med at lære mere magi, af den slags som hun indtil videre allerede havde lært noget af.
"Jeg har efterhånden lært en ret god sjat om magi, især inden for magiske evner, samt hvordan man træner dem op og bruger dem, og hvis jeg ikke tager helt fejl, lyder det som om du godt kunne tænke dig at lære mere, inden for det du indtil videre har lært lidt om?" da han aftsluttede sin sætning, var hans toneleje mere spørgende end da han havde startede sætningen, da han for en sikkerheds skyld hellere ville spørge hende, frem for bare at konstatere noget der muligvis kunne være en forkert antagelse, fra hans side af "Personligt ville jeg være glad for at kunne hjælpe, da jeg er lidt af en magi og evne entusiast! Så hvis du har lyst til at blive bedre og lære mere, så har du i den grad spurgt den rigtige entusiast!"