A sinner and a "saint"~Valentine xxx

På et tidspunkt. Hun bragte det op igen. Genevira lod til at have en idé om, at de ville mødes igen. Som venner. Var det ikke, hvad hun havde sagt tidligere på natten? Valentine kunne have sine tvivl. Det eneste der rigtig forbandt dem, var Invidia, og hvis det var kravet for, at de skulle mødes igen – altså broderens indblanding – så var han ikke interesseret. Uanset hvor betagende hun tog sig ud. Han havde det fint med at kunne snage i detalje uden broderens vidne, men så længe det gjaldt ham selv og hans egne informationer, så foretrak han, at folk vidste mindst mulig. Det var som oftest ikke problem, da folk gerne havde andre ting på hjertet i hans selskab. Bortset fra Genevira. Hun opførte sig som om, at hun faktisk var interesseret. Det var tydeligt, at noget ved hans fysiske udseende prikkede til hendes interesse, men alt andet havde virket meget… personligt. Og det var ukendt i hans verden. Han vidste ikke ligefrem, om han brød sig om det, men så igen, Valentine havde efterhånden oplevet lidt af hvert som de fleste normalt ville finde skræmmende, men som han nærmest fandt hjemligt. Hele hans eksistens var grund for megen skræk og rædsel. Vidste folk, at synder vandrede rundt blandt dem på gaden, var han sikker på, at det ville skabe panik. Ingen ønskede dem selv blottet, hvilket var præcis, hvad de ville blive. Valentine havde svært ved at tro på, at mange af de væsner han normalvis omgik ville blive hængende, hvis han afslørede, hvad han virkelig var. Men det var okay. Guld rakte alligevel længere end dødelige væsner og deres dumme forestillinger om venskab.

Valentine havde det med at kaste sin interesse på væsner og folk, som han kastede det på diverse smukke og værdifulde genstande. Måske også derfor havde han nemt ved at distancere sig fra sine tjenestefolk og deres velbefindende, da han langt hen ad vejen ikke så dem som individer. Som levende væsner. I hans hus var de blot en del af inventaret. Mange folk tog deres slaver eller tjenestefolk ganske seriøst, da de ønskede at lade dem arbejde i mange år. Opbygge et slags bånd så at sige. Men det krævede personlig forbindelse. Og år af ens liv. Der var Valentine alligevel for utålmodig. Andre metoder var blevet taget i brug, og de havde endnu ikke svigtet ham. Optrinet med søstrene var relativt ukendt for ham. Han var sikker på, at de havde haft miksede følelser omkring flere af hans gæster førhen, men det var ikke sket før, at de havde teet sig så åbenlyst. Eller måske havde han ikke været så opmærksom, som denne aften? Det var trods alt ikke hver aften, at man inviterede sin nærdødsoplevelse med hjem til drinks. Men hey, her sad de.

Hun havde et kønt smil. Hugtænder og det hele. Tanken var flygtig og væk igen før, at han egentlig kunne nå at tænke mere over den. Desuden havde han også alt for travlt med at suge det hele til sig, som Genevira åbnede munden og begyndte at tale. En ordstrøm. En syndflod. Valentine førte glasset op til læberne, og tog en god slurk af vinen. Han lod ikke engang rigtig mærke til, at han gjorde det. Nok mere vane end behov efterhånden. For hans sind var et helt andet sted. Optaget af alle hendes mange ord og fortællinger af desperation, sult og behov, som var blevet undertrykt så længe. Alt for længe. Han mærkede, hvordan alle hans sanser blev overvældet, og hvordan følerne snart ikke vidste, hvad de skulle forsøge at holde fast på. For det hele var der næsten; sult, vrede, jalousi og grådighed, til hans store fornøjelse. Ganske grådig når det kom til stykket. Geneviras tidligere fortællinger om moren, om hendes fortid havde været lidt af en underdrivelse. For hun var vokset op uden noget eller nogen, bortset fra søskende som nogenlunde forstod hinanden. Lidt ligesom han selv var. Men hun var mærket. Ganske tydeligt faktisk. Måske for evigt. Lyden af knust glas afbrød pludselig talestrømmen. Det var som om, at de begge vågnede en lille smule. Et strejf af ærgrelse kunne spores hos Valentine, som han betragtede krystallet og den dyre vin glide ned af den hvide væg. Men så var det væk igen, lige så hurtigt, som det var kommet. Hun talte igen. Rev ham tilbage. Havde Valentine været den mindste smule sulten, så havde hun været enhver synders drøm. Et måltid der kunne vare dagevis. For hendes behov var så udtømte, at han kunne tvivle på, at de nogensinde kunne fyldes helt igen.

Og så… negle. I hans hud. En hær af miksede signaler fløj pludselig igennem kroppen. Valentine havde svært ved at beherske sine instinkter, som ellers plejede at træde til ved situationer som denne. Han følte sig tiltrukket af hele situationen, hendes nyvundende iver, men på den anden side brød han sig ikke om at blive ædt levende. Så imens, at han fastholdt hendes blik, der efterhånden mindede mere om en sulten ulv end dådyret fra gaden, satte han forsigtigt sit glas fra sig på bordet, hvor alle fadende stadigvæk stod urørte.

“But my darling… why say nothing when you can have everything? The world is yours to take.”

Det var ikke løgn. Hun var smuk, kløgtig, udødelig og stærk. Hun havde egenskaber, som kunne bærer hende meget langt, hvis hun virkelig ønskede det. Han så det for sig. Mærkede det i virvaret af følelser, som stadigvæk omgav dem. For han var stadigvæk for overvældet til at trække sig tilbage. Rummet var efterhånden forsvundet, og det eneste han rigtig så var hende. Næsten larmende sad hun foran ham som et lys i mørket, med fingrene boret ned i hans skulder. Så underligt stærk og skrøbelig på samme tid. Men… larmen stoppede. Brat. For hendes kolde hud havde fundet hans.

Det tog et øjeblik at registrere for Valentine, hvad der egentlig skete. Følerne trak sig tilbage, og der blev atter lyst, men han så stadigvæk kun hende. Nej… han mærkede hende. Svalende, bløde læber presset imod hans egne i en desperat forening. Så lukkede han sine egne. Vendte sig imod hende, tilpassede sin krop til hendes og lod en hånd glide igennem det mørke hår, hvor den lagde sig. Bød kulden velkommen, som han gjorde kysset dybere. Mere intenst. En anden hånd lagde sig mod hendes kind. Så kold, at man et øjeblik kunne glemme, at personen bag den stadigvæk levede. Men så blød og fin, at man lige præcis huskede.

Hun fattede stadig ikke, hvad der i det hele taget foregik omkring hende. Hvordan alle disse gamle følelser pludseligvar vældet frem i lyset. Skammeligt i virkeligheden. Hendes første instinkt burde have været at rejse sig og gå sin vej. Hvorfor skulle han i det hele taget i øvrigt sidde og lytte til det her? Det var der da ingen, der reelt gad. Hun havde altid været nødt til at skjule revnerne i sig selv, for, hvis andre, og måske i særdeleshed hun selv egentlig, fandt ud af, hvor i stykker hun var under den polerede overflade, så ville de enten kaste hende bort eller forsøge at udnytte det. Oh folk var altid klar til at udnytte hinanden for deres svagheder. Og Genevira var blot en løst sammenhængende sammensmeltning af forskellige skrøbeligheder. Bedre slet ikke at tale til nogen. Hellere passe på. Men hun rejste sig ikke og gik, åh nej. I stedet var blikket fæstnet på Valentine i afgrundsdyb fascination, som hun ikke gjorde noget for at skjule overhovedet. Selv hvis hun virkelig havde ville, var hun i tvivl om, om hun ville kunne have skjult det, sådan som hendes hjerne valgte at opføre sig lige nu. Havde han noget med det her at gøre? Det virkede som en underlig beskyldning. Han havde kun stillet hende et ganske simpelt spørgsmål og så var de pludselig endt sådan her. Hun vidste, at nogle folk var i besiddelse af evner af forskellig art, men hvad en evne til at få folk til at spilde deres traumer uhæmmet ud over andre mennesker, for det var vel hvad det her var ikke? Virkede på mange måder bare ikke specielt nyttig, så hun kunne ærligt talt ikke rigtig se, hvordan han skulle have været den direkte katalysator for det her. Nej, det måtte vel sagtens være hende, der var noget galt med som sædvanligt. Alt for fremskreden, åbenhjertet. Lær dog i det mindste at holde din mund. Kain ville sikkert have sagt noget i retning af, at hun bare fodrede en potentiel fjende med informationer, som de kunne bruge imod hende senere.
Men faktum var, at nu da revnerne i hendes indre var kommet frem i lyset, følte hun sig omtrent ti gange lettere end før. Valentine havde ikke bedt hende om at gå endnu og han lod ikke til at dømme hende. Så end ikke på hende med den blanding af væmmelse, skuffelse og næsten rædsel, hun havde været så vant til fra sin mor, dengang hun stadig boede hjemme. Faktisk var det eneste øjeblik, hvor hun sansede en vis modvilje, da hun havde smidt med hans vinglas. Well. Det var altså for sent at undskylde nu. Desuden, han kunne umuligt mangle glas og hun kunne umuligt være den eneste, der havde behov for at smadre ting én gang i mellem. Godt nok var det ikke et behov hun havde opdaget, før hun havde gjort det, men alligevel.
Desuden fik hun ganske hurtigt andet at tænke på end en smule spildt vin.

”The world can wait till tomorrow,” Et øjeblik virkede hans læber, så varme, at det næsten var ubehageligt i hvor meget det clashede med hendes egen vante kulde, men det var kun det korteste øjeblik. Hun kørte absolut på rent instinkt lige nu, selvom hun havde kysset folk før, om end sjældent, følte hun ikke, at hun anede, hvad hun lavede. Måske var det bare en af den slags ting, hvor det ikke var viden, der afgjorde tingene. Et eller andet måtte hun i hvert fald gøre rigtigt, for han havde ikke trukket sig væk fra hende. Tværtimod. Hun nød fornemmelsen af hans fingre i sit hår, næsten sært omsorgsfuld givet denne forestilling af gensidig grådighed mellem dem. I sin iver efter nærkontakt, endte hun, af veje hun ikke helt selv kunne have klarlagt, i skødet på ham med sin krop trykket mod hans som for at opsnappe mest muligt af hans varme. Hendes hænder lod til at have opnået deres eget liv og befandt sig lidt hvor som helst. Det vigtige i øjeblikket, var at hun ikke havde ret meget lyst til at lade være med at røre ved ham. Fingre flettet ind i langt velplejet hår, eller strygende mod næsten enhver snert af blottet hud, hun kunne komme til.
Hun lagde ikke selv rigtigt mærke til det, men en dæmpet og dog næsten umiskendeligt begejstret klikkende lyd fandt vej et sted fra bagerst i hendes hals. Hun kyssede næsten forsigtigt hans håndled, hans hals, nødt fornemmelsen af hans puls og undrede sig kort over levende væsners skrøbelighed, men også over den sære form for skønhed, der lå i det at være levende.

Hun fandt hans blik med sit eget igen. Så et øjeblik næsten helt forvirret spørgende på ham. For hvordan fortsatte man egentlig herfra?

Valentine havde et par gange været udsat for, at folk havde regnet ham ud. Eller i hvert fald i deres desperation havde kastet skylden i hans retning, da de ikke kunne håndtere, hvad han bragte frem i dem. Deres synder. Endnu havde ingen rigtig kunne regne ud, hvorfor eller hvordan han bar sig ad med det. Hvad selve årsagen var til, at han dog kunne ønske at gøre den slags. Men de kunne aldrig bevise det. Og de kunne aldrig slippe bort. For synderne var ingen andre end deres. Det eneste han gjorde, var at prikke til dem. Skubbe dem det sidste stykke ud over kanten med hviskende ord og gennemborende blikke. Han vidste, at de alle havde forskellige metoder. Nogle af hans søskende havde altid haft en forsmag for den mere direkte metode. Andre legede i skyggerne, undgik helt kontakten, og nød goderne fra en afstand. Så meget havde da stået klart fra deres træning som børn på trods af, at faderen havde forsøgt at træne dem alle nogenlunde ens. Men med så forskellige individer var det dømt til katastrofe fra begyndelsen.
Men dette var ikke, hvad han ønskede at tænke på. Gamle, glemte minder om en fortid, som formentlig ville hjemsøge ham for evigt. Ej heller ønskede han at gå. For selvom Genevira måske var hans billet til et hav af hidtil ukendte syndige behov så voldsomme, at de kunne tackle selv den mest hærdede synder, så ønskede han at fordybe sig. I hende. Med hende. For hendes sult var smittende, og han mærkede sig selv glide ned i dybet. For det var den, som han valgte at gribe. Lysten efter kød, ømhed og meget andet, hvor ord ikke var nødvendige. Hendes handlinger talte for sig selv.

Måske var det iveren som gjorde, at han ikke bemærkede det. Eller så havde han efterhånden fået det for vane at tilpasse sig sin partner. For hvad Genevira manglede i fysisk erfaring, der trådte han til uden at tænke overhovedet. Små rettelser, som gjorde det meget nemmere at nå hinanden – at nyde hinanden. For pludselig var hun på hans skød, og han mærkede den spinkle skikkelse presse sig imod hans blottede brystkasse. Kåben som i forvejen var gledet ned, da han havde sat i sofaen, røg sig en tur. Hans overkrop var blottet for hende, og med voksende begejstring mærkede han, hvordan kolde fingre løb over hans varme hud og efterlod små prikkende spor. For de var alle vegne, og han sukkede tilfreds mod hendes læber, som han mærkede dem udforske det hele. Han lod hende gribe, hvad hun ønskede, og lod nakken falde til side, da hun kyssede hans hals. Et øjeblik kunne han ikke undgå at mærke pulsen stige en ekstra tak, som han huskede tænderne der gemte sig bag, og samtidig bemærkede en underlig dyrisk lyd dybt fra den lille skikkelse. Men hurtig var de videre igen. Alt for travlt, og alt for grådige. Valentines egne hænder havde lagt sig imod hendes ryg, hvor han pressede dem tæt sammen. Langsomt gled de dog ned af hendes skikkelse, stadigvæk med fingrene presset tæt ind mod stoffet på sommerkjolen for at mærke alle de skjulte detaljer, og kulden som lurede under stoffets overflade. Endeligt lagde hænderne sig imod hendes bagdel, hvor de omfavnede de bløde former med en nyvunden interesse. Når han ikke var travlt optaget af hendes læber, lod han desuden sine egne følge den sarte hud omkring hendes kæbe, hals og kraveben. Skikkelsen var for lille, at han kunne nå meget mere i denne stilling, og han mærkede en svag irritation ved ikke at kunne fordybe sig mere i hende. Så fandt de hinanden igen. Hende et næsten uskyldigt spørgende indtryk, som om, at de ikke lige havde kastet sig hovedløst over hinanden. Og ham med et bredt, morende smil, hvorfra man kunne høre vejrtrækningen, som han kæmpede med at få under kontrol igen.

Dette var ikke nok. For hun havde vækket noget i ham, og hans egen sult var langtfra stillet. Derfor lod han hænderne glide ind under hende, og greb blidt fat om hendes lår. Han løftede hende med sig, som han rejste sig fra sofaen. Det viste sig, at hun var lige så let, som hendes udseende fortalte. Det var derfor ingen sag, som han begyndte at gå igennem det store palæ. Valentine havde ingen problemer med at finde vejen, og lod derfor sine læber møde hendes igen. Egentlig mest for at holde dem beskæftiget indtil, at de nåede den endelige destination, hvilket ikke tog mange minutter. Skulle Genevira dog stadigvæk være opmærksom på deres omgivelser ville hun kunne se et hav af forskellige rum, som de passerede, det ene mere tomt end det andet. Der var tydeligvis liv i huset, for levende lys var placeret i næsten hver en afkrog, men det ville ikke lykkedes at få et glimt af nogen. Noget som passede Valentine ganske godt var, at tjenestefolkene som regel var klar over, hvornår de burde holde sig på afstand. Dette var bestemt en af de stunder.

Nogle gange ville Valentine ønske, at han besad samme fart som vampyrerne. Det havde gjort overgangen mere glidende. Alligevel var det ikke taget længe at nå den endelig destination, da han trods alt kendte palæet bedre end nogen anden. Rummet de trådte ind i var mørkere end noget andet sted i palæet, og var blot en anelse lunere end stedets ellers konstante kølige temperatur. Dette kunne formentlig skyldes den enorme mængde af levende lys, som var spredt ud over det meste af værelset, bortset fra midt i rummet, hvor en kæmpemæssig seng bredte sig som centerstykket. Valentine skubbede døren i bag sig med en fri hånd, og førte dem roligt hen til sengen, hvor han satte sig således, at de endte i samme position, som de havde befundet sig i på sofaen. Først der trak han sig forsigtigt fri af kysset, og lod hende få et øjeblik til at suge detaljerne til sig. Egentlig mærkede han utålmodigheden krible under huden, men samtidig ønskede han at bekræfte, hvor langt hendes sult egentlig rakte. Det sidste han ønskede, var at ødelægge øjeblikket med en panisk vampyr under sig, selvom tanken egentlig frembragte et underholdt smil hos ham, som hans blå øjne betragtede hende foran sig, stadigvæk med hænderne hvilende under hendes lår tæt ved bagdelen.

Surrealistisk. Hvor rart noget faktisk kunne føles, når man selv havde lagt op til det, når det ikke bare var noget, der skulle udstås. Hans hænder mod hendes ryg føltes ikke omklamrende. Hun følte ikke noget behov for at trække sig væk, hverken fysisk eller psykisk, hvilket var…usædvanligt for hende i situationer som denne. Ikke, at hun havde været i særlig mange lignende situationer. Det strejfede kort hendes tanker at det her umuligt kunne ende godt det her. Hun var ikke dum. Hun vidste, hvordan de her ting fungerede. Havde fået det at vide af andre og havde, til sin skam og generelle ærgrelse, oplevet det selv. Så hvorfor hun følte sig så sært tryg ved situationen, kunne hun end ikke forklare for sig selv, men sådan var det nu engang. Skammen, som hun mere eller mindre forventede, kunne hun deale med, når den indfandt sig. I det mindste skulle hun aldrig nogensinde igen deale med angsten for, om hun kunne være blevet gravid eller ej og begynde at overveje at kaste sig ned af trapper.
Måske var det simpelthen bare det? De manglende konsekvenser? Nej, der lå andet og mere bag end det. I hvert fald, lod hun om ikke andet sig selv nyde øjeblikket. Ikke, at hun forstod at hun kunne. Det her var stik modsat alt, hvad hun ellers havde fået at vide. Hun skubbede sine inversive tanker væk, at hun muligvis var blevet løjet for, gad hun absolut ikke håndtere lige nu.
Ikke når der var så meget andet at fokusere på. Først og fremmest Valentine selv. Fornemmelsen af varm, blød hud under hendes fingre spiser. Nydelsen i at bemærke, hvordan hans puls og vejrtrækning ændrede sig, tænk at hun kunne gøre det ved nogen. De subtile næsten umærkelige ændringer i duften af hans blod. Det hele var…så meget mere berusende end vin nogensinde havde været for hende og måske lige så meget farligere.
Hun accepterede hans små justeringer uden at tænke voldsomt meget over det, kun glad for, at han lod til at være tålmodig nok til at se gennem fingre med hendes egen manglende erfaring. Så længe det var sådan her, lod det ikke til at være noget problem for nogen af dem. Han virkede til at udligne det hun selv manglede og hun lod sig, i stedet for at være pinligt bevidst om, hvor lidt hun fattede af noget som helst, lod hun sig simpelt guide af en kombination af sine egne lyster og hans umiddelbare reaktioner på, hvad hun foretog sig.
Og så var der hendes egens krops reaktioner, der stort set var hende komplet fremmede og næsten skræmmende i deres nyhed. Død som hendes krop var, følte hun ikke nogen reel indre temperaturforskelle, men hans kys fik hende til at skælve næsten som ved kulde. Det sitrede i hendes fingre og hun havde en sær fornemmelse af, at noget i hendes indre et sted var i færd med at krølle sig stramt sammen om sig selv. Ikke ubehageligt bare…nyt. Alting virkede nyt og hun ønskede sig mere af det hele. Selv da han kyssede hendes hals og hun et kort øjeblik frøs, fordi ingen havde rørt hendes hals, siden hun blev bidt, fandt hun ret hurtigt ud af, at det egentlig føltes….godt. På trods af, at hun ikke behøvede at trække vejret, kunne hun ikke tilbageholde sine suk.
Hans hænders udforskning af hendes krop, ville nok, før nu, have belønnet ham et slags i ansigtet, men også det fandt hun, at hun brød sig om. Hun protesterede da heller ikke, da han pludselig løftede hende, som om hun ikke vejede mere end et fnug. I stedet viklede hun instinktivt benene om ham og hvilede hænderne mod hans skuldre. Hun nåede lige at opfatte, at det næsten virkede som om de var de eneste to levende væsner, der eksisterede, men ellers gjorde hun sig ikke voldsomt meget i deres omgivelser. Hun havde for travlt med andre ting.
Det var først da de sad ned igen, at hun tog et øjeblik til at justere og tage omgivelserne i øjesyn. Med alle de levende lys ville hun sikkert i en almindelig situation have spurgt ham, om han havde tænkt sig at ofre hende eller sådan noget. Sarkastisk belært ham om risikoen for brand. Lige nu kunne hun kun værdsætte, hvordan lysets skær næsten fik hans hår til at se helt glorieagtigt ud og hans øjne til at skinne som blå stjerner.

Et øjeblik sad hun bare der i skødet på ham, den ene hånd hvilende mod hans brystkasse, så hun kunne mærke hans hjerte.
Et øjeblik fanget i den kognitive dissonans, der opstod i øjeblikket, for på den ene side ville hun absolut føle alting. Hun havde på ingen måde lyst til at stoppe nu. På den anden side sagde hendes sparsomme tidligere erfaring hende, at det var nu hun mere eller mindre bare skulle lægge sig fladt, stirre op i loftet og trække sig så langt ind i sig selv så muligt, så fornemmelsen af de fysiske gener blev minimeret mest muligt. Det stemte bare overhovedet ikke overens med alle de følelser, hun havde oplevet i løbet af aftenen.

”Right eh….confession time I guess, I…don’t really know, what you…I guess expect of me now, but…I don’t want to stop, if that’s okay and….I guess what I’m trying to say is that you might have to guide me a bit here. Sorry. I…don’t even know if I’m supposed to or….allowed to feel all this and…it’s confusing…and…sorry.”

Det var en fornøjelse at mærke, hvordan hun føjede ham. Fulgte hans små rettelser og bevægelser uden at stritte imod på nogen måde, hvilket blot medførte en langt mere harmonisk stemning hos dem begge. Eller… ophedet var måske et bedre ord. For de virkede begge ganske interesseret i mindske afstanden mellem dem mest mulig, selvom det eneste der efterhånden skilte dem ad, var tøj af ganske tyndt materiale. Alligevel var tanken om at fjerne den sidste rest af forhindring mellem deres kroppe nok til at sende en behagelig sitren mod hans nedre dele. Om Genevira egentlig lagde mærke til hans egen lyst, var ikke så vigtigt. Det kunne være svært at skjule igennem buksernes tynde stof, at hun allerede havde en vis effekt på ham, men det var ikke en detalje, som han skammede sig over. Han begærede hende. Mere end han selv havde indset. For der havde da været en påskønnelse for hendes kønne udseende i gaden, og hendes underholdende bemærkninger, som sikkert ville få hende udstødt i andre fine kredse – at svare en mand igen på den måde. Men hun havde åbnet sig op til ham i løbet af ganske kort tid. Og nu, med lidt hjælp fra hans egen side, var hun som en åben bog. Dragende og indbydende. Han kunne have valgt at bruge længe på at udforske de gemte sider af hende, men Genevira havde vist ham, hvad hun selv havde behøvet mest. Og hvem var Valentine til at takke nej til en – mulig jomfru – i nød?

Et øjeblik frøs hun, og Valentine bemærkede det. Det var et millisekund, men det var alligevel nok. Læberne tøvede med at fortsætte, men ventede i stedet på, at musklerne faldt til ro igen. Et øjeblik måtte han undre sig. For i virkeligheden ventede han på naturlige tegn på, at hun slappede af og var med ham. En vejrtrækning. Pludselig gik det dog op for ham, at det var unødvendigt i hendes tilfælde. Derfor var det dog ekstra tilfredsstillende, da han hørte hendes nydende suk, som han forsatte med at kærtegne hendes hud med små kys.

Valentine lagde hovedet svagt på skrå, og lyttede til hendes ord. Forsigtige og tøvende ord, men som stadigvæk fortalte nok til at forstå, at dette var mere end nyt for hende. Som hun langsomt fik stammet sig vej igennem ordene, kunne Valentine ikke undgå at forsvinde lidt i øjeblikket, imens han fortsat lyttede. Hendes spinkle hånd placeret mod hans varme bryst, som sendte svalende kulde ud med hvert hjerteslag, der syntes at slå en tand hurtigere end normalt efter deres lille stund på sofaen. Hendes næsten vægtløse krop oven på hans skød, og hendes bundløse mørke øjne, som stirrede så intenst på ham, at han nok ellers ville have fundet ubehageligt. Alt ved hende var mørkt, og blev næsten slugt i rummets dunkle skygger. Alt bortset fra huden. Hendes porcelæn hvide hud, som han havde beundret fra det øjeblik, at han mødte hende. Ren, fejlfri og kold. Marmorhud. Han fandt det vidunderligt fascinerende, og dets næsten strålende effekt i mørket gav ham lyst til at finde mere. Hovedet rettede sig op igen, som blev færdig med at undskylde. Øjnene blev roligere end før, og pulsen sænkede sig en smule, men det sædvanlige varme smil fastholdt sin plads. En hånd flyttede sig langsomt fra hendes ryg, og lagde sig i stedet mod hendes ene kind. Forsigtigt, næsten ømt, strøg den sig hen over hendes inviterende bløde læber. En forhåbentlig beroligende gestus, som var med til at holde hendes tavs indtil, at han var færdig med at snakke.

” No apologies needed, darling. You’re very much allowed to feel whatever feelings you must be having at this moment. I understand that you’re confused, but there’s nothing wrong with following your own desires. People will call you wrong and sinful for anything these days. Besides you seem like a bright minded lady… so if it feels good, looks good… tastes good… it can’t be all bad, right?”

Velvidende at Genevira sad ganske sikkert på hans skød, lod Valentine sin frie hånd placere sig på hendes lår. Med yderste forsigtighed lod han den glide op langs den blottede hud, imens han talte således, at den endte oppe ved kjolekanten, da han var færdig. Kjolen var i forvejen krøbet efter deres lille tur, men han nægtede tydeligvis at gå længere før, at Genevira havde afgivet en form for bekræftelse. At tage hende med vold eller mod hendes vilje var ikke, hvad han ønskede. Han fandt, at de begge ville få det bedste ud af oplevelsen, hvis der var tale om gensidigt begær, og bekræftelse på, at de ønskede den samme ting. Skulle hun afvise ham, og hans eget behov blev for stort, var det trods alt ikke svært for ham at finde en anden eller to som kunne tilfredsstille hans behov. Men et eller andet sted ønskede han, at det skulle være hende. Ikke en eller anden tilfældig. Ikke i aften. Valentine lænede sig en smule frem således, at hans læber befandt sig lige ud foran hendes øre. Han var ikke i tvivl om, at hun kunne høre ham med hendes overnaturlige sanser, men han ønskede at give hendes fornøjelsen af at mærke den varme ånde mod den følsomme hud på halsen.

” You only have to say… yes.”

Hun havde altid kædet alle seksuelle relationer sammen med et tab af magt og selvbestemmelse for hende. Det var alt hvad hun nogensinde havde fået at vide. At når man var sammen med nogen, så måtte man bare udstå vise ting, som man ellers egentlig fandt ubehagelige for sin mands skyld. Det var trods alt bare en kvindes job. Geneviras ældste søster Tessie havde endog gået så langt som til at fortælle til en af deres andre søstre, oh for det var tydeligt, at det aldrig skulle have nået Geneviras ører nogensinde, at det fungerede bedst ikke at se sin partner i øjnene. På den måde blev han ikke generet af at se dig græde.
Og på trods af, at det ikke var råd direkte til hende, sex var et forbudt samtale emne i direkte hørevidde af ’baby’ trods alt, så havde Genevira suget det hele til sig som en svamp fuld af dårlige livsråd. Bare føj ham i hvad som helst, så er der også mindre sandsynlighed for, at du bliver slået halvt ihjel. Det er nemmere at holde til vise ubehageligheder end at være død ikke? Det hele virkede simpelt.
Alligevel var det slet ikke denne fortabthed hun følte i dag. Denne følelse af, at hun lige om lidt ville være nødt til at ordne noget der var hende dybt og inderligt frastødende, fordi hun, som en anden skammelig tøjte selv havde bragt sig i en kompromitterende situation. Snare var det at mærke Valentines egen lyst, sært…bekræftende. Hun forestillede sig altså ikke ting. Og hun besad muligheden for at have…en vis effekt på folk. Det var der vel også en slags magt i. Tanken fik hende næsten til at grine og hun kvalte sin latter mod hans læber. Lod sig selv nyde denne nuvundne…næsten frihed. For hvis hun virkelig tænkte over det, så…ja helt fri blev hun nok aldrig.

Efter sin ordstrøm skævede hun forsigtigt rundt i rummet omkring dem. Forventede kort, at han ville bede hende rejse sig og gå. Han ville trods alt kunne finde mere ligevægtige væsner, der rent faktisk vidste, hvad de foretog sig næsten hvor som helst.
Tanken stak underligt i hende et sted.
Og dog. Han kastede hende ikke bort, som om hun havde været en brugt klud. I stedet…lyttede han rent faktisk? Absurd.
Hun skulle lige til at begynde at undskylde igen. Hun havde allerede sagt for meget. Hvem kærede sig om den slags overhovedet? Men han fik hende hurtigt til at holde mund og lytte i stedet. Hans berøringer var så blide, at det næsten bare gjorde hende mere forvirret, men samtidig drog det hende kun tættere på ham. Hungrende efter denne hidtil ukendte omsorg.
Hun betragtede hans hånd mod sit lår, underligt genert. En behagelig skælven syntes at gennemløbe hele hendes krop og hun rykkede lidt uroligt på sig. Hun kunne ikke helt holde en mellemting mellem den underlige klikken og et klynk for sig selv.

”Yes. Please, yes.”

” Good girl. Now… just relax.”

Valentine begravede endnu engang sit ansigt mod hendes hals - denne gang med et smil. Lod håret kilder hendes sarte hud, og lod læberne placerer små pirrende kys. Alt imens var hans hænder travlt optagede. Hånden som førhen havde været placeret på hendes lår lige uden for kjolens rækkevidde, var nu gledet op under kanten. Hvor Valentine dog forventede at finde mere hud, fandt han i stedet mere stof. Tyndere, mere sart, men stadigvæk i vejen. Den anden hånd, som havde været placeret imod hendes kind, havde ligeledes flyttet sig. I stedet koncentrerede den sig nu om at løsne kjolen mest mulig. Dette betød, at hånden søgende men forsigtigt gled over Geneviras krop indtil, at det virkede til, at intet mere kunne åbnes eller løsnes. Da det var gjort, lod han begge hænder glide ned til kanten af kjolen, hvor de greb fat. Dernæst, hvis hun stadigvæk tillod ham det, ville Valentine stoppe sin kælen af hendes hals, for derefter at løfte kjolen fri af hendes krop. Synet der mødte ham var overraskende – og så alligevel ikke helt, hvis man tænkte over alt det, som han hidtil havde lært om den lille vampyr. Måske var det en arbejdsskade, men de væsner han efterhånden mødte i soveværelset eller på arbejdet, havde det med at gå en tand mere letpåklædt end, hvad man ellers ville forvente eller finde passende. Desuden befandt de sig i Sunfury. En by så varm, at selv koldblodede væsner mere end ofte smed en del af deres lag. Men ikke hende. Egentlig fandt han det meget charmerende. Der var noget… rent… over, hvor meget hun gjorde ud af dække sig til. Skjule al skønheden. Noget som dog næppe ville være rent meget længere.

Kjolen blev smidt et sted i det enorme soveværelse. Der var andre ting at tænke på. For han nærmede sig hendes fulde potentiale. Spænding over at opleve hendes kropslige skønhed i fuld vigør, fik spændingen til at stige yderligere hos hans nederste dele. Utålmodighed. Noget som Genevira nok ville have bemærket tydeligere, hvis det ikke var fordi at hun pludselig blev løftet væk fra hans skød. Med den lille skikkelse i favnen endnu engang, vendte han sig rundt, så de havde fronten mod den massive seng, som fyldte det meste af soveværelset. I en overraskende elegant bevægelse var de oppe i sengen. Valentine brugte sine knæ til at kravle længere ind mod midten inden, at han forsigtigt lagde hende fra sig, og placerede så en arm på hver side af hendes hoved for at holde balancen.

Synet var intet mindre en betagende. Hans krop svævende over hendes, med de løse hårlokker som faldt ned og blokerede for lidt af lyset. Det eneste han så var hende. Under sig. Øjnene var rolige, næsten mere end de havde været på noget andet tidspunkt den aften, og smilet var en smule mindre. Men ansigtet var stadigvæk varmt. Indbydende. Blikket havde blot fået et andet skær. Sulten og fokuseret. Han løftede en hånd, stadigvæk langsomt, så hun kunne nå at protestere, og lod den glide ned til hendes barm. Resten af kroppen holdt sig svævende over hende, med et knæ på hver side af hendes krop, imens fingrene gled ned over underdelen som dækkede hendes overkrop. Med et enkelt ryk fik han løsnet snoren, som holdt sammen på det hele, og stoffet gled til side. Tilfreds med den voksende mængde af blottet hud, lod han hånden glide tilbage op over hendes nu frie barm. Den spinkle brystkasse, med de små men feminint formede bryster. Et øjeblik kunne han ikke undgå at føle sig enorm, da hans hånd lagde sig mod et af dem, og så det forsvinde under hans egen hud. Hun var lille. Spinkel, delikat og stort set urørt. Bortset fra i aften. I aften var hun hans.

Valentine bukkede sig ned. Lod læberne følge huden ned langs halsen, kravebenet, brystkassen og den fine lille mave. Han stoppede først, da han nåede kanten på hendes underdel. Der ville han kaste et hurtigt blik op mod hende. Var hun stadigvæk med ham så langt, ville han sætte sig op i sengen for at gribe fat om underdelen, som hurtigt blev løsnet. Dernæst ville han forsigtigt trække stoffet ned over hendes hofter, og løfte hendes ben således, at de blev fjernet helt. Underdelen led samme skæbne som kjolen, og forsvandt et sted ud i soveværelsets mørke. Og der var hun. Nøgen. Under ham. Valentine sad et øjeblik, og sugede billedet til sig. Lod hænderne glide ned langs hendes sider, imens han påskønnede den kølige fornemmelse under fingrene. Så trak han sig tilbage, blot en smule, og bukkede sig ned igen. Lod med små drillende nap og kys, læberne glide længere. Forbi hendes hofter, og ned over hendes lår for sluttelig at ende et ganske særligt sted. Valentine håbede, at hun ikke ville panikke. Så han gav hende et øjeblik til at protestere. Skubbe ham væk, eller rive ham i håret. Skulle intet ske, som fortalte ham, at hun var imod dette, ville han fortsætte med sin plan. For han ønskede, at hun skulle nyde dette – lige så meget, som han selv regnede med at komme til. Han ønskede hendes bekymringer skulle fordufte, som nydelsen spredte sig i kroppen. For når det kom til stykket, så satte Valentine en stor ære i at være et fastbrænde minde i sine tidligere partners hukommelse. Og de skulle savne ham. Hver en berøring, kys eller det der lignede. Han ønskede, at de blev lige så grådige, som han selv var. At de for evigt ville ønske mere af samme slags. Og ville gøre alt i jagten efter mere. Så… hvis Genevira ikke protesterede, ville han fortsætte. Finde hendes åbning, og udforske den. Alle tricks blev taget i brug – alt bortset fra at bruge fingrene. Alt imens ville han have begge hænder placeret på hendes lår således, at skulle hun vride sig, så ville hun stadigvæk blive liggende.

Hvem skulle have troet det? At det at blive erklæret en ´good girl’, hvad der i alle andre sammenhænge ville have været, og for Geneviras vedkommende ofte netop havde været, både infantiliserenede og nedværdigende pludselig skulle kunne forekomme hende så…bekræftende? Ophidsende var måske næsten en bedre beskrivelse. Han skulle bare vide skulle han om så hun skulle være den bedste pige, han nogensinde havde mødt. Om hun så skulle ætse sig vej ind i hans hukommelse, så han aldrig ville glemme hende igen. Det ville vel også kun være retfærdigt, antog hun, hvis ingen af dem gik herfra fuldstændig umærkede af mødet. Hvilket hun ellers egentlig godt kunne have ham mistænkt for at have gjort i mange andre sammenhænge. Ikke hende. Hun ville ikke lade sig selv blive endnu et glemt navn. Et vagt husket ansigt, som ingen rigtig alligevel kunne placere.
Ikke, at hun anede, hvad hun lavede. Hun vidste snare blot med en næsten uhyggelig klarhed, at hun havde brug for hans gode vilje og værdsættelse. Ønskede sig mere af den.
Hun lagde en hånd løst i hans nakke, imens han kyssede hendes hals, næsten som for at holde ham der, på trods af, at det var mere symbolsk end fordi, hun lagde nogen reel styrke i.
Hun anede ikke, hvor hun egentlig burde fokusere henne, for imens hans læber koncentrerede sig om hendes hals, lod hans hænder til at være alle mulige andre steder. Alle dele lige behagelige, men et kort øjeblik virkede det næsten overvældende på hende. Hun kunne være druknet i fornemmelsen af ham og hun ville have været lykkelig over det. Hun sukkede, da han trak sig fra hendes hals. Næsten vemodigt, for hun savnede allerede hans kys. Hendes klikken, der ellers havde nået ny intensitet stillede sagte af. Hun glippede forvirret med øjnene, da kjolen måtte ryge, men holdt dog godvilligt, næsten rent instinktivt armene over hovedet, så han kunne trække kjolen af hende uden yderligere besvær. Det forekom hende som noget af et projekt.
Første gang hun havde haft sex, havde hun trods alt blot skilt sig af med sit nederste undertøj og pragmatisk, ligegyldigt, holdt den tunge kjoles skørter af vejen. Det havde gjort hendes hovedkulds flugt ud af døren bagefter en del hurtigere, for hvilket hun havde været ganske taknemmelig, men hun måtte indrømme, at hun foretrak denne her måde. Denne opmærksomhed på detaljer, på stemningen. På hende.
Den lethed hvormed han løftede hende rundt morede hende næsten, især taget i betragtning af, at hun efterhånden var ret sikker på, at hun, i kraft af sine vampyriske egenskaber, naturligt besad en råstyrke, der langt overgik hans egen. En absurd kombination egentlig.
Hun blev lagt ned. Næsten lige så nænsomt som havde hun været lavet af glas eller porcelæn. Blidheden, omsorgen var hende på mange punkter næsten lige så fremmed, som alle de andre ting, han allerede havde formået at gøre ved hende til aften. Og ikke lod til at være færdig med at gøre, når alt kom til alt.
Hun så op på ham, der var ingen tvivl om, at hun havde overgivet sig fuldstændig. I den her belysning, og måske på grund af vinklen, underlagt som hun var, lignede han en, der ganske let kunne have gjort det ud for en helgen.
Sulten i hans blik var spejlet i hendes eget sammen med noget, der for øjeblikket grænsede til en næsten religiøs hengivenhed. Han havde lyttet, forstået. Han havde ikke stødt hende bort, selv da hun spildte sine inderste indre tanker for ham.
Forsigtigt rakte hun og strejfede hans kind med fingerspidserne.

”You’re the most beautiful person I’ve ever met,” erklærede hun, så hovedkulds hurtigt, at hun næsten snublede over sine egne ord. Det var egentlig slet ikke meningen, at hun ville have sagt det højt.
Fornemmelsen af hans hånd mod hendes kølige hud sendte kildrende varme gennem hele hendes krop. Som om den hidtil havde befundet sig i en slags dvaletilstand og først nu var vågnet rigtigt op til alle de mulige følelser, der var at føle. Selv var hun lige så ivrig efter at røre, hvad som helst. Alt. Da hans læber igen begyndte at vandre var hun selv travlt beskæftiget af at følge musklerne i hans ryg med fingrene Skiftevis tegnende hun blide sarte mønstre henover hans bløde varme hud, for så pludselig at sætte neglene i ham, når han fandt et særligt sensitivt sted. Ord blev der ikke mange af fra hendes side. Hun kunne ikke finde det mentale fokus til at forme noget sammenhængende. Men hendes sukken og klynken var ikke meget at tage fejl af. Til tider meldte den sære klikken endog sin tilbagekomst til overfladen.
Et kort sekund overvejede hun om han var blevet vanvittig. Han kunne da umuligt have til hensigt at…da ikke der, var det overhovedet tilladt? Og så følte hun så meget på én gang, at det næsten var for meget. En flod af så voldsom nydelse, at det næsten gjorde ondt skyllede ind over hende og hun vred sig. Stønnede, klynkede, tiggede. Ordløs indtil hun i et kort øjeblik af hidtil uoplevet ekstase fandt hans navn på sine læber og herefter syntes at falde sådan lidt sammen i de glatte silkelander. Fandt gradvist tilbage til sig selv igen.

Smuk. Det overraskede ham. Meget. Et øjeblik blev trancen brudt, og sulten i hans blik virkede næsten forvirret. For selvfølgelig var han smuk. Det var han ikke et sekund i tvivl om. Han satte stor ære i sit udseende, og modtog som belønning også mange daglige komplimenter for selv samme emne. Men… alligevel overraskede det ham. Måske var det ømheden? Oprigtigheden i hendes ord. For hun havde talt af egen fri vilje. Det fortalte hendes blik. Han var umådelig fristet til at lukke øjnene, og lade hovedet vippe mod fingerspidserne. Strække følelsen af hendes kølige fingerspidser, og nyde det til fulde. Bare… et øjeblik. Så han gjorde det – næsten. Øjnene lukkede sig ikke, men fik et roligere udtryk end før. Hovedet tiltede sig ganske svagt, og lod derved fingrene stryg over kinden et par sekunder mere. Han svarede hende ikke, men smilet på hans læber fortalte formentlig mere end nok. Det var som om, at tiden gik i stå under hele oplevelsen. Først da han flyttede sig, og gik videre med sine egne kærtegn, virkede tingene til at bevæge sig i samme tempo igen.

Det var sød musik i hans øre at høre hende sukke efter ham, hver gang hans kærtegn forlod hendes krop. Endnu bedre var det dog at høre hende under sig, klynkende og vridende, som han gled ned over hende. Og det allerbedste. Manglen på kontrol. Hvordan overraskelse blev til nydelse, og hvordan hun kæmpede med at holde sig i ro. Lyden af hendes stønnen, når han fandt de helt rigtige punkter, og måden hun fyldte rummet med hans navn for til sidst at falde sammen i sengen. Valentine hev sig op på albuerne igen med et tilfreds glimt i øjet, og lod blikket vandre over hendes spinkle skikkelse. Betragtede kortvarigt, hvordan hun kæmpede sig tilbage til overfladen igen inden, at han selv fik grebet et stykke tilfældigt stof, som blev brugt til at gøre sig hurtigt i stand med igen.

Valentine plantede et hurtigt kys mod hendes inderlår inden, at han trak sig bagud for derefter at rejse sig fra sengen. Hele tiden opmærksom på hende, stadigvæk liggende foran sig i sengen, medmindre hun pludselig valgte at flytte på sig, imens han greb fat om buksekanten, og trak dem ned over hofterne. Også de blev sparket bort i lokalet, og tilbage stod han i al sin pragt. Kroppen emmede af styrke og sundhed. Et yderst vellykket resultat af lidt mørk magi og natur. Den lyse hud var velplejet og glat, og det eneste som rigtig skilte ud fra resten var runen for hans synd placeret ved lænden. Noget han efterhånden sjældent tænkte over, og endnu mindre i stunder som denne, hvor han ellers var allermest udsat.

Med rolige bevægelser kravlede han tilbage i sengen, og fik placeret sig således, at han atter befandt sig svævende over hende med deres ansigter ud for hinanden. Deres hud var blot millimeter fra at røre hinanden, men da det efterhånden var godt umuligt at skjule den effekt hun havde haft hos ham, lod han derfor sit eget underliv glide prøvende imod hendes. Han trængte ikke op. Lod hende blot mærke, hvad hun gjorde ved ham, og lod hende samtidig få en idé om, hvad der ventede. Selv mærkede han pulsen stige ved følelsen af hendes kolde hud mod sit lem. Det virkede næsten forbudt. For kroppen forventede at møde noget levende, noget varmt. Men samtidig var han ikke i tvivl. Han ville have hende. Nu. Hans egen sult truede med at tage over med ønsket om at indtage hendes krop, og føle hendes negle mod sin hud endnu engang. Så indbydende og smuk, som hun lå hengivent under ham. Han ønskede at mærke hende. Men han slugte sulten – lidt endnu. Bevarede kontrollen, som han lænede sin pande mod hendes og hviskede.

”… Ready for more, darling?”

Hun spottede noget i hans ansigt, der ikke rigtig havde været der før. Ikke så tydeligt i hvert fald. Og hun genkendte det smerteligt i sig selv. Sulten, ikke kun efter denne åbenlyse kødelige kontakt, men efter noget mere metafysisk. Reel ømhed. Omsorg. Måske bare at være mere end sin krop for nogen. Genevira var ikke sikker på, om Valentine overhovedet havde indrømmet det overfor sig selv. Faktisk slog han hende snare som typen, der ville benægte, at det var et behov han havde, hvis hun spurgte ham. For gudernes skyld, hun kunne jo også tage fejl, men tanken om, at han måske slet ikke havde nogen, der holdt rent af ham gjorde et eller andet sted ondt. Og Genevira, der besad et evigt behov for andres anerkendelse og værdsættelse fik, knyttede sig, måske delvist af denne grund, hurtigt til folk, som hun, nogle gange mere bevidst end andre gange, anså for at være et eller andet niveau af triste. Den slags mennesker, hvor hun havde en fornemmelse af, at hun ville have lysnet deres liv en smule, når hun var gået. Bare måske. Så det var ikke kun af uselviske altruistiske årsager, at hun sådan kærtegnede hans kind på denne måde. Behovet for at blive husket, at være noget andet og mere for andre end en forbigående tilfældighed sad dybt i hende efter de mange år i Rotten Root District, hvor end ikke hendes død eller forsvinden ville være blevet mødt med så meget som et løftet øjenbryn.
Desuden var det en måde for hende at bilde sig selv ind, at dette også betød et eller andet for ham. For hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv, havde hele dette øjeblik nok større betydning for hende rent personligt, end det egentlig burde have. Det var sjældent at hun blottede sig så meget, både fysisk og psykisk for noget andet væsen og det bar en vis vægt for hende, at han, var det efterhånden gået op for hende, var den første hun frivilligt havde gjort bare noget, der lignede det her med frivilligt. Når hun så realistisk på det, havde hun ingen sådanne illusioner om, hvad det hele her betød for Valentine selv. For ham, var det her sandsynligvis ikke ret meget mere end en gennemsnitlig tirsdag, når man altså så bort fra, at hun næsten havde ædt ham.
Hvis hun virkelig skulle være brutalt ærlig overfor sig selv, ville der nok blive sagt pænt farvel, så snart de var færdige her. Hun ville blive bedt om at samle sit tøj sammen og gå. Sådan havde hun i hvert fald fået at vide af andre, at det fungerede.
Men det føltes ikke sådan og dette lod hende lade som om. Hun kunne give ham noget, han, måske ubevidst, havde et eller andet behov for, i form af en eller anden grad af ømhed og derved føle sig en smule vigtigere, end hvad der nok egentlig var tilfældet.
Så i et sårbart øjeblik, der absolut ikke var helt kalkuleret, men alligevel bar et element af noget selvisk, som hun aldrig ville have anerkendt, end ikke helt for sig selv, lagde hun den anden hånd mod den anden side af hans ansigt og kyssede ham forsigtigt i panden. Hun sagde intet. Selv hvis hun havde villet det, var de for hurtigt videre til…andre ting til, at hun kunne have fundet på noget passende.

Det tog hende et øjeblik at komme rigtigt til sig selv igen efter…alt det. Og alligevel solede hun sig næsten i eftergløden af den hidtil ukendte nydelse, samtidig med, at det sitrede i hele hendes krop efter mere.
Under andre omstændigheder, ville hun have set væk, da han klædte sig af. Været genert over det, hvis ikke direkte pinligt berørt. Nu betragtede hun ham med åbenlys nysgerrighed. Beundrede hvad hun så, som andre ville have beundret et kunstværk. Den bløde lyse hud, hvorunder det levende blod lå og afgav et rosenskær af sundhed. Den graciøst slanke kropsbygning, som bygget til flydende og smidige bevægelser. Alt ved ham virkede så nøje sammensat, at det næsten var svært at tro på, at han ikke bare var trådt ind i eksistensen sådan her, men faktisk var blevet født engang.
Da han kravlede op til hende i sengen igen, modtog hun ham med en nyfunden ro. Som om det var noget af det mest naturlige i verden, at han skulle være der. Alt den nervøsitet, hun kunne have følt, syntes at være fordampet. Hun snappede dæmpet efter vejret, da hun mærkede hans lem mod sit underliv. Et stik af noget utålmodigt. Det var dog heller ikke uden en vis tilfredshed, at hun noterede sig, at hun virkelig havde haft en effekt på ham. Med en dæmpet, næsten nynnende lyd, afbrudt af den sære ukontrollerbare klikken, hun ellers kun oplevede ved et særligt niveau af blodtørst, lod hun en hånd glide henover hans krop, forsigtigt strejfede fingerspidserne mærket, hun ikke anede hvad betød og så lukkede hun løst hånden om hans lem. Gav det blot et strøg, før hun trak hånden til sig igen og så op på ham.

"Yes," var det eneste hun sagde, før hun fandt hans læber med sine igen.

Der var noget næsten familiært over måden hun kyssede hans pande. Eller… familiært var et forkert ord. For der var absolut intet genkendeligt ved denne adfærd, som hun udviste i hans selskab. Den var forfærdelig øm, og på en måde gav den Valentine lyst til at flygte. Trække sig fra noget så ufamilært, som det i virkeligheden var. Men… så igen, gav det ham også lyst til at hvile sig. Falde helt til ro, og begrave ansigtet ned mod den kolde hud. Mærke hendes lette fingerstrøg og de bløde læber mod hans krop, og bare lade sig forsvinde i følelsen. Han forsøgte ikke at vise det udadtil. Det brød hans øjeblik. Men ikke hans sult. For hendes berøring fik ham til at ønske mere af hende. Og den del var stadigvæk muligt.

Familien havde trods alt aldrig været kendt for nærhed og kontakt. Det eneste man havde mærket i søskendeflokken, var en mærkelig form for sammenhold. Der var ingen andre som dem. De var alene mod verden – sammen med faderen. For de fleste var livet efter ham deres første smag på, hvad et rigtigt liv egentlig ville sige. Et liv med fremmede væsner og følelser, og fysisk kontakt som ikke nødvendigvis indebar slag og spark. Det havde været en befrielse og en forbandelse på samme tid. Hans egen begyndelse måske mest en forbandelse. Valentines første år efter faderen havde været ensomme på et niveau, som han aldrig havde troet muligt. Et liv fyldt med religiøse studier som prellede af på et sind allerede formet til krig, og følelsen af at han blot var en pyntegenstand der skiftede husstand konstant. Så forfærdeligt sulten. Og alene. Den følelse havde han afsvoret for længe siden. Men alligevel syntes hendes berøringer at hjemsøge ham. Et sted i baghovedet tog Valentine en mental note omkring dette. Hendes evne til at frembringe gamle, glimte minder. At være ekstra påpasselige omkring dem.

Heldigvis lod det til, at de begge var fokuserede på at komme videre. Så meget var tydeligt, da han fangede hendes blik rettet mod sig, som han smed resterne af sine klæder. Det var skiftet. Usikkerheden var væk, og begæret havde vokset sig helt tydeligt i hendes udtryk. Det lod til, at hans kælen for hende tidligere var lige, hvad hun havde haft brug for. Hun virkede tilpas – næsten hjemme – som hendes blege skikkelse slangede sig i sengen foran ham. Et indbydende syn. Han ville lyve for sig selv, hvis han forsøgte at påstå noget andet. Selv ikke hendes spinkle størrelse kunne skræmme ham væk, som han kravlede tilbage i sengen. For han huskede. Hendes styrke. Hendes magtdemonstration fra tidligere. Og han ønskede at opleve dette igen. Helt tæt. De sære, dyriske lyde modtog ham, som han fandt hende igen. Hendes reaktion på hans underliv der pressede på, frembragte et lille drillende smil hos ham. Overrasket mærkede han dog, hvordan hendes hånd pludselig havde flyttet sig længere, end han selv var opmærksom på. Den kølige hånd der pludselig lagde sig om hans lem, fik et behagelig suk lokket ud af ham, som hun trak sig bort igen. De blå øjne fandt hendes mørke, som hun svarede ham. Deres læber genfandt atter hinanden, og Valentine overgav sig fuldstændig til begæret, velvidende at hun var fuldstændig med ham.

Forsigtigt lod han sig presse imod hendes underliv. Mere bestemt end før. Han ønskede ikke at trække den meget længere, men var stadigvæk opmærksom på hendes reaktioner. Han mærkede kulden omslutte sig på en ny måde, som han trængte op i hende. Prøvende lod han sig trænge en smule længere op inden, at han langsomt begyndte at bevæge sig frem og tilbage. Vuggende bevægelser imod hendes bløde krop, der startede ganske stille, men efter kort tid blev en anelse mere grådige. Dybere. Hurtigere. Da hans egne læber stadigvæk var travlt optaget af hendes, lod han en fri hånd glide ned over hendes overkrop, videre ned langs hoften, hvor den til sidst lagde sig mod låret. Benet blev løftet en anelse, så han kunne nå dybere i hende, og han lod den kølige hud hvile mod siden på hans egen varme krop, hvor ophidselsen ikke længere kunne skjules i form af nydende støn mod hendes læber, samt en puls der ville have slået om kap med hendes. Verden forsvandt, og Valentine røg ind i en rus af indbydende kulde og silkeblød marmorhud, der harmorede så vidunderligt med hans egen.

Varmt. Det var den første tanke, der slog hende. Ikke noget videre dybt eller sofistikeret her. Hun lagde armene om ham, syntes at ønske at trække ham så tæt ind til sig, som hun på nogen måde kunne komme til. Ikke fordi de kunne blive ret meget tættere, end de var nu, men i begyndelsen klyngede hun sig til ham, næsten lidt patetisk, trods den umiskendelige styrke,  og stadig en smule forvirret over for det første, hvad hunendelig var tilladt at foretage sig i denne nye situation, for det andet og måske mest forvirrende af alt, at hun nød dette. Hun havde instinktivt forventet sviende ubehag. Smerte, men der var ingen. I stedet. Nydelse. En underlig form for samhørighed. Efterhånden som hun vænnede sig til det, forsvandt hendes forvirring da også. Blandingen af hendes egen nydelse og tydeligheden af Valentines var opmuntrende på en måde, der fik den sidste rest af forvirret tvivl til at gå i glemmebogen. Hun lod neglene sætte sig i hans hud, hårdt nok til at efterlade rifter. Når ikke hendes læber var beskæftiget med hans, fandt de som regel hans hals, hypnotiseret af fornemmelsen af den lynhurtige puls. Det tog hende noget viljestyrke kun at lade tænderne stryge henover hans hud og ikke rent faktisk bide ham, hvilket, særligt givet deres historik, nok kunne have ødelagt en del og hun ønskede alt taget i betragtning, ikke at skræmme ham og sende ham ud i enten panik eller vrede. I stedet lod hun sig synke hen i dette hav af nye følelser, der hidtil havde været hende forbudt. Hengav sig til den sære fornemmelse af forståelse, der ikke behøvede ord. Fornemmelsen af omsorg. Om så det bare var for en nat.

-------Tidshop-------

Det var svært for hende at sige, hvor længe der var gået. På et eller andet tidspunkt, imens de blot havde ligget i sengen, måtte Val være døset hen. Selv havde hun kun dvalet et kort stykke tid ved siden af ham. Det var ikke fordi hun havde voldsomt brug for det, men for hende havde det vidst sig at være en udmærket måde for hjernen at falde til ro på ovenpå nye indtryk. Hun vågnede dog før han gjorde og hun havde det en smule underligt med bare at ligge der ved siden af ham. Det virkede sådan lidt….uhyggeligt. Så hun stod op og fandt sit tøj, noget af det farligt tæt på tændte stearinlys, hvilket fik hende til at grine. Tænk hvis de havde sat ild til ting. Det kunne da have været endt helt åndsvagt.
Hun tog tøj på og forlod rummet. Overvejede egentlig kort, om hun burde være forsvundet for længst, men at gå fra en, der sov uden at sige farvel føltes uhøfligt. Desuden havde hun ikke lyst til at gå.
I stedet besluttede hun at udforske huset.
Det første hun blev mødt af var synet af to kønne blegøjede katte, der stirrede ondt på hende fra et stykke væk.
De kom dog på bedre tanker end at hvæse af hende, da hun smilede og vinkede demonstrativt til dem.
Faktisk flygtede de mere eller mindre.
Genevira var dem nådige og valgte at gå i den modsatte retning. Nynnede dæmpet for sig selv, imens hun gik. Bare gangen var et udtryk for æstetisk skønhed i sig selv. Vaser fulde af sødtduftende farverige blomster syntes at findes over det hele. Og kunst. Hun vidste egentlig ikke helt, hvordan Valentine ville have det med, at hun sådan vandrede rundt i hans hus, men eftersom de trods alt var kommet…godt ud af det i nat, håbede hun, at det ville gå.
Hun åbnede en dør. Endnu en stue. Denne lod til at være indrettet til mere formelle besøg end hendes. Møblerne var fine på en sådan lidt stiv måde. En topersoners sofa med spinkle gyldne ben, to lavtryggede lænestole i læder. Messinglysestager stod på et mørkt egetræs sofabord. I hjørnet stod et glasskab, der ved nærmere øjesyn var fuld af fancy vinglas.  Det meste af indretningen var holdt i en sart lysegrøn farve. Til trods for den egentlig fine indretning og kunsten på væggene, besad rummet ingen reel varme og Genevira konstaterede, at dette næsten måtte være, hvor han modtog folk i mere professionel sammenhæng. Hvis han anvendte rummet overhovedet.
Hun lukkede døren og fortsatte ned af en tilfældig gang, fandt sig selv i en spisestue, der så ud til at have været benyttet så lidt, at den kunne have hørt fint hjemme på et museum. Ikke fordi der på nogen måde var støvet, som om det stod ubeboet hen, men alt virkede…nyt. Som om det kun lige var blevet stillet op. Et teatersæt. Forestillingen om det ideelle hjem måske.  Bordets overflade var så blank, at hun kunne have spejlet sig i den. Lysekronen over hendes hoved glitrede. Tja, han antydede lidt aftenen før, at han sjældent spiste, kom hun i tanke om, før hun lagde dette lokale bag sig og fortsatte ned ad gangen. Efterhånden lagde hun mærke til at sagte, men hektiske fodtrin syntes at løbe i samme retning som hun selv, altid efterfuldt af lyden af gardiner, der blev trukket for og det gik op for hende, at nogen i huset sørgede for, at hun ikke blev stegt levende af solen.
Så han havde altså ordentlige tjenestefolk? Dem burde han ansætte nogle flere af.
På sin vej lagde hun efterhånden mærke til flere portrætmalerier af Valentine selv, men ingen andre, der realistisk kunne være familiemedlemmer. Så de var virkelig ikke tætte huh?  
Dog fik hun andet og vigtigere ting at tænke på, da hun trådte ind i et enormt højloftet rum, der let kunne have gjort det ud for salen på et slot. Og hun så noget, hun aldrig før havde set. En indendørs have. Der var træer??? Hvordan fik man træer til at vokse indenfor? Hun vandrede omkring i rummet, rørte forsigtigt ved blomster og undrede sig ved den lyden af marmorgulv under sine fødder i stedet for græs eller jord. En lille kulørt fugl fløj forbi hendes ansigt. Hun opdagede endog, at der var en lille fiskedam hugget ud i en del af gulvet.
Hun tabte tiden her i denne lille eventyrverden. En ting hun ikke troede kunne eksistere. Hun kom først i tanke om, hvor mærkeligt det måtte se ud, at en vidt fremmed bare vadede rundt, da en hun spottede en tjener der stod og betragtede hende med dyb forvirring malet i ansigtet.
En ung elvisk mand stod og  rodede lidt nervøst med sin lange kastanjefarvede fletning. Han havde blomster siddende i den, hvilket fik Genevira til at smile en smule. Hans øjne var tofarvede gik det op for hende.  Det ene blåt og det andet brunt og de virkede underligt glasagtige. Som om han ikke var helt tilstede i lokalet, men befandt sig et andet sted. Hans blod lugtede underligt. Hun overvejede, om han var hendes gardinspøgelse.
”I should probably get back,” konstaterede hun mildt.

Do bring up some tea and…I don’t know what he eats, some fruit maybe? If you would be so kind." Det var ikke et spørgsmål. Genevira var vant til at dirigere de andre tjenestefolk, derhjemme rundt, så alt forløb til ønskelige resultater. Manden gjorde da heller ingen indvendinger, før han forsvandt for at lade hende finde vej tilbage selv. Hvilket tog noget tid, men det lykkedes da til sidst.
Hun bankede forsigtigt på. For det tilfælles skyld, at Valentine var vågen, ville hun ikke bare brase ind. Så åbnede hun døren og trådte indenfor på næsten lydløse fødder.

Det behagede ham at mærke, hvordan hun faldt til ro. Hvordan deres bevægelser fulgte hinanden, og hvordan alt ved hende udstrålede en form for nydelse. Selv mærkede han ikke andet. Ikke engang da hendes negle begravede sig i hans ryg, eller da hun lod tænderne glide imod den sarte hud på halsen. Tværtimod syntes det blot at bringe en ny iver frem i ham, som han selv havde svært ved at skjule. Men det han var ikke bekymret. Alt for meget andet ved deres akter optog hans opmærksomhed, og hans sanser var desuden travlt optaget med fornemmelsen af hendes kølige hud så tæt mod hans. Og hendes læber… overalt.

------------------------ TIDSHOP -------------------------------

Det varede en god rum tid før, at den blege krop omsider begyndte at røre på sig igen. Valentines skikkelse lå spredt ud over den enorme seng, mere eller mindre dækket af de tynde silkelagner, imens lyden af rolige vejrtrækninger fyldte soveværelset. En dyb og drømmeløs søvn havde holdt sit greb om ham de sidste par timer, men langsomt, ganske langsomt, lod den endelig til at slippe sit tag. De dybe vejrtrækninger stoppede et øjeblik, imens de blå øjne blinke søvnigt, som de forsøgte at fokusere på loftet over sig. Et øjeblik lå han blot. Nød fornemmelsen af et hoved, der for en gangs skyld ikke værkede af for meget vin natten før… indtil han huskede. Hende. Genevira. Vampyren der bogstavelig talt var dumpet ind i hans lift. Deres aften havde taget lidt af en drejning. Ikke at han beklagede sig. Minder fra nattens hede stund gled lige så stille frem af søvnens greb, og han huskede med velbehag følelsen af hendes kolde hud presset imod hans egen, og måden hun havde kaldt hans navn. Valentine skubbede dovent tankerne væk igen inden, at de påvirkede ham for meget. Dem og så tanken om hendes forbandede bløde hænder mod hans kind.

Valentine drejede prøvende hovedet, og kunne – ikke helt overrasket – konstatere, at hun var borte. Var det et stik af skuffelse? Nej. Han blev enig med sig selv om, at det udelukkende handlede om, at han ikke ville opleve fornøjelsen af at vågne op til hendes reaktion på aftenen før. Det lod trods alt til at have været en hel ny verden for hende, hvilket han til evig tid ville fryde sig over at have introduceret hende til. Valentine var ikke i tvivl om, at noget var blevet vækket, som ikke havde været der før. Eller… måske havde det. Slumrende. Men ak ja, det var vel en synders job i bund og grund. Fordærv. Det var ikke ligefrem noget, som holdt folk hængende i det længere løb.

Med en lille kraftanstrengelse fik han skubbet sig op at sidde i sengen. Et jag skød igennem kroppen ved bevægelsen, og en hånd gled prøvende om mod ryggen, hvor de mødte friske sår i fuld gang med at hele. Valentine kunne ikke undgå at le stille for sig selv, imens han lod hånden falde igen. Hun havde kløer. Og hun kunne finde ud at bruge dem. En egenskab som han satte stor pris på i mere end én sammenhæng. Mellem nogle vildfarne hårlokker, kastede han et blik mod et af vinduerne i soveværelset. Han havde ingen tidsfornemmelse, og gardinerne var som altid trukket for, da han trods alt havde det med at sove om dagen og arbejde om natten. Stearinlysene var brændt et godt stykke, men det sagde ham ikke meget alligevel. Med et træt suk fik han skubbet sig ud over sengens kant, og spejdede efter den nærmeste tøjgenstand. Egentlig bevægede han sig gerne rundt nøgen. Valentine havde ingen problemer med sin krop. Men… aftenen før havde efterladt sine spor. Han drømte om et bad, og et glas vin. Så han fandt en halvlang silkekåbe, som han iførte sig, hvilket dækkede de mest udsatte steder. Det meste af brystkassen kunne dog stadigvæk spottes – den del som altså ikke var dækket af mængder af lyst, pjusket morgenhår.

Valentine fik skubbet et gardin let til side, og konstaterede roligt, at det måtte være midt på dagen ud fra solens position. Hvor længe havde hun mon været borte? Før solopgang? Han trak sig fra lyset igen, og lod gardinet falde på plads, imens han forsøgte at huske, hvornår han var blundet hen til ingen nytte. I stedet begav han sig hen mod en skænk, hvorpå der stod placeret en karaffel samt et par tilfældige krystalglas. Med en trænet hånd, fjernede han proppen og skænkede sig selv et glas af den søde vin. Den var let, og han brugte den gerne til at starte dagen med. Få ro på tankerne. Med glasset i hånden bevægede han sig lidt ud i soveværelset igen, imens de blå øjne fandt den rodede seng. Intet tydede på, at hun overhovedet havde været der. Intet havde hun efterladt. Valentine sukkede kedet ved tanken, og førte glasset op for at tage en slurk. Netop som han mærkede vinen glide ned, fornemmede hans øre lyden af dørhåndtaget. Glasset blev sænket igen, og Valentine betragtede med stor overraskelse, hvordan den lille vampyrskikkelse sneg sig ind i værelset. Hun var her stadigvæk???

” Miss Genevira!... I… didn’t expect to see you here. I mean… I didn’t think you stayed?”

Han vidste egentlig ikke selv, om det var et spørgsmål eller blot en konstatering. Men ubevist lyste øjnene en tand mere op, og et varmt om end lidt søvnigt smil havde formet sig. Han blev dog stående. Iført den halvåbne morgenkåbe, med det lange hår lidt rodet fejet over den ene skulder, og et glas i hånden. Hun bar stadigvæk tøjet fra natten før, så han tvivlede på, at hun havde været hjemme. Hvor… havde hun så været?

Var det chok i hans ansigt? Forvirring? Måske skulle hun rent faktisk være gået tidligere, før solen stod op. Hvis nu hendes fortsatte tilstedeværelse generede ham. Men så lyste hans ansigt op og hun kunne ikke selv lade være med at smile. Hvis hun havde haft et levende hjerte, havde det sikkert glædeligt skippet et slag over den varme imødekommenhed i hans ansigt.

”Sorry. I do hope it’s alright that I stuck around? You went out like a candle around dawn and I slept…or well I didn’t sleep, it’s more like death without the commitment? For a few hours, but you were still asleep, when I woke and I didn’t want to disturb you, so I went exploring instead.”

Hun lod sig uceremonielt dumpe skødesløst ned på kanten af sengen. Det var det letteste sted at sætte sig. Efter at have været så…åben aftenen før, ville det have forekommet Genevira sådan lidt kunstigt, at gå tilbage til opstyltede formelle former. Selv hendes accent fik lov at gøre som den ville, hvilket sagde en del om, hvor mærkeligt hjemme hun trods alt følte sig i den givende situation.

”I hope you slept well by the way,” tilføjede hun hurtigt, da det gik op for hende, at hun teknisk set ikke havde sagt godmorgen endnu. Uhøfligt.

”Your house is….incredible I feel like I could have used two days just walking around and I still wouldn’t have seen everything. You know, my mother used to clean for rich people and sometimes she would bring me along to help her, and I thought those were impressive, but damn. Go home.” Hun gestikulerede begejstret med hænderne, imens hun talte, ivrig efter at videregive sin entusiasme for stedet. Det var næsten smerteligt, at Doomsville ikke var lige så smuk, på trods af, at hun og de andre tjenestefolk da gjorde et eller andet for at få borgen til at virke lidt mere som et hjem.
Hun betragtede ham muntert.  

”Wait are you having wine? For breakfast?” Var det noget rige mennesker bare gjorde? Måske var det meget svag vin? Hun anede ikke noget og hun havde om ikke andet ikke tænkt sig at skælde ham ud for det. Hvad skulle hun forestille at være? Hans mor? Guderne forbyde det.
En svag banken på døren nåede hendes ører og hun rejste sig fra sengen.

”I took the liberty to get some breakfast,” sagde hun mildt. ”You didn’t really eat anything last night and you can probably only sustain yourself on wine for…a while I presume?” sagde hun med et drillende smil, før hun åbnede døren og tog imod en bakke, hvorpå der stod en porcelænstekande og tog kopper samt diverse små tallerkener og skole med frugt.
Hun anerkendte tjeneren med et kort nik. Der var ingen årsag til at blive helt overstrømmende, han gjorde trods alt bare sit arbejde.  Så lukkede hun døren med foden og vendte sig for at finde et sted at placere tingene. Det nemmeste viste sig at være den selv samme skænk, hvor Valentines vinkaraffel stod placeret.

”I had no idea what you usually eat for breakfast, seems you prefer liquids anyway, so I just opted for something light, and you can never go wrong with tea,” fastslog hun og nødt den sart blomsteragtige aroma fra kanden. Jasmin lod det til. Hun sikrede sig at teen havde trukket tilstrækkeligt længe, før hun med en finesse, der måske var overdreven blot for at hælde noget over i noget andet, hældte op i begge kopper og gav ham den ene. Et øjeblik følte hun sig elektrisk, da hendes fingre strejfede hans. Før i går aftes, ville hun absolut have leet ved tanken om, at der kunne opstå et sådant behov for at røre ved et andet menneske, men nu? Hun rakte op og lagde en hånd mod hans kind og stod sådan lidt. Den ene evigt kolde hånd varmet af en tekop den anden af levende hud. Hun vidste udmærket godt, hvad hun foretrak, men hun kunne ikke smide med flere af hans ejendele.
Hun trak hånden til sig og stod i stedet med begge hænder foldet om koppen.

”Do everyone in Sunfury have indoor gardens because it’s too hot to cultivate or enjoy outdoor ones? Or is that just you?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

”Oh and also, maybe like check on your servant? He smells weird.”

Valentine ville forsikre hende om, at hendes tilstedeværelse ikke gjorde noget. At det faktum, at hun var blevet, blot lettede hans dag og humør. Sandheden var dog, at det var en usædvanlig situation for ham. Han følte sig underligt sårbar velvidende, at hun havde set mere end han selv kunne styre. Nu var Valentine heldigvis både stolt af sig selv og sit hjem, så han var ikke nødvendigvis bange for, at hun skulle finde noget, som øjet eller sindet ikke fandt behageligt. Men… fra barndommens instinkter var der noget ildevarslende over at vide, at hun ikke sov. Men… døde? Pointen var dog, at hun havde betragtet ham i sit mest forsvarsløse øjeblik. Søvn. Der var engang for mange år siden, at det ville have kostet ham mere end blot en ”udbudden” gæst. Søskendeflokken havde ikke gjort det nemt for hinanden, nogensinde. Der var ikke plads til svage sjæle i en krig. Alligevel var der noget tiltalende over at blive mødt med et smil fremfor de sædvanlige døde udtryk, som de fleste af hans tjenestefolk bød ham – også selvom den sidste del var selvforskyldt. Valentines eget ansigt fortalte dog ikke noget om bekymringerne som lurede under overfladen. I stedet opretholdt han sit mest indbydende smil, som han svarede hende.

“No worries, darling. At most it was a bit… unexpected, but nothing more. Most of my guests tend to be long gone by the time I wake up… but I do not complain, waking up to your company. Quite refreshing. I do hope you found everything to your liking out there?”

Der var den igen. Accenten, som det endnu ikke var lykkedes ham at placere. Skødesløst kastet ud i rummet, som om de ikke lige havde mødt hinanden for 12 timer siden. Valentine var ganske afslappet af natur, så han fandt det egentlig blot underholdende. Hvordan én nats åbenbaringer kunne have så stor effekt på hende, som ellers havde været så dygtig til at passe ind med den helt rigtige dydige attitude og gode manere fra starten af deres møde. Valentine blev mindet om, at han stadigvæk stod op, da hun snakkede til ham fra sengekanten. Om end smilende, så var der noget over ham, som ikke var helt så… afslappet, som tidligere på natten. For dette var ikke naturligt. Hans hjemmebane var alt, hvad de havde foretaget sig indtil nu. Derfra kendte han så kun til mere sex eller overdådige morgenfester. Dette var… meget mere simpelt, og alligevel frygtelig kompliceret. Han tog sig sammen. Satte sig på sengekanten, og smed afslappet benene over kors, egentlig ligeglad med om det afslørede noget, hvilket det – heldigvis – ikke gjorde.

” Like a babe. And did you enjoy your… not so permanent death?”

Han lyttede til fortællingerne om sit hjem set med nye øjne. Hendes øjne. Så vidunderligt mørke og bundløse. Begejstringen var næsten… kær? Fagterne og iveren i stemmen. Som et lille barn. Og alligevel huskede han ganske tydeligt, at hun var alt andet end det. Selvom Valentine havde en idé om, at han var bedre end de fleste til at påskønne sine ejendele, så var han en sucker for komplimenter. Og da folks hjem havde det med at være en afspejling af deres personligheder, så svarede det vel egentlig til, at hun komplimenterede ham – hvilket var endnu bedre! Uden egentlig rigtig at tænke over det, løftede han glasset op til læberne, stadigvæk med blikket rettet mod Genevira, og en tog en slurk af den søde vin. Det var først, da hun pointerede det, at han atter blev opmærksom på, at ikke alle delte hans smag for alkohol som dagens første måltid. Valentine studerede kort glasset inden, at sendte hende et drillende smil, imens han vippede glasset let i hendes retning. En invitation.

” I am. Would you like some yourself? Or should we perhaps focus on finding you a more suitable meal?”

Netop som ordene havde forladt hans mund, bankede det på døren. Valentine rankede sig, og kastede et overrasket blik mod døren. Det lignede ikke hans tjenestefolk at forstyrre, når han havde selskab. Ikke medmindre de befandt sig i palæets andre værelser. Netop som han skulle til at rejse sig for at undersøge sagen, så fornemmede han ud af øjenkrogen, hvordan hun pludselig strøg mod døren. Aldeles undrende sad han tilbage og betragtede hende modtage en bakke fra Leaf, som om det var det mest naturlige i verden. Hans øjne nåede lige at fange elverens inden, at døren lukkede igen. Dette var ikke nogen frivillig gestus. Så meget kunne han da tydede fra det råvilde men stadigvæk omtågede blik. Hans magt holdt stadigvæk. Valentine skulle netop til at spørger, da hendes forklaring kom ham i forkøbet. Hun overraskede ham endnu engang. Hvor var den generte lille vampyr han havde mødt i de mørke gader? Genevira, kvinden som nær var faldet over sine egne fødder, ved blot en enkelt berøring? Forvirringen, som efterhånden havde overtaget endnu engang i hans udtryk, blev erstattet af en mild latter, som han rejste sig fra sengen. Hun lod til at have fanget hans præference for flydende kost rimelig hurtigt.

” I usually don’t eat breakfast. Leaves room for wine and fun times later, you see. But this seems like an excellent choice on how to start the day… Do you? Still eat?”

Hendes svar kunne måske hjælpe med hans spørgsmål om hende alder. Han havde hørt, at det kunne være svært for nogle at opgive vanen. Følelsen af varm mad, der fyldte maven. Men jo ældre de blev, desto svagere blev savnet. Valentine placerede sit eget glas ved siden af mængden af mad, som pludselig befandt sig på skænken, og snuppede sig et stedet en håndfuld druer. Han fulgte hendes øvede bevægelser med blikket, og bemærkede hurtigt, at hun skænkede op til to. Te var ikke lige hans kop… te. Men han nød duften, og serverede det ofte for gæster. Valentine tyggede sig igennem den sidste drue, og tog så lettere modvilligt imod tekoppen, som kortvarig kastede et blik ned imod. Nød dens klare, næsten gyldne farve i det smukke porcelæn. Men han drak ikke. I stedet vendte han sig, så de stod front mod front, og lod opmærksomheden vende tilbage til hendes ansigt. Det fæstnede sig kortvarig ved læberne inden, at han atter fandt hendes blik. Så lagde hun sin hånd mod hans kind. Så frustrerende ømt. Valentine mærkede til sin egen store irritation, hvordan hjertet slog en tand hurtigere – bare et øjeblik – men han var ikke i tvivl om, at hendes sanser var i stand til at opfange det. Han bebrejdede kulden. Selv var han stadigvæk behagelig lun. Øjnene gled lukkede sig, og han blev stående sådan et øjeblik, imens pulsen faldt til ro igen. Hørte godt hendes spørgsmål, men svarede ikke i første omgang. I stedet åbnede hans øjne sig, roligere i udtrykket og alligevel syntes de mere intense end før. Smilet var falmet, men hans stemme stadigvæk dyb og inviterende. Nysgerrig.

” You seem like you care an awfully lot people you’ve only just met. Me. My servants – who will be fine, I’m sure… Why is that? You could leave. You should. I’ve taken your innocence. Yet here you are, trying to feed me. Why do you care?”

”Of course I liked it. What haven’t I said enough? Do you want it in writing as well?” Sarkasmen var ikke til at tage fejl af, men blev dog blødgjort af den muntert perlende latter. En lille del af hende, måske mest den del, der havde holdt så meget af eventyr med lykkelige slutninger, da hun var yngre var dog sagte ved at boble over af glæde over, at han så relativt åbent indrømmede, at han nød hendes selskab. Bevares, det kunne være en løgn, for at føje hende i, hvad han måske tænkte, at hun havde behov for, men på nuværende tidspunkt mente Gen ikke, at dette kunne tænkes at være tilfældet. Der var trods alt mange, der ville have vovet at påstå, at han allerede havde fået, hvad han på nogen måde kunne have taget fra hende i løbet af natten og hvis hun havde vist sig utilfredsstillende, var der vel i for sig ingen grund til at opretholde nogen form for venlig facade. Alligevel kunne hun ikke lade være med at studere hans ansigt et øjeblik. Barndommen havde lært hende ikke at tage ret meget for gode vare og de fleste ville kun have noget af en. Hvad det noget var varierede så fra person til person. Hendes egen tidligere forlovede var den mest åbenlyse hun havde stødt på og hun havde da også føjet ham, mest fordi hun vel lige så godt kunne vænne sig til væmmelsen med det samme. Og fordi, hvis hun var blevet gravid dengang, ville det nok blot have ført til et skyndsomt forkyndt og afsluttet bryllup, før nogen kunne se det, i stedet for, at hun ville være blevet slået ihjel.
Men Valentine lod, i skarp kontrast til, hvad hun inderst inde havde forventet, ikke til at være ligeglad med hende. Der var ingen tegn på skjult mishag eller morskab på hendes bekostning. Og hun hagede sig fast i denne velvilje, som hun også havde gjort det med visse andre folk. Kastede sin opmærksomhed og energi over på ham i håbet om at kunne beholde den omsorg, hun var blevet frarøvet det meste af tidligere i livet.
Det var også med en vis selvtilfreds, at hun noterede sig, at det ikke kun var ham, der var en ny oplevelse for hende, men også omvendt. På markant forskellige måder godt nok men alligevel. Dog havde hun svært ved at forestille sig at blive forladt af alle sine…gæster på den måde. Uden så meget som et farvel. Et øjeblik rynkede hun panden og betragtede ham med noget, der nok bedst kunne beskrives som en mild bekymring. Følte han sig aldrig…brugt? Udnyttet? Reduceret til kød og intet andet?
Hun havde selv følt alle disse ting engang og dengang var det hende der var flygtet. Det vendte sig i hende ved tanken om at skulle håndtere den slags følelser på en regulær basis, som hun nok ville have skullet, hvis hun rent faktisk var blevet gift dengang.
Tja. Måske var det anderledes for Valentine. Mindre som at blive rykket op med rode kun for at blive kastet til side bagefter.
Hun blev trukket ud af sine tanker ved hans næste ord. Han virkede en anelse…ukomfortabel? Ved hendes måde at sove på. Ved nærmere eftertanke kunne hun ikke rigtig fortænke ham i det, når hun satte sig ind i det fra en ikke-vampyrs perspektiv, virkede tanken om at have en pseudodød person liggende ved siden af sig, imens man sov egentlig ikke just tiltalende.


”Sorry bout that. I hadn’t thought about the implications, honest,” sagde hun og viftede hektisk med hænderne, som om hun forsøgte at afværge en potentiel krise.

”But to answer your question it was…restful I suppose? It’s actually quite hard to describe….it’s like…temporary nonexistence. I suppose sleep is too in a way, but…we don’t dream. Sometimes I almost miss that a little,”


funderede hun. Pludseligt tænksom.

Hun betragtede ham vippe sit vinglas i hendes retning med et næsten underholdt smil. Som om, der ikke var andre mere tilfredsstillende måder at smage vinen på. Hendes blik hvilede kort på hans læber. Før hun rejste sig og åbnede døren.
Hun lo ved hans svar. Det her var absurd, hvordan kunne han stadig stå op, hvis stort set alt han indtog var vin. Det virkede ikke som om, han spiste mad på nogen regulær basis helt generelt, ud fra spisestuens urørte udtryk, så…hvad spiste han egentlig? Ikke blod, så meget valgte hun at afskrive på forhånd. Sjæle som med dæmoner? Det forekom hende af en eller anden grund usandsynligt.

”Ocassionally,” svarede hun på hans eget spørgsmål. ”Sometimes there are things I want to try, because…well I couldn’t. I’m rather fond of sweets. And cake. But I’ll eat a lot of things just to try it,”

Tænkte ikke rigtig over, at han måske kunne bruge hendes svar til at udlede noget dybere. Og selv hvis det var hans pointe, ville hun nok have haft svært ved at se et problem med det. I stedet for at tænke over det spiste hun et par blodrøde granatæble kerner med en meget lille ske.

Alt det næste kom dog bag på hende.

Det hele skete så hurtigt, at det næsten var svært at bedømme præcis, hvad der havde udløst ændringen. Måske var det bare et sammensurium af flere ting på én gang. I hvert fald var stemningen blevet…anderledes som ved et trylleslag. Ikke dårlig, som da hun havde bragt Kain på banen. Nej denne gang var den blot pludselig blevet mere…alvorsfuld? Dyb på en eller anden måde? Det lød ikke som om han spurgte, fordi han som sådan var fjendtligt stemt overfor hendes adfærd, men snare som om den virkelig oprigtigt undrede ham, og han ønskede en reel forklaring.

”You say that as though it is completely out of the question that people could care simply for who you are,” sagde hun med et stilfærdigt suk.

You were kind to me, when you had every reason not to be. You listened without judging me and I appreciate that. And you might struggle with accepting this but I think you need it. Someone who just cares. Forgive me for being frank for a moment, but I think, even in the short time I have been here, I have proven that I might in fact be surprisingly good for you.” Hun drænnede næsten sin tekop, stillede den fra sig og lagde armene over kors. Hun fnøs. En frustreret lyd. Ansigtet blev lagt i forbavsende kølige folder og selvom hun var en del mindre end ham og derfor så opad, var der noget kjesende stolt i den lille krops pludseligt urokkelige holdning.

”What is it with men and thinking that you take everything? I can assure you, that you took nothing I did not willingly give and if you had, we would not be having this conversation. And as for my innonce? If we’re talking about the one defined by the world as being somewhere between my legs, well I lost that a while ago? If we’re talking an entire trait of my personality? Well by Elona’dal’s holy left tit, I hope I have a stronger character than the two of us sleeping together being able to fundamentally change my entire personality,” sagde hun. Hun stod sådan et øjeblik, betragtede ham med et blik, der næsten realistisk ville kunne have smeltet stål. Og så blev hun pludseligt blødere igen. Stille.

. ”I’m glad you did though. You were much more….caring than I would have excepted. No, Val. What you did was not…taking at all.”

På den ene side var Valentine glad for, at Genevira ikke lod til at have mistet sig selv efter deres aktiviteter tidligere på natten. Mange af hans tidligere sengepartnere, specielt jomfruer eller dem der mindede om det, lod til at miste pippet en smule, så snart tingene var overstået. Selv hvis de valgte at blive hængende umiddelbart bagefter var det som om, at noget i dem var væk. Sulten var tilfredsstillet, og de anede ikke, hvordan de skulle håndtere ham derfra. Så de gik. Eller han smed dem ud. Hvad end der kom først. Genevira lod derimod til at håndtere tingene fint. Lidt for fint faktisk. I forhold til, hvor naiv hun havde fremstået på gaden, og hvor uskyldigt udvidende hun havde erklæret sig selv lige inden, at de fuldførte akten, så var der intet spor af det nu. Tvært imod opførte hun sig, som om, at dette var det mest naturlige i verden. Hun virkede næsten lidt for hjemlig. Var han blevet snydt? Nej. Sulten havde talt for sig selv. Men alligevel var han måske en smule skuffet over, at hun ikke virkede mere påvirket. Han skulle ellers mene, at hun ikke havde klaget tidligere. Valentine lyttede til latteren. Så let og hjertelig. Et smil formede sig, imens de øjnene fikserede sig ved hendes mørke. Et drillende glimt spillede i den blå farve, som han talte.

” A written recommendation? That wouldn’t be too bad. For future… visitors… to know what to expect. House tour and rides, of course. I suppose you have an opinion on both?”

Det med ikke at eksistere for en stund lød helt rart i hans øre. Drømmeløs. Det var efterhånden lykkedes ham at opnå nogenlunde samme resultat med vin, sex og diverse euforiserende stoffer. Men drømmene kom altid tilbage. Det var enten eller. Og drømmene var altid så tydelige. Eksplosioner af minder og tanker der clahsede, og syntes at varer i timevis. Han havde ofte fornemmelsen af at kunne mærke ting skete i drømmene på sin krop, når han endelig vågnede. Som da de skete i virkeligheden. Han ville ikke sige, at han var blevet vant til det. Men det var blevet nemmere at leve med… end før.

” No implications here, darling. Just curious, that’s all. It’s not every day I have a creature of the night roaming my house.”

Han brugte ikke meget krudt på at berolige hende. Han så ærlig talt ingen grund. Hendes forklaring lød allerede noget mere… fredfyldt… end, hvad han først havde forestillet sig. Desuden var hun hurtigt videre. Elegant vimsede hun rundt, som var hun blot endnu en af hans tjenestefolk. Da tanken slog ham, gav det egentlig god mening. Han kunne nemt se hende i rollen, og det ville forklare meget om hende. Men hvor? Det var dog udelukkende spekulationer.

En svag rosa farve kunne spottes på de blege læber et ganske kort øjeblik, som Genevira førte skeen ind i munden. Valentine bemærkede det. Noterede sig stille tanken om, at en mørkerød farve ville klæde hendes læber godt. Og hvordan han desuden nød synet af den slags aftryk spredt ud over sin egen blege hud. Men han sagde ikke noget. Stod blot smilende og betragtede hende med samme ro som før, imens tankerne gled igennem hovedet på ham. For hun måtte være ung. Men hvad var ungt for et udødeligt væsen? 50 år? 100 år? Han valgte ikke at spørger. Mange kvinder brød sig alligevel ikke om den slags. Desuden var han travlt optaget af reaktionen på hans eget spørgsmål. For… hvor vovede hun! Antage at han havde brug for hende? For ømhed og selskab? Valentine mærkede roen krakelerer en smule. Hun forsøgte at krybe ind under huden på ham. Havde gjort det lige fra starten. Men han nægtede. Mærkede næsten fysisk, hvordan han instinktivt trak sig bort fra hende. Ikke meget, men nok til, at det ville kunne registreres. En fri hånd gled op og greb om kanten på kåben, måske mest for at have noget fysisk at forholde sig til. Smilet var der på mirakuløs vis stadigvæk, men det havde mistet sin glans. Og latteren der fulgte lød hul.

” Good for me? Darling, please, don’t be mistaken. While I most certainly enjoyed bumping into you last night and everything that followed, I’m doing just fine by myself. I have people longing for me every day at work, and as soon as I step in those doors, I have people tending to my every wish. And while I’m still nothing like Invidia – thank the gods – which means I can appreciate a beauty in body AND soul when I see something special, that doesn't mean I’m on the lookout for something more than that. Because I know for a fact that people always want something. Greedy, hungry, lovesick people. I know what they want, and they give me what I want in return. That’s how it works. Now the only thing left for me to do, is figure out what else you could possibly want by staying here, risking your own safety in brought daylight… for what? Tea?... So no, darling. I’m not kind. I just listened, as I always do.”

Han kæmpede med at styre, hvad hendes ord havde sat i gang. Følelserne, forvirringen og fornærmelsen der skyllede igennem kroppen. For han kunne ikke komme sig over hendes frækhed. At antage, at han havde brug for nogen som helst. Kærlighed? Han var Grådighed! I egen høje person! Intet og ingen ville nogensinde være nok for ham. Et øjeblik var fristelsen næsten for stor. Han ønskede at gribe om hendes slanke skuldre, og fortælle hende alt. Så hun vidste, at han talte sandt. Så hun aldrig ville blive i tvivl igen. For selvom han ikke havde decideret udnyttet hende for sex, så var der vel intet mere i det. Hendes selskab var ganske vist spændende, men at hun antog, at han havde ønskede det? At hun blev?... Nej. Hun var blot… En nysgerrig sjæl, der havde stukket næsen lidt for langt frem. For de eneste han rigtig havde brug for, var sine søskende. Bundet af blod ville de altid have en skæbne sammen. At tiden inden den skæbne skulle træde i kraft var fyldt med meget tid alene, det havde ingen af dem rigtig været forberedt på. Men det var gået fint. Helt fint. Og det kunne en lille vampyrs selskab vel næppe ændre på. Ikke sandt?

Valentine blev pludselig opmærksom på, at han så væk. Han havde flyttet blikket fra hende efter at have talt færdig, og stirrede nu ned af sin egen krop mod det kølige gulv. Han flyttede blikket igen, da hun fnøs, og mødte til sin egen store overraskelse, et meget køligt udtryk. Hans ord var tydeligvis ikke tilfredsstillende for hende. Så han lyttede til hendes. Mærkede hvordan han ubevist tog et skridt bagud, da blikket lignede noget der var klar på mord. Og han var stadigvæk ikke frisk på idéen om en brækket nakken. Men det gik op for ham mod enden af hendes tale, at hun nærmest… takkede ham? For oplevelsen? Egentlig gav dem ham en dårlig smag i munden, måden hun formulerede det på; at han havde givet noget frivilligt fra sig. Men… hentydningen var vel egentlig meget god. Skiftet kom tilpas meget bag på ham, at han blot endte med at glo dumt. Som en lille skoledreng, der var blevet skældt ud af læreren, eller en synder fanget med hænderne i kagedåsen… han havde mærket et ubehag, som han ikke havde følt længe. Men i stedet for slag, pisk eller anden form for afstraffelse, så havde hun sluttet med milde ord. Så, uden rigtig at vide, hvordan han skulle forholde sig, blev han stående. Tavs og akavet. Indtil han til sidst sukkede frustreret, mest over sig selv. Valentine slap morgenkåben, stillede den urørte tekop fra sig, og lod derefter begge hænder glide over ansigtet, og igennem det lange hår, hvilket faktisk fik rettet en smule på morgenfrisuren. Hænderne hvilede stadigvæk mod baghovedet, som han svarede hende.

“You certainly do have that… I by that, I mean character. It’s not often I’ve had people berate me after sex. Never actually. I guess I’m starting to see why my brother kept you around. You keep things interesting.” Et lille skævt smil formede sig, som han fortsatte. Blikket virkede et øjeblik meget træt. ”I ’care’ for my partners, to make the best experience for both of us. If you feel good, then I feel good. Physically and mentally. You say caring, yet some would call that selfish. I don’t know… But what I do know is, that I’m not a generous soul by nature. And someday you might learn that the hard way – if you decide to stick around till then, that is.”

Armene faldt ned langs siden. Opgivende næsten. Dette var blevet langt mere kompliceret end Valentine havde håbet. Selvom han fandt hendes selskab forfriskende og nyt, så var han slet ikke indstillet på denne type samtale så tidligt på dagen. Selvom der dog allerede syntes at være et mønster i deres samtale. De holdt sig ikke på sporet ret længe ad gangen, men det hele blev hurtigt intenst og nærgående. Og han reagerede, som han altid gjorde. Forsvarede sig eller trak sig, hvis det blev sådan. Sårbart. Men han kunne ikke stille meget op. Han var vitterligt fanget i sit eget hjem. Han kunne smide hende ud, men… ville han virkelig det? Nej. Han ønskede egentlig bare at genfinde harmonien mellem dem fra tidligere. Ikke nødvendigvis seksuelt, men roen der fulgte, havde været vidunderlig. Så han forsøgte en mellemvej, og slog inviterende ud med armene.

” Look, I never meant to start they day with such heavy topics after such a wonderful night. I was really just looking forward to a long, relaxing bath. And I still am. But since you’re stuck in here till nightfall, you might as well enjoy yourself. So… care to join me? Or would you prefer continuing your exploration of the corridors?”

”I mean…my writing isn’t all that good to be completely honest with you but, I’m sure I could find a few things to say. It was very…very nice? That’s not the right word….I don’t know how to talk suddenly. That thing you did…with your tongue is that just…a thing people do in the south?”Et øjeblik følte hun sig komplet akavet, men hun anede heller ingen ting. Om noget stort set.
Så hun greb chancen for et emneskift med kyshånd. Ikke, at hun havde meget mere forstand på det end det andet, men det gjorde hende trods alt mindre akavet.


”Is that so? Well, if I’m the first vampire, or even one of the first you meet, I fear I must apologize and say that I don’t know if I’m a paticually….fitting example of what the rest of us are like. Oh well, I guess you’ll only ever be disappointed by the rest of them now. We’re not al this cute,” sagde hun med antydningen af et skævt gavtyveagtigt smil, der afslørede et glimt af en hugtand. Forsøget på at feje sin tidligere akavethed og manglende ekspertise ind under gulvtæppet.

”I met one last month at a fancy dinner who almost murdered me. Only survived because our leader found me more amusing than the rest of the party or whatever. Or I think that’s what happened. Who knows? The man was weird. Oh well. Just saying that if you happen upon more of us, maybe…don’t use your experience with me as an indicator of anything I guess. A lot of them do NOT fuck around it seems…” Det gik op for hende, at den sætning muligvis var dumt formuleret, givet konteksten de befandt sig i.

”Well not like that,” fastslog hun nøgternt og slugte en tår te, før hun kunne sige noget, der ville være endnu mere dumt.
Det havde hun så tydeligvis gjort alligevel, kunne man sige. Hans ord var som at blive overhældt med en spand koldt vand. Hvis ikke hun havde haft for travlt med at bande sin egen naivitet langt væk, kunne hun sikkert have fundet på noget spydigt at svare ham igen med. Skudt ham i skoene på præcis hvilke punkter, han og hans bror trods alt alligevel var ens. Kølige følelsesmæssigt utilnærmelige mennesker, der ikke blot trak sig, men lukkede fuldstændig ved første tegn på oprigtighed fra nogen.
Genevira sagde intet. I stedet bøjede hun hovedet og stirrede resolut ned i en knast i gulvet. Direkte øjenkontakt havde hun erfaring med fra andre situationer kunne opfattes som en provokation, der bare ville gøre alt værre. Hun kunne ikke trække sig fysisk fra ham, ikke på en måde, der betød noget, set i forhold til, at de var i hans hus, men hun havde års øvelse i at trække sig så langt ind i sig selv, at hun næsten ikke eksisterede. Det måtte være som at få smækket en ellers vidt åben lige foran ansigtet, hvordan hun gik fra muntert overstrømmende til så frossent underdanig, at det næsten virkede dødt.

Det her er værre end sidst. Hvad har du gang I? Dengang havde du da i det mindste ikke nogen illusioner om, hvad der foregik omkring dig. Gør hvad der forventes af dig og forsvind.

Hun skulle være gået sin vej. Hun havde formodet alt for meget. Antaget en eller anden form for gensidig forståelse, da der tydeligvis ingen var.

Det ville have været meget nemmere, hvis du bare havde spist ham.

”I am sorry to have overstepped my bounds, sir," ,” erklærede hun fladt. Udtrykket ulæseligt. Selv den tillærte Terrorville dialekt var tilbage på plads.

”I hope that you got what you wanted then,” tiføjede hun, lige så tomt høfligt, som hvis hun havde kommenteret på vejret.
Det var først ved hans sidste spørgsmål, at hun endelig løftede hovedet og mødte hans blik. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede ham agtpågivende. Næsten mistroisk. Der var opstået et skil mellem dem, hun ikke var sikker på, hvordan hun skulle krydse. Men illusionen af en eller anden fælles forståelse, falsk om end den var, havde været tilpas rar til, at hun gerne ville prøve.

Han har ret, du er virkelig…lovesick….patetisk.

”Well alright, you lead the way then,”

Den stakkels kvinde. Det var i hvert fald hans første tanke, som hun fortalte om den manglende glæde ved at opleve en partner være… syd for grænsen, som man så stuerent kaldte det. Ak ja. Mange af hans kvindelige partnere / kunder lov til at have det samme problem. Mænd var tydeligvis ikke opmærksomme på kvindens nydelse, når tingene først kom godt i gang. Valentine nød bestemt også følelsen af den ekstra omsorg der blev ydet dernede på hans egen krop – hvad enten det var en mandlig eller kvindelig partner som udførte det. Men han nød næsten lige så meget at mærke en kvinde, som var gjort godt klar. Det gjorde ligesom oplevelsen bagefter langt mere… velsmurt. Man var vel perfektionistisk. Han smilede varmt af hendes ord.

” No need to rush perfection, darling. Best to leave the feeling to linger in your body. Then, when the time comes for my review, you’ll know just what to write. And perhaps if I like your review… we’ll find ourselves in a similar situation once more… But I’m sure you’ll be able to find the experience elsewhere, even in dark ol’ Doomsville, but never as good as here.”

Om her betød hos ham eller Sunfury, det lod han være op til Genevira. En invitation var i hvert fald blevet overrakt – mundtligt i hvert fald. Bare fordi han fandt forlængelsen af hendes selskab denne morgen en kende unødvendig, betød det ikke, at han ville nægte dem en nat sammen igen. Det havde trods alt været en fornøjelse for både sjæl og sanser. Sådan en kulde gjorde noget for kroppen, som han ikke havde prøvet længe.

” And right you are my dear.”

Valentine havde skam mødt vampyrer før. Han arbejdede endda med et par stykker af dem. Alligevel var det ikke dem, som han hang mest ud med. Mest af respekt for sit eget gode skind. Nogle havde reageret underligt på ham, og det sidste han ønskede, var at blive ædt så ung, at han ikke nåede meget mere end det, han allerede havde opnået. Men hun havde ret omkring et par ting. Genevira var langt fra et klassisk eksempel på de andre artsfæller han havde mødt. Hun var dødeligt stærk, og kunne tydeligvis være intimiderende, når hun virkelig ønskede det. Men udover det var hun næsten… nuttet? Skrøbelig? Vampyrer var toptunede rovdyr, og brugte mange beskidte kneb for at lokke deres bytter. De bar ikke altid dæmonernes naturlige evner for skyggemanipulation eller forførende elementer, så de lærte andre ting. Genevira virkede mere som en forladt kattekilling, som man fik ondt af på gaden, og tog med hjem… hvorefter hun knækkede nakken på en. Et øjeblik drømte Valentine sig væk ved tanken om at se hende i klæder der virkelig kunne fremhæve hendes iskolde skønhed, samt den koldblodige hunkat hun så nemt kunne være. Det var i hvert fald indtil hun nævnte ordet ’leder’.

” Fancy dinner with your leader, huh? Seems quite a drop to end up with this unknown gentleman. I mean, I’m a great catch, but I’m no vampire nobleman, I’m afraid… though I know a couple of those myself.”

Han drillede. Så meget var tydeligt ud fra både stemme og smil. Men han var også nysgerrig. Hvis hun rendte rundt med vampyrens leder, så var Genevira næppe helt så langt nede i fødekæden, som hun først havde forsøgt at forklare sig med. Den del blev han nødt til at forhøre sig om. Men på det bedre tidspunkt… tingene gik i hvert fald meget hurtigt skævt. For pludselig døde hele stemningen. Det lod til, at hans afvisende tilgang havde haft en ret voldsom effekt på den lille vampyr. Dette havde ikke været intentionen. Kunne hun dog ikke blot forstå, at han blot forklarede tingene, som de var?

Valentine skar ansigt af den stive tone, og dialekten der endnu engang slog om. Det virkede ikke som noget godt tegn. Specielt ikke, da hun samtidig nægtede at møde hans blik. Han fik lyst til at sukke opgivende af hele scenariet, men holdt sig bevidst fra handlingen, da han ikke var i tvivl om, at hendes skarpe øre ville opfange det tydeligt. Og da hun allerede mindede om en forslået gadehund, der blev sat på plads, var det sidste han ønskede at sparke til en som allerede lå ned. Det havde hun trods alt ikke fortjent. Hun havde ikke gjort ham ondt. Det var blot hendes idéer der tydeligvis var urealistiske. Og hvilken gentleman ville han dog være, hvis han ikke gjorde det klar fra starten af? Det var netop en af de grunde til, at Valentine holdt sig fra al det som folk i daglig tale beskrev som værende ”kærlighed”. Følelser var så frygteligt forvirrende, og slæbte ikke andet end ondt med sig. Og selvom han ellers var fortaler for netop den slags, så gjaldt det ikke helt så meget hans eget privatliv. Den del skulle allerhelst forløbe ganske flydende. Han holdt sig derfor til, hvad han forstod bedst. Synd. Grådighed, fråseri og sex i overflod. Hvad mere skulle man ellers bruge? I hvert fald ikke næsvise gæster! Alligevel var der noget der vred sig ubehageligt i ham, ved synet af vampyren. Selv da hun mødte hans blik. Noget var dødt. Gnisten fra tidligere var væk. Fandens… Endelig sukkede han. Mest frustreret hendes monotone ordvalg, og måden hun pludselig tiltalte ham. Sir? Hvad var han?? Midaldrende?!

” No, no… Don’t call me that. If you want to call me anything besides Valentine, you’ve got to get a bit more creative. I don’t want it to sound like you’re addressing your father or something. Please!”

Pludselig var han oppe ved hende igen… eller rettere sagt, ved siden af hende. Endnu engang gik det op for ham, hvor lille hun egentlig var, som hans blå øjne kastede et blik ned mod hendes skikkelse. Han havde ikke skyndt sig, men i stedet bevæget sig ganske roligt, som han havde talt. Han ville ikke invadere det skrøbelige rum, de havde skabt mellem dem. Men… at blive stående her hjalp heller ikke meget. Derfor lod han forsigtigt en arm, klar på at flytte sig i tilfælde af eventuelle udfald, lægge sig blidt omkring hendes modsatte skulder, imens han stillede sig ved hendes side. Samtidig lod han blikket fortsat hvile ned mod hende i håbet om, at hun ville møde hans blik, imens han begyndte at førte dem mod badeværelset. Imellem tiden ville han dog tale, uanset om hun så på ham eller ej.

“You know what? I did get what I wanted. Because what I sought was your pleasure… and my own. And there’s no shame in that. I wanted you to enjoy it as much as I knew I would. My point was not to dismiss you after all this. As I told you earlier, I find you company immensely fascinating… but I am a lone soul. It’s just what I do. How I was made. Though, I might not be as hostile about it as Invidia, we’re both just facing reality. You talked about your mother earlier. The things she taught you. Well… we learned this from father. We were not made for love. And there’s really no way of changing that.”

Urgh, nu snakkede han om familie? Det var stadigvæk alt for tidligt til den slags i hans verden, men der var samtidig et spinkelt håb om, at Genevira måske ville forstå det bedre, hvis han brugte noget, som hun kendte til. Hun havde talt så åbenhjertet omkring moderen tidligere på natten, at Valentine havde en klar idé om, at familie var noget, som fyldte meget i hendes liv – på både godt og ondt. Så… håbet var, at Genevira ville have nemmere ved at se det fra en fælles vinkel. Meget mere ønskede han dog ikke at komme ind på emnet, hvilket passede udmærket med, at de nåede døren til badeværelset. Valentine skubbede døren op, og lod hende snakke, hvis hun ønskede det. Hvis ikke, ville han blot genne dem begge to indenfor.

Synet der mødte dem, da døren gled op, var et badeværelse på størrelse med en mindre lejlighed i Rotten Root. Centerstykket i badeværelset bestod tydeligvis af et massivt kar håndskåret af ren rosenkvarts, placeret i den modsatte ende af døren. Ovenover det enorme krystalkar hang der en gigantisk lysekrone, hvis gyldne grene bar på et hav af levende lys, der flakkede ganske let ved brisen fra soveværelset. Badeværelset bar som resten af palæet præg af lyse farver, dyre dekorationer og sans for detaljer. Badeværelset lod til at være delt op i flere dele, hvor der var plads til både at lette sig, men også at friske sig op efter badet, ved noget der mindede om et kæmpe indbygget sminkebord, hvorpå et kæmpe spejl stod placeret. På bordet stod et hav af forskellige cremer, dufte, makeup og gyldne smykker flød i massevis. Rundt omkring i badeværelset stod desuden forskellige kurve tomme, til gamle klæder eller nye fyldte, med bløde håndklæder og klude til efter badet. Levende lys, det sædvanlige nips og friske blomster stod desuden også sporadisk placeret rum omkring.

Normalvis ville Valentine lade det være op til tjenestefolkene at anrette hans bad. Men det sidste han ønskede, ovenpå en allerede anstrengt atmosfære, var tvillingerne som kom og forstyrrede det hele mere. Derfor lod han Genevira suge detaljerne til sig, og gik i stedet i gang med at fylde karret til dem efter, at han havde lukket døren. Karret blev fyldt ved en lille gylden hane, hvorfra der efter et øjeblik begyndte at strømme varmt vand direkte ned i det rosafarvede kar. Efter dette gled Valentine rundt i lokalet, og samlede en mindre håndfuld af diverse midler, hvorefter han vendte tilbage til karret. Fra sin favn, begyndte han at fylde det varme vand med et blandede sortiment af tørrede blomsterblade, essentielle olier og andet, som han selv ville finde behageligt i sit bad. Ganske langsomt begyndte der at sprede sig en behagelig varm og indbydende duft fra karret, som blandede sig med værelsets allerede lettere parfumerede omgivelser. Et øjeblik frygtede han, at det ville blive for meget for Genevira, men Valentine var sikker på, at han ikke ejede noget, som ville skade hende. De bar trods lignende svagheder, når der kom til visse genstande og væsker. Desuden skulle han mene, at han altid var omhyggelig med valg af sine ’ingredienser’, da han selv fandt det voldsom at bruge parfumer blot for at overdøve sanserne. Alligevel var der tøven i hans blik, da han igen vendte sig imod Genevira, og slog armene ud.

” Well? ”

”Well yes, I probably could but being honest, I can’t really see why I should go and seek it out. Seems to me, there’s too much bad between finding a good one. No kidding one of the key selling points of my fiancé, when my father was setting that up was that he didn’t seem like the type who would beat me. Probably. He didn’t but it’s such a silly argument. Everyone knows they only start doing that shit, once you can’t legally get away from them anymore and no one can do anything except hope you don’t die.” Hun stirrede på et ubestemt punkt i luften et øjeblik, inden hun lod til ligesom at ryste noget rent fysisk af sig.
Det næste han sagde fik hende til at grine så meget, at hun først havde svært ved overhovedet at sige noget, der ville give bare en lille smule mening for Valentine. Især fordi hendes accent et øjeblik lod til at være blevet endnu tykkere end ellers.

”You….you would compare yourself in a bad way to…that.” Latteren overtog hende igen og hun måtte tørre lyserøde tårer væk fra sin kinder. Hvis han så meget som havde lagt øjne på Marcus Davison, så ville han forstå at denne sammenligning var komplet latterlig.

”He is rude, dresses awfully and it’s his fault that I am ow the enemy of a way more powerful vampire, who has warned me, that she will ruin my face if she sees me alone in the street so forgive me if I withhold my affectios for ones better suited for them. He dragged….mud into the room can you believe it? Who makes people leaders these days? I mean, he did get me out of trouble for which I should be grateful I suppose, but it was damn well trouble he created himself. The bastard.” Hun trak vejret dybt ind. Havde tydeligvis tabt sig selv et øjeblik. Så sank hendes hjerte i livet på hende, hvis hun da stadig havde et et sted, og hun stirrede helt forvildet på ham et øjeblik.

”You won’t tell will you? Then I shall surely be dead. Or perhaps not. Maybe my disdain would only assume him, he does not seem to give two shits about anything to be honest, but I would much rather not risk my neck as I am very happy with being alive, you see,” forklarede hun og viftede hektisk med armene.

“And also hosting a fancy dinner for people who can’t really eat feels stupid. That wasn’t his idea I would wager, but it was silly to see people sit around and cut out food they didn’t eat. And it looked so good too! Well I couldn’t very well be the only one who ate now could I?” ?” Hun fnøs. Et øjeblik helt træt.

They did serve shapeshifters though. It was good. Had no ideas what to do with the corpse though I was just like “right sure, let me put it in this chair, because I can’t just drop you on the floor, you used to be a person” which…might have been a weird move, all things considered.”

Og så styrtede det hele sammen omkring dem. Illusionen om, at noget som helst betød noget som helst. Hun vidste ikke, hvorfor hun overhovedet havde prøvet. Hvorfor hun ikke bare gik sin vej. Eller jo, solen skinnede udenfor, men hun kunne da vel for helvede tage sig tid til at finde et skab at gemme sig i, så hun ikke var til gene, ind til det var sikkert at gå sin vej. Men hun stod som fastfrosset til stedet og stirrede på gulvet.
Hun reagerede ikke på hans bøn om at blive tiltalt anderledes. Eller måske var det faktum, at hun fuldstændig holdt kæft nok reaktion i sig selv. Hun havde ikke noget at kalde ham, der var tilpas høfligt distanceret, så hun sagde intet og afventede i stedet noget yderligere. Noget, der måske ville kunne gøre det nemmere for hende at finde ud af, hvordan hun skulle forholde sig.
Det gjorde hans ord absolut ikke. Det trak i hende efter at stole på ham. At læne sig ind til ham og bare glemme, at der nogensinde havde været noget galt. Men hun havde slået sig på ham én gang allerede, så hun tog hans ord med et gran salt. Særdeles alt, hvad der angik hende selv lyttede hun til med en, håbede hun, sund skepsis, for hvad skulle det i det hele taget til for? At hun ikke skulle bryde grædende sammen sandsynligvis. Mænd hadede grædende kvinder, havde hun lært. Som om hun ville græde. Hvis man tog sig sammen græd man kun indvendigt.
I lang tid lyttede hun blot tavst. Så ikke på ham, mest for at beskytte sig selv fra at lade sig overbevise om alt muligt, der ikke passede, men så nævnte han sin far, nok det tætteste hun var kommet på noget, der blot mindede om en forklaring af den familie og på trods af sig selv, kunne hun mærke sit hjerte bløde op. Forsigtigt lænede hun sig ind til Valentine, som om hendes tilstedeværelse kunne opveje noget af den ensom, som lyste ud af ham.


”It seems we must all still wear the chains our parents fashioned for us,”konstaterede hun dystert.
Der var ikke ret meget mere der kunne siges, så hun lod tavsheden sænke sig. Ikke helt sikker på, om hun følte sig lettet over at have fået denne brøkdel af en forklaring eller, om hun bare følte sig yderligere ked af det på Valentine og Kains vegne.
Hun skubbede tankerne fra sig. Måske ville et bad rent faktisk virke beroligende. Et bad…det fik hende næsten til at le, for hun havde altid været vant til, at det var en fuldkommen simpel ting, men her virkede det på grænsen til ritualiseret. Der var mil mellem det slidte tinkar, som hun havde været vant til fra sin barndom, ja selv det badeværelse som tjenestefolkene derhjemme benyttede lod meget stå tilbage for dette lokale med dets bløde lys og sært sødtduftende luft.
Til gengæld var fællesbade faktisk noget Genevira var fuldstændig vant til, så hun tog alt dette med en ro, der var bemærkelsesværdig i forhold til, hvordan hun håndterede så meget andet. Så imens Valentine fyldte karet, klædte hun sig metodisk af og foldede sit tøj pænt og ordentligt sammen.


”Well?” gentog hun og sendte ham et forsigtigt smil. Velvidende, at stemningen mellem dem var skrøbelig.

Hun sagde ikke mere. I stedet trådte hun svævende over og svang et ben over karets kant. Stod et sekund overvældet af varmen, før hun trådte helt op og satte sig ned, Trak de spinkle ben ind til kroppen. Det var som om anspændtheden i hendes holdning smeltede bort. Hun lukkede øjnene.

Det virkede til, at begge parter havde brug for et øjeblik til at sunde sig ovenpå historien om, hvad der meget vel kunne have været en decideret tragisk skæbne for den lille vampyr. I hvert fald fandt Valentine sig selv tom for ord, og nøjedes med at lukke munden, som han havde åbnet i et forsøg på at svare… uden at kunne finde de rette ord. For hvad sagde man egentlig til den slags? Tillykke? Nu havde Valentine aldrig været fan angående tanken om ægteskab, så måske var det mest den del, som i virkeligheden chokerede ham – ikke så meget den del, som decideret omhandlede Genevira. For selvom han et eller andet sted påskønnede tanken om, at hun ikke befandt sig i selskab med en mand, som ville vove at ødelægge sådan et kønt ansigt, så lå medfølelse ikke ligefrem naturligt til ham. At folk faktisk ofrede sig selv – og deres nærmeste – til aftaler om ægteskab, velvidende mange af dem ville ende op halvdøde blot få år senere, var Valentine en gåde og en fornøjelse. For i virkeligheden var det grådighed, som var på spil. Hungren efter magt og det helt rigtige blod, som kunne skubbe dem frem i verden. Med lidt held blev der avlet et kuld børn eller to inden, at parterne var helt ødelagte af hinanden, og så var arven allerede sikret for de næste par generationer. Selv påskønnede Valentine dog, at hans natur tillod ham andre metoder til at opnå netop det, som han instinktivt søgte. Bare tanken om, at han skulle binde sig til noget der mindede om et ægteskab, gav ham lyst til at le. Og kaste op.

Latteren kom bag på ham. Meget faktisk. Yderst uforstående, skulle han netop til at spørge, men det lod til, at hun kom ham i forkøbet mellem de små grin. Og hurtigt gik det op for dødssynden, at han bestemt ikke burde være jaloux på hele scenariet med at møde vampyrens leder. Ærlig talt var han chokeret. Navnet sagde ham et eller andet, og historien lød oprigtig nok, men… mudder??? Vampyrerne, hvis skønhed og eviglange snobbede standarter, som Valentine ellers værdsatte højt, lod til fuldstændig at have misset deres overhoved. Det var et syn, som han blev nødt til at se med sine egne øjne en dag, for tanken lød på trods af Geneviras ord, stadigvæk voldsomt absurd i hans øre. Han ønskede at svare hende. Bryde ind på en eller anden måde, med en kæk lille kommentar. Dette syntes dog hurtigt som en umulig opgave. Det var efterhånden gået op for ham, at når først Genevira gik i gang med en fortælling, så kunne der godt gå et stykke tid med den slags. Derfor ventede han. Afbrød ikke, men lyttede i stedet, og betragtede fascineret, hvordan et hav af forskellige følelser strømmede hen over det vidunderligt kønne ansigt, som fortællingerne skred frem. Det var sjovt. En tanke slog ned i ham, som han roligt betragtede armene fægte rundt, imens historien nåede sit klimaks. Hun snakkede om døden, igen. Og han havde mærket den helt tæt på sin egen krop. Hendes kulde var ikke til at tage fejl af… men alligevel kunne han ikke mindes, at han havde mødt nogen så levende i et langt stykke tid. Iveren i hendes stemme, de dramatiske og evige humørskift, og følelserne der var at spore i hendes mørke blik. Det var… underligt fængende. Endelig så han dog sit snit, som snakken døde ud igen. Historien var færdig.

”Fear not, my lady. Your secret is safe with me. And in return, how about you promise not to eat my dear shapeshifters? Although it sounds like you would treat them well, it was quite the hassle to find such a pair and I don’t exactly plan to get any new ones soon. Also, if you behave, I might treat you to a feast of your own.”

Valentine kunne ikke lade være med at smile ved tanken om et hus fuld af sultne vampyrer der blot sad og stirrede på mad nok til at fodre en mindre hær. Noget han formentlig ville have leet af sammen med sin kære lillesøster Gula, hvorefter hun havde fortæret resten inden, at nogen kunne nå at protestere. For nu undlod han dog at nævne det faktum til Genevira, at de faktisk var flere end blot ham selv og Kain. Hans egen tilstedeværelse havde allerede rystet hende en del, og af sikkerhedsmæssige grunde holdt han gerne mest mulig viden om søskendeflokken diskret. Det glædede ham dog mere at mærke, hvordan Genevira langsomt gav efter, og valgte at søge hans nærhed igen, som de bevægede sig imod badeværelset. Hendes ord var dog noget skarpere, og hans øjne flakkede et øjeblik, som faderens skikkelse dukkede op i hans hukommelse. ”Indeed”. Billedet forsvandt igen. I stedet blev mørket, som det bragte, erstattet af en nyfunden ro, som badeværelsets søde dufte ramte ham.

Det overraskede Valentine, hvor hurtigt tøjet forsvandt denne gang. Tavst fulgte de blå øjne, hvordan den spinkle skikkelse ufortrødent trådte op i karret, hvor hun fik placeret sig, og næsten forsvandt ned i det varme vand. Det lod ikke til, at andre ord var nødvendige lige nu. Derfor smed han selv morgenkåben, og trådte derefter ned i karret i modsatte ende af Genevira, hvor han lod sig synke ned i vandet. Han kunne ikke undlade at skære en kort grimasse, som vandet mødte de helende sår på ryggen, men fandt hurtig tilbage til den rolige facade fra førhen. Modsat Genevira gled han ikke helt så langt ned i vandet, men lod i stedet armene hvile på karrets kanter, imens benene lå over kors i vandet. Overfladen var slørret af de mange blomsterblade og salver, men det var alligevel ikke svært for det skarpe øje at opfange konturerne af deres blege kroppe igennem vandet. De blå øjne lukkede sig, og nakken gled let bagover med et veltilpas suk.

Valentine sad sådan et stykke tid, imens han nød følelsen af det varmen, som langsomt spredte sig igennem hans trætte krop. Anspændtheden fra tidligere var stadigvæk svær at ignorere, men han lod i stedet sanserne fokusere på lyden af det rindende vand fra hanen… lige indtil, at der næsten ikke lod til fysisk at kunne være mere i karret, sammen med de to skikkelser. Med et enkelt vip fra pegefingeren, standsede lyden af det løbende vand, og Valentine åbnede begge øjne igen, og lod blikket falde tilbage på Genevira.

”So… what is it that you do in Doomsville, lady Genevira? Because when we met just a few hours ago, you spoke as if you had… nothing? And now, just a few minutes ago, you talk about having dinner with elite vampires. And although, I’m far from undead, I happen to know, they won’t just dine with anyone. So, why did they pick you? Your charming personality?”

Stemmen var afdæmpet. Blikket nysgerrigt. Der var ingen dømmende tone. I stedet var det et forsøg på at række ud. Genskabe lidt af tilliden fra tidligere, samtidig med, at han forsøgte at forstå, hvordan en tydeligvis forholdsvis grøn vampyr var steget til tops så hurtigt. Hvem ved, måske lærte han noget, som han selv kunne bruge?

At få at vide, at han ikke ville gå videre med hendes tilståelse om manglende, måske endog næsten ikkeeksisterende, respekt for sin raceleder gav hende lidt ro på. Ikke at hun anede, hvem han skulle gå til, men hvis han arbejdede, som hun havde en vis mistanke om, at han arbejdede, så kunne rygter hurtigt komme til at løbe langt. Blive mixet med sandheder og nå de forkerte ører. Ellers mange tak, hun havde allerede gjort en relativt magtfuld vampyr virkelig sur, hun følte ikke for også potentielt at blive staked af sin leder. Ligegyldigt, hvor lidt, hun så end brød sig om ham.

”Sure sure. I can’t really say I understand why those two are dear to you. They are, in all honesty, not that impressive as far as servants are concerned. So very rude,” Hun klikkede misbilligende med tungen, ikke noget hun tænkte over, men noget hendes mor ligeledes havde gjort for at gøre sit mishag kendt. Tja, det var vel rarere, end når hun eksploderede ud af absolut ingenting. Kvinden kunne kramme dig det ene sekund og smadre dig det næste. Eller omvendt. Hvad Genevira dog heldigvis ikke syntes at have arvet.

”Well they are beautiful, I will give you that much. And perhaps they are less rude to other guests. Either way, we must rise above that. I shall behave. Red décor is not suitable for this house anyway,” konstaterede hun roligt.
Det smil, som om han morede sig over noget. Alligevel virkede han fjern. Tabt i minder lod det til. Hun forstyrrede ham ikke. Hun havde efterhånden fundet ud af, at denne familie, hvor mange der så end var eller ikke var af dem, var meget private væsner. Godt nok havde Genevira en vis historie for at grave i andres ting, men hun havde samtidig altid fået at vide, at man aldrig ALDRIG måtte være uhøflig. Desuden kunne det være, at hun ville finde noget, hun ikke brød sig om, hvis hun fortsatte med at grave. Og et øjeblik, så han så næsten fredfyldt ud, at hun ikke nænnede at ødelægge det ved at spørge. Desuden gjorde riften, der opstod mellem dem
Badeværelset var, jo mere hun tænkte over det, fuldstændig absurd. Havde hun adgang til varmt vand og sæbe derhjemme? Ja, men det havde også altid fremstået for hende som et privilegium af den højeste orden, så dette var…overflod, der var ikke andre ord for det. En anden person ville måske have væmmedes over, at nogen ejede så meget, imens hun gennem hele sin opvækst ikke havde ejet meget mere end det tøj, hun gik og stod i.
I stedet var Genevira fuld af længsel efter at kunne lægge hvad hun havde været bag sig. Vaske det bort i badevandet lige så let, som man ville have gjort med snavs. Ligegyldigt hvor meget hun prøvede lod det alligevel til at forfølge hende. For en tid lå hun bare, stirrede op i lysekronen i loftet, ikke rigtig opmærksom på andet end den behagelige varme. Der måtte være noget sært teatralsk over udtrykket. Denne spinkle ligblege lettere dødøjede skikkelse omgivet af assorterede blomsterblade. Muligvis grænsende til makabert.

Hun rettede sig da det gik op for hende, at der blev talt til hende. Hun lagde hovedet en anelse på skrå.

”Oh I have a lot more now, than I used to. I’m Sean Mcgivens’ personal handmaiden.” Hun specificerede ikke, hvem Sean var, regnede med, at Valentine ikke var hverken tungnem eller gemt under en sten rent politisk.

”It’s good work. I keep his things in order, make sure the other servants do what they’re supposed to do, accompany him on travels, when he needs me to. That kind of thing.”

Hun viftede lidt med en dråbebesat hånd med et udtryk, som om det var det mest almindelige arbejde i verden. At holde en vis stolthed fra sit ansigt lykkedes dog ikke.

Valentine kunne have sladret. Nemt. Det var ikke svært, da der trods alt kom mange magtfulde forbindelser forbi hans arbejdsplads hver eneste dag. Men, han så ingen grund til at spolere Geneviras kønne lille ansigt, hvilket højst sandsynligvis ville ske, hvis en rasende overklassevampyr først fik fært om, at de blev bagtalt – og gerningsmanden bag. Han så ingen grund til at bruge en masse krudt på at sprede et rygte, som ville ødelægge noget, som han selv fandt frygtelig fascinerende. Han kunne trods alt godt blive en smule besidderisk, når det kom til stykket. Og grådig ikke mindst. Til hendes konstateringerne omkring hans veludvalgte tjenestefolk, kunne Valentine ikke andet end at trække på skuldrene med et lille grin inden, at han svarede hende.

” It really depends. Often, they’re more like pets to me than servants, which seems to suit their mood a lot better. But worry not, milady, I’ll be sure to brush up on their manners once you’re gone. It’s not important what they think of my guests after all… this is my house. I’ll bring whoever I so desire. And right now, that is you.”

Han lagde hovedet på skrå, efter at have nævnt den sidste del angående Genevira. Smilet blev en tand mere indbydende, og de blå øjne glimtede skælmsk.

” And maybe not the house itself… but personally, I’m quite thrilled by the sight of a beautiful deep red color against pale skin.”

Og næsten lige så pludseligt, som stemmen var faldet et par toner til et mere indbydende niveau, så var han væk i minderne. For farver havde i virkeligheden så meget betydning. Blod. Blodrød. I soveværelset. På slagmarken. Minder fra barndommen om evige friske sår og blå mærker. Der blev ikke lagt en hånd imellem dem, blot fordi de var børn trods alt. Der var kun én måde at lære på, og det var den hårde måde. Valentine kunne vel egentlig takke den nådesløse træning i sin helt unge dage, for hans relativt høje smertetolerance – at der så var blevet skabt en mellemting med smerte og nydelse i hans verden, det magtede han ikke at blande faderens minde omkring.

Badeværelset var faktisk et af Valentines yndlingssteder i det enorme hus. Han elskede følelsen af at være ren, og brugte langt tid på at forkæle sin egen krop. Det var ikke usædvanligt at han kunne bruge en hel dag spærret inde på badeværelset, enten liggende i blød eller i færd med andre projekter. Specielt, hvis han havde haft en dårlig dag af en eller anden årsag. Det var lige som om, at han nærmest kunne skrubbe den væk. Selv de mest genstridige urenheder, aftryk eller dårligdomme skulle nok forsvinde… hvis han bare blev ved længe nok.

” Sean McGivens? Ruler of Doomsville? Like, The Dark Lord himself?”

Egentlig lød hans tone mest af alt spøgende, men iveren bag de krystalblå øjne var svær at lægge låg på. Det forklarede så meget! Geneviras sans for detalje, hendes konstante behov for at have styr på tjenestefolkene, manererne, og ikke mindst hendes nyvundne velstand. Det var som om et julelys blev tændt hos dødssynden. Specielt fordi han havde en kraftig idé om, hvem Sean var, selvom hans spørgsmål måske kunne lyde som om, at han var i tvivl. Manden var dæmon – incubus – så meget havde han da hørt. Ord fik hurtigt ben at gå på, og der lod til at være mere end rigeligt at snakke om, hvad angik Sean McGivens, så det var bestemt ikke svært at opfange nyt nordfra. Valentine havde en stille drøm om at møde manden – blandt mange andre magtfulde væsner – men en incubus med så meget magt og velstand var trods alt en hed drøm kommet til live. Og nu lod det til, at muligheden var lige foran ham! Valentine rettede sig en anelse mere om i karret, og lod distræt en våd hårlok glide omkring pegefingeren, for at styrer lidt af sin iver, som han stillede det næste spørgsmål.

” Perhaps that is the very reason you find yourself in Sunfury these days? Are you travelling together at the moment?”

Et eller andet sted igennem sin egen begejstring, noterede han sig, at hun ændrede karakter. Om end blot for et øjeblik, så sporede han stoltheden i hendes ansigtsudtryk, samt kroppen der pludselig virkede en anelse mere afslappet end før. Hun kunne godt lide sit arbejde. Sin position. Endnu en undskyldning for at spørge indtil emnet. Alt andet end at gå tilbage til den frygtelig akavede stemning fra soveværelset.

Der var noget, der skiftede i måden han betragtede hende på et øjeblik. Hun følte sig lidt som en højt værdsat museumsgenstand. En antik vase, en skulptur eller sådan noget. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle reagere eller, hvad hun i det hele taget syntes om det, men øjeblikket passerede, før hun nåede at tænke ret meget over det. Sandsynligheden var, at det blot var noget, hun havde bildt sig ind, afskrev hun det.

”Well that’s good. Can’t have unruly servants running around.” Hun havde svært ved at se, hvordan det at blive reduceret til bogstaveligt talt at være et kæledyr fremfor at befinde sig i en komfortabel, men måske fremfor alt respektabel, tjenesteposition skulle kunne passe nogen på ngen måde, men ak, der var så meget hun aldrig ville blive enig med Valentine’s tvillingekatte i og dette var absolut ikke det første punkt på listen, så hun lod det ligge for nu, tilfreds med at vide, at de to ville blive sat tilstrækkeligt på plads for deres fejltagelser. Hun behøvede ikke at vide, hvordan. Faktisk ville hun langt hellere være uden den. Hun var udmærket klar over, at nogle folk kunne være ganske voldsomme, hvad angik korporlig afstraffelse af deres tjenestefolk, eller slaver, hun var faktisk endnu ikke sikker på, hvad disse kunne kvalificeres som. Hun anede ikke, om Valentine var en af disse særligt hårdhændede….arbejdsgivere, men så længe, han ikke fortalte hende noget, kunne hun leve i lykkelig uvidenhed om, hvad han reelt havde tænkt sig at gøre med dem.

”Oh?”

Hun hævede et øjenbryn af hans næste ord. Hendes ene mundvig trak op i et skævt smil og et øjeblik et glimt af en enkel nålespids hjørnetand.

”Well as it happens, you do happen to be in posession of some very lovely pale skin, if I dare say so, and I have a set of very neat and very sharp fangs so…that can be arranged.” Det var kun en joke og fra hendes side var det tydeligt, at der ikke lå noget seksuelt i det. Mest fordi hun på ingen måde kunne forestille sig en situation, hvor den slags skulle være seksuelt. Hun kunne ligesom af gode grunde skrive under på, at det gjorde ondt af helvede til at blive bidt af en vampyr så, at han på noget tidspunkt skulle kunne finde på at bede hende om  at bide sig med vilje faldt hende simpelthen ikke ind.


Hun rynkede panden. Hans ansigtsudtryk, der for et øjeblik havde set ud til at være tabt i nogle nostalgiske minder, så et kort øjeblik helt forpint ud. Det var som at se en skygge kort falde over hans ansigt for så at flytte sig igen. Hun ville gerne have taget hans hånd, mindet ham om, hvor han var, at alt var okay, men hun afholdt sig fra det, var ikke sikker på, at det ville være det rigtige at gøre. Så hun lod ham være, betragtede, hvad end det var passere i stilhed.
 
Hans reaktion på Seans navn morede hende. Mørkets Herre? Tja, sådan var der vel nogen, der så ham ikke, at hun havde en oplevelse, men det var sikkert en meget nyttig rolle, at kunne påtage sig fra tid til anden. Hun var udmærket klar over, at han kunne være, mildt sagt, uhyggelig, hvis han ønskede det.


”The very same,” bekræftede hun.
Jo mere hun fortalte ham, jo mere smilede hun af hans reaktion. Han virkede så….ivrig. Det var vel den effekt den slags dæmoner havde, selv når de ikke var tilstede åbenbart. Hun kunne ikke rigtig bebrejde ham. Hun var ikke selv tiltrukket af Sean Mcgivens. Ikke på nogen seksuel eller romantisk måde i hvert fald, men hun kunne heller ikke nægte, at mandens udstråling var…imponerende og, at selv hun ikke kunne erklære sig for god til at blive påvirket i en eller anden retning.

”Alas no,” sagde hun med en boblende latter.

”I’m here to get used to the city because I might be spending time here someday for work and I wanted to scout it out so to speak?” Hun sagde ikke noget om de planer Sean angiveligt havde om at købe et hus her. Rygtet der hjemme, ville vide, at han ønskede noget mere privatliv, så at fortælle en fremmed direkte om hans planer virkede dumt.

”I might put in a good word for you though. You are after all both beautiful and…well eh.” Hun kunne ikke finde ord for det, så hun opgav.
”Either way, rumour at home is, that he has rather a fondness for blondes, so I’m sure you would get along splendidly….if I let him borrow you.”

Hun lænede sig tilbage I karet igen og lukkede øjnene, så hun ikke skulle deale med pinligheden i at overvære hans reaktion på sine sidste ord.

”How about you….you sound like you’re pleased with your work. I hope this does not come of as judgmental, but I think I would find it…hard.”

Valentine nænne ikke, at nævne for Genevira, at han egentlig foretrak sine tjenestefolk en kende… uregerlige… når det kom til stykket. Hvilken dødssynd ville han ellers være, hvis ikke de folk tættest på ham, fik lov til at slå sig løs nu og da? Også selvom det betød, at han stort set var 100% i kontrol over, hvornår sådanne friheder optrådte. De eneste undtagelser var hans tvillinger. Som nogle af de nyeste i flokken, havde han stadigvæk meget at lære dem. Han var dog ikke et sekund i tvivl om, at resten af tjenestefolkene levede i den skønnest rus det meste af tiden. Næsten ligesom en drøm. En meget lang drøm…

Et øjeblik måtte han tænke hurtigt. Lede tankerne et andet sted hen. For selvom synet af den lurende rovtand og Geneviras lokkende ord var dragende i så høj grad, at han mærkede det krible behageligt i visse dele af kroppen, så var dette ikke tidspunktet. Normalvis ville han ikke have tøvet. Hun var blevet af egen fri vilje. I princippet kunne han vælge at trække i trådende, som han havde gjort natten før, og få sat skub i andre lyster end blot hans egne. Men… hun var så anderledes. Delikat. Et forkert ord eller bevægelser, og hendes porcelænsagtige ydre revnede, og afspejlede pludselig meget af hendes skrøbelige indre. Valentine var ikke i tvivl om, at hun bar meget. Lyst var trods alt ikke det eneste, som han havde mærket hos hende ved brug af sine medfødte evner. Så… han vurderede et bad i første omgang ville være bedst for dem begge. Og hvem vidste? Måske hun virkelig holdt sit ord senere. Og selvom, hun mest lod til at tænke det som værende en joke fra hans side. Åh, hvis hun blot anede, hvilket mørke der gemte sig. Et øjeblik var han fristet. Følelsen af at lægge en hånd mod hendes kind, og lade en finger glide hen over de blege læber. En undskyldning for at lade huden strejfe imod de dødbringende tænder, der gemte sig bag det kønne smil. Men han undlod. Igen. Og brugte i stedet uroen i kroppen til skødesløst at glatte stoffet på sin morgenkåbe, så han desuden kunne sikre sig, at begejstringen fra tidligere havde lagt sig. Alt imens fastholdt de blå øjne dog afslappet øjenkontakten med hendes mørke, imens han smilede af hendes ord.

” Then it’s a deal, milady. Just you let me know in advance, so I can make sure to feed your properly first. Wouldn’t want to risk all this beauty going to waste, right?”

Valentine sendte hende et drillende blink med øjet. Selvom han måske lagde mere vægt i ordenes sandhed, så trak han den ikke længere. I stedet lod han det være op til Genevira, hvordan hun tolkede de sidste af hans ord.

Begejstringen af hendes bekræftelse til Sean McGivens identitet døde hurtigt ud, da meldingen om hans manglende tilstedeværelse i Sunfury hurtigt fulgte. Valentine gled skuffet tilbage ned i karret igen, og pustede hårlokken, som han havde haft leget væk, bort fra sit ansigt. I stedet lagde han hovedet på skrå, og sendte hende et lille smil. En tand mere afdæmpet end før, men stadigvæk ved godt mod.

” Well then, did you find what you’re looking for?... Besides a midnight snack, of course. Is Sunfury all you ever dreamed of and more?”

Tilbage til sin normale afslappede facade, rakte Valentine om, og vippede håret ud over badekarrets kant. Det var efterhånden så langt, at det trak ubehageligt, hvis han sad presset imod det. Imens dødssynden nussede med et par løse hårlokker, som røg samme vej, lyttede han samtidig til Geneviras ord. Blikket som ellers havde været rettet for sin egen brystkasse for en stund, fløj pludselig op ved lyden af vampyren, som kaldte ham smuk. Noget han allerede vidste… men alligevel var der noget specielt ved den måde, hun sagde det på. Og reaktionen der spredte sig hos hende efterfølgende, var næsten det bedste.

”Oh?”

Valentine mærkede smilet vokse. Blikket fik et faretruende fornøjet glimt i sig, og han kunne ikke dy sig for at nærme hende, da hun pludselig snakkede om at låne ham ud. Han lo varmt, og trak benene til op sig, så han kunne læne sig frem, og støtte albuerne på sine knæ, der nu stak op af vandet. Hun så ganske vist ikke på ham længere, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med at tale til hende, som om, at hun gjorde.

” ‘Borrow me’ you say? Getting a bit greedy, are we? While I appreciate your thoughts on my chances with your boss, it seems you might not even want him near me after all?”

Grådig. Måden han trak ordet ud på, var næsten ikke noget han tænkte over. Et yderst velkendt og naturligt ord var det trods alt i hans verden. Desuden var hans toneleje efterhånden blevet dyb. Drillende. Prikkende og pirrende. Det var underholdende og ikke mindst fascinerende at se denne side af hende. En side som hun forsøgte ihærdigt at lægge låg på, men som langsomt syntes at spilde alligevel. Stadigvæk siddende et stykke længere fremme i badet, med armene hvilene på knæene, fortsatte han lidt i den stemning. Specielt da hun spurgte indtil hans arbejde. Han hævede et øjenbryn, og holdt blikket fast rettet mod hende. Sugede alle detaljerne af den blege hud til sig, som kunne skimtes både over og under vandet, som han svarede.

“You’ve got to be more specific than that, darling. A lot of things about my work is hard… but not necessarily in a bad way.”