A sinner and a "saint"~Valentine xxx

På et tidspunkt. Hun bragte det op igen. Genevira lod til at have en idé om, at de ville mødes igen. Som venner. Var det ikke, hvad hun havde sagt tidligere på natten? Valentine kunne have sine tvivl. Det eneste der rigtig forbandt dem, var Invidia, og hvis det var kravet for, at de skulle mødes igen – altså broderens indblanding – så var han ikke interesseret. Uanset hvor betagende hun tog sig ud. Han havde det fint med at kunne snage i detalje uden broderens vidne, men så længe det gjaldt ham selv og hans egne informationer, så foretrak han, at folk vidste mindst mulig. Det var som oftest ikke problem, da folk gerne havde andre ting på hjertet i hans selskab. Bortset fra Genevira. Hun opførte sig som om, at hun faktisk var interesseret. Det var tydeligt, at noget ved hans fysiske udseende prikkede til hendes interesse, men alt andet havde virket meget… personligt. Og det var ukendt i hans verden. Han vidste ikke ligefrem, om han brød sig om det, men så igen, Valentine havde efterhånden oplevet lidt af hvert som de fleste normalt ville finde skræmmende, men som han nærmest fandt hjemligt. Hele hans eksistens var grund for megen skræk og rædsel. Vidste folk, at synder vandrede rundt blandt dem på gaden, var han sikker på, at det ville skabe panik. Ingen ønskede dem selv blottet, hvilket var præcis, hvad de ville blive. Valentine havde svært ved at tro på, at mange af de væsner han normalvis omgik ville blive hængende, hvis han afslørede, hvad han virkelig var. Men det var okay. Guld rakte alligevel længere end dødelige væsner og deres dumme forestillinger om venskab.

Valentine havde det med at kaste sin interesse på væsner og folk, som han kastede det på diverse smukke og værdifulde genstande. Måske også derfor havde han nemt ved at distancere sig fra sine tjenestefolk og deres velbefindende, da han langt hen ad vejen ikke så dem som individer. Som levende væsner. I hans hus var de blot en del af inventaret. Mange folk tog deres slaver eller tjenestefolk ganske seriøst, da de ønskede at lade dem arbejde i mange år. Opbygge et slags bånd så at sige. Men det krævede personlig forbindelse. Og år af ens liv. Der var Valentine alligevel for utålmodig. Andre metoder var blevet taget i brug, og de havde endnu ikke svigtet ham. Optrinet med søstrene var relativt ukendt for ham. Han var sikker på, at de havde haft miksede følelser omkring flere af hans gæster førhen, men det var ikke sket før, at de havde teet sig så åbenlyst. Eller måske havde han ikke været så opmærksom, som denne aften? Det var trods alt ikke hver aften, at man inviterede sin nærdødsoplevelse med hjem til drinks. Men hey, her sad de.

Hun havde et kønt smil. Hugtænder og det hele. Tanken var flygtig og væk igen før, at han egentlig kunne nå at tænke mere over den. Desuden havde han også alt for travlt med at suge det hele til sig, som Genevira åbnede munden og begyndte at tale. En ordstrøm. En syndflod. Valentine førte glasset op til læberne, og tog en god slurk af vinen. Han lod ikke engang rigtig mærke til, at han gjorde det. Nok mere vane end behov efterhånden. For hans sind var et helt andet sted. Optaget af alle hendes mange ord og fortællinger af desperation, sult og behov, som var blevet undertrykt så længe. Alt for længe. Han mærkede, hvordan alle hans sanser blev overvældet, og hvordan følerne snart ikke vidste, hvad de skulle forsøge at holde fast på. For det hele var der næsten; sult, vrede, jalousi og grådighed, til hans store fornøjelse. Ganske grådig når det kom til stykket. Geneviras tidligere fortællinger om moren, om hendes fortid havde været lidt af en underdrivelse. For hun var vokset op uden noget eller nogen, bortset fra søskende som nogenlunde forstod hinanden. Lidt ligesom han selv var. Men hun var mærket. Ganske tydeligt faktisk. Måske for evigt. Lyden af knust glas afbrød pludselig talestrømmen. Det var som om, at de begge vågnede en lille smule. Et strejf af ærgrelse kunne spores hos Valentine, som han betragtede krystallet og den dyre vin glide ned af den hvide væg. Men så var det væk igen, lige så hurtigt, som det var kommet. Hun talte igen. Rev ham tilbage. Havde Valentine været den mindste smule sulten, så havde hun været enhver synders drøm. Et måltid der kunne vare dagevis. For hendes behov var så udtømte, at han kunne tvivle på, at de nogensinde kunne fyldes helt igen.

Og så… negle. I hans hud. En hær af miksede signaler fløj pludselig igennem kroppen. Valentine havde svært ved at beherske sine instinkter, som ellers plejede at træde til ved situationer som denne. Han følte sig tiltrukket af hele situationen, hendes nyvundende iver, men på den anden side brød han sig ikke om at blive ædt levende. Så imens, at han fastholdt hendes blik, der efterhånden mindede mere om en sulten ulv end dådyret fra gaden, satte han forsigtigt sit glas fra sig på bordet, hvor alle fadende stadigvæk stod urørte.

“But my darling… why say nothing when you can have everything? The world is yours to take.”

Det var ikke løgn. Hun var smuk, kløgtig, udødelig og stærk. Hun havde egenskaber, som kunne bærer hende meget langt, hvis hun virkelig ønskede det. Han så det for sig. Mærkede det i virvaret af følelser, som stadigvæk omgav dem. For han var stadigvæk for overvældet til at trække sig tilbage. Rummet var efterhånden forsvundet, og det eneste han rigtig så var hende. Næsten larmende sad hun foran ham som et lys i mørket, med fingrene boret ned i hans skulder. Så underligt stærk og skrøbelig på samme tid. Men… larmen stoppede. Brat. For hendes kolde hud havde fundet hans.

Det tog et øjeblik at registrere for Valentine, hvad der egentlig skete. Følerne trak sig tilbage, og der blev atter lyst, men han så stadigvæk kun hende. Nej… han mærkede hende. Svalende, bløde læber presset imod hans egne i en desperat forening. Så lukkede han sine egne. Vendte sig imod hende, tilpassede sin krop til hendes og lod en hånd glide igennem det mørke hår, hvor den lagde sig. Bød kulden velkommen, som han gjorde kysset dybere. Mere intenst. En anden hånd lagde sig mod hendes kind. Så kold, at man et øjeblik kunne glemme, at personen bag den stadigvæk levede. Men så blød og fin, at man lige præcis huskede.

Valentine havde et par gange været udsat for, at folk havde regnet ham ud. Eller i hvert fald i deres desperation havde kastet skylden i hans retning, da de ikke kunne håndtere, hvad han bragte frem i dem. Deres synder. Endnu havde ingen rigtig kunne regne ud, hvorfor eller hvordan han bar sig ad med det. Hvad selve årsagen var til, at han dog kunne ønske at gøre den slags. Men de kunne aldrig bevise det. Og de kunne aldrig slippe bort. For synderne var ingen andre end deres. Det eneste han gjorde, var at prikke til dem. Skubbe dem det sidste stykke ud over kanten med hviskende ord og gennemborende blikke. Han vidste, at de alle havde forskellige metoder. Nogle af hans søskende havde altid haft en forsmag for den mere direkte metode. Andre legede i skyggerne, undgik helt kontakten, og nød goderne fra en afstand. Så meget havde da stået klart fra deres træning som børn på trods af, at faderen havde forsøgt at træne dem alle nogenlunde ens. Men med så forskellige individer var det dømt til katastrofe fra begyndelsen.
Men dette var ikke, hvad han ønskede at tænke på. Gamle, glemte minder om en fortid, som formentlig ville hjemsøge ham for evigt. Ej heller ønskede han at gå. For selvom Genevira måske var hans billet til et hav af hidtil ukendte syndige behov så voldsomme, at de kunne tackle selv den mest hærdede synder, så ønskede han at fordybe sig. I hende. Med hende. For hendes sult var smittende, og han mærkede sig selv glide ned i dybet. For det var den, som han valgte at gribe. Lysten efter kød, ømhed og meget andet, hvor ord ikke var nødvendige. Hendes handlinger talte for sig selv.

Måske var det iveren som gjorde, at han ikke bemærkede det. Eller så havde han efterhånden fået det for vane at tilpasse sig sin partner. For hvad Genevira manglede i fysisk erfaring, der trådte han til uden at tænke overhovedet. Små rettelser, som gjorde det meget nemmere at nå hinanden – at nyde hinanden. For pludselig var hun på hans skød, og han mærkede den spinkle skikkelse presse sig imod hans blottede brystkasse. Kåben som i forvejen var gledet ned, da han havde sat i sofaen, røg sig en tur. Hans overkrop var blottet for hende, og med voksende begejstring mærkede han, hvordan kolde fingre løb over hans varme hud og efterlod små prikkende spor. For de var alle vegne, og han sukkede tilfreds mod hendes læber, som han mærkede dem udforske det hele. Han lod hende gribe, hvad hun ønskede, og lod nakken falde til side, da hun kyssede hans hals. Et øjeblik kunne han ikke undgå at mærke pulsen stige en ekstra tak, som han huskede tænderne der gemte sig bag, og samtidig bemærkede en underlig dyrisk lyd dybt fra den lille skikkelse. Men hurtig var de videre igen. Alt for travlt, og alt for grådige. Valentines egne hænder havde lagt sig imod hendes ryg, hvor han pressede dem tæt sammen. Langsomt gled de dog ned af hendes skikkelse, stadigvæk med fingrene presset tæt ind mod stoffet på sommerkjolen for at mærke alle de skjulte detaljer, og kulden som lurede under stoffets overflade. Endeligt lagde hænderne sig imod hendes bagdel, hvor de omfavnede de bløde former med en nyvunden interesse. Når han ikke var travlt optaget af hendes læber, lod han desuden sine egne følge den sarte hud omkring hendes kæbe, hals og kraveben. Skikkelsen var for lille, at han kunne nå meget mere i denne stilling, og han mærkede en svag irritation ved ikke at kunne fordybe sig mere i hende. Så fandt de hinanden igen. Hende et næsten uskyldigt spørgende indtryk, som om, at de ikke lige havde kastet sig hovedløst over hinanden. Og ham med et bredt, morende smil, hvorfra man kunne høre vejrtrækningen, som han kæmpede med at få under kontrol igen.

Dette var ikke nok. For hun havde vækket noget i ham, og hans egen sult var langtfra stillet. Derfor lod han hænderne glide ind under hende, og greb blidt fat om hendes lår. Han løftede hende med sig, som han rejste sig fra sofaen. Det viste sig, at hun var lige så let, som hendes udseende fortalte. Det var derfor ingen sag, som han begyndte at gå igennem det store palæ. Valentine havde ingen problemer med at finde vejen, og lod derfor sine læber møde hendes igen. Egentlig mest for at holde dem beskæftiget indtil, at de nåede den endelige destination, hvilket ikke tog mange minutter. Skulle Genevira dog stadigvæk være opmærksom på deres omgivelser ville hun kunne se et hav af forskellige rum, som de passerede, det ene mere tomt end det andet. Der var tydeligvis liv i huset, for levende lys var placeret i næsten hver en afkrog, men det ville ikke lykkedes at få et glimt af nogen. Noget som passede Valentine ganske godt var, at tjenestefolkene som regel var klar over, hvornår de burde holde sig på afstand. Dette var bestemt en af de stunder.

Nogle gange ville Valentine ønske, at han besad samme fart som vampyrerne. Det havde gjort overgangen mere glidende. Alligevel var det ikke taget længe at nå den endelig destination, da han trods alt kendte palæet bedre end nogen anden. Rummet de trådte ind i var mørkere end noget andet sted i palæet, og var blot en anelse lunere end stedets ellers konstante kølige temperatur. Dette kunne formentlig skyldes den enorme mængde af levende lys, som var spredt ud over det meste af værelset, bortset fra midt i rummet, hvor en kæmpemæssig seng bredte sig som centerstykket. Valentine skubbede døren i bag sig med en fri hånd, og førte dem roligt hen til sengen, hvor han satte sig således, at de endte i samme position, som de havde befundet sig i på sofaen. Først der trak han sig forsigtigt fri af kysset, og lod hende få et øjeblik til at suge detaljerne til sig. Egentlig mærkede han utålmodigheden krible under huden, men samtidig ønskede han at bekræfte, hvor langt hendes sult egentlig rakte. Det sidste han ønskede, var at ødelægge øjeblikket med en panisk vampyr under sig, selvom tanken egentlig frembragte et underholdt smil hos ham, som hans blå øjne betragtede hende foran sig, stadigvæk med hænderne hvilende under hendes lår tæt ved bagdelen.

Det var en fornøjelse at mærke, hvordan hun føjede ham. Fulgte hans små rettelser og bevægelser uden at stritte imod på nogen måde, hvilket blot medførte en langt mere harmonisk stemning hos dem begge. Eller… ophedet var måske et bedre ord. For de virkede begge ganske interesseret i mindske afstanden mellem dem mest mulig, selvom det eneste der efterhånden skilte dem ad, var tøj af ganske tyndt materiale. Alligevel var tanken om at fjerne den sidste rest af forhindring mellem deres kroppe nok til at sende en behagelig sitren mod hans nedre dele. Om Genevira egentlig lagde mærke til hans egen lyst, var ikke så vigtigt. Det kunne være svært at skjule igennem buksernes tynde stof, at hun allerede havde en vis effekt på ham, men det var ikke en detalje, som han skammede sig over. Han begærede hende. Mere end han selv havde indset. For der havde da været en påskønnelse for hendes kønne udseende i gaden, og hendes underholdende bemærkninger, som sikkert ville få hende udstødt i andre fine kredse – at svare en mand igen på den måde. Men hun havde åbnet sig op til ham i løbet af ganske kort tid. Og nu, med lidt hjælp fra hans egen side, var hun som en åben bog. Dragende og indbydende. Han kunne have valgt at bruge længe på at udforske de gemte sider af hende, men Genevira havde vist ham, hvad hun selv havde behøvet mest. Og hvem var Valentine til at takke nej til en – mulig jomfru – i nød?

Et øjeblik frøs hun, og Valentine bemærkede det. Det var et millisekund, men det var alligevel nok. Læberne tøvede med at fortsætte, men ventede i stedet på, at musklerne faldt til ro igen. Et øjeblik måtte han undre sig. For i virkeligheden ventede han på naturlige tegn på, at hun slappede af og var med ham. En vejrtrækning. Pludselig gik det dog op for ham, at det var unødvendigt i hendes tilfælde. Derfor var det dog ekstra tilfredsstillende, da han hørte hendes nydende suk, som han forsatte med at kærtegne hendes hud med små kys.

Valentine lagde hovedet svagt på skrå, og lyttede til hendes ord. Forsigtige og tøvende ord, men som stadigvæk fortalte nok til at forstå, at dette var mere end nyt for hende. Som hun langsomt fik stammet sig vej igennem ordene, kunne Valentine ikke undgå at forsvinde lidt i øjeblikket, imens han fortsat lyttede. Hendes spinkle hånd placeret mod hans varme bryst, som sendte svalende kulde ud med hvert hjerteslag, der syntes at slå en tand hurtigere end normalt efter deres lille stund på sofaen. Hendes næsten vægtløse krop oven på hans skød, og hendes bundløse mørke øjne, som stirrede så intenst på ham, at han nok ellers ville have fundet ubehageligt. Alt ved hende var mørkt, og blev næsten slugt i rummets dunkle skygger. Alt bortset fra huden. Hendes porcelæn hvide hud, som han havde beundret fra det øjeblik, at han mødte hende. Ren, fejlfri og kold. Marmorhud. Han fandt det vidunderligt fascinerende, og dets næsten strålende effekt i mørket gav ham lyst til at finde mere. Hovedet rettede sig op igen, som blev færdig med at undskylde. Øjnene blev roligere end før, og pulsen sænkede sig en smule, men det sædvanlige varme smil fastholdt sin plads. En hånd flyttede sig langsomt fra hendes ryg, og lagde sig i stedet mod hendes ene kind. Forsigtigt, næsten ømt, strøg den sig hen over hendes inviterende bløde læber. En forhåbentlig beroligende gestus, som var med til at holde hendes tavs indtil, at han var færdig med at snakke.

” No apologies needed, darling. You’re very much allowed to feel whatever feelings you must be having at this moment. I understand that you’re confused, but there’s nothing wrong with following your own desires. People will call you wrong and sinful for anything these days. Besides you seem like a bright minded lady… so if it feels good, looks good… tastes good… it can’t be all bad, right?”

Velvidende at Genevira sad ganske sikkert på hans skød, lod Valentine sin frie hånd placere sig på hendes lår. Med yderste forsigtighed lod han den glide op langs den blottede hud, imens han talte således, at den endte oppe ved kjolekanten, da han var færdig. Kjolen var i forvejen krøbet efter deres lille tur, men han nægtede tydeligvis at gå længere før, at Genevira havde afgivet en form for bekræftelse. At tage hende med vold eller mod hendes vilje var ikke, hvad han ønskede. Han fandt, at de begge ville få det bedste ud af oplevelsen, hvis der var tale om gensidigt begær, og bekræftelse på, at de ønskede den samme ting. Skulle hun afvise ham, og hans eget behov blev for stort, var det trods alt ikke svært for ham at finde en anden eller to som kunne tilfredsstille hans behov. Men et eller andet sted ønskede han, at det skulle være hende. Ikke en eller anden tilfældig. Ikke i aften. Valentine lænede sig en smule frem således, at hans læber befandt sig lige ud foran hendes øre. Han var ikke i tvivl om, at hun kunne høre ham med hendes overnaturlige sanser, men han ønskede at give hendes fornøjelsen af at mærke den varme ånde mod den følsomme hud på halsen.

” You only have to say… yes.”

” Good girl. Now… just relax.”

Valentine begravede endnu engang sit ansigt mod hendes hals - denne gang med et smil. Lod håret kilder hendes sarte hud, og lod læberne placerer små pirrende kys. Alt imens var hans hænder travlt optagede. Hånden som førhen havde været placeret på hendes lår lige uden for kjolens rækkevidde, var nu gledet op under kanten. Hvor Valentine dog forventede at finde mere hud, fandt han i stedet mere stof. Tyndere, mere sart, men stadigvæk i vejen. Den anden hånd, som havde været placeret imod hendes kind, havde ligeledes flyttet sig. I stedet koncentrerede den sig nu om at løsne kjolen mest mulig. Dette betød, at hånden søgende men forsigtigt gled over Geneviras krop indtil, at det virkede til, at intet mere kunne åbnes eller løsnes. Da det var gjort, lod han begge hænder glide ned til kanten af kjolen, hvor de greb fat. Dernæst, hvis hun stadigvæk tillod ham det, ville Valentine stoppe sin kælen af hendes hals, for derefter at løfte kjolen fri af hendes krop. Synet der mødte ham var overraskende – og så alligevel ikke helt, hvis man tænkte over alt det, som han hidtil havde lært om den lille vampyr. Måske var det en arbejdsskade, men de væsner han efterhånden mødte i soveværelset eller på arbejdet, havde det med at gå en tand mere letpåklædt end, hvad man ellers ville forvente eller finde passende. Desuden befandt de sig i Sunfury. En by så varm, at selv koldblodede væsner mere end ofte smed en del af deres lag. Men ikke hende. Egentlig fandt han det meget charmerende. Der var noget… rent… over, hvor meget hun gjorde ud af dække sig til. Skjule al skønheden. Noget som dog næppe ville være rent meget længere.

Kjolen blev smidt et sted i det enorme soveværelse. Der var andre ting at tænke på. For han nærmede sig hendes fulde potentiale. Spænding over at opleve hendes kropslige skønhed i fuld vigør, fik spændingen til at stige yderligere hos hans nederste dele. Utålmodighed. Noget som Genevira nok ville have bemærket tydeligere, hvis det ikke var fordi at hun pludselig blev løftet væk fra hans skød. Med den lille skikkelse i favnen endnu engang, vendte han sig rundt, så de havde fronten mod den massive seng, som fyldte det meste af soveværelset. I en overraskende elegant bevægelse var de oppe i sengen. Valentine brugte sine knæ til at kravle længere ind mod midten inden, at han forsigtigt lagde hende fra sig, og placerede så en arm på hver side af hendes hoved for at holde balancen.

Synet var intet mindre en betagende. Hans krop svævende over hendes, med de løse hårlokker som faldt ned og blokerede for lidt af lyset. Det eneste han så var hende. Under sig. Øjnene var rolige, næsten mere end de havde været på noget andet tidspunkt den aften, og smilet var en smule mindre. Men ansigtet var stadigvæk varmt. Indbydende. Blikket havde blot fået et andet skær. Sulten og fokuseret. Han løftede en hånd, stadigvæk langsomt, så hun kunne nå at protestere, og lod den glide ned til hendes barm. Resten af kroppen holdt sig svævende over hende, med et knæ på hver side af hendes krop, imens fingrene gled ned over underdelen som dækkede hendes overkrop. Med et enkelt ryk fik han løsnet snoren, som holdt sammen på det hele, og stoffet gled til side. Tilfreds med den voksende mængde af blottet hud, lod han hånden glide tilbage op over hendes nu frie barm. Den spinkle brystkasse, med de små men feminint formede bryster. Et øjeblik kunne han ikke undgå at føle sig enorm, da hans hånd lagde sig mod et af dem, og så det forsvinde under hans egen hud. Hun var lille. Spinkel, delikat og stort set urørt. Bortset fra i aften. I aften var hun hans.

Valentine bukkede sig ned. Lod læberne følge huden ned langs halsen, kravebenet, brystkassen og den fine lille mave. Han stoppede først, da han nåede kanten på hendes underdel. Der ville han kaste et hurtigt blik op mod hende. Var hun stadigvæk med ham så langt, ville han sætte sig op i sengen for at gribe fat om underdelen, som hurtigt blev løsnet. Dernæst ville han forsigtigt trække stoffet ned over hendes hofter, og løfte hendes ben således, at de blev fjernet helt. Underdelen led samme skæbne som kjolen, og forsvandt et sted ud i soveværelsets mørke. Og der var hun. Nøgen. Under ham. Valentine sad et øjeblik, og sugede billedet til sig. Lod hænderne glide ned langs hendes sider, imens han påskønnede den kølige fornemmelse under fingrene. Så trak han sig tilbage, blot en smule, og bukkede sig ned igen. Lod med små drillende nap og kys, læberne glide længere. Forbi hendes hofter, og ned over hendes lår for sluttelig at ende et ganske særligt sted. Valentine håbede, at hun ikke ville panikke. Så han gav hende et øjeblik til at protestere. Skubbe ham væk, eller rive ham i håret. Skulle intet ske, som fortalte ham, at hun var imod dette, ville han fortsætte med sin plan. For han ønskede, at hun skulle nyde dette – lige så meget, som han selv regnede med at komme til. Han ønskede hendes bekymringer skulle fordufte, som nydelsen spredte sig i kroppen. For når det kom til stykket, så satte Valentine en stor ære i at være et fastbrænde minde i sine tidligere partners hukommelse. Og de skulle savne ham. Hver en berøring, kys eller det der lignede. Han ønskede, at de blev lige så grådige, som han selv var. At de for evigt ville ønske mere af samme slags. Og ville gøre alt i jagten efter mere. Så… hvis Genevira ikke protesterede, ville han fortsætte. Finde hendes åbning, og udforske den. Alle tricks blev taget i brug – alt bortset fra at bruge fingrene. Alt imens ville han have begge hænder placeret på hendes lår således, at skulle hun vride sig, så ville hun stadigvæk blive liggende.

Smuk. Det overraskede ham. Meget. Et øjeblik blev trancen brudt, og sulten i hans blik virkede næsten forvirret. For selvfølgelig var han smuk. Det var han ikke et sekund i tvivl om. Han satte stor ære i sit udseende, og modtog som belønning også mange daglige komplimenter for selv samme emne. Men… alligevel overraskede det ham. Måske var det ømheden? Oprigtigheden i hendes ord. For hun havde talt af egen fri vilje. Det fortalte hendes blik. Han var umådelig fristet til at lukke øjnene, og lade hovedet vippe mod fingerspidserne. Strække følelsen af hendes kølige fingerspidser, og nyde det til fulde. Bare… et øjeblik. Så han gjorde det – næsten. Øjnene lukkede sig ikke, men fik et roligere udtryk end før. Hovedet tiltede sig ganske svagt, og lod derved fingrene stryg over kinden et par sekunder mere. Han svarede hende ikke, men smilet på hans læber fortalte formentlig mere end nok. Det var som om, at tiden gik i stå under hele oplevelsen. Først da han flyttede sig, og gik videre med sine egne kærtegn, virkede tingene til at bevæge sig i samme tempo igen.

Det var sød musik i hans øre at høre hende sukke efter ham, hver gang hans kærtegn forlod hendes krop. Endnu bedre var det dog at høre hende under sig, klynkende og vridende, som han gled ned over hende. Og det allerbedste. Manglen på kontrol. Hvordan overraskelse blev til nydelse, og hvordan hun kæmpede med at holde sig i ro. Lyden af hendes stønnen, når han fandt de helt rigtige punkter, og måden hun fyldte rummet med hans navn for til sidst at falde sammen i sengen. Valentine hev sig op på albuerne igen med et tilfreds glimt i øjet, og lod blikket vandre over hendes spinkle skikkelse. Betragtede kortvarigt, hvordan hun kæmpede sig tilbage til overfladen igen inden, at han selv fik grebet et stykke tilfældigt stof, som blev brugt til at gøre sig hurtigt i stand med igen.

Valentine plantede et hurtigt kys mod hendes inderlår inden, at han trak sig bagud for derefter at rejse sig fra sengen. Hele tiden opmærksom på hende, stadigvæk liggende foran sig i sengen, medmindre hun pludselig valgte at flytte på sig, imens han greb fat om buksekanten, og trak dem ned over hofterne. Også de blev sparket bort i lokalet, og tilbage stod han i al sin pragt. Kroppen emmede af styrke og sundhed. Et yderst vellykket resultat af lidt mørk magi og natur. Den lyse hud var velplejet og glat, og det eneste som rigtig skilte ud fra resten var runen for hans synd placeret ved lænden. Noget han efterhånden sjældent tænkte over, og endnu mindre i stunder som denne, hvor han ellers var allermest udsat.

Med rolige bevægelser kravlede han tilbage i sengen, og fik placeret sig således, at han atter befandt sig svævende over hende med deres ansigter ud for hinanden. Deres hud var blot millimeter fra at røre hinanden, men da det efterhånden var godt umuligt at skjule den effekt hun havde haft hos ham, lod han derfor sit eget underliv glide prøvende imod hendes. Han trængte ikke op. Lod hende blot mærke, hvad hun gjorde ved ham, og lod hende samtidig få en idé om, hvad der ventede. Selv mærkede han pulsen stige ved følelsen af hendes kolde hud mod sit lem. Det virkede næsten forbudt. For kroppen forventede at møde noget levende, noget varmt. Men samtidig var han ikke i tvivl. Han ville have hende. Nu. Hans egen sult truede med at tage over med ønsket om at indtage hendes krop, og føle hendes negle mod sin hud endnu engang. Så indbydende og smuk, som hun lå hengivent under ham. Han ønskede at mærke hende. Men han slugte sulten – lidt endnu. Bevarede kontrollen, som han lænede sin pande mod hendes og hviskede.

”… Ready for more, darling?”

Der var noget næsten familiært over måden hun kyssede hans pande. Eller… familiært var et forkert ord. For der var absolut intet genkendeligt ved denne adfærd, som hun udviste i hans selskab. Den var forfærdelig øm, og på en måde gav den Valentine lyst til at flygte. Trække sig fra noget så ufamilært, som det i virkeligheden var. Men… så igen, gav det ham også lyst til at hvile sig. Falde helt til ro, og begrave ansigtet ned mod den kolde hud. Mærke hendes lette fingerstrøg og de bløde læber mod hans krop, og bare lade sig forsvinde i følelsen. Han forsøgte ikke at vise det udadtil. Det brød hans øjeblik. Men ikke hans sult. For hendes berøring fik ham til at ønske mere af hende. Og den del var stadigvæk muligt.

Familien havde trods alt aldrig været kendt for nærhed og kontakt. Det eneste man havde mærket i søskendeflokken, var en mærkelig form for sammenhold. Der var ingen andre som dem. De var alene mod verden – sammen med faderen. For de fleste var livet efter ham deres første smag på, hvad et rigtigt liv egentlig ville sige. Et liv med fremmede væsner og følelser, og fysisk kontakt som ikke nødvendigvis indebar slag og spark. Det havde været en befrielse og en forbandelse på samme tid. Hans egen begyndelse måske mest en forbandelse. Valentines første år efter faderen havde været ensomme på et niveau, som han aldrig havde troet muligt. Et liv fyldt med religiøse studier som prellede af på et sind allerede formet til krig, og følelsen af at han blot var en pyntegenstand der skiftede husstand konstant. Så forfærdeligt sulten. Og alene. Den følelse havde han afsvoret for længe siden. Men alligevel syntes hendes berøringer at hjemsøge ham. Et sted i baghovedet tog Valentine en mental note omkring dette. Hendes evne til at frembringe gamle, glimte minder. At være ekstra påpasselige omkring dem.

Heldigvis lod det til, at de begge var fokuserede på at komme videre. Så meget var tydeligt, da han fangede hendes blik rettet mod sig, som han smed resterne af sine klæder. Det var skiftet. Usikkerheden var væk, og begæret havde vokset sig helt tydeligt i hendes udtryk. Det lod til, at hans kælen for hende tidligere var lige, hvad hun havde haft brug for. Hun virkede tilpas – næsten hjemme – som hendes blege skikkelse slangede sig i sengen foran ham. Et indbydende syn. Han ville lyve for sig selv, hvis han forsøgte at påstå noget andet. Selv ikke hendes spinkle størrelse kunne skræmme ham væk, som han kravlede tilbage i sengen. For han huskede. Hendes styrke. Hendes magtdemonstration fra tidligere. Og han ønskede at opleve dette igen. Helt tæt. De sære, dyriske lyde modtog ham, som han fandt hende igen. Hendes reaktion på hans underliv der pressede på, frembragte et lille drillende smil hos ham. Overrasket mærkede han dog, hvordan hendes hånd pludselig havde flyttet sig længere, end han selv var opmærksom på. Den kølige hånd der pludselig lagde sig om hans lem, fik et behagelig suk lokket ud af ham, som hun trak sig bort igen. De blå øjne fandt hendes mørke, som hun svarede ham. Deres læber genfandt atter hinanden, og Valentine overgav sig fuldstændig til begæret, velvidende at hun var fuldstændig med ham.

Forsigtigt lod han sig presse imod hendes underliv. Mere bestemt end før. Han ønskede ikke at trække den meget længere, men var stadigvæk opmærksom på hendes reaktioner. Han mærkede kulden omslutte sig på en ny måde, som han trængte op i hende. Prøvende lod han sig trænge en smule længere op inden, at han langsomt begyndte at bevæge sig frem og tilbage. Vuggende bevægelser imod hendes bløde krop, der startede ganske stille, men efter kort tid blev en anelse mere grådige. Dybere. Hurtigere. Da hans egne læber stadigvæk var travlt optaget af hendes, lod han en fri hånd glide ned over hendes overkrop, videre ned langs hoften, hvor den til sidst lagde sig mod låret. Benet blev løftet en anelse, så han kunne nå dybere i hende, og han lod den kølige hud hvile mod siden på hans egen varme krop, hvor ophidselsen ikke længere kunne skjules i form af nydende støn mod hendes læber, samt en puls der ville have slået om kap med hendes. Verden forsvandt, og Valentine røg ind i en rus af indbydende kulde og silkeblød marmorhud, der harmorede så vidunderligt med hans egen.

Det behagede ham at mærke, hvordan hun faldt til ro. Hvordan deres bevægelser fulgte hinanden, og hvordan alt ved hende udstrålede en form for nydelse. Selv mærkede han ikke andet. Ikke engang da hendes negle begravede sig i hans ryg, eller da hun lod tænderne glide imod den sarte hud på halsen. Tværtimod syntes det blot at bringe en ny iver frem i ham, som han selv havde svært ved at skjule. Men det han var ikke bekymret. Alt for meget andet ved deres akter optog hans opmærksomhed, og hans sanser var desuden travlt optaget med fornemmelsen af hendes kølige hud så tæt mod hans. Og hendes læber… overalt.

------------------------ TIDSHOP -------------------------------

Det varede en god rum tid før, at den blege krop omsider begyndte at røre på sig igen. Valentines skikkelse lå spredt ud over den enorme seng, mere eller mindre dækket af de tynde silkelagner, imens lyden af rolige vejrtrækninger fyldte soveværelset. En dyb og drømmeløs søvn havde holdt sit greb om ham de sidste par timer, men langsomt, ganske langsomt, lod den endelig til at slippe sit tag. De dybe vejrtrækninger stoppede et øjeblik, imens de blå øjne blinke søvnigt, som de forsøgte at fokusere på loftet over sig. Et øjeblik lå han blot. Nød fornemmelsen af et hoved, der for en gangs skyld ikke værkede af for meget vin natten før… indtil han huskede. Hende. Genevira. Vampyren der bogstavelig talt var dumpet ind i hans lift. Deres aften havde taget lidt af en drejning. Ikke at han beklagede sig. Minder fra nattens hede stund gled lige så stille frem af søvnens greb, og han huskede med velbehag følelsen af hendes kolde hud presset imod hans egen, og måden hun havde kaldt hans navn. Valentine skubbede dovent tankerne væk igen inden, at de påvirkede ham for meget. Dem og så tanken om hendes forbandede bløde hænder mod hans kind.

Valentine drejede prøvende hovedet, og kunne – ikke helt overrasket – konstatere, at hun var borte. Var det et stik af skuffelse? Nej. Han blev enig med sig selv om, at det udelukkende handlede om, at han ikke ville opleve fornøjelsen af at vågne op til hendes reaktion på aftenen før. Det lod trods alt til at have været en hel ny verden for hende, hvilket han til evig tid ville fryde sig over at have introduceret hende til. Valentine var ikke i tvivl om, at noget var blevet vækket, som ikke havde været der før. Eller… måske havde det. Slumrende. Men ak ja, det var vel en synders job i bund og grund. Fordærv. Det var ikke ligefrem noget, som holdt folk hængende i det længere løb.

Med en lille kraftanstrengelse fik han skubbet sig op at sidde i sengen. Et jag skød igennem kroppen ved bevægelsen, og en hånd gled prøvende om mod ryggen, hvor de mødte friske sår i fuld gang med at hele. Valentine kunne ikke undgå at le stille for sig selv, imens han lod hånden falde igen. Hun havde kløer. Og hun kunne finde ud at bruge dem. En egenskab som han satte stor pris på i mere end én sammenhæng. Mellem nogle vildfarne hårlokker, kastede han et blik mod et af vinduerne i soveværelset. Han havde ingen tidsfornemmelse, og gardinerne var som altid trukket for, da han trods alt havde det med at sove om dagen og arbejde om natten. Stearinlysene var brændt et godt stykke, men det sagde ham ikke meget alligevel. Med et træt suk fik han skubbet sig ud over sengens kant, og spejdede efter den nærmeste tøjgenstand. Egentlig bevægede han sig gerne rundt nøgen. Valentine havde ingen problemer med sin krop. Men… aftenen før havde efterladt sine spor. Han drømte om et bad, og et glas vin. Så han fandt en halvlang silkekåbe, som han iførte sig, hvilket dækkede de mest udsatte steder. Det meste af brystkassen kunne dog stadigvæk spottes – den del som altså ikke var dækket af mængder af lyst, pjusket morgenhår.

Valentine fik skubbet et gardin let til side, og konstaterede roligt, at det måtte være midt på dagen ud fra solens position. Hvor længe havde hun mon været borte? Før solopgang? Han trak sig fra lyset igen, og lod gardinet falde på plads, imens han forsøgte at huske, hvornår han var blundet hen til ingen nytte. I stedet begav han sig hen mod en skænk, hvorpå der stod placeret en karaffel samt et par tilfældige krystalglas. Med en trænet hånd, fjernede han proppen og skænkede sig selv et glas af den søde vin. Den var let, og han brugte den gerne til at starte dagen med. Få ro på tankerne. Med glasset i hånden bevægede han sig lidt ud i soveværelset igen, imens de blå øjne fandt den rodede seng. Intet tydede på, at hun overhovedet havde været der. Intet havde hun efterladt. Valentine sukkede kedet ved tanken, og førte glasset op for at tage en slurk. Netop som han mærkede vinen glide ned, fornemmede hans øre lyden af dørhåndtaget. Glasset blev sænket igen, og Valentine betragtede med stor overraskelse, hvordan den lille vampyrskikkelse sneg sig ind i værelset. Hun var her stadigvæk???

” Miss Genevira!... I… didn’t expect to see you here. I mean… I didn’t think you stayed?”

Han vidste egentlig ikke selv, om det var et spørgsmål eller blot en konstatering. Men ubevist lyste øjnene en tand mere op, og et varmt om end lidt søvnigt smil havde formet sig. Han blev dog stående. Iført den halvåbne morgenkåbe, med det lange hår lidt rodet fejet over den ene skulder, og et glas i hånden. Hun bar stadigvæk tøjet fra natten før, så han tvivlede på, at hun havde været hjemme. Hvor… havde hun så været?

Valentine ville forsikre hende om, at hendes tilstedeværelse ikke gjorde noget. At det faktum, at hun var blevet, blot lettede hans dag og humør. Sandheden var dog, at det var en usædvanlig situation for ham. Han følte sig underligt sårbar velvidende, at hun havde set mere end han selv kunne styre. Nu var Valentine heldigvis både stolt af sig selv og sit hjem, så han var ikke nødvendigvis bange for, at hun skulle finde noget, som øjet eller sindet ikke fandt behageligt. Men… fra barndommens instinkter var der noget ildevarslende over at vide, at hun ikke sov. Men… døde? Pointen var dog, at hun havde betragtet ham i sit mest forsvarsløse øjeblik. Søvn. Der var engang for mange år siden, at det ville have kostet ham mere end blot en ”udbudden” gæst. Søskendeflokken havde ikke gjort det nemt for hinanden, nogensinde. Der var ikke plads til svage sjæle i en krig. Alligevel var der noget tiltalende over at blive mødt med et smil fremfor de sædvanlige døde udtryk, som de fleste af hans tjenestefolk bød ham – også selvom den sidste del var selvforskyldt. Valentines eget ansigt fortalte dog ikke noget om bekymringerne som lurede under overfladen. I stedet opretholdt han sit mest indbydende smil, som han svarede hende.

“No worries, darling. At most it was a bit… unexpected, but nothing more. Most of my guests tend to be long gone by the time I wake up… but I do not complain, waking up to your company. Quite refreshing. I do hope you found everything to your liking out there?”

Der var den igen. Accenten, som det endnu ikke var lykkedes ham at placere. Skødesløst kastet ud i rummet, som om de ikke lige havde mødt hinanden for 12 timer siden. Valentine var ganske afslappet af natur, så han fandt det egentlig blot underholdende. Hvordan én nats åbenbaringer kunne have så stor effekt på hende, som ellers havde været så dygtig til at passe ind med den helt rigtige dydige attitude og gode manere fra starten af deres møde. Valentine blev mindet om, at han stadigvæk stod op, da hun snakkede til ham fra sengekanten. Om end smilende, så var der noget over ham, som ikke var helt så… afslappet, som tidligere på natten. For dette var ikke naturligt. Hans hjemmebane var alt, hvad de havde foretaget sig indtil nu. Derfra kendte han så kun til mere sex eller overdådige morgenfester. Dette var… meget mere simpelt, og alligevel frygtelig kompliceret. Han tog sig sammen. Satte sig på sengekanten, og smed afslappet benene over kors, egentlig ligeglad med om det afslørede noget, hvilket det – heldigvis – ikke gjorde.

” Like a babe. And did you enjoy your… not so permanent death?”

Han lyttede til fortællingerne om sit hjem set med nye øjne. Hendes øjne. Så vidunderligt mørke og bundløse. Begejstringen var næsten… kær? Fagterne og iveren i stemmen. Som et lille barn. Og alligevel huskede han ganske tydeligt, at hun var alt andet end det. Selvom Valentine havde en idé om, at han var bedre end de fleste til at påskønne sine ejendele, så var han en sucker for komplimenter. Og da folks hjem havde det med at være en afspejling af deres personligheder, så svarede det vel egentlig til, at hun komplimenterede ham – hvilket var endnu bedre! Uden egentlig rigtig at tænke over det, løftede han glasset op til læberne, stadigvæk med blikket rettet mod Genevira, og en tog en slurk af den søde vin. Det var først, da hun pointerede det, at han atter blev opmærksom på, at ikke alle delte hans smag for alkohol som dagens første måltid. Valentine studerede kort glasset inden, at sendte hende et drillende smil, imens han vippede glasset let i hendes retning. En invitation.

” I am. Would you like some yourself? Or should we perhaps focus on finding you a more suitable meal?”

Netop som ordene havde forladt hans mund, bankede det på døren. Valentine rankede sig, og kastede et overrasket blik mod døren. Det lignede ikke hans tjenestefolk at forstyrre, når han havde selskab. Ikke medmindre de befandt sig i palæets andre værelser. Netop som han skulle til at rejse sig for at undersøge sagen, så fornemmede han ud af øjenkrogen, hvordan hun pludselig strøg mod døren. Aldeles undrende sad han tilbage og betragtede hende modtage en bakke fra Leaf, som om det var det mest naturlige i verden. Hans øjne nåede lige at fange elverens inden, at døren lukkede igen. Dette var ikke nogen frivillig gestus. Så meget kunne han da tydede fra det råvilde men stadigvæk omtågede blik. Hans magt holdt stadigvæk. Valentine skulle netop til at spørger, da hendes forklaring kom ham i forkøbet. Hun overraskede ham endnu engang. Hvor var den generte lille vampyr han havde mødt i de mørke gader? Genevira, kvinden som nær var faldet over sine egne fødder, ved blot en enkelt berøring? Forvirringen, som efterhånden havde overtaget endnu engang i hans udtryk, blev erstattet af en mild latter, som han rejste sig fra sengen. Hun lod til at have fanget hans præference for flydende kost rimelig hurtigt.

” I usually don’t eat breakfast. Leaves room for wine and fun times later, you see. But this seems like an excellent choice on how to start the day… Do you? Still eat?”

Hendes svar kunne måske hjælpe med hans spørgsmål om hende alder. Han havde hørt, at det kunne være svært for nogle at opgive vanen. Følelsen af varm mad, der fyldte maven. Men jo ældre de blev, desto svagere blev savnet. Valentine placerede sit eget glas ved siden af mængden af mad, som pludselig befandt sig på skænken, og snuppede sig et stedet en håndfuld druer. Han fulgte hendes øvede bevægelser med blikket, og bemærkede hurtigt, at hun skænkede op til to. Te var ikke lige hans kop… te. Men han nød duften, og serverede det ofte for gæster. Valentine tyggede sig igennem den sidste drue, og tog så lettere modvilligt imod tekoppen, som kortvarig kastede et blik ned imod. Nød dens klare, næsten gyldne farve i det smukke porcelæn. Men han drak ikke. I stedet vendte han sig, så de stod front mod front, og lod opmærksomheden vende tilbage til hendes ansigt. Det fæstnede sig kortvarig ved læberne inden, at han atter fandt hendes blik. Så lagde hun sin hånd mod hans kind. Så frustrerende ømt. Valentine mærkede til sin egen store irritation, hvordan hjertet slog en tand hurtigere – bare et øjeblik – men han var ikke i tvivl om, at hendes sanser var i stand til at opfange det. Han bebrejdede kulden. Selv var han stadigvæk behagelig lun. Øjnene gled lukkede sig, og han blev stående sådan et øjeblik, imens pulsen faldt til ro igen. Hørte godt hendes spørgsmål, men svarede ikke i første omgang. I stedet åbnede hans øjne sig, roligere i udtrykket og alligevel syntes de mere intense end før. Smilet var falmet, men hans stemme stadigvæk dyb og inviterende. Nysgerrig.

” You seem like you care an awfully lot people you’ve only just met. Me. My servants – who will be fine, I’m sure… Why is that? You could leave. You should. I’ve taken your innocence. Yet here you are, trying to feed me. Why do you care?”

På den ene side var Valentine glad for, at Genevira ikke lod til at have mistet sig selv efter deres aktiviteter tidligere på natten. Mange af hans tidligere sengepartnere, specielt jomfruer eller dem der mindede om det, lod til at miste pippet en smule, så snart tingene var overstået. Selv hvis de valgte at blive hængende umiddelbart bagefter var det som om, at noget i dem var væk. Sulten var tilfredsstillet, og de anede ikke, hvordan de skulle håndtere ham derfra. Så de gik. Eller han smed dem ud. Hvad end der kom først. Genevira lod derimod til at håndtere tingene fint. Lidt for fint faktisk. I forhold til, hvor naiv hun havde fremstået på gaden, og hvor uskyldigt udvidende hun havde erklæret sig selv lige inden, at de fuldførte akten, så var der intet spor af det nu. Tvært imod opførte hun sig, som om, at dette var det mest naturlige i verden. Hun virkede næsten lidt for hjemlig. Var han blevet snydt? Nej. Sulten havde talt for sig selv. Men alligevel var han måske en smule skuffet over, at hun ikke virkede mere påvirket. Han skulle ellers mene, at hun ikke havde klaget tidligere. Valentine lyttede til latteren. Så let og hjertelig. Et smil formede sig, imens de øjnene fikserede sig ved hendes mørke. Et drillende glimt spillede i den blå farve, som han talte.

” A written recommendation? That wouldn’t be too bad. For future… visitors… to know what to expect. House tour and rides, of course. I suppose you have an opinion on both?”

Det med ikke at eksistere for en stund lød helt rart i hans øre. Drømmeløs. Det var efterhånden lykkedes ham at opnå nogenlunde samme resultat med vin, sex og diverse euforiserende stoffer. Men drømmene kom altid tilbage. Det var enten eller. Og drømmene var altid så tydelige. Eksplosioner af minder og tanker der clahsede, og syntes at varer i timevis. Han havde ofte fornemmelsen af at kunne mærke ting skete i drømmene på sin krop, når han endelig vågnede. Som da de skete i virkeligheden. Han ville ikke sige, at han var blevet vant til det. Men det var blevet nemmere at leve med… end før.

” No implications here, darling. Just curious, that’s all. It’s not every day I have a creature of the night roaming my house.”

Han brugte ikke meget krudt på at berolige hende. Han så ærlig talt ingen grund. Hendes forklaring lød allerede noget mere… fredfyldt… end, hvad han først havde forestillet sig. Desuden var hun hurtigt videre. Elegant vimsede hun rundt, som var hun blot endnu en af hans tjenestefolk. Da tanken slog ham, gav det egentlig god mening. Han kunne nemt se hende i rollen, og det ville forklare meget om hende. Men hvor? Det var dog udelukkende spekulationer.

En svag rosa farve kunne spottes på de blege læber et ganske kort øjeblik, som Genevira førte skeen ind i munden. Valentine bemærkede det. Noterede sig stille tanken om, at en mørkerød farve ville klæde hendes læber godt. Og hvordan han desuden nød synet af den slags aftryk spredt ud over sin egen blege hud. Men han sagde ikke noget. Stod blot smilende og betragtede hende med samme ro som før, imens tankerne gled igennem hovedet på ham. For hun måtte være ung. Men hvad var ungt for et udødeligt væsen? 50 år? 100 år? Han valgte ikke at spørger. Mange kvinder brød sig alligevel ikke om den slags. Desuden var han travlt optaget af reaktionen på hans eget spørgsmål. For… hvor vovede hun! Antage at han havde brug for hende? For ømhed og selskab? Valentine mærkede roen krakelerer en smule. Hun forsøgte at krybe ind under huden på ham. Havde gjort det lige fra starten. Men han nægtede. Mærkede næsten fysisk, hvordan han instinktivt trak sig bort fra hende. Ikke meget, men nok til, at det ville kunne registreres. En fri hånd gled op og greb om kanten på kåben, måske mest for at have noget fysisk at forholde sig til. Smilet var der på mirakuløs vis stadigvæk, men det havde mistet sin glans. Og latteren der fulgte lød hul.

” Good for me? Darling, please, don’t be mistaken. While I most certainly enjoyed bumping into you last night and everything that followed, I’m doing just fine by myself. I have people longing for me every day at work, and as soon as I step in those doors, I have people tending to my every wish. And while I’m still nothing like Invidia – thank the gods – which means I can appreciate a beauty in body AND soul when I see something special, that doesn't mean I’m on the lookout for something more than that. Because I know for a fact that people always want something. Greedy, hungry, lovesick people. I know what they want, and they give me what I want in return. That’s how it works. Now the only thing left for me to do, is figure out what else you could possibly want by staying here, risking your own safety in brought daylight… for what? Tea?... So no, darling. I’m not kind. I just listened, as I always do.”

Han kæmpede med at styre, hvad hendes ord havde sat i gang. Følelserne, forvirringen og fornærmelsen der skyllede igennem kroppen. For han kunne ikke komme sig over hendes frækhed. At antage, at han havde brug for nogen som helst. Kærlighed? Han var Grådighed! I egen høje person! Intet og ingen ville nogensinde være nok for ham. Et øjeblik var fristelsen næsten for stor. Han ønskede at gribe om hendes slanke skuldre, og fortælle hende alt. Så hun vidste, at han talte sandt. Så hun aldrig ville blive i tvivl igen. For selvom han ikke havde decideret udnyttet hende for sex, så var der vel intet mere i det. Hendes selskab var ganske vist spændende, men at hun antog, at han havde ønskede det? At hun blev?... Nej. Hun var blot… En nysgerrig sjæl, der havde stukket næsen lidt for langt frem. For de eneste han rigtig havde brug for, var sine søskende. Bundet af blod ville de altid have en skæbne sammen. At tiden inden den skæbne skulle træde i kraft var fyldt med meget tid alene, det havde ingen af dem rigtig været forberedt på. Men det var gået fint. Helt fint. Og det kunne en lille vampyrs selskab vel næppe ændre på. Ikke sandt?

Valentine blev pludselig opmærksom på, at han så væk. Han havde flyttet blikket fra hende efter at have talt færdig, og stirrede nu ned af sin egen krop mod det kølige gulv. Han flyttede blikket igen, da hun fnøs, og mødte til sin egen store overraskelse, et meget køligt udtryk. Hans ord var tydeligvis ikke tilfredsstillende for hende. Så han lyttede til hendes. Mærkede hvordan han ubevist tog et skridt bagud, da blikket lignede noget der var klar på mord. Og han var stadigvæk ikke frisk på idéen om en brækket nakken. Men det gik op for ham mod enden af hendes tale, at hun nærmest… takkede ham? For oplevelsen? Egentlig gav dem ham en dårlig smag i munden, måden hun formulerede det på; at han havde givet noget frivilligt fra sig. Men… hentydningen var vel egentlig meget god. Skiftet kom tilpas meget bag på ham, at han blot endte med at glo dumt. Som en lille skoledreng, der var blevet skældt ud af læreren, eller en synder fanget med hænderne i kagedåsen… han havde mærket et ubehag, som han ikke havde følt længe. Men i stedet for slag, pisk eller anden form for afstraffelse, så havde hun sluttet med milde ord. Så, uden rigtig at vide, hvordan han skulle forholde sig, blev han stående. Tavs og akavet. Indtil han til sidst sukkede frustreret, mest over sig selv. Valentine slap morgenkåben, stillede den urørte tekop fra sig, og lod derefter begge hænder glide over ansigtet, og igennem det lange hår, hvilket faktisk fik rettet en smule på morgenfrisuren. Hænderne hvilede stadigvæk mod baghovedet, som han svarede hende.

“You certainly do have that… I by that, I mean character. It’s not often I’ve had people berate me after sex. Never actually. I guess I’m starting to see why my brother kept you around. You keep things interesting.” Et lille skævt smil formede sig, som han fortsatte. Blikket virkede et øjeblik meget træt. ”I ’care’ for my partners, to make the best experience for both of us. If you feel good, then I feel good. Physically and mentally. You say caring, yet some would call that selfish. I don’t know… But what I do know is, that I’m not a generous soul by nature. And someday you might learn that the hard way – if you decide to stick around till then, that is.”

Armene faldt ned langs siden. Opgivende næsten. Dette var blevet langt mere kompliceret end Valentine havde håbet. Selvom han fandt hendes selskab forfriskende og nyt, så var han slet ikke indstillet på denne type samtale så tidligt på dagen. Selvom der dog allerede syntes at være et mønster i deres samtale. De holdt sig ikke på sporet ret længe ad gangen, men det hele blev hurtigt intenst og nærgående. Og han reagerede, som han altid gjorde. Forsvarede sig eller trak sig, hvis det blev sådan. Sårbart. Men han kunne ikke stille meget op. Han var vitterligt fanget i sit eget hjem. Han kunne smide hende ud, men… ville han virkelig det? Nej. Han ønskede egentlig bare at genfinde harmonien mellem dem fra tidligere. Ikke nødvendigvis seksuelt, men roen der fulgte, havde været vidunderlig. Så han forsøgte en mellemvej, og slog inviterende ud med armene.

” Look, I never meant to start they day with such heavy topics after such a wonderful night. I was really just looking forward to a long, relaxing bath. And I still am. But since you’re stuck in here till nightfall, you might as well enjoy yourself. So… care to join me? Or would you prefer continuing your exploration of the corridors?”

Den stakkels kvinde. Det var i hvert fald hans første tanke, som hun fortalte om den manglende glæde ved at opleve en partner være… syd for grænsen, som man så stuerent kaldte det. Ak ja. Mange af hans kvindelige partnere / kunder lov til at have det samme problem. Mænd var tydeligvis ikke opmærksomme på kvindens nydelse, når tingene først kom godt i gang. Valentine nød bestemt også følelsen af den ekstra omsorg der blev ydet dernede på hans egen krop – hvad enten det var en mandlig eller kvindelig partner som udførte det. Men han nød næsten lige så meget at mærke en kvinde, som var gjort godt klar. Det gjorde ligesom oplevelsen bagefter langt mere… velsmurt. Man var vel perfektionistisk. Han smilede varmt af hendes ord.

” No need to rush perfection, darling. Best to leave the feeling to linger in your body. Then, when the time comes for my review, you’ll know just what to write. And perhaps if I like your review… we’ll find ourselves in a similar situation once more… But I’m sure you’ll be able to find the experience elsewhere, even in dark ol’ Doomsville, but never as good as here.”

Om her betød hos ham eller Sunfury, det lod han være op til Genevira. En invitation var i hvert fald blevet overrakt – mundtligt i hvert fald. Bare fordi han fandt forlængelsen af hendes selskab denne morgen en kende unødvendig, betød det ikke, at han ville nægte dem en nat sammen igen. Det havde trods alt været en fornøjelse for både sjæl og sanser. Sådan en kulde gjorde noget for kroppen, som han ikke havde prøvet længe.

” And right you are my dear.”

Valentine havde skam mødt vampyrer før. Han arbejdede endda med et par stykker af dem. Alligevel var det ikke dem, som han hang mest ud med. Mest af respekt for sit eget gode skind. Nogle havde reageret underligt på ham, og det sidste han ønskede, var at blive ædt så ung, at han ikke nåede meget mere end det, han allerede havde opnået. Men hun havde ret omkring et par ting. Genevira var langt fra et klassisk eksempel på de andre artsfæller han havde mødt. Hun var dødeligt stærk, og kunne tydeligvis være intimiderende, når hun virkelig ønskede det. Men udover det var hun næsten… nuttet? Skrøbelig? Vampyrer var toptunede rovdyr, og brugte mange beskidte kneb for at lokke deres bytter. De bar ikke altid dæmonernes naturlige evner for skyggemanipulation eller forførende elementer, så de lærte andre ting. Genevira virkede mere som en forladt kattekilling, som man fik ondt af på gaden, og tog med hjem… hvorefter hun knækkede nakken på en. Et øjeblik drømte Valentine sig væk ved tanken om at se hende i klæder der virkelig kunne fremhæve hendes iskolde skønhed, samt den koldblodige hunkat hun så nemt kunne være. Det var i hvert fald indtil hun nævnte ordet ’leder’.

” Fancy dinner with your leader, huh? Seems quite a drop to end up with this unknown gentleman. I mean, I’m a great catch, but I’m no vampire nobleman, I’m afraid… though I know a couple of those myself.”

Han drillede. Så meget var tydeligt ud fra både stemme og smil. Men han var også nysgerrig. Hvis hun rendte rundt med vampyrens leder, så var Genevira næppe helt så langt nede i fødekæden, som hun først havde forsøgt at forklare sig med. Den del blev han nødt til at forhøre sig om. Men på det bedre tidspunkt… tingene gik i hvert fald meget hurtigt skævt. For pludselig døde hele stemningen. Det lod til, at hans afvisende tilgang havde haft en ret voldsom effekt på den lille vampyr. Dette havde ikke været intentionen. Kunne hun dog ikke blot forstå, at han blot forklarede tingene, som de var?

Valentine skar ansigt af den stive tone, og dialekten der endnu engang slog om. Det virkede ikke som noget godt tegn. Specielt ikke, da hun samtidig nægtede at møde hans blik. Han fik lyst til at sukke opgivende af hele scenariet, men holdt sig bevidst fra handlingen, da han ikke var i tvivl om, at hendes skarpe øre ville opfange det tydeligt. Og da hun allerede mindede om en forslået gadehund, der blev sat på plads, var det sidste han ønskede at sparke til en som allerede lå ned. Det havde hun trods alt ikke fortjent. Hun havde ikke gjort ham ondt. Det var blot hendes idéer der tydeligvis var urealistiske. Og hvilken gentleman ville han dog være, hvis han ikke gjorde det klar fra starten af? Det var netop en af de grunde til, at Valentine holdt sig fra al det som folk i daglig tale beskrev som værende ”kærlighed”. Følelser var så frygteligt forvirrende, og slæbte ikke andet end ondt med sig. Og selvom han ellers var fortaler for netop den slags, så gjaldt det ikke helt så meget hans eget privatliv. Den del skulle allerhelst forløbe ganske flydende. Han holdt sig derfor til, hvad han forstod bedst. Synd. Grådighed, fråseri og sex i overflod. Hvad mere skulle man ellers bruge? I hvert fald ikke næsvise gæster! Alligevel var der noget der vred sig ubehageligt i ham, ved synet af vampyren. Selv da hun mødte hans blik. Noget var dødt. Gnisten fra tidligere var væk. Fandens… Endelig sukkede han. Mest frustreret hendes monotone ordvalg, og måden hun pludselig tiltalte ham. Sir? Hvad var han?? Midaldrende?!

” No, no… Don’t call me that. If you want to call me anything besides Valentine, you’ve got to get a bit more creative. I don’t want it to sound like you’re addressing your father or something. Please!”

Pludselig var han oppe ved hende igen… eller rettere sagt, ved siden af hende. Endnu engang gik det op for ham, hvor lille hun egentlig var, som hans blå øjne kastede et blik ned mod hendes skikkelse. Han havde ikke skyndt sig, men i stedet bevæget sig ganske roligt, som han havde talt. Han ville ikke invadere det skrøbelige rum, de havde skabt mellem dem. Men… at blive stående her hjalp heller ikke meget. Derfor lod han forsigtigt en arm, klar på at flytte sig i tilfælde af eventuelle udfald, lægge sig blidt omkring hendes modsatte skulder, imens han stillede sig ved hendes side. Samtidig lod han blikket fortsat hvile ned mod hende i håbet om, at hun ville møde hans blik, imens han begyndte at førte dem mod badeværelset. Imellem tiden ville han dog tale, uanset om hun så på ham eller ej.

“You know what? I did get what I wanted. Because what I sought was your pleasure… and my own. And there’s no shame in that. I wanted you to enjoy it as much as I knew I would. My point was not to dismiss you after all this. As I told you earlier, I find you company immensely fascinating… but I am a lone soul. It’s just what I do. How I was made. Though, I might not be as hostile about it as Invidia, we’re both just facing reality. You talked about your mother earlier. The things she taught you. Well… we learned this from father. We were not made for love. And there’s really no way of changing that.”

Urgh, nu snakkede han om familie? Det var stadigvæk alt for tidligt til den slags i hans verden, men der var samtidig et spinkelt håb om, at Genevira måske ville forstå det bedre, hvis han brugte noget, som hun kendte til. Hun havde talt så åbenhjertet omkring moderen tidligere på natten, at Valentine havde en klar idé om, at familie var noget, som fyldte meget i hendes liv – på både godt og ondt. Så… håbet var, at Genevira ville have nemmere ved at se det fra en fælles vinkel. Meget mere ønskede han dog ikke at komme ind på emnet, hvilket passede udmærket med, at de nåede døren til badeværelset. Valentine skubbede døren op, og lod hende snakke, hvis hun ønskede det. Hvis ikke, ville han blot genne dem begge to indenfor.

Synet der mødte dem, da døren gled op, var et badeværelse på størrelse med en mindre lejlighed i Rotten Root. Centerstykket i badeværelset bestod tydeligvis af et massivt kar håndskåret af ren rosenkvarts, placeret i den modsatte ende af døren. Ovenover det enorme krystalkar hang der en gigantisk lysekrone, hvis gyldne grene bar på et hav af levende lys, der flakkede ganske let ved brisen fra soveværelset. Badeværelset bar som resten af palæet præg af lyse farver, dyre dekorationer og sans for detaljer. Badeværelset lod til at være delt op i flere dele, hvor der var plads til både at lette sig, men også at friske sig op efter badet, ved noget der mindede om et kæmpe indbygget sminkebord, hvorpå et kæmpe spejl stod placeret. På bordet stod et hav af forskellige cremer, dufte, makeup og gyldne smykker flød i massevis. Rundt omkring i badeværelset stod desuden forskellige kurve tomme, til gamle klæder eller nye fyldte, med bløde håndklæder og klude til efter badet. Levende lys, det sædvanlige nips og friske blomster stod desuden også sporadisk placeret rum omkring.

Normalvis ville Valentine lade det være op til tjenestefolkene at anrette hans bad. Men det sidste han ønskede, ovenpå en allerede anstrengt atmosfære, var tvillingerne som kom og forstyrrede det hele mere. Derfor lod han Genevira suge detaljerne til sig, og gik i stedet i gang med at fylde karret til dem efter, at han havde lukket døren. Karret blev fyldt ved en lille gylden hane, hvorfra der efter et øjeblik begyndte at strømme varmt vand direkte ned i det rosafarvede kar. Efter dette gled Valentine rundt i lokalet, og samlede en mindre håndfuld af diverse midler, hvorefter han vendte tilbage til karret. Fra sin favn, begyndte han at fylde det varme vand med et blandede sortiment af tørrede blomsterblade, essentielle olier og andet, som han selv ville finde behageligt i sit bad. Ganske langsomt begyndte der at sprede sig en behagelig varm og indbydende duft fra karret, som blandede sig med værelsets allerede lettere parfumerede omgivelser. Et øjeblik frygtede han, at det ville blive for meget for Genevira, men Valentine var sikker på, at han ikke ejede noget, som ville skade hende. De bar trods lignende svagheder, når der kom til visse genstande og væsker. Desuden skulle han mene, at han altid var omhyggelig med valg af sine ’ingredienser’, da han selv fandt det voldsom at bruge parfumer blot for at overdøve sanserne. Alligevel var der tøven i hans blik, da han igen vendte sig imod Genevira, og slog armene ud.

” Well? ”

Det virkede til, at begge parter havde brug for et øjeblik til at sunde sig ovenpå historien om, hvad der meget vel kunne have været en decideret tragisk skæbne for den lille vampyr. I hvert fald fandt Valentine sig selv tom for ord, og nøjedes med at lukke munden, som han havde åbnet i et forsøg på at svare… uden at kunne finde de rette ord. For hvad sagde man egentlig til den slags? Tillykke? Nu havde Valentine aldrig været fan angående tanken om ægteskab, så måske var det mest den del, som i virkeligheden chokerede ham – ikke så meget den del, som decideret omhandlede Genevira. For selvom han et eller andet sted påskønnede tanken om, at hun ikke befandt sig i selskab med en mand, som ville vove at ødelægge sådan et kønt ansigt, så lå medfølelse ikke ligefrem naturligt til ham. At folk faktisk ofrede sig selv – og deres nærmeste – til aftaler om ægteskab, velvidende mange af dem ville ende op halvdøde blot få år senere, var Valentine en gåde og en fornøjelse. For i virkeligheden var det grådighed, som var på spil. Hungren efter magt og det helt rigtige blod, som kunne skubbe dem frem i verden. Med lidt held blev der avlet et kuld børn eller to inden, at parterne var helt ødelagte af hinanden, og så var arven allerede sikret for de næste par generationer. Selv påskønnede Valentine dog, at hans natur tillod ham andre metoder til at opnå netop det, som han instinktivt søgte. Bare tanken om, at han skulle binde sig til noget der mindede om et ægteskab, gav ham lyst til at le. Og kaste op.

Latteren kom bag på ham. Meget faktisk. Yderst uforstående, skulle han netop til at spørge, men det lod til, at hun kom ham i forkøbet mellem de små grin. Og hurtigt gik det op for dødssynden, at han bestemt ikke burde være jaloux på hele scenariet med at møde vampyrens leder. Ærlig talt var han chokeret. Navnet sagde ham et eller andet, og historien lød oprigtig nok, men… mudder??? Vampyrerne, hvis skønhed og eviglange snobbede standarter, som Valentine ellers værdsatte højt, lod til fuldstændig at have misset deres overhoved. Det var et syn, som han blev nødt til at se med sine egne øjne en dag, for tanken lød på trods af Geneviras ord, stadigvæk voldsomt absurd i hans øre. Han ønskede at svare hende. Bryde ind på en eller anden måde, med en kæk lille kommentar. Dette syntes dog hurtigt som en umulig opgave. Det var efterhånden gået op for ham, at når først Genevira gik i gang med en fortælling, så kunne der godt gå et stykke tid med den slags. Derfor ventede han. Afbrød ikke, men lyttede i stedet, og betragtede fascineret, hvordan et hav af forskellige følelser strømmede hen over det vidunderligt kønne ansigt, som fortællingerne skred frem. Det var sjovt. En tanke slog ned i ham, som han roligt betragtede armene fægte rundt, imens historien nåede sit klimaks. Hun snakkede om døden, igen. Og han havde mærket den helt tæt på sin egen krop. Hendes kulde var ikke til at tage fejl af… men alligevel kunne han ikke mindes, at han havde mødt nogen så levende i et langt stykke tid. Iveren i hendes stemme, de dramatiske og evige humørskift, og følelserne der var at spore i hendes mørke blik. Det var… underligt fængende. Endelig så han dog sit snit, som snakken døde ud igen. Historien var færdig.

”Fear not, my lady. Your secret is safe with me. And in return, how about you promise not to eat my dear shapeshifters? Although it sounds like you would treat them well, it was quite the hassle to find such a pair and I don’t exactly plan to get any new ones soon. Also, if you behave, I might treat you to a feast of your own.”

Valentine kunne ikke lade være med at smile ved tanken om et hus fuld af sultne vampyrer der blot sad og stirrede på mad nok til at fodre en mindre hær. Noget han formentlig ville have leet af sammen med sin kære lillesøster Gula, hvorefter hun havde fortæret resten inden, at nogen kunne nå at protestere. For nu undlod han dog at nævne det faktum til Genevira, at de faktisk var flere end blot ham selv og Kain. Hans egen tilstedeværelse havde allerede rystet hende en del, og af sikkerhedsmæssige grunde holdt han gerne mest mulig viden om søskendeflokken diskret. Det glædede ham dog mere at mærke, hvordan Genevira langsomt gav efter, og valgte at søge hans nærhed igen, som de bevægede sig imod badeværelset. Hendes ord var dog noget skarpere, og hans øjne flakkede et øjeblik, som faderens skikkelse dukkede op i hans hukommelse. ”Indeed”. Billedet forsvandt igen. I stedet blev mørket, som det bragte, erstattet af en nyfunden ro, som badeværelsets søde dufte ramte ham.

Det overraskede Valentine, hvor hurtigt tøjet forsvandt denne gang. Tavst fulgte de blå øjne, hvordan den spinkle skikkelse ufortrødent trådte op i karret, hvor hun fik placeret sig, og næsten forsvandt ned i det varme vand. Det lod ikke til, at andre ord var nødvendige lige nu. Derfor smed han selv morgenkåben, og trådte derefter ned i karret i modsatte ende af Genevira, hvor han lod sig synke ned i vandet. Han kunne ikke undlade at skære en kort grimasse, som vandet mødte de helende sår på ryggen, men fandt hurtig tilbage til den rolige facade fra førhen. Modsat Genevira gled han ikke helt så langt ned i vandet, men lod i stedet armene hvile på karrets kanter, imens benene lå over kors i vandet. Overfladen var slørret af de mange blomsterblade og salver, men det var alligevel ikke svært for det skarpe øje at opfange konturerne af deres blege kroppe igennem vandet. De blå øjne lukkede sig, og nakken gled let bagover med et veltilpas suk.

Valentine sad sådan et stykke tid, imens han nød følelsen af det varmen, som langsomt spredte sig igennem hans trætte krop. Anspændtheden fra tidligere var stadigvæk svær at ignorere, men han lod i stedet sanserne fokusere på lyden af det rindende vand fra hanen… lige indtil, at der næsten ikke lod til fysisk at kunne være mere i karret, sammen med de to skikkelser. Med et enkelt vip fra pegefingeren, standsede lyden af det løbende vand, og Valentine åbnede begge øjne igen, og lod blikket falde tilbage på Genevira.

”So… what is it that you do in Doomsville, lady Genevira? Because when we met just a few hours ago, you spoke as if you had… nothing? And now, just a few minutes ago, you talk about having dinner with elite vampires. And although, I’m far from undead, I happen to know, they won’t just dine with anyone. So, why did they pick you? Your charming personality?”

Stemmen var afdæmpet. Blikket nysgerrigt. Der var ingen dømmende tone. I stedet var det et forsøg på at række ud. Genskabe lidt af tilliden fra tidligere, samtidig med, at han forsøgte at forstå, hvordan en tydeligvis forholdsvis grøn vampyr var steget til tops så hurtigt. Hvem ved, måske lærte han noget, som han selv kunne bruge?

Valentine kunne have sladret. Nemt. Det var ikke svært, da der trods alt kom mange magtfulde forbindelser forbi hans arbejdsplads hver eneste dag. Men, han så ingen grund til at spolere Geneviras kønne lille ansigt, hvilket højst sandsynligvis ville ske, hvis en rasende overklassevampyr først fik fært om, at de blev bagtalt – og gerningsmanden bag. Han så ingen grund til at bruge en masse krudt på at sprede et rygte, som ville ødelægge noget, som han selv fandt frygtelig fascinerende. Han kunne trods alt godt blive en smule besidderisk, når det kom til stykket. Og grådig ikke mindst. Til hendes konstateringerne omkring hans veludvalgte tjenestefolk, kunne Valentine ikke andet end at trække på skuldrene med et lille grin inden, at han svarede hende.

” It really depends. Often, they’re more like pets to me than servants, which seems to suit their mood a lot better. But worry not, milady, I’ll be sure to brush up on their manners once you’re gone. It’s not important what they think of my guests after all… this is my house. I’ll bring whoever I so desire. And right now, that is you.”

Han lagde hovedet på skrå, efter at have nævnt den sidste del angående Genevira. Smilet blev en tand mere indbydende, og de blå øjne glimtede skælmsk.

” And maybe not the house itself… but personally, I’m quite thrilled by the sight of a beautiful deep red color against pale skin.”

Og næsten lige så pludseligt, som stemmen var faldet et par toner til et mere indbydende niveau, så var han væk i minderne. For farver havde i virkeligheden så meget betydning. Blod. Blodrød. I soveværelset. På slagmarken. Minder fra barndommen om evige friske sår og blå mærker. Der blev ikke lagt en hånd imellem dem, blot fordi de var børn trods alt. Der var kun én måde at lære på, og det var den hårde måde. Valentine kunne vel egentlig takke den nådesløse træning i sin helt unge dage, for hans relativt høje smertetolerance – at der så var blevet skabt en mellemting med smerte og nydelse i hans verden, det magtede han ikke at blande faderens minde omkring.

Badeværelset var faktisk et af Valentines yndlingssteder i det enorme hus. Han elskede følelsen af at være ren, og brugte langt tid på at forkæle sin egen krop. Det var ikke usædvanligt at han kunne bruge en hel dag spærret inde på badeværelset, enten liggende i blød eller i færd med andre projekter. Specielt, hvis han havde haft en dårlig dag af en eller anden årsag. Det var lige som om, at han nærmest kunne skrubbe den væk. Selv de mest genstridige urenheder, aftryk eller dårligdomme skulle nok forsvinde… hvis han bare blev ved længe nok.

” Sean McGivens? Ruler of Doomsville? Like, The Dark Lord himself?”

Egentlig lød hans tone mest af alt spøgende, men iveren bag de krystalblå øjne var svær at lægge låg på. Det forklarede så meget! Geneviras sans for detalje, hendes konstante behov for at have styr på tjenestefolkene, manererne, og ikke mindst hendes nyvundne velstand. Det var som om et julelys blev tændt hos dødssynden. Specielt fordi han havde en kraftig idé om, hvem Sean var, selvom hans spørgsmål måske kunne lyde som om, at han var i tvivl. Manden var dæmon – incubus – så meget havde han da hørt. Ord fik hurtigt ben at gå på, og der lod til at være mere end rigeligt at snakke om, hvad angik Sean McGivens, så det var bestemt ikke svært at opfange nyt nordfra. Valentine havde en stille drøm om at møde manden – blandt mange andre magtfulde væsner – men en incubus med så meget magt og velstand var trods alt en hed drøm kommet til live. Og nu lod det til, at muligheden var lige foran ham! Valentine rettede sig en anelse mere om i karret, og lod distræt en våd hårlok glide omkring pegefingeren, for at styrer lidt af sin iver, som han stillede det næste spørgsmål.

” Perhaps that is the very reason you find yourself in Sunfury these days? Are you travelling together at the moment?”

Et eller andet sted igennem sin egen begejstring, noterede han sig, at hun ændrede karakter. Om end blot for et øjeblik, så sporede han stoltheden i hendes ansigtsudtryk, samt kroppen der pludselig virkede en anelse mere afslappet end før. Hun kunne godt lide sit arbejde. Sin position. Endnu en undskyldning for at spørge indtil emnet. Alt andet end at gå tilbage til den frygtelig akavede stemning fra soveværelset.

Valentine nænne ikke, at nævne for Genevira, at han egentlig foretrak sine tjenestefolk en kende… uregerlige… når det kom til stykket. Hvilken dødssynd ville han ellers være, hvis ikke de folk tættest på ham, fik lov til at slå sig løs nu og da? Også selvom det betød, at han stort set var 100% i kontrol over, hvornår sådanne friheder optrådte. De eneste undtagelser var hans tvillinger. Som nogle af de nyeste i flokken, havde han stadigvæk meget at lære dem. Han var dog ikke et sekund i tvivl om, at resten af tjenestefolkene levede i den skønnest rus det meste af tiden. Næsten ligesom en drøm. En meget lang drøm…

Et øjeblik måtte han tænke hurtigt. Lede tankerne et andet sted hen. For selvom synet af den lurende rovtand og Geneviras lokkende ord var dragende i så høj grad, at han mærkede det krible behageligt i visse dele af kroppen, så var dette ikke tidspunktet. Normalvis ville han ikke have tøvet. Hun var blevet af egen fri vilje. I princippet kunne han vælge at trække i trådende, som han havde gjort natten før, og få sat skub i andre lyster end blot hans egne. Men… hun var så anderledes. Delikat. Et forkert ord eller bevægelser, og hendes porcelænsagtige ydre revnede, og afspejlede pludselig meget af hendes skrøbelige indre. Valentine var ikke i tvivl om, at hun bar meget. Lyst var trods alt ikke det eneste, som han havde mærket hos hende ved brug af sine medfødte evner. Så… han vurderede et bad i første omgang ville være bedst for dem begge. Og hvem vidste? Måske hun virkelig holdt sit ord senere. Og selvom, hun mest lod til at tænke det som værende en joke fra hans side. Åh, hvis hun blot anede, hvilket mørke der gemte sig. Et øjeblik var han fristet. Følelsen af at lægge en hånd mod hendes kind, og lade en finger glide hen over de blege læber. En undskyldning for at lade huden strejfe imod de dødbringende tænder, der gemte sig bag det kønne smil. Men han undlod. Igen. Og brugte i stedet uroen i kroppen til skødesløst at glatte stoffet på sin morgenkåbe, så han desuden kunne sikre sig, at begejstringen fra tidligere havde lagt sig. Alt imens fastholdt de blå øjne dog afslappet øjenkontakten med hendes mørke, imens han smilede af hendes ord.

” Then it’s a deal, milady. Just you let me know in advance, so I can make sure to feed your properly first. Wouldn’t want to risk all this beauty going to waste, right?”

Valentine sendte hende et drillende blink med øjet. Selvom han måske lagde mere vægt i ordenes sandhed, så trak han den ikke længere. I stedet lod han det være op til Genevira, hvordan hun tolkede de sidste af hans ord.

Begejstringen af hendes bekræftelse til Sean McGivens identitet døde hurtigt ud, da meldingen om hans manglende tilstedeværelse i Sunfury hurtigt fulgte. Valentine gled skuffet tilbage ned i karret igen, og pustede hårlokken, som han havde haft leget væk, bort fra sit ansigt. I stedet lagde han hovedet på skrå, og sendte hende et lille smil. En tand mere afdæmpet end før, men stadigvæk ved godt mod.

” Well then, did you find what you’re looking for?... Besides a midnight snack, of course. Is Sunfury all you ever dreamed of and more?”

Tilbage til sin normale afslappede facade, rakte Valentine om, og vippede håret ud over badekarrets kant. Det var efterhånden så langt, at det trak ubehageligt, hvis han sad presset imod det. Imens dødssynden nussede med et par løse hårlokker, som røg samme vej, lyttede han samtidig til Geneviras ord. Blikket som ellers havde været rettet for sin egen brystkasse for en stund, fløj pludselig op ved lyden af vampyren, som kaldte ham smuk. Noget han allerede vidste… men alligevel var der noget specielt ved den måde, hun sagde det på. Og reaktionen der spredte sig hos hende efterfølgende, var næsten det bedste.

”Oh?”

Valentine mærkede smilet vokse. Blikket fik et faretruende fornøjet glimt i sig, og han kunne ikke dy sig for at nærme hende, da hun pludselig snakkede om at låne ham ud. Han lo varmt, og trak benene til op sig, så han kunne læne sig frem, og støtte albuerne på sine knæ, der nu stak op af vandet. Hun så ganske vist ikke på ham længere, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med at tale til hende, som om, at hun gjorde.

” ‘Borrow me’ you say? Getting a bit greedy, are we? While I appreciate your thoughts on my chances with your boss, it seems you might not even want him near me after all?”

Grådig. Måden han trak ordet ud på, var næsten ikke noget han tænkte over. Et yderst velkendt og naturligt ord var det trods alt i hans verden. Desuden var hans toneleje efterhånden blevet dyb. Drillende. Prikkende og pirrende. Det var underholdende og ikke mindst fascinerende at se denne side af hende. En side som hun forsøgte ihærdigt at lægge låg på, men som langsomt syntes at spilde alligevel. Stadigvæk siddende et stykke længere fremme i badet, med armene hvilene på knæene, fortsatte han lidt i den stemning. Specielt da hun spurgte indtil hans arbejde. Han hævede et øjenbryn, og holdt blikket fast rettet mod hende. Sugede alle detaljerne af den blege hud til sig, som kunne skimtes både over og under vandet, som han svarede.

“You’ve got to be more specific than that, darling. A lot of things about my work is hard… but not necessarily in a bad way.”