A sinner and a "saint"~Valentine xxx

Måske meget modsat Genevira, så ville dette møde ikke fylde alverden det stykke tid. Der var ingen mørke skyer i horisonten, ingen sammensmeltninger der nærmede sig, og bestemt ingen dårlig samvittighed over alt det, som var sket mellem dem. Og dog. Hvad han næppe selv ville kunne forudse, uanset hvor meget han end forsøgte… var hvor meget hun kom til at fylde alligevel. For urolige nætter, hvor tankerne ellers havde svært ved at finde ro og mareridtene hobede sig op, ville pludselig finde en ny form for ro. Ikke en permanent løsning. Men det var nok. Tanken alene om at have noget at se frem til, andet end søskendeflokken, som forhåbentlig ville dukke op fuldtallige en dag. Minder om en hud så kold og delikat, som hans egne pludselige syntes at savne. Små ord der dukkede op hist og pist, og latteren der havde fulgt dem. Valentine ville aldrig indrømme det – for han vidste det ikke engang endnu. Men dette møde kom til at fylde mere i hans fremtiden, end han nogensinde kunne drømme om. Og han ville hade og elske hvert et sekund af det.

Tilbage til nutiden var det hans tur til at vifte af hendes ord, da hun proklamerede, at hun ikke var den bedste til at skrive. ”Worry not, darling. I’m sure your Dark Lord will be able to give you a lesson or two. Those nobles always have thing for writing… though I’m sure your letters will be far more interesting, than anything he'd ever write.”

Før Valentine overhovedet nåede at svare, mærkede han pludselig, hvordan et par spinkle arme slyngede sig omkring ham. I en lettere akavet bevægelse stivnede han først, uden rigtig at vide, hvor han skulle gøre af sig selv eller sine hænder. For… hvad gjorde man lige en sådan situation? Det var ikke ligefrem fordi at faderen havde givet mange kurser i den slags. Tværtimod. Så, imens han egentlig mest prøvede sig frem, lod han forsigtigt hænderne glide omkring Genevira, på nogenlunde samme manér, som han fornemmede på sin egen krop. Ikke helt så tæt måske, men tanken var sådan set god nok. Og et øjeblik tillod han endda sig selv at slappe lidt af i kroppen. Lod sanserne fornemme hendes kulde gennem sit tøj, den søde duft fra hendes nyvaskede hår, samt formerne gemt under det bløde kjolestof. Sådan stod de, og Valentine glemte for en gangs skyld helt at tjekke op på, om der var noget af hans personale, der lurede.

” I’ll… make sure to stop by, should I ever be in Doomsville. Make sure that you won’t miss me for too long.”

Han bed sig selv i læben. Forbandede, hvordan han havde lyst til at gengælde ordene, men ikke lod til at kunne få dem ud. Hvordan tanken om, hvor stille der ville blive efter, at hun forsvandt, gav ham en underlig følelse i kroppen, og hvor pinefuldt det var at indrømme for ham selv i tankerne alene. Ganske langsomt gav de slip på hinanden igen. Valentine betragtede, hvordan Genevira næsten var vendt om på hælen, da noget lod til at gå op for hende. Overraskelsen kunne ikke helt skjules i hans ansigt, da hun spurgte om hans navn. Hans ægte navn. Valentine nåede kort at overveje, om hun havde vidst det hele tiden. Hans dæknavn. Men det gav selvfølgelig god mening. Hvis Invidia løj, hvorfor skulle han så ikke også? Hukommelsen lod – desværre – ikke til at fejle noget i dette tilfælde. Hvad der næsten kom mere bag på ham, var hende egen lille hemmelighed. Ginny. Et kønt, men simpelt navn. Han forstod hurtigt, hvorfor hun kunne have ønsket sig noget mere passende. Til sit nye jeg.

” Yes… fresh start I suppose. My-…” Et øjeblik virkede han lidt fortabt. Tøvende. Opgaven var egentlig ganske simpel, men der herskede tvivl i hans sind. Genevira ville blive en af de første nogensinde, som blev klar over hans ægte navn, udover søskendeflokken. En af de første, som kom i nærheden af hans sande natur… det stred mod alt, hvad faderen havde lært dem. Og måske lige netop derfor fortjente hun det. For skodforældre. Noget de begge var mærket temmelig tydeligt af, og som bandt dem sammen på et eller andet uforklarligt niveau. Og… måske også, så lige netop Invidia ikke kunne misbruge informationen, hvilket Genevira også var hurtigt til at påpege. Så med et lille smil, og uden at kunne undertrykke den latinske talemåde fuldstændig, præsenterede han sig for hende for anden gang i det sidste døgn alene. ” My father named me Avaritia.”

”Oh lord Mcgivens has done that already provided me with a tutor for writing lessons and all kinds of other things. Like geography and maths. I kind of hate maths to be honest. A lot of it seems completely useless, but it is really kind of him to make sure I don’t run around all stupid. I guess it would look bad on him too. If his staff was all undereducated and such.” Som sædvanlig havde hun ikke så meget som et eneste ondt ord at sige om Sean. Det var hende simpelthen umuligt. Og hun forsvarede ham lige så arrigt fra en hver form for kritik eller selv den mindste fornærmelse. Om det så var berettiget eller ej. Det var svært at forholde sig særlig objektivt til et menneske, der havde løftet en ud af fattigdommen. Så betød det faktisk, måske overraskende, ganske lidt, at vedkommende var en, trods alt, ret berygtet dæmon. Derfor syntes Valentines navngivning af ham som værende en eller anden mørkets fyrste også mere morsom end reel. Sean var bare Sean. Han bekymrede sig om, hvorvidt hun kom til skade, han lyttede til hende, når hun talte og han interesserede sig faktisk for, hvad hun havde af input til løsninger af givende situationer. Alt i alt, så var der ærligt talt mere mørke i hendes mor, end der var i Sean.

Hvad er det for en konklusion at nå til??? Magen til utaknemmelige pigebarn. Efter alt, hvad hun har gjort for dig. Så er du sådan der? Det er ikke noget under, at du var nødt til at gå. Med den attitude der, kan du lige så godt lade være med at komme tilbage nogensinde. Du kunne jo bare lade hende dø ensomt uden at ane hvor du er henne, siden det betyder så lidt for dig åbenbart.

Et langt øjeblik, eller måske føltes det bare sådan, kunne Genevira ikke andet end at stirre ud i luften. Lagde endda helt per automatik ansigtet i de intetsigende behagelige folder, som man ikke kunne sætte en finger på. Så uprovokerende så muligt for at undgå risikoen for slag.
Så var det som om, at hun igen huskede, hvor hun var og hun rystede det, nærmest fysisk synligt, af sig igen.

Hun var lykkelig, da han rent faktisk gengældte krammet. Kort havde hun overvejet, om hun var gået for langt alligevel, men det øjebliks tøven fik det kun til at betyde mere, at han rent faktisk gjorde det. Han var overhovedet ikke vant til det her og alligevel lod han efter et øjeblik til at slappe af. Hun ville ønske, at hun kunne have holdt ham, ind til alt hans ubehag smeltede bort, men ak. De havde begge steder at være.


”Avaritia.” Hun smagte på navnet. Fandt at hun kunne lide det. Det havde en vis klang. Et vidst sted, ville en klokke måske have ringet svagt, hvis hun havde lyttet mere i kirken og ikke blot forbundet det med skyldfølelsen, ubehag og risikoen for straf.

”It’s pretty. But I will call you whatever you prefer. Now.” Hun stillede sig på tæer og kyssede ham en sidste gang. Forsigtigt, ømt, alt for kort.

”I’ll miss these too.” Et skævt smil trak op i hendes mundvig.

”Don’t you go forgetting about me now alright? Woud just make the twins all smug.” Med de ord vendte hun sig. Hvis ikke hun snart gik, ville de kunne blive stående her for evigt. Hun næsten svævede gennem haven og bort nedad vejen, nynnede dæmpet for sig selv.

” A generous soul it seems. Not typically what you’d expect from a ruler – and especially not the demon kind”

Valentine kunne ikke helt tilbageholde et smil, da Genevira ivrigt snakkede løs om sin generøse hersker. Mon der var tale om en hemmelig beundre? Hun havde godt nok ikke hintet noget i den retning, hvad angik følelser eller seksuelle eskapader… tvært imod, havde hun faktisk opfodret ham selv til at forsøge sig med dæmonen, da de sad i badet tidligere på dagen. Men man vidste aldrig. Varmen i stemmen var i hvert fald ikke til at tage fejl af. Manden havde en plads i hendes kolde, døde hjerte, hvad enten hun selv vidste det eller ej. Valentine nægtede dog at tro på, at alle herskerens ansatte fik samme vilkår. Der lå en særlig grund bag al gavmildheden. ALLE folk var grådige efter et eller andet. Den største forskel var blot, hvor langt man var villig til at gå for det man ønskede sig. Stemningen der fulgte ordene, kom dog lidt bag på ham. I et langt øjeblik virkede den lille vampyr helt virkelighedsfjern inden, at det samme pludselig lod til at gå op for hende selv. Lige så hurtigt som det blanke udtryk var dukket op, så forsvandt det igen. Valentine havde en klar ide om, at det ikke var hjemturen der spøgte – selvom de begge tydeligvis havde det lidt akavet med at sige farvel – men han undlod at grave mere i det. Måske, hvis de en dag skulle mødes igen, ville han få muligheden for at åbne mere op for al mørket under den porcelænsagtige overflade. Men ikke nu.

Måden hun sagde hans navn på var så… anderledes. Det lød fremmede på hendes læber. Nyt og ukendt. Men tonen var blid som altid. Ikke vredt eller kommanderende, som når faderen havde kaldt det. Ej heller afskyende som hos Invidia eller længselsfuldt som hos Luxuria. Bare… nyt. Da hun komplimenterede navnet, men understregede, at han selv måtte vælge, tøvede han blot et øjeblik før, at han trak på skuldrene. Ikke helt så afslappet, som muligvis skyldtes, at han ikke var 100% sikker i sit valg.

” Valentine will do for now... Feels more familiar, you know? I haven’t been Avarita for quite some time. But feel free to add a cute nickname or two!”

Han drillede – selvfølgelig – men blev glædeligt afbrød af et kys, så let og kort, at det føltes som en behagelig, kølig brise. Havde øjeblikkeligt lyst til at holde fast, da hun trak sig igen. Han ville savne kulden, hvilket var en underlig tanke, da Valentine ellers var særligt glad for Sunfurys hede klima. Men den var… sært vanedannende. Så han lod han lod hende træde bort. Smilede en anelse afdæmpet, da hun lagde an til at gøre sin exit. Som noget af det sidste greb han hendes en hånd, førte den blidt op mod sit ansigt, samtidig med, at han bukkede sig let. Han placerede et fløjs let kys mod den kolde håndryg inden, at han svarede hende.

” Fear not, darling. I wouldn’t be able to forget you even if I tried. And I’m sure the twins agree.”

At han formentlig havde tænkt sig at sørge for den sidste del helt personligt, nævnte han selvfølgelig ikke noget om. I stedet slap han den blege hånd, og betragtede i stedet hendes spinkle svæve længere og bort. Sådan stod han et øjeblik, og nød synet… før at en ny tanke slog sig ned. Han sukkede tungt over sig eget behov for at forblive uforglemmelig men kunne alligevel ikke lade være. Et sidste minde. Uden at tænke ret meget mere over det, lod han hurtigt en tilfældig guldring glide af fingeren. Derefter sendte han metallet susende mod den største og smukkeste blomst i nærheden, som lynhurtigt fik stilken kappet. I en lynhurtig bevægelse, snoede guldet sig omkring blomsten inden, at den skød inden sig ind forbi Genevira på vej mod udgangen. Blomsten blev smidt, og ville langsomt dale ned foran ansigtet på den lille vampyr imens, at ringen suste tilbage til Valentine. Han råbte ikke. Vidste at det ikke var nødvendigt, med hendes skarpe hørelse.

” To fight of all your future suitors. Sunfury are full of lonely and hungry souls this time of night.”

”Yes I have been very lucky,” konstaterede hun mildt, et øjeblik totalt uvidende om måden Valentine smilede på. Da hun lagde mærke til det satte hun dog hænderne i siderne og skulede trodsigt af ham. ”Don´t you go getting any ideas. He just cares about me that is all. I´m not having sex with just about everyone, you know?” Hun rystede på hovedet. En opgivende gestus, selvom hun alligevel absolut ikke var så træt af ham, som hun måske halvhjertet og mere i morskab end alvor gav udtryk for. Hun havde dog ikke tænkt sig at informere Valentine om, at hun engang havde foreslået netop dette for Sean. Ikke fordi hun havde lyst, men simpelthen bare fordi, at hun på daværende tidspunkt havde haft mere end blot almindelig svært ved at se, hvad hun egentlig havde at tilbyde denne mystiske dæmonhersker, der sikkert havde folk til hvad som helst. Og sex havde, tja ind til i dag faktisk, altid forekommet hende som mere en transaktion end noget som helst andet, så hvorfor ikke. Det var vel et job på samme måde som alt muligt andet og hun ville egentlig have udstået mangt en ydmygelse, for det var hvad det ville have været for hende på alle punkter, hvis det betød, at hun fik en bedre plads i samfundet. Heldigvis havde Sean aldrig takket ja til tilbuddet. Måske havde han fornemmet hendes modvilje, eller også var han bare ikke tiltrukket af hende. Ligegyldigt hvad, så var hun taknemmelig for at undgå det. Desuden ville det, som deres relation havde udviklet sig, bare være akavet af en million andre årsager nu.

”Valentine it is then. I think I understand, what you mean. Ginny is, in some ways, a different person, than who I am now.” Det forsøgte hun I hvert fald at bilde sig selv ind. Det var ikke ligefrem fordi det hjalp hende ret meget med at flygte fra fortiden, at hun havde ændret navn og forsøgte at begrave det ynkelige pigebarn, hun for ikke engang særlig længe siden havde været.

”Besides now that I´ve been crying out for you, I think it would actually be a bit awkward if I had to get used to the fact that `Oops, that, that´s not actually what you´re supposed to call me, sorry´” Genevira blinkede dovent og hendes ene mundvig trak lidt opad I antydningen af et underholdt smil.


“That is…sort of reassuring actually,” indrømmede hun. “And try to watch out for yourself while I´m gone yeah? Try consuming something without alcohol in it once in a while?” Tonen var drillende, men hendes ord var reelle nok.

Det var kun modvilligt, at hun trak sig, men det måtte jo gøres på et eller andet tidspunkt. Hun kunne dog ikke lade være med at le, da en blomst dalede ned foran hendes ansigt og hun nåede at fange den i sine hænder. En så dramatisk gestus, at kun Valentine kunne have fundet på det. Selv efter at have kendt ham så kort tid, havde hun trods alt en fornemmelse af ham. Hun smilede lidt for sig selv og satte så forsigtigt blomsten på plads i sin kompliceret flettede frisure, hun havde trods alt sin kyse med, tænk engang at hun ikke havde haft det egentlig. Men fandme om hun gik ud med håret hængende udover det hele.
Hun vendte sig mod Valentine og vinkede en sidste gang.

. ”I think you might be dissapointed, or gladdened, by the number of future suitors I expect to have,” kaldte hun tilbage. Med de ord var hun borte. For en gang skyld, var der ikke noget forjaget eller duknakket ved hendes vej til sit bestemmelsessted. Snare syntes hun at svæve hele vejen

//Out tænker jeg? ^^//

“Of course not, my lady! I would never assume anything so vile about you!... It’s the demon, I’m worried about...”

Han lo, og viftede afvisende med hænderne, som hun stod der og skulede af ham. Som om, at det ikke var lige præcis de tanker, som var fløjet gennem hovedet på ham for blot et øjeblik siden. For selvom han måske havde fået tændt en ukendt flamme i Geneviras liv det seneste døgns tid, så var han overbevist om, at hun næppe var typen, som ville gå direkte ud og bruge det til sin fordel. Sælge sig selv, sin krop, sin evige skønhed for guld og magt. Nej.... nej, det var mere hans egen stil. Dæmonen derimod? Det var svært at sige. Valentine havde mødt en hel del dæmoner efterhånden, og selvom de typisk hælede mod de mørkeste sider af naturen, så var de alligevel vidt forskellige med, hvad der drev dem. Så han forblev en ukendt faktor. For nu. Interesseren for at møde denne barmhjertige hersker var ikke blevet mindre, siden hans første debut i deres samtaler, men Valentine havde alligevel en idé om, at det næppe kom til at ske i den nærmeste fremtid. Så han lod tanken glide i baggrunden, sammen med så mange andre gode planer.

“ That explains it quite well actually.”

Valentine nåede ikke just at gå i flere detaljer omkring emnet før, at Genevira smed kommentaren omkring hendes egen vokalisering i soveværelset... og et par andre steder. De blå øjne glimtrede drillende, og smilet blev bredere, som han mindedes et par af episoderne. Var det ikke fordi hun netop var på vej ud af døren, havde han formentlig tilbudt hende at øve navnet et par gange til. I stedet rystede han blot på hovedet, og koncentrerede sig om at få styr på sig selv inden, at han svarede hende.

“As long as it’s only me that you’re calling out for... feel free to use whatever words necessary. I know that thoughts tend to go kinda foggy doing those... situations... so I wouldn’t blame you for a little name change.”

Hendes ord var sikkert velment, og alligevel fandt han sig selv lige ved at ryste på hovedet over dem. Skære ned på sit alkoholforbrug? Af hvilken årsag?? Han klarede sig jo glimrende, som det var nu! Hvis det ikke var fordi de netop havde spenderet et herligt døgn i hinandens selskab, så var det nok lige før, at han måske var blevet en kende fornærmet. I stedet sendte han sit mest uskyldige smil i hendes retning inden, at han svarede med en let spøgende undertone.

“ I will make sure to be more aware of any flying predators from now on, though I’m afraid I can’t make any promises about my daily intake. How about I wish you luck with your nightly hunts instead? That way, at least one of us will be successful regarding our drinking habits.”

Og væk var hun. Eller... næsten. Valentine nød lyd af hendes latter, da hun opdagede blomsten, og hævede en hånd for at vinke farvel. Han fortsatte med at vinke helt indtil, at hun var ude af syne. Forsvundet som et spøgelse i natten, selvom gløden hun tog med sig, fortalte om en yderst levende sjæl. Ordene hang stadigvæk i luften, selvom der pludselig var blevet underligt stille. Den velkendte ro fra huset, og summen fra byen ikke langt derfra var det eneste som fyldte natten for en stund. Valentine stod stadigvæk, med blikket rettet mod området, hvor hun var forsvundet - næsten som om, at han forventede, hun ville komme løbende tilbage. Men det gjorde hun ikke. Og det var okay. Han var okay. For selvom det næppe lød til, at Genevira havde planer om flere vilde eskapader med fremtidige nattesnacks... så havde han ikke tænkt sig at holde sig tilbage. Folk fordærvede trods alt ikke dem selv! Eller jo... men det var altid sjovt at lege med. Alligevel kunne han godt lide tanken om, at hun forblev urørt af andre. Om end bare for en stund. Forblev “hans”... bare lidt endnu. Valentine sukkede dybt, lukkede øjnene og vendte ansigtet mod nattehimlen. Blev stående sådan for en stund, imens den lune brise legede med et par løse hårstrå. Til sidst gled hovedet på plads igen. De blå øjne åbnede sig, og som han vendte sig rundt, fikserede blikket sig på noget, som han vidste lurede bag hoveddøren. Samtalen for blot et øjeblik siden virkede allerede fjern, og ligeså alle de behagelige følelser den havde frembragt. I stedet var al varmen forsvundet fra det ellers normalt indbydende ansigt, og blikket var blevet hårdt. Måske han aldrig ville se Genevira igen... og måske hun kun ville leve videre igennem breve og flygtige minder... men derfor havde stadigvæk tænkt sig, at holde sit ord. Så han forsvandt. Låste dørene resten af natten... og uanset, hvor meget ellers de tiggede, skreg eller bad den nat... så blev blev det overholdt. Til perfektion.

// Out <3 //