A sinner and a "saint"~Valentine xxx

”That…does seem a fair enough trade. Not that you would actually allow me to. Well you shouldn’t, even if you would, it hurts like…I don’t know, maybe the guy who made me was just an arsehole, but I was so sure I was going to die, if not from him fucking murdering me I the middle of nowhere, then from th pain alone. Maybe it’s different, when you’re….made, but I felt like I couldn’t move for hours. Lived in an abandoned cellar, that I managed to crawl into when the sun got up for days.” Hun hoppede let og elegant henover, hvad hun så havde levet af det første miserable og forvirrede stykke tid. At tygge i rotter og andet småkravl var ikke accepteret af det høflige vampyrsamfund, regnede hun med og hun regnede da slet ikke med, at Valentine ville bryde sig om det. Han slog hende, som typen, der ville have skreget, hvis han så meget, som så en rotte. Når man boede i Rotten Root og levede lige så meget side om side med dem og andre skadedyr, som man gjorde med mennesker, fandtes den slags væmmelse i sig selv ikke rigtig længere. Hvis man var heldig skaffede man en kat til at holde dem ude af huset, hvis ikke, måtte man jo selv jage dem ud med en kost.

Hun kunne se, hvordan den ellers næsten bedårende begejstring døde ud i hans ansigt. Som at se et lys blive pustet ud.


”Well I meant to find where best to hunt without running into guards. The place where I found you does in fact seem to be very deserted and unpatrolled, no? I got a deal more than what I originally bargained for though. Glad I did. It seems like an awful waste to even have thought about eating you.”

Hun overvejede sine ord lidt.

”You know I’ve actually been here before. I feel like a lot of people are a bit self-righteous? Tried to have dinner and some angel swooped down to throw water in my face, like ehm, ‘excuse me, I don’t do that when you eat, and I have made sure this one is as good as dead anyway? It would be crueler to leave her to suffer’. The angel did turn out to not be so bad in the end, but…” Hun trak på skuldrene. Der løb en skygge af ubehag over hendes ansigt. Engle...de holdt aldrig op med at være uhyggelige.

“But I did get my new job on that trip, so I can’t be too resentful. This is more pleasant though. Did you ever visit Doomsville?” Hun så granskende på ham.

”You don’t seem the type to find it appealing. In any case if you do decide to stop by some day and visit or something, stay clear of Rotten Root. They’d tear you apart to get at your jewelry. I’ve seen it happen.”

Et øjeblik stirede hun tomt ud i luften på et punkt, det kun var hende, der kunne se. Så rystede hun det af sig.
Det blev hun også nødt til for hans ord krævede en reaktion.
Pludselig sad han noget tættere på hende end før. Et stik af..noget hun ikke helt kunne placere. Spænding?

Det var i hvert fald ikke ubehageligt.

”Well he won’t exactly have trouble finding someone else to suite his needs I’m sure. He cannot begrude me you. Greedy? I told you tonight that I hate sharing, did I not?”

Hun forsøgte at holde tonelejet afslappet, nonchalant, men det duede ikke rigtig.

Ved hans næste ord åbnede hun atter øjnene, hævede et øjenbryn og så på ham med et blik, der sagde, at hun lige skulle overveje, om hun overhovedet ville nedværdige sig til at svare.

”I suppose you thought that was terribly clever, didn’t you?”

sagde hun tørt. Hendes ene mundvig trak dog opad I antydningen af et smil.

”Dearest, I was raised in a slum. My mother may have kept me sheltered, but she could not tune out everything, if you wish to shock me, you should try harder.”

” Why wouldn’t I allow that? You seem perfectly capable of self-control around me, and with lips soft as yours, I’ll hardly feel anything else but a nipple. Besides, I’ve had way worse than you pearly into my pretty skin. The only rule would be for you not to drink… I’ve had some close calls, so being a blood bank is out of the picture. “

Valentine mindedes ikke, at han nogensinde havde hørt en vampyr fortælle sin historie på den måde før. Historien om forvandlingen, som i Geneviras tilfælde lød… barsk. Dødssynden var ikke blødsøden, men han kunne ikke sige sig fri for at have romantiseret tanken om vampyrernes udødelige liv, styrke og skønhed, som så mange andre. Det lod dog til, at vejen dertil ikke altid var lige køn. Han havde overvejet tanken flere gange. Fået tilbuddet mere end én. Et par af hans faste og ikke så faste kunder, der havde ønsket hans service de næste mange evigheder, og derfor havde tilbudt ham idéen om evigt liv. Valentine havde leende afslået, men havde aldrig kunne lade være med at gruble, hvorvidt idéen egentlig kunne lade sig gøre. Hans krop var – så vidt han selv havde forstået det – dødelig. Den kunne skades, krævede næring og søvn. Men… alligevel adskilte den sig på få punkter fra det almindelige dødelige menneskes. En tanke han fandt særdeles passende, da han nægtede at lade nogen putte ham i samme sølle kategori – selvom det udgjorde et udmærket dække, hvis væsner spurgte ind til hans race. Faderen havde aldrig snakket meget om den slags, og med søskendeflokken spredt for alle vinde, havde det været umuligt at sammenligne med nogen andre. Så han havde nøjedes med at gruble i stilhed. Valentine foldede armene hen over den blottede brystkasse, og så på den lille vampyr med et blik, knap så fornøjet, som for et øjeblik siden.

” Your creator abandoned you?”

Spørgsmålet kom uventet. Han var ikke engang selv klar over, at han formulerede ordene før, at de forlod hans mund. Et øjeblik virkede han overrasket over sig selv, men facaden gled hurtigt tilbage i det rolige neutrale udtryk.

” By the night, yes. But by the day, Sunfury is actually a fairly active city. But since you hunt at night, you should know, that the upper layers never sleep. Both days and nights here are warm, so there’s always a reason to be outside. Especially if you got money to spend.” Valentine sukkede næsten veltilpas over de sidste ord, inden han fortsatte. ” Glad you think so, and might I even add that I agree. Even though I’m quite the snack, I’ve got many other skills to show… some of which you’ve already experienced up close.”

Dødssynden skar ansigt af hendes næste fortælling, og viftede afvisende med den ene hånd, ved hendes fortælling om engle i Sunfury. En fortælling der tydeligvis bragte ubehag for dem begge.

” Angels are overrated! Sure, they’re pretty and all, but the only thing useful about them seems to be their blood and feathers, which makes such remarkable products for self-care… but up close in person? No thanks. Just the thought is enough to make me feeling sick. Pure luck she didn’t try and drown you in holy water, darling.”

Geneviras pludselige åndsfraværende sindstilstand lod Valentine få følelserne under kontrol igen. Egentlig var sandheden lidt fordrejet. Engle fascinerede ham, men deres natur frastødte ham både mentalt og fysisk. Det skulle dog ikke afvises, at han holdt meget af at lege med dem. Se, hvor langt ud han kunne trække deres grænser inden, at de knækkede på den ene eller den anden måde. Han havde sågar elsket med et par stykker, hvilket hurtig havde lært ham, at det ikke var noget, som han burde gøre ofte. Men… alkohol var en stærk ting.

” Yes, once, or twice… though, I haven’t visited this ‘Rotten Root’ you speak of – luckily for me it seems. And you’re right. I didn’t. Gloomy city with even gloomier people. Though it seems every place has it’s exceptions.”

Det var ikke svært for ham at regne ud, at mange lyssky væsner fandt Doomsville mere tiltrækkende. Byens evige mørke og tendenser til problematisk vejr, trak formentlig mere end Sunfurys lange dage og hede klima. Men det var netop, hvad havde tiltrukket en som ham selv. Byen var en konstant invitation til minimal påklædning og fest i gaderne natten lang, blot med mindre risiko for at blive overfaldet end i Doomsville.

” Auch! And here I thought I was special… but I guess it makes sense from what I’ve heard about him. At least I can’t complain about my current company. And that you did.”

Et fornøjet udtryk kunne ikke helt skjules hos Valentine, som han bemærkede hendes toneleje skifte. Det glædede ham, at hans tilstedeværelse og hans ord, stadigvæk havde en effekt på hende, til trods for, hvor afslappet vampyren havde virket lige, da han var stået op. Til hendes spørgsmål trak han blot på skuldrene med et uskyldigt smil inden, at han leende måtte opgive. Stadigvæk siddende lige så tæt på hende, lod han en våd hånd glide over ansigtet, og videre om igennem håret for at få styr på de værste lokker. Alt imens fikserede han sit lyse blik mod hende, og talte videre.

” When you put it like that… then no. I wouldn’t describe my work as being hard. Difficult at times? Absolutely. Mentally and physically rewarding? More than you could ever imagine. It’s not even for the money anymore, even though the sound of golden coins always makes my blood rush. No, it’s simply because I can. Doing exactly what I like most of the time, with the only limits being my own. And the people calling sinful? They always give in a some point… or at least their partners will.”

”Well if you really insist then you must know that I am rather fond of elves. They taste sweet, you know? I will also eat shapeshifter and I would never say no to an angel if you can get me one. I do promise to try to not make too much of a mess. With the feathers and such but…I do tend to get a bit overexcited, I think.” En smule var nok egentlig en underdrivelse. Hun havde engang på det nærmeste flået et uheldigt offer næsten i stykker i sin blodrus, men nu virkede ikke rigtig som tidspunktet at komme med den slags indrømmelser på. Hvis da sådan et tidspunkt overhovedet eksisterede. Tja, hvis han skulle se hende jage nogensinde, ville han vel på den ene eller den anden måde finde ud af det. Det passede hende i hvert fald fint, at det ikke var ham, det ville gå udover nogensinde.
At de pludselig talte, som om der definitivt ville blive en næste gang de sås, gik først rigtigt op for hende senere, men det varmede hende en lille smule. Han havde altså måske trods alt ikke tænkt sig bare at lade hende tage hjem og så glemme hende igen bagefter alligevel.

Hans irritation over hendes skaber fik hende til at rynke panden. Hun klemte øjnene tænksomt sammen og lignede et øjeblik mest af alt en misfornøjet kat.


”Yes, he was dreadfully rude. To make someone a whole new thing and then just abandoning them to die in the street like a kitten in a bag, but in truth I don’t think of him a lot. I used to in the beginning, when things were hard and I didn’t really know how or where to hunt or….do anything really. I resented him a lot to be honest. I’ve since figured out that I don’t need him to tell me what to do though. I’ve done just fine by myself, as you can tell. It did feel a little like being abandoned by a pare…” Hun standsede sig selv og stirrede på Valentine med et udtryk, som om hun havde stukket ham ihjel ved et uheld.

”I’m sorry that was a dreadful thing to say!” udbrød hun. Hun havde nær slået armene om ham i forsøget på at godtgøre sin fejltagelse. Hvem af dem, det ville have været til fordel for var svært at sige. I hvert fald lagde hun bånd på sig selv og lod være.

”By day. Spare me. The sun is a dreadful thing. Who invented it anyway? I just want to talk.” Hun lo perlende.

“Do you go out often? To shop and stuff? You have so many things. I’m still getting used to not putting my money in one of my boots,” tilstod hun en smule fåret.

Hans næste ord burde ikke være kommet bag hende. Hun burde være vant til hans måde at tale på efterhånden. Alligevel var hun et kort øjeblik næsten ved at kløjs i sit eget spyt.


”Yes you certainly are very….skillful,” konstaterede hun. Totalt ubevidst samlede hun sine ben. Nu skulle hun jo ligesom ikke gøre noget dumt vel?

”Can you climb? If you stop by someday I might take you to the roofs. The city is prettier that way,” fastslog hun.

“Oh, but, dearest.” .” Nu var det hendes tur til at læne sig frem mod ham. De sad efterhånden faretruende tæt.

”You are very special. To me as well as others I would assume. I don´t let just anybody fuck me, after all,” konstaterede hun, tørt underholdt. Dialekten var tilbage.

“Moreover, on a slightly more serious note, what you do on your own time is not up to me and even if it somehow were I would not stop you, as I don’t own you. Go ahead and shag my boss, I guess. You’re both adults who can figure that out yourselves, I’m sure.”

Hun lyttede til hans forklaring. Interessen åbenlys og reel, selvom hun lidet forstod af hans kærlighed til et arbejde, som hun rent personligt nok ville have anskuet som det rene helvede.

”As long as you are happy,” blev hun enig med sig selv om.

”I know some in…I wouldn’t say a similiar position but…something of that kind, who are not. Forgive me if I worry. But you seem to be comfortable, so.” Hun trak lidt på skuldrene.

“I’m sorry, but, how does one end up like that, if not out of desperation? I mean no disrespect but did you just wake up one morning like: ‘Boy I sure am good at sex, I could make money off of this probably’?” Hun blev tænksom et øjeblik.

”I used to sing before. At bars and parties and stuff. Mother didn’t like it overmuch, but it made money and my father is a businessman before anything else. Mother tried to sell me of to the church when I was ten or so. I can still do a lot of the hymns.” Det sidste blev sagt med et smil, som om hun ikke helt vidste med sig selv, om det reelt var morsomt eller ej og den lille klirrende teaterlatter, der for hende ofte kendetegnede en kende akavethed.

Valentine fornemmede langsomt, at dette var en tabt kamp – for nu, altså. Han havde ikke tænkt sig at droppe emnet helt, men da vampyren lod til at være ovre i helt andre tankebaner end ham selv, lod han blot de søde fortællinger fortsætte, om emner han aldrig havde overvejet. Blod smagte tilsyneladende meget mere forskelligt, end den almindelige person kunne forestille sig. Egentlig gav hendes beskrivelser god mening i forhold til, hvordan han selv så nogle af racerne. Personligt var han stor fan af elvere. Deres medfødte skønhed og elegance kunne han blot misunde, men heldigvis kunne han da købe sig til deres excellente håndlavede produkter, som fandtes mange steder i Underworld. Tøj og smykker var hans favoritter. Det bar en lethed og en kvalitet, som var svært at finde hos mange andre racer. Alligevel havde han aldrig overvejet deres blod. Måske det kunne bruges i samme stil som engles? Det var en idé, som han skrev sig bag øret. En ny tanke spirede dog af hendes ord. Hvordan mon hans eget blod smagte? Alligevel besluttede han ikke at friste skæbnen, ved at tilbyde hende en smagstest, blot for at finde svaret. Som allerede nævnt var blod noget, som han var særlig øm omkring… undtagne i særlige tilfælde, selvfølgelige.

Han var lige ved at le over hendes udtryk. Hun lignede en sur kat der overvejede om han fortjente et svar eller ej. Hendes fortælling fik da også hurtigt ledt sporet ind på, hvorfor det måske i virkeligheden var et lettere sart emne for hende. Valentine fortrød dog ikke hans spørgsmål, men gjorde sig i stedet tanker om, hvordan skaberen tilsyneladende havde mistet lidt af et mesterværk i sin hastighed. Evigt liv havde i sandhed gjort hende godt. Det var ikke svært at høre ud fra alle hendes fortællinger, at livet var blomstret op omkring hende, næsten i samme øjeblik døden var indtruffet… eller måske først lidt bagefter. Han gøs ved tanken om at skulle bo i en gyde, men den diskrete bevægelse var ingenting i forhold til måden, hvorpå han stivnede, da hendes sidste ord sank ind. Hendes reaktion gjorde næsten kun tingene værre.

”He… ” Han forlod os ikke. Valentine standsede sig selv ved de familiære ord før, at de overhovedet nåede at forlade hans læber. Ord som han havde sagt om og om igen. Til sig, til fremmede, til landsbyen. Egentlig alle der ville høre på en desperat dreng, der endnu ikke havde indset alvoren af sin egen virkelighed. En dreng. Et barn. Andet havde han ikke været – havde INGEN af dem været. På et øjeblik syntes hans krop at gå igennem alle 7 stadier af sorg. Frustrationen var den, som kunne spores tydeligst. Vrede. Den lurede stadigvæk. Dybt nede under den glatte og altafvisende facade. For de VAR blevet forladt. Kasseret og spredt som affald. Ikke engang hinanden tillod han dem at have. Hans egne kreationer. Hans krigere. Hans børn… Et eller andet sted i nuet opfangede Valentine, at hun stadigvæk stod foran ham, med et bekymret udtryk malet i ansigtet. Han tillod sig at lukke sine øjne, blot 5 sekunder før, at han åbnede dem og så på hende igen. Hænderne som havde knyttet sig ubevist, slappede af, og han sendte hende et smil, som ikke helt nåede øjnene, men stemmen var stadig rolig og forsikrende.

” It’s fine. Let’s move on, shall we?”

Badevandets beroligende effekt lod til at have god succes med at skylle minderne væk. I hvert fald gik der ikke længe før, at Valentines fokus lå et helt andet sted, og alle tankerne om fortiden var pakket langt væk. Specielt da hun spurgte ind til hans interesse for at shoppe.

” Oh yes, very often. I like new things! And there’s always room for more. In fact, I plan on travelling a bit more, since I seem to have bought almost everything, I could want from Sunfury. So don’t you worry, darling. I’m sure you’ll get a hang of it in no time. Some might even say, it can be a bit… addicting?”

Et eller andet sted, var der noget som vred sig behageligt i hans indre ved deres snak. Hvilken skarn ville han ikke også være, hvis Grådighed ikke opfodrede til lidt impulskøb? En halskæde der, en kjole her og pludselig havde ikke mere plads derhjemme. Et nyt palæ til det hele? Ingen problemer. Kistebunden en smule tom? Lidt lange fingre havde altid hjulpet med den del. Eller endnu bedre, få andre til at gøre det bedste arbejde for dig. Grådighed var en ond spiral, som var uhyre svær at slippe fri fra igen, og han tog stor glæde at se folk omkring sig kaste sig ud i den ene efter den anden midlertidige løsning, blot så de kunne vedligeholde deres kostbare vaner. Udfylde tomrummet, som aldrig helt syntes fyldt uanset, hvor meget man havde med hjem. Han følte sig varm bare ved tanken. Og sulten. Hendes næste ord hjalp desuden ikke meget på at tørre det frydende udtryk bort.

” It’s been a few years since I tried, but who am I to back down from such an invitation?”

Han havde klatret en del i sine yngre dage. Både frivilligt og knap så frivilligt. Nu om stunder fik han trænet armen på lidt andre måde.

Måden hvorpå hun pludselig lænede sig ind imod ham, sendte en begejstret rus igennem kroppen på ham. Til alt hans held var badevandet stadigvæk sløret nok til at skjule det værste, men hjertet der lige slog et ekstra slag, var umuligt at gemme for den toptunede hørelse. Men han var ligeglad. At han fandt hende tiltrækkende, var ikke noget nyt, og han fandt det åndsvagt at lægge låg på. Så han lod sig føje af sine fristelser. Behovet for at føle marmorhuden, der stod i høj kontrast til deres varme omgivelser. Mon hendes temperatur forblev den samme? Valentine lod en hånd glide op af vandet, og strakte den således, at fingrene blidt lagde sig imod hendes kæbe. Tommelfingrene gled kærtegnende over huden en enkelt gang, imens han lagde hovedet en anelse på skrå, som han snakkede. De blå øjne, en anelse på klem, som hos en afslappet kat, dovent fokuseret på hende. Deres ansigter efterhånden ikke være fysisk tættere på hinanden uden at røre. Smilet var der stadigvæk. Indbydende som altid.


” Mmm… you’re right. I am special. Doesn’t mean I can’t have favorites though. So… how about we forget about your boss for a while. And if you want, we can figure something out, where I fuck you some more? Since we’re adults and all.”

Han lod dem sidde sådan et øjeblik. Tætsiddende og med hjertet slående en tand for hurtigt… Og så, medmindre hun gjorde andet, trak han hånden til sig igen. Langsomt og ømt, som han lod fingrene nyde følelsen af huden under dem. Fysisk trak han sig også en anelse tilbage i karret. Ikke meget, men nok til at han ville få bedre mulighed for at observere reaktionen, som hans ord forhåbentlig satte i gang. I mellemtiden besvarede han dog roligt hendes næste spørgsmål, men med en stemme knap så dyb som før.

” You work with what you’re given. It became clear to me from quite a young age, that people found me fascinating… in one way or another. It was only later I discovered that there was a way to make a living of that. I traveled a lot in my younger years, which is what brought me to Sunfury. I liked the climate and the people, so settled… and then I started using, what I had been taught. Needles to say it quickly turned into a success. More money that I could have ever imagined, and people from all over Underworld suddenly came just to see me… The fame. The money. The wine. The sex… everything I’d ever wanted and more. I got hooked. So, I kept on doing it, and haven’t looked back since.”

Han trak på skuldrene. Som var historien egentlig relativt ligegyldigt. Egentlig havde han nok afsløret mere end, hvad godt var, men han stod ved sine ord. Han levede en livsstil der bød på oceaner af frihed og nydelse. En evig festrus i virkeligheden. Til hendes historie omkring moderens forsøg på at sælge hende, mørknedes hans blik en smule. Den falske latter der fulgte føjede blot til det ubehagelige omkring emnet. Valentine besluttede dog ikke at hælde mere brænde på bålet for nu. Desuden slugte han hurtigt den ubehagelige smag, som tanken om kirken fik frembragt.

” Good thing, she failed then. Otherwise, I wouldn’t have been able to hear you sing. Perhaps you’ll serenade for me someday?”

Hun betragtede de flakkende udtryk, der gled over hans ansigt og vred sine hænder over den smerte, hun fandt der. Pludselig ikke så velmaskeret som før. Hvor længe havde han gemt det for folk? For sig selv? Det glimt af noget meget småt og meget såret, selvom det ikke varede ret meget mere end et sekund, var næsten nok til at give hende lyst til at græde. Et øjeblik var hun lige ved at sige, at han da umuligt bare kunne pakke det samme, lade som om intet var hændt og fortsætte som førhen, men hun bed det i sig. Selv, hvis hun havde kunne klinke skårene af den ituslåede person, han måske dybest set var, så ville det aldrig have været hendes job at gøre det. Og selvom hun gerne ville hjælpe, så var der ligesom også grænser for, hvad hun kunne tillade sig at tvinge en person, hun teknisk set kun havde kendt i én dag, (Det føltes som længere) til at gennemgå. Så hun nikkede. Lod ham stiltiende affeje emnet.

Heldigvis lod det til, at det varme vand ikke blot smeltede hendes fornemmelse af anspændthed, men også hans egen.
Hun lo. Tanken om at have købt alt hvad der var af interesse i en hel by på et sådant niveau, at han var nødt til at tage videre til et andet sted var komplet absurd for hende. Hvordan nåede man nogensinde dertil?

”Well you certainly have the space. Perhaps it’s Aquener for you next then? I hear they get wares from all over. Because of the harbor. My eldest sister lives there with her husband. I don’t even know if Doomville has anything that is specifically “ours”. My father is a really good shoemaker though. He would have done damn well for himself if it wasn’t for the whole…slumthing. He had his own shop, when I was very young, but you know, when people are starving they don’t think of bying shoes. He was taking in by some of those fancy folk up in Angerforge and they just took all the credit for his ideas and under paid him. People who can’t afford slaves, but are rich enough to want to step on people will find a way to do so, I guess.” Hun vidste ikke helt selv, hvordan hun var endt ud her. Det var egentlig sjældent hun tænkte ret meget på sin far. Måske fordi moderens tilstedeværelse i hendes liv ubestridt altid havde været større, men måske var det også fordi han i stærk kontrast til moderen havde været en så stiltiende kilde til ro, at de interaktioner, de nu engang havde haft var flydt lidt sammen i hendes hjerne.

Hun rystede det af sig.

”I think it’ll take some getting used to though. The actually having money that I can spend on myself. Perhaps we should go out together sometime. Teach me how to shop.”

Hun foreslog det dels, fordi hun allerede holdt meget af hans selskab, men i særdeleshed fordi bare det at tale om det, lod til at tænde et nyt lys hos ham, der næsten grænsede til en religiøs begejstring.

”Well that’s a deal then. I promise to not make you climb the church spire. That shit was terrifying.” Og så skiftede stemningen. Hun spændte kort i kroppen i indestængt forventning ved dem fornyede hud mod hud kontakt, lykkedes ikke helt med at holde en overrasket pibende klikken tilbage. Til gengæld bredte der sig et triumferende smil på hendes ansigt, da hun ikke kunne undgå atr høre, hvordan hans hjerterytme ændredes. Duftede han anderledes? En lille smule? Måske var det indbildning.
Da han trak hånden til sig tog hun den forsigtigt og kyssede hans håndled. Et øjeblik stirrede hun bare på en lyseblå blodåre under den fine hvide hud. Så gav hun slip. Pludselig sky. Hun slog blikket ned.

”I woul…wouldn’t mind such an arrangement I think.”

Hun måtte lige samle sig, før hun kunne skifte emne.

”That does make sense. Well you have certainly done well for yourself,” konstaterede hun.

Hun smiled lidt. Blødt. Varmt.

”I would gladly sing for you, if you want.”

Valentine lyttede. Hendes ord blandede sig med de sagte skvulp fra badekarret, når en af dem bevægede sig for meget. Ellers var der stille i badeværelset. Bortset fra hende. Det var nyt for ham. Den forholdsvis afslappede samtale, som de havde kørende, og så i badekarret af alle steder. Badekarret, hvor han ellers brugte det meste af sin tid alene. I stilhed. Det havde en rensende effekt for både sjæl og krop. Og selvom man kunne diskutere, hvor grundigt rene nogle af dem blev efter dette, så nød han det alligevel på en helt anden måde.

”Aquener certainly sounds interesting… although when I first learned of the city, it seemed like nothing but smelly little place barely big enough to be anything but a port. But then, recent rumors caught my ears. Apparently, there’s been some very fancy parties taking place in the city, so it might not be so dull after all. And exotic wares? Who am I to say no to that!”

Han sad et øjeblik. Tøvede ved hendes egen reaktion på snakken om faderen, men besluttede sig for at spørger alligevel, da hendes ord alligevel faldt noget lettere fra hjertet end, når det kom til snakken om moderen.

” So, where’s your father now?”

Da hun foreslog, at de tog på tur sammen, kunne han ikke undlade at smile fornøjet ved tanken. En chance for at spolere noget så uskyldigt? Absolut. Og at bruge det som en undskyldning for selv at shoppe byen tom? Endnu bedre! Valentine nikkede, tydeligvis tilfreds med begge hendes idéer.

” It would be my pleasure guide you into this new and fascinating world of shopping, my lady. And you’ll be free to taking me climbing pretty much anyway… though I appreciate the thought of staying away from the church. They’ve never done much good anyway.”

Et eller andet sted glædede det ham, at han stadigvæk kunne skabe en reaktion hos hende. Et smil, en rødmen, en lyd. For den underlige klikken fra tidligere var tilbage… men indtil videre havde den vist sig at være et god tegn, så han tog det med ophøjet ro. Til gengæld, da hun pludselig greb hans håndled, stivnede han. Ikke af frygt – fascination var et mere passende ord. Hans blå øjne fulgte de bløde læber, som blidt lagde sig imod hans håndled. Han glemte helt at trække vejret et øjeblik. Forventningen om den skarpe smerte der ville følge var for meget, og hans krop eksede efter at mærke det ske. Men… så slap hun. Og Valentine mærkede, hvordan skuldrene gled på plads, og huskede pludselig, hvordan man trak vejret igen. Kroppen ville have mere. Han ville have mere. Og det samme ville hun. Sulten trak mere hos dem begge to denne gang. Han lo kort, imens han var sikker på, at vejrtrækningen var helt normal inden, at han talte.

" I'd very much like to hear you sing… sing my name, just as pretty as you did last night.”

Ordene kunne meget vel have været en hvisken, og hun ville have hørt ham alligevel. Uden rigtig at tænke meget over det, havde han trukket sig nærmere igen. Mindsket afstanden mellem dem så meget det kunne lade sig gøre uden lige præcis at røre, men tæt nok til, at han kunne placere et knæ på hver side af hendes ben under sig. Det meste af hans overkrop var efterhånden blottet, men de nederste dele holdt sig stadigvæk lige præcist skjult – selvom den mindste bevægelse fra dem begge to hurtigt ville afsløre, at situationen fra før allerede havde haft en vis effekt hos ham. Valentine låste det blå blik fat ved hendes ansigt, og lod en hånd glide op forbi hendes kraveben, inden at den kærtegnende gled op og lagde sig omkring hendes nakke, hvor fingrene flettede sig ind i bunden af hendes hår. Den anden hånd placerede han på kanten af badekarret bag hende. Hovedet lænede sig igen frygteligt tæt på hendes, men fortsatte denne gang en smule forbi således, at han befandt sig lige ud for hendes øre. Inviterede hende, med den blottede pulserende hud så tæt på hendes ansigt. Huden fra hans læber strejfede imod hendes kolde hud, som han talte igen, og fornemmelsen fik et lille smil til at brede sig. Stemmen var silkeblød og tung, og ikke mindst indbydende på samme tid. Et eller andet sted anede han ikke engang, om han havde gang i sin evne det øjeblik. Det var alligevel ikke vigtigt. For det var alligevel tydeligt, at det var hende, som han sultede efter. Og sulten skulle de nok få stillet. På den ene eller den anden måde.

” Do you think you could do that for me... darling?”

”I actually met the ruler of Aquener once,” kom hun i tanke pludselig I tanke om. Det havde været et så absurd mærkeligt møde, at hun ofte slog det helt ud af hovedet, nærmest som om hun havde drømt det. Desuden havde det været, før hun mødte Sean og det var nogen gange lidt som om perioden kort før deres første møde, forekom hende noget sløret. Som om den var ved at blive vasket ud. Erklæret irrelevant for hendes senere vækst.

”It was such an odd experience, he just took me home like it was nothing and introduced me to a bunch of his siblings and then he offered to give me a noble title. It didn’t even seem like it came with any strings attached, which seemed, sorry to say, sketchy as all hell so I got out of there real quick. Ever know what he might have wanted. And I was not willing to bet on it. I’m in a much more comfortable and safe position now anyway. Lord Mcgivens is a fair employer and an interesting conversationalist, fastslog hun og viftede nonchalant med hånden, rystede et par dråber af den.
Hvem vidste, måske kunne hun have været død den aften, eller det der var værre. Eller hun kunne have været dronning af Aquener. En tiltrækkende tanke i sig selv, men der ville et ægteskab vel have været nødvendigt. En knap så tiltrækkende tanke. Faktisk overhovedet ikke.

Hun rystede tanken af sig, da han spurgte dybere ind til hendes familiesituation. Ikke hvad hun havde forventet, hvis hun skulle være helt ærlig, især ikke set i forhold til, hvor lukket han var omkring sin egen. Men det var på en eller anden måde rart at se, at han kærede sig nok til at spørger. At han gad hende nok til rent faktisk at føre en reel samtale om ting. Der var noget sært betryggende i det hele. Som om, hun kunne have fortalt ham hvad som helst. Hvilket var latterligt. Hun havde kendt ham i under et døgn. Hendes mor ville have skammet sig nok til at true med, at hvis hun hængte sig i vanære, ville det være Geneviras skyld.

På den anden side var der hendes far. Den evige forretningsmand. Det var ham, der, på trods af moderens åbenlyse modvilje, havde opmuntreret Genevira til at få nogle penge til familien ud af sine sangtalenter.

Han ville garanteret også kunne se fordelene i dette bekendtskab. Ikke så meget for sin datters glædes skyld, men han kunne prakke hende på nogen, der klarede sig godt, kunne han i hvert fald sørger for, at hun vel havde det nogenlunde.

”Stuck in the same loop as ever, I would imagine. Going to work at first light and coming home when everybody is already asleep with hardly anything to show for it. I like to imagine, that he’ll get his own shop back someday though. Maybe in a finer place even. He is worth that much at least,” sagde hun tænksomt.

“He would be happier then, I think. He used to be. But it didn’t work for him and it would have been only pride that would have kept him running it as it was at that point. And well…you can’t feed your children pride, so…it had to go.” Hun trak lidt på skuldrene.

“That’s a deal then. You take me shopping and I keep you away from churches. They always made me feel awkward anyway with all their ‘If you want anything at all ever Elona Dal actually hates you’ well what do I need that old cunt’s approval for anyway. She has the sun and the sun was clearly a mistake so piss on that.”

Det gik først for sent op for hende, at hun var røget ud a en tangent igen og hun tog en dyb indånding, rømmede sig akavet.

”Sorry.” Hun fik dog hurtigt andet at tænke på. For jo. Hun havde tydeligvis en hvis effekt på ham og det var efterhånden ved at gå op for hende at det var det, der gjorde, at hans blod subtilt ændrede sig. Begejstring.

Hun havde et øjeblik helt lyst til rent faktisk at bide ham bare for at se, hvordan han ville reagere.

”If we are to play at games like this, you must make sure to feed me first, I’m afraid. Or I might drain you. And though I’m sure you would leave a beautiful corpse, I much prefer you alive. I would miss our conversations….and some other things.”

Hendes blik på ham var uudgrundeligt mørkt. Alt opslugende. Sultent.

Et øjeblik følte hun næsten, at hun havde kontrol med situationen. Og så formåede han alligevel at få hende til at føle, at alle ord satte sig fast i hendes hals. Hun kunne ikke bevæge sig. Ikke af frygt, men…spænding. Hun stirrede op på ham, lukkede fingrene på den ene hånd om badekarrets kant som i et forsøg på at dæmpe den skælven, der løb gennem kroppen på hende.

”Yes!” Hvis hun havde kunne rødme, havde hun sikkert gjort det.

Alt for ivrig. En lille del af hende havde lyst til at kravle i et hul, men der var andre og vigtigere ting at tænke på.

For en, hvis fødested bestod af noget så sølle som bunden af Doomsville, så havde Genevira tydeligvis klaret sig langt bedre end gennemsnittet. Ikke blot arbejdede hun for herskeren af Doomsville, men hun gnubbede åbenbart også albuer med alverdens forskellige ledere – flere, som han faktisk aldrig havde skænket en tanke før. Aquener var et eksempel på dette. Det virkede dog ikke til, at Valetine var gået glip af noget ud fra Geneviras åbenlyse ubehag omkring manden, som stod ganske klart efter hendes fortælling. Alligevel kunne have ikke undgå at mærke et stik af noget… misundelse? Virkelig? Var han virkelig faldet helt ned på Invidias niveau? Tanken frembragte en ubehagelig fornemmelse i kroppen, og Valentine gjorde sit bedste for at ryste den hurtig væk igen, ved at fokusere på det skønne syn foran sig. Nej, ikke misundelig, blev han enig med sig selv om. Grådighed. Ledere havde magt og rigdom. To ting som han begærede meget højt, og kun ønskede sig mere af på trods af, at han allerede levede langt mere behageligt end den gennemsnitlige person. Det kunne ikke undgås. Det lå trods alt i hans blod. Desuden kunne han trøste sig med at, hvor Genevira stadigvæk arbejdede for nogen, så var Valentine helt sin egen herrer. Han brugte egentlig mere hans arbejdsplads som en nem adgang til føde og underholdning. Hvis han virkelig gad, så kunne han stoppe i morgen, og stadigvæk have penge nok til resten af sine dage… hvor mange det så lige blev til det, det var lidt sværere at sige.

“Huh… seems like I’m not the only one craving your company for longer than expected. So, what’s your secret, my lady? Love potions hidden in the wine?”

Det var tydeligt, at han spøgte, men et eller andet sted var han nysgerrig. Som dødssynd bar han evner fra naturens side, som kunne hjælpe ham lidt på vej, hvis folk satte hælene i overfor hans idéer. Et faktum der desuden hjalp, var hans naturligt unikke udseende – noget der var blevet påtalt i mange år før, at han egentlig tog det i brug. Men hende? Ganske vist fandt han hende både spændende og måske endda en kende nuttet, men ligefrem at kapre den ene hersker efter den anden? Der måtte ligge mere bag!

Valentine kvalte trangen til at skære ansigt, da snakken faldt på faderens hovmod. Et emne der ikke kunne andet end at lede tankerne hen på hans elskede ældre søster, som syntes at fylde uendeligt meget på trods af hendes manglende fysiske tilstedeværelse. Selvom Valentine havde et skjult håb om at genfinde resten af søskendeflokken igen, så var Superbia en klar undtagelse. Han så ikke sig selv spilde nogle tårer, hvis det ikke skulle lykkedes at finde søsteren igen – nogensinde. Valentine skjulte ubehaget bag et smil, og gjorde sit bedste for at nikke forstående, som han talte.

” Nothing wrong with sticking to your dreams, but you’re absolutely right. Pride can and will destroy you if you let, he-… it gets the chance. Certainly not suitable for a family-life I imagine.”

Lettet over emneskiftet, kunne Valentine ikke andet end at le, da Genevira pludselig misbrugte gudindens navn med sure miner. Han viftede henkastet med en ledig hånd, som latteren fortog sig. ”No need to apologise, darling. I appreciate the honesty.”  
Da Valentine hørte svaret på sin invitation, trak han sig en snas tilbage – blot få centimer, så han lige præcis kunne skimte hendes sultne blik, som fortalte om alvoren af hendes ord. Eftersom hans egen føde det meste af tiden var flydende eller ikkeeksisterende var det let for ham at glemme, hvor sulten man egentlig kunne blive. Og eftersom Genevira havde måtte ofre sin midnatssnack for andet sjov, havde han alligevel haft travlt med… andre ting. Men hendes sult var indbydende og nærende på samme tid. Valentine ønskede stadigvæk at fortsætte, men blev hurtig enig med sig selv om, at det ville være bedst at pause deres lille stund for et øjeblik. I stedet lukkede han øjnene for en stund. Flyttede sig ikke, men rakte i stedet mentalt ud i rummet og søgte efter den velkendte snor, som han vidste ville sende bud efter køkkenet. Der! En klokke lød et sted i det fjerne, og Valentine åbnede sine øjne igen, og fikserede dem imod hendes mørke. Smilede desuden en tand bredere ved lyden og synet af hendes åbenlyse begejstring der efterhånden matchede hans egen.

” Wonderful… also, I agree. You deserve some food. Especially after behaving so well for the entire night. What kind of host would I be if I didn’t reward the behavior of you being such a good girl?”

Som han talte, trak han hende blidt en anelse nærmere, tillod hun selvfølgelig bevægelsen. Var det tilfældet ville han, efter at være færdig med at snakke, lade sine læber kører lige præcis forbi hendes. Fandt hun sig stadigvæk i behandlingen, ville han nænsomt begynde at placere en række ømme kys hen langs hendes skarpe kæbe og videre ned ad halsen inden, at de standsede ved hendes kraveben. Den varme ånde hvilede imod hendes hud kolde hud, imens hans hånd gled bort fra nakken, og i stedet lagde sig nedover hendes ene bryst. Ikke hårdt, men i stedet lå den kærtegnende omkring den sarte hud inden, at fingrene pludselig spredte sig ud, således at de dækkede mest mulig. Så standsede han. En banken. Nogen var ved døren. Valentine flyttede sig dog ikke og virkede umiddelbart upåvirket, bortset fra at løfte ansigtet fri af hendes hud, således at de igen fik øjenkontakt. Det var tydeligt, at han brugte positionen og hånden til at dække over det meste af Genevira. "Come." Der gik et øjeblik, hvor han blev hængende, stadigvæk halvt gemt af vandet over hende. Så rømmede en mandlig skikkelse sig fra den anden ene af badeværelset. Valentines blik flyttede sig ikke fra hende, som han svarede, men manden stirrede til gengæld stift ned i gulvet.

” Y-you rang, master Valentine?”
” Are the twins having any guests at the moment?”
“Yes, they’re having a few stay in their room.”
“Bring one.”
“Any specific?”
“You know what I like and what I don’t, Michael. But make sure it’s a clean one. It’s not for me.”
“ Of course, master Valentine.”

Det virkede som om, at fyren - Michael - i døren tøvede et øjeblik. Med sine mørkeblå øjne, solbrændte hud og guldagtige lokker virkede han meget ung og passende til Sunfury, men stemmen fortalte om en moden ung mand. Han lukkede den dog omsider og forsvandt. Valentine, hvis opmærksom stadigvæk ikke havde flyttet sig fra Genevira, flyttede langsomt hånden igen fra hendes bryst, og lagde den i stedet mod badekarret, ligesom den anden der stadigvæk hvilede der. De blå øjne glimtede lumsk, imens han afventede, hvorvidt den lille vampyr havde brug for at reagere på situationen eller ej. Han havde været fræk og benyttet et sårbart øjeblik, men dette var trods alt hans hus. Hvis ikke han måtte more sig lidt inden maden, hvem måtte så? Alligevel kunne han et sted mistænke Genevira for ikke at dele helt samme holdning. Derfor var han klar til at trække sig, hvis hun ville forberede sig inden madens ankomst.

Hans ord fik hende til at grine. ”Damn, you got me," boblede hun og sendte ham et smil.

“Maybe it’s just my winning personality. It won you over, didn’t it? I didn’t exactly have time to put anything in your wine, now did I? We were sort of doing a lot of…other things.”

Hun viftede lidt med en bleg hånd. Pludselig forfjamsket et øjeblik.
Hun overvejede hans næste ord lidt. Studerede ham tænksomt. Lagde ikke som sådan mærke til, at han næsten havde brugt et forkert ord. Snare var hun tabt i sine egne filosofiske overvejelser. ”A lack of pride can also be a bad thing though. If we just let anyone do whatever the hell to us because we tell ourselves we don’t deserve any better than that, are we really that much better than a dog who still returns to its master even though it’s beaten.” Hun stirrede et øjeblik på et punkt på den modsatte væg. Så rystede hun det pludseligt dystre udtryk af sig.

”Anyway you’re right. Not exactly useful, when you have like ten or so starving children.” Det var en hel lettelse, da hans latter brast den noget mørke stemning og syntes at tilføje en ny varme til rummet.

”Well good. I didn’t exactly take you for the pious type either to be honest, but people can be surprising at times,” sagde hun med antydningen af et skævt smil.

Da han pludselig trak sig fra hende blev hun et øjeblik bekymret for, at have sagt noget forkert. Pint over potentielt at have stødt ham fra sig med sin blotte natur, selvom det nok egentlig ville have været forståeligt. Men helt trak han sig ikke. Hun lyste op øjeblikkeligt igen. Alle tidligere bekymringer glemt.
Hans ord frembragte en sær halvkvalt klikkende lyd hos hende og et øjeblik rykkede hun uroligt på sig. Fandt det simpelthen et øjeblik umuligt at sidde helt stille i sin begejstring.
Hun lagde armene om ham, da han trak hende ind til sig. Som om det var det mest naturlige i verden.

”I’ll be so good! I promise!” Guder, hvordan skulle hun nogensinde fungere til at tænke på mad sådan her? Hun var ret sikker på, at hun var smeltet. Hendes ene hånds fingre var viklet ind i hans lange lyse hår, som at røre ved silke. Den anden arm brugte hun til at holde ham tæt på sig, ønskede ikke at han flyttede sig. Lige nu aldrig nogensinde. Hun gjorde ikke længere noget reelt for at holde sine lyde tilbage. Desuden var det vel egentlig det han havde bedt om. Og hun var en good girl. At please var målet.

”Please. Valentine. Oh please, please.” Hun var ikke sikker på nøjagtigt, hvad hun bad om. Han måtte bare ikke stoppe med at røre hende. Faktisk helst det modsatte.

Og så bankede det på døren.
Hun skulede af døren, som om den havde fornærmet hende personligt.
Hun faldt dog hurtigt lidt til ro igen, hvis man kunne kalde denne sitren af uforløst spænding ro, da de fik øjenkontakt. Da hun havde konstateret, at knægten ikke udgjorde mad, ignorerede hun ham og koncentrerede sig i stedet om ikke at gå helt i opløsning.
Han gik igen og Valentine trak sig. Genevira sad tilbage med en fornemmelse af, at der var mange ting, de overhovedet ikke var færdige med.
Well det ville også være ærgerligt, hvis hun spiste ham ved et uheld og hun var sulten.

”You’re very mean, you know,”kostaterede hun, måske bare en anelse syrligt, før hun trådte ud af badekarret og svøbte sig i et håndklæde. Hun havde altså ikke tænkt sig at være nøgen sammen med sin mad.

Der gik et øjeblik, før knægten, hun havde glemt hans navn, vente tilbage. Denne gang i selskab med en ranglet rødhåret kvinde. Hun duftede af shapeshifter. Bevægede sig nervøst og forsigtigt. Hendes sanser måtte have opfanget noget, for så så så snart hun fik øje på Genevira, vendte hun om på hælen og stak i løb ned af gangen. Noget, der måske ville have stukket lidt i Genevira, hvis ikke hun havde været sulten. Som sagerne stod, satte hun ufortrødent efter hende. En jublende lyd, der nok ville virke blodfrysende, for de fleste fandt vej fra hendes hals.
Hun bevægede sig så hurtigt, at det knapt nok virkede, som om hun rørte jorden. Et øjeblik så det ud til, at hun kaotisk ville kollidere direkte med en væg, men hun bøjede af i sidste sekund og drejede om hjørnet, fangede sit offer i et spring og hvad der virkede som en sygelig parodi på en omfavnelse, da hun ivrigt trak kvinden til sig på trods af, at hun meget ihærdigt prøvede at komme væk. Men selv en desperat shapeshifter var ikke særlig godt stillet oppe imod en vampyr. Genevira registrerede knap nok en række ubehagelige knæklýde for koncentreret om at holde fast i sit måltid. For hende var dette væsen på intet punkt en person. Reduceret fuldstændig til det blod, det indeholdt, hun kunne ikke have været mere ligeglad. For hende var det ikke anderledes end at vride nakken om på en kylling.
Hun satte tænderne i halsen på den stakkels shapeshifter, der stadig, I Geneviras øjne, skabte sig mere end hun burde. Det sendte blod alle steder hen. De kunne have holdt det rent, hvis hun bare havde taget sig sammen.

Og hun havde lige været i bad. Helt ærligt.
Til sidst blev hun dog stille og Genevira kunne få lov at spise i fred.

En munter næsten uskyldig nynnen akkompagnerede ubevidst hendes spisen, liggende indover den næsten døde kvinde i en pøl af blod, der var kommet på afveje.

Først da hun var mæt trak hun sig igen og satte sig op. Et par gispende åndedrag var alt, hvad hun fik fra den anden, før hun blev stille permanent. Et stik af noget i hendes menneskelige side. Noget hun hurtigt gemte. Hun flyttede blikket. Og stirrede direkte på tvillingerne, der lignede nogen, der havde set et spøgelse. Eller værre.

“All sorts of things” Stemte Valentine i med et grin, imens Genevira tydeligvis fik et kort glimt af nattens begivenheder. Det var altid rart at se, at det var lykkedes ham at efterlade et indtryk. Men hun han nok egentlig ret omkring personligheden. Fandens til charme skulle man lede længe efter. En skøn blanding af hengivenhed, samt lidt street-smarts smidt oveni, hvilket gav en vidunderlig kæk men lidt naiv blanding. Mon Invidia så det samme i hende? Eller blot en uskyldig dukke, der fandt sig i det permanente dårlige humør. Måden hun forklarede den næste del, fik givet Valentine et hurtigt glimt af, hvordan Genevira måske selv brugte hovmodet til daglig. Stoltheden over at rejse sig fra asken, og flytte sig fra den slum, hvor hun havde sine rødder – men med den evige påmindelse konstant lurende i baghovedet. Visse ting var sværere end andre at løbe fra. Arv var en af de ting. Det vidste han… lidt for godt.  

” Exactly. But you make a good point... So, keep holding on to some of that personal pride. Otherwise, all those fancy folks are gonna eat you up – and I would like keep being the only one doing that.” Han havde blinket drillende, men efterlod hende med vilje ikke med mulighed for at svare inden, at de rykkede videre i badekarret.

Please. Årh… Valentine sukkede veltilfreds mod den kolde hud, som han mærkede de stærke arme slynge sig omkring hans krop. Hendes reaktion påvirkede ham mere end forventet. Et eller andet sted fortrød han, at han havde været så hurtig til at ringe efter køkkenet. Lydende af hendes tiggende stemme, og følelsen af fingrene som begravede sig i hans hård… det var overvældende euforisk. Et øjeblik var han fristet til at give efter. Give hende lige præcis, hvad hun bad om, selvom intet var specifikt. Det tog ham da også et øjeblik længere end forventet at stoppe, lige da lyden af døren ramte dem. Det var svært at spotte, rent fysisk, eftersom han stadigvæk gemte sig i det disede badevand, men hjertet hamrede derudaf. Kroppen var mere end klar, og sukkede efter den kølige genforening. Alligevel beherskede han sig. Takkede årevis af træning med den slags for, at det lykkedes at bevare ansigtet i så rolige folder selvom, at kroppen skreg på noget helt andet. Men… det var for det bedste. Det var i hvert fald, hvad han fortalte sig selv, da han betragtede hende rejse sig fra badekarret. Han blev siddende, blot et øjeblik, og lod øjnene glide uendeligt langsomt hele vejen op langs kroppen indtil, at han nåede hendes blik. Da deres blikke mødtes, brød han ud i et forfærdelig drenget – næsten uskyldigt – smil imens, at han lo varmt over hendes ord.

” Never claimed to be anything else, darling.”

Med et lille skuffet suk, trak han sig tilbage til sin oprindelig position i badekarret, med ryggen hvilende mod en af kanterne. De blå øjne fulgte den blege skikkelse hele vejen ud af badekarret, helt ind til at hun fik skjult sig bag et håndklæde, og så til at døren gik op endnu engang. Valentine kastede et nysgerrigt blik mod dagens ofring, og konstaterede hurtigt, at pigen ikke ville blive savnet. Næsten, som var tankerne blevet sagt højt, standsede hun. Så landede blikket på Genevira. Og væk var hun. Der gik et øjeblik før, at Valentine egentlig registrerede, hvad der lige var sket. Så, netop som munden åbnede sig for at sende Michael ud efter kvinden, var Genevira også væk. Dødssynden sad tilbage i badekarret, med halvt åben mund, en kende lamslået over farten, hvormed tingene lige var forgået for næsen af ham. Så lukkede han den. Lænede nakken tilbage, og sukkede dybt. Lod tankerne ryge et helt andet sted hen, og følelsen af det varme vand trænge igennem, i håbet om at berolige kroppen bare en smule efter deres lille stund i badekarret. Det lykkedes – næsten… men det var bedre end ingenting. Valentine åbnede øjnene igen, og kastede så et dovent blik mod døråbningen. Michael stod der stadigvæk, og stirrede febrilsk rundt omkring sig selv, næsten som om, at han ledte efter noget. Det gav et sæt i ham, da Valentine pludselig talte.

” Michael. Fetch me some wine, will you?”
Uden egentlig at vente på svar, rejste han sig fra badekarret, og trådte så ud på det kølige gulv. Valentine satte placerede en hånd på hver hofte, og sendte øjnene rundt i rummet efter et ledigt håndklæde. De blå øjne landede dog hurtigt på Michael, som stadigvæk stod og hang i døråbning. Dog lod det til, at øjnene – der pludselig var store som tekopper – havde fundet noget at låse sig fast på denne gang. Upåvirket, men lidt irriteret over manglen på handling, knipsede han ad drengen. ”Michael. My wine?”

Næsten som at være blevet taget med hænderne i kagedåsen, fløj Michael op og løb pludselig mod døren, imens han snublede halvvejs over sig selv på vejen. I mellemtiden lykkedes det Valentine at finde et rent håndklæde, som han fik slynget omkring hofterne for at skjule det værste. Som han bevægede sig mod døren, kom Michael væltende tilbage, med et krystalglas fyldt til randen med smuk sødlig væske. Valentine stirrede olmt, som noget af væsken skvulpede ned på gulvet foran dem, da Michael med skælvende hænder forsøgte at række ham glasset. Dødssynden tog imod, og kvalte så hurtigt en ordentlig slurk, så han slap for problemer med det overfyldte glas. Han havde nemlig en plan. Det ville tage et øjeblik at opspore Genevira med den fart, men han var stadigvæk interesseret i at se, hvordan hun tog måltidet. Derfor slyngede han det fugtige hår over skulderen, klappede så Michael på kinden, slentrede derefter videre ud i huset for at finde hans lille yndling.

Det tog – som forventet – Valentine et lille øjeblik at finde frem til situationen. Scenariet var ikke helt, hvad han havde forventet, og han kunne ikke helt undgå at skære ansigt ganske kort, da han så den blodige eksplosion med Genevira siddende midt i det hele. Han forsøgte at se det skønne i det. Fjerne udtrykket hurtigst muligt, som han overbeviste sig selv om, at den blodrøde farve stod ganske smukt til hans naturligt lyse omgivelser. Rød og hvid. En skøn kombination. Og heldigvis noget han havde folk til at tage sig af, så snart de var ude af syne igen. Ud af øjenkrogen fangede de blå øjne godt synet af et par forfærdede tvillinger, men han valgte at bevare sig fokus på Genevira. Da han endelig nåede hende, standsede han lige præcis således, at hans nøgne fødder ikke endte med at træde i noget af blodet. Med vinen i den ene hånd, og den anden placeret på en hofte, fangede de blå øjne den blodige lille skikkelse i sit blik. Smilet var varmt, og øjnene klemt let sammen, som en doven hankat, da han tsk’ende rystede på hovedet over situationen.

” Tsk, tsk… who would’ve imagined you for being such a dirty girl, my darling?”

Stadigvæk fuldstændig kold overfor tvillingepigerne, satte han sig på hug, og hang der et øjeblik imens, at den blodindsmurte vampyr fik tid til at reagere. Egentlig var han også interesseret i at vide, hvor meget der var tilbage af kvinden han lige havde snakket med for kort tid siden. Det var ikke til at sige, om fodringen havde taget en smule overhånd – om de måske havde ventet en tand for længe med maden. Prøvende fortsatte han dog videre, stadigvæk med samme behagelige toneleje, og blikket hvilende afslappet imod hende.

” So, had enough? Or do we need to fetch you another snack? Or perhaps another bath?”

Som han talte, rakte en fri hånd sig frem mod hende, stadigvæk en kende fugtig efter deres bad. En invitation til at tage den. En invitation til mere. Af hvad? Det vidste han knapt selv endnu. Men skræmt var han ikke. Selv med blod i hele ansigtet, fandt han hende underligt smukt. Meget modsat tvillingerne så det ud til.

Hun var altid lettere ude af sig selv efter at have spist. Især en blodbinge som denne kunne virkelig gøre hende næsten rundforvirret. Hun var et langt øjeblik som forhekset af synet af blodet. På sine hænder, fødder, gulvet, over det hele faktisk. Hun rykkede lidt på sig, for at høre en svage plasken, der efterfulgte hendes bevægelser. Som at hoppe i vandpytter som barn. Næsten altså. Det her var varmere. Hun kunne have taget bad i det, hvis der havde været nok. Hun lo klirrende, sølvklokkeagtigt ved tanken. Smilede varmt til tvillingerne. Det var svært at sige, om hun ikke registrerede deres frygt eller om den morede hende. Måske var hun bare komplet ligeglad. Om ikke andet gav det uskyldige åbne udtryk i hendes ansigt kun et yderligere mørke til hele scenen omkring hende.
Lyden af fodtrin. Hun flåede blikket væk fra tvillingerne. De havde tydeligvis tabt alt hendes interesse. I stedet låste hun sit mørke blik fast sammen med Vals blå. Der var et lettere manisk skær i de store dådyrøjne. Den svageste antydning af et rosafarvet skær opstod på de ellers ligblege kinder. Som at se en porcelænsdukke blive levende.


”It struggled. Really sorry it got this messy.” Hun omtalte meget tydeligt kvinden, hun lige havde spist som en ’den’. Det gjorde det nemmere. Hun havde ret hurtigt lært ikke at tænke på sin mad, som rigtigt levende væsner med deres egne tanker og følelser, men mere tomme skaller, hvis eksistens blev ligegyldig, så snart de ikke længere havde blod, som hun kunne bruge til noget.

”I had enough. It was good. I think it was a deer. Or well. It was a deer sometimes,” fortalte hun i et luftigt drømmende tonefald, imens hun forsigtigt bevægede sig tættere på ham.
Hun tøvede ikke et sekund med at gribe ud efter hans varme levende hånd med sin egen, der nu var sært lunken, for ikke at tale om klistret af varmt, friskt blod.
Synet af, hvordan det smittede af efterlod hende hypnotisk stirrende, nysgerrig i sin uskyldighed. En serie klikkende lyde nåede over hendes bløde læber, før hun ved hans hjælp fik trukket sig op og stå.

Forsigtigt lagde hun en blodig hånd mod hans brystkasse. Lige over hjertet og trådte helt ind til ham. Måske var det kombinationen af den tidligere manglende forløsning og tilføjelsen af friskt varmt blod i hendes krop, der gjorde det, men hun havde svært ved at holde sig i ro. Noget vred sig behageligt og varmt i hendes nederste dele og selvom et nyt bad nok ville været smart, kunne hun overhovedet ikke koncentrere sig om tanken. I stedet begravede hun ansigtet ved hans hals, lige ved pulspunktet.
Lod ham lige præcis mærke sine hugtænder. Ikke helt nok til reelt at skabe et hul, men nok til at nappe ham.

”No. Tell me what you want. Teach me,” hviskede hun blødt mod hans varme hud.

Et øjeblik fik han lyst til at standse. Det var en fejl. Det maniske blik der mødte Valentine fra pølen af blod, var i hvert fald ikke det samme, som han havde mødt i soveværelset den nat. Det var i virkeligheden et voldsomt syn. Og havde han haft en hvilken som helst anden form for barndom, så var der måske en chance for, at han havde handlet som de fleste andre fornuftige personer. Vendt om på stedet, og bedt pigerne klarer resten. Men… fødderne fortsatte. Hvad enten han ville det eller ej. For de blå øjne så igennem al blodet, og spottede den overraskende friske farve, som pludselig var gledet over vampyrens ellers blege skikkelse. Og for en stund – blot et øjeblik – virkede hun helt menneskelig. Levende og lykkelig.

” No worries, darling. The girls will clean this up, as soon as you’re done.”

Valentine gjorde stadigvæk et stort nummer ud af ikke at se direkte på tvillingerne. De var ikke værd hans opmærksom endnu. Og selvom han stadigvæk manglede at udtænke en passende straf for deres lille stunt natten forinden, så virkede dette som en ganske god begyndelse. Skikkelserne trak sig i hvert fald tæt sammen, og så ikke just veltilpas ud ved tanken om at skulle håndtere resterne af deres seneste bekendtskab. Faktisk var det svært at se, om det var kvalmen eller frygten var tydeligst i deres ansigter.

Ikke rigtig klar over, hvad han burde kommentere omkring hendes måltid, lod han blot den spinkle hånd lægge sig i sin. Præcis som med Genevira, så bar han selv en svaghed for shapeshifters, og det vidste tvillingerne udmærket. Derfor var racen ikke en helt stor overraskelse for hans eget vedkommende. Men det var følelsen af hendes fingre derimod. Ikke nok med, at blodet efterlod en underlig uren følelse mod hans hud, så var følelsen af hendes hud anderledes. Varm. Nej, ikke varm, men bestemt ikke lige så kold som førhen. Et øjeblik var han fanget af den lille fascinerende detalje omkring hende – inden de usædvanlige kliklyde nåede hans øre, og hurtigt fik vækket ham igen. Der var noget alarmerende omkring lyden, og det var som om, at hans krop et eller andet sted gjorde ham klar på det værste. Så selvom det ikke ligefrem var tydeligt, som han trak dem op at stå igen, så var der gledet et vagtsomt udtryk over de blå øjne, som han fulgte hendes bevægelser.
Og så var der hånden. Han stivnede. Stadigvæk med vinglasset i den ene hånd, og hendes i den anden, betragtede han, hvordan en blodig hånd lagde sig imod hans bryst. Synet var så makabert, men bevægelsen så overraskende blid. Det var svært at tro på, at der var noget ømhed gemt tilbage i den lille skikkelse, efter magtdemonstration, hun lige havde præsteret. Hjertet bankede hurtigt – for hurtigt – under den veltrænede brystkasse, som hun trådte nærmere. Det var ikke frygt. Nej. Begejstring. Ivrig efter det næste træk. En bevægelse, som ligeledes kom bag på ham. De bløde læber befandt sig pludselig ved hans hals. Næsten vaneagtigt lod han dovent hovedet glide let til siden, således at huden blottedes mere ved hendes side. Og tænderne. By the Gods…. Følelsen af dem skrabende imod huden var næsten ubærlig. Valentine åndede tungt. Bed sig selv i læben for at skjule den værste begejstring… selvom det allerede lod til at være en tabt kamp for klædet omkring hofterne. Øjnene lukkede sig et øjeblik. Forsøgte at samle tankerne. Vidste ikke, hvor meget længere han kunne holde på dem. Hendes sult var berusende. Og mættende. Så han besluttede at handle. Men… ikke her. Øjnene åbnede sig, men undlod stadigvæk at se direkte på hende. I stedet faldt stemmen til en lavmælt hvisken, og hovedet gled tættere på hendes øre.

“ As you wish, darling…”

I en let og elegant bevægelse, gav han slip på hendes hånd. Dernæst bukkede han sig en anelse forover, og lod den frie hånd glide omkring først hendes liv, og senere hendes bagdel, som han fik skubbet hende op. Genevira sad nu, som var hun vægtløs, på den ene af hans arme. I en hurtig bevægelse skyllede Valentine resten af sit vinglas ned i et enkelt drag inden, at han for første gang den morgen, vendte blikket mod tvillingerne… blot for at række dem det tomme vinglas, med et en bestemt bevægelse og et køligt smil. Uden så meget som at skænke dem en tanke mere, fik Valentine hurtigt orienteret sig. De var nået længere end forventet, og han havde ingen intentioner om at spilde tiden på at finde tilbage til badeværelset – eller soveværelset for den sags skyld. Derfor udså han sig den første og bedste mulighed, hvilket var døren tættest på dem det øjeblik, og satte kursen imod målet. Uden så meget som at skænke det en tanke, trådte han upåvirket over mordscenen smurt ud over det lyse stengulv, og efterlod tvillingerne, hvis måbende blik han mærkede stikke i ryggen helt indtil, at de forsvandt ind bag døren.

Døren, som Valentine fik lukket bag sig, ledte ind til noget der mindede om et mindre bibliotek – et lille en af slagsen. I rummet befandt der sig rækkevise af reoler fyldt med bøger af alle mulige afarter og genre, stablet så pænt, at man aldrig skulle tro, at de blev læst. Ind i mellem bøgerne på hylderne, var som i resten af huset, placeret diverse kostbare genstande, samt bunkevis af blomster (formentlig for at skjule lidt af den ’gamle’ lugt fra bøgerne). Rummet indeholdt desuden et par behageligt udseende lænestol, med et sofabord foran dem, vendt mod en pejs, som ironisk nok så ud til ikke at have være brugt en eneste gang i dens levetid. I rummet var der også flere bløde tæpper spredt over gulvet, et skrivebord med lidt kontorlignende artikler, samt en chaiselong placeret under et par enorme vinduer. Det mest bemærkelsesværdige ved rummet var… mørket. Valentine havde ikke haft med i sine hastigt lagte planer, at rummet kun yderst sjældendt blev brugt. Egentlig lignede det mest noget, som var designet til en mørk efterårsdag, men den slags fandtes ikke rigtig i Sunfury. Gardinerne var derfor trukket for således, at bøgerne blev skånet mest mulig den skarpe sol, samtidig med, at ingen lys var tændt. Dette efterlod parret i komplet mørke. Valentine havde dog en temmelig god idé om ruten, eftersom det var lykkedes ham at spotte skrivebordet, da de trådte indenfor med en lille stribe af lys udefra. Derfor tog han chancen, og begav sig mod bordet, mere eller mindre blind i mørket. Genevira ville formentlig ikke have de samme problemer takket være de skarpe sanser, hvilket han bestemt havde tænkt sig at udnytte. Bordets indhold blev skødesløst fejet til siden, hvilket resulterede i diverse dokumenter fløj afsted omkring dem, imens bøger, blæk og pen drattede mod gulvet, sammen med en gylden lysestage. For en gangs skyld var Valentines sind et helt andet sted end hos det materialistiske. Genevira blev nænsomt placeret på kanten af skrivebordet, med fronten mod Valentine, som placerede sig foran hende således, at han befandt sig imellem hendes ben. Håndklædet, der ellers havde kæmpet en brav kamp, havde måtte lade livet undervejs, og befandt sig på gulvet tættere mod døren. Derfor stod han, stadigvæk fugtig efter badet, presset tæt op mod bordkanten, som lige præcis fik skjult det værste af hans ellers svært begejstrede manddom. De blå øjne fokuserede mod skikkelsen i mørket foran sig, og selvom han stort set ikke kun tyde mund fra øjne, så lod han fingrene føle sig vej frem. Fingrene gled bort fra den vidunderligt velformede bagdel, og op langs lårene, hvor begge hænder greb fast. For en stund var den eneste lyd i værelset hans eget hårdt bankende hjerte, samt den tunge vejrtrækning. Indtil han talte. Stemmen var dyb, forførende og tydeligvis med et lille smil på læben.

” So, you want to learn, my darling?... very well[i]. How about a little bit of [i]sensory play then? I want you to take charge... I want you to use your mouth… teeth… hands… nails… whatever you feel necessary… to explore my body. There are no limits, but should you find one, I would let you know. I want you to do as you please… and perhaps, if you do good... there might a pleasant reward waiting for you in the end.”

Det var umådelig svært for ham ikke at overgive sig. Give efter for den dunkende følelse i hans underliv, som brændte efter at mærke hende igen. Lade sig omfavne af kulden, på alle tænkelige måder, og forsvinde i begæret, som de havde gjort den nat. Men han lagde låg på sig. I det mindste havde hans lille arbejdshobby da lært ham en ting eller to om at trække nydelsen. Og det var præcis, hvad han ønskede at opnå med Genevira. Og selvom han guide hende til specifikke områder, fortælle hende præcis, hvor han ønskede hendes læber eller tænder mod huden, så fandt han denne chance langt mere spændende.

Selvom han skjulte det godt, registrerede Genevira alligevel hans lettere….ikke ubehag måske, men tvivlrådighed ved situationen omkring sig. Det tog hende dog længere at huske på, hvorfor. At andre væsner brød sig mindre om blod end hun selv gjorde, var til tider forbavsende nemt at glemme, men så huskede hun på, at synet for ham, måske nærmere var en påmindelse om menneskelig dødelighed, var han dødelig? Det brød hun sig ikke om at overveje, end det var noget æstetisk smukt. Og lugten måtte være..ret overvældende med de mængder blod, det var lykkedes hende at hælde på gulvet.
Da hun stod helt op af ham og mærkede hvor hurtigt hans hjerte slog, frygtede hun et øjeblik, at det var i rædsel, men så slog det hende, at hans duft var forkert til den slags. Lettelse. Alt var som det skulle være. I skønneste orden. Rød klædte ham i øvrigt ganske godt, konstaterede hun muntert for sig selv og lo dæmpet ved følelsen af, hvordan hans puls galoperede af sted ved hendes tænders kontakt med hans sarte hud. Hun havde ikke engang fået ham til at bløde og allerede fik hun den slags reaktioner ud af ham? Det var et eller andet sted en fascinerende tanke. At hun kunne have den slags indvirkning på et andet menneske.
Også selvom hun undrede sig en smule over, hvad det var ved hendes tænder, der så specifikt, der fik ham til metaforisk at falde over sig selv på den måde. Der var noget næsten kært over det.
Hun kunne dog ikke kalde ham nuttet i forhold til sig selv ret meget længere, da han uden videre besvær løftede hende fra gulvet. Som om hun ikke vejede mere end et fnug fra en mælkebøtte. Et eller andet sted, ville hun have været ganske tilfreds, hvis han bare havde taget hende op af den nærmeste væg. En opdagelse, der fik det til at vride sig underligt i hende. Utålmodigt, men samtidig…et stik af skam over, at kunne føle noget på denne måde. Disse hidtidigt uopdagede behov, som hun stadig, når hun reelt tænkte over det, halvt var overbevist om, at det var forkert af hende at føle. Hun skubbede tankerne fra sig, sikrede sig, at hun sad forsvarligt og vinkede til tvillingerne over Valentines ene skulder.
Lidt petty var man vel, når alt kom til alt.

At træde ind i det mørke rum var, selv for hende, noget af et skift. Hendes øjne justerede hurtigt, men efter hedes vurdering måtte Valentine være noget nær stæreblind herinde. Hun skulle lige til at spørger, om hun burde tænde noget lys, da det gik op for hende, at det måske netop var en del af det for ham. Sagde man ikke netop om blinde, at deres andre sanser justerede i styrke af den grund.
På et hvert andet tidspunkt ville hun nok have gjort mere ud af at måbe over de mange bøger. Så mange troede hun slet ikke der kunne være i et hus. I hvert fald ikke, når han ikke herskede over noget. Men hun var for koncentreret om ham. Det gibbede kun svagt i hende, da skrivebordets indhold blev fejet skødesløst til side og hun blev placeret der i stedet, men selv den høje lyd, var ikke i hendes nuværende stadie, noget, der kunne tage hende ud af stemningen. På trods af, at hun selv havde bedt om det her, kunne hun ikke helt holde en dæmpet utålmodig hvinen tilbage. Et øjeblik rykkede hun uroligt på sig. Så tog hun sig sammen. Stædigt. Hun lyttede nøje til, hvad han sagde og spildte så ellers ingen tid på at komme i gang. Ivrig som nogensinde efter at behage ham.

Hun startede blødt ud. Med en række sommerfulgevingeflygtige kys ved området omkring hans kraveben. Så fortsatte hun en smule mindre blidt til hans brystkasse, hvor hun slikkede det blod, hun selv havde afsat der af igen. Fra tid til anden lod hun tænderne skrabe mod hans hud. Nok til næsten at lave huller, men kun næsten. Samtidig gled en undersøgende nysgerrig hånd rundt alle de steder, hun lige umiddelbart kunne nå. Hun arbejdede umiddelbart ud fra en blanding af, hvad der føltes mest instinktivt for hende og hvilken respons hun fik. Hvis noget lød eller føltes, som om det var særligt behageligt brugte hende automatisk lidt ekstra tid der. Hvis noget omvendt ikke virkede til at fungere, kom hun meget hurtigt videre. Med mellemrum afbrød hun sin udforskning af hans krop for at møde hans læber med sin egne i stedet. Ikke i lange passionerede kys som sådan, nærmere en kærligt flygtig påmindelse nu og da, der også umiddelbart fungerede som en udmærket måde at trække legen ud, før hun fortsatte sine kærtegn et andet sted.
Hun var relativt forsigtig med hans ryg, givet, hvordan hun vagt mindes at have behandlet den aften før, strøg svævende fingrene henover halvthealede sår og rifter og kunne næsten ikke lade være med at skære ansigt en lille smule. Plantede et par ekstra kys nedad hans brystkasse, som for at ordne det. Så skubbede hun ham, hvis han lod hende, forsigtigt ud fra skrivebordet, så hun kunne komme ned derfra, hvorefter hun sank ned på gulvet. I en hver anden situation ville hun have følt sig udmyget. Siddende nøgen på knæ på gulvet, helt ærligt? Men der var noget ved at have taget et aktivt valg, der gjorde det opløftende.
Et øjeblik så hun op på ham. Mødte hans blik, der virkede næsten urealistisk blåt i den ikke eksisterende belysning. Faktisk var hun lidt i tvivl, om han kunne se hende på nogen reelt betydningsfuld måde, men egentlig ville hun bare lige kort sikre sig, at han var okay med hele situationen.
Så vendte hun ellers tilbage til sit projekt. Hendes ene hånd lagde sig, nysgerrigt, om end noget genert, hvilket var fjollet, for hun havde helt sikkert rørt ved alting natten før, mod hans bagdel. Et øjeblik tøvede hun, før hun næsten instinktivt satte neglene i huden på ham. Så blev hun alligevel et øjeblik i tvivl, om hun var gået for langt og fortsatte med nogle noget blidere kærtegn, før hun trak hånden til sig.

I stedet koncentrerede hun sig ihærdigt om hans ben. Kyssede ham op af låret, før hun, uden ret meget varsel, med en nok forbavsende skarp negl, efterlod en overfladisk, men nok ret sviende rift ned af hans ene inderlår. Det blødte. Ikke meget, men nok til, at hun i et langt øjeblik fandt sig selv fortryllet. Hvordan havde hun nogensinde kunne finde duften af ham ubehagelig? Det var bare ham. Den hang tungt i rummet mellem dem og et øjeblik måtte hun trække vejret. Hun havde lovet ham ikke at drikke, mindede hun sig selv om. Det huskede hun i hvert fald vagt noget om. I stedet rettede hun sig lidt op, så hun kunne plante et kys mod hans rune. Forsigtigt. Hun var stadig usikker på, om det reelt gjorde ondt.
Og så var der selvfølgelig andre ting. I sådan…ret umiddelbar forlængelse af, hvor hans rune var placeret. Hun havde hørt tusind ting, som hendes mor ville have buret hende inde forevigt, hvis hun vidste, at Genevira vidste noget som helst om.
Hun kunne ikke tage ham i munden, besluttede hun hurtigt. Af den simple årsag at hendes tænder og et organ fyldt med blod, virkede som om det kunne blive Underworlds største rod.
I stedet lukkede hun en kølig hånd om hans størrelse, gav sig, om end først noget genert, til at massere hans lem. Afhængig af hvilken reaktion hun fik, ville hun dog efterhånden nok finde mere ro i denne beskæftigelse. Hun havde ret hurtigt fundet ud af, at hun faktisk nødt at få ham til føle ting, sådan cirka lige så meget, som hun nødt at føle ting selv.

Var det her en dårlig ting? Ærligt talt var Genevira efterhånden ret ligeglad.

Havde han forventet tøven? Muligvis. Ikke meget, men alligevel nok til at give et praj om, hvorvidt dette var uden for hendes komfortzone. Det lod dog ikke til at være tilfældet. For hvor Genevira havde gjort meget ud af det natten før med at skabe en klar forventning om, hvor hun stod erfaringsmæssigt, så lod det til, at grænsen allerede havde rykket sig en del. Tanken frembragte et smil hos Valentine, som var skjult for alle andre end hendes skarpe nattesyn. Det bekymrede ham ikke. Det var derimod med største fornøjelse, at han lod hende vide, hvordan hendes handlinger påvirkede ham. Munden gled derfor let på klem, og nydende suk fulgte hurtig efter, at hun begyndte sin kærlige behandling. De fjerlette kys, som pludselig strøg hen over den tynde hud nær halsen, samt følelsen af den ru tunge, som pressede sig imod hans bryst… og så var der tænderne. Euforisk. Intet mindre. For kroppen forberedte sig hver gang. Spændte op, bare en lille smule, og slappede så af igen. Bød følelsen af brudt hud velkommen… selvom den lige præcis aldrig syntes at ske. Forunderligt, hvordan hun allerede lod til at vide, hvordan den slags kunne bruges imod ham. Han gengældte ømt de sporadiske kys, som dukkede op nu og da inden, at hun forsvandt videre i mørket igen. For han var i sandhed blind. Måske skyldtes det, at han havde svært ved ikke bare at overgive sig til mørket. Lade de andre sanser tage over. Det fuldstændige tab af kontrol var ikke hans naturlige vej, men noget som han lod sig være åben for når muligheden bød sig. Meget af tiden kunne sanserne alligevel knapt følge med. Det føltes som om, at hun var et sted og overalt på samme tid. Den eneste måde der lod ham have styr på noget, var hænderne, som var gledet om til hendes bagdel, hvor de lå fast placeret. Og en gang imellem, når der blev ramt helt rigtigt, begravede de sig lidt dybere i den kolde hud.

Så mærkede han et skub. Blidt men bestemt. Valentine flyttede sig villigt et par skridt væk fra skrivebordet, og lod hænderne falde fra hendes hud. De blå øjne rettede sig søgende ret frem, med forventningen om, at hun stadigvæk befandt sig foran ham. Pludselig greb hånden om hans bagdel. Følelsen frembragte et lille skævt smil hos dødssynden. De blå øjne rettede sig ned mod gulvet, hvorfra bevægelsen nu syntes at komme. Var det et genskær han fornemmede? I sit hoved forestillede han sig måden, hvorpå de uendeligt mørke øjne stirrede sultent op mod ham, som hans skikkelse tårnede sig over hende. Tanken fik hjertet til at slå et slag ekstra, og en prøvende hånd gled ned og fandt toppen af hendes hoved. Fingrene gled kærtegnede igennem det mørke hår, som hun lod en regn af ømme kys falder over hans hud endnu engang. Bevægelsen standsede dog brat, ved følelsen af en skarp smerte, som pludselig strålede fra hans ene lår. Ikke en dårlig smerte… men uventet. En enkelt dråbe så sit snit, og gled i al hast ned over den blege hud og efterlod sit et mindre spor. Valentine havde ikke kunne tilbageholde en grimasse ved følelsen, men kommenterede det ikke. I stedet ventede han blot i spænding. Der var noget tilbageholdent over hendes bevægelser for en stund. Var det blodet? Men så, netop som han begyndte at tro, at det havde vist sig for meget, så var hun pludselig videre igen. Et blidt kys lagde sig imod runen, hvilket sendte en gysen igennem kroppen. Ikke nødvendigvis fordi han følte det mere end det andet, men mere… ironien. Måske en skønne dag hun ville vide, hvem og hvad hun egentlig havde givet sig i kast med. Men ikke i dag. Ikke nu.

Kulden omfavnede ham på en ny måde. Hånden der lukkede sig om hans efterhånden velvoksne lem, samt bevægelserne der fulgte, sendte fuldstændig fortryllende ekstaser af nydelser igennem kroppen. Valentine, der efterhånden fandt det meget svært at holde igen, lod fingrene begravede i de mørke lokker imens, at hovedet gled bagover. De nydende suk blev dybere og længere, og gled efterhånden mere over i en stønnen der fortalte tydeligt, når Genevira gjorde det helt rigtige. Hofterne kunne ikke helt tilbageholde lidt bevægelse, og vuggede let i takt med hendes behandling. Kroppen skreg efter at tage hende. Begrave sig, og fortsætte, hvor de gav slip tidligere. Men… hun var dygtig. Rettede sig hurtig ind, og lyttede tydeligvis efter, hvornår det var allerbedst. Alt dette gjorde blot oplevelsen umådelig pinefuld at trække ud meget længere. Det varede derfor ikke helt så længe, som han måske havde håbet før, at Valentine måtte overgive sig til forløsningen.
Det tog et øjeblik at få kroppen under kontrol igen. Brystkassen hævede og sænkede sig hastigt, imens hjertet slog derudaf. For en stund var det muligvis den eneste lyd, som fyldte lokalet, medmindre Genevira lavede nogen form for indvendinger. Så lo han. En dyb, lettere stakåndet, men varm latter. Hånden der stadigvæk lå placeret imod hendes toppen af hendes mørke hår, gled ned og lagde sig imod hendes kind. Rettede ansigtet således, at han var sikker på, at hun så op mod ham – så hun mødte hans blik. De blå øjne fokuserede i mørket mod pletten foran sig, hvorfra han fornemmede mest bevægelse, men ellers var hænderne hans eneste mulighed for at vide præcis, hvor hun befandt sig. Læberne formede et skævt smil, som ordene forlod hans mund, selvom det næppe var meget mere end en hvisken. En tilfreds brummende lyd der formede ordene… ”… Good girl… Now up.”

Takket være fingrene der havde lagt sig blidt omkring hendes kæbe, mærkede han tilfreds, hvordan den lille skikkelse fulgte hans ordre. Uden et ord, trak han sig langsomt, skridt for skridt bagud, stadigvæk med hånden imod hende, indtil hans ben stødte let imod, hvad han søgte. Stolen til skrivebordet, som ligeledes med bordets indhold, var blevet skubbet til side. I en flydende gled han baglæns ned og satte sig på stolen. Skulle Genevira havde tvivl om hans intentioner eller tøve med at følge efter, ville han klappe sig inviterende på det ene lår med håbet om, at hun forstod hentydningen. Skulle dette være tilfældet, ville han stadigvæk lade en hånd hvile imod siden af hendes kæbe. Den anden hånd ville derimod lade fingrene glide nænsomt ned over hendes slanke ryg inden, at de endte ved hendes bagdel, hvor de lagde sig med et fast greb om hendes ene balle. Hovedet lagde sig på skrå, og selvom han ikke kunne se hende andet end et simpel omrids, lod han alligevel de blå øjne hvile på hendes skikkelse hele tiden. Stemmen var rolig igen, og selvom hjerterytmen stadigvæk fortalte om, at han fandt stemningen ophidsende, så var hele hans udtryk generelt mere afslappet end før. Forløsningen havde taget toppen af længslen for hans vedkommende, men det betød langt fra, at han var færdig. Desuden havde han vist lovet hende en ting eller to. Og på trods af, at han var yderst velvidende om, at hun formentlig snart var ved at nå et ganske utålmodigt stadie i forhold til ham selv, valgte han at fortsætte med en stemme der emmede af ro… på trods af, at den begærende undertone ikke helt kunne skjules. Samtidig rykkede han sig ganske let i stolen, men nok til, at de lige præcis blev skubbet en tand nærmere hinanden, hvis det overhovedet var fysisk muligt. Kroppen sukkede tilfreds ved den kolde hud, genforenet mod hans egen.

”So… Tell me, darling… How would you like your reward?”

Hvis nogen havde spurgt hende, hvad hun regnede med at foretage sig i Sunfury, da hun stod op aftenen før, så ville det her ikke engang have været på listen over muligheder. At følge med fremmede mennesker hjem fulgte til at man blev slået ihjel. Ikke til….hvad det her så end efterhånden kunne kategoriseres som. Men her var hun altså. Ikke død. Snare tvært imod.

Der var noget næsten…bedårende over, hvordan han reagerede på hendes tænder. Den spænding. Hun forstod virkelig ikke, hvorfor han så gerne ville bides i, men hun kunne mærke det så tydeligt og det morede hende ærligt talt en lille smule. Det var lige før, hun reelt overvejede at sætte tænderne rigtigt i ham. After all, var hendes ultimative sigte lige nu at please ham og han var egentlig meget klar i, hvad han gerne ville have. Men en del af det at holde af nogen, var også at holde dem fra ting, der potentielt kunne være dårlige for dem, blev hun enig med sig selv om og hun havde ikke lyst til at dræne ham for blod ved et uheld. Således måtte deres eventyr ud i hugtænder aoltså vente til en anden dag. Engang når hun følte sig en smule mere stabil, end i dag forhåbentlig. Hun var ikke længere sulten takket være tidligere, men det havde alligevel været så tilpas brutalt, at hun ikke tog chancer ved at bide sig fast nogen steder lige nu.

Hans reaktioner var dog bekræftelse nok på, at hun gjorde et eller andet rigtigt. Tænk engang, hvor befriende det var at deltage aktivt, at mærke en andens nydelse, når det ikke føltes som om, det var på bekostning af egen værdighed.
Den åbenlyse nydelse var også kun med til at gøre hende selv mere ivrig. Utålmodig. Alt i hendes indre higede efter genforening. At give efter for alting og bare lade sig metaforisk smelte.
Da han bad hende rejse sig, gjorde hun det med en sådan forhastet iver, at det næsten gjorde det mere besværligt for hende selv, end hvis hun havde været smart og taget den med ro.
Et øjeblik bekymrede hun sig for ham. Han var så blind i mørjet, at han nemt ville kunne falde over et eller andet ved et uheld. Hun holdt forsigtigt fast i hans hånd, så hun kune nå at fange ham, hvis han snublede.

Det hele gik dog relativt glat og de endte begge placeret i stolen uden nogen fald.
Den ro han udstrålede, irriterede hende næsten set i forhold til, hvor uroligt hun selv sad. Han måtte kunne mærke det.

”I just want you. Please…”

Det var ikke meget mere end en klynken.

Det var næsten kært. Iveren bag hendes bevægelse, der strålede så tydeligt, at han fornemmede det selv gemt væk i mørket. I stedet var det hånden, som mærkede, hvordan hun bevægede sig – måske en tand – for hurtigt imod ham, da han beordrede det. Kontrollen var atter hans igen. Det var både en frustration og en nydelse at mærke hendes tænder på den måde. For selvom han elskede at slippe kontrollen, så var der noget i ham, som ønskede at bevare den det meste af tiden, når det kom til nye uerfarne partnere. En form forsikring om at begges nydelse ville opnås. Alligevel havde Genevira hurtigt fået vist ham, at det ikke var helt så nødvendigt længere. Hun klarede det ganske fint på egen hånd.

Det tog ham ikke lang tid at reagere på hendes ord. Bedende og inviterende som de var… bød de trods alt op til lidt af hvert. Hånden placeret ved hendes bagdel, gled kælende hen over hendes ene lår før, at den lagde sig imod hendes åbning. Prøvende lod han fingrene stryge over det yderst sensitive område et par gange. Det sidste han ønskede, var at fortsætte, hvis hun ikke føltes klar. Én ting var, hvad hendes ord fortalte, og noget helt andet var kroppen. Skulle hun vise tegn på at ville have mere, ville Valentine lade et par fingre glide ind. Masserende og kærtegnende lod de område forkæle, alt imens fingrene på ydersiden koncentrerede sig om resten der. Han ønskede at tage hende. Få hende til at tigge hans navn igen og igen, imens han lod sig omsvøbe. Men for nu lod han fingrene arbejde, alt imens han selv mærkede kroppen vågne endnu engang. Hans anden frie hånd gled op og lagde sig imod hendes baghoved. Flettede fingrene ind i det tykke mørke hår, og nød følelsen af kulden gemte under de bløde lokker.

Så lænede han sig frem… og pressede sine egne levende læber imod hendes kulderamte. I et dybt kys brød han en regel, som han ellers gjorde meget ud af at holde fast på. En regel – vigtigere på arbejdet end nogen andre steder – som forhindrede ham at initierer et direkte kys. Resten af kroppen var frit spil, og han fandt det bestemt også voldsomt pirrende at lade dem udforske en partners fysik på den måde, men… et simpelt kys. Den slags havde altid sat sig underligt personligt – på trods af, at Valentine nægtede at tro på noget der vovede at kalde sig kærlighed. En regel der var opstået i hans helt tidlige karriere. Et simpelt godt råd fra en kollega, og en barndom fyldt med traumatiserende minder når det kom til nærhed, havde vel sat sine spor. Ikke at han tænkte nærmere over det. Det var nærmest blevet en vane at lade læberne søge alle andre steder hen, som det første. Ofte lod han det ske så længe, at andre var dem, som tog skridtet. For selve oplevelsen var langt fra gruopvækkende i hans verden. Ophidsende var rettere ordet. Intenst. Men… reglen var meget vigtig. Og den blev stort set aldrig brudt. Før… nu. Hvorfor? Det måtte guderne vide. Måske var det mørket. Forestillingen om at være et og alle steder på en gang, hvor intet kunne nå dem, imens det eneste kroppen rigtig opfangede var lyden og smagen af hende… og følelsen. Kulde. Så blød. Et eller andet mærkeligt sted opfangede han en flygtig tanke. Frygten for, at hun skubbede ham bort ved kysset… men, hvorfor? Og så var den væk igen. Før han egentlig havde nået at registrere tanken ordentligt. I stedet svømmede hans tanker væk igen, og sanser sukkede tilfreds ved at hengive sig til følelsen af hende. Valentine ville derfor fortsætte indtil, at hun gav udtryk for at ville videre med tingene, eller tegn på forløsning.

Hurtigt. Et lidt overrasket klynk fandt vej over hendes læber og et øjeblik måtte hun klynge sig til ham for ikke at falde helt sammen et øjeblik i overraskelse. Kunne man det her? Måtte man? Så snart hun havde stillet sig selv det sidste spørgsmål gik det op for hende, at hun var komplet ligeglad med, om hun måtte noget som helst længere. Det første stykke tid sad hunbare lidt forvirret uroligt dog uden ubehag, prøvede sig frem efter, hvad der var det rigtige at gøre i den givne, og meget nye, situation. Relativt hurtigt fandt hun dog ind i en rytme af små forsigtige bevægelser, der lod til at stemme fint overens med hans fingres arbejde, så han ikke skulle gøre det hele selv. Hun sukkede tilfredst, da han flettede sine fingre ind i hendes hår. Følte sig umådeligt varm. Ikke kun fysisk, men følelsesmæssigt. Et øjeblik blev hun mærkeligt opmærksom på, hvor bekymret hun ofte ellers var. Først nu, da hun stort set ikke havde andre fokuspunkter end ham og sig selv gik det rigtigt op for hende, hvor ængsteligt overfokuseret på alting omkring sig, hun plejede at være. Selvfølgelig var man nødt til også at tænke på andre ting, men som en der var vokset op med, at det var selvisk grænsende til decideret syndige nogensinde at overveje, hvad man selv gerne ville frem for, hvad andre ville have en til, var det næsten lige så skræmmende som det var befriende endelig at få lov til at kvæle nogen af alle de tanker, der altid syntes at ligge på lur et sted i en mørk afkrog bagerst i hendes hjerne.

Da han kyssede hende, kunne hun ikke undgå at notere sig, at det et kort øjeblik virkede næsten lige så uvant for ham, som det var for hende. Næsten usikkert et øjeblik. Hun rykkede sig tættere på ham og lagde forsigtigt en hånd mod hans kind.  Efter nogen tid gled hånden i stedet om og flettede sig ind i hans lange lyse hår.
Et kys, der halvt kvalte hedes støn mod hans læber, men hans projekt andre steder, gjorde det på sin vis også pinefuldt svært at skulle koncentrere sig om en ting fuldt ud. Desuden gik det efterhånden op for hende, at det her ikke var nok. Hun ønskede at have ham fuldstændig. At nå det sted, som de havde nået natten før, hvor hun knap nok længere kunne skelne, hvor hun selv sluttede og han begyndte.
Hun trak sig en lille smule og så på ha med noget, der nærmede sig desperation.

”Please. Val I just want…” Hun tøvede et øjeblik. En frustreret halvkvalt lyd, var et øjeblik alt, hvad hun kunne mønstre. Hvordan formulerede man det her på en måde, der gav mening?

”More…all of you, please.”

Var det lettelse? Over at hun ikke trak sig bort? Uanset, hvad det skulle forestille at være, sukkede kroppen i hvert fald mentalt – og fysisk – da de mødtes i et dybt og hungrende kys. Huden nød den svalende fornemmelse af hendes fingre, som gled over kinden inden, at de begravede sig i hans hår. Styrken der skjulte sig i dem, var berusende, men ligeså var den delikate ømhed de gang på gang formåede at udvise. Han kunne ikke undgå at mærke lysten til at lade sig synke imod kulden – omfavne den med hele sit væsen – og forsvinde sammen med den i mørket. Ikke endnu. De var så tæt på, men han huskede udmærket, hvordan de nærmest havde smeltet natten forinden. Harmoneret, havde han vist kaldt det i tankerne. Og kroppen huskede endnu bedre. Tiggede allerede om at lade sig genforene velvidende, hvor nemt det ville være – hvor tæt på, hun egentlig var. Kroppens vuggende bevægelser imod hans egen, som resultatet af fingrenes leg. Hans egen krop der vågnede ved lydende af hendes støn, presset imod deres sammenflettede læber. Så, netop som havde hun læst hans tanker, standsede hun. Sagde hans navn. Fingrene stoppede øjeblikkeligt, og øjnene åbnede sig, blot for atter at stirre ud ingenting. Alligevel søgte de hendes stemme, da hun talte. Hendes ord frembragt en mild latter, stadigvæk med læberne tæt mod hendes. Hun behøvede ikke sig mere. ”Hold on tight, darling.”

Hænderne gjorde sig fri. Flyttede sig uden for meget postyr om, og lagde sig omkring hendes bagdel, hvor fingrene begravede sig i den bløde hud. Da det var sikret, at hun havde et ben på hver side af ham, rejste han sig fra stolen, og løftede hende med sig. Velvidende at skrivebordet befandt sig længere fremme i mørket, bevægede han sig i stedet til den anden side i et roligt tempo. Det sidste han ønskede i situationen, var at snuble. På trods af hendes skarpe reflekser, så var han overbevist om, at det ville sætte noget af en dæmper på stemningen. Alt imens fødderne koncentrerede sig om at følge samme retning, lod han læberne glide videre ned. Forkælede i stedet siderne af hendes skarptegnede kæbe og øvre del af halsen, med en serie af ømme kys og blide nap. Bevægelserne standsede først, da de endelig nåede målet. Genevira burde kunne føle en kølig væg mod ryggen, som han stillede sig tæt op af således, at hun på den måde kunne slappe af i resten af kroppen, som ikke blev støttet af hans hænder. Velvidende, at dette i allerhøjeste grad var, hvad begge parter begærede, lod han ikke resten vente på sig ret længe. Prøvende lod han derfor sit lem, som lod til at være kommet sig fint over tidligere behandling, glide et par gange imod hendes åbning. Medmindre Genevira udviste nogen former for tøven eller ubehag ved dette, ville han derefter presse sig imod. På trods af utålmodigheden der efterhånden fyldte hver en fiber i hans krop, lod han det foregå langsomt indtil, at han til sidst var gledet helt ind. Ansigtet, som tilfældigvis var standset ved hendes kraveben, bød kulden velkommen mod hans efterhånden brændende hud. Læberne skiltes, og et dybt veltilfreds suk undslap. Efter blot et øjeblik, hvor de begge havde mulighed for at placere sig bedre, begyndte han at bevæge sig. Bevægelserne var hurtigere og en anelse mere grådige end tidligere på natten. Han havde set, hvad hun kunne tage, og han kunne mærke hendes lyst blande sig med hans egen. Der var ingen tvivl om, at hun ville stoppe ham, hvis dette overskred nogen grænser. Så han forsatte, øgede tempoet blot en lille smule, og lod stødende blive dybere. En enkelt hånd landede på væggen bag hende, for bedre at kunne holde balancen, imens den anden hånd stadigvæk hvilede under hende, og bar det meste af hendes vægt. Det lod dog ikke til at være et problem, som han fortsætte, imens lyden af hans egen nydende støn langsomt begyndte at fylde rummet.

De fandt hinanden igen. Ivrigt. Hektisk. Desperat. En sammensmeltning af varme og kulde. Nydelsen fra begge parter var ikke til at tage fejl af. Hvis hun havde haft tanke for noget som helst andet, ville hun måske have haft ondt af vedkommende, der skulle rydde op herinde senere.

*****Tidshop*****

Resten af dagen passerede alt for hurtigt og dog med en mærkeligt behagelig næsten doven atmosfære. Der var ikke rigtig noget, hverken den ene eller den anden af dem lod til at skulle nå. I Geneviras tilfælde gav det nok sig selv, for hun kunne selvfølgelig ikke gå udenfor, så længe solen var på himlen.
Ikke at hun ville have haft lyst til at gå, selv hvis det havde været en mulighed. I stedet brugte de lang tid på, denne gang rent faktisk, at bade. Det tog lang tid at få blod ud af hendes hår, men det vidste hun egentlig i forvejen.

Hun kunne have brugt lang tid på bare at betragte ham ligge make up efter badet. For hende virkede hans blandinger og påsmøringer af forskellige cremer og diverse skinnende ting lige så uforståeligt som trolddom og hun kunne kun sidde og stirre på det, efter, at hun selv havde klædt sig på. Ikke så meget fordi hun havde fået lov, som fordi hun tilfældigvis fandt dem, hjalp hun ham med at vælge sine smykker. Han havde flere end hun nogensinde havde set noget sted. Hendes familie kunne sikkert have købt et hus, hvis ikke flere, for den mængde guld, der lå i dette ene smykkeskrin alene.

I’m way too comfortable around this man considering how shortly I’ve known him, gik det op for hende, imens tjenestefolkene, var ved at trække gardinerne fra ud til verden udenfor, hvor skumringen endelig havde lagt sig. Fløjlsblødt og blåt på den der særlige sydlandske måde.

Desuden måtte hun hellere komme videre og hun skulle også tilbage til Doomsville og.

Det at sige farvel føltes pludselig lammende akavet.

”So, will you write?” røg det nærmest ud af hende, totalt uden nogen former for kontekst. Det havde åbenbart optaget hende mere end hun selv vidste. Ønsket om at holde kontakten.
Akavet flyttede hun vægten fra den ene fod til den anden.
”I only mean…if you want…of course. This has been nice and all and I would be sad if we just…stopped.”

Det var måske meget heldigt, at huset ikke rigtig rummede andre end Valentine og hans tjenestefolk – og Genevira, selvfølgelig. For scenariet der mødte de få modige sjæle der fik til opgave at redde rummet var… gruopvækkende. Valentine lod dog ikke til at have nogen kvaler med at sætte folk på selv. Selv havde han været travlt optaget af at nyde et varmt og velfortjent bad, hvor han havde brugt en god rum tid på at gøre selv sig selv – fjerne blodet fra de mest unævnelige steder – når han altså ikke lige havde været optaget af at hjælpe Genevira med blodet, som syntes at klynge sig til hendes hår. Heldigvis havde han efterhånden udviklet et par tips og trips til at få genstridige substanser ud af håret… den slags fulgte ligesom med jobbet.

Efterfølgende havde de brugt dagen i ro og mag. Det var lige før, at Valentine havde ville kunne kalde den afslappet. Det var ikke normalvis den stemning, som han forbandt med at have gæster. Men… han kunne ikke afvise, at det havde været rart. Fascinationen over hans rutiner var næsten kær. Og efter at have sendt Genevira afsted med en af tvillingerne for at vælge et nyt sæt tøj fra hans klædeskab, tillod han sig for første gang det døgn at nippe til et noget der mindede om et reelt måltid, selvom det egentlig mest lignede et mindre kunstværk. Tøjet havde intet med generøsitet af gøre, men udelukkende det faktum, at han nægtede at lade hende gå i det samme tøj, som hun var ankommet. Hun havde efterhånden været her et helt døgn, og i det tidsrum havde han allerede selv skiftet tøj op til flere gange. Det var kun logisk, at hun også skiftede. Efter at lagt sin egen make-up havde han tilladt sig at tilbyde hende lidt selv. Ikke meget, hvis hun accepterede, men blot lidt blush til kinderne og farve til læberne. Næsten skræmmende simpelt i forhold til hans egen, men små detaljer der bragte en ny form for liv i det ellers vidunderligt blege ansigt.

Nu stod de der under måneskinnet, og med en varm brise smygende omkring sig. Forhaven strålede som sædvanligt i det sparsomme lys, og han nød følelsen af den friske luft et øjeblik, med øjnene lukkede. Så lød hendes spørgsmål, og de blå øjne åbnede sig hurtigt inden, at blikket overrasket vendte sig imod den lille skikkelse ved hans side. Skrive?

” I… guess I could write you something. Anything special you desire, darling?”

Det slog ham som et lettere underligt spørgsmål. Ønskede hun en form for skriftlig invitation til et fremtidigt besøg? En middagsaftale? En adresse? Valentine var ikke bekendt med ret meget andet. Folk skrev vel mest fordi de havde noget vigtigt at berette, eller ønskede at se hinanden. Andet kunne han næppe forestille sig. Selv havde han for det meste tjenestefolkene til at klare den slags, så hans skriftkundskaber var formentlig en smule rustne. Det var ikke ligefrem den del, som faderen var gået mest op i, hvad angik at lære hans børn.

Der var noget rart ved at opleve, at de også kunne fungere i hinandens selskab, når der ikke reelt skete noget mellem dem eller omkring dem. Noget sagde Genevira, at hvis de ellers sås flere gange, kunne de også sagtens have fungeret og blot lavede hver deres egen ting ved siden af hinanden uden, at det ville være blevet akavet. Sært, at være nået til nogen som helst forståelse af hinanden på så kort tid. Bevares, hun bildte ikke sig selv ind, at der ikke var ting, de ikke vidste om hinanden. At der var ting, der blev holdt tæt til kroppen. Nok især fra Valentines side. Det var dog umuligt at komme uden om det faktum, at de hver især, nok delvist uden at have intentioner om det, havde blottet ret meget af sig selv, for den anden. Hun havde måske lidt frygtet, at det kun var i optakten til sex, at de reelt ville kunne finde hinanden. Man hørte så mange historier, også selvom hun hele livet var blevet forsøgt skærmet fra alt, hvad der bare kunne minde om den slags.
At finde ud af, at de også kunne fungere sådan her, var betryggende, selv hvis han sagde farvel til hende lige om lidt og så derefter glemte alt om, at hun overhovedet eksisterede.
Tvillingerne var ikke ligefrem hendes bedste venner, så at følges med dem noget sted hen ville måske have føltes grænseoverskridende før.

Nu krympede de sig så meget blot ved synet af hende, at det var lige før, at Genevira nåede at få ondt af dem. Men kun lige før. Så huskede hun deres optrin fra aftenen før og hendes hjerte mindede sig selv om, at det ikke slog længere.

Hun glemte dem da også hurtigt igen, da hun skulle gennemgå Valentines skabe efter et passende outfit. Hvor meget tøj kunne én mand eje?
Og det var alt sammen så fancy. Det virkede ikke engang til at det var noget han gik i. Ikke det alt sammen i hvert fald, for det var ikke svært at finde noget i hendes størrelse og det kunne han om ikke andet ikke gå for.
Selvom hun et øjeblik var fristet af alle de kulørte kjoler besat med så mange ædelsten, at de næsten udgjorde rustninger i sig selv, blev hun enig med sig selv om at finde bare noget lidt mere simpelt. Tanken om at modtage noget enormt dyrt fra ham gjorde hende på en eller anden måde ukomfortabel. Lidt som om det var betaling. Eller at hun udnyttede ham.
Det ville nok vise sig, at hvad end hun valgte her, ville det være dyrere end noget som helst hun nogensinde ville have råd til, men alligevel.
Og inde bagerst i et skab, lidt som om den var blevet glemt, fandt hun den. En lang kjole af blødt natsort stof broderet med, hvad der måtte være stjernekonstellationer. Ærmerne var af den slags, der næsten rørte gulvet og bølgede efter hende, når hun gik. Hun havde set adelskvinder i den slags, hvilket et øjeblik morede Genevira meget. Var den noget mere nedringet end hun var vant til? Afgjort, men hun var ret forelsket i den, så sådan måtte det nu engang være.
   
At lade ham sminke sit ansigt var lidt en overvindelse. Mest fordi hun, nok på grund af morens indflydelse, tungt associerede et malet ansigt med skøger. Og I rotten Root var det som oftest et tungt snusket lag af noget, der skulle skjule, hvor syge de var inden under. Til sidst godkendte hun det dog, for fascineret af hans dygtighed med penslerne til at lade være, og fandt, at hun kunne lide resultatet.


Valentines åbenlyse undren over, at hun foreslog, at de skulle skrives ved kom egentlig efterhånden ikke bag på hende. Hun havde også formuleret det mærkeligt. Et øjeblik betragtede hun ham blot i stilhed. Nød den lune aftenvind og lyttede til cikaderne i nærheden, imens hun tænkte over, hvordan hun skulle svare.


”You don’t have to, obviously. I just think it would be nice to hear from you from time to time. Just…how you’re doing and stuff. I would like to get to know you better. That’s basically what I’m saying.”

Det var en kamp, som Valentine for længst havde opgivet. Han for længst mistet overblikket over præcis hvad og hvor meget der egentlig gemte sig i hans skab(e)… og rum… af tøj og lignende. Enkelte genstande var han ikke i tvivl om, men for det meste oplevede han gang på gang at blive overrasket over en glemt klædegenstand. Ingen tvivl burde der dog være om, at selvom det var svært at holde styr på efterhånden, så hver enkelt genstand håndplukket. Enten på grund af sin skønhed eller sin pris. Eller bare fordi han kunne. Det skete da af og til, at tidligere elskers tøj fik sneget sig ind i et klædeskab, blot for først at blive opdaget flere måneder senere. Dette var heldigvis ikke tilfældet med kjolen, som Genevira fik udset sig. Om end det var i den mere simple ende af hans smag, så var det, som han selv havde købt på et tidspunkt. Den enkelte skønhed der mindede ham om stjernerne på himlen en skyfri sommernat. Præcis som denne. Valentine havde da også komplimenteret hendes valg, da hun dukkede op igen efter at have været på jagt. Måske ikke helt ivrigt, som hans sind gerne ville, da hun så yderst betagende ud, med det mørke, bløde stof glidende imod den blege hud. Men… skøn så hun ud. Og så meget fik han i hvert fald formuleret.

Måske netop derfor var der en tøven hos ham, da hun foreslog det med, at de skrev til hinanden. Ikke så meget fordi det ikke ville være spændende at følge med i hendes liv, men mere fordi… det var uvant. Og det krævede, at han blottede sig på en anden måde, end han før havde været vant til. Fordi han var nødt til at bruge ord alene. Hverken kropssprog eller smarte tricks kunne hjælpe. Nej, det hun forventede var ærlighed. Og et stykke af ham hver gang. Men så igen, betød det vel også, at han fik mere af hende. Og det var – underligt nok – en rar tanke. Den beroligede i hvert fald nok til, at han nikkede stille inden, at han vendte sig mod hende. Han svarede med et roligt smil, alt imens han sugede de sidste af detaljerne omkring hende til sig. Breve var én ting, men der var i princippet ingen løfter om, at de nogensinde sås igen. Det ville ikke overraske ham. Det var sådan det plejede at gå.

” Are you really sure about that, darling? Getting to know me… sounds almost like you care.”

Der var et drillende glimt i de blå øjne, som han strøg en vildfaren lok væk fra hendes ansigt. Bemærkede knapt handlingen før, at ansigtet blev en kende mere roligt, og den drillende facade gled bort.

“If I said yes… then I assume you would be writing back?”

Hans ord undrede hende. Havde hun da ikke netop brugt lang tid på at sige til ham, at hun rent faktisk bekymrede sig? Havde de måske ikke næsten skændtes tidligere på dagen, dengang i soveværelset? Og han havde stadig ikke fået det ind i hovedet, at hun havde større interesse i ham, end hvad de lavede i en seng. Eller i et bibliotek. Eller andre steder for den sags skyld. ”It sounds like I care because I do care. I wouldn’t have stayed this long otherwise. And I want to know the people I care about, you know?” Hun pillede lidt ved sit kjoleærme. Følte sig sært akavet på en måde. Hendes far ville have sagt, at nu havde hun alligevel givet et vigtigt stykke af sig selv, hvilket alt i alt var både væmmeligt og uansvarligt gjort, men nu skulle hun sgu da ikke lade ham slippe af krogen, bare fordi deres følelser for hinanden var en anelse akavede. Virkede det da måske ikke som om, at han brød sig om hende på et eller andet niveau? (hendes mor ville have afbrudt og sagt nej). Hvis hun alligevel absolut skulle ligge og rode rundt som en eller anden luder, så kunne hun lige så godt holde fast på dem, der havde midlerne til at sørge for, at hun kunne leve komfortabelt og dermed ikke blev bragt til skamme for sine handlinger. Han ville nok også have forsøgt at tvinge Valentine til at gifte sig med hende, men det var sådan set lidt en anden side af sagen.

Nu havde det jo sådan set aldrig været hendes plan med noget af alt det her. Ikke at hun havde haft en rigtig plan overhovedet. Men selvom hun ikke havde tænkt sig at udnytte ham, så kunne den mere kyniske del af hendes hjerne, der for evigt var mærket af ikke have nok af noget som helst, ikke lade være med at notere sig det faktum, at han rent velstandsmæssigt var et smart bekendtskab at holde fast på.

Valentines næste ord fik hende til at le. En varm boblende latter.

”No I intend to decorate your letters like fish and put them on my wall.” .” Hun rystede lidt på hovedet. Hendes accent var komplet umaskeret, da hun fortsatte.

“Of course I’m going to write back, you fucking numb skull. That’s how communication by letters works.” Det var tydeligt, at æordene ikke var ment I ond vilje, men hvad i alverden havde han egentlig forestillet sig?
Hun flygtede vægten fra den ene fod til den anden og modstod trangen til at røre ved sit ansigt, der stadig føltes en anelse uvant.

”No in all seriousness I really want to get to know you and…I sort of hoped you would feel the same…a little. It’s fine if…” Hun viftede med hånden.

På trods af, at hun allerede havde givet udtryk for det tidligere på aftenen, så efterlod ordene stadigvæk en underlig følelse hos Valentine. Hun bekymrede sig om ham. Det var anderledes end den interesse, som han var vant til at modtage. Folk der interesserede sig for hans krop, hans hjem, hans guld… hans tid. Hvordan kunne man få mest mulig ud af Valentine? Man kunne altid købe sig til tid. Sådan havde det været længe. Så det Genevira spurgte om var, at han lagde alle sine principper fra sig. Kvit og frit udleverede små stykker af sig selv, som skulle rejse det halve af verden igennem for at nå hende, og så fik han ikke engang lov til at opleve hendes reaktion. Ikke lige med det samme i hvert fald. Nu havde Valentine heldigvis aldrig været et usikkert barn – ikke ifølge ham selv i hvert fald – men havde han det, så kunne han nemt have set sig selv falde tilbage til denne barnlige frygt. For at blive afvist. Genevira havde al chance i verden for beholde det, som han sendte til hende, uden at sende noget tilbage til ham igen. Tage al hans blottede information, og bruge den som hun ønskede. Ghoste ham… når han mindst ventede det. Men noget sagde ham, ved synet af den lille leende vampyr, at den slags næppe ville ske. Ikke med hende. Og måske var det derfor, at han lod sig overtale så nemt. Han lod et varmt smil finde vej ved lyden af hendes accent fra tidligere på dagen. Køn var den måske ikke, men han fandt den alligevel overraskende charmerende.

” Ha-ha. Well, it seems like I need to upgrade my handwriting a bit just in case that you change your mind.”

Han spøgte. Så meget var da tydeligt ud fra det drillende glimt i de lysende blå øjne. Men så begyndte hun at tale igen. Om dem. Valentines smil faldt en tand, og en fremmede ømhed gled over hans udtryk. Med en blid bevægelse rakte han ud og greb hendes viftende hånd inden, at han førte den op mod sit ansigt.

” I would love to get to know you even more, miss Genevira. You have my word, that I will send you letters unlike any you’ve ever read before, and I will do so with great pleasure. For I know that you will be reading them in your little dark tower. And I will make sure to let it be your light on a stormy night.”

Og med de ord lod han læberne pressede sig blidt imod hendes kolde håndryg. Et kortvarigt, næsten forsigtigt kys inden, at han langsomt trak hovedet tilbage igen, og blikket fandt hende. Stadigvæk med hendes hånd hvilende i sin. Et løfte. Og starten på en afsked.

Hvis Genevira havde tænkt lidt over det, set lidt indad, ville det måske være gået op for hende, at både hun og Valentine var fundamentalt ødelagte mennesker. Genevira kastede sin affection på alt, der viste hende så meget som bare en smule varme og Valentine trak sig bort. Mistroisk overfor alt, der bare nogenlunde lignede omsorg, fordi det i hans verden ikke eksisterede. Genevira havde dog for travlt til at være særlig analytisk omkring det her, og anerkende sine egne fejl havde når alt kom til alt aldrig været hendes stærke side. Måske medmindre, hendes mor havde påpeget, hvad hun så som fejl, hvorefter det ville side i Genevira rundt regnet resten af evigheden. Havde hun været mere fremsynet kunne hun nok også have sagt sig selv, at hun ville nå til et punkt, hvor hun ville bryde sammen over det her. Ikke at hun som sådan skammede sig over selve handlingen. Manglen på skam ville faktisk, paradoksalt nok være noget af det hun skammede sig mest over, men det at have skuffet sin mor så åbenlyst…ja hun ville nok næppe kunne holde skyldfølelsen tilbage for evigt, selvom hun ret effektivt var lykkedes med det ind til videre.

Den metaforiske tunge sky lå dog stadig et godt stykke ude i horisonten og både den virkelige og hendes indre himmel var lige så stjerneklar og varm, som den hele tiden havde været. Og hun følte sig levende. Nok delvist på grund af det relativt nylige måltid, men også fordi, det næsten knitrede i hendes fingre bare ved tanken om at røre Valentine igen, men de kunne jo ligesom ikke blive stående her for evigt.

Tiden gik selvom det på den ene side overhovedet ikke føltes sådan og på den anden side føltes som om, at hun havde kendt ham markant længere end en dag.

Hvad i helvede var det i det hele taget egentlig, hun troede at hun foretog sig?
Og nu havde hun også givet ham frit lejde til at kontakte sig. Måske havde han bare ladet som om, at han var et okay menneske det sidste døgns tid og så, så snart hun vente ryggen til ham, sendte han hende….ja hun vidste det ikke gift? Det her var fjollet. Selvfølgelig kunne han ikke finde på sådan noget. Det var hendes mor, der levede i hendes hoved helt gratis igen. Det var ærlig talt ret ledt, at hun ikke engang betalte, så meget plads, som hun optog deroppe.

Det gibbede helt i hende, da Valentine talte igen, så tabt havde hun et kort øjeblik været i sin egen malstrøm af tanker.


”I’m….still learning to write actually so…I bet your handwriting and your spelling are a whole lot better than mine.” Hun flyttede vægten fra den ene fod til den anden, viklede en lok hår om sin finger og betragtede den vikle sig selv ud, da hun gav slip.
Øjeblikket efter glemte hun dog helt at være akavet. For han sagde, at han gerne ville. Han sagde det virkelig! Hun kunne være svævet derfra og hele vejen tilbage til Doomsville. Hun kunne have svoret på, at hendes hjerte sprang et slag over, ind til hun huskede, at hun var død. Hendes hjerte slog ikke i det hele taget.


”I will be happy to have them. And…do stop by and keep me company in that ‘little dark tower’ sometime if you want.” Hun blinkede, men lykkedes ikke med at gøre det kun med det ene øje.
Hun sørgede hurtigt for, at han havde den rigtige adresse. Det var trods alt ret vigtigt.
Lettere impulsivt lagde hun armene om ham i et kram. Varmt selvom hun per definition var kold. ”I will miss you,” indrømmede hun. Hvis han lod hende, ville hun bare stå sådan et øjeblik, før hun trak sig, gjorde mine til at gå, da noget slog hende.


”So ehm….your true name? Can I have it. It’s….not all that important but, just so that your brother won’t suddenly spring it on me or something…?”

Hun bed sig i læben et sekund.

”If it helps I’ll go first….my parents named me Ginny, but I changed it. Fresh start, you know…?”