Is anyone without sin? ~ Katrina og Valentine

Valentine stirrede et øjeblik olmt på den fremmede duo, som tilsyneladende fandt det et ganske passende tidspunkt at diskutere, hvem af dem som egentlig lod til at være den regerende alderspræsident. Alt dette hjalp dog ikke specielt meget i forhold til at aldersbestemme nogle af dem, eftersom Valentine ingen anelse havde om, hvem denne “Raco” var – eller hvor gammel han skulle være. Alt han kunne regne sig frem til var, at gruppen formentlig var noget ældre end de så ud til. Valentine tsk’ede blot, da englen omsider vendte opmærksomheden tilbage til søskendeflokken, og blankt afviste tanken om, at Katrina på nogen måde kunne have haft lyst til noget af dem, som der blev antydet.

“I engle... altid så godtroende. Jeg ved, hvad jeg så. Hvad vi alle så. Det er meget muligt, at Katrina har været her før uden at opsøge mig... Jeg er en travl mand. Men hendes bekendtskab til Jaskier? Se det var saftige sager – og bestemt ikke nyt. Jeg rørte ikke en finger i den afdeling... det lod alligevel til, at han vidste lige, hvor det kløede, hvilket jeg ikke tænker er helt tilfældigt, vel? Så en anden gang, inden du vælger at stole på ord fra en simpel luder, og kaster skylden mod fremmede mennesker, som i virkeligheden bare forsvarede dem selv... så bør du nok lige genoverveje tingene en gang til. Hm?”

Et lettere hoverende katteagtigt smil havde sneget sig frem. Fint, hvis ingen valgte at tro dem, så var det vel ikke værre end man kunne smide en anden for ilden. Jaskiers karriere var alligevel dødsdømt alligevel efter dette lille stunt. Det sidste Valentine ønskede var at se mandens ansigt dag ind og dag ud blot for at blive mindet om denne voldsomt irriterende dag – og komplet håbløse genforening, som ellers burde have været en fest uden lige. Gula virkede til at være blevet en smuk, ung dame, som virkelig forstod at more sig... hvis altså man ikke lige blev afbrudt inden, at man overhovedet var startet.  

“Du har ret. Det ER virkelig IKKE dit job, du gamle. Så hvorfor løber du ikke hjem til hjem til den galeanstalt, som tilsyneladende mangler dig, og får læst lidt op på lektien, imens du overvejer, om du måske også burde få lært en ting eller to om at please sin partner?”

Da Valentine fornemmede at Dust og Beldragon trak sig baglæns, valgte han at gøre det samme, da han kort efter opfangede en kugle af lyn, som kom flyvende imod dem. Udmærket klar over, at Gula forhåbentlig stadigvæk var mere end rigeligt i stand til at tage varer på sig selv, trak Valentine sig til den modsatte side, end hvor hun stod, så de ikke skulle kollidere, ved flugten fra lynene. Derfor lykkedes det at undgå at blive ramt, og da det pludselig begyndte at gnistre, trak han hurtigt en arm op foran ansigtet for at skærme for det værste lys.

Da det værste lod til at være ovre, lod han endelig armen sænke igen. De to fremmede mænd lod til at have forladt rummet, og han var omsider alene med Gula for første gang siden de mødtes. Et eller andet sted var han stadigvæk rasende, og trangen til at følge efter gruppen for at lære dem en lektie meldte sig endnu engang... men ved synet af det ilde tilredte værelse, fyldt med vand, blod, puder og diverse ting overalt, faldt skuldrene hurtigt på plads igen, og han sukkede opgivende. Rodet var overvældende. I stedet vendte han blikket mod Gula, og efter at have bekræftet, hvorvidt hun var uskadt, fandt et lille, oprigtigt, skævt smil sig vej, inden han på deres modersmål spurgte hende.

“ Jeg trænger til en drink... hvad med dig?”

I tilfældet af at søsteren sagde ja, ville de to søskende forlade lokalet i ro og mag, som om en mindre katastrofe ikke lige havde lammet det halve af bordellet. Valentine ville gøre klart overfor resten af stedets ansatte, at han agtede at være væk et stykke tid, og at de næppe ville være i stand til at kontakte ham. Og før at nogen kunne nå at protestere eller spørger yderligere, forlod de stedet arm i arm, uden så meget som at se sig tilbage.

// Out! //

”Af folk der skulle forestille at bekymre sig om Katrina at være er I to bemærkelsesværdigt ivrige efter at stå her og knævre værre end en flok høns i stedet for at sikre jer, at hun er okay. Sikke en romance…man kan næsten begynde at overveje, om Katrina måske slet ikke var så vigtig alligevel.” Smilet hun sendte Dust var uskyldigt. . ”Sikke en prins charming hun har fundet sig. Taler om hinanden som om i er dyr mage dit og mage dat, men i virkeligheden bekymrer du dig slet ikke rigtig om hende vel? Jeg ved måske ikke alt om kærlighed, men jeg ved, hvordan det ser ud og hvis du virkelig elskede hende, skulle du så ikke tage dig af hende lige nu?” Hun rynkede panden. Glippede med øjnene, som om noget pludselig gik op for hende.

”Åh. Du er bare vred over, at nogen andre har rørt dit legetøj, er du ikke? Det hele giver pludselig meget bedre mening. Intet af det her handler om Katrina som menneske! Det handler om dit eget syge behov for at spille helt! Var det også derfor du hjalp, da hun blev voldtaget? Fordi nogen havde rørt noget, der var dit? Tænk, hvad hun kunne være blevet, hvis hun havde fået lov til selv at tage sig af det.” Et øjeblik så hun helt begejstret ud. De blege kinder glødede og det blå blik lyste intenst. Kat ville have været meget mere spændende, hvis hun gav slip.

”Nå, men måske kan din ligegyldighed over, hvad du egentlig tænker om hende, hvor du egentlig er, fungere som en brat opvågning. Måske finder hun ud af, hvem hun selv er uden dig i sidste ende.” Hun vinkede muntert til ham og Beldragon, som de to forsvandt ud af rummet. Det var kun med nød og næppe, at hun nåede at flytte sig fra lynnet, men lige så meget som faderen altid havde væmmedes over hende i alle andre henseender, havde det ofte været tydeligt, at der ikke i hvert fald ikke altid, var noget galt med hende i en kampsituation rent fysisk. Hun havde altid været hurtig, adræt og næsten dansende elegant. Til gengæld kunne hun distraheres nemt. Hvilket også var grunden til, at den nåede at snitte hendes ærme. Et vidst sitrende ubehag. Det var en lettelse, at hun trods alt havde undgået det.

Hun så over på Avaritia og trak vejret dybt.

”Ja. En lyserød en,” erklærede hun beslutsomt, før de forlod lokalet.

//Out tænker jeg? ^^//

Beldragon var fuldt med Dust ud af værelset og undervejs mod handelshuset, bad han Dust om at være overbærende og forstående overfor Kat. Enlig ønskede han at han kunne forlange det af Dust, men han viste også at det ikke ville hjælpe nogen. Kat havde skabt sig problemer og nu måtte hun finde ud af det med sin partner.
Han var også blevet overrasket over at finde ud af at fem engle sad og ventede på dem, da de kom ud fra bordellet. De fortalte stille om det sår Kat havde på underarmen og at det var betændt af en eller anden art.

Kvinderne undrede sig over at katten reagerede som et menneske, når det betændte sår kom til syne. En af dem havde også prikket lidt til katten. Jaskier forholdt sig rolig og nøjedes med at hvæse lidt af kvinden der prikkede til ham. Han kunne heller ikke lide at Kat var begyndt at slikke sig om læberne, som om hun var tørstig. Kvinderne prøvede at give hende vand og rom at drikke, men hun spyttede det bare ud igen.
”Måske skulle vi tilkalde Dust og Beldragon. Det kunne tænkes at de ved hvad der er galt med hende.” Kvinderne nikkede og den tredje forlod dem for at finde de to mænd. Så snart hun fandt dem, bad hun om deres hjælp og svarede på alt hvad der blev spurgt om.

Kat selv var gledet ind i en døs, hvor hun virkede som om at hun gled ind og ud af bevidstløsheden. De to kvinder talte stille sammen, for at give Kat lidt ro, men de kunne ikke hjælpe hende mere end de havde prøvet på.