Is anyone without sin? ~ Katrina og Valentine

Hun mærkede godt at noget gjorde hendes lyster stærkere, men kunne ikke finde ud af hvad det var eller hvor det kom fra. Alligevel så hun et øjeblik over på Juniper og tænke på om hun kunne have samme evne som Valentine eller måske noget lignende. En del af hende mistænkte ham for at være hel eller delvis incubus, hvilket også var grunden til at hun kun kom med vare i dagtimerne, hvor han ikke var på job.

Så det gjorde ikke sagen bedre at lysterne blev stærkere, da Valentine sluttede sig til dem. Hun mærkede godt hans blik og så lidt skulende på ham, mens han talte med sin venlige spindende stemme.
Hun skulle til at brokke sig, da hans opmærksomhed rettede sig mod Juniper. Det ene øjenbryn blev løftet i undren da de to begyndte at tale et andet sprog. Hun havde hørt det hos præster og lærte folk, så hun var ret sikker på at det var latin, men det hjalp lige lidt når hun ikke kunne tale eller forstå det.

”Valentine. Hvis du fortsætter med at bruge din evne på mine lyster, svare jeg ikke for konsekvensen. Og Juniper. Hvis du har en evne nogenlunde magen til hans, vil jeg anbefale at du holder den fra mig.” Hendes blik var begyndt at mørkne en del, Ligesom det efterhånden blev tydeligere i hendes aura at hun afgjort var en falden engel i ubalance.

Jaskier fornemmede godt hvordan Kats humør blev mørkere og at der var et begyndende ubehag at være så tæt på hende. Derfor rejste han sig op og stillede sig i vejen, så Kat ikke kunne se Valentine. Han smilede venligt til hende og rakte en hånd frem mod hende.
”Hvad siger du til en gå tur? Jeg så forleden en bod, der var begyndt at have utrolige smukke stoffer i din ynglings farve.”
Hans trick virkede hurtigt. Kats blik blev langsomt mere normalt og hun sukkede, mens hun rejste sig. Hun fandt nogle sølvmønter frem og lagde dem på bordet, hvor hun også havde sat glasset da hun rejste sig. Med et venligt smil til Jaskier, tog hun imod tilbuddet og de begyndte at bevæge sig hen mod døren. Han tilbød sin arm, men hun rystede smilende på hovedet. En af pigerne tog mønterne, kanden med saft og glasset og bar det hele hen til bardisken.

// har lagt bolden op til at I to kan få frit lejde med hvad der næst skal ske //

Det var som et friskt pust at høre barndommens sprog igen. En følelse af at være hjemme – også selvom ”hjem” aldrig havde været et fysisk sted i hans verden. Søskendeflokken derimod… det var hjem. For de var evigt forbundet af kød, sjæl og blod – og én enkelt forpestet mand. Én mand, hvis vanvittige idéer havde kreeret og ødelagt mere, end verden nogensinde var klar over. Sikkert mere, end de selv var klar over. Men… de havde overlevet. De havde trodset hans sidste altødelæggende handling. Håbet om at splitte dem ad. Svække dem. Og nu stod de her. Voksne. Sunde, stærke og med hinanden i armene. Valentine mærkede den velkendte energi fra Gula. Måske var det mere en forestilling, men det samme var sket ved mødet med Luxuria. Selv Invidia. Summende fornemmelse i hele kroppen, som om, at den huskede. Følelsen. Selv efter alle de år. Selv efter alle de forandringer. Så var der ingen tvivl om, at deres energier matchede. Mørket dybt inde i ham der både blussede op og faldt til ro på samme tid ved at mærke en fælle, så tæt på. Der var ingen tvivl om, at væsner med særlige evner for at mærke eller se auraer ville fornemme det. Hvordan de to søskende ubevidst smeltede sammen, og genfandt hinanden med noget så simpelt som et blik.

Valentine åbnede munden for at svare hende. Forsikre hende om, at den tyngende fornemmelse han selv havde trukket med rundt i årevis, ikke behøvede fylde mere. For han var her. De var her. Og de levede tydeligvis i bedste velgående. Han mærkede hendes fingre glide imod hans hud, og huskede styrken i den spinkle lille pige. Ingen tvivl om, at hun kun var blevet stærkere siden. Et øjeblik fik han et glimt af hende – klædt i hvidt fra top til tå – knejsende på en blodig slagmark. Gula havde ikke glemt. Det var han sikker på. Men før, at han overhovedet fik chancen for at nævne noget som helst – bare et enkelt ord – ud af alle de tusindvis af tanker som fløj rundt i hovedet på ham, brød Katrina pludselig igennem. Han glippede med øjnene et øjeblik før, at de vendte sig imod englen, som tydeligvis ikke var helt så mild og rundt, som ved deres første møde. Undrende lagde han hovedet på skrå. Evne? Så gik det op for ham, hvad der blev talt om, og et øjeblik stod han blot tavs. Undrende over, hvordan hun så tydeligt havde opfanget så diskrete hints fra hans side, indtil det pludselig gik op for ham, at Gula formentlig også havde haft en finger med i spillet. Tanken fik ham til at le varmt, selvom det udadtil nok mindede mest om, at han lo af Katrinas beskyldninger.

”Evner? Katrina, min kære, jeg er bange for, at der er sket en misforståelse. Hvor smigret jeg end måtte være over dine beskyldninger, så har jeg gjort for at pille ved dine lyster… jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke tanker min tilstedeværelse har sat gang i hos dig, men resten tænker jeg at måtte skyldes stemningen herinde. Det er trods alt ikke usædvanligt at folk lader sig påvirke af lidt… kærlig behandling.”  

Så rejste Jaskier sig pludselig, og placerede sig demonstrativt imellem dem. Handlingen alene fik Valentine til at spænde op. Ikke så meget for at prale af sin glimrende fysik, men i langt højere grad takket være de forstærkede minder, som Gula bragte med sig. Minder om, at man altid burde forvente det værste, når det kom hurtigere bevægelser – opfarende personer generelt. Slåskampe i flokken havde trods alt ikke været usædvanlige… sult, træthed, frustrationer, magtkampe. Og faderen havde intet gjort for at stoppe dem. Tvært imod havde det virket mere som om, at han påskønnede den slags. Opfordrede til det. Sikkert haft en idé om, at det ville styrke noget hos dem, og smide de svækkede endnu længere ned i hierarkiet. Noget ud fra Indivias reaktion ved deres sidste møde, fortalte om, at de tanker nok ikke var helt ved siden af. Som en der konstant havde lagt sig rimelig pænt i toppen, havde Valentine heldigvis aldrig smagt det værste af livet i søskendeflokken… men det betød ikke, at han savnede noget af det. Skuldrene faldt langsomt på plads igen, som han betragtede Jaskier og Katrina gå mod udgangen. Det blå blik var blevet hårdt og koldt, og ubevist havde grebet strammet sig en anelse om Gulas hånd. Han sukkede tungt, og vendte atter blikket mod sin søster.

” Quomodo tandem cum ea? Estne tua ... conjux?”

// "Hvordan er du endt med hende? Er hun din... partner/mage?"

Hun lo næsten. At tale latin igen. Det havde hun ikke rigtig gjort sig i i meget længe. Da hendes adoptivforældre fandt ud af, at det var det hun talte, havde de været hurtige til at finde en, der både kunne latin og elvisk til at lære hende sidstnævnte. Da først hun begyndte at lære og det gradvist gik op for hende, at hun ikke ville have held med at gøre sig forståelig overfor særlig mange folk på sit barndomssprog, havde det bare virket naturligt at lægge det på hylden og tale elvisk og det fælles tungemål i stedet. Ikke engang et bevidst valg, det var ligesom bare endt med at ske sådan.

De omkringståendes forvirring var på en eller anden måde behagelig. Ansatte, der måske havde håbet på at lære noget nyt, finde noget at sladre om ved at lytte til de to søskendes samtale mistede hurtigt gejsten og trak sig bort fra dem for i stedet at finde ud af at udføre det reelle arbejde de var her for. Der lå en vis bekræftelse i det. At disse folk kunne lade som om, ja måske endda bilde sig selv effektivt ind, at de kendte dem rigtigt som mennesker. I sidste ende var det dog kun søskendeflokken, der reelt besad evnen til at forstå hinanden fuldt ud. Det var der ikke så meget som skyggen af tvivl om inde i Junipers hoved. Folks undrende blikke var blot et symptom på deres underudviklede sans for meningen med noget som helst.

Et øjeblik kunne hun kun næsten klynge sig til ham. Bare synke ned i den uvante og dog alligevel så velkendte tilstedeværelse. Alt usikkerhed fra tidligere på dagen syntes gradvist, men forbavsende hurtigt at fordampe fra hende. De var sammen nu. Hele. De kunne have gjort hvad som helst. Hun rørte forsigtigt hans ansigt. Et ansigt hun, trods forskellene, fandt sig selv betryggende afspejlet i.
Det syntes at gnistre i hendes fingerspidser.
Da hun var lille, havde hun altid haft en tanke om, at hun ville have kunne mærke resten af flokkens tilstedeværelse, eller hvis der skete dem noget, i runen. Hun havde taget fejl selvfølgelig. Og alligevel ikke helt måske, for hun kunne mærke hele sin krop og sin sjæl, sort af råd om end den var, reagere.
Det var en underlig blanding af begejstring, der fik det til at sitre fuldstændig i hende, samtidig med, at hun paradoksalt mærkede sig selv falde komplet til ro.

Hun åbnede munden, havde egentlig tænkt sig at spørge, om han havde set noget til de andre, ivrig efter at vide noget som helst. Og så blev hun afbrudt.

To sæt isblå øjne blev vendt mod Katrina.
Juniper smilede varmt. Stemmen var blød, indbydende, forståede. Med en kalkuleret blidhed, pillede hun englens ord fra hinanden.

”Jeg forstår at det må være svært for dig. I min erfaring har engle ofte…visse problemer med at håndtere deres egne følelser, som de har lært er…’syndige’. Men at finde på ting og bebrejde andre for, hvad du selv har svært ved er næppe vejen frem, synes du?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Og så. Jaskier. Manden havde ikke sagt et ord til hende og alligevel, var hun allerede dybt generet af hans blotte tilstedeværelse i rummet. Der var noget grundlæggende patetisk over ham, som Juniper brød sig lidet om.

”Måske vil det rent faktisk være en god ide for Katrina at gå tur med dig. Skødehunde skal luftes ret ofte, har jeg hørt. Hvem ved, måske smider Katrina et ben efter dig på vejen,” sagde hun sødt. Hendes ene mundvig trak opad i et skævt smil, der nok havde smeltet mangt et hjerte gennem tiden.

Hun betragtede ’Parret’ forsvinde og klemte kort beroligende om Avas hånd, før hun kom med en latter som iskrystaller.

”Nunquam in vita mea,” lo hun med en hovedrysten. Godt nok havde hun spist mad på gulvet, men hun havde mere selvrespekt end det.


//Oversættelse: "Aldrig i livet"//

Hun og Jaskier havde knap nok vendt sig før både Valentine og Juniper begge benægtede at de havde haft noget med hendes forstærket følelser at gøre. De drillede hende begge. Men Junipers sidste kommentar omkring Jaskier, var dråben for Kat. Hun snurrede rundt på fodballen og var ved at lange ud efter Juniper. Heldigvis nåede Jaskier at gribe hendes hånd og snurre hende rundt, så de begge landede i sofaen igen. Ham nederst og hende øverst.
Hvad Jaskier ikke havde regnet med var at Kat brugte sin egen evne og væsken fra de forskellige glas på bordet fløj direkte mod Juniper inden væsken faldt til gulvet, da Jaskier afbrød hendes koncentration.

Kat var vred og det gik nu ud over Jaskier, der forsøgte at holde hende i ro og samtidig prøvede at undgå at hun nappede ham ved halsen. Det lykkes dog ikke helt, hvilket fik Jaskier til at grine lidt fordi det kildede mere end det gjorde ondt.
”Kat. Det kilder.” Noget i hans latter og varme stemme, fik Kat til at falde lidt ned og blev mere nærværende over hvad der lige foregik. Hun fik øjenkontakt med Jaskier, hvilket fik tiden til at stå stille mellem dem. Inden hun nåede at tænke, sænkede hun hovedet nok til at hendes læber blidt rørte hans. Lidenskaben var tilbage og hun ønskede bare at glemme hele verden. Jaskier var ikke sen til at forstå. Han fik sat sig op uden at bryde kysset, løftede Kat op i sine arme og forlod de andre, for at finde et af de private lokaler.
Uanset om Valentine og Juniper sagde/gjorde noget eller ej, holdte han fast om Kat for at sikre sig at hun ikke gjorde noget mere dumt, end hun lige havde prøvet på.

Valentine bemærkede den godt. Den subtile undertone af noget fremmede, som sneg sig med over i det velkendte sprog. I starten kunne han ikke rigtig sætte fingeren på, hvor det skulle stamme fra. Søsteren stemme lød så underlig eksotisk i hans øre, selvom sproget var det samme som hans. Takket være kulten, hvor han havde tilbragt en god portion af sine yngre teenageår, havde han formået at vedligeholde sit barndomssprog ganske godt. Det var muligvis også det eneste, som han kunne takke dem for. Bevares, det var langt fra alle som havde kunne tale sproget – eller læse det, for den sags skyld – men de ældste havde været henrykte, da hans lille gave var blevet opdaget. Det havde ikke taget dem længe at finde mange spændende måder at udnytte det på. En kvik dreng. En smuk dreng. Fortiden vejede tungt. Valentine havde måtte være sin egen lykkes smed. Og selv med Gula foran sig, tvivlede dødssynden et øjeblik på, at han nogensinde ville kunne åbne helt op over for sine søskende. Selv de nærmeste.

Først da Gula pludselig slog over i Underworlds mere velkendte sprog, faldt brikkerne omsider på plads for Valentine. Elvisk. Det havde ikke været til at genkende, blandet med latin, som i forvejen lød fremmede i hans øre. Men med hverdagens sprog, trådte det tydeligt frem. Valentine snakkede – desværre – ikke sproget selv, men faldt elverne som race vidunderligt smukke, og deres kultur ligeså. Til sin egen store fortrydelse mærkede han, hvordan et stik af misundelig sneg sig forbi… uden egentlig at vide hvordan, så var søsteren tydeligvis forbundet med elverne på den ene eller den anden måde. En skjult drøm for hans vedkommende. Et sted kunne Valentine nemt se broderens irriterende ansigt foran sig. Hoverende over det faktum, at de var landet på samme lave niveau. Synet af Invidia rystede han hurtigt af sig lige i tide til at fornemme Gula’s skarpe ord. Han lo. Varmt og hjerteligt for første gang i lang tid, uden egentlig at tage hensyn til parrets sårede følelser. I stedet fyldtes han blot med en ny og uventet glæde over endelig at have genfundet endnu et sind der matchede hans eget så utrolig meget.

Måske var det derfor, at han ikke så tegnene. Ikke før, at det var for sent i hvert fald. For pludselig gik tingene meget hurtigt. For væsner så følsomme, som Valentine og Gula, var det svært ikke at lægge mærke til mørket hos Katrina. Og alligevel kom det bag på ham. Måske var det lysten, som havde blændet ham. Eller så var det farten, som det hele pludselig eksploderede med. Vreden der væltede frem, og overskyggede alt andet, som måtte have været der førhen. De hurtige bevægelser ud af øjenkrogen, fangede hans opmærksomhed først. Hovedet drejede sig, og opmærksomheden flyttede sig fra Gula, til parret som pludselig tumlede omkuld i sofaen. Det lignede en mindre slåskamp, men det var en mindre detalje eftersom, at han pludselig fik øje på et hav af væsker, som fløj i deres retning med høj fart. Selv havde han det som om, at alle bevægelser derefter foregik pinefuldt langsomt. Uden rigtig at tænke over det, strakte han en ledig arm ud mod baren, som befandt sig et stykke væk. Greb det første og bedste, som hans sanser fornemmede, og trak det så mod gerningsstedet med fuld kraft. Men selv det lod ikke til at være hurtig nok. Et øjeblik mærkede han faderens svidende ord for at lade en engel overraske sig på den måde. Lade paraderne falde. For pludselig var væsken tæt på. Sølvfadet, som ellers skød igennem luften henne fra baren, og sendte et par folk flyvende, nåede lige netop halvvejs før, at den massive væskefyldte bølge faldt til jorden med et øredøvende klask, lige for fødderne af søskendeparret. Valentine skærmede sig selv, og Gula, på bedste vis med en ledig arm, men havde stadigvæk svært ved at vurdere hele situationen før, at han atter lod armen falde igen.

Et sølvfad hang underligt malplaceret i luften mellem søskendeparret og elskovsfolkene. Ingen tråde holdt det tynde, aflange stykke metal, og alligevel svævede det lige så ubesværet for sig selv, imens folk langsomt kom på benene igen. Alt for sent, lod det dog til, at han haft tænkt på at tilkalde det. For i det sekund, at Valentine lod armen sænke igen, mærkede han det. En klistret, ildelugtende blanding af diverse forskellige væsker og lignende, havde på mystisk vis samlet sig, og klasket imod gulvet med fuld fart. Sammenstødet med gulvet lod alene til at have været nok, da flere nøgne områder af hans krop, samt store dele af hans kostbare stof var dækket i den omtalte væske. Selv ansigtet lod til at være ramt. Med et decideret måbende udtryk, lod Valentine en fri hånd glide over en før smukt pudret kind, blot for at mærke, hvordan den trak et ubehageligt vådt spor hen over huden. Et rasende blik fløj hen og landede på de formodede gerningsmænd… blot for at opdage, at de allerede var på vej væk, tæt omslynget. Kulden i blikket faldt yderligere et par grader imens, at vreden voksede sig stor og mørk. Det var ellers ikke tit, at han faldt i med hensyn til sin yngre brors synd. Det var noget, som han gerne pralede af… men dette. Dette var utilgiveligt! Hvor VOVEDE de?! Fuldstændig forblændet af sit eget voksende raseri, samt den voldsomt ubehagelige følelse af at være smurt ind fra top til tå, lod Valentine helt til at have glemt søsteren et øjeblik. I stedet stirrede han hidsigt efter parret, som forsvandt ind i en privat bås, imens dystre tanker skød igennem hovedet på ham. Tanker som bl.a. inkluderede Jaskiers maltrakterede krop, gennemboret, spiddet og fremstillet på en pæl midt i byen, dækket med mørke fjer og engleblod. Sølvfadet som stadigvæk hang i luften, gav et langt klageskrig fra sig, som metallet pludselig foldede sig hårdt sammen. Tættere og tættere, indtil der stort set kun var en hård, sølvfarvet kugle tilbage, som landede midt i væskepølen, med et tungt bump. Det eneste, som afslørede Valentine, var et hård, knyttet næve, ned langs siden.

Måske var det fordi, at hun havde været mistænkelig overfor Katrina hele dagen, at kvindens udfald ikke kom bag på Juniper. I hvert fald flyttede hun sig, selv før Jaskier greb Katrinas hånd og dermed stoppede hende fra at fuldføre sit forsøgte slag. Juniper havde trådt bare en lillebitte smule til side, drejet en anelse i kroppen. Lige så flydende og enkelt som fulgte hun takten i en dans. Der havde altid været et underligt mismatch mellem det, i barndommen, sjusket udseende og dybt underernærede pigebarn og så den dansende lethed med hvilken hun syntes at bevæge sig. Hvis hun virkelig tænkte tilbage på det, havde det nok ikke så ofte været hendes nytteværdi eller kunnen, der havde fremprovokeret faderens vrede for hendes vedkommende (selvom hun selvfølgelig også havde ligget under for hans skuffelse mere end én gang). Snare var det det faktum, at han åbenlyst syntes at væmmes over hele hendes væsen, der havde gjort det umuligt for hende at opnå hans anerkendelse.
Hun rystede det korte glimt af barndommen, der skyllede ind over hende, måske fordi de var flere nu? af sig igen og smilede bredt til Katrina.

”Du missede,” konstaterede hun det åbenlyse.

Ikke at parret lod til at ænse det, for de var væltet om i den ene sofa, tydeligvis kun optaget af hinanden. Juniper følte et stik af irritation

Hun slår mig næsten i ansigtet og hun værdiger mig ikke engang at se på mig.

Hendes slaver ville have mistet den fornærmende hånd ved et lignende optrin. Om de så havde været succesfulde med forsøget eller ej. Det kogte i hende. Men sammen med hendes vrede var der også noget andet.
Næsten et stænk af skuffelse. Katrina havde været, så mørk af sind et øjeblik, at Juniper havde kunne smage det og nu….tja, hvis hun ikke kunne fungere uden en mand mellem sine ben, var det vel i for sig ikke Junipers buisiness eller problem, men der var så mange andre bedre ting, hun kunne have brugt tiden på.
Fornærmelsen over næsten at være blevet slået blandede sig, absurd nok med fornærmelsen over, hvor absolut middelmådig Katrina i Junipers øjne syntes at være på alle punkter.
Hvis ikke det havde været fordi, de var et så offentligt sted, havde hun nok helt alvorligt kappet englens hånd af. Det kogte inde i hende og hun nedstirrede parret med en kulde, der nok ville have fået Valley of Thousand Winters til at virke varmt i sammenligning. Omkringstående blomster begyndte efterhånden at visne og diverse madvare i hendes umiddelbare omkreds syntes at rådne med alarmerende fart.
Og som om det forsøgte angreb ikke i sig selv havde været nok til en tur i kælderen, så havde englen nerver til at smide ting efter hende.
Avaritia var hurtigt til at forsøge at skærme dem begge. Desværre bare ikke hurtig nok.
Juniper så nedad sig selv og et øjeblik var faderens genetiske indflydelse på trækkende i hendes ansigt tydelige for dem der kendte ham, for hun lyste af væmmelse på akkurat samme måde, som necromanceren selv kunne have gjort det.
Hun så hen på Ava, der tydeligvis heller ikke var glad ved situationen. Betragtede hvordan metalfadet syntes at krølle sig sammen af sig selv. Hvor broderens tanker, ukendt for hende godt nok, bevægede sig i åbenlyse brutale retninger, gik søsteren dog pludselig anderledes til værks i sit eget hoved. Nej, selvom hun selv kort havde overvejet sine egne makabre vendinger, så skulle der noget andet til her. Måske ville englen ikke engang se det komme. Et smil bredte sig gradvist over det kønne ansigt og en latter, mest af alt en piget fnisen, brød fra hende. Omkringstående ville måske have vurderet, at så var situationen måske alligevel ikke så seriøs. De der kendte hende derimod, ville nok antage, at Katrina Valcyrial Leigan…..var på spanden.

Kat havde godt hørt Junipers kommentar om at hun ikke ramte. Men Jaskier havde for godt fat om hende til at hun kunne gøre andet end en at vride sig en smule.

Inde i det private aflukke, fik Jaskier sin sag for sig. Han opdagede hurtigt at Kat ikke var nogen utrænet kvinde, og at hun faktisk kunne holde ud i lang tid. Længer end han kunne. Det resulterede i at Kat fik udmattet ham mere end han havde forventet, på mindre end en time. Jaskier var ikke sikker, men halvt i søvne gættede han på noget nær fyrre minutter, før han var helt færdig. Kat der imod, ja, hun så ud til at hun godt kunne være fortsat et par timer. Han gabte og smilede til hende, da hun blidt kyssede ham på kinden og nogle sølvmønter i hans hånd, samt lagde et par håndklæder over ham. Derefter klædte hun sig på og forlod båsen. Hun fangede dog en af kvinderne i farten, stak hende et par sølvmønter og bad hende om at se efter Jaskie, når han vågnede. Kvinden nikkede og Kat gik hen til bardisken for at finde ud af hvad hun skyldte for sit lille 'vand/væske'-show.

Det tog Valentine et øjeblik at genvinde kontrollen. De dødsens kolde blik, der fulgte parret, som de hastede væk, flyttede sig faktisk først, da han hørte en ny lyd. En lyd han ikke havde hørt temmelig længe i hvert fald. Selv ikke som barn var det ofte, at man havde hørt barnelatter i flokken. Den slags hørte ikke ligefrem hjemme hos en flok kommende generaler. Men… der havde – på trods af alting – været gode stunder. Hvor det hele var boblet over og latteren undsluppet. Kortvarig men ægte. Og her var den så endelig igen. En oprigtigt, let og piget fnisen, som lod til at stamme fra et sted bag ham. Valentine rankede sig, og løsnede langsomt op i kroppen inden, at han vendte sig imod Gula. Et eller andet sted havde han temmelig svært ved at se det morsomme i situationen, og skulle netop til at udspørger søsteren, hvordan hun dog kunne tage sådan en uhørt handling med et smil. Men, så ramte lugten ham. Råddenskab. Så voldsom, at det lod til, at alle planterne i rummet var omkommet på samme tid. Valentine genkendte straks evnen, og fik pludselig en helt ny opfattelse af reaktionen. Nej, englens handlinger havde været alt andet end underholdende, men det der fulgte skulle forhåbentlig vise sig at blive langt, langt sjovere – for to ud af tre i hvert fald. Med et blik der stadigvæk emmede af mørke tanker, lagde han hovedet let på skrå, og sendte sin søster et skævt smil, som han spurgte.

” Parata joci, soror?”
(Klar til sjov, søster?)

----- TIDSHOP -----

Imens Katrina havde brugt tiden flittigt i forhold til at tilfredsstille sine egne lyster, havde søskendeparret imidlertid også haft lidt at se til. Alt imens parret havde ladet fantasien løbe frit, havde et hurtigt bad desuden været på sin plads, efterfulgt af et tøjskifte. Det ville kræve en del knofedt at redde de besudlede outfits, men der lod til at være en generel enighed blandt de to syndere om, at det måtte være andres problemer end deres egne. Valentine havde for en gangs skyld vist sig fra sin bedre side, og tilbudt søsteren, at vælge fra hans personlige outfits, som lå gemt til særlige lejligheder eller – som netop denne – hvis uheldet var ude. Der havde over årene opbygget sig en del forskellige klæder, som kunne bruges af den en eller den anden slags kropstype. Gula lod dog heldigvis til at have styr sine slaver, som hurtigt blev sendt ud efter noget mere passende.

Efter at være nået til nogenlunde enighed omkring deres næste træk, var søskendeparret slentret op til baren for at bestille en drink – og potentielt lidt at snacke på – alt imens, at de ventede på elskovsparret. Parret lod dog ikke vente længe på sig, for kort efter at synderne havde placeret sig, dukkede englen op, imens Jaskier ikke var til at se nogle steder. Dette undrede kortvarig Valentine, men han lod det ikke skinne igennem. De andre ansatte lod derimod til at have svært ved ikke at sende Katrina underlige eller dømmende blikke. Valentine var en værdsat ”medarbejder”, og havde igennem tidens løb fået fedtet sig godt og grundigt ind hos de fleste på bordellet. En direkte handling mod en af hans kød og blod, foregik derfor ikke uden at rygterne spredtes meget hurtigt. Valentine derimod lod for en gangs skyld til at have lagt uoverensstemmelserne fra tidligere bag sig, og sendte derfor Katrina et roligt smil. Han slugte dog diskret den sidste tår vin i sit glas, således han ikke risikere at miste endnu et outfit. Derefter vendte de blå øjne, med et mildt blik, sig imod Katrina.

”Katrina, min lille engel. Jeg håber, at Jaskier faldt i din smag. Er han faldet i søvn eller bare for træt til at gå? Den stakkels mand er trods alt kun lige begyndt med alt det sjove… han skal nok blive bedre.”

Der var intet hoverende over Valentine. I stedet bar stemmen et fornyet varme, og hans sanser arbejdede alt imens YDERST diskret på at trække lidt på den lystfulde stemning, der stadigvæk sværmede omkring Katrina. Et diskret blik rettet sig hurtigt mod Gula inden, at han fortsatte.

” Juniper og jeg er blevet enige om, at der tydeligvis er sket en misforståelse. Det var aldrig vores intention, at der skulle opstå ondt blod mellem os. Specielt ikke, når man tænker på vores skønne fortid… så, hvis du er med på den, vil vi gerne byde på en drink og en mulighed for at snakke tingene igennem."

Det var ikke ofte, at Juniper ikke handlede direkte på sine impulser. Nogle, i særdeleshed Invidia, ville nok have kaldt hende yderst kortsigtet. Hvis da ikke en decideret idiot. Det var at undervurdere hende, men hvor om alting var, var Juniper ikke altid klart synet, især ikke, når først hun var blevet godt og grundigt fornærmet. Om så det var en forestillet fornærmelse eller en ægte en, det betød ikke så meget. Katrina ville måske i første omgang prise sig lykkelig for, at Juniper ikke gav efter for den første mest åbenlyse impuls. Flå hende i stykker, blande hendes blod i fin vin og sælge bryggen til højst bydede. Men Katrina skulle bare vide. Det var når Juniper virkelig fik lov til at syde over sit raseri, at hun blev rigtig farlig. Og i stedet for at modtage øjeblikkelige konsekvenser for sine handlinger, var Katrina flygtet som…ja, Juniper vidste ikke, hvad hun effektivt kunne sammenligne det med, men kujonagtigt var det i hvert fald. Hvilket betød at det blot gav tid til at Juniper fik lov til faktisk at tænke tingene igennem og dermed komme op med noget, der op den lange bane måske ville hjemsøge hende for evigt. Hvilket, når Juniper overvejede det, var så meget sjovere end at slå hende ihjel for denne forseelse.

Hun lagde godt mærke til Avaritias undrende udtryk, men smilede bredt, da forståelsen syntes at glide på plads.
Uden et øjebliks tøven tog hun hans hånd i sin. Lige så slank og elegant som sin egen. Hun nød spejlingen af dem. Havde savnet finde sig selv i et andet menneske.

”Carisime, sane frater,”

(Selvfølgelig, kære bror)

-------Tidshop------
Det havde vist sig frugtbart at diskutere tingene med et sind, der var så lig Junipers eget. Hun var både opfrisket og i langt bedre humør efter at have taget et bad, der om end var noget kortere, end Juniper var vant til. Den gamle kjole var stort set allerede glemt. Som med så mange andre af hendes ødelagte ting, ville den blive kasseret i stedet for repareret. At forsøge at redde ødelagte ting var for folk, der ikke havde råd til nyt. I stedet var den blevet udskiftet med et nyt Outfit hektisk hentet af hendes slaver, sammen med et par andre ting.  Det betød dog ikke at hændelsen var glemt. Langt fra. Dog virkede hun, som om badet også havde bortvasket alle mørke følelser, hun måske kunne have næret for Katrina.
Selvom det stak dybt i hende at se englen vade op til baren, som om hun ikke havde nogen problemer her i verden.
Hun nippede til sin drink og betragtede hende med et varmt, ja endog undskyldende, smil. Lod for et øjeblik Avaritia om at styre samtalen og rode lidt med englens følelser.


”Vi ville være nogle sørgelige handelsfolk, hvis vi ikke kunne nå til en diplomatisk løsning, ikke sandt?” spurgte hun så med et moret glimt i de frostblå øjne, før hun blev mere alvorlig.

”Desuden, har du æren for at have givet mig min bror tilbage. Jeg ville hade, hvis der skulle være ondt blod mellem os efter, at du har udført en så smuk gestus for mig,” tilføjede hun og rejste sig i en flydende bevægelse, lagde en let hånd mod Katrinas ene arm og guidede hende, hvis englen ikke gjorde modstand, mod et mere privat område.

Kat var knap og nap nået hen til bardisken, før bartenderen gav hende en ordentlig svada.
Hvad lignede det at kaste rundt med kostbare vine og andre typer alkohol? Truslen om at annullere handelskontrakten blev også brugt, hvilket fik Kat til at bukke overfor bartenderen.
”Jeg undskylder mange gange. Og jeg vil respektere hvad end huset her beslutter.” Det blev fremsagt med en ærbødighed der var en hersker værdig, og alligevel fnøs bartenderen af hende. Hun kunne lige våge på at gøre det igen, for så var de færdige. Helt færdige. Mens Kat havde hygget sig med Jaskier, havde bartenderen haft tid til at undersøge skaderne og skrevet dem ned på det pergament som hun nu præsenterede Kat for. Kat bukkede høfligt igen, læste hurtigt pergament og skrev under på det. Derved bekræftede hun at hun var skyld i ødelæggelserne og stod for erstatningen. Med hurtige strøg af pennefjeren tilføjede Kat, at Jaskier var uden skyld og havde faktisk forhindret hende i at gøre mere skade.

Så snart dette var gjort, vente hun sig mod Valentine og Juniper. De så begge ud til at have 'glemt' situationen fra før. Alligevel var Kat på vagt overfor dem. Hun kunne ikke sige hvad det var, men hun havde en fornemmelse af at der ventede noget ubehageligt. Men der var også noget andet... Hendes lyster steg igen langsomt, noget hun ikke helt viste hvad hun skulle ligge i det. Jaskier havde taget største delen af toppen af hendes behov, men hun var van til mere kraft og længere stunder. Forsigtigt svarede hun venligt på Valentines spørgsmål.
”Han faldt ganske rigtigt i søvn. Tror jeg er blevet for van til min mages energier.”

De næste ord fra Valentine, fik hende til at glippe overrasket med øjnene. Hvordan hun præsterede at holde munden lukket viste hun ikke, men hun var ellers meget, meget tæt på at måbe over hans ord. Hun mistænkte ham stadig for at være en incubus.
”Jeg takker for venligheden, m...” Hun blev afbrudt af Juniper der... Smilede undskyldende??? Hvad forgik der lige??

”Øhm, jeg må hel...” Men Juniper lod ikke til at lytte til andre end sig selv. Det var i hvert fald sådan Kat opfattede det, da kvinden fortsatte sin tale.
Hendes bror... Kat blev en smule bleg. Åh nej. Nej, nej, nej... Hvis Valentine var hendes bror og han muligvis var incubus, så måtte hun være succubus. Og de evner var Kat alt for velkendte med fra sin elskerinde, der dog gjorde det af kærlighed og kun når de bad hende om det. Men dette var ikke Izzy. Og Kat havde absolut ingen lyst til at følge med, da Juniper rejste sig og greb hendes ene arm.

”Jeg takker for venligheden. Men jeg har desværre ikke tid lige nu. Jeg er ventet i handelshuset, da der skulle komme nogle særlige vare hjem i dag.” Hun kæmpede en brav kamp for at holde stemmen varm og venlig, selv om panikken begyndte at brede sig i hende. Ligeledes prøvede hun på at sno sig fri af Junipers hånd.


//I har tilladelse til godmode, som vi har snakket om //

Valentine valgte med vilje først at opsøge Katrina efter, at bartenderen var færdig med hende. Overhalingen var en sand fryd for øjet, og hvor meget han end glædede sig til planerne lagt i fællesskab med Gula, så var der også noget tilfredsstillende over at se, hvordan englen vred sig et stykke væk. Desværre lod det til, at hun havde opgivet alle tanker omkring modstand på forhånd, og tog de hårde ord med oprejst pande. Flittigt blev den ene seddel efter den anden i hvert fald underskrevet, imens bartenderen opmærksomt holdt øje. Det gjaldt tydeligvis om at sikre penge til bordellet inden, at nogen forsøgte at løbe fra regningen. Fint, ikke noget en grådig mand ikke kunne respektere. Men nu var det deres tur til at lege lidt.

Han lo varmt, da Katrina endnu engang bragte sin… mage?... på banen. Det var ikke et udtryk, som Valentine var specielt bekendt med, men det lød som en partner – af en eller anden slags. Det var ikke vigtigt alligevel. Hvad mere interessant var nærmere, hvordan hans næste ord satte en hel kaskade af effekter i gang hos den lille rødhårede kvinde, hvis forlegne udtryk snart matchede resten. Det var en rar bekræftelse for dødssynden, at på trods af deres ”lille” uoverensstemmelse tidligere, så var der tydeligvis noget ved ham – eller dem – som Katrina ikke helt vidste, hvordan hun skulle tackle. Og der var Gula heldigvis god til at smede, imens jernet stadigvæk var varmt. Med ord dyppet i honning, og en kvalmende ømhed, når man nu engang kendte søsterens sande jeg, fik hun med trænede bevægelse, lagt en hånd på Katrina. Dette skulle hurtigt vise sig effektivt. Om det var englens naturlige instinkter eller bare god gammeldags mistro, så var der tydeligvis noget, som afholdt hende fra frivilligt at følge med de to søskende. Undskyldninger blev hurtigt viftet bort, og præcis som med Gula, placerede Valentine ligeledes en hånd på Katrinas anden arm, inden han smilende afviste alle hendes bekymringer.

”Sludder! Jeg er sikker på, at de sagtens kan undvære dig blot en smule længere… en lille skål mellem venner, og så er du hurtigt på vejene igen.”

Og sådan ville de fortsætte. Uanset, hvilke undskyldninger Katrina kom op med, og uanset hvor meget hun hev eller sled, ville søskendeparret upåvirket trække hende med sig, imens de gladelig spiste hende af med den ene forklaring efter den anden. Alt dette ville desuden virke helt naturligt for ethvert udefrakommende blik, som gruppen langsomt fik bevæget sig igennem bordellets dunkle gange. Ned imod, hvad Valentine bedst kendte som bordellets private gemakker. Værelser specielt udvalgt til særligt luksuriøse stunder eller heftigt betalende kunder som muligvis ønskede en kende mere privatliv, end hvad båsene mod ydersiden tillod. Minderne væltede ind over ham, som døren gled op til det enorme værelse. Et andet end sidst. Luxuria… deres usædvanlige genforening havde efterladt bordellets ejer i vildrede, eftersom flere dele af værelset ikke havde været til at redde. Gula ville have været stolt… måske ikke ligefrem af alle detaljerne, men altødelæggelserne var lige hendes smag. Alligevel besluttede han at vente. Der blev helt sikkert tid til at dele historier senere. Lige nu lå fokus et helt andet sted henne, og Valentine slukkede lynhurtigt den rus, som tankerne om broderen havde tændt i ham. I stedet koncentrerede han sig – i fællesskab med Gula – om at få guidet Katrina længere ind i rummet inden, at han lukkede døren bag dem. Med blot en enkelt tanke, drejede den forgyldte nøgle sig en enkelt omgang, og lod derfra værelset være låst fra eventuelle nysgerrige blikke – eller forskræmte sjæle. Hvad end der kom først. Rummet var fyldt med rigdom, og var en åben invitation til alverdens former for sjov. Alt hvad hjernen, hjertet og maven begærede. Midt i rummet stod dog centerstykket. En kæmpemæssig seng fyldt med puder af dyrt udseende silke, samt diverse bløde tæpper og eksotiske dyreskind. Netop sengen lod til at være gruppens endelige mål, og efter at have guidet Katrina hen mod kanten, hvor hun fik lov til at sætte sig, standsede de to søskende omsider. Forgyldte skikkelser med deres matchende hvidblonde hår og gennemborende blå øjne, tårnede sig over englen, som pludselig virkede meget lille, som hun sad der alene på sengen. Valentine spandt, med et smil der ikke længere nåede øjnene.

”Se, var det ikke meget bedre?”

//Advarsel: Dette og muligvis også senere indlæg vil indeholde voldsomme scener og referencer til legemsbeskadigelse og blod. Hvis det på nogen måde er en trigger, vil jeg anbefale at springe over herfra. Stay safe and sane <3//  
På trods af, at det var hende, der havde taget fat i Katrina til at begynde med, så havde hun, når alt kom til alt ikke ret meget viden om bygningens layout, så hun var taknemmelig da Avaritia også tog fat og reelt overtog guidningen af dem begge to. Desuden havde Juniper en fornemmelse af, at det i høj grad var broderen for hvem deres stakkels lille engel, trods sine tidligere benægtelser, alligevel stadig besad en hvis fornemmelse af tiltrækning til, så det gjorde det en anelse nemmere at få guidet deres, lettere ængstelige offer, det rigtige sted hen, alt imens de begge holdt hendes hjerne beskæftiget med undskyldninger, forklaringer og tom, men ud ad til velmenende snak.

Da de nåede deres bestemmelsessted, måtte selv Juniper lige bruge et øjeblik på at justere til de nye omgivelser. Hun der ellers også var vant til at leve i en sådan overflod, at andre måske på mange punkter ville kalde det det decideret vulgært kunne godt værdsætte skønheden i andres indretning. Og dette rum var tydeligvis indrettet til, at man kunne få lov at fordybe sig i, det man var i gang med. Hvad end det så måtte vise sig at være.
En følelse af næsten ophøjet ro fyldte hende, da hun hørte det sprøde lille klik af nøglen i låsen. Så var det sikret i hvert fald. Med et par næsten dansende trin ledte hun Katrina over til sengen, sikrede sig, at hun sad ordentligt, strøg endog en løssluppen lok rødt hår væk fra den anden kvindes ansigt, før hun rejste sig og hældte vin op til dem alle tre fra en krystalkaraffel på et spinkelt gyldent bord.
Så lod hun sig nonchalant dumpe ned ved siden af Katrina igen, slængede sig blot et øjeblik, før hun hævede vinglasset til skål.
”For venskab, synes jeg. Og for længe ventede genforeninger. På flere fronter lader det til.” Hun blinkede dovent, katteagtigt med det ene øje og tog en slurk vin.
       
I nogen tid talte de bare. Det var vidst mest de to søskende, der førte ordet. Stemningen var varm, uformel. Spændt.
Juniper sparkede de høje støvler af og samtidig med, at hun gjorde det, fiskede hun noget op af den ene af dem. Hurtigt som en huggende slange væltede hun Katrina omkuld i sengen. Lænede sig indover hende på en måde, så hun teknisk set nærmere lå indover hende.  Deres ansigter virkelig ikke ret langt fra hinanden. Hun kunne mærke englens ånde mod sit.
Hun regnede med, at Ava havde styr på at holde hende på plads.

Se lige os, i fuldt samarbejde, fader, var det det, du ønskede?

”Jeg føler virkelig, at vi startede dagen godt ud, Katrina. Det er en skam, at du skulle reagere som du gjorde. Jeg ville gerne sige, at det var vand under en bro, men…ser du sådan, har tingene bare aldrig helt været for os.” Hun trak på skuldrene, som om det var det mest enkle i verden og så gik hun ellers mere eller mindre til angreb på Katrinas ene blotlagte underarm. For nu stod det klart, hvad hun trukket op af støvlen. En lillebitte kniv. Tyndbladet, men djævelsk skarp.


Først da hun overrakte kniven til Avaritia og de to skiftede pladser, flyttede hun sig nogen steder hen.

Til sidst havde de en hel sætning og Juniper kunne med tilfredshed betragte det færdige resultat af deres samarbejde.


I have sinned

Disse tre små ord blev effektivt proklameret af sårene, der en dag ville blive til ar.
Katrina ville gøre klogt i at kigge på dem, før hun så meget som overvejede at komme på tværs næste gang.

Et sted i Sunfurys gader tabte en mand en kasse med frugter, samtidig med at han gav et gisp fra sig. Han var ikke langt fra handelshuset ”New Hope”, men kunne mærke at det som påvirkede ham var længere væk.
*Kat, hvad har du nu rodet dig ud i?* Hans tanker prøvede at fokusere mere på hende, mens han prøvede at finde ud af hvad der var galt. Nye bølger af frygt og panik skyllede ind over ham og han viste nu, at hvad end det var. Så var det mere end hun kunne gabe over. Et par af de andre folk som gik sammen med ham, så bekymret på ham mens de samlede kassen op.
”Hvis I kan, så alarmere Dust hurtigst muligt. Kat har problemer.” Folkene gispede og sukkede, mens de skyndte sig tilbage til handelshuet. Manden kaldte sine vinger frem og kastede sig op i luften, kun med sine beskytterbånd til at lede sig. Manden var nemlig ingen anden end Kats skytsengel og ven af familien, Beldragon Torkiane.

Han fløj hurtigt og i direkte retning af det sted Kat opholdte sig, i håb om at han kunne nå hende inden der skete noget grimt. Han blev dog ret overrasket over at stedet viste sig at være et bordel. For ikke at nævne det selv samme bordel, hvor Kat havde hentet Jake fra en enkelt gang. Selv om han prøvede at benægte det, så havde han selv fuldt hende hertil nogle gange med forskellige vare til stedet. Han tvang vingerne væk igen og gik ind med hastige skridt. Kvinderne kom hurtigt frem og prøvede at lokke ham med lyster og begær, men han var stålsat på at finde Kat.
”Det eneste jeg er interesseret i, er at vide hvor Katrina er.” Hans blik og holdning fortalte tydeligere end ord, at han ikke ville godkende nogle løgne.


Kat havde ihærdigt forsøgt at slippe væk, men da Valentine også tog fat, blev det praktisk talt umuligt. Hun var alt andet end glad for situationen. Panikken skyllede igennem hende, da hun hørte døren blive låst og hendes tanker kaldte ud efter Dust. Hun håbede inderligt at han kunne nå frem inden de to her gjorde hende alt for meget fortræd.
Da Juniper flyttede en hårlok, mærkede Kat et gys af frygt, angst, panik. Men det var nok til at hun ikke turde flygte. Hun frygtede for sit liv, hvis hun prøvede. Og da hun fik stukket et vinglas i hånden, tog hun imod det, men drak intet. Nerverne var alt for høje og hun rystede let på hånden. Grundet hendes uro lod hun de to føre ordet og forholdte sig tavs.

Efter nogen tid hvor de to havde talt, fik Kat samlet mod nok til at gøre et forsøg. Hun nåede dog ikke ret langt, før Juniper væltede hende ned i sengen. Kat gav et lille skrig fra sig og vred sig for at komme væk. Det resulterede i at hendes ene arm blev blottet, eftersom skjorteærmet var løst.
Ved Junipers ord, spærrede Kat øjnene op i rædsel. Og skreg da hun mærkede det skarpe knivsblad skar i hendes arm. Angsten lammede hendes krop, da tankerne om hvor nemt det var for bladet at ramme en blodåre, hvis hun rykkede armen til sig. Undervejs lukkede hun øjnene og bed sig i læben, for ikke at skrige mere. Men små klynk kom fra hende. Selv da de skiftede plads var hun for lammet til at gøre noget. Tårerne løb stille ned af kinderne, mens hun stille bad til at Dust eller Beldragon ville finde hende.

Der var noget næsten nervepirrende over situationen lige inden, at helvede brød løs for den lille engel. De to søskende stående tæt op af hinanden for at blokere Katrinas eneste udvej, imens de søde ord fortsat væltede ud, og vinen langsomt gled ned. Som to ulve i fåreklæder der forberedte sig på at flå lammet lige foran dem. Blodtørsten havde ikke været så stærk i lang tid for hans vedkommende, så Valentine fandt det egentlig meget rart med vinen til at lægge låg på det værste af nerverne. Det handlede dog ikke om nervøsitet… nej, i virkeligheden var instinkter der overtog. Kroppen forberedte sig, og sanserne der blev skarpe. Øjnene der lynhurtigt fangede de nervøse træk hos Katrina, samt hendes blik der desperat lod til at søge efter en flugtvej. Præcis som de havde forventet. Det var næsten skræmmende, så let det havde været at brygge en plan sammen på så kort tid. Så naturligt. Et eller andet sted i Underworld lo faderen helt sikkert over hans forladte børn, der ellers havde svoret at hade alt der så meget som mindede om ham… men som alligevel ikke helt lod til at kunne glemme al træningen. Taktikkerne. Minderne. Old habits die hard, som man jo sagde.

Tilbage til nutiden gik tingene pludselig stærk – igen. Katrina formåede at gøre et mindre udfald, men Gula var over hende med det samme. Hvad enten det var søsterens rå natur eller frygten, som lammede englen, så røg de i hvert fald hurtigt ned i sengen, med Gula øverst. Valentine som havde været fornuftig at tømme sit glas på forhånd, lod krystallet falde ned i dynen ved deres side, inden han skyndte sig om på den anden side af sengen. Hans hovedet strakte sig tæt mod kvindernes, som han satte sig op i sengen, og fikserede begge af Katrinas arme. Bortset fra lige i starten, hvor Gula med næsten barnlig iver førte det skarpe blad over den sarte hud, var modstanden ellers yderst minimal. Alligevel gjorde Valentine meget ud af at fiksere dagens offer… det sidste han ønskede var, at deres lille ’mesterværk’ blev ødelagt. Først da kniven blev rakt i hans retning, rykkede han sig. I en øvet bevægelse fik de to søskende skiftet plads, og det var for en stund Valentine, der lå presset over Katrina, imens bladet fortsatte sin lille dans. Et øjeblik fik han små glimt fra deres nat sammen. Tanker der ikke helt kunne afholde ham fra at smile dystert. Mon hun stadigvæk ville savne ham efter dette?

Valentine betragtede deres værk med stor tilfreds. Stadigvæk med den blodtilsmurte kniv i hånden, lagde han tænksomt hovedet på skrå, velvidende at det nok kun var Gula, som hørte efter.

”Der mangler noget…”

Så dukkede der pludselig en idé op. Uden at tøve meget mere end et øjeblik – og efter at tørret værste af blodet af i sengetøjet – lod Valentine det skarpe blad glide over huden på hans underarm i en hurtig bevægelse. Bevægelsen frembragte en relativt overfladisk flænge i den blege hud, men stadigvæk dyb nok til, at blod lige så stille begyndte at pible frem. Tilsyneladende upåvirket over dette, rakte han kniven mod Gula.

”En signatur.”

Tog Gula imod kniven, ville Valentine hæve den blødende arm op over Katrinas friske sår. Mørke dråber af hans naturligt ”forurenende” blod dryppede derfor direkte ned, og blandede sig med Katrinas eget. Egentlig vidste han, at det havde givet nogle underlige resultater at folk havde smagt hans blod, men om det havde samme effekt i blodbanen, det måtte kun tiden vise. Det han mest af alt ønskede var dog, at såret i lang tid ville kæmpe med helingen takket været blodet – og Gulas. Og at Katrina samtidig forlod stedet, med et stykke af de to søskende, som hun umuligt kunne slippe væk fra. Da han mente, at nok af hans blod havde blandet sig, trak Valentine sig således, at Gula potentielt kunne komme til. I mellemtiden ville han dog finde et stykke tyndt stof, som blev presset imod såret. Hans heling skulle nok kicke rimelig hurtigt ind, men han så ingen grund til at svine alt for meget i det dyre rum. Beviserne var trods alt nemmest at fjerne, hvis det kun var sengen eller sengetøjet, som skulle kasseres.

Komplet uvidende for de to søskende, rendte Beldragon dog rundt et sted på bordellet. På trods af sin strikse holdning, ville han hurtigt opleve, at det blev svært at finde en eneste af de ansatte, som faktisk gad tale med ham, så snart det stod klart, hvad han søgte – eller rettere… hvem. Beldragon var i hvert fald nødt til at rende rundt et godt stykke tid, blot for at modtage det ene afvisende blik efter det andet før, at han fandt, hvad han søgte. For efter at have overværet episoden med Katrina var der bestemt ikke andre, som ønskede at nyde samme tur… bortset fra én åbenbart. Hvis Beldragon var opmærksom ville han være i stand til at spotte en skikkelse, som pludselig vinkede ham diskret imod en privat bås. Hvis englen valgte at adlyde, ville han ende med at stå ansigt til ansigt med en tynd, blond, ung mand. Køn, men bestemt ikke noget, der skilte sig ud på bordellet. Det havde kostet ham mange kunder… og måske netop derfor så han en chance ved den paniske engel.

” Jeg ved, hvad du søger… men det bliver ikke billigt.”

Valgte Beldragon at betale, ville det koste ham en heftig mængde guld. Tilfreds med sin betaling ville fyren dog give ham rimelig tydelige instrukser om ruten mode de private lokaler, hvor gruppen formentlig befandt sig. Han kunne dog ikke sige med sikkerhed, hvilket rum det præcis drejede sig om, da ingen havde turde følge efter gruppen. Og skulle Beldragon spørger ham om at vise vejen rent fysisk, ville han nægte. Så langt rakte guldet alligevel ikke. Instrukserne var dog rimelig klare og nemme at følge, og hvis Beldragon fulgte dem, ville han nå fem døre i alt. To af rummene var i brug, men kun et var låst – og netop det rum var, hvor gruppen befandt sig.

Skulle Beldragon dog nægte at betale fyren, ville han klappe i som en østers. Ved eventuelle trusler om vold, ville fyren skynde sig at kalde på hjælp.

Spændingen, begejstringen forlod gradvist Junipers krop. I stedet flød en afklaret ro ind over hende. Faktisk ikke så forskellig fra, hvordan hun havde det øjeblikket efter særligt tilfredsstillende sex. Hvilket nok sagde en del om Juniper som menneske. Hun betragtede Katrina med en barnagtig nysgerrighed, som om hun var et stykke kunst, en forælder ville kunne hænge op på den nærmeste væg.

Derfor undrede hun sig også mere end hun måske burde, da Avaritia påpegede, at der manglede noget. Hun skævede til ham med et hævet øjenbryn. Var han måske ikke tilfreds med det de havde foretaget sig? Var de da ikke blevet enige om det her? Det blev dog hurtigt klart, hvad han mente. Et øjeblik tøvede hun. At spilde sit blod for…den tingest, virkede på mange måder som et stort skridt at tage. Især set i forhold til, hvad hendes blod var for noget. Så igen. Så længe hun holdt sig fra vampyrer og andre væsner, der reelt ønskede at indtage hendes blod velvidende, at det var hendes blod burde det være fint. Hun havde blandet det i vin før og set folk gå fra sans og samling til sine fester. Rent kaos. Den slags syntes at følge hende overalt. Det var lige før det sydede, da Valentine blandede sit eget blod med Katrinas.

Og Juniper var sjovt nok ikke typen der altid gennemovervejede ting særlig meget, så hun lagde et snit, der matchede Valentines over sin egen arm.
Da hun var færdig og havde stoppet blødningen, fandt hun et vaskefad fyldt med rosenduftende vand i hjørnet af rummet. Med næsten kirurgisk præcision vaskede hun sine hænder og arme rene for blod. Både Katrinas og sit eget. Der var total afslappethed i hende. Som om hun aldrig i sit liv havde gjort noget som helst galt.
At der var en vred engel på vej var af gode grunde overhovedet ikke faldet hende ind.

Kort efter at have nævnt Kats navn, stod det hurtigt klart for Beldragon at ingen ønskede at snakke med ham. Selv bartenderen sagde intet, men rakte ham tavst de forskellige dokumenter, som Kat havde skrevet under på. Han sukkede dybt da han læste hvor meget skade hun havde været skyld i og så hen på det område, hvor folk var ved at gøre rent og rydde op. Han gav bartenderen dokumenterne tilbage inden han igen forsøgte at lede efter Kat, denne gang på egen hånd.
Han havde dog kun lige vent sig fra bartenderen, da han fik øje på en ung mand der diskret vinkede ham over. Han gik der over og blev ikke glad for at høre hvad den unge mand havde at sige. Særligt ikke da han hørte prisen. Noget sagde Beldragon, at Kat havde skabt sig store problemer og ingen havde lyst til at være dem, som afslørrede hvor hun var. Det betød at den eller dem, hun havde handlet imod enten var højt stående personale eller adelig.

Et par båse væk vågnede Jaskier og kom hurtigt i sine silkebukser, inden han trådte ud af den private bås. Han så sig overrasket rundt og blegnede ved synet af sine kollegaer, der skulede til ham. Hvor var Kat? Da han fik øjenkontakt med Beldragon, snappede han efter vejret og rystede beklagende på hovedet til Beldragons stiltiende spørgsmål.
Kats beskytter gik hen og snakkede stille med Jaskier, for at høre om den unge mand viste hvad der var sket. Jaskier fortalte roligt hvad der var sket inden han havde båret Kat ind i den private bås. Men han viste intet om hvor hun var gået hen efter at han var faldt i søvn.
”Jeg er bange for at jeg får sparket efter dette, selv om det var Kat der smed alkohol efter Valentine og hans søster.” Han sukkede og så rundt en sidste gang, inden han fortsatte hviskende, så kun Beldragon kunne høre ham.
”Det kan tænkes at de har taget hende med om bagved. I de finere værelser.”
Beldragon sukkede og nikkede roligt til hans ord. Det var hvad han frygtede. At andre kom til at betale for Kats udskejelser. Han lagde roligt en hånd på Jaskiers bare skulder.
”Hvis du mister jobbet her, så skal jeg hjælpe dig med at få et job i handelshuset. Jeg ved at du og Kat er gode venner, og at du har hjulpet hende tilbage fra kroerne flere gange. Vil du være sød at fortælle mig hvordan jeg kommer der hen? Og så skal du forlade stedet her. Der burde være nogle folk fra handelshuset udenfor, som kunne hjælpe dig sikkert hen til handelshuset.” Jaskier smilede bekymret og fortalte ham stille hvordan han fandt hen til gangen med værelserne, mens de gik hen mod udgangen af bordellet. Beldragon så efter Jaskie, mens han bevægede sig hen af gaden og mødte nogle af klanfolkene. Først derefter begav han sig hen til gangen.

Han nåede ret rød i hovedet hen til den låste dør, hvilket skyldes at han havde åbnet alle døre på vej gennem gangen. Den låste dør fik ham dog til at skrue op for sin lyse engel-energi og bad til at Kat ikke blev ramt alt for hårdt af det.


Da de fjernede kniven løsnede nogle af musklerne sig i Kats krop og hun gjorde sig stille klar til at gøre et nyt flugtforsøg. Men inden hun fik gjort sig helt klar, hørte hun Valentines stemme om at der manglede noget... Det fik hende til at gispe og kroppen gjorde et spædt.
Ordene ”En signatur” fik Kat i alarmberedskab og hun råbte efter hjælp. Sekundet senere mærkede hun en mærkelig følelse. Det var ikke helt smerte, men det var heller ikke behageligt. En metallisk duft nåede hendes næse og hun spærrede øjnene op, da hun så det som hun så. Valentine lod sit blod dryppe ned i det åbne sår, som de havde lavet. Og kort efter lod Juniper også noget blod falde ned i det. Kat fik kvalme og fik drejet sig rundt for at komme væk og finde en spand, så hun ikke brækkede sig ud over sengen eller de to. Mens hun ledte, mærkede hun tydeligt den lyse engel-energi og genkendte den omgående som Beldragon. Og på tros af smerten fra energien, løb hun over til døren, hvor hun kæmpede med at få låsen op. Delvis glemt var kvalmen og hun blev mere klar i hovedet, mens hun fokuserede på låsen.
Heldet ville at hun fik låsen op og trykkede håndtaget ned, så døren begyndte at åbne sig og Beldragon var hurtig til at sætte en fod i dørkarmen, så døren ikke kunne lukkes med det samme.

Alle de følelser.
Han kunne mærke dem, som en steppebrænd gennem hans krop, fordi halskæden omkring Kats hals, udsendte det til ham, som et kraftigt nødsignal. Disse følelser vækkede en vrede i Dust, hvis størrelse ikke var blevet set, siden dengang Kat var blevet bortført, og derfor var han nu på vej mod hende, i et aggressivt tempo.
Dust havde åbnet en magisk port, fra hans hule til det nærmeste sted han kendte, til der hvor han vidste Kat befandt sig, hvorefter han havde spredt sine skællede drage vinger, så han kunne flyve i en lige linje mod det sted, han kunne mærke at hun befandt sig. Det tog ham ikke lang tid før han nåede til bygningen, og nu hvor han var tæt på, kunne han mærke at Kat var i bevægelse derinde, men vigtigst af alt, kunne han pin pointe hendes præcise lokation i bygningen, så han startede med at sigte efter kroens indgang.

I de næste øjeblik, skete tingene som med et blink med øjnene. Dust åbnede døren, i samme sekund som hele hans krop blev forvandlet til det pureste lyn, og før nogen kunne nå at se mod døren, fløj han som et lyn gennem bordelet, og videre mod det sted Kat befandt sig.
Det tog kun nogle få sekunder, men lige som døren ind til lokalet blev åbnet, bragede hvad der lignede rent lyn ind i lokalet, cirklede rundt i lokalet, nærmest som om det sonderede terrænet, mens det knitrede i luften og brændte alt hvad det rørte ved, før det samlede sig til en skikkelse bag Valentine. Skikkelsen tog en dyb indånding gennem næsen, selvom det knap nok burde være nødvendigt for Dust, at trække vejret i denne lyn tilstand, men han derimod gjorde det for at indhalere duften af Valentine, Juniper, lugten af deres blod, og hvad han ellers kunne opsnuse af dem.

"Hmm, i 2 lugter ikke lige som noget andet jeg har mødt!" hvislede han med en elektrisk forvrængede stemme, mens han gik rundt om Valentine, så han kunne se på den elektriske skikkelse, før han som et lynnedslag bevægede sig hen foran Juniper "Men lige meget hvad i er, virker i til at være unge! Såååå.... nye! Hvad er det helt præcis, i laver med min mage?" han gav Juniper et smølfespark i panden med sin pegefinger, hvilket normalt ikke ville gøre ondt, men fordi han lige nu var 1 minut inde i, at være lavet fuldt ud af lyn, var det som et mikro lynnedslag der gik, fra hendes pande, ned gennem hendes krop, og ud i gulvet, mens det efterlod et lille brandmærke, på midten af hendes pande.

Der var en tøven hos søsteren, som Valentine et eller andet sted godt kunne forstå. Heldigvis virkede det til, på trods af hendes tvivlende udtryk, at Juniper hurtigt fangede idéen. Da hun var færdig, virkede såret næsten helt levende. Hvad før havde været nogle dybe men forholdsvis rene snit, var nu hærget af en sydende og boblende mørk farve, som bestemt ikke virkede til at falde til ro lige foreløbigt. Da begge søskende omsider flyttede sig fra Katrina, havde englen endelig frit spil igen. Det tog da heller ikke mange sekunder før, at hun var på benene, og Valentine betragtede dovent ud af øjenkrogen, hvor hun løb forvildet rundt i værelset. Selv var han mest optaget af at duppe det værste af blodet væk, hvilket hjalp med vandet fra en karaffel, som havde stået nær sengen. Selv Juniper virkede ikke længere specielt interesseret i den hysteriske engel. Det virkede til, at det var lykkedes dem begge at få det hele ud af systemet, hvilket gav en underlig ro over de to søskende. Den varede lige præcis indtil, at Valentine pludselig mærkede noget ubehageligt komme krybende fra døren. På trods af, at den stadigvæk var lukket, var han ikke et sekund i tvivl om, at noget eller nogen havde placeret sig på den anden side af døren. Det varede sekunder før, at Katrina ligeledes lod til at blive opmærksom på energien udefra. I hvert fald vendte hun pludselig kursen mod døren, og Valentine nåede et splitsekund at overveje, om han skulle blokere vejen for hende før, at han ombestemte sig. I stedet trak han sig et par skridt baglæns, stadigvæk med blikket rettet mod døren.

På trods af, at det tog Katrina et øjeblik at få døren op, så gik tingene alligevel temmelig hurtigt derefter. Valentine nåede lige netop at skimte skikkelsen af en fremmede mand i døren før, at et kæmpe lys brød igennem åbningen, og gav sig til at vælte rundt i lokalet. Temmelig overrasket betragtede Valentine, hvordan noget der mest mindede om en kæmpe bold af lyn, farede rundt og brændte alt, hvad den rørte ved. Derfor fik han hurtigt fejet håret til siden, og samlet det foran sig, hvor det blev holdt fast med en ledig hånd. Ingen grund til at risikere noget. Netop som han skulle til at vende sig mod Juniper for at prøve og finde ud af, hvad der foregik, lød en stemme pludselig bag ham. Før Valentine kunne nå at vende sig eller spørger om noget, trådte skikkelsen endelig frem i hans synsfelt. Undrende lagde dødssynden hovedet på skrå, og betragtede den talende skikkelse, som lod til mere eller mindre at bestå udelukkende af lyn. Hans blik var roligt, om end kroppen var spændt op – forberedt på det værste.

” Og du ligner ikke noget, som jeg har set før.”

Og så var den væk. I stedet lød stemmen pludselig ovre fra, hvor Juniper befandt sig. Selvom Valentine ikke var et sekund i tvivl om søsterens evne til at forsvare sig, blev han alligevel vagtsomt. De stod faretruende nær, og selvom søskendeparret havde visse evner, så var det ikke til at sige, hvad denne skikkelse kunne og ikke kunne. Kommentaren kom dog bag på ham. Mage?... Så dette var Katrinas partner? Et sølle syn. Ikke så underligt, at englen cravede nærkontakt.

”Vi hyggede os blot! Du-… Gula!”

Valentine, der netop havde været ved at svare, så til sin store overraskelse, hvordan skikkelse rakte en hånd op, og lavede en bevægelse, som pludselig fik søsterens krop til at synke sammen. Vreden skyllede igennem Valentine på ny, og uden at tænke nærmere over det, rakte han en hånd ud og greb det første og det bedste i hans nærheden, som var et gyldent fad med frugter. Frugten blev hurtigt smidt på gulvet, og alt imens, at Valentine med hastige skridt nærmede sig de to skikkelser, lod metallet i hans hånd sig omforme. Et øjeblik virkede det næsten blødt som smør inden, at metallet gled ned mod gulvet. Blev længere, skarpere, indtil at han bar halvfærdigt spyd i hænderne. Valentine havde hele tiden blikket rettet mod Dust og Juniper, og ænsede derfor ikke Katrina og Beldragon, som han stormede om på den anden side af sengen, hvor dramaet foregik. Et eller andet sted overvejede han at fyre spyddet efter lynskikkelsen, men i frygt for at ramme Juniper i stedet, hvis skikkelsen nu flyttede sig igen, så undlod han... for nu.

I begyndelsen betragtede Juniper denne nye skabning, tilsyneladende grundlæggende elemental og uden reel fast substans, med en blanding af næsten barnlig undren og noget, der bedst kunne beskrives som akademisk fascination. Det duede ikke, at datteren af, hvad der nok kunne beskrives som krydderimafiaen, ikke var belæst og havde styr på, hvad der foregik i verden omkring hende. Men hun havde aldrig set noget, der lignede det her. I anden situation, ville hun gerne have brugt tid på at undersøge det. En ny race af en art? Lynånd? Eller bare en meget magtfuld evne? Alle muligheder var egentlig spændende og hun var trods alt færdig med Katrina for nu. Hendes behov for hævn var, i hvert fald ind til videre, udtømt. Hvis ikke det var fordi at denne…tingest, potentielt var fjendtlig, ville hun hellere end gerne have undersøgt den nærmere.

Ikke at dødssyndens nysgerrighed betød, at hun blev uårvågen. Hendes opvækst havde da lært hende, at hun altid skulle være obs på møder med nye ting. Desuden havde tingesten vidst sig at brænde alt, hvad den rørte ved, så hellere være på vagt overfor den.

Pludselig skuffelse, da det gik op for hende, at denne ting, sandsynligvis, ud fra skikkelsen at dømme i hvert fald, bare var en eller anden mand. Og ikke bare en mand. En usædvanlig kæphøj og arrogant en. Han havde kun sagt to sætninger og Juniper følte sig allerede mere end almindeligt irriteret over hans attitude. Måske fordi, at han ødelagde fascinationen af, at have opdaget noget nyt i det sekund, han åbnede munden. Hvilket var mere end bare en smule ærgerligt. For hvem? Det var ikke helt sikkert endnu. Juniper holdt ellers meget af at lege den filosoferende og vittige værtinde, når det kom til stykket, men han insisterede tydeligvis på at tage alt det her meget personligt. Og det burde han jo ærlig talt ikke, for det havde intet med ham at gøre. Eller well. I Junipers øjne havde det ikke. Manden her ville nok være af en anden opfattelse.

Så, han kunne lugte dem. Det var i sig selv ikke specielt. Juniper bekymrede sig ikke. Hun havde været sammen med folk med stærke sanser før. Selvom hun meget ivrigt forsøgte at undgå vampyrer.
Han bevægede sig hurtigt. Det ville have været imponerende, måske, hvis Juniper ikke allerede var omkring 110 procent færdig med ham.
En procentgrad, der steg monumentalt, da han VOVEDE AT RØRE VED HENDE. Og ikke nok med det, han gav hende stød. Hun tog sig til panden meget hurtigt, men strømmen blev ikke der. Gennemløb i stedet hendes krop med en smerte, der ikke i sig selv var som sådan voldsom, det kunne sikkert have været værre, men den fyldte alt. Et øjeblik kunne hun ikke trække vejret. Følte ikke at hun kunne bruge sine lemmer. Hun sank sammen. Ydmygelsen var næsten værre end selve hændelsen, men den varede kort. Og hun havde lært at tænke hurtigt i en krise situation. Næsten af ren automatik rakte hun op efter det første og det bedste, hun kunne komme i nærheden af. Vandfadet. Og kylede det af alt magt mod skikkelsen. Rosenvand væltede udover det hele og snart efter, var gulvet fulgt af porcelænsskår, da vandfadet ramte gulvet med et brag og gik i stykker. Juniper samlede et særligt skarpt stykke op.

Da Kat hørte Beldragons fod mod dørkarmen, vente hun sig om og fandt en gulvvase fyldt med blomster. Her skubbede hun blomsterne lidt væk og afleverede alt hvad hun havde fået at spise og drikke hen over dagen. Hun kunne mærke noget unaturligt i såret fra før, og et enkelt blik på det sendte mavesyren op gennem halsen, inden det også endte i vasen.

Beldragon var hurtig til at springe væk fra døre, da lynet kom susende. Han skulle ikke nyde noget af at blive ramt. Men han havde ingen ide om hvad eller hvem det var. Det var derfor med panik i øjnene at han skubbede døren op og så sig rundt i rummet. Hans blik faldt på Kat og han slukkede omgående for sin lysmagi, inden han gik hen og holdte hende på panden, samt tilbød hende rent vand at skylde munden med.
Alt dette klarede han nemt, samtidig med at han holdte et vågent øje med de to andre væsener og lynvæsenet. Da han hørte stemmen fra lynvæsenet snakke om hvad de to ville med hans mage, glippede Beldragon med øjnene af overraskelse. Så Dust kunne tage form som lyn. Se det var godt at vide på flere punkter. Han viste at de var i nogenlunde sikkerhed, så han vente blikket mod Kat igen. Og så nu såret på hendes højre underarm.
”Ved alle guder, Kat. Hvad har de to gjort ved din arm? Og hvorfor er den så betændt?” Kat tog en slurk vand og mumlede noget om at de havde dryppet deres blod ned i såret, inden hun igen måtte kasteop i vasen, takket været tanken om det. Selv om såret var forurenet, kunne Beldragon godt se hvad der var skåret ind i hendes arm. Han sukkede dybt. Dette ville med garanti give Kat problemer på hjemmefronten, når Dust fandt ud af det.

Beldragon drejede hovedet og så skulende på de to, mens han mumlede noget til Kat.
”Kan du klare dig ud til det store rum? Jeg er sikker på at der vil være en del folk fra klanen til at hjælpe dig.” Netop som han havde mumlet det sidste, hørte de en kvindestemme kalde spørgende ned gennem gangen. Kat smilede da hun genkendte stemmen og nikkede. Hun så hen mod de to og spærrede øjnene op i overraskelse, vantro og nysgerrighed. Var det Dust?? Hun mærkede efter med hjælp fra halskæden og ja, det var ham, selv om han ikke lignede sig selv. Nå, men dette måtte vente, hun var allerede ved at få kvalme igen bare af at bevæge sig lidt. Stille og roligt, samt små slingrende, forlod hun værelset.
Beldragon kunne høre på stemmen at Kat blev opdaget med det samme hun havde forladt værelset. Og det lød da også til at der var kommet flere til for at hjælpe hende. Fint, så kunne han endelig give sig selv frit leje.
Han gik hen mod sengen, hvor de tre befandt sig. Og åbnede nu fuldt op for sin lysmagi, da han viste at det ikke vil skade Dust. Hans øjne blev til et par smalle sprækker og han knurrede truende af de to.
”Hvorfor forurenede I såret med jeres blod? Og hvorfor i Elona'dels navn kunne I ikke nøjes med at bortvise hende fra stedet?”


Kat nåede ikke ret langt ude i det store lokale, før hun igen måtte kæmpe mod kvalmen. Heldigvis kom endenu en fra klanen med en spand, som hun kunne brække sig ned i, mens hun blev holdt oppe af de to der var ved hendes side. En ny skindsæk med køligt vand blev holdt frem mod hende og hun smilede op til personen. Eller retter personerne.
”Hvor mange er her?” Hendes stemme var letter hæs og hun hostede en smule.
”Vi er omkring tyve folk fra klanen. Vi har også fået din kopi af de papirer, som du har underskrevet her fra. Så nu mangler vi bare at Beldragon kommer ud. Forresten nogle snakkede om at et kæmpe lyn susede rundt her omkring. Kender du noget til det?” Kat fik svagt fortalt at det måtte have været Dust, som nu befandt sig i væreslet sammen med Beldragon. Hostende gjorde hun det klart for alle, at de gjorde sig klogest i at holde sig væk, da begge mænd ikke var i godt humør over dette. Flere gjorde deres forskellige tegn for de guder de tilbad, mens de samlede sig om Kat og håbede snart at de kunne forlade dette bordel.

Disse 2 fremmede væsner, vagte på nogle punkter en nysgerrighed i Dust, men på den anden side også nogle irritationer.
På den ene side, var der det at de var ukendte racer. Han fandt nye ting mindst lige så interessante, som evner og gamle artefakter. Og så var der Valentines pludselige fremvisning, af en evne man ikke så hver dag, der for trænede øjne som hans, var af en specifik karakteristika.
På den anden side, var der disse væsners opførsel. Set fra hans side, vidste han godt at Kat sikkert havde gjort noget dumt, der kunne have provokeret dem, men hvad end hun havde gjort, vidste han at disse 2 væsner, havde valgt at gøre noget voldsomt ved hende til gengæld. Og nu var der disse defensive reaktioner. Valentines opførsel gav til en hvis grad mening, han ville sikkert forsvare kvinden, Dust havde angrebet, hvilket var at sammenligne med grunden til, at Dust var kommet, men Junipers reaktion, virkede markant mere aggressivt, som et forkældet barn, der så ned på nogen for at have så meget som rørt hende.

Men reaktionen til trods, reagerede Dust hurtigt på det Juniper gjorde, han var vant til at være så bevidst så muligt, om væskerne i det lokale han var i, så da han så hende gribe ud efter fadet, var hans første reaktion at sprede en ladning af lyn lige over hans krop, så vandet der burde have ramt ham, fordampede lige over hans elektriske krop, på en måde der til forveksling kunne se ud som om, at det fordampede fordi det rørte ham. Han havde prøvet alt for mange gange, at han var blevet overrasket af lignende slags tilfældige angreb, til en grad hvor det faktisk var pinligt, hvor mange gange, hans svaghed var blevet afsløret, så det var kun derfor han for en gangs skyld, var forberedt med en metode, der kunne dække over hans svaghed.
Hvad han ikke kunne have forventet, var dog Beldragon der i sin vrede, vadet direkte ind i lokalet. Nu hvor gulvet var vådt, kunne vandet lede lynet hans krop bestod af, og ramme alle der var i kontakt med det våde gulv, og det især værende hvis Dust kunne holde denne form, i de fulde 5 minutter som han kunne bruge sin første forvanling i, til trods for at vand svækkede ham, hvilket burde være muligt, når det ikkr var så meget. Så i det Beldragon kom herind, blev Dust nød til at stoppe sin forvandling, så han ikke skadet manden ved et uheld.

"Du kan da heller ikke vente med at dø, selv hvis det bliver på grund af vand på gulvet, og en på din side, der er lavet af rent lyn!" sagde han irriteret, mens han på en nærmest komisk måde, daskede Beldragon over nakken "Hvorfor kan du ikke bare lade de voksne gøre deres job, når du kan se jeg er i stødet?" i et øjeblik, var det som om Dust, fuldstændig havde glemt hvilken situation han stod i, nærmest som om han fandt disse ukendte væsner så ufarlige, sammenlignet med ham selv, at han sagtens kunne ignorere dem midt i det hele, for at skælde en hold kammerat ud.
Men når nu han var i humør til, at minde folk om at de ikke skulle gøre dumme ting, vendte han pludseligt en dømmende finger mod Juniper, mens han så på hende, som var hun kugle skør.

"Og dig unge dame, har du ikke lært at vand er super ledende, når det kommer til lyn og elektricitet? Jeg kunne have forvandlet dig og din kæreste til ristet kuld, hvis det var gået helt galt!" sagde han hidsigt, mens han lignede en der var ved at springe en sikring over, at der fandtes væsner, der kunne finde på at gøre noget så skørt, når de stod overfor noget de ikke havde oplevet før.

Et eller andet sted i det fjerne fornemmede Valentine, hvor Katrina knap så diskret fik gjort sin exit. Der var i hvert fald nogle lyde, som tydede på et voldsomt ubehag hos englen, som man måske kunne overveje skyldtes det blandede blod – havde det ikke lige været på grund af hele situationen med Dust. Ikke desto mindre fik han dog opfanget lidt af englenes samtale. Umiddelbart lød det som om, at situationen havde tiltrukket en hulens masse mennesker. Og selvom Valentine kunne undre sig over, hvordan ordet havde spredt sig så hurtigt – og hvorfor så mange mennesker pludselig reagerede på det – så havde ikke ligefrem tid til at bekymre sig. Desuden var dette et stort og ganske anerkendt bordel i Sunfury. Det var heldigvis sjældent, at de fik brug for dem, men stedet havde trods alt vagter til rådighed. En hel bunke af hidsige væsner blev næppe lukket ind, så deres lille mission blev formentlig sat på pause indtil, at Katrina selv fandt sin vej ud. Den nyligt ankommende engel lod i hvert fald ikke til at ville hjælpe. I stedet mærkede Valentine frustreret et krybende ubehag, som manden nærmede sig. Som en hovedpine der sneg sig ind efter en hel dag i solen, og med alt for lidt væske. Ikke så meget på grund af lysmagien, selvom dødssynden fandt den en kende overdreven, men sådan set mere på grund af mandens tilstedeværelse generelt.

Tilbage til trekløveren var Juniper – som forventet – heldigvis hurtig til at reagere på Dust’s handling. Valentine gled til siden tids nok til at undgå det flyvende vandfad, og standsede umiddelbart efter ved synet af lysshowet, som foregik over hovedet på Dust. Da lynskikkelsen endelig lod sin oprigtige skikkelse dukke op, ville Valentine normalvis have tsk’et en smule kedet. Ikke noget videre imponerende syn. Et eller andet sted forstod han bedre og bedre Katrinas valg om at opsøge bordellet – og ham. Det var heldigvis ikke svært at opfange, selv fanget i sin lille tankestrøm, hvordan Dust pludselig formanede den fremmede mand om effekten af lyn og vand. Valentine skyndte sig derfor at træde et skridt længere væk fra vandet, imens han stadigvæk holdt sig på tæt hold af gruppen. Hvis han virkelig ville, så kunne han lande midt i gruppen med blot et enkelt spring. Vandet var indtil videre hans eneste forhindring. De blå øjne stirrede vagtsomt imod Dust, imens han fik lov at skælde færdig på manden. Det var umuligt for ham at gætte noget som helst angående race eller alder for nu, selvom hans udseende tydede på midaldrende. Men han var ikke menneskelig. Og han var ikke nogen engel.

Da Dust pludselig vendte sig imod Juniper igen, nægtede Valentine at tage nogen chancer denne gang. Med et enkelt øvet kast, susede spyddet fra hans hånd pludselig afsted. Spyddet bevægede sig med høj fart mod gruppen lige indtil, at det standsede lige ud foran struben på Dust. Spyddet muterede, hvilket var tydeligt fra den klagende lyde af guldet, som formede sig, og efter et øjeblik var enden vendt mod Dust’s hals (og Beldragons, hvis han stod placeret tæt nok), nu skarpt som et knivsblad. Guldet svævede i luften, og fungerede som en tynd med farlig barriere mellem duoen og Juniper. Valentines blik var mørkt, og han bar et smil som ikke helt passede til situationen. Men stemmen forblev overlegen og afslappet, som han talte.

”Et øje for et øje… er det ikke, hvad man siger? Bortvisningen af Katrina hører ikke under mit ansvar. Personlige fornærmelser derimod? Dem klarer vi gerne.”

Medmindre Juniper havde noget at byde ind med, eller havde tænkt sig at gøre noget ved gruppen, hvor Valentine i så fald ville flytte metallet, så fortsatte han, med blikket rettet direkte imod Dust.

” Du spurgte lige før, hvad vi laver med Katrina. En simpel smag på livet, min ven. Leger man med ilden, så bliver man brændt… og nu, hvor vi snakker om at lege, så har vores møde virkelig sat ord på en masse ting. Nu forstår jeg omsider grunden til, at Katrina nærmest kom kravlende tilbage i min favn for endnu en omgang… jeg mener… ét blik! Og så var hun som smør i mine hænder… men denne gang lod det til, at Jaskier blev den heldige. Spørg ham endelig. Jeg er sikker på, at han har rigeligt med saftige detaljer fra deres lille private stund. Så… måske du bør bekymre dig lidt mindre om, hvad vi laver, og gå mere op i det faktum, at du tydeligvis ikke formår at tilfredsstille din kære lille engel… ”

Valentine gad ikke engang rette på det faktum, at Dust kaldte dem et par. Hvad der foregik i mandens hoved omkring dem, var mindre vigtigt end at få sat noget i gang, som måske kunne få skubbet Dust og englen ud af lokalet. Og medmindre Jaskier havde stukket halen mellem benene, så burde han ikke være svær at få til at snakke.

Engel. For helvede. Havde Katrina halvdelen af Underworlds væsner til at slikke sin røv, eller hvad skete der?
Hun trak sig instinktivt længere væk fra englen, hvilket også betød, at hun undgik den våde del af gulvet. Ligeledes rettede hun sig op, fra sin tidligere siddende plads på gulvet. Rank og næsten nonchalant. Lige så graciøs som altid på trods af både situationen og kvalmen, der et øjeblik overvældede hende, sammen med en migræneagtig hovedpine. Lysshowet fik hende egentlig ikke til at gøre ret megetandet end glippe misbilligende med øjnene. Sammensat med hovedpinen var det ikke specielt rart, men det var trods alt ikke fordi, at hun eller hendes bror var vampyrer, eller dæmoner, så det var til at leve med. Det var englens eksistens indenfor hendes synsfelt til gengæld ikke. Eller jo, hun kunne da stå oprejst, men hans tilstedeværelse var en unødvendig gene og hun ville bare gerne have siddet et fredfyldt sted lige nu og have lyttet til Avaritia fortælle, hvad han havde foretaget sig, siden de blev adskilt for så mange år siden. Måske tage en cigaret. Spise noget god mad. Bare ånde ud ovenpå en alt for begivenhedsrig dag. Men her stod hun altså, sammen med et eller andet kæphøjt røvhul af ukendt oprindelse og EN ENGEL. Ikke nok med, at de havde ødelagt hendes dag helt generelt, de havde ødelagt en dag, hun havde ventet på i mere end tyve år.
Og nu havde han også nerver til at fornærme hende. Ikke at det stak særlig dybt. Efter faderens meget effektive psykologiske tortur af søskendeflokken, gled dette i for sig af som vand på ryggen af en gås. Det at han vovede, var det, der generede hende mest.

”Beklager,” sagde hun med en køligt ophøjet ro. ”Vi kvinder er vant til at være nødt til at handle hurtigt, når mænd, der tror, at de er berettiget til hvad som helst, rører os uden vores samtykke. Hvis du var opdraget bedre, ville du forstå det, er jeg sikker på, men jeg er da ked af, at mit forsvar, ikke levede op til dine standarder.” Hendes blik var fikseret på ham. Stjerneblåt og lynende køligt. Hun viftede kort med en slank ringbesat hånd, som for at bortværfe et hvert forsøg på at gøre indvendinger.

”Som Valentine meget venligt påpeger, har du vidst selv en del at se til. Bjælken i ejet øje og alt det, ikke sandt? Smilet hun sendte ham var strålende, men besad ingen reel varme. Avaritias evne var ikke blevet mindre nyttig, kunne hun hurtigt konstatere.

Vand på gulvet... Han så hurtigt ned, inden han så på Dust, der igen var blevet sig selv. Han havde dog ikke regnet med den måde Dust daskede ham over nakken, hvilket gjorde at han glippede letter overrasket med øjnene, inden han sukkede og kløede sig i nakken.
”Det kan godt være at jeg dummende mig, men vil du venligst lade vær med at tale ned til mig, knægt. Hvis du absolut vil vide det, så er jeg på alder med Raco. Hvilket jeg er ret sikker på at du ikke er. Men nok om det. Tak fordi du kom så hurtigt. Og du kan være rolig. Kat er i sikkerhed mellem sine klanmedlemmer. De har sikkert haft en til at overvåge hvor jeg fløj hen, siden de ankom så hurtigt.”

Beldragon kunne have slået sig for panden, så åbenlyst var det som Valentine snakkede om. Han huskede hvad Jaskier havde fortalt ham om det som var sket og sukkede dybt. Kat var virkelig ude på dybt vand, når Dust opsøgte hende. Det var også tydeligt at det ikke var lysmagien, som generede dem, hvilket gjorde at han skuede ned for den og sparede sine kræfter til hvad der end ville komme.
”Ud fra hvad Jaskier fortalte mig, så var det på grund af din søster at hun spurgte efter dig. Jeg ved at hun har været sammen med dig én gang før hun mødte denne mand.” Han gjorde en venlig gestus mod Dust, mens han fortsatte.
”De gange hun er kommet her, har det været med vare som I har bestilt. Jeg har selv være med på turene. Og hendes eneste problem i dag, var at smide alkohol efter jer. Men det betyder ikke at I bare kan 'hygge' jer med hende og såre hende fysisk.” Da han nævnte ordet hygge, lavede han gåseøjne med fingrene for at fortælle at han ikke mente at ordet var falsk.



Kort efter at gruppen af klanmedlemmer havde samlet sig om Kat, ankom vagter og bad dem venligt om at forlade stedet. Noget de gjorde stille og roligt. Efter at den sidste havde forladt bordellet, kom et par vagter ud og stillede sig på hver side af døren, for at sikre sig at de ikke gik ind igen.
Klanmedlemmerne samlede sig roligt omkring Kat og en forbandt hurtigt hendes højre underarm, så såret var skjult og ikke blev mere inficeret.
”Jeg har aldrig set sådan et sår betændt på den måde. Hvad gjorde de ved dig?” Kat fortalte stille og mellem sine kvalme anfald, at de først havde skåret i hendes arm og derefter dryppet noget af deres blod ned i såret. Folkene reagerede alle med afsky og vrede. Nogle knurrede dybt, andre bandede være end en havnearbejder. Resultatet var dog det samme. Vagterne og de omkring gående fine folk blev dybt foravet over at der blev udtalt så groft et sprog i det fine distrikt.
Fem engle bad om lov til at vente på Beldragon og Dust, hvilket Kat nikkede smilende ja til. De fløj op og satte sig på taget for at vente på de to.
Hun kunne ikke lide at vide at de to måske fik problemer på grund af hende. For ikke at nævne den samtale hun skulle havde med Dust... Åh krap... Endnu en gang havde hendes mørke side vundet over det der var tilbage af den lyse. Ikke godt.
Resten af flokken fik løftet Kat op og bar hende ned til handelshuset, hvor de bar hende ind på sit værelse. Her forlod de fleste hende og tilbage blev tre kvinder der alle var oplært til at passe syge og sårede.

Under alt postyret med at få Kat ind på hendes værelse, havde ingen set at en gråstribet hankat havde listet sig med ind. Den hoppede op i sengen, gik roligt hen over dynen og puttede sig ind mod Kat omkring hendes mave, så hun nemt kunne kæle med den. Den begyndte at spinne roligt, hvilket så ud til at virke beroligende på Kat, så derfor lod kvinderne katten være.
Jaskier var glad for at han havde forvandlet sig i det skjulte. Nu kunne han hjælpe sin veninde på denne måde. Alligevel måtte han til tider selv kæmpe med kvalmen, når kvinderne skiftede bandagen på Kats højre underarm og det betændte sår kom til syne.

Ved lyden af de ting der blev sagt, var der et øjeblik, hvor det virkede til at Dust lyttede til mere, end blot dem der snakkede i lokalet. En hurtig, intern samtale foregik i hans hoved, mellem ham og den dragesjæl, der havde bosat sig i ham, da han gennemgik de informationer han havde til rådighed, både fra halskæden og folk her. Denne interne samtale, resulterede hurtigt i en ændring i hans adfærd, og det var næsten umiskendeligt, at Dust var nået frem til en kendsgerning.
"Det er vist meget godt at du er gammel! Det burde jo betyde, at du har erfaringen til, at gøre dit job bedre, fremover!" sagde Dust roligt, mens han klappede Beldragon en enkelt gang på skulderen. Denne sætning ville nok først give mere mening i fremtiden, når Beldragon vidste hvad der ville ske på denne dag.

Med et koldt blik i øjnene, vendte han nu sin opmærksomhed mod dødsynderne igen. Han vidste måske ikke hvad de var, eller hvad de ellers var i stand til, men han havde lige så stille fået på fornemmelsen, at disse 2 væsner slet ikke havde oplevet kamp, hverken på liv eller død, i samme grad som ham, så for ham var hans antagelse stadig den samme. Han gik stadig ud fra, at de praktisk taget var børn, om de så havde fået træning af nogen art eller ej. Derfor var der ingen grund til, at han skulle søge efter en hård kamp med dem.
"Det er måske ikke mit job, at lære dig noget, men du burde virkelig lære at holde din kæft, når du står overfor en modstander, du endnu ikke forstår!" sagde han til Valentine "Når det så er sagt, har jeg andre ting at tage mig af, som heldigvis ikke indbefatter at snakke med hvad end i 2, skal forestille at være! Og så i ikke glemmer i dag lige med det samme, kan i beholde det her, som en lille afskeds gave!"

Dust lavede en lille kugle af lyn i hver hånd, som han kastede hen til hver af synderne, før han trak Beldragon et par skridt tilbage, så Dust kunne stille sig i vejen for ham. Hvis kuglerne ramte synderne, ville de mærke at det ikke var en særligt stor ladning, men stadig nok til at give muskelspasmer, i området af deres kroppe hvor kuglerne ramte, men hvis de ikke ramte, ville kuglerne gå af, af sig selv, fordi Dust ikke længere pressede lynet sammen. Hvis kuglerne gik af i luften, ville de blot gå af i et par blændene glimt, hvilket var grunden til at Dust stillede sig i vejen for Beldragon.
Så snart kuglerne var gået af, forlod Dust rummet, da det ikke interesserede ham, hvad der skete med synderne, og søgte mod Kats position.