Why have I never met you before? //Matic//

Han kiggede stille på ehnde havde han forstået rigtigt? Hun var altså typen der kun ville have sex, hvis hun samtidig med kunne få et fast forhold ud af det?

''Så for dig kræver det et fast forhold?''

Han så stille på hende... Men da hun jo havde forklaret at hun ikke ville havde han ikke nogen grund til at blive og lytte mere... Han havde hørt på hende, og hun havde fået det hun ville have af ham...

''Jeg har vist ikke mere at gøre her?''

Han gik over imod døren...

''Nej, bestemt ikke, at komme i et fast forhold er ikke lige mig..'' Hun sukkede, og så over på ham..

Hun ville så inderligt gerne have han blev, hun ville have ham som en hun kunne gå til, hvis der var noget, bare en person i verden, som hun kunne stole på. Bare en særlig ven.

Hun åbnede munden, da han gik over mod døren.. Hun rejste sig op, da han var ved at være der henne, hun ville gerne have han blev, men hun ville virkelig ikke tvinge ham til noget...

*Kan du ikke bare være min ven!!* Hun kunne åbenbart kun tænke sig til det, men ikke få det sagt..
Hvis hun stoppede ham, ville han sikkert have sex, så hun kunne ikke, hun så på bare ham med et blik, man ikke rigtig kunne forklare..

Han kiggede over på ehnde, og forstod virkelig ikke noget som helst, men valgte at det virkelig bare var bedst at gå for dem begge... Nogle gange ville han ønske han bare kunne være ven med kvinder... Men han kunne ikke... Noget var blevet ødelagt i ham lidt efter hans far voldtog og dræbte hans mor...

''Jeg er ked af det... Men jeg kan ikke... Jeg vil forsøge mig igen og igen... Det går bare ikke...''

Han gik uden for, og faldt sammen op af muren... Han forbandede sin far langt væk... Hvorfor kunne han ikke have ladet være? Hvorfor skulle han have gjort det dengang...

''Din fucking idiot!''

Hun kiggede bedrøvet på ham, med nogle bedende øjne, som bare sagde 'Prøv nu..' men han gik.. Hun gik hen til døren, og lagde hånden på dør håndtaget.. Hun skulle til at åbne døren, men gjorde det ikke..

Hun hørte ham sige noget der ude, talte han om hende, eller ham selv.. Det kunne da os være ligemeget.. Hun turde ikke gå der ude, før han var væk, hun ville ikke have det til at være akavet imellem dem..

*Kom nu Isobel.. Gå ud til ham, tag ham.. Du vil jo gerne..!* En lille stemme hun nogen gange fik, havde endnu engang sneget sig ind i hendes tanker og talte til hende, hun gjorde for det meste aldrig hvad den sagde, da det kunne føre til dårlige ting, det havde hun lært på den hårde måde..

Hun kunne ikke høre noget mere der ude, og åbnede derfor døren, og gik ud..

Han var stadig bare vred på sin far... Han hadede ham virkelig han hadede ham så meget som det var muligt at hade nogen, og han hamrede en knytnæve ind i muren af ren vrede og had...

''Dit gamle fede svin!''

Han talte stadig om hans far...

''Du kunne bare ikke klare at hun sagde nej til dig! At hun ikke ville have sex med dig!''

Han sank sammen på jorden igen...

''NEj du skulle lige voldtage og dræbe hende... Og så voldtage hende igen!''

Han sad der bare...

Hun stod i dør åbningen og havde hørt alt hvad han sagde... Hun sukkede lidt inde i sit hovede, hun vidste ikke han havde haft sådan en dårlig barndom, eller minde..
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun ville ikke røre ham, da hun ikke engang var sikker på han havde set hende..

Hun stod bare helt tavs, og prøvede at finde ud af hvad hun skulle gøre.. Hun vidste ikke om det ville være godt at snakke til ham, da han nok var lidt vred i øjeblikket..

''Jeeg....'' Hun følte sig som en der havde hørt noget, som man ikke skulle havdet hørt.. Som hun jo sikkert også havde, og derfor havde hun ikke rigtig noget at sige..

Men da hun nu havde hørt det, ville hun ikke bare gå fra ham..

''Bare gå!''

Han råbte af hende... Han havde ikke grædt... Han græd aldrig over det, da han ikke ville gøre det, han ville ikke virke svag overfor nogen, og derfor blev han bare vred på hans far... Han troede på at han havde haft et helt andet forhold til kvinder hvis det ikke var sket...

''Bare gå...''

Han krøllede sig sammen og lagde så bare...

Hun blev overrasket da han råbte af hende, men hun ville bestemt ikke gå fra ham nu.. Da han havde sagt det anden gang, satte hun sig op af en mur, overfor ham..

''Nej..'' Mumlede hun så man knapt nok kunne høre det..

Hun lagde hovedet på skrå, og kiggede forsigtigt over på ham.. Han mindede hende, om hende selv, da hun var syv, og så hendes forældre blive dræbt af varulve..
Han lagde på den måde, som hun havde lagt på, da hun havde lagt under sin seng..

''Jeg efterlader dig ikke sådan... Gå ind i hytten, du bliver syg...''

HAn reagerede ikke på noget af det hun sagde... Han følte bare at hun forsøgte at lege mor overfor ham, og det var nok det sidste han havde brug for lige der... Han havde bare brug for... ja det vidste han ikke engang selv...

''Du er ikke min mor!''

Han virkede nok til at minde meget om et barn... Han blev også lidt som et barn når de minder dukkede op over ham simpelthen fordi han blev slået fuldstændigt ud af den... Han forstod ikke det hele altid...

Det kunne godt være at hun lød lidt som en mor, men hun prøvede bestemt ikke at opførre sig som en.. Hun holdte bare nok af ham, til at hun kunne bekymmre sig om ham.. Selvom hun dog næsten ikke kendte ham..

Hun var ikke sikker, men hun troede ikke han var van til at nogen bekymmrede sig om ham, men det vidste hun jo ikke rigtigt noget om..

Hun tog sin lille jakke af, som hun havde taget på igen, sidste gang han tog den af hende... Hun gik forsigtigt hen til ham, og lagde den ved siden af ham, så hvis hun tænkte sig om, ville det jo nok være en god ide at tage imod den.

Hun gik hen og satte sig på plads, ligesom før..

HAn rykkede sig bare væk fra hendes jakke... Som et skræmt dyreunge. Hans sindstilstand var meget sær lige der... Hans sind og instinkter var stadig præget af hans seksuelle lyst som altid... NOk næsten den nemmeste måde at vække ham på...

Hans sind var dog også præget af hans had til hans far... og lidt en vrede til hans mor over ikke bare at have sagt ja... Men den vrede vidste han godt var fuldstændigt u berettigedet...

Han rejste sig op, smed jakken over til hende helt kold og tavs, og gik så inden for igen... Han lagde sig så bare på sengen...

Hun lod jakken ligge, og gik hen til døren, og stod lidt og ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre..

Hun gik hen til ham i nogle selvsikre skridt, selvom hun var lidt nervøs over det hun skulle gøre, da han så måske troede det ville føre til mere...

''Husk dette, for det vil også blive den sidste gang jeg gør det!!'' Hun sagde det på en lidt irreteret måde, da hun denne gang ikke rigtig havde lyst...

Hun gik hen til ham, stod lidt og kiggede ned på ham.. Hun bøjede sig ned, og kyssede ham intenst, ind til hun mente det var nok, og måske ville kunne få hans gamle jeg tilbage...

Hendes læber gav langsomt slip, og hun fjernede sig så ret så hurtigt fra ham igen, og gik hen imod døren.

''Kom ud hvis du får lyst til at snakke om det, eller bare gå..''

Hun gik ud af døren, og satte sig der hvor hun havde sat sig før..

Han gengældte ikke kysset eller jo, men slet ikke på den måde hun havde forventet... Istedet for at gengælde med et kys, stak han hende bare en lussing istedet... Han så hårdt på hende...

''Lad være med at forsøge at udnytte mig!''

Han satte sig op, og var ligeglad med om hun blev meget sur på ham eller såret... Han ville bare ikke have hun udnyttede ham, og da slet ikke når hun ikke havde lyst til det...

''Og slet ikke når du ikke har lyst til det!''

Han sad bare og var virkelig vred

Hun tog hurtigt hånden op til kinden, der hvor han havde ramt hende..

*Den have jeg nok fortjent... Eller nej, man fortjener aldrig at blive slået, jo måske..*

Det var rigtigt det han sagde, eller ikke.. Hun havde jo lyst, men så ikke alligevel.. Senere den aften, havde hun jo ønsket at han bare ville lade hende være.. Men hun havde tænkt sig lidt om, hun ville stadig ikke, men hun ville stadig have at han var der..

''Du er ikke den eneste i verden der har, eller har haft et dårligt liv..!'' Mumlede hun da hun gik ud af døren.

Hun vidste ikke helt om hun stadig ville være der, eller om hun skulle gå hjem, men hun blev..

''Så burde du vide noget om hvornår man bare skal lade folk være!?''

Han blev bare liggende på sengen efter hun var gået. Han havde ikke lyst til at være alene, men han ville heller ikke have hende tæt på... Han ville bare vide at der var nogen han kunne snakke med i nærheden selvom han vidste han aldrig ville snakke om det...

Han blev bare liggende, og kiggede imod døren...

Hun havde fået nok, hun gad virkelig ikke mere, så hun ville begynde med at gå hjem.. Hun rejste sig, tog sin jakke, og begyndte med at gå, hun havde gået den vej to gange nu, så mon hun ikke kunne finde vej ud af gyderne nu..

Hun hørte et skrig i det fjerne, som langsomt forsvandt.. Hun mærkede en følelse hun ikke havde følt i langtid.. Medfølelse, over for de mennesker, som døde i gyderne.. Hun sukkede kort..

Hun hørte noget bag sig... Hun begyndte langsomt med at grine, de skridt havde hun hørt før.. En af de vampyr mænd som var efter hende, denne mand var en af de ældste hun havde mødt, dermed også stærkere end hende..

''Jeg synes du er faldet lidt af på den.. Jeg kunne tydeligt høre dig..'' Hun kom med en ond høj latter man tydeligt kunne høre på lang afstand..

Hun vendte sig langsomt om mod ham, men inden hun vidste af det, var begge hans hænder, rundt om hendes hals, hun blev hammered ind i muren med et brag, og løftet op i halsen.. Hun kunne hverken skrige eller råbe efter hjælp..

''Du kan ikke gemme dig mere Isobel!'' Lød det fra mandes hårde stemme, som hun bestemt ikke brød sig om..

Hun holdt fast rundt om hans hænder, og sparkede ud i luften, for at prøve at se om hun kunne komme fri.. Men det gik ikke..

Han ville ikke være alene, men han ville heller ikke alt for tydeligt følge efter hende, så han gik roligt efter hende, da hun grinede... HAn syntes ihvertfald det lød som hende, og det han så lignede for ham mest af alt en voldtægt...

Han trak det eneste våben han havde... EN kniv og kastede sig over manden, som han bare stak kniven i gentagene gange... Startede med hovedet så nakke og halsen igennem ryggen og hjertet og han blev bare ved med at hamre kniven ind i manden gang efter gang, til han først stoppede efter omkring et minuts tid...

Han så op på hende...

''Undskyld... Jeg... Jeg... jeg ved ikke...''

Han græd for første gang... For første gang græd han siden voldtægten af hans mor, og nu kun fordi han havde dræbt en anden...

Hun begyndte og hoste, og hive efter vejret, da manden havde givet slip på hende.. Hun tog sig til halsen, og kunne mærke et brand mærke, da han jo havde holdt hende i et godt og fast greb.. Hun hostede endnu engang inden hun så sig lidt omkring..

Hun så ikke helt hvad der var sket, før hun hørte Matic græde.. Hun så først på liget, derefter på Matic..

Hun løb hurtigt over til ham, fordi han græd...

''Ikke sige undskyld... Du har lige hjulpet mig...'' Hun tyssede forsigtigt på ham.. Selvom det var ret mor agtigt, eller svagt, var hun ligeglad, sådan noget kunne alle og enhver have brug for engang imellem, selv hende...

Han stod med blod på hænderne vampyren havde altså lige drukket fra nogen... Han vidste dog ikke at det var en vampyr... Han stod bare og så tomt på ehnde mens han græd... Han vidste slet ikke hvad han lige skulle stille op med sig selv...

Han faldt på knæ... Og sad bare mens han stille fik sagt nogle ord...

''Er det min straf? Skal jeg blive som min far?''

Hun så på ham da han faldt på knæerne, så hun satte sig selv ned på knæerne, ved siden af ham..

''Af de få ord jeg har hørt om din far, kan jeg sige at du aldrig vil blive som din far!'' Hendes stemme lød ret så selvsikker, da hun faktis også var det.. Han havde jo lige reddet hendes liv...

''Hvis du ikke vare kommet, var jeg blevet ført væk, og tortureret, og derefter dræbt..!''

Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, da han virkelig så helt fortabt ud.. Så hun ville bare fortælle ham, hvor stor en hjælp han havde været for hende...

''Tak'' Sagde hun forsigtigt imens hun tyssede lige så stille på ham, da han jo stadig græd. Det var faktis godt at se, at hun ikke var den eneste der kunne være skrøbelig nogen gange..

Han lyttede og inderst inde hjalp det ham også det hun sagde, men han kunne ikke stoppe sig selv fra at græde mere... Han havde holdt tårene inde i over 200 år, og nu skulle de egentligt bare ude...

''Tak...''

Han lagde sig som en klump midt i alt blodet, og krøllede sig bare sammen...

Hun lagde sin ene hånd på hans skulder, hun sntes ikke han skulle stå alene med dette.. Hun tyssede forsigtigt på ham, dog ikke for at få ham til at holde op med at græde, nej men for at han skulle høre en stemme, han nok nogenlunde kunne kende, så han ikke bare hørte på skrig rundt omkring sig..

Hun ville bestemt ikke fortælle ham, at det nok skulle gå, og at hun forstod det.. Hun vidste jo ikke om det ville gå, og hun havde ikke hørt hans historie, sådan helt rigtigt, kun med nogle få ord. Hun hadet selv, at få smidt sådan nogle løgne lige i ansigtet på en..

''Bare ud med det..'' hviskede hun forsigtigt, da han heller ikke skulle overvældes med larm..

Da hun lagde hånden på hans skulder, rejste han sig bare koldt og rankt. Han stod som en stolt man af statur, men hans ansigt var nærmere det af en knust og ødelagt mand. Han kiggede sig lidt omkring før hans blik faldt på hende, og han bukkede elegant for hende og talte så.

''Jeg takker for deres venlighed... Men dette syn er intet for en smuk ung kvinde som dem selv...''

Han begyndte at gå, fordi han var i chok. Han vidste ikke på det tidspunkt noget om hende eller noget om nogen, men han besvimede da han havde gået nogle få meter simpelthen fordi chokket blev for stort...

Han lagde bare indsmurt i blod undtagen to streger, et under hvert øje hvor han havde grædt...

Hun kiggede undrende på ham, da han rejste sig op, og begyndte at snakke.. Hun forstod ikke helt, ikke noget for hende..? Hun havde da set meget værre ting end dette..

''Hvad..?''

Hun kiggede forsigtigt efter ham, da han begyndte med at gå.. Hun løb hen til ham, da han besvimede.. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men hun besluttede sig for at tage ham med hjem til hende, så han kunne få noget varme, han var ved at være ret så kold..

Hun tog hans arm, lagde dem rundt om sig, og begyndte med at gå imod hendes hus. Da de næsten var fremme, stoppede hun op, hun ville jo faktis ikke der ind.. Men havde hun andre valg..?

Hun begyndte langsomt med at gå igen.. Låste op, og åbnede døren. Hun gik ind med ham i stuen, lagde ham på sofaen, og fandt et tæppe til ham..

''Så..'' Hun smilte lidt for sig selv, og gik ud i køkkenet, for at lave noget te, til når han vågnede.

Han lagde bare på sofaen... Og da han endelig vågnede lod han lige hænderne glide over sig selv, og mærkede så at han var smurt ind i størknet blod, og et skrig gled over hans læber... Han var virkelig ved at være blevet godt og grundigt knust indvendigt...

''Hjælp... hjælp!''

Han rullede rundt på gulvet grundet den rædsel han var i... Han ville bare have det væk og han forsøgte at kradse det af hvilket resulterede i at han kradsede hul på sig selv...

''Få det af mig!''

Han begyndte at flå tøjet af sig selv, for bare at komme af med noget af blodet...