Maybe less drama than before... (Lori) (X)

Råb, skrig, folk der gispende efter vejret, lugten af blod! Det hele fyldte rummet, og gjorde kun blod rusen større.
Hele hans krop var høj, bustet op på endufiner og adrenalinen, gav en underlig følelse, og selvom han var smurt ind i blod, og var omgivet af lig, så havde han det fantastisk. Ikke engang det brækkede riben, eller såret på hans arm, hans flækkede læbe eller nogle af de andre ellers ømme steder, virkede til at genere ham.

Han vende sig mod værelserne, hvor han kunne se Sean stå, han var klar til at bevæge sig efter ham, da der skete noget, han aldrig havde set før.
Et af ligene på gulvet, begynde at bevæge sig, på Seans kommando. Han spærrede øjnene op, og fulgte den døde kvinde med øjnene.
Mere nåede han desværre ikke at se, før han blev overrasket af en mand, som de tydeligvis havde overset. Hvor han kom fra, anede Lori ikke, men han fik i hvertfald vældet ham omkuld, dog havde Lori begge sine daggerts i hænderne, og med et hårdt ryk, placerede han en kniv i hver sode på manden.
Manden gispede efter vejret -hans lunger var tydeligvis ramt - og i en bevægelse, lod han begge daggerts sprætte manden på i hver side.
Han skubbede manden af sig, og kom hurtigt på benene. Han hørte skriveriet, og hvordan det pludselig stoppede. Han satte halvt i løb døren, kun for at finde flere døde, og en Sean der nu stod og så ud af vinduet. Et reb hang ud af det, og Lori gættede på, at enden havde kvinden på gulvet mislykkedes i at flygte, eller også havde de en enkelt der var stukket af.
Hans blik gled over mod Sean igen, inden han bevægede sig over til manden.
Der var ikke så mange ord at bruge her!
De havde lige udryddet et helt hus, var smurt ind i blod, og adrenalinen kørte på højtryk, i hverfald hos Lori, og det så ud til at tilfælde var det samme hos Sean.

Han kom op på siden af Sean, og så på ham, og selvom det virkede absurt, så kunne kan ikke lade vær med at smile. Nærmest begejstret. Ikke lige frem et udtryk, man ville have set hos den gamle Lori.. slet ikke.
Han så ud af vinduet.
"jeg går ud fra at jeg hellere må finde på en god historie" sagde han ganske roligt. Det skulle nok gå!

Sean kiggede på Lori med et svagt smil. Selv om Lori så ud til at have nogle små sår selv, var manden ikke flygtet, skræmt eller forvirret. Men stod ved hans side. Lori havde virkelig udviklet sig, og hvis man spurgte Sean, kun til det bedre.
Til en der kunne følge med. Hvad end man lagde i det.
Måske var det deres lille eskapade. Måske var det adrenalinen og alle de andre hormoner der kørte rundt i kroppen på ham. Måske var det den pludselig glæde og energi han mærke i sit sind, som om han tænkte klart for første gang i lang tid. Og måske var det smagen af hans eget blod.
Uanset hvad det var...
Kunne han ikke tage øjnene af Lori. Men stod i et øjeblik bare helt stille og studerede manden ved sin side. Ikke på en ubehagelig måde - tværtimod. Men næsten som om Sean slugte ham med øjnene.
"Jah...."
Svaret var lavmælt, og Sean kiggede knap nok mod vinduet ved ordene. Det betød ikke noget lige nu. I stedet reagerede Sean instinktivt. Et eller andet sted, et eller andet sted i hans baghoved, var der et en stemme der bad ham stoppe. Lade være. Ødelæg det ikke.
Men instinktivt ønskede han intet andet.

Han tilbagelagde den allerede korte afstand mellem dem og greb Loris hoved med sine blodige hænder. I en blid, men samtidig grådig bevægelse, lænede han sig ind mod Lori og pressede sine læber imod hans.

Loris blik hvilede ud af vinduet. Måske burde kan tillægge det lidt mere betydning, at der var en der var flygtet, og helt sikkert ville rapportere tilbage til Bronso om dette her, og selv hvis manden ikke havde set eller opdaget at Lori var i blandt, så ville vedkommende helt sikkert vide at Sean havde været her. Og Bronso ville uden tvivl udspørge Lori når de så hinanden igen.
De fleste ville nok føle det som en sær fornemmelse, at stå her, i et hus, og ikke mindst et værelse, der var fyldt med døde folk. Mange ville blive frastødt, og måske lige frem dårlige! Og det samme havde Lori også for ikke ret lang tid sigen, men nu… han følte sig ligefrem mere levende nu, end han nogle sinde havde gjort før.
En… nærmest rus, lå stadig over ham, og trods han havde fået skader, og allerede havde dræbt 5 personer, og han burde være træt, så var det næsten som om, at hans krop hungrede efter mere. Som en han ikke var klar til at det skulle stoppe nu!
Var det mon derfor Sean havde savnet det så meget? Denne følelse af, at være uovervindelig, og blot have lyst til at vise det til hele verden?

Han overvejede at spørge ham, men inden han overhoved nåede det, men kun lige havde vendt hovedet mod Sean og sagt
"er det, den her følelse af.....", så han hvordan manden kom tættere på, mærkede de 2 hænder på hver side af sit hoved, en endnu mere intens lugt af blod kom fra dem, og så mærkede han det.

I et splitsekundet, vidste han ikke hvad der skete, før han mærkede de varme læber mod sine egne. Og selvom han sikkert normalt ville, var der ikke en eneste fibre i hans krop der overvejede situationen. Derimod handlede hans krop på et rent instinkt! De 2 daggers som han stadig havde i hænderne blev slubbet, og faldt til jorden med et brag, og Loris arme, blev i stedet slynget om Sean, idet han gengælde kysset, nærmest grådigt, men dog mere længselsfulgt. For længtes, det havde han!
Varmen i hans krop steg, og rusen der ellers havde været ved at aftage, blussede atter op. Denne gang var det dog ikke en blodrus, men han mærkede hvordan hans krop endelig gav efter, for det han havde haft så meget lyst til, lige siden den første dag, Sean var dukket op, efter Loris hjemkomst til Doomsville.

Hans hænder fandt vejen til Seans nakke, og den ene hånd gled nærmest af vanens magt op, og filtrede sig ind i de mørke og nu lidt halvvåde og blodige lokker. Om det var alt adrenalinen i deres kroppe der gjorde dette, vidste han ikke, men den slags havde han heller ikke lyst til at tænke over lige nu! Han havde ikke lyst til at tænke på noget som helst!... han ville bare gerne være her! lige nu!
Og den lille stemme bagerst i hans hoved, blev knipset væk, LANGT VÆK! så langt, at han ikke engang gad bedømme om det her var en god eller dårlig ide!

I en pludselig bevægelse, halvt skubbede Lori sig fra Sean. Dog ikke for at trække sig, men derimod for at gribe fat i kraven på Seans trøje, og med en voldsom kraft flå den op på midten, så lyden af stoffet der revnede nærmest gav genlyd i hele rummet, og derved blotte Seans overkrop. Et sekundet blev han stående, og betragtede blot synet foran sig, som hvis han kunne fortære Sean, blot med øjnene, hvorefter de grå øjne vende sig mod Seans, med et nærmest sultent blik, og der gik ikke mange sekunder, inden han igen havde fjernet afstanden mellem dem, og atter fangede Seans læber i et grådigt kys.

Hvad end Lori ville sige, forsvandt det i det pludselige kys. Ærlig talt kørte Seans krop også videre af sig. Hans hjerne var tom - opslugt af hvad alle hans sanser oplevede.
Endelig at være så tæt...At kunne mærke varmen fra Lori, Loris åndedræt...Duften, fornemmelsen...
Så velkendt. Så savnet. Sean kunne slet ikke få nok. Han ville have det hele. Have hele Lori, her og nu, og hele natten lang.

Der var en eller anden sammenfiltret klump i Seans indre. I halsen? Ved hjertet? I midten et sted. Af følelser. De havde nok altid været der, men Sean levede af at skubbe dem langt væk. Af ensomhed, af afsavn, af fortrydelse. Af stolthed, der nægtede ham nogensinde at ændre på tingene.
Nu hvor han endelig gav efter, var det som om det hele boblede lige under huden på ham. Truede med at bryde fri og skabe...Hvad?
Sean var ikke engang sikker på hvad der ville ske. Men han kunne heller ikke stoppe det.

Deres kys smagte af blod, men også så meget mere end det. De var begge sårede, de stod begge i et køligt lokale med lig og blod. Nok var Sean et monster, men det var ikke just disse omgivelser han foretrak at udfolde bestemte aktiviteter i.
Og alligevel kunne han ikke stoppe. Det var lige meget. Der var kun en ting i hans tanker lige nu.
Lori.

Et svagt smil gled over ham. Han kiggede forførende på Lori og vred selv resten af skjorten af sig.
De brede skuldre, den muskuløse overkrop, arrene. Intet havde ændret sig, hvad angik Sean. Måske virkede han en anelse større end normalt, takket være det blod han havde indtaget tidligere...Men effekten var så lille, og han var i forvejen en bred mand.
Seans adrætte fingre løsnede bæltet om Loris lænd. Den faldt på gulvet. Kun for at Sean i al hast kunne give Loris tøj samme behandling.
Han rev i tøjet for at fjerne det, samtidig med han på intet tidspunkt ville slippe Loris læber med sine egne. Rent begær. Ikke sult. Men begær.
Hans hænder var alle steder. Han ville mærke hver en centimeter af Lori. Holde ham. Holde ham tæt. Seans kys druknede en stønnede lyd af savn og lyst. Så vild, så intens, at Sean ikke et øjeblik var i tvivl om at et menneske ville være død af den.
Lori var vokset. Han var blevet mere muskuløs. Ja, han havde da set det tidligere. Men nu fik han faktisk lov til at røre.
Sean brød kysset, men kun for at holde Lori ud for sig et øjeblik og nyde synet. Samtidig havde Seans fingre ikke så lidt travlt med at løsne hans egne bukser, og løsne hans støvler for at kunne skubbe dem af.
Gulvet var koldt og beskidt.
Det var hele rummet faktisk.
Men deres varme var mere end nok til at bakke op for det.
Afstanden mellem dem blev kun holdt præcis nok til at Sean kunne smide resten af sit tøj, kun for at komme helt tæt på Lori igen. Og, hvis manden ikke selv havde gjort noget ved det...Så havde han jo også noget mere tøj der kun var i vejen lige nu.

Okay, han ville ikke lyve! Han havde tænkt på dette mange gange, spillet scenariet i sit hoved, igen og igen. Men han måtte indrømme, at et sted som dette nok aldrig havde været bare en DEL af hans overvejelser. Ikke at han havde regnet med at hvis dette skete, så ville det blive en romantisk og lyserød scene. Men i et rum, og ikke mindst et hus fuld af lig, blod, rod og skidt, havde slet ikke været med i hans forestillinger.
Men det betød ikke noget nu! Det gjorde intet omkring dem egentlig! I hvertfald var det ikke noget Lori lagde noget som helst i. I virkeligheden troede han ikke engang, at han ville lægge mærke til, hvis der pludselig stod nogle og så på.
Det var en ubeskrivelig følelse endelig at mærke Seans hænder mod sin krop, og trods Seans bevægelser og berøringer i virkeligheden var hårde, og endda ligefrem voldsomme, så kunne han stadig ikke få nok!... nej!... det var ikke nok!
Tøjet blev flået og revet i, et nap i underlæben, og finder der borede sig ned i den andens hud, som var de to dyr, der var ved at kradse hinanden i stykker. Og det var måske i virkeligheden også hvad de var! Måske ikke dyr, men dæmoner! Og der var bestemt noget dæmonisk over dette her! De havde lige skåret personer op, dræbt dem og nu… nu var de i fuld gang med at besudle gerningsstedet, med en dyrisk, eller endda dæmonisk leg af lyster.

Måske bilde han sig selv noget ind, men ja han BILDE sig ind, at han kunne mærke, at Sean havde savnet det her mindst lige så meget som Lori selv.
Dette tomme hul han havde haft i maven i alle de her år, det der hul, der nærmest virkede som en tom mave, men som man ikke kunne udfylde med mad, eller sjæle.. han mærkede den slet ikke nu! Det var som om det hul, var forsvundet!

Mens Sean fjernede det sidste af sit tøj, gjorde Lori blot det samme. Støvlerne blev sparket af, og bukserne fjernet. Varmen var Seans nu nøgne krop, var overvældende, og endnu engang lod Lori sine hænder begive sig rundt på den faktisk ret så velkendte krop. I virkeligheden kende han den ret godt, han vidste at når han strøg en finder her, ville han ramme det her ar, og når han rørte det her andet sted, så var Seans hud ekstra blød! Ja… alt dette vidste han i virkeligheden godt, men alligevel fik hans hænder lov til, at gå på opdagelse! Som var det en helt ny krop, han aldrig havde rørt ved før, og hvor han skulle mærke hver en lille centimeter af dem!
For et kort sekundet, trak Lori hovedet lidt væk, måske i virkeligheden for at få vejret, men han havde stadig blikket rettet direkte ind i Seans, Selvom det ikke længere var de grå øjne der kiggede på Sean, men derimod de gule dæmoniske øjne, så var der ingen tvivl om, at disse var mindst lige så fyldt med begær, et skævt smil bredte sig over Loris læber, inden hans ene hånd placerede sig i Seans nakke, og trak ham med ind i kysset igen.

Nøgne, beskidte og blodige. Men optaget af alt andet end lige de ting. Ud over nøgenheden, måske.

På trods af den endnu kolde vinternat, der væltede ind i af det åbne vindue. På trods af brisen havde pustet de få stearinlys ud der måtte være, og lige nu skjulte dem fra tilfældige forbipasserende på gaden - og på trods af det måske kun var et spørgsmål om tid, før nogen kom til at tjekke hvad alt det ballade var for...
Stod de her. Tæt op ad hinanden. Stønnende, varme, nøgne.
Hænder der var over det hele. Gav opmærksomhed til de rigtige steder. Sean skubbede Lori mod en af de nærmeste vægge, som støtte. Og hvis han fik lov, ville det uden tvivl ende der hvor Sean tog Lori. Lige der. I det kolde, blodige lokale. Det lyde der ekkoede mellem væggene.
Han kunne ikke få nok. Det var en rus. Hans krop kørte på instinkt og ren lyst, helt uden for logikkens kontrol.
Det var så godt, at han ikke engang var sikker på han kunne holde sig særlig længe. Ikke denne gang, ikke nu og her, ikke nu hvor han endelig var sammen med Lori og kroppen allerede var pumpet fuld af nattens eventyr.
Men det vigtigste var også bare at være her, lige nu, med Lori. At mærke ham igen.

Sean kunne ikke holde tilbage. Men nu var Lori heller ikke skrøbelig, som Sean i et hastigt tempo ville tage, hvad han havde savnet at tage i så lang tid.
Med den ene hånd optaget af at sørge for Lori var lige så optaget, og mærkede den samme nydelse, var der kun et tempo for Sean. Det var hurtigt, det var hårdt, det var grådigt.

Og alt for hurtigt overstået.

Situationen taget i betragtning var det måske også kun godt.

Det hele var et kaos i Seans hoved. Hele hans krop sitrede, som han trak sig ud. Med en hånd mod væggen støttede han sig, mens han hev efter vejret. Det hele til sammen var ved at gøre hans krop træt, og Sean kæmpede med at samle sig lidt igen. Få styr på tankerne, få styr på kroppen...Og snart, styr på situationen.
For som akten blev afsluttet, ville logik og bekymringer langsomt vende tilbage. Og de stod over for en situation, hvor Sean ikke anede om Lori ville blive glad eller vred. Og om hele missionen var ødelagt.
Langsomt fik han rettet sig op. Selv hans øjne virkede varme. Med den ene hånd gned han noget, der mindede om...Vand?...Væk fra den ene kind.
Så meget var blevet forløst på kun nogle timer. Han var slet ikke sikker på hvad han følte, eller burde gøre lige nu.
Hans blik gled over til Lori. Både for at se hvordan manden havde det...Og for at imødekomme hvad end denne situation bragte med sig, direkte.
"Er du okay?"
For Sean lød det slet ikke som hans egen stemme. Denne virkede mere anstrengt, træt og lavmælt end han var van til.

Kulden ville nok få de fleste til at overveje at stoppe hvad de havde gang i, måske i det mindste for bare at lukke vinduet.
Men det var slet ikke noget, der faldt nogle af dem ind. Lige nu mærkede Lori ikke engang kulden, og det var han ret sikker på at Sean heller ikke kunne.

Den pludselige kulde mod hans ryg, fik ham næsten til at gispe, men det var bestemt ikke en fornemmelse, han mærkede ret længe! Hans arme slyngede sig om Sens nakke, og som han blev løftet op, slog han bene om livet på manden, blot for at holde sig oppe, selvom han vidste at Sean nok i virkeligheden havde fuld kontrol over ham.

Der kom et længselsfuldt, men også lidt ømt støn der kom fra Lori, som han endelig mærkede Sean. Der var ikke nogle af dem, der havde overvejet at varme op, derfor var det også en skrap smerte der ramte ham, men underligt nok, gjorde det kun tingene bedre! Kunne han fokusere på smerte lige nu, hvad de sikkert ikke engang gjort det her. For stillingen de stod i lige nu, var bestemt heller ikke en fryd for hans brækkede riben! Men han var ligeglad!
Han ville ikke tænke på den slags lige nu! Han ville kun tænke på det de havde gang i. Mærke rykkende, bevægelserne, og nyde det han havde savnet så inderligt.

Ikke engang kulden kunne mærkes, måske særligt fordi, at de lige nu stod så tæt, og varmen var deres ånde samlede sig i den lille smule mellemrum der var mellem dem. Dampskyer forlod begge deres munde, og ligefrem deres kroppe.
Som en hest der havde løbet gennem kulden, og hvor varmen fra dens krop, fik den til at se ud som om den dampede.
Det var underligt at forstille sig, at midt i denne kulde, kunne en krop være svedig, men det var bestemt tilfældet her! Alt den adrenalin, alle de kræfter der blev brugt, og genneralt hele kroppens opvarmning, grundet løst, og kræftanstrengelser.
Hele dette øjeblik, var så fantastisk, og lige det Lori havde savnet så inderligt! Og selvom det for ham kunne vare i evigheder, uden han ville beklage sig, så vidste han også at han ikke selv ville kunne holde ret længe, der var alt for meget brygget op inden i ham. Og akten sluttede også for dem begge, desværre for hurtigt… men der var intet i Lori der var skuffet.

Det var næsten uhyggeligt… for efter denne udløsning, var det som om hele hans krop, gav op. Han hang næsten mod Sean, indtil de begge bevægede var nød til at bevæge sig. Hans fødder ramte gulvet, og pludselig mærkede han den voldsomme kulde under dem. Hans ben dirrede, og at måtte bruge et øjeblik, for overhoved at være sikker på at de kunne bære ham.
En øm fornemmelse spredte sig i kroppen, men desværre også i hans hoved. Tankerne begynde at komme tilbage, og en nærmest øjeblikkelig tanke omkring alt det de lige havde lavet, vældede ind over ham.
Han måtte støtte sig lidt til væggen, mens han stadig hev forpustet efter vejret. Hans blik vende sig dog mod Sean, som han spurgte om Lori var okay. I et forsøg på at rette sig op, kom resultatet af hans brækkede ribben, og han måtte tage sig til siden, og kom med en øm lyd.
Han kunne ikke helt lade vær med at små grine.
”jahr… jeg er okay.. Men jeg tror jeg har brækket et ribben” smågrinte han lidt, og også med en ømhed i stemmen. Det var lidt komisk, at han gerne ville sige at han var okay, når han stod her og ømmede sig.
Lori fik rettet sig op, og lænede sig op af væggen, og prøvede at få den stadig tunge vejrtrækning under kontrol. Han stod lidt med lukkede øjne, og hovedet lænet tilbage mod væggen. Hans øjne åbnede sig dog, og blikket hvilede nu mod Sean.
”og du?... er du okay?” han vidste godt, at Sean nok var okay, rent fysisk, men hvad med mentalt?

Han nikkede svagt til Loris bekræftelse, selv om det var tydeligt for enhver Lori havde smerter. Når det kom til stykket havde de begge skader, og ville også snart blive kolde. Og mon ikke de begge var mere end normalt udmattede når kroppen fik lidt ro?
Ved Loris spørgsmål kom der noget, der godt kunne lide som en slags grin, måske mere en opgivende lyd. Han anede ikke om han var okay, og han orkede ikke engang at komme med en løgn omkring det. Men han bekræftede det heller ikke. Han anede ganske enkelt ikke hvad han skulle sige om sig selv lige nu.

I stedet gik han over og samlede sine bukser op. Med dem og støvlerne på, kunne han i det mindste holde varmen en lille smule. Han trak også den ødelagte skjorte på. Lidt var bedre end intet, og sammen med hans mørke kappe hjalp det hele lidt.
Hvis Lori havde brug for hjælp med sit tøj, tilbød Sean den gerne.
"Vi må se at komme væk...Alle vores aktiviteter må uden tvivl have påkaldt sig opmærksomhed. Og måske den flygtede mand også kalder på vagterne. Så lad os komme væk...Jeg tilbyder et varmt bad og en seng, hvis du har lyst" foreslog han. Så afslappet som muligt, men et eller andet sted også med en - måske ubegrundet? - frygt for Loris afslag.
Det var jo ikke fordi han bad dem om at sove sammen.
Selv om det ikke ville gøre Sean noget.

Sean kiggede på sin overarm et øjeblik, men blødningen var stoppet. At få det renset og forbundet var et arbejde til når han kom hjem i bad.

------------------

Turen gik hjem til Sean.
Blodige og med ødelagt tøj, stod de der midt i entreen, til en butlers og tjenerindes gispende velkomst. Kun en håndbevægelse fra Sean, og de vidste de ikke måtte stille spørgsmål, men bare skulle gøre som der blev sagt.
"Gør bad klar. Til os begge"

Ovenpå var hans eget rum stadig rodet, men i det mindste sad ingen og arbejdede i det længere. Og trods rod, var det stadig Seans seng og plads. Her smed han sine våben på bordet, så de kunne blive renset senere. Imens hans folk havde travlt med at gøre det store badekar klar i det tilstødende lokale, fik Sean langsomt hevet sit tøj af.
Hele hans krop var træt og værkede. Han var øm, som om han havde overanstrengt sig. Det havde han vel også...Det var længe siden han havde mærket ømheden efter et godt stykke arbejde. Det var på sin egen måde tilfredsstillende.
"Du må gerne gå i bad først, hvis du foretrækker at være alene?" foreslog han, velvidende at hans kar var rigeligt stort til to personer - men også uden han ville presse deres relation yderligere. Hvad end de var nu. Eller nogensinde havde været.
"Jeg kan også hjælpe med at rense og forbinde dine sår. Især dit ribben...Du er nødt til at tage det lidt med ro de næste par dage, helst et par uger. Skarpe kanter kan punktere en lunge"
På trods af alt de havde lavet her til aften, så var det først nu Sean rigtigt tænkte over det. I princippet havde han sat Lori i livsfare blot ved at have sex med ham. Brækkede ribben var mere alvorligt end folk antog.

Lyden der kom fra Sean, var i virkeligheden ikke så fyldestgørende, men Lori forstod det. Der var ikke mere der skulle spørges om, og det forstod Lori godt, for hvad skulle han egentlig spørge om?
Han bevægede sig over til sine egne bukser og støvler, og fik det på, dog med en smule besvær. Den ødelagte skjorte, blev taget på, og stoppet ned i bukserne, så den lukkede mest muligt om hans bryst og mave. Hylsteret til de 2 daggerts, der normalt sad over ryggen, var han nød til at droppe, da det ville gøre for ondt, at skulle spænde det omkring hans ribben. Daggertsne blev i stedet sat tilbage i hylsteret, og blev hængt over skulderen, som en taske.

Han nikkede til det Sean sagde. Han havde ret, de var nød til at komme væk, hvis der skulle komme nogle, så var han faktisk i tvivl om, om nogle af dem havde kræfter til at skulle i gang igen.
Seans tilbud, gav en blandet følelse. På den ene side, blev han faktisk glad. Lettet over at de ikke bare skulle skilles her, midt i kaos’et, men samtidig gav det også en lidt underlig følelse. Tilbød Sean dette fordi han gerne ville have at Lori tog med? Eller fordi han følte sig forpligtiget til det?
Dog nikkede Lori blot til tilbuddet, om ikke andet, så kunne han vaske sig, tage vare på sine sår, og så kunne han jo vurdere senere, om han også blev og overnattede.
I princippet, kunne han også bare vende hjem til sit gamle hus, og lade Trott pleje hans sår. Men Lori orkede ikke rigtig forklaringen om hvad der var sket. Trott, var et menneske, og måske et lidt… ”uskyldigt” menneske. Han ville have svært ved at forstå behovet for denne aften.
Han fulgte Sean ud af huset, dog inden han gik, valgte han at smide nogle tæpper foran pejsen, lige langt nok inde til, at der måske ville gå ild i dem.
Måske var det en god ide, at rydde beviserne af vejen.

-----------
Gå turen hjem til Sean, var i sig selv ikke lang, men alligevel føltes den meget længere end turen her ned. Måske fordi de inden allerede var begyndt at blive fyldt med adrenalin, eller også var det grundet hans skader, det nev i siden og hans krop var træt.
Hjemme i entreen, betragtede han de noget forskrækkede blikke der mødte dem. Og egentlig kunne han godt forstå dem. Begge mænd var stadig smurt ind i blod, og var beskidte og sårede.
Heldigvis, havde Sean så meget ”magt” at han blot kunne vifte med hånden, og så blev der ikke stillet et eneste spørgsmål.
Lori fulgte med op af trappen. Hans krop var træt, og hvert et skridt virkede næsten uoverskueligt, men de ende i Seans soveværelse, blikket gled kort over rodet her inde, men han bed egentlig ikke ret meget mærke i det. Han traskede hen til en stol, hvor han på vejen, lagde sine våben fra sig, på bordet sammen med Seans, og satte sig derefter i stolen, så tilbagelænet, som han overhoved kunne. Han lagde hovedet tilbage, med et træt og udmattet støn.
Han vende kort blikket mod Sean da han nævnte at Lori kunne gå i bad selv hvis han ønskede det.
Hans hjerne føltes nærmest udmattet, og at skulle i gang med at overveje, om det var bedst at bade alene, for ikke at give forkerte signaler, eller om det ville såre Sean at han sagde ja til at bade alene, var nærmet uoverskueligt.
Han forsøgte at rette sig op, men kom i stedet med et voldsomt og ømt støn. Det ribben tog snart livet af ham. At forstille sig, at han lige havde kæmpet videre, og ikke mindst haft en hed og endda temmelig vild omgang sex, var på nuværende tidspunkt, helt utænkeligt. Han tog sig til siden, mens han fik rettet sig op i stolen.
”selv hvis jeg helst ville bade alene… mmgh… så er jeg bange for at jeg har brug for hjælp” sagde han med et skævt, og også en smule undskyldende smil.
Han nikkede til Seans forklaring om, at det var farligt med et brækket ribben, og at Sean kunne hjælpe med at forbinde sårene.
"tak.... det ville være fint... og ja.. jeg ved det... men at holde sig i ro, er nemmere sagt end gjord" pointerede han. Og ville ikke blive nemt, med hans liv PT. Særligt denne aften taget i betragtning. Han havde nok en hel del, som han skulle forklare næste gang han så Brunso.

Han kom op og stå med lidt besvær. Hans krop var træt, øm, og udkørt. Og i virkeligheden havde han allermest lyst til bare at lægge sig ned og sove. Hans hænder gled op til hans skjorte, for at trække den af, det var ikke en rar følelse at bevæge sig. Men det var faktisk rart at få den våde og blodige skorte af.
Et næsten opgivende udtryk var at finde hos ham, da han skulle til at fjerne ras

Sean var selv træt og hans krop værkede og dunkede. Især hans ene arm, hver gang han bevægede den for at fjerne bukser, støvler og den ødelagte skjorte. Alligevel rettede han sig op for at hjælpe Lori. Med et forstående smil gik han over til ham. Lori så lige så træt ud, som Sean følte sig.
Med blide bevægelser - og ærlig talt, skjorten var ødelagt i forvejen - rev han skjorten op igen, for nemmere at tage den af Lori uden at Lori behøvede bevæge sig yderligere. Han hjalp også med resten, til de begge stod lige så nøgne, som de havde været for noget tid siden. Nu i en helt anden stemning, og med helt andre behov.
Sean kunne høre der blev fyldt vand på inde ved siden af.
Med Loris arm om skuldrene - på den side der ikke var nogle brækkede ribben - støttede han Lori ind på badeværelset.

Rummet lignede sig selv. Et kæmpe badekar fyldte det meste af rummet, med en høj nok side til at et lille trappetrin førte op i den. I hans fremtidige hjem skulle det være indbygget marmor...
Ja, Sean gik faktisk med tanker om at flytte. Det rigtige hus skulle bare lige byde sig.
Om ikke andet.
Et par hylder med håndklæder. Et lille bord, hvor en tjenerinde allerede havde været betænksom nok til at stille en kande vand og nogle glas til dem, foruden en lille skål frugt og kiks. De vidste godt Sean ikke spiste menneske-mad, men de vidste jo også godt der var en gæst i huset.
En kasse med bandager, olier og cremer til sårpleje stod der også. Fast inventar, selv om Sean sjældent kastede sig ud i situationer der krævede den slags pleje længere. Men lige nu var den velkommen.
Et vindue ud til haven, med lette hvide gardiner. Et par bundter af tørrede urter ned fra loftet, der gav rummet en forfriskende og beroligende duft at bade i. Normalt, en ren fornøjelse for Sean. Han følte sig altid ren og veludhvilet efter et varmt bad.

Han støttede Lori over til den ene stol, før han hældte vand op til dem begge. Karret var endnu ikke helt fyldt, den slags tog gerne lidt tid. I stedet trængte de begge til vand.
Uden spørgsmål, men bestemt som en ordre, stillede han glasset lige foran Lori. Derefter tog han selv nogle store slurke af sit vand.
Det var...Så godt. At få lidt vand. Han var mere tørstig end han troede, og det var rart at få skyllet fornemmelsen af blod og skidt i munden væk. Han satte sig tungt på den anden stol.
Butleren og tjenerinden kom skiftevis ind og ud med store spande med varmt vand.
For Seans vedkommende behøvede de ikke snakke lige nu, medmindre Lori havde noget at sige.

------

Endelig var der nok vand i. De varme dampe havde allerede fyldt rummet og fik Sean til at føle sig om muligt endnu mere beskidt. Efter glas nummer to med vand, rejste han sig op. Kroppen var øm, men han tvang den videre. Både fordi der ikke var noget valg, da han gerne ville i bad. Og fordi det ikke virkede til at Lori kunne klare sig lige nu, og derfor var han nødt til til det. Han ville også gerne. Han havde altid haft en medfødt evne til at presse sig selv videre hele tiden.

Vandet var varmt, måske også til den gode side. Men der ville ikke gå længe før det var kølet af igen. I stedet sikrede Seans sig der lå sæbe i sæbeskålen på karret, før han gik over for at støtte Lori i at komme over i karret.

Sean hjalp først Lori over i vandet, før han selv trådte op i det. Det stak næsten, både fordi det var varmt, og fordi han havde flere små rifter han ikke havde bemærket før. Eller kunnet se for blod og skidt. Øjeblikkeligt hjalp vandet med det værste skidt. Sean gned sine hænder i vandet som en start, samtidig med at han satte sig ned og lod sig omslutte. Det varme vand ville løsne musklerne og få kroppen til at slappe af. Han kunne allerede mærke det.
"Her..."
Han ventede ikke længe. Han kunne mærke trætheden, især her i varmen. Så han måtte hellere komme videre med at få dem begge vasket og sårene plejet, så de kunne komme i seng.
Sean greb af sæbene og begyndte at vaske Lori.

Lori hvade sikket godt kunne klare rasten af tøjet selv, men han var nu alligevel glad for Seans hjælp.
Det var en mærkelig fornemmelse. Få ikke ret længe siden havde de begge haft travlt med at flå tøjet af hinanden! Og de havde stået nøgne, og fulde af lyst og begær. Og lige nu, mens Sean hjalp ham med at få tøjet af, og endda flåde den allerede ødelagte skjorte op, var der ikke nogle følelser over det. Ikke engang en smule. Ikke at Lori ikke længere nød synet af Seans nøgne krop foran sig!... men fordi han var for træt og udmattet til at tænke nærmere over det.
En ting var at Lori havde fået sår og skrammer, der desværre nok var en anelse værre end hvad alle disse mænd, havde formået at påføre archedomonen her, men måske fordi hans krop også efterfølgende var blevet presset, under en sex agt, hvor Sean på det nærmeste havde flået ham i stykker... det var i hvertflad følelsen lige nu. Hvade Lori været et menneske, havde han ikke overlevet den behandling som Sean havde givet, og trods Lori var en dæmon, og en del stærkere end han havde været før, så havde han jo ikke det der lignede de samme kræfter som Sean!
I øjeblikket, havde han taget det hele til sig, elsket hvert et sekundt. Men nu... her bag efter, følte han nærmest, at hans krop var ødelagt fra top til tå.

Han lagde armen om Sean, og fulgte med ind på badeværelset. Han satte sig forsigtigt ned på stolen, med lidt ømmen. Det var ikke kun hans ribben der gjorde ondt, men hele hans krop.
Han tog glasset som Sean satte frem, og tømte det nærmest i et drag. Hans mund og hals var tør, han havde slet ikke mærket denne tørst tidligere, men nu... havde han næsten lyst til at drikke af kanden.
Under ventetiden valgte han også og tage noget af det frugt der stod til dem. Han var sulten! Men han vidste godt, at maden ikke ville gøre ham mæt, men i det mindste ville det fjerne hans tanket fra den egentlige sult.
Han burde ha' jaget inden han mødte op hos Sean. Men det var okay, det var ikke kritisk endnu. Han kunne ikke mærke fornemmelsen i hans mave endnu, det var nærmere end sult i munden, som om hans mund kedet sig. Så han kunne vente til i morgen med at jage.

-----------
Han var ikke helt selv sikker på, om han havde lukket øjnene og var faldet i søvn, eller om han bare havde mistet tidfornemmelsen, i hvertfald bemærkede han at Sean rejste sig. Han så mod karet der var fyldt. Okay... måske havde han blundet lidt. Han rettede sig nærmest modvilligt op, og kom på benene. Den bevægede, blev sværere og sværere for hver gang.

Vandet var varmt, og rart. Men jo længere han kom ned i vandet, jo mere stak det. Et tydeligt tegn på alle de små og større rifter han havde mange steder på kroppen. Han var tæt på at læne sig tilbage i karet, da han hørte Sean. Han rykkede sig i karet, så han sad foran Sean.
Hans blik hvilede på vandet under dem, der overraskende hurtigt, havde fået en rødlig farve, efter alt blodet de havde på sig.
Han mærkede Seans hænder mod sin krop, som han hjalp Lori med at blive vasket, og få ordnet sårene. Om det var varmen fra vandet, eller den smule lyst hans krop kunne præsentere at føle, vidste han ikke helt. Men det var rart, og han ende med at lukke øjnene, og brumme lidt i nydelse, og afslappethed. Af og til, blev denne rare fornemmelse dog erstattet af et stik, når Sean ramte et sår eller et andet ømt punkt.

Jo mere hans krop blev befriet for skidt og blod, jo tydeligere blev det, HVOR meget hans krop havde taget imod, både fra mændene, men også fra Sean. Både blå, gule og næsten sorte mærker begynde at vise sig på hans krop.
Enkelte steder var det mere tydeligt at det var Sean der havde haft fat i ham, når der f.eks. ligefrem var noget der mindede om et håndaftryk.

Efter noget tid, åbnede Lori endelig øjnene, og rettede dem mod Sean. Det var mærkeligt... en del af hans hjerne forsøgte at komme frem med noget fornuftigt, prøvede at fortælle ham, at det her, var en underlig situation, at der stadig var en masse uvished om hvad der ville komme til at ske nu! Hvad de var, hvordan de skulle se på hinanden nu.
Men den anden del af ham.. følte dette som værende det mest naturlige i verden. De havde siddet her i karret så mange gange! Holdt om hinanden, kysset, så sågar dyrket sex. Så en stor del af ham følte sig blot... hjemme.

I en rolig og ligefrem afslappet bevægelse, lænede han sig frem mod Sean. Han hvilede hovedet mod hans skulder, med et roligt suk. Han lukkede øjnene og slappede blot af et øjeblik.
"Jeg skal nok flytte mig... om et øjeblik"
Hans stemme var ru, træt, udmattet, men samtidig også varm og blød.

Sean mærkede et stik af dårlig samvittighed, ved synet af Loris mærker og rifter. Bevares, de havde været fælles om beslutningen om at opsøge huset og gøre hvad de nu havde lyst til. Og Lori havde heller ikke skubbet ham væk til det der skete bagefter...
Men Sean var trods alt stærk, og han havde været nok lidt mere hårdhændet end han burde have været. I det mindste kunne han prøve at gøre det godt igen ved at vaske og tage sig af Lori.
Forhåbentlig havde det ikke skræmt Lori fra at gøre det igen. Hvis der blev en anden gang...

Sean prøvede både at få vasket ham ordentligt, og prøvede at vise hensyn til ømme steder og sår. Lori så ud til at nyde det, til dels.
Da Lori lænede sig op ad ham, var han lidt i vildrede. Han ville også gerne have vasket sig, og de burde virkelig komme ind i en seng, i stedet for halvt at falde i søvn her...
Men det var også rart. Rart at sidde her med Lori. Helt naturligt gled hans arme rundt om Loris krop og holdt ham tæt.

"Det er hyggeligt...Men vi kan ikke forblive sådan her for længe i dag"
Hans stemme var som en dyb brummen mod Loris hår. Enten måtte Lori selv fjerne sig, eller også måtte Sean blidt skubbe ham væk.
"Kom...Læn hovedet tilbage..."
Det lignede næsten en lille skål, som Sean kunne bruge til at hælde vand op til at vaske håret med. Med Loris hår færdigt, kunne Sean endelig tænke på sig selv.
"Du kan læne dig op af kanten, eller hvis du orker det...Komme op og tørre dig. Jeg skal lige have vasket mig selv, så er jeg der" bemærkede han, velvidende Lori sikkert var træt nok til at Sean næsten måtte bære ham resten af vejen.
Med et øje på Lori, for at sikre sig manden ikke faldt i søvn og druknede i hans badekar, begyndte Sean at vaske sig selv på samme måde. Med en børste kunne han nå de steder, som han ellers ikke kunne nå. Med skålen vaske sit eget hår. Det værste var såret i overarmen. Han bed hårdt sammen og tvang sig selv til at få det renset igennem, på trods af den stikkende smerte. Det var trods alt dybt. Nok tæt på knoglen, hvis han skulle gætte. Egentlig burde det nok sys...
Frisk blod lød ned af hans arm efter han havde prøvet at rense det.

Til sidst kunne de endelig kæmpe sig op ad vandet igen. Og igen tog Sean sig først af Lori, sikrede sig et stort håndklæde til manden og guidede ham ind i den store seng...
"Lige nu...Er vi begge enormt trætte. Så jeg kan slet ikke overskue at vente på nogen skal redde et gæsteværelse op. Så jeg håber du vil bære over med mig, og bare sove i sengen. Jeg er selv træt, så jeg skal nok lade være med at gøre noget"
Om det var en reel bekymring eller ej, så ville Sean bare gerne have Lori sov bekymringsfrit. Placeret på sengen kunne Sean give Lori de bandager eller cremer på der var relevante...Og lade Lori sove, hvis manden ellers turde.
I den store dobbeltseng med silke-betræk. Visse ting ændrede sig aldrig.

Sean selv frøs. Stadig våd, selv træt og udmattet, og med et lokale hvor pejsen ikke ligefrem havde været tændt det meste af dagen eller aftenen.
Sean gik tilbage ud på badeværelset, fik tørt sig og prøvede så godt han kunne at sætte en bandage på sin skadede arm. Såret sad højt, næsten ved skulderen, så det var ikke just det nemmeste. Men i det mindste nok til at holde lidt på såret. I morgen kunne han få gjort noget mere ved det.
Derfor gik han også ind for at sove. Han sov næsten inden han overhoved havde fået lagt sig.

Han sukkede en smule til det Sean sagde.
”jeg ved det…” brummede han lidt. Sean havde ret! De kunne ikke blive siddende sådan her! De var begge trætte og udmattede, og de kunne ikke blive siddende her i vandet.
Han rykkede sig tilbage fra Sean. Det var skønt så længe det varede, men Sean havde ret.
Mens Sean begynde at vaske sig selv, overvejede Lori virkelig at læne sig tilbage i karet, men han vidste også hvad det ville betyde! Det ville betyde, at han nok faldt i søvn. Derfor valgte han at bruge nogle af de få kræfter han havde, og fik kæmpet sig op af karet.
Det var bestemt ikke en yndefuld omgang, men han var dog ikke HELT hjælpeløs.
Men han nåede også kun lige over til stolen han tidligere havde siddet på, inden han igen måtte give op, selvom målet havde været hylden med håndklæder.
Han betragtede Sean lidt mens han vaskede sig, og plejede sine sår. Han havde ikke engang lagt mærke til det eller meget dybe sår i Seans arm. Men så igen… inden de var endt her, havde der ikke været meget opmærksomhed på de sår de havde fået. Selvom de havde stået nøgne foran hinanden, og udforsket alle dele af den andens krop, så var det ikke lige sår, der var i deres tanker.
En underlig små varm fornemmelse bredte sig over Loris næse og kinder da billeder fra deres vilde og hede omgang. Og da det gik op for Lori selv, vende han blikket. Virkelig?!... sad han og rødmede?
Han fik rystet tankerne fra sig i det samme Sean steg ud af badet. Han smilede som håndklædet blev lagt om ham. Han fulgte med ind til sengen. Han satte sig på den, og vende for et sukundt blikket ned mod den, da Sean påtalte, at han ikke orkede at vente på en der kunne gøre et gæsteværelse klar, så han håbede på at Lori ville overleve at dele sengen.
Blikket blev atter vendt mod Sean da han sagde at han nok skulle lade vær med at prøve på noget.
Lori kunne ikke helt lade vær med at smile, et halvskævt, men nærmest overbærende smil, og et blik, der tydeligt viste, at han ikke frygtede den del.
”jeg har sovet sammen med dig mange gange Sean.. også uden du har prøvet på noget” nævnte han med lille latter i stemmen.

Han lod Sean hjælpe ham med sine sår.
Som Sean selv havde sagt tidligere på dagen, visse ting ændrede sig vidst aldrig. Nu var de endnu engang i en situation hvor Sean var nød til at tage sig af Lori. På den ene side, var det rart, men der var også noget i ham der hadet det lidt. Han burde være stærkere end det her! Han burde kunne klare sig selv! Det nyttede ikke noget at Sean skulle REDDE ham hver gang.
Lori gjorde hvad han kunne for at vente på at Sean selv fik passet sine sår, og engentlig ville han gerne hjælpe, men trætheden overvandt ham, som han lagde sig ned i sengen. Han sov allerede inden han nåede at tænke ret meget over det. Han bemærkede ikke engang at Sean også kom i seng.
-------------
Det var hverken den lysstråle der ellers stod ind i hovedet på ham, Sean eller en tjeneste pige der vækkede ham næste morgen, men derimod det faktum at han kom til at bevæge sig forkert, og ramte det brækkede ribben. Han ømmede sig, og åbnede øjnene. Han glippede mig øjnene, og blev pludselig ubehagelig meget bevist om hans krops tilstand. Han skulle lige bruge et øjeblik til at samle sig om, hvor han var, hans blik vende sig mod personen foran sig.
En lille klump samlede sig i hans hals.
Pludselig kom hændelserne fra i går tilbage til ham. Billederne poppede frem i hans hoved. Og så kom de! Tankerne… tankerne han ikke ville have! Han havde indtil nu været i tvivl om hvor vidt han skulle fortælle Sean hvordan han havde det! For det kunne skabe mere kaos, end godt. Nu havde de været sammen, og ikke bare fordi de lige blev enige om at lette lysterne! Nej… det havde været i en voldsom lidenskab og begær, og fra Loris side en tydeligt hunger efter at det skulle ske… men havde Sean det også sådan?
Var der noget i det? Følelsesmæssigt? Eller… havde de begge blot været høje på adrenalin, og havde noget de skulle have udløst? Tankerne gjorde ham vanvittig, og han var virkelig ikke klar til at finde ud af, at det var sådan det forholde sig!
Med rolige bevægelser, både for ikke at vække Sean, men nok i virkeligheden også fordi hele hans krop gjorde ondt, fik han bevæget sig ud af sengen. Han sad kort på sengekanten. Han rejste sig, og bevægede sig hen mod hans bukser der lå på gulvet, han samlede dem op, kun for at indse at de var smurt ind i blod. Han sukkede lidt. Han kunne ikke gå hjem i disse, det ville blive bemærket. Hans blik gled lidt rundt, han kunne tage noget af Seans tøj, som hans blik vandrede rundt i rummet, for at finde en løsning, faldt hans blik på sig selv i et spejl.
Han havde ikke selv bemærket alle de sår, og blå mærker han havde. I nat havde han været for træt til egentlig at lægge mærke til hvor mange forbindinger han havde fået på.
Men med forbindinger om den ene hånd, hans overarm, og ind over hele brystet så han ikke alt for godt ud. De tydeligt mærker efter Sean, fik endnu engang tankerne over på deres eskapader. Han rystede tankerne fra sig, inden han alligevel greb sine bukser, og med en øm brummen, han virkelig forsøgte at holde nede, fik han trukket både bukser og støvler på. Den ødelagte og langt fra hvide skjorte, lå som en blodig og iturevet bunke på gulvet.
Han gik over til Seans skab, og fangede en skjorte, han var nød til at låne en af Sean. Så kunne han aflevere den en anden gang.

Sean, der normalt hverken sov tungt eller længe, sov for en gangs skyld som en sten. Både fysisk og mentalt havde han brug for hvile.
Et eller andet sted var han nok sluppet lettere end Lori var. Men stadig med et relativt dybt sår i overarmen, små rifter på hænderne og armene, foruden de blå mærker over det meste af kroppen efter modtagne slag han ikke havde bemærket. Men mest af alt havde han brugt sin krop på en måde han ikke havde i flere år, og det kunne mærkes. Ømme muskler, og træthed.

Ingen drømme, intet. Bare en dyb søvn. Tjenerinden og butleren havde nok gjort badekarret rent og ryddet op efter dem, ud over på selve værelset. Både for ikke at vække dem, og for ikke at forstyrre - og fordi selv nu gik ingen ind på Seans værelse uden lov.

Sean rykkede sig svagt i sengen da Lori gik rundt i lokalet, men det tog alligevel et øjeblik før han blev vågen nok til også at åbne øjnene.
Hans egen seng. Han var ikke forvirret over at ligge i sin seng. Men han var mere øm end han troede...Pludselige bevægelser blev i stedet til stilhed, som han prøvede at undgå at bevæge sig for meget. Ja, det blev nok en dag i sengen, eller højst en stol. Masser af the og bøger. Han glædede sig ved tanken.
Men...
Han blev en smule forvirret over bevægelserne rundt om ham. De små lyde. Nogen der gik rundt. Han drejede hurtigt hovedet for at vurdere hvor de kom fra.
Lori.
I et øjeblik var han forvirret, men også glad for at se manden. Det hele kom tilbage som en flodbølge. Der var meget at forholde sig til, og stadig meget der var uvist imellem dem.
"Stikker du af?"
Hans stemme var mest en lav brummen, der fortalte han endnu ikke var helt vågen. Og måske godt kunne sove et par timer mere. Helst med Lori...Han havde slet ikke lyst til at Lori skulle stikke af endnu.
"Efterlader mig, som en midlertidig elsker, i sengen? Imens du tager mit tøj og stikker af, som om ingen eller intet må opdage du er her?"
Han drillede, selv om der var en snert af sandhed i det.
Sean studerede Lori, som denne udvalgte sig et stykke af Seans tøj. Det betød intet for Sean. Han vidste Loris eget tøj var ødelagt, og nu var tøj ret nemt at erstatte. Han kunne også godt lide ideen om at Lori gik rundt i hans tøj...
Det var egentlig lidt fjollet.
Han gned sig træt hen over ansigtet, som han med anstrengelse kom op og sidde, med en pude i ryggen. Han kom med en svag lyd af smerte, som det dybe sår i hans arm brokkede sig. Han måtte virkelig passe på, hvis han forventede det skulle vokse sammen uden at blive syet. Men med Dannika rejst, havde han ikke længere en fast læge til at hjælpe sig. Og aldrig i livet ville han gå ud og finde en ny.
"Hvordan har du det? Kan du komme hjem, eller skal jeg sørge for en vogn?"
Han så over på Lori igen.

Det gav et sæt i Lori, da han hørte Seans stemme, der spurgte om han var ved at stikke af.
Ja... det var vel egentlig det han havde gang i? At stikke af... stikke halen mellem benene, og opføre sig som om intet var sket. Som om han aldrig var blevet.
Han stod stadig ved klædeskabet, med den ene hånd om skabslågens kant, og nærmest stirrede ind i skabet.

Hans blik vende sig dog mod Sean, da han begynde at nævnte at Lori var ved blot at efterlade Sean, som var han en midlertidig elsker. Og selvom ham vidste at Sean blot drillede, så, så Lori ufattelige skyldig ud.
Som et barn der var blevet taget i af snuppe kager fra kage skålen.
Han sukkede lidt.
"Jah... undskyld jeg..."
Han vidste ikke hvad han skulle svare!
Brude han forklare sig? Det var jo ikke fordi han ikke havde lyst til at være i nærheden af Sean, eller fordi at han fortrød noget! Faktisk... var der intet af det der skete i går, som han fortrød... Tværtimod!
Det var første gang de havde kæmpet sammen på den måde. Lori havde set Sean op en helt anden måde, og det samme havde Sean nok også med Lori.
Og alt der var sket efter, var heller ikke noget Lori fortrød, ikke den mindste smule... og dog... havde de haft talt om hvorfor de gjorde det inden, havde snakken været noget andet! På den måde, havde Lori vidst hvad han skulle lægge i det hele, men nu... Han var næsten mere forvirret, end han var inden.

Tanke strømmen stoppede da sean spurgte om Lori selv kunne komme hjem, eller om Sean skulle sørge for en vogn. Lori svarede ikke, men så i stedet på Seans arm som han rettede sig op, og ømmede sig.
"Du burde få syet det der" kommenterede han. Han lukkede skabet igen.
Han gik over mod bordet, for at finde sine vågen fra i går. De var stadig smurt ind i nu størknet blod, og trængte virkelig til en rensning.
"Jeg kunne sende bud efter Trott, hvis ikke det var fordi jeg kunne risikere at du aflivede ham på stedet... taget jeres historie i betragtning" brummede han lidt.
Men bed sig dog en smule i læben. Det var jo egentlig ikke meningen at Sean skulle vide, at Lori kende til det faktum, at Sesn faktisk var i direkte skyld i at Trott var endt på det slave marked hvor Lori købte ham.
Han sukkede lidt, og vende sig mod Sean.
"Jeg kan sy det for dig, hvis du vil have det" sagde han så.
Sean var allerede vågen, så der var ikke rigtig nogle ide i at snige sig ud nu.

Hvis Lori bare gerne ville gå og væk herfra...
Sean ville normalt nok være lidt såret over det. Men lige nu var han stadig for udmattet til at bruge en masse energi på den slags, og nok også stadig for opløftet efter alt hvad der var sket dagen før. Han kunne i det mindste leve på det i et par dage, før han kunne bekymre sig for om Lori overhoved gad have mere med ham at gøre. Han havde trods alt brudt en usynlig grænse mellem dem. Hvad det betød...
Det ville ikke undre ham hvis Lori var for venlig eller respektfuld til at fortælle Sean direkte at han helst bare ville væk.

Sean sukkede dybt.
"Har du nogensinde fået hele historien om dit lille menneske?" bemærkede han sigende. Det var vel endnu en historie de aldrig havde fået snakket ud om. Og lige nu var måske heller ikke det bedste tidspunkt til den slags.
Selv om Sean havde ønsket sig mennesket død, var han endt med at tåle Trotts levende tilstand, kun fordi Lori kiggede efter ham. Det havde også vist sig at Trott - for nu, i hvert fald - havde holdt munden lukket. Endnu en god måde at forblive i live på, trods alt. Men han kom heller ikke udenom at Trotts anseelse var voksende. Flere adelige var begyndt at overveje ham, og visse begyndt at bruge ham. Måske godt nok endnu de små adelige uden mange midler...Men det var en start. Blev det ved sådan her, ville Trott nå langt. Så Sean var nødt til at forholde sig til manden før eller siden. Og siden han ikke kunne slå ham ihjel, umiddelbart, var han nok som minimum nødt til at snakke med manden.
Ikke en ide der underholdte ham. Slet ikke lige nu, hvor han hellere ville tænke på Lori end et dumt menneske.
"Jeg finder ud af det, tak" bemærkede han. Velvidende det var mere stædighed end en plan, der fik ham til at afslå. I gamle dage kunne hans butler sy ham, men han vidste end ikke om den nye overhoved kunne bruge en nål og tråd.
Nej, Sean havde altid haft en vis modvilje til alle former for lægehjælp. Og selv om Loris nok kunne accepteres, fik alle tankerne om Trott og Loris måske større lyst til at komme væk herfra, ham til at sige nej.

I stedet tvang Sean benene ud over sengekanten.
Han lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret dybt. Da han åbnede øjnene igen, så han over på Lori.
"Lori...Undskyld. For i går. Jeg har...Efterladt...En del mærker. Og måske bør du selv få Trott til at kigge på dig. Din bandage skal måske rettes til, så du får maksimal støtte til dit ribben..."
En hånd gled igennem håret. En bevægelse fra den raske arm, selvfølgelig.
"Jeg håber ikke det sætter missionen over styr. Og jeg håber du kan tåle at se mig lidt endnu, uanset hvad du må tænke efter...Det hele. Jeg troede jeg kunne holde mig fra dig...Det kunne jeg tydeligvis ikke"
Det svage smil så mere smertefuldt ud end så meget andet. Seans hjerte slog et hårdt slag. Burde han sige mere? Eller lade det være ved det?
Det var svært...Direkte at indrømme...Den slags. Især fordi selv han frygtede afvisningens magt.
"Måske vi næste gang...Burde snakke?"
Han ville allerhelst have Lori blev. Men oven på det hele...De skulle begge komme sig. At prøve at snakke om vigtige ting lige nu ville sikkert ikke nå så langt.

Sean spørgsmål fik Lori til at se lidt væk. Trott havde ikke fortalt ham hele historien, men han havde forklaret enkelte ting. Også at ham vidste ting om Sean, som de fleste andre nok ikke gjorde.
Lori havde mange gange haft en trang til at spørge ind til tingene, men han havde altid hold sig fra det, af respekt for Sean. Var der noget Sean mente at Lori skulle vide, så fik han det avide... rasten vedkom ikke ham.
"Han har fortalt mig enkelte ting..." konstaterede han blot.

Loris vende sig dog hurtigt mod Sean igen, da han undskylde. Undskyldningen var som en mavepuster. En undskyldning, og det udtryk Sean havde, måtte næsten betyde at han fortrød?!
Lori prøvede at holde sig i ro, men en del af ham, havde bare lyst til at tage flugten! Han var slet ikke klar til, at høre de her ting nu! At høre Sean sige at det var en fejl, og at det aldrig ville ske igen!
At de brude holde sig udelukkende til missionen, og glemme alt det andet. Hans blik havde fjernet sig, og havde søgt gulvet og han stod som frosset fast, kæmpede med sig selv, for ikke bare at holde sig for ørene, og lukke det hele ude.

Men det var ikke hvad der skete. Han så nærmest forskrækket om, som Sean sagde at havde troet at han kunne holde sig fra Lori, men at det ikke var tilfældet.
Såh... hvad betød det? At han havde gjordt sig umage for at folde sig fra ham? Og at han håbede at Lori stadig ville kunne tåle at se på ham?
Og... at de skulle snakke tingene igennem næste gang? Så... der ville være en næste gang? Og ikke bare hvor Lori kom for at aflægge rapport?

Knuden i maven løsnede sig, og blev i stedet, til en nærmest varm følelse. Og endnu engang mærkede han en farme over sin næse og kindben.

Med beslutsomme skridt, gik han mod Sean, og stoppede lige foran ham, inden han lagde en blid men dog forbundet hånd mod Seans kæbe. Han lænede sig frem, og placerede et blidt, ømt og blødt kys kid Seans læber, inden han fjernede hovedet igen.
"Lov mig, at det er sidste gang du undskylder for hvad der skete" Hans stemme var kærlig, men også en smule bestemt.
Der var intet at undskylde for! Lori havde selv opfordret til volden, og rasten.... rasten ville han ikke have været foruden.
Han fjernede roligt hånden igen. Han så på Sean.
"Det har været en hård nat for os begge, og vi tænker til hvile... vi kan gemme snakken til en anden gang... lige nu... kan vi så ikke bare" han bed sig en smule i underlæben.
"Kan vi ikke glemme fornuft og vigtige snakke, til vi begge er klar til det?"
Hånden der får havde ligget på Seans kæbe, hvilede nu mod mandens bryst.
"Vi har ikke travlt... vi lever trods alt næsten evigt... såh.. en dag fra eller til"
Hans stemme var rolig og fattet. Han åbnede virkelig at Sean ville være okay med dette. Men det vigtigste for Lori, var at Sean ikke gik og troede at Lori hadet ham.

Selvfølgelig havde de måtte snakke lidt om det. Sean overvejede om han skulle sige mere, men lod emnet ligge. Trott var ikke det de burde snakke om lige nu. Det skulle lige hedde sig et ligegyldigt menneske sneg sig ind i et af mest vigtigste øjeblikke mellem to dæmoner. Tog al opmærksomheden...
Det ændrede ikke på at Sean måtte vurdere hvad han skulle gøre ved manden.
Men senere.

I stedet overraskede Lori ham. Han havde set op, da Lori kom over til ham, men han havde ikke forventet et kys. Ellers Loris overraskende varme ord. Det fik ham til at smile. Hans ene hånd gled op for at lægge sig over Loris hånd.
Man skulle tro de havde lært noget, og om ikke andet lært noget om hinanden. Men lige nu virkede det til de begge måske havde holdt sig tilbage i den tro den anden knap nok kunne tåle synet af en. Eller...Det var hvad Sean håbede på. Fordi det betød Lori skam hellere end gerne ville hvad end det her førte til.
Det var en lettelse. Sean følte sig nu både lettet, glad og træt. Det var langt bedre end alt det han havde følt for kun et øjeblik siden.
"Hvordan kan jeg sige nej, når du spørger så sødt?" drillede han. Men Lori havde ret. Og Sean havde jo også selv lagt op til de skulle snakke en anden dag - og ikke lige nu.
Han gav hånden et klem, før han slap den igen. Det virkede som om der ikke var mere at sige lige nu. De havde brug for at tænke, brug for at komme ovenpå igen...Og absolut brug for at se hinanden igen.
"Så måske jeg i stedet skal skubbe dig ud af døren...Så det går hurtigere med at jeg kan se dig igen" tilføjede han lidt efter. Med et skub fik han rejst sig fra sengen. Uden tøj på. Heldigvis var hans skab jo tæt på.
"Næsten gang måske i et nyt hus, alt efter hvor lang tid det tager dig at komme tilbage fra Brunso. Prøv..."
Sean trak sine bukser på og vendte sig om mod Lori. Lokalet virkede koldt væk fra den varme seng. Godt han kunne vende tilbage til den om lidt.
"...At slappe lidt af. Kom dig. Se om du kan overbevise ham et eller andet, hvis vores lille angreb i går virker til at gå ham på. Forhåbentlig så ingen dig. Og bliver det for farligt, så træk dig. Vi har mere end nok til at gå efter ham...Vi ved hvad vi leder nu, trods alt" tilføjede han.

Det var en lettet følelse spredte sig i ham, da han hørte Seans drilleri. De var tilbage til deres normale atmosfære eller.... så tæt på normal som det kunne blive. De vidste begge to, at der var nogle ting de skulle have talt igennem. Men de var heldigvis begge enige om at det kunne vente.
Det var en lettelse, at de begge var enige om, at det var bedst.

Et smil bredte sig på Loris læber, da Sean nævnte at han så hellere måtte skubbe Lori ud af døren så ventetiden ikke var så lang.
Han blev stående lidt, for at se om han skulle hjælpe Sean med at komme op, også selvom det nok var Lori ser var den der havde haft brug for mest hjælp, eftersom at Sean næsten havde måtte bære ham i går.

Som Sean begynde at tage noget tøj på, bevægede Lori sig mod døren. Han list overrasket på Sean da han sagde at næste gang, var det måske i et nyt hus.
"Du flytter?" Han kastede kort blikket rundt på rodet der stadig var i rummet.
"Så det er det, alle de ting går ud på" konstaterede han.
En lille snært af øv følelse ramte Lori. Der var noget rart over, at han kende huset så godt! Men forhåbentlig ville det så også blive tilfældet det nye sted.

Han smilede lidt som Sean sagde at Lori skulle tage den med ro.
Og at han håbede Lori kom ud af det med en forklaring overfor Brunso.
Han nikkede lidt.
"Bare rolig jeg skal nok klare den del! Forhåbentlig så ham der stak af mig ikke, og ellers ved jeg allerede hvad jeg skal forklare" Hans stemme var selvsikker, selvom han i virkeligheden havde en lille smule nervøsitet over den del.

Lori bevægede sig atter over til bordet, og samlede sine våben op, og hænde dem over skulderen.
"Du behøver ikke følge mig ud, få noget hvile i stedet" konstaterede han.
Han begynde at gå mod døren. Han åbnede den, men vende sig mod Sean igen.
"Sårg nu for at få syet det der ikke?" Han så lidt ned af sig selv, og tog let at i Seans skjorte, som han bar.
"Den her får du næste gang vi ses... tak for.. det hele Sean..  vi ses" han sende Sean et varmt smil, inden han forlod rummet og her efter huset.

Out//

Med et lille smil så han på Lori.
"Jeg har overvejet det i noget tid. Jeg leder egentlig bare efter det rigtige hus. Jeg beholder nok det her også, i hvert fald til Delilah og hendes børn. Om Isthar kommer til at bo mere her eller et nyt sted..."
Det vidste han ikke. Men han ville gemme dette hus så længe Delilah havde brug for det. Det skyldte han hende.
Forhåbentlig kunne han så Isthar med, om ikke andet så noget af tiden.
Sean trængte til fornyelse. Selv om huset havde sine fordele og var velkendt, havde Sean brug for nogle nye ting. Såsom et indbygget badekar i gulvet, og en bedre fordeling af rum. Efter alt uroen var der huse nok, hvis man ikke var kræsen. Men Sean regnede bestemt med at være kræsen. Han havde heller ikke enormt mange penge lige nu, det hele havde kostet ham lidt. Måske han kunne trække lidt ud af klanen, hvis det nye hus skulle bygges om...
Tanker for en anden dag. Eller måske senere i dag, hvis han kedede sig.

---------

Sean lod bukserne falde igen og krøb tilbage i seng. Efter nogle timer ville han ringe efter sin butler og bede om den største kande the huset havde. Resten af dagen foretrak han enten i sin seng med en bog, med planer eller tanker om et hus...Og Lori.

//Out