Walking down the streets (Matic)

Han stillede selv sit glad ned og smilede så stille til ehdne, og trak sig lidt væk igen... Han grinede lidt og startede så samtalen ordentligt igen.

''Godt et par hundrede meter her fra... Men det er virkleig intet... Mindre end dette og har intet køkken, kun et enkelt rum...''

''Du bor langt bedre.''

Han smilede stille og kiggede sig omkring.

Hun smilede smigret af hans kommentar, og sagde så "Mange tak, det var pænt sagt. Så bare vent til jeg er kommet i orden og har sat alt i orden" Hun grinede og tog endnu en slurk af sin vin.

"Hvis du har brug for et sted at lave mad er du velkommen til at komme herop." Hun smilede til ham og rettede lidt på tøjet, der havde krøllet da hun satte sig ned

''Ja må da indrømme at du virker til at være typen, der har en smule ide om hvordan en lejlighed skal indrettes?''

Han smilede venligt til hende. Han tog selv en smule af hans vin, og kiggede igen rundt i rummet. HAn smilede venligt da hun tilbød ham et sted at lave mad, det var da yderst venligt af hende.

''Mange tak, skal du have...''

Uden varsel besvimede ham bare på sofaen... Han lagde bare og var fuldstænsig væk fra omverden men både hjerte og lunger var stadig fuldt aktive og han var da i live.

Hun smilede og skulle lige til at svare ham, da han pludselig faldt om på sofaen. *Hvad sker der?* tænkte hun, og rykkede sig hen mod ham for at finde ud af om han stadig var i live. Det ville være frygteligt hvis hun pludselig sad her med en død fremmed i sin lejlighed. Hun tog forsigtigt hans ene hånd, lagde 2 fingre på hans håndled og mærkede efter. Jo, hans puls slog stadig. Derefter lagde hun forsigtigt kinden lidt over hans mund, for at tjekke om han trak vejret. Det gjorde han heldigvis også. Hvad skulle hun nu gøre? Hun sad og tænkte lidt over, hvordan hun bedst fik ham vækket.

Han lagde slap på sofaen og havde han været vågen havde han bandet af sig selv så grumt og groft at man ville tro at at han var fanden selv. Hvorfor havde han fog også glemt hans ekstreme reaktion på alkohol...

''...''

Han begyndte at hoste kraftigt, og han begyndte at svede og hans krop blev meget varm. Det var virkelig dumt af ham at han indtog alkohol... Og så endnu mere vin, som af en eller anden grund var endnu værre...

''U...Und...skyld..''

Det gav et lille sæt i hende da han begyndte at hoste, og af ren refleks lagde hun armen om bag ham for at hjælpe ham op. Hun bemærkede at han var blevet meget varm, og undrede sig over hvad der var sket.

"Du behøver skam ikke undskylde. Hvad end der skete var det sikkert ikke din skyld." Hun vidste ikke om hendes kommentar virkede beroligende som den skulle, eller bare dum, men hun følte at hun var nødt til at sige noget.

''J...eg kan ik...ke tåle al.koho..hol''

Han stirrede mat og sløret frem foran sig, og han bandede lidt for sig selv, da det virkelig ikke var det mest behagelige at glemme hvad det var man ikke kunne tåle. Han kunne bare på ingen måde tåle at indtage alkohol og så var vin endnu være end andet...

''Havde bare glemt det... og vin er værst...''

Han sæå sig selv med flad hånd i hovedet, og sank bare sammen...

"Det var da ikke særlig godt..." Sagde hun, og lagde en trøstende hånd på hans skulder. "Det skal jeg prøve at huske fremover." Hun så forskrækket på ham da han slog sig selv, og sagde stille "Nej lad vær med det..."

Hun sad lidt i stilhed og vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Hendes hånd lå stadig på hans skulder, og hun blev langsomt fjern i blikket mens hun sad og tænkte.

Han rejste sig bare ret pludseligt op. Han kiggede efter udgangen da han af en eller anden grund bare ikke følte at hun havde det rart med ham i nærheden. Han gik stille over imod altandøren.

''Tror vidst det bare er bedst jeg går?''

Han kiggede over imod hende, og forventede at hun bare nikkede tavst og gik med til eller faktisk direkte bad ham om at gå. Han smilede stille til hende, men det blev ret hurtigt mat.

Hun reagerede hurtigt, og rejste sig ligeså hurtigt som ham. "Nej du må ikke gå." Hendes stemme lød nærmest panisk, som om hun var bange for at være alene i lejligheden.

Det var hun vel også, ved nærmere eftertanke. Hun havde aldrig haft sit eget sted før, og aldrig været helt alene i sit hjem. Det var en skræmmende tanke.

Hun reagerede hurtigt, og rejste sig ligeså hurtigt som ham. "Nej du må ikke gå." Hendes stemme lød nærmest panisk, som om hun var bange for at være alene i lejligheden.

Det var hun vel også, ved nærmere eftertanke. Hun havde aldrig haft sit eget sted før, og aldrig været helt alene i sit hjem. Det var en skræmmende tanke.

''Hvorfor ikke?''

Sveden drev fra ham og han lignede nok mest af alt en der havde meget høj feber hvilket han dog også havde. Den var alt for høj til hvad der var sundt for nogen...

''Okay jeg har det skidt... Må jeg blive?''

Han faldt om igen...

Hun blev forskrækket da han faldt om igen, men var heldigvis hurtig nok til at gribe ham. Hun faldt dog også selv ned på gulvet, men hendes greb afbød faldet for ham, og det var det vigtigste. Det ville ikke være så godt hvis han havde slået hul i hovedet eller noget.

Hun sad nu med hans hoved hvilende i sit skød, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun mærkede efter, jo han var stadig i live, og trak også stadig vejret. Hun sukkede en gang, og lagde så hænderne blidt på hans pande. Hvor var han dog varm. Hun fjernede hænderne fra hans pande og lagde dem i stedet på hans bryst. Hun kunne tydeligt mærke hans hjerteslag. Jo, han havde feber.

Han var direkte allergisk overfor vinen, og det var derfor han fik det så skidt. Han skulle aldrig have drukket med hende, han lagde bare og svedte voldsomt over det. Han var virkelig skidt...

Han hostede igen, men denne gang vågnede han bare ikke over det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller rettere han kunne intet gøre...

Hu så ned på ham. *Lille stakkel* tænkte hun. *Det var min skyld det her, jeg skulle ikke have givet ham den vin.* Hun kunne lige akkurat nå en pude, der stak halvt ud af en flyttekasse, og lagde den under hans hoved idet hun langsomt og forsigtigt rejste sig op.

Hun gik ud mod badeværelset, og fandt en klud som hun gjorde våd under den kolde hane. Hun gik tilbage ind til ham og lagde den forsigtigt på panden af ham, mens hun stille strøg ham over håret. Det var sådan de altid gjorde med børnene hjemme i landsbyen, når de havde feber, så mon ikke også det virkede på ham? Hun sukkede og satte sig ved siden af ham.

Han lagde bare og var begyndt at ryste grundet feberen. Men da hun lagde den kolde klud på hans pande blev han noget mere rolig. Han lagde dog bare og kunne intet han trak vejret og var alt i alt fint i live...

Efter cirka en halv time slog han langsomt øjnene op, og kiggede ganske stille rundt i rummet. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre for at det ikke var akavet men han kunne bare ikke tænke på noget, så han kiggede bare stille rundt i rummet...

Hun sad bare og holdt øje med ham, og tænkte på dem derhjemme. Gad vide hvordan de mon havde det. Og hvad mon de ville sige, hvis de vidste hvilken situation hun sad i nu?
Da han endelig slog øjnene op lyste hun op i et smil og sagde stille "Hey. Du er vågen igen." Hun smilede venligt til ham, og rakte armen ud for at hjælpe ham op at sidde.

//Sorry, min kreativitet mangler lige nu//

''Ja... Og undskyld du er nød til at passe mig lige nu... Du ber mig bare gå hvis jeg bliver for meget... Men hvis det ikke er for meget at bede om, vil jeg gerne blive til jeg har fået det godt igen?''

Han tog hendes hånd og fik sig op og sidde... Før han fløj op og løb hen til nærmeste vask hvor han brækkede sig... Han hang bare henover den før han gled ned og sidde på knæ...

Hun så på ham mens han snakkede, og smilede. Det gør skam ikke noget, og selvfølgelig må du blive. Det var jo nærmest min skyld det her..."

Hun så kortvarrigt undskyldende på ham, men i det samme fløj han op og over til vasken. Hun skyndte sig efter ham, stadig med kluden i hånden, som hun lagde mod hans pande da han lagde sig på knæ på gulvet. "Din stakkel..." Sagde hun trøstende og lagde en arm om ham, mens hun stadig holdt kluden mod hans pande med den anden hånd.

''Det er meget sødt sagt... Men bryder mig ikke om at blive kaldt for stakkel...''

Han sank mere sammen, men denne gang sank han sammen op af hende. Han trak vejret tungt, og havde det alt i alt utroligt elendigt. Hvad var grunden til at han skulle få det så skidt? Bare fordi han lige kom til at drikke en smule vin...

''Men bare husk at sig jeg skal gå hvis jeg bliver for meget...''

Hun satte sig på gulvet igen, så hun sad med hans ryg lænende mod hendes bryst. "Det må du undskylde..." Sagde hun stille.

Hun blev træt af at holde kluden mod hans pande, og lagde den ved siden af sig. "Got it. Men rolig nu. Ingen grund til at føle dig uvelkommen eller noget." Hun strøg ham stille over håret, og fortsatte så. "For at være ærlig er jeg bare glad for ikke at være alene her."

''Det går nok du kunne jo ikke vide det...''

Han smilede stille frem for sig da han ikke orkede at kigge sig tilbage og kigge på hende. Det var virkelig skidt som han havde det, og han greb fast stille i vasken og fik sig rejst op...

''Tak... Vil du hjælpe mig hen og ligge?''

Han regnede med at han ville have det bedre med at ligge på sofaen, og så kunne hun også lave andet end at kiggede på ham hele tiden...

Hun rejste sig med det samme. "Ja selvfølgelig." Hun stillede sig tæt ved ham så han kunne støtte sig til hende, og lagde forsigtigt armen om livet på ham. "Sååådan." Sagde hun, og grinede så lidt af sig selv.

De kom hen til sofaen, og hun hjalp ham ned at ligge. Hun tog puden fra gulvet og lagde under hans hoved så han lå bedre. Hun fandt en stol og satte sig hen ved siden af ham.

Han smilede bare til hende da han lagde på sofaen. Han havde det stadig elendigt, men han forsøgte at være glad og positiv. Han vidste ikke hvad han skulle spørge hende om, men hvad med race? Kendte han hendes race?

''Må jeg spørge om din race?''

Han kæmpede sig lidt op at sidde, så han kunne se bedre på hende. Han havde det faktisk langt bedre nu hvor han havde fået vin ud af maven...

Hun gengældte hans smil, og da han satte sig lidt op kunne hun se at han havde det bedre.

"Jeg er shapeshifter." Svarede hun og smilede til ham. Hun forvandlede sig til en kat, og så tilbage igen for at vise sine evner.

"Hvad med dig?"