get over it... (Nille)

Hun fnøs lidt, men fulgte efter ham. Hvad han hviskede til pigen anede hende en høstak. "Angående det med at du sagde at jeg passede ind i ... Dette miljø, vil du forklare nærmere? Og... Hvilken klan snakker du om?" Hun havde en ide om hvilken, men ville høre ham bekræfte det.

Hun frygtede dog at det var den Arason var leder over, for der var vist en dusør på hende... Menneskerne var begyndt at kalde hende heks... Præcis som de var begyndt at kalde Syna det, de sidste dage hun levede, indtil hun blev brændt... Mange vidste det ikke, de troede bare at hun døde af alderdom eller af morderne... Men hun blev brændt som en heks. Nille sukkede. Hun var bange for at ende som Syna...

Han så tilbage på hende.
"Jeg vil ud herfra, inden det giver flere problemer" svarede han en anelse kort og gik ud af huset.
Hvis nille var fulgt med, begyndte han at besvare hendes spørgsmål som det nu passede ham.
"Hvad er der mere at sige? Du er allerede i miljøet, mere eller mindre. Du er bestemt nok til at forhandle og til at holde på dit. Du virker ikke særlig bange, hvis det kræves af dig. Du kan føre dig frem. Du har viljen til at begå dig godt blandt de større fisk. At have nogle folk at lede over. Forhandle, handle, stjæle, handle med informationer, dræbe...Men jeg tror ikke det er dig, af hvad jeg har hørt om din lille skamme-klan. så leger i vist mere politimænd" smilte han kort og svarede ikke på hvilken klan han selv var en del af. Arason var hans leder...Men han havde intet hørt om nogen dusør.

Hun fulgte hurtigt med ham.
"Politi mænd? Undskyld mig, jeg er altså ikke en mand." Svarede hun drillende men forstod hvad han mente. " Vi leger ikke politi-mænd Sean, vi tager os blot af folk der slipper ustraffet hen og vi slipper slaver fri. Stjæle? Jeg stjæler da ikke... Joh okay, jeg stjæler informationer men stadig! Jeg tager alt det du siger som en kompliment, så mange tak." Hun smilede drillende. "Du svarede ikke på mit spørgsmål, Sean. Hvilken klan snakker du om?" Hun kiggede spørgende på ham, med en strejf af irritation. Arason havde stukket en kniv i maven på hende, heldigvis ikke sådan at hun kom meget til skade men nok til der kom et ar. Han havde også jagtet hende på grund af dusøren... Efter at have fortalt at han ikke dræbte! Da Arason havde chancen for at dræbe hende havde han ikke gjort det... Sikke et held. Hun skulle være forsigtig fra nu af...

Han så bare lidt på hende. Tja, hun var sikkert i muntert humør efter at have fået sin ring igen og så ud til at have glemt han faktisk havde været grund til det hele...
Han smilte svagt.
"Og netop den indstilling gør dig mere upopulær hos os, end populær. det er synd, du har ellers potentiale" smilte han lidt. personligt...var han nok en af de større fisk. Han slog ihjel uden at blinke, for den rette pris. Ligeglad med historie, om hvorfor og hvis side folk var på. Han gjorde hvad som helst, for en god betaling og havde mange mænd at klare sine opgaver med.
"Åh jeg er en del af mange ting, hvis jeg finder en grund til det. Den klan jeg er medlem af er The shadow clan. en du har haft erfaring med?" spurgte han tilbage og så roligt på hende.

Hun vidste det! The Shadow Clan... Mon Sean ville angribe hende hvis hun fortalte ham det? Hun kan ikke lyve... Ikke så godt eftersom hun jagter folk der gør ting der er forkert... At lyve er forkert.
"Sikke en skam... Sean, alle de mænd som var der dengang jeg fandt dig hvem var de?" Hun kiggede spørgende på ham med et lille smil. Hun dræbte for ikke at have fjender, men dræbte aldrig uskyldige...
"Meget erfaring... Jeg kan ikke lyve Sean. Så jeg fortæller dig hvad jeg ved. En kilde fortalte mig at i stjal og jeg søgte efter lederen... Arason. Jeg fik ham til at skamme sig, og han stak en kniv i maven på mig som hævn. Han beskyldte mig og min klan for at dræbe, men han ville dræbe mig. Der er en dusør på mig... Og hvis du så meget som overvejer at gøre noget Sean så bruger jeg min evne på dig." Forklarede hun uden at smile. Kiggede blot foran sig.

Denne gang var det Sean der grinte.
"Hvad sagde jeg? du kaster rundt med trusler!" svarede han let, som om hun enlig havde tilbudt ham en småkage.
"Men jeg har ikke hørt fra Arason længe." han ville ikke gå i detaljer om hvorfor eller hvad der var sket ved hans sidste møde med Arason. Det angik ikke Nille.
"Jeg ved ikke om i dræber, jeg er også ligeglad. Ligesom jeg er ligeglad med dig og dit foretagende...Bortset fra jeg bliver nød til at jage dig, hvis du gør mig eller mine mænd noget. Jeg lever af at folk gør slemme slemme ting" svarede han roligt og så ikke særlig bekymret ud, ved tanken om at Nille skulle bruge sin evne mod ham.
"Nåe ja...Men det opdager du nok en dag. Det er ikke alle der skraber og bukker for folk, der truer med deres evner. Inkl. mig. Hvordan virker din evne enlig? finder den ens egen skam frem, hvis man skammer sig over noget, eller fremkalder den skam, hvor der ellers ikke er det?" smilte han
En anden side af sagen var også at han levede af at slå ihjel...uden det, ville han ikke kunne leve. en ting så godt som ingen forstod.

Hun fnyste irriteret. Han morede sig vist over hende.
"Ja, men jeg gør ikke altid brug af dem." Hun rullede med øjnene.
"Ikke det? Nå men han har altså jagtet mig" Hun blev lettet over at han ikke angreb hende for at få pengene. "Hvorfor skulle jeg gøre dine mænd noget Sean? Du har hjulpet mig, godt nok med betaling, så jeg vil hverken gøre dig eller dine mænd noget. Men om jeg vil gøre Arason noget... Jeg kan ikke love noget eftersom han nær havde dræbt mig." Hun kiggede undersøgende på ham, han så ikke bange ud istedet ret rolig. "Min evne... Den bliver stærkere hele tiden. Evnen hedder Skam, men den virker på flere måder. Syna - den første der havde evnen - hendes evne virker næsten på samme måde som min. Min evne... Når jeg bruger den skinner mine øjne og jeg synger, folk siger at jeg synger som en engel men utåleligt... Noget med at det lyder så uskyldigt at det får dem til at skamme sig. Nu kan jeg se deres minder og bruge det mod dem ellers skal jeg bruge det jeg ved om dem mod dem. Det er kompliceret at forklare, men sådan fungere det..." Forklarede hun.
Om man levede af at slå ihjel eller ej, hun fandt det ligegyldigt så længe man ikke slap ustraffet for det. Hun kunne dog finde på at skåne folk, foreksempel dæmoner kunne hun finde på at skåne hvis de virkelig tiggede for det.

Det undrede ham at hun ikke havde angrebet ham endnu. Men det var også fint nok. Han var ligeglad om hun angreb Arason eller ej. De var i samme klan, men mere betød det heller ikke for ham.
Han så lidt på hende...
"Men det lyder som at du kun kan få folk til at skamme sig, hvis de knækker, vil skamme sig eller allerede skammer sig. Det lyder ikke som om den virker på folk, der overhoved ikke skammer sig" svarede han let. Han havde fået mange flere oplysninger end han havde håbet på og følte sig ldit som et barn til jul.

Hun havde ikke angrebet ham, fordi at han ikke havde lagt an til at angribe hende.
"Hvis mener vampyrer som ingen følelser har så kan jeg dog sige at jeg kan trække deres følelser tilbage. De kan ikke klare at se deres mord fra mine øjne af. Når jeg ser deres minder ser de dem også. Svagheden er dog... At hvis jeg foreksempel bruger evnen på dig mister jeg energi og der går ikke lang tid før skammen lægger sig. Dog længe nok til at jeg kan flygte" Hun kiggede sig nysgerrigt omkring. "Sean, hvor er vi på vej hen?" Hun så spørgende på ham og kørte en hånd genmen håret.

Han grinte lidt.
"Det jeg er ude efter at vide, er bare at hvis folk er stædige nok, ikke kan eller vil føle skam, om de så kan modstå det. Jeg skammer mig ikke over de mord jeg har gjort gennem tiden. Af mine egne grunde. Og netop svaret på dette spørgsmål kan afgøre om jeg har en grund til at frygte dig eller ej. Men hvis du ikke har energi nok alligevel, kan jeg jo næsten være ligeglad" smilte han.
"Jeg er på vej til en aftale jeg har i aften. Du er fulgt efter mig for at snakke" svarede han så.

Nu forstod hun!
"Jeg ved det ikke... Som sagt så udvikler min evne sig hele tiden, så jeg ved det ikke... Du vil måske gerne prøve?" Hun grinede drillende til ham.
"Hvilken aftale om man må spørge?" Hun så spørgende på ham. Hun stak hænderne ned i buksens lommer.

"Nej, enlig ikke. Hellere være sikker" smilte han kort til hende og de fortsatte ned af gaderne.
"En jeg ikke behøver eller skal fortælle dig om" svarede han en anelse kort, han havde ingen grund til at fortælle hende om det. Han havde mange opgaver og mange af dem afhang af, at han intet sagde til andre...

Hun nikkede, men følte sig fristet... Hun besluttet dog at lade være eftersom at hun følte at hun skulle være varsom med Sean.
"Okay så" Sagde hun og smilede tilbage.
"Jamen okay så, jeg følger da bare efter dig." Hun grinede kort og fulgte med ham. Når det gjaldt ting, Nille ikke måtte vide blev hun nysgerrig og skulle med!

Han stoppede op og så ned p åhende med alvor.
"Nej. Jeg har fuldført aftalen. Der er ikke mere at komme efter. Jeg tror det er på tide vi skilles" svarede han kort.
At være barnepige for denne...kvinde...Huede ham ikke. At have hende klistrende i alt hvad han lavede...Havde hun ikke nogle forskruede personer at 'redde' med sin evne?

Hun smilede bare da han kiggede ned på hende, for han var højere end hende.
"Nemlig du har fuldført aftalen, men jeg beklager. Jeg er bare for nysgerrig." Hun smilede stadigvæk drillende.
Hun skulle ikke få nogen til at skamme sig eftersom hun ingen kontrakter havde fået.
"Du kan få brug for mig og min evne Sean. Du har selv sagt at jeg havde 'evnerne' så du kan få brug for mig" Hun sagde det på en drillende måde. Det morede hende det her.

"Jeg brug for en som tager alvorligt, som hun laver" svarede han kort og lod blikket glide over hende. Han kunne og ville ikke tage hende med, især ikke som hun stod der og troede det hele var for sjov.
"Jeg kan bruge folk som dig...Men som har fået erfaringer. du oser langt væk af amatør. Tør bare smilet af. Du kommer ikke med. " han begyndte at gå igen, i håb om hun snart forstod budskabet.

Hun forstod budskabet men ignoreret det.
"Erfaring? Jeg kan skam godt være alvorlig" Hun foldede armene over brystet og kiggede på ham. "Tak tak, men lige en ting... Jeg er ikke amatør. Lad mig bevise det." Hun fulgte igen efter ham.

Han mærkede irritationen bølge igennem sig, tæt på at være lige så slem som vrede. Han vendte sig hurtigt om og hans øjne var ikke længere venlige.
"Hvad er det du ikke forstår? Vi har intet at gøre med hinanden længere. Jeg kan og vil ikke arbejde sammen med en, det modarbejder det jeg arbejder med. Jeg har ikke brug for dig. Jeg har de mænd jeg skal bruge og jeg kan selv tvinge ting ud af hovedet på folk og få dem til at gøre som jeg ønsker. Hvad er det du ikke forstår? Skal jeg direkte bede dig om at skride, før du gør det? Husk du hader mig!" snerrede han

Okay, han var sur nu.
Nille forholdte sig rolig. Hun kiggede på ham med øjne der var faktisk pænt ligeglade.
"Dit sprog Sean..." Sagde hun rettende og rystede på hovedet. "Hvis du ikke ønsker min hjælp så fint. Sig ikke at jeg ikke advarede dig. Tak for ... Hjælpen" Hun vendte sig om men råbte så. "Sean, jeg hader dig ikke. Det gjorde jeg." Hun kiggede sig over skulderen og smilede.

//*Host* Nille vil højst sandsynligt følge med ham... Alligevel xD//

Hvis hun troede hun kunne løbe om hjørner med ham...
Han lukkede øjnene et øjeblik og tællede til 20. Da han åbnede øjnene igen følte han sig meget mere rolig.
Hvorfor skulle hun blande sig? hvorfor troede hun, at hun kunne blande sig i alt? det var totalt absurd!
Han sukkede svagt. amatør. Hvordan kunne hun være andet? ellers havde hun trukket sig tilbage, mens han endnu havde haft respekt for hende.
"forbandet..." mumlede han, vendte om og forsvandt videre.
hun ville nok blive lidt skuffet, hvis hun viste hvad han enlig skulle. Han havde ikke en aftale som sådan, han havde sagt det i håb om hun ville smutte. I virkeligheden skulle han jage.
Advarede ham...Mod hvad? hun havde ikke advaret ham mod noget.

Nille gemte sig et stykke væk fra ham og fulgte langsomt efter ham, men uden at vække opsigt.
Hvorfor hun havde sagt at hun havde advaret anede hun ikke... Ordene var bare kommet ud, hun ville have sagt "Jamen fint" men det havde hun ikke. Hun var svær at se eftersom hendes sorte hår og øjne faldt i med natten.

Sean havde mange fjender, han havde levet længe og brugt ufattelig mange år på at nå toppen i de ting han gjorde. den stikkende fornemmelse i nakken, gjorde ham opmærksom på at han blev forfulgt. Men han havde svært ved at tage det alvorligt. Faktisk gjorde det ham bare vred. Nogen levede bare deres liv på kanten!
Han viste hans mænd enden ville finde personen, eller også fandt han denne lidt senere. Lige nu ville han give personen en falsk sikkerhedsfølelse.

Han forsvandt ind i de nærmeste gyder og lod blikket glide over omgivelserne. Der sad altid tiggere her omkring og kvinder der ingen andre steder havde at gå...Og lige nu orkede han ikke nogen lang jagt.
Han ledte i lidt tid før han fandt en ensom kvinde, som stod og stirrede ud på en af de større gader med en typisk ligegyldighed.
"Hvad laver de her?" smilte han og nærmede sig. Kvinden lod blikket glide over på ham og så lidt surt på ham.
"Samler støv. Hvad tror du selv?" vrissede hun
"Hvis du ikke har noget at tilbyde, kan du godt gå fister!"
Sean smilte let og stoppede op nær hende.
"Jeg har noget at tilbyde. Varme. Mad. Et sted at sove og penge..." kvinden så lidt på ham. hun havde sikkert gættet hvor dette førte hen...Og så ud til at overveje det. Hun lod blikket glide over ham endnu en gang.
"Det er en aftale." svarede hun så. Sean tog hendes arm og førte hende ud på gaden og ned mod det nærmeste værtshus. Nemt. billigt. Og ingen arbejde bagefter.

Nille havde fulgt med ham roligt, og kiggede sig hele tiden vagtsomt omkring. Da han snakkede med en kvinde opdagede hun at han havde løjet for hende. Han skulle ikke arbejde, han skulle have mad. Hun sukkede irriteret og fulgte træt med dem. Lysten til at se hans minder var for... Stor. Da de kom til værtshuset ventede hun med at gå ind... Der hang sikkert dusør plakater derinde... Hun sørgede hurtigt for at hendes hår dækkede det meste af ansigtet og nu måtte hun for alt i verden ikke bruge sin evne... Hun gik forsigtigt ind og kiggede efter ham.

De satte sig ved et bord og han sørgede for der blev bestilt drikkelse og mad til hende. Selv skulle han bare have en øl.
"er du ikke sulten?" spurgte hun mistroisk, men Sean smilte bare til hende.
"Jeg har spist...Min sult er en ganske anden" kvinden sagde ikke noget, men nikkede bare let.
Hun tog imod det hele, spiste og drak som om hun ikke havde spist noget i flere uger. Hvilket hun måske heller ikke havde.
Da hun var færdig sad hun lidt og så på ham.
"Jeg vil sove først" svarede hun.
"Jeg vil have hele aftalen, så jeg ved du ikke snyder mig!" han så lidt på hende, mens han drak lidt af sin øl.
Så smilte han. hvorfor ikke lege lidt med hende?
"Okay...du får lov at sove nogle timer...men når jeg vækker dig..." kvinden tænkte lidt over det, men accepterede det så.
Sean gik op til baren og lejede et lille værelse for en enkelt nat. intet navn.
Han gik tilbage med nøglen og rakte kvinden den. Hun tog den og skyndte sig ovenpå.
Sean satte sig ned ved bordet igen og tog endnu en tår af sin øl, som var lidt mere end halvt tom. Et par timer til at sidde og tænke i og slappe af...det gik nok.

Nille grinede stille for sig selv og gik så hen til hvor Sean sad og satte sig foran ham.
"Hej igen Sean, sikke længe siden! " Hun grinede stille mens hun gemte sit ansigt for alle i kroen. "Du er da virkelig hjælpsom Sean! Sådan at tage dig af en hjemløs..." Hun smilede men tog det så alvorligt. "Sean, du har da ikke tænkt dig at...?" Hun ville ikke sige mere for det var dumt.