get over it... (Nille)

han lænede sig tilbage og så på hende et øjeblik. hvorfor skulle han overhoved svare hende?
"Jeg havde en fornemmelse af du fulgte efter mig. Hvad har du tænkt dig? hvad håber du på at opnå, ved et følge mig sådan?" spurgte han. Han ignorerede hendes spørgsmål.

Hun trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke, ville se hvad du skulle og det fandt jeg skam ud af... Jeg håber på at opnå intet andet end at have en god grund til at se dig i øjnene Sean." Hun kiggede på ham, men det hun mente var... At hun ville prøve sin evne på ham.

Han grinte kort og rystede på hovedet, da han så ud af vinduet og væk fra hende.
"Du er nysgerrig. Jeg har en fornemmelse af det ikke bare vil give dig store problemer, men også døden en dag. Om ikke andet skal jeg nok selv gøre det. Når nogen betaler mig for det. Måske skulle jeg opsøge Arason?" smilte han let. Han lod blikket glide rundt på folkene i værthuset.
"Eller sige dit navn lidt højere? Jeg tror mange her er interesseret i lidt ekstra småøre" han blinkede, men så hurtigt væk igen. hun skulle ikke få lov at prøve.
Han havde intet at skamme sig over, han skammede sig ikke over noget. Men han tog ingen chancer. men det irriterede ham, for han plejede at læse sine folk. Han havde lært at se efter visse små bevægelser og toner i folks stemme, som bragte han tættere på sandheden.
"Hvis du leder efter en god grund, kunne du have sparet dig. Jeg lever af at slå ihjel, noget du nok ikke vil forstå alligevel" svarede han kort og tog en tår af sin øl. Han tilbød hende ikke noget.

Hun krympede sig. "Nej lad være med at gøre det... Eller faktisk... De kender mig ikke under mit rigtige navn... Så hvis du råber det højt tror de bare du er hamrende skør." Hun kiggede stadig på ham. "Angående Arason... Inden han smuttede sagde han at jeg skulle finde ham en ny identitet, så jeg ville passe lidt på Sean." Hun kiggede ned på sin hånd og smilede ved at se sin ring. Hun kiggede dog hurtigt op igen på ham med alvorlige øjne. "Vi to er meget forskellige Sean... Du lever af at slå ihjel og jeg... Slår ihjel for ikke at få fjender på nakken." Hun rystede irriteret på hovedet. "Hvis du siger at jeg er her... Så vil de tydeligvis gå direkte på mig og smide mig over et bål, ønsker du måske det? At miste en som har en evne der kan hjælpe dig?" Hun smilede forsigtigt.

han grinte kort og så over mod hende, men undgik hendes øjne.
"Du forstår at svare, men hvor meget af det er sandt? Jeg behøves intet navn. Folk er villige til at tage en chance, med de penge der er på dit hoved" smilte han let.
"Desuden bekymre jeg mig ikke om dig eller din evne. Som jeg nævnte før, kan jeg selv tvinge de oplysninger ud af folk, som jeg har brug for. Få dem til at gøre som jeg vil. så nej...Jeg er sådan set ligeglad med hvad de gør ved dig." smilte han. Han elskede ordkampe. Han fandt dem meget sjovere end at hoppe rundt og vifte lidt med et våben af et slags.
Han så over mod klokken. måske skulle han vække kvinden lidt før tid?

Hun smilede tilfreds da han undgik hendes øjne.
"Hvis du ikke er bange for min evne så forklar venligst hvorfor du undgår mine øjne?" Hun sagde det med en tilfreds mine.
"Hvem der har lagt dusøren ud ønsker jeg at vide, men jah det er mange penge der er over mit hoved." Hun løftede det ene øjnebryn lidt og havde et tilfreds smil på læberne.
"Måske... Men kan du få dem til at skamme sig? Se ind i deres minder? Se hvad de skammer sig over og bruge det mod dem? Nej vel?" Hun grinede.
Hun elskede at hun var blevet stærkere og at hun nu kunne give igen i stedet for at flygte som en lille kylling.

Han smilte let.
"du misforstår mig. Det har du altid gjort. Måske er jeg for kompliceret og mystisk for dig? for gammel måske? efter 700 år kan man godt blive forfalden til at udtrykke sig lidt..Gammeldags" smilte han
"Jeg vil ærligt indrømme...Jeg tager ingen chancer. Jeg har intet at skamme mig over, men hvorfor tage chancen? Jeg har ikke brug for folk skammer sig. Jeg er bedøvende ligeglad med hvad folk går og kæmper med indeni dem selv. Jeg kan manipulere dem til det jeg ønsker. Indrøm det...du kan ikke lide tanken om at være så ligegyldig, kan du vel? Jeg kunne måske have brugt dig, hvis du ikke havde været leder af en klan der går og får folk til at skamme sig. Infiltrationer, mistro, usikkerhed og indbyrdes krige er det eneste der kommer ud af den blanding.
så hvis du ikke vil noget, så smutter jeg." han drak hurtigt resten af sin øl og var allerede ved at rejse sig op.

Nu var det nok. Lysten var for stor, og så om de var inde i et værtshus med folk der var ledte efter hende.
"Hmm, du er gammel så." Sagde hun hurtigt.
"Ahhh... Sikke en skam, men... Tillader de at jeg ser ind i deres minder?" Hun ventede intet svar og tog håret væk fra ansigtet. Hun rejste sig og lagde begge hænder på hans kinder og tvang ham til at se hende i øjnene. Hendes øjne begyndte at lyse og søgte efter minder.

//Kan du sige hvad hun ser? //

//selvfølgelig //

Han ville have revet hende væk, men han viste ikke hvad der skete, før billederne gled frem og tilbage.
De første gjaldt om hans familie...Han hade sin familie, han hade sin mor og sin far og sin bror...
*...Han var teenager. Det var faktisk hans fødselsdag. De boede en lille landsby midt i England, en gang i middelalderen. Han gik gennem stuen og ud i køkkenet, hvor en lille pejs kæmpede for at holde varmen inden for væggene. Hans far sad ved køkkenbordet sammen med hans mor, hans mor som trukket i en hvid kjole, let kjole. Hendes mørke hår gled ned over hendes krop, som små slanger...
"Tillykke min søn" hans fars brummende stemme. Han satte sig tungt ved bordet og så fra den ene til den anden, men endte med at se mod sin mor, som selv sad og så på ham med sine syge øjne. Som besatte. For det meste tomme øjne, og sådan foretrak han det...Men denne morgen skinnede de så underligt, hvilket aldrig lovede godt.
"Zean!" hans brors navn...Efter hans bror var flygtet hjemmefra, kunne hans mor ikke havde tænkt på andet og hun var blevet psykisk syg. Da hun fik en ny søn, troede hun fejlagtigt det stadig var hendes første søn.
"Zean, min store dreng! åh, hvor er du dog dejlig! Kom til mor, kom her, over på skødet!" hun klappede på sin tynde ben med sine skelethænder. Sean rejste sig og ville gå, da morens hånd greb ud efter hende...
Scenen skiftede, han stod nu sammen med sin far...
"Jeg løber hjemmefra. Nøjagtig som min bror. Jeg håber mor vil dø af sorg! Jeg hader hende og jeg hader dig, for aldrig at have taget mig væk fra hende!"
Igen skiftede scenen. Han var nu et lille barn, ikke mere end 7 år. Han stod og snøftede mens en lille pige sad foran ham og græd.
"Hvad er det du gør?" hviskede hun bange. Sean var ked af det, han skammede sig, følte skyld over at gøre det her...faktisk viste han ikke engang hvad der skete! Han var bare så sulten og den eneste rigtige måde var at...
Scenen skiftede inden man nåede at se hvad der så skete, inden man så Sean misbruge pigen for at spise.
Scenen skiftede og han var nu voksen. Tiden var en helt anden, flere hundred år ud i tiden. mange kvinders ansigter gled fordi, indtil de holdte ved en speciel ung kvinde, som sad på en stol og skrev.
De var i et adelshus og kvinden var klædt i en yndig kjole. Hun så smilende op da hun så Sean komme ind.
"Min far siger du ikke er den du siger du er!" hun så på ham, som ledte hun efter en sandhed.
"din far aner ikke hvad han taler om!" Hun sukkede.
"Jamen vi kan ikke blive gift uden hans tilladelse! Jeg vil ikke flygte rundt! sig mig sandheden! Jeg har hørt du ikke er Richard, at du stjæler, at du dræber..." kvinden græd nu.
Til sidst gled billederne forbi hurtigere og hurtigere, gennem tiden...Fra den gang han lærte at stjæle af nogle skumle mænd i de store byer, fra han slog ihjel for penge, til han steg i graderne i hans profession. Af tusindvis af kvinder. Af det hele...*

Sean viste ikke hvad der skete, han stod næsten som lammet og så det ene billede glide forbi efter det andet, det ene med større smerte end det andet.
Han ville have grædt, skreget, råbt, slået ihjel, for ikke at gennemleve disse ting igen. han havde fortrængt mange af dem, som tiden gik, hvad nyttede det at tænke på dem?
Uden han viste det, svømmede hans øjne over og tårerne gled ned over hans kind, som de ellers ikke havde gjort i rigtig rigtig mange år...

"Du skammer dig... Du siger du ikke gør... Men jeg kan se det du har gjort... Du skammer dig... " Hun sang, og mændene i værtshuset kiggede forskrækket på hende og Sean. De gik hen imod dem og tog fat i Nille og rev hende udenfor. Hun lukkede øjnene og var besvimet. Det tog hårdt på hende. "Det er okay, hun er væk nu" Sagde en af mændene til Sean og fulgte med de andre. De tog en sæk over hovedet på hende og gjorde sådan at hun ikke kunne snakke. Hun var dog besvimet... Besvimet over at hele Seans liv.

Han nærmest faldt gennem tiden. Det hele hvirvlede om ham, da han faldt på knæ og lukkede øjnene, da hun blev hevet væk fra ham. Magien var brudt og han havde igen selv styr på sine tanker, på sine minder og billeder...Men det hele var der stadig, som spøgelser. der gik lidt tid før det sidste billede fortog sig. Han rystede svagt på hovedet, faktisk rystede hele hans krop...
Han fik endelig standset tårerne. Han følte vrede over at have grædt, vrede over så svag han følte sig lige nu! Han havde kæmpet hele livet for at kontrollere sig selv, sin fortid og for at ingen skulle vide noget! Og nu kom den lille heks og vendt op og ned på det hele...
han kom rystende på benene, mens manden der havde talt venligt til ham, tog ham i armen og fik ham ned og sidde. Der blev serveret noget stærkt for ham, mens resten af folkene hujede over deres fangst.
"Du får lidt af pengene, som erstatning for hvad hun har gjort ved dig!" hørte han en af dem sige.
Han var stadig forvirret over de ting der var sket og kunne slet ikke finde ud af hvad han følte lige nu. Hele hans liv? Ingen kunne hele det, bare ved at få ham til at føle skam...Han var dæmon, han levede af at dræbe...
*Men du har altid vist hvilket monster du er, fordi du dræber som du gør. Du er ikke normal, du ved det. Og det har du altid hadet. Men ingen har forstået det*
han drak hvad han end fik serveret, i få slurke og rejste sig op igen.
vreden bølgede igennem ham og varmede hans krop sammen med alkoholen.
Han følte sig svag, irriteret, vred...
pludselig mistede han kontrollen og hans krop forandrede sig. Folk trak sig skyndsomt tilbage, da hans krop voksede til næsten dobbeltstørrelse. Hans hud blev mørkere. Han fik sorte øjne, to små horn gled ud af hans pande, hans tænder blev syle spidse. en hale gled ned og rundt om hans ene ben, for ikke at være i vejen og to store vinger voksede ud af hans krop.
Han smadrede sine omgivelser i et pludselig raseri. borde og stole gled rundt over det hele og smadrede stedet. Mennesker røg med. Men Sean var ligeglad.
I en pludselig indskydelse gik han udenfor og med et brøl hev han Nille væk fra mændene og holdt hende i sin ene arm. Folk flygtede skrigende fra ham, dem der kunne. De sårede lå bare og skreg, bad for deres liv.
han spredte sine vinger og lidt efter fløj de. Han søgte ud af byen...
Han viste endnu ikke hvad han skulle eller burde gøre...

Nille kunne mærke vinden i sit ansigt... Vent? VIND?
Hun ville åbne øjnene men kunne ikke, det var som om hun intet kunne. Seans minder var stadig inde i hende men hun gav langsomt slip på dem... Hun åbnede øjnene... Og skreg. Hun anede ikke hvem denne... Hvad var han endelig? Men han havde Seans ansigt... "S-s-sean?" mumlede hun.

//Sorry har dårlig krea//

De gled gennem luften med overraskende fart. Men han var født i en menneskeskikkelse, så det tog meget energi at være dæmon.
Lidt efter lidt fløj de langsommere og langsommere, før han landede ved siden af en klynge træer, som enlig tilhørte den nærmeste skov.
Han satte hende ned, hverken blidt eller hårdt og trådte lidt tilbage. energien ebbede ud af ham, og han blev langsomt sig selv igen. Han skrumpede nærmest, hans hud blev normal igen, horn, vinger og hale forsvandt og hans øjne lignede en menneskes igen.
Endnu en gang landede han nede på alle fire mens han trak vejret i stød. han skulle bare lige samle kræfter lidt...

Det var Sean! Han havde været i en... Anden form ligesom hende når hun var panter.
Hun landte roligt på begge ben og kiggede på ham. Hun satte sig på hug ved siden af ham og lagde en hånd på hans ryg. "Er du okay?" Hun kiggede spørgende på ham. Hvorfor han havde hjulpet hende -hvilket han måtte have gjort eftersom hun ikke var ved at blive brændt eller noget- forstod hun ikke. Hun havde jo brugt sin evne mod ham...

Han trak vejret dybt, fik sat sig op og skubbede brutalt hendes arm væk. Han rejste sig op og så ned på hende med et blik der ikke kunne have indeholdt mere had, end det gjorde.
"Hvis jeg nogensinde ser dig igen..." hvæsede han. Han var åbenbart ikke i stand til at slutte sætningen. Han begyndte at gå, mod et ukendt mål. Bare væk. Han ønskede ikke at se på hende, høre hende eller noget som helst!
Hun viste ting, inden andre viste ellr bør vide. Det var farligt for ham at lade hende gå rundt med den viden, især når hun i princippet var hans fjende, en modstander.
Hun kunne sige det til alle de forkerte og så ville han aldrig få fred, før en kniv med pentagrammer var boret gennem hans hjerte...
Han var frustreret. Men han slog kun ihjel hvis han spiste eller blev betalt for det. Ikke bare...bare...Åh, han havde sådan en lyst til bare at ende hendes liv!
han kunne ikke lade hende gå rundt med den viden...det ville ødelægge alt, alt!

"Var din mor virkelig så syg?" Råbte hun efter ham, ligeglad med om han var sur på hende eller ej, han lignede faktisk en der var parat til at dræbe hende. "Hvis du ser mig igen vil du hvad?" Spurgte hun og fulgte efter ham men havde en vis afstand til ham. "Hvem var den pige du skulle giftes med?" Spurgte hun igen. Hun havde så mange spørgsmål!

Han kunne have flået hovedet af hvem som helst.
Han vendte sig om mod hende, vreden stod om ham, som piggene på et pindsvin.
"Hvad får dig til at tro folk gider snakke med dig om deres historie? Historier? Hvad får dig til at tro du kan blande dig i alt, at du må og kan vide alt, som ikke rager dig?" hvæsede han rasende.
"Du skal ikke gå ind i mit hovedet igen. Jeg har værnet om min fortid som nogle værner om deres værdier og familie. ingen skal vide noget! Er du klar over hvor mange fjender jeg har, som vil slå ihjel for de oplysninger du nu har om mig? du har ødelagt alt. Simpelthen alt! Tillykke, du har ødelagt alt for mig! Kan du så ikke lade mig være i fred og stoppe alle de sindssyge spørgsmål du hele tiden spørger om?!"
Han følte sig på randen til vanvid.
Han var også sulten, det blev han altid når han var tappet for energi. Og han var sig selv alt for bevidst om Nilles sjæl. Hvis hun ikke snart gik, kunne det her ende ret dårligt...

Hun rømmede sig lidt... Hun følte sig lidt bange nu. "Jeg har ikke bedt om den her evne, Sean... Ligesom du ikke bad om sådan en mor." Sagde hun roligt. "Jeg kunne godt lade dig være i fred...Men jeg har hele din livs historie i mit hoved... Jeg ved hver en ting om dig... Og alligevel reddede du mig? Hvorfor lod du dem ikke bare brænde mig? Svar på det og jeg er smuttet. Desuden... Jeg kunne ikke drømme om at fortælle det til nogen... Medmindre nogle årsager hvilket er ret usandsynlige ting sker." Sagde hun forsigtigt. Han så virkelig vred ud... Hun trådte et skridt tilbage og så spørgende på ham.

Som hun gik et skridt tilbage, gik han et skridt tættere på hende. hans hænder var knyttet, så de var næste helt hvide. Hans øjne var mørke. Han var ikke længere den rolige, kontrollerede og venlige Sean. Han var dæmonen Sean. Den virkelig Sean.
"du har måske ikke bedt om den, men du bruger den stadig. Hvilket er dit eget valg!" snerrede han.
"Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg tog dig med mig, det hele var ret forvirrende. Men lige nu kan jeg kun forestille mig en grund. for selv at se dig lide" hans stemme var så overraskende rolig, men indeholdte alligevel så meget had og vrede, at der ikke var nogen tvivl om han ville gøre det lige på stedet. Sulten gnavede i ham og han havde mest lyst til bare at angribe hende på stedet...Og hvorfor ikke? Han havde jo givet hende et advarsel. Og hun viste for meget. hun indrømmede det jo selv: hun ville sige det, hvis det var den rigtige situation. Det havde han ikke råd til. For hans nevø, for Alane, for Nephthys...for sig selv.

Hun bed sig i læben og kunne se at han var parat til at angribe hende. "Skal jeg hellere putte den i vat og låse den inde? Nej! Jeg har brug for den... Jeg må fortælle verden at eventyret om Syna og Kyra ikke er en løgn! Jeg er tæt på deres blodlinje! Jeg må vise hvad jeg er! Navnet Skammeren... Det passer nøjagtig til mig." Sagde hun og rankede ryggen. "Sean, hvis du prøver på noget... Jeg vil ikke tøve med at bruge min evne igen. Nu vender jeg mig om og går... Og du lader mig være." Hun vendte sig om. Hun begyndte at gå væk fra ham og var klar til at undvige hvis han så meget som prøvede noget.

"Du har måske en historie at give videre, men sig mig en gang: hvordan kan du sprede din historie, ved at bruge din evne? Nej vel? Jeg har intet hørt om den historie. Du kan fortælle den, uden at bringe denne smerte til folk. Heks!" råbte han efter hende. han orkede ikke at jage hende, følge efter hende. han havde jo prøvet at komme af med hende, havde han ikke? Og nu lykkedes det endelig!
Han sank sammen hvor han stod, uden energi eller lyst til at gå videre. Han havde lyst til at græde, men ville ikke tillade sig selv den svaghed.
Han satte sig ned på knæene og stirrede frem for sig...

Heks... Ordene sang rundt om hendes hoved. Heks ... Heks... Hun vendte sig om med et sæt. "[color=whiteJEG ER IKKE EN HEKS![/color]" Råbte hun og hendes øjne skinnede sindsygt. De holdte dog hurtigt op. "Jeg er ikke en heks! Forstået? Jeg er bare en pige på 17 år med en dum evne! Du er lige så dum som de mennesker!" Råbte hun videre af ham. "Jeg troede i det mindste at du forstod! Men nej!" Hun vendte om igen og begyndte at løbe.

Han grinte. Et grin der mest kunne minde om en sindssygs.
"du har gjort det forkert, hvis du ledte efter forståelse!" råbte han
"Man overtaler ikke folk, ved at bruge sin evne imod dem! Det opdagede jeg for længe siden, ser du...Der er heller ingen der forstår mig..." det sidste var en hvisken. For han ønskede enlig ikke nogen skulle vide det. Dum. Et latterligt ord han ikke kunne tage seriøst. Dum? Helt ærligt. Det var et ord børn brugte.
"En dum evne, du påstår du ikke kan styre? du klarede det da godt med mig." han viste ikke længere hvem han talte til. han talte bare.
"du har gjort det forkert, hvis du ledte efter forståelse..."

Hvorfor var Seans ord så hårde imod hendes hjerne? Fordi de var sande? Hun stoppede op igen og gjorde sit yderste for at høre hvad han sagde. Hun hørte det dog. Hun gik nærmere. "Det ved jeg, jeg gør alt forkert Sean. Så minder vi faktisk en smule om hinanden... Ingen forstår os. Men hvis du vidste... Min evne kom frem lige mødt i det tidspunkt hvor den ikke skulle... Nogle gange gider den ikke at gå væk." Sagde hun og holdte pæn afstand til ham... Hun sørgede for at være klar hvis han nu skulle angribe.

Han så op på hende med trætte øjne.
"Jeg troede jeg fik fred?" vrissede han.
"Jeg søger ikke efter folks medlidenhed. Jeg søger ikke efter folks forståelse. især ikke din! Jeg søger ikke medynk eller venlige ord. Du kan ikke bare bruge din evne og bagefter komme og lade som om du er ked af det. Du må tage konsekvenserne af det. Skrid nu!" han rejste sig op igen, vendte ryggen til hende og gik selv.