It's been so long//Sean.

Hun så satdig på ham med det skæve smil og det drillende glimt i øjnene. Hun var virkelig glad for de havde mødt hinanden igen, hun havde savnet ham selvom hun ikke havde lagt mærke til det. "Og det respektere jeg dig for men jeg er altså ikke så nem at narre bare så du ved det", roligt lænede hun sig op og gav ham et kærligt kys på kinden inden hun tog sin kakao igen og drak resten af den. Den var også ved at blive sådan lidt fesen og lunken i det så det var godt hun fik den dræbt nu eller hvad men nu kunne kalde det. Hun kunne ikke lade være med at grine endnu engang da han igen prøvede at få noget ud af hende omkring ham. Men hun rokkede sig ikke, hun ville ikke give ham nogen personlige oplysninger om ham men deres forhold kunne hun godt fortælle ham om. "Han er som en bror for mig og nu får du ikke mere ud af mig", hun så på ham med et dejligt smil og nød nærværen imellem dem. "Mange tak". Hun ville gerne have mere men ikke lige nu.

Han nikkede lidt og fornemmede godt at der var grænsen nået. For andre, ville han blive ved med at presse på, men dette var alane, derfor gjaldt andre regler.
Han trak vejret dybt og så lidt rundt på folk. udenfor var det begyndt at sne. Han nussede ubevidst Alane lidt, men viste ikke hvilket emne han skulle bringe op nu, eller hvad han skulle...andet end at sidde her og nyde det hele lidt. for en gangs skyld havde intet ødelagt lidt hygge og afslapning. endnu.

Hun var nok ikke blevet sur hvis han forsat var begyndt at presse på for at få det, sådan var han jo og det respekterede hun ham for. Men det var også rart at han ikke blandede arbejdet sammen med hende, hun var jo ikke haans arbejde men hans partner hvilket hun var enormt glad for at hun var. Alane lænede sig tættere ind mod ham, han var dejlig varm og så var det også bare ekstra rart.Hun nød den lille nussen som stadig foregik på hendes arm. Hun vendte sig en lille smule mod ham, for at hun kunne se ham i øjnene. Hun vendte sig dog ikke så meget at han ikke kunne blive ved med at nusse hende hvis det var det han ville. "Er der så sådan noget optagelse prøve i din klan, tænker nu mere på at i jo gør noget lidt ekstra odinært?", hun så på ham med nysgerrige øjne og et lille afslappet smil på læben.

Han så lidt på hende. Det var sjældent de trænede folk op...de tog de bedste til sig og så måtte resten vente, til de var gode nok. Ikke fordi han ikke regnede med Alane kunne...faktisk viste han ikke helt hvad hun kunne.
"Alane...Er du overhoved sikker på du vil være en del af min klan? Det er ikke en beslutning man tager den ene dag og fortryder den næste. Det er stort, det er vigtigt...Og når man tænker på at du først lærte klanen at kende i dag, og mener den er spændende, er jeg lidt i tvivl om hvorvidt du ser klanen som noget alvorligt, noget du virkelig vil og vil kæmpe for, og ikke bare en hygge klan for spændingens skyld" Det var ikke fordi han tvivlede på hende. Og det var ikke for at være hård imod hende. Men det var ikke "bare" at vælge en klan...

Det havde ikke haft noget at gøre med hun ville være med i klanen, det havde bare været et nysgerrigt spørgsmål om hvordan det fungerede med nye medlemmer. For at have noget at sammenligne med når hun en dag snakkede med Sajro igen omkring at være med i hans klan. Hun rettede sig så op og vendte sig mod ham. De lille smil lå stadig på hendes læber selvom hun måske ikke virkede til at være så afslappet lige nu. Men det var hun faktisk. "Sean.. Jeg havde ikke tænkt mig bare at spring hovedkulds ud i det, det er jo derfor jeg spørger ind til det for at vide om det er noget for mig. Det er jo ikke en tanteklub med fredags bingo det ved jeg da godt. Så bare rolig jeg har ikke tænkt mig ikke at tænke over det. Jeg skal først finde ud af om det er noget jeg vil og om det er noget jeg er villig til at risikere mit liv for. Men umiddelbart lyder det som noget jeg godt kunne tænke mig. Og desuden så ved du jeg er ret god til at få oplysninger ud af folk". Hun så på ham med et skævt smil og blinkede drillende til ham før hun lænede sig op og kyssede ham blidt op af halsen. Bare lige tre små kys i inje op mod hans øre.

Han grinte kort og skubbede hende drillende væk.
"Aha? Jeg tror hvis der var noget jeg virkelig ville holde hemmeligt for dig, skulle det nok lykkes...Faktisk...Tror jeg at jeg ikke vil besvare dit spørgsmål så" smilte han, mens hans øjne fik det karakteristiske stædige glimt.
"S må du jo leve med uvisheden. Mere at drikke?" spurgte han og lænede sig lidt op. Han var selv blevet lidt tørstig igen....

Hun smilede skævt til ham og havde stadig det skæve og flabede smil på læben samt det drillende glimt i øjet. Alane kunne ikke lade være med at grine lidt over det han sagde. Hun havde sagt det samme hvis hun sad hans situation. "Det hade jeg også sagt hvis jeg var dig. Jeg ville aldrig indrømme det over for min kæreste men jo jeg tror da sagtens du kan holde hemmeligheder for mig hvis det er det du vil. Men nu var det heller ikke det jeg refererede til", hun blinkede let til ham før hun lænede sig tilbage i sin stol og så kort rundt i lokalet før hendes blik atter engang landede på ham da han snakkede til hende. Hun kunne egentlig godt drikke en kop til, mest fordi det var så hyggeligt bare at sidde her sammen med ham. "Jo det kunne jeg egentlig godt". Hun var nysgerrig som bare fanden selv men hun valgte at beherske sig og lade som om hun ikke var interesseret hvilket gik utrolig godt for hende. Hun virkede på ingen måde interesseret i det han lige havde sagt. "Jeg kan sagtens leve i uvisheden, så bare rolig".

Han grinte, rejste sig og tog deres krus.
"Din sidste sætning fortælle mig at du netop ikke kan. du røber dig selv, ved netop at blive ved med at snakke om det" smilte han drillende til hende, blinkede og gik op til baren, hvor han bestilte to nye.
Han så ned på Alane og råbte halvt gennem rummet om hun var sulten og havde lyst til noget?

//sorry...lav krea^^//

Hun daskede ham atter engang over armen men stadig kun for sjov. Det skæve smil så ikke ud til at forlade hendes ansigt det næste stykke tid. Det var rart at de stadig kunne få lov til at være lidt barnlige endnu selvom verden omkring dem så ud til at blive mere og mere alvorlig. Alane lod sine øjne følge ham som han gik fra hende og op til disken hvor krofatter stod bag ved. Han virkede til at være en rar gammel bamsefar eller hvad man nu end kunne kalde ham. Stedet her var i hvert fald hyggeligt og rart at være. Det føltes lidt som det hjem hun engang havde, før de var blevet jaget på flugt. Uden at tænke over det lavede hendes negle tre lange ridser i bordet, oven i købet relativt dybe. En smule blod piblede ud far under neglene og dryppede ned på bordet, hun lagde ikke mærke til det med det samme da hun var alt for oprevet lige nu. Dog blev hun trukket ud af sin verden da Sean råbte til hende. Hun samlede sit våben op men ikke truende og fik roligt op mod ham. "Hvad har de?", hun så på ham med et smil.

Han havde fået de to kakaoer, men han havde virket tøvende, og derfor stod krofatter ved ham stadig, med et venligt smil.
"Ellers andet?" brummede han.
Sean så over mod Alane, lige tidsnok til at se hvad hun lavede. Han skulle lige til at gå hen til hende, da hun kom hen til ham.
Han så bekymret på hende og lod krofatteren svare.
"Dagens kyllingesuppe med brød, steg med kartofler og sovs, hindbærtærte" han trak lidt på skuldrene. deres køkken var ikke så stort, så de havde kun et lille udvalg. Men krofatter kunne ikke huske det hele, så han fandt et kort frem og gav alane det.
"Og her står resten" smilte han.
Sean tog forsigtigt om alanes ene hånd og kiggede på hendes negle, for derefter at se undrende på hende. Der var vist noget de skulle snakke om.
på en måde var han træt af altid at være omgivet af folk, der hele tiden påførte sig selv smerte...

Duften af kakaoen spredte sig allerede i hendes næsebor og hun kunne ikke lade være med at smile, det duftede så dejligt og så indbydende. Hun havde ikke prøvet at gøre skade på sig selv, hun var bare blevet så vred og hadsk indeni og så var det gået ud over bordet. Selvfølgelig kunne hun også bare have smadret det men det ville være syndt for krofatter. Alane så undrende på ham da hun så det bekymrede udtryk i hans ansigt, hvad var der sket, havde hun gjort noget forkert eller var der sket et eller andet for ham? Hun vendte dog opmærksomheden mod krofatter da han snakkede og nikkede stille til det han sagde, hun tog imod kortet da han gav hende det og gav et smil, "Mange tak". Alane fulgte hans blik og ned til hendes hånd. Hun så overrasket ud og løftede så hånden op for at studere den. "Wow... Jeg må have været virkelig sur". Der sad heldigvis ikke noget i sårene hvilket hun var taknemmelig for. "Jeg fortæller dig hvad der skete når vi kommer ned til bordet igen", er forsikrende smil blev sendt til ham og hun kiggede så kort på kortet, "Tja jeg kunne godt spise den der kyllinge suppe.... Hvad med dig?". Hun så ham øjnene med et stille smil.

Han så lidt på hende og nikkede til at det skulle de absolut!
Derefter smilte han let.
"Lille Alane...Du ved jeg ikke almindelig mad" han sagde det lavt nok til at kun Alane kunne høre det.
"En gang kyllingesuppe" smilte han og krofatter nikkede og hentede det til dem. Lidt efter kom der en skål suppe til dem.
Sean tog kopperne og nikkede til skålen med mad.
"den tager du" han gik ned med kopperne og skyndte sig op og betale. Så gik han ned til bordet igen og satte sig på sin stol. Og så så på Alane i håb om så at få en forklaring.

Det var ikke fordi at hun havde en trang til at skade sig selv. Det havde hun aldrig rigtig haft. Hun havde gjort det en gang med det var i desperation for at redde en ven men ellers havde hun aldrig gjort det for at være ærlig. Det var ikke lige hendes ting. Ja hun kunne have ondt af sig selv men i bund og grund havde hun vel et godt liv. "Hvad vidste jeg... Kunne da godt være du også godt kunne spise rigtig mad for nydelsens skyld... Lille Sean", hun blinkede til ham og samlede så skålen på og fulgte efter ham. Roligt lagde hun både våbenet på bordet og satte skålen og brødet forsigtigt på bordet for ikke at spilde. Efter det satte hun sig så ned og vendte sig mod ham, hun havde stadig et smil på læberne. "Jeg kom bare til at tænke på hvor meget det her sted egentlig mindede om det hjem jeg havde en gang og så kom jeg til at tænke på hvordan vi blev jaget fra hus og hjem på grund af vores blod og så blev jeg vred...", et smagte hun prøvende på suppen. Den smagte dejligt så hun spiste lidt mere af den. Hun virkede ikke synderligt rørt af at fortælle historien men måske var det bare en maske?

Han tolkede det i hvert fald som en maske. hvordan kunne hun sidde og så sig selv til at bløde, uden at bemærke det, og derefter smilende fortælle ham det skete?
Han rystede på hovedet og lænede sig frem mod hende med et alvorligt blik.
"Gør mig en tjeneste. Skjul ikke dine indre følelser, dine indre tanker. Kom frem med dem, lad mig se dem og reagere på dem. Og fortæl mig så..." han lænte sig lidt tilbage igen
"...Hvad skete der enlig?"
Han ville ikke ødelægge hendes appetit eller mad. Men han kunne heller ikke bare lade det ligge der...

Alane selv var ikke helt sikker på om det var en maske eller ej. Hun hang sig for det meste ikke i sin fortid mere men ville hellere se frem om det var et desperat forsøg på at glemme den vidste hun ikke. Let sukkede hun stille og begyndte at tegne små mønstre i bordet, der var en hun havde fortalt om sin familie og det var Sajro men hun havde aldrig fortalt ham hvordan det var startet, kun hvordan hun var blevet efterladt. "Jeg tror ikke jeg skjuler dem bevidst overfor dig, tror nærmere at det er mig selv jeg skjuler det overfor så du skal ikke tage der personligt, det er en refleks fra min side", til sidst så hun på ham og vendte sig så mod ham for at fortælle ham det, men kun i korte træk. "Jeg har altid haft en sund lille Kærnefamilie, mor, far og en storebror som alle elskede mig højt og jeg elskede dem. Men som du sikkert ved er Shapeshifters blod meget eftertragtet blandt vampyre og den gang var der ikke så mange af os som der er nu. En dag da jeg var fem år kom der en stor flok vampyre, de ville dræbe os, dræne os for blod men på en eller anden måde slap vi fra dem, vores hus var ødelagt, min mor var døden nær og det samme var min bror men vi kom væk derfra... De næste fire år af mit liv har jeg ikke boet et sted mere end en dag, vi slappede kun af om natten og flygtede om dagen for af en eller anden grund blev de ved med at jagte os og der kom flere og flere til. Vi blev tit angrebet men slap væk hver gang. En nat ændrede der sig noget, jeg kan huske jeg faldt i søvn i min brors arme grædende og næste morgen da jeg vågnede var de alle væk. De havde efterladt mig. Jeg ventede der i dage, nætter men de kom aldrig tilbage....". Til sidst sad hun bare og så ned i bordet, ikke en følelse var at læse på hendes ansigt og hun sagde ikke noget.

Han lyttede, både interesseret, spændt...Men også med en dyb følelse af...tristhed, for Alane.
Da hun var færdig, og han afbrød hende ikke, rykkede han helt tæt på hende, lagde en arm om hende og holdte hende ind til sig. Han kyssede hende kort.
"Tak..for at dele det med mig" smilte han kort.
"Jeg går ud fra det også er derfor du bor i skoven nu, ud over du måske vil og føler dig tilpas i skoven?" smilte han let. Han ville på en måde gerne give hende et hjem...et varmt sted med mad, hvor hun kunne vende tilbage når det blev for koldt eller ensomt i skoven, og hvor han ville være, så de nemmere kunne se hinanden, finde hinanden og være sammen. I et hus...der kunne være deres. Han hungrede næsten efter rigtig familie...nogen at være sammen med til hverdag. Men han var også bange for at sige det. Han ville hellere se alane få gange, end skræmme hende helt væk.
Han sukkede kort og så lidt ned selv.
"Min...familie..." prøvede han kort, men opdagede så han ikke kunne sige det. Han havde været så tavs så længe...Og det ville sikkert ændre alt...Han rystede på hovedet.
"Nej, ikke noget. " han klemte hende kærligt, for at vise han var her.
Han kunne ikke fortælle det, selv om han havde haft lyst, i et enkelt øjeblik...ordene sad fast i halsen på ham.

Hun bed sig let i tungen og så så på ham. "Det værste var ikke sorgen. Det værste var ikke at vide hvorfor de forlod, var det for at beskytte mig, for at give mig chancen for at få et liv eller var det fordi jeg var en byrde at have med eller måske endda fordi de ikke elskede mig længere... Uvistheden var det værste. Alt andet lukkede jeg hurtigt inde og gemte langt væk... Du er den første jeg har fortalt hele historien", endnu engang lod hun blikket falde og en enkelt tåre gled ned af hendes kind, det var flere år siden hun sidst havde grædt over det. Hun græd den dag hvor de forsvandt men det var også det, efter det havde hun gemt det for sig selv. "Jeg har ikke rigtig haft nogen menneskelig kontakt efter det eller faktisk slet ikke. Jeg stjal da jeg var helt lille, tøj, mad, alt hvad jeg kunne få fingrene i. Selv nu i dag stjæler jeg stadig. Jeg har jo intet job og tøj gror ikke direkte på træerne, men ikke en gang er jeg blevet opdaget og ikke engang har jeg været mistænkt for at stjæle, alle har altid troet jeg havde mange penge og var rask. Men sandheden er at hver eneste vinter stort set ligger jeg på dødens rand på grund af sygdom..". Hun brude ikke have fortalt ham det men gjorde det alligevel. Vinteren her så ud til at være den værste længe så det var slet ikke sikkert hun klarede sig igennem den. Hun så endelig på ham da han snakkede. Der var et vådt spor ned af hendes kind der hvor tåren var løbet. Et stille smil lå over hendes læber, hun lagde en hånd mod hans kind og kærtegnede den blidt, det var rart han holdt om hende. "Sean du behøver ikke skubbe dig selv for at fortælle mig din livs historie. Jeg kan vente indtil du er klar og føler dig tilpas med at fortælle mig den". Efter hun havde sagt det lænede hun sig blidt op og lagde sine læber mod hans i kærligt og intimt kys.

han gengældte kysset og da det blev brudt rystede han kort på hovedet.
"Det tror jeg aldrig jeg bliver. Jeg gemt den for længe. flere 100 år..." det sidste prøvede han at sige lidt i ironi.
"Men Alane...du behøver ikke fryse ihjel, du behøver ikke mangle tøj eller mad..." svarede han så endelig. han forstod hende godt...uvisheden var altid det værste.
"Jeg kan give dig et sted at være, hvis du syntes. Jeg kan give dig pengene til det...Jeg kan hjælpe dig...Hvis du selv vil, selvfølgelig" han ville ikke virke pressende. Han forstod hende godt hvis hun ville virke tøvende over for det, også selv om han var til at stole på og hun nok holdt af ham...

Hun så på ham med et lille smil efter de havde afsluttet kysset, det var også helt okay hvis han aldrig blev klar til det men så måtte det jo være sådan. Hun var glad for ham som han var nu. "Det er også okay hvis du aldrig bliver klar. Og tænk engang jeg dater en mand som er over 100 år gammel..... Wow..". Hun så drillende på ham. Hun bed sig lidt i læben da han sagde det, hun kunne ikke bare tage imod penge, sådan var hun ikke. Så ville hun hellere arbejder eller gøre sig fortjent til dem på anden vis. Et stille smil lå på hendes læber og hun vendte sig nu helt mod Sean. "Jeg kan ikke bare tage imod penge fra dig, hvis jeg endelig skal flytte fra skoven skal det være fordi jeg skulle flytte sammen med dig eller sådan noget". Let strøg hun ham over kinden og spiste så lidt mere af hendes suppe.

Han grinte let.
"Over 700, du! måske skulle jeg finde en på min egen alder? Dette grænser jo til pædofili!" drillede han og kyssede hende let på siden af hovedet, mens hun spiste.
"Åh, jeg havde da heller ikke tænkt mig bare at give dig tingene...Min betingelse ville være at jeg også havde tilgang til stedet...så tosset jeg vil" smilte han let og nussede hende let på ryggen, da han havde lænet sig hen imod hende.

Hun kunne ikke lade være med at grine, hun var så glad for at have ham.
"700?!... Sean du er jo tudse gammel... Men man da sige at du ikke har mistet taget med damerne", hun blinkede til ham og begyndte så igen at grine. Alane vendte sig dog endnu engang over suppen og smilede stille, hun spiste resten af den og begyndte så at sidde og pille små stumper af brød af som hun langsomt spiste. Kysset var dejligt, også selvom det kun var lagt mod hendes kind. "Så med andre ord spørger du om jeg vil flytte sammen med dig eller hvad?", Alane lænede sig ind mod ham da han lænede sig mod hende og nød de stille kærtegn fra ham. Hendes grønne øjne så på ham og afventede et svar fra ham.

Han smilte let og så lidt på hende.
"Jeg tilbyder dig i hvert fald et hjem, som også vil være mit, hvor du kan have varmen og få mad. Et sted hvor vi ville vide vi kunne se hinanden oftere" smilte han og kyssede hende på panden. Han var ikke typen der var vildt meget hjemme, selv om han nok ville være mere hjemme når han viste at Alane ville være der. Det ville også være farligt for dem at bo sammen...Men det ville Alane nok ikke høre på.

Hun så op på ham med et lille smil, det varede ikke længe før hun havde spist brødet og nu var hun helt mæt, det var længe siden hun havde følt sig så mæt. Hendes træning kombineret med maden hun ikke fik nok af havde så småt sat nogle få tegn på hende, hvor tydelige hendes kraveben og hofteknogler var blevet men det var ikke slemt endnu. Men efter vinteren her ville hun nok ligne en med anoraksi. Det var jo ikke fordi hun sultede sig selv, der var bare ikke nok mad til hende om vinteren. "Det lyder rigtig rart, jeg vil gerne se dig mere end jeg gør nu nemlig", en lille rødmen lå over hendes kinder mens hun forsat så ham i øjnene med et lille smil. Hun lænede sig tættere mod ham og så ham i øjnene.

//Skal lige spise og så er jeg på igen, så altså om en times tid //

Han nikkede svagt.
"Det vil jeg også gerne." svarede han og lagde armene om hende, så de sad helt tætte på hinanden.


//Okay...Jeg tænker også på...Hvis de skal finde et sted at bo osv. om vi ikke ksal tage det i et nyt emne? //

Hun smilede stille og lagde så en hånd på hans ben som hun stille begyndte at nusse. Det var rart bare at sidde her med ham i stilhed. "Det er jeg glad for at høre... Sean. Jeg savnede dig virkelig da du var væk og da vi ikke rigtig så hinanden men jeg vil gerne se mere til dig end vi har gjort før", et stille smil lå over hendes læber mens hun lænede sig lidt tættere ind mod ham.

//Jo det kan vi sagtens me så tænker jeg om vi ikke bare skal gøre det med det sammen, ved ikke helt hvad jeg skal skrive her mere nemlig ^^'//