It's been so long//Sean.

"Jeg er som jeg bør være" smilte han let. Det var ren vane. At holde kortene tæt, lige meget hvem han ellers var sammen med. Det kunne være farligt for ham, og for andre, at vide mere end højst nødvendigt. Og efterhånden havde han bare skubbet sin fortid så meget bagud, at der skulle noget større til at han fortalte noget. F.eks. en kvinde med skammer-evner. Han hade hende for det. Men han ville ikke tænke over det nu.
de trådte ind på kroen og blev straks mødt af varmen for pejsen, som buldrede i den ene side af rummet.
"Lad os finde os et bord" smilte han
"Og hvad kunne du så tænke dig?" han havde tænkt sig at gå op og bestille noget med det samme.

"Præcis, jeg havde dog altid troet at det ville genere mig mere at jeg ikke rigtig kendte min partner men af en eller anden grund gør det ikke. Det vigtigste for mig er at leve i nuet med dig og jeg ved du holder af mig", hun hviskede det mod hans arm, men kun højt nok til han kunne høre det, dette emne var jo egentlig ikke noget hun måtte snakke om herude så derfor sørgede hun da for at ingen kunne høre hende. Hun ville gerne værne omkring hans hemmeligheder. Hendes øjne gled over ham, hun var så glad for hun havde mødt en hun kunne dele øjeblikke af sit liv med, det var enormt rart. Hun sukkede stille for sig selv uden rigtig at ligge mærke til det, sukket var ikke opgivende men det var bare et suk. Varmen smøg sig omkring hendes krop så snart de trådte indenfor, kuldegysninger spredte sig over hendes krop og hun rystede kort. Det var dejligt herinde. Et smil bredte sig over hendes læber. "Det lyder som en god idé", Hun trak ham stille med hen til bordet som var tættest ved pejsen hvor hun satte sig. Hun så lidt på ham og kløede sig en smul i nakken, "Øhmm, jeg ved ikke rigtig hvad de tilbyder herinde for at være ærlig", hun gav ham et lille smil, hun havde aldrig været her før så hun anede ikke hvad de solgte eller noget. Roligt lagde hun våbenet på stolen ved siden af hende hvor hun hele tiden ville kunne se det.

Han smilte let.
"Lidt af hvert, som så mange andre steder. Diverse alkoholer, men også varme drikke og almindelig vand. personligt lyder lidt varmt kakao godt..." smilte han, tog sin jakke af og hang den over stoleryggen.
Pakken satte han midt på bordet, som om han slet ikke havde tænkt over hvor nysgerrig Alane ville være. Men han var fuldt bevidst om det og det var med vilje han satte den der.
"du nævner noget, en af mine venner også har nævnt. Jeg beklager hvis jeg virker så hemmelighedsfuldt...en arbejdsskade tror jeg" han smilte lidt til hende.

Hun gengav hans smil og så ham i øjnene, hvor var hun dog glad for ham. Selvom de havde kendt hinanden i så kort tid var hun allerede blevet så glad for ham. Sikke dog et mysterium følelser dog kunne være.
"Tja det lyder godt med noget varmt at drikke så det kunne jeg også godt tænke mig". Ubevidst begyndte hun at tegne usynlige mønstre i bordet og så kort ned på dem. Mange af dem virkede kryptiske med lå naturligt for hende. Dog så hun op på ham igen efter ikke ret lang tid, hendes øjne fulgte hans bevægelse og stoppede da han stillede en lille pakke på bordet, ikke foran hende men midt på bordet. Selvom hun prøvede at fokusere på Sean gik det ikke så godt, pokker tage hendes nysgerrighed. "Sean, jeg har ikk brug for at vide alt i verden omkring dig. Så længe jeg ved du aldrig vil såre mig med vilje og at du holder af mig er det nok til mig. Jeg stoler på dig". Hun så lidt ned i bordet. "Selv hvis vi siger du gik ud og var sammen med en anden kvinde ville jeg nok stadig elske dig men jeg kan ikke forklare hvorfor men sådan har jeg det bare. Jeg ville nok blive ked af det eller det ved jeg jeg ville men mine følelser ville ikke forsvinde". Hun så op på ham og gav ham et smil, et oprigtigt og sybt smil som nåede bunde af hendes øjne.

han stoppede op og så undrende hen på hende.
"Hvorfor snakker du nu om det? Jeg har knap nok været sammen med dig særlig længe og du mistænker mig allerede for diverse ting?" han rystede på hovedet, hans smil var falmet lidt, så gik han hen og bestilte noget varmt at drikke. Det blev to gange kakao. Han kom tilbage og stilte den ene foran hende og tog selv den anden, da han satte sig over for hende. Han kunne godt se hendes glade og oprigtige smil...Men hendes ord...foruroligede ham.
"Du ved jeg altid vil være sammen med andre kvinder, ganske enkelt for at spise. Men det lyder som om du også mener jeg har noget med alle andre. Hvorfor? Hvad har jeg gjort, som fortjener denne mistænksomhed?" spurgte han lavt.

Hun sukkede lidt, han havde misforstået det helt. Hun prøved egentlig bare på at udtrykke hvor meget han allerede betød for hende og da det var utroskab der nok var det som ville gøre allermest ondt på hende da hun havde oplevet så mange gange bare at blive leget med så følte hun at det var den bedste måde at udtrykke det på. Det havde det så åbenbart ikke været. Let bed hun sig i læben og så efter ham. Det havde ikke været hendes mening, det havde ikke været nogen beskyldning men hun kunne godt forstå at han tog det sådan når han ikke kendte hende på det punkt. Hun lagde sine hænder omkring kruset da han kom tilbage og nød varmen glide ind i hendes hænder, til det punkt hvor det næsten skoldede hende men hun blev ved med at holde om den. Alane tog en dyb indånding og så så op på Sean. "Det var slet ikke ment på den måde Sean. Jeg prøvede egntlig bare at udtrykke hvor meget du betød for mig. Jeg er vant til at blive lege med, blive leget med mine følelser og jeg har også prøvet at have en som var mig utro. Derfor betyder det så meget for mig et eller andet sted men af en eller anden grund så ville jeg stadig holde af dig hvis du gik ud og gjorde det og det er rigtig meget for mid. Så derfor var det den bedste måde jeg kunne sige det på. Jeg ved godt at det var dumt og nok ikke den rigtige måde men jeg ville bare prøve at udtrykke hvor meget du betød for mig. Det var ikke en beskyldning overhovedet men jeg kan godt se at det kunne opfanges sådan". Hun gav ham et lille smil og håbede virkelig at han forstod det.

Han havde lyst til at trække på skuldrene, men modstod lysten. Den kunne tages forkert og var enlig bare en vane, for det var sådan han plejede at reagere over for andres følelser og alt for følelsesladede ord. Han havde stadig ikke vænnet sig til dem og fandt det lidt svært...et være en del af så følsom...en samtale.
Han så lidt på hende og smilte.
"Tak" svarede han så. Hvad skulle han sige? Han havde ikke så meget at sige. Han lagde selv sine hænder om krusset og mærkede varmen, før han prøvende tog en lille tår. Den skoldede ham straks på tungen og han sank det så hurtigt, at det også skoldede ham ned gennem halsen. Han rømmede sig kort og håbede Alane ikke havde opdaget noget.
"Den er til dig..." han skubbede pakken over til hende.
"Lidt som en...julegave. Om du holder jul eller ej" smilte han.
Han havde ikke set hende længe og havde enlig snakket med Neph om at holde jul med hende. Bare så ingen af dem var alene.

Hun så stille på ham men sagde ikke rigtig noget. Det havde været forkert af hende og havde været alt for tidligt i forholdet at sige sådan noget men af en eller anden grund var det bare røget ud af munden på hende og nu fortrød hun det egentlig lidt men sket var sket og hun gad ærlig talt ikke lade det ødelægge hele deres dag sammen. Det havde været så lang tid siden de sidst havde set hinanden, måske fordi hun ikke havde opsøgt ham men hun havde været nervøs men det skulle ikke stoppe hende mere. "Det var så lidt", hun lød ikke skuffet over hans svar men glad. Hun kunne mærke hvordan den smule pres der havde ligget i hende forsvandt ud i den mørke vinterkulde. Let løftede hun også koppen og tog en tår hvilket resulterede i det samme, den skoldende kakao brændte hele vejen ned i hendes hals og hun satte stille koppen fra sig og så på ham med et lille smil. "Det havde du ikke behøvet Sean. Jeg har ikke engang noget til dig", hun bed sig i læben og håbede på han ikke havde forventet noget. "Jeg holder ikke jul, har jeg faktisk aldrig prøvet for at være ærlig, julen er intet specielt for mig", hun gav ham et lille smil men virkede et eller andet sted langt væk dog kom hun hurtigt til sig selv og begyndte stille at åbne pakken.

Han smilte svagt. Han hadede julen. Mest fordi han altid var alene, mens andre sad sammen og hyggede sig. I år ville han give det en chance...Og kunne dem, han var sammen med, ikke selv lide det eller fejrede jul. Men det var måske bare ikke i hans lod. Alt i alt gik det jo altid galt, når han prøvede at hygge sig...
Inde i æsken lå en halskæde. Selve kæden var ganske tynd og guld farvet, men af et stærkere og lettere metal end guld. Vedhænget var tre blomster i en let blålig farve, med grønne "blade" imellem sig, som i virkeligheden var små ædelstene.
Sean smilte lidt og så på hende.
"Du er ikke tvunget til at gå med den, bare rolig. Jeg ved ikke om det er din stil...." det gik pludselig op for ham at han var bange for om hun overhoved kunne lide den. En sær...følelse.
"Men disse tre blomster...Står hver især for noget speciel. Den midterste...." Han pegede på den
"...Står for beskyttelse af noget man har kært. Præcis hvad, ved jeg ikke..." han smilte og trak lidt på skuldrene. For ham betød det beskyttelse af alane, men den virkede jo ikke sådan...den virkede for den der havde den på. ikke den der gav den. Hvis den virkede...
"...Den til venstre står for klarhed. Der blev sagt at den ville hjælpe en med at se sandheden...Og den sidste står for retfærdigheden. En hjælp til at få en til at tage de rigtige valg. og det er af de grunde, jeg følte du måtte have den. Bare kald mig overtroisk" smilte han. Han mente selvfølgelig ikke at hun ikke kunne beskytte sig selv, finde sandheder eller vælge selv...

//Halskæden:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Alane hadede ikke disideret julen, det handlede om at hun ikke rigtig anede hvad den gik ud på. Hun havde aldrig fået fortalt om den eller holdt en så for hende var det bare endnu en dag i hendes kalender. Dog koldere end de fleste dage men sådan var det jo gerne i vinter månederne. Roligt åbnede hun den æske som var da hun havde fjernet papiret. Hun kunne ikke lade være med at smile, den var smuk også selvom hun ikke rigtig gik med smykker men denne her ar noget specielt. Hun havde fået den af en som betød meget for hende og derfor ville hun gå med den og holde den nær. På en eller anden måde symboliserede det ham, at hun altid havde ham tæt på sig. Det gjorde det i hvert fald for hende. "Sean.... Den er ubeskriveligt smuk og jeg er virkelig glad for den", hun så op på ham med et dejligt smil. Alane lyttede til det han sagde og nikkede stille tænkt at han havde lagt så meget tanke i at finde en gave til hende. Det var nok mere tanken bag det der gjorde hende glad end selve gaven. "Hvor er du sød, du havde virkelig ikke behøvet det men jeg er enormt glad for den". Hun havde ladet ham tale ud før hun svarede ham. Roligt rejste hun sig op og gik over til ham. Hun rakte ham halskæden med et smil og så ham i øjnene. "Vil du ikke give mig den på?". Let bed hun sig i læben og så ham forsat i øjnene.


//Jeg kan desværre ikke se dit link men ud fra beskrivelsen vil jeg tro den er meget smuk

//nå...spøjst...//

Hun kunne lide den...Af en eller anden grund fik det hans smil til at vokse lidt. Han rejste sig op, tog halskæden og gav hende den på. da han havde lukket låsen, lænede han sig ind over hendes hals og kyssede hende blidt under det ene øre.
"Det er jeg glad for" svarede han og krammede hende bagfra et øjeblik, mest fordi det var rart at have hende nær, mærke hende...
Han slap hende igen og satte sig ned. Han pustede let på sin kakao og tog igen en forsigtig tår. Han var lidt øm på tungen, men ellers var den lettere at drikke nu. og smagte dejligt.
"Du skal ikke tænke på at give noget igen. jeg er ikke så godt til at det med gaver" svarede han

//Ja det var lidt underligt men skidt pyt, det går nok //

Hun kunne ikke bare lide den, hun elskede den eller nok ikke elskede den men hun var i hvert fald meget glad for den. Roligt gav hun ham den og vendte så ryggen til ham så han kunne fæstne den omkring hendes hals. Hun nød de efterfølgende berøringer der fulgte efter han slap kæden så den faldt på plads. Den hang lige i hullet mellem kravebenene. Et lille suk af nydelse kom fra hende da han kyssede hedne under hendes øre. Det var virkelig et af hendes svage punkter ikke at han nødvendigvis vidste det. Hun lagde armene over hans og pressede sin krop blidt mod hans for at mærke at han virkelig var tæt på hende. Hun elskede den nærhed, den gjorde hendes altid tryg. Efter lidt tid hvor hun stod og så lidt ud af vinduet gik hun så over og satte sig igen. Hun samlede sin kakao op og drak en smule af den, den var meget mere behagelig at drikke nu. "Men jeg vil gerne give dig noget så du kan lige så godt forberede dig på det", hun gav ham et lille drillende smil.

"Åh..." sukkede han smilende.
"...Stædige..." han rystede på hovedet et øjeblik og så ikke ud til at ville gøre mere ved det. Han lænede sig afslappet tilbage og nød han bare kunne slappe af...for nu. Hver gang han prøvede, skulle noget altid ødelægge det, så det forventede han også halvt og halvt nu. Han lod blikket glide over de nærmeste gæster, men de så alle rolige ud, travlt med deres egen snak, mad og drikkelse.

Hun blev pludselig meget stille og bed sig let i læben. Hvordan skulle hun kunne sige det til ham, ville han blive sur eller hvad ville der mon ske. Hvis hun sagde ja satte hun sig jo direkte i krydsild fra både 'de gode' og 'de onde'. Hvordan ville han tage det. "Sean... Jeg har noget jeg bliver nødt til at sige dig". Hun rejste sig op og trak sin stol over ved siden af ham og trak så sin kakao hen til hende. "En af mine venner har spurgt om jeg ikke ville være med i hans klan. Han er leder af en gruppe der hedder Anarchical og han vil have jeg skal være hans højre hånd eller sådan noget. Men jeg ved det ikke helt. Havde bare brug for at snakke med det om det", ednu engang sad hun og tegnede usynlige mønstre i bordet.

Han så overrasket på hende og lænede sig lidt tilbage i stolen, mens han så tænksomt på hende. en modstandsklan. En farlig klan. Men det var alle klaner jo på deres måde.
"Jeg er selv leder af The shadow clan" svarede han så.
"Jeg har intet forhold anarchical, hverken fjendsk eller allieret...Er det det du vil? Står den for det du vil kæmpe for?" spurgte han lavt...Tanken huede ham ikke, men han viste også at det var fordi han selv var leder af sin egen klan. OG at klaner nemt kunne blive uvenner med hinanden...OG blev de her to uenige, ville Alane stå over for et valg.

Hun løftede stille kakaoen op og tog en tår. Hun trippede en smule med fødderne fordi hun var lettere nervøs for hans reaktioner. Hun vidste de stod for frihed men det var egentlig også det. Men Alane havde alt den frihed hun kunne ønske sig. Hun hørte aldrig rigtig om nogen som blev undertrygt og heller ikke af Sakref så hun forstod ikke helt meningen med hans klan og var heller ikke helt sikker på om hun ville eller ej. "The Shadow Clan", hun smagte mere på det end noget andet, hun havde aldrig hørt om den, der var så meget hun var så uvidst om i denne verden at det var virkelig underligt det hele. "Jeg ved det virkelig ikke for at være ærlig og det var vel derfor jeg vill vende det med dig. Få at få nogle råd eller noget. Nu er du jo selv i en klan og har vel nogle erfaringer med det". Hun så på ham med et lille smil på læben mens hendes hænder stadig omkring kruset.

Han så lidt på hende.
"Ja, du må ikke sige det videre. Folk skal ikke vide jeg er det." startede han med at sige.
"Men klaner fungere som nære venner eller ligefrem familie. Man er tæt med sin klan. Derfor er jeg bange for at hvis du vælger deres klan og min klan af en eller anden grund skulle bliver uvenner med den...At du så skulle vælge. Nogle klaner tager forræderi, det at man forlader den, med døden. Jeg ved ikke hvad anarchical gør." han trak på skuldrene.
"Men det er mening man virkelig skal kæmpe for sin klan. Derfor er det vigtigt at vælge den rigtige." han så lidt på hende. Han var rigtig nervøs for hun skulle blive en del af det...
"min klan står for det at stjæle. Vi er sådan set neutral med resten af samfundet, vi er ligeglad hvordan de styre det, for det meste. Vi vil gerne have en masse magt, men...Vores evner går på at stjæle ting. vigtige, magiske...Vi stjæler ikke bare lidt småpenge fra manden på gaden. Vi går efter de store ting. Og nu prøver jeg at forme den lidt om.så vi også samler på informationer. Jeg har slået ihjel for penge og gør det stadig, men det skal ikke være klanens lod. Jeg vil have vores klan skal være nyttig for folk at kende...Fordi vi har de ting de skal bruge. en genstand, en information..." han smilte let og trak på skuldrene. Han viste ikke hvorfor han fortalte det...Men det gjorde han.

Hun så ham i øjnene med et smil på læberne, han åbnede sig en smule overfor hende hviket var enormt dejligt.
"Det lover jeg Sean, jeg ville aldrig forråde dig eller sladre omkring dig". Hun lyttede intenst til det han sagde og nikkede engang imllem som de fleste folk nu gjorde når de lyttede. Det var vel egentlig for at vise de lyttede eller at de var interesseret i det som blev sagt. Hvilket hun var. Alane vidste ikke om hun var klar til at kæmpe for den kaln, hun anede ikke engang om hun var enig i det den stod for eller hvad der skete for dem. Hun sukkede lidt og kløede sig eftertænktsomt i nakken. Dog begyndte hun at lytte igen da han forsatte sin snak omkring klaner. Hun virkede ikke dømmende eller overrasket over hvad hans klan gjorde. Sean havde jo fortalt hans arbejde var farligt og det var det her godt nok også. Hun så ikke ned på folk som stjal eller slog ihjel. Alle havde deres grunde til at gøre som de nu engang gjorde og det respekterede hun. "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det udover at det lyder spændende", hun så kort ud i luften og forstillede sig hvordan det var, et liv med spænding men også en masse fare dog havde hun folk som stod ved hendes side når tingene brandte på. det måtte være rart. Hun var virkelig glad for at han havde åbnet sig overfor hende.

Han smilte svagt og rystede på hovedet.
"Jeg er bekymret for dig, hvis du vælger at blive en del af den klan. For det hele. Jeg finder ikke...det, som nogen særlig god ting. Men jeg vil ikke stå i vejen for dine valg" svarede han og tog endnu en tår af sin kakao lg lagde an arm om hendes stol. Han ene hånd kunne lige nå hen og nusse hendes arm.

Hun så på ham med et lille smil på læben. Han var bekymret for hende endnu engang, det var lidt sødt men så hjælpeløs var hun heller ikke at hun havde brug for beskyttelse hele tiden. Let strøg hun noget pandehår ud af sine øjne og lænede sig mod hans hånd som blidt nussede hendes skulder. Det var dejligt. "Jeg kan godt klare mig selv på sådanne punkter Sean me det er rart at jeg ved du bekymre dig om mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre endnu, ved ikke om jeg takker nej eller ja. Fordi i bund og grund ved je ikke om det er noget jeg vil kæmpe for. Noget jeg vil gå hen og dø for og hvis det ikke er det er det ikke det værd". Hun så på ham med et lille smil. "Ser du, din klan lyder egentlig også meget tiltalende, spændingen og faren ved det. Det med at man altid har nogen i ryggen hvis tingene skulle gå galt. Det er en rar tanken". Hun så op på ham med et smil og drak e smule mere af kakaoen. Den var dejlig varm og hun kunne mærke hvordan varmen fra den spredte sig i hele hendes krop.

Han så lidt på hende.
"Du er lige blevet angrebet af en dæmon. tror du virkelig jeg tror på du kan beskytte dit liv, mod en hel klan?" han rystede på hovedet. Han så helst Alane blandede sig ude af klanerne. Men det var hans overbeskyttelse der sagde det.
"Min klan?" smilte han
"Vi giver også lidt til de fattige...for at skabe lidt venner i byerne. Fattige er mange steder, ser og høre mange ting." han så lidt på hende. Han ville elske at de kunn evære hemmelige sammen, om noget. Manhan ville ikke tvinge hende, hun bestemte selv.

Hun sukkede stille og så ned på sine fødder. Han burde vise hende lidt tillid. Hun havde lige fået våben hun kunne beskytte sig selv men og alt muligt så mon ikke det nok skulle gå godt. "Jeg har ingen anelse om hvor mange de er i klanen men er ret sikker på det ikke er så mange men hvad ved jeg jo egentlig omkring det. Jeg ville jo kun få det afvde hvis jeg gik ind i selve klanen og det ved jeg ikke om jeg gør endnu". Hun så på ham med et lille smil på læben. Det var rart at de kunne sidde og snakke omkring sådanne ting. Det var lidt det hun havde manglet i forholdet. Det hele var jo egentlig bygget på en fysisk tiltrækning mellem dem ikke at der var noget galt med det eller at hun ville brokke sig over det. "Det var da egentlig både en godhjertet tanke men også en smart måde at samle informationer på". Hun kunne ikke lade være med at beundre hvem end der havde tænkt den tanke.

Han grinte let og trak på skuldrene. nu kunne han godt tillade sig det, at trække på dem. Han drak lidt af sin kakao, før han svarede hende.
"Tja...man har forskellige måder at gøre det på...Men hvem har du da modtaget en invitation fra? Nogle fra klanen eller måske selve deres leder?" spurgte han med et lille smil. Han var desværre lidt for nysgerrig...Ville helst vide så meget som muligt, af en eller anden grund det var ofte ret hyggeligt.
"Ved du hvad deres leder hedder?" spurgte han henkastet. Han ville ikke bruge sin kæreste, til at udfritte hende. Men han måtte lige tage chancen...Nu hvor den var der.

Hun var efterhånden ved at være færdig ed sin kakao nu men hun ville ikke have et det her skulle ende så hun gemte lidt på den efterhånden som samtalen forsatte. Alane sendte ham endnu et smil og så ham i øjnene. Roligt lænede hun sig ind mod hans side sådan så de kom lidt tættere på hinanden, bare fordi hun nød nærværet mellem dem så meget. Hun kunne godt mærke hvordan nysgerigheden emmede af ham og det var højst sandsynlig også en del af arbejdet der lå i det. Det med at han ville vide alt omkring alle stort set. "Ja det var lederen af klanen der spurgte mig". Hvad kunne den information skade, ja han vidste hun havde et bekendskab med ham nu men hvad kunne det gøre. Hun kunne ikke lade være med at daske til ham mens hun så på ham med et skævt smil. "For det første, jeg er din kæreste ikke et arbejdsprojekt. For det andet er jeg altså ikke så dum at du kan få det ud af mig". Hun blinkede drilsk til ham og smilede skævt. Dasket havde været drillende og på ingen måde hårdt.

han grinte kort.
"Nej...Men jeg måtte prøve. Jo flere klaner der står sammen, jo stærkere står man...en modstand klan gør ingen skade, for os. Men måske ved vi nogle ting de kunne bruge i modstanden..." han trak på skuldrene. Det var også lige meget.
"Men man skal da kende en leder godt, eller være heldig, hvis denne skal komme med sådan et tilbud. Må jeg så spørge hvad dit forhold til lederen er?" smilte han prøvende og drak næsten resten af sin kakao. Han så over på hendes der også virkede ret tom.
"Hvis du vil have mere, siger du bare til" han kyssde hende oven på hovedet, efter hun havde lænet sig ind mod ham.