home... ~ Sean

t: omkring 22.20
s: Kroen Det Vilde Svin
o: meget få, zombie-agtige gæster
v: udenfor regner det og er iskold.

Det var som alt var blevet en smule mere gråt efter hun var taget afsted.
Kroen havde ikke nær så mange gæster, og dem der var der kunne man forveksle med zombier.
Ikke at det undrede hende - sådan som der så ud.
Kroejeren lyste lidt op, da den kappeklædte skikkelse som han kendte så godt, kom ind af døren.
''Min kære!'' smilede han og var straks henne ved hende.
''hvordan var det? Jeg vil vide alt!'' hun løftede afværgende en hånd, og han nikkede roligt.
''Kan jeg få mit gamle værelse?'' sagde hun roligt. Han nikkede.
''Denne vej Frk. Storyteller!'' hans stemme rungede i hele kroen.
''Dæmp Dem.'' bad hun og gned sine tindinger. Han nikkede undskyldende.

''alt er gjort klar til Dem.'' sagde han, gav hende nøglen og rakte ud efter hendes taske. Hun tog den hurtigt til sig, og gik op mod sit værelse.

Sean brugte bagdøren denne dag og kom direkte ind i køkkenet, hvor der var en sød lugt.
"Mariam...Hvad laver du i dag, som spreder denne duft?" duften mindede ham om mange ting. Den var...hjemlig. Desværre. Og dog var det alligevel en dejlig duft.
en buttet kvinde kom vraltende over til ham, dækket med et forklæde, der havde forskellige pletter.
"Min sirupskage. Ugens kage" hun klappede ham kort på kinden.
"Min mand har ventet dig, du kan ikke bare blive væk så længe uden at sige det!" hun så på ham, som en mor ville se på sin søn. Sean lod hende. Dette form for skuespil havde bragt ham mange gode ting.
"Tak" smilte han og gik gennem køkkenet, blinkede flirtende til en køkkenpige som rødmede og så ned i den suppe, hun var ved at lave.
NEtop som han gik ud af døren, hørte han Mariam stemme et øjeblik...
"...Julian! ikke løgene! de skulle have været i først, se nu her..."

Inde i krostuen var der varmt, pejsen i den ene side var tændt så folk kunne komme ind og få varmen og blive tørre igen. Han nikkede venligt til kromanden, som nikkede kort igen.
"Så er du tilbage! Flere dage, uden et ord! Min kone var ved at gå ud af sit gode skind!" grinte han kort og rystede opgivende på hovedet.
"Forresten er hun tilbage..." Han behøvede ikke sige hvem. Seans øjenbryn gled ned i en rynken, som ikke umiddelbar var til at tolke. Han viste ikke selv hvordan han skulle tolke denne nyhed. Var det godt? skidt?
Det var ved at være vinter og kun et spørgsmål om tid før vinteren kom...Og julen.
Tidspunktet hvor alle folk opførte sig særdeles...mærkværdigt. Selv her. Han viste ikke om han glædede sig eller ej...Han havde endnu ikke haft en grund til at fejre den.
Han nikkede kort til manden og gik selv om op mod sit værelse...

Faktisk ville han være gået direkte til sit værelse, men i stedet første hans ben ham ubevidst mod Nephs værelse, hvor han bankede på døren...

Hun havde sat tasken og var gået direkte i bad.
Da det bankede på døren havde hun været nød til at afbryde badet, og viklede et håndklæde om sig, og gik hen til døren ved drivende vådt hår.

''ja?'' spurgte hun, gennem døren. Hvem ville banke på så sent?
Hun åbnede tøvende døren, og stirrede direkte på Sean.
Hun vidste hver hvad hun skulle sige eller gøre, så hun stod bare som en idiot og så på ham.
efter et par sekunder nikkede hun undskyldende til ham.
''kom bare ind. Jeg... finder lige noget tøj.'' sagde hun og var på vej ud på badeværelset igen

Han ventede lidt og overvejede at gå da han hørte hendes stemme...Men han var stadig bange for hun måske ikke gad se ham, så han turde næsten ikke svare. Da hun åbnede døren sendte han hende et lille smil og vinkede lidt til hende, før han trådte ind, roligt. Han følte sig meget mere i balance denne gang.
"Det var ikke min mening at forstyrre...." sagde han undskyldende, da han bemærkede hendes mangler på tøj og det våde hår.
"Hvis det er kan jeg godt gå igen? Jeg hørte fra krofatter du var kommet tilbage..." han så lidt efter hende.

''jeg har ingen intentioner om at smide dig ud.'' sagde hun med et lille smil inden hun gik ud og tog trusser og en t-shirt på. Han havde set hende i mindre end det, så hun var for doven til at tage mere på.

Hun uglede håret i håndklædet, så det ikke dryppede mere. det hang fugtigt om hendes ansigt.
Hun kom ud til ham igen, med et lille smil.
''sæt dig bare'' sagde hun med et roligt udtryk i ansigtet.

''så nu har du altså bedt kroejeren holde øje med mig?'' grinte hun inden hun blinkede til ham.
''godt at se dig Sean.'' sagde hun lidt efter, og fumlede lidt med en tot hår

han smilte kort.
"Nej, han sagde det uopfordret. Jeg har selv været væk lidt..." han trak lidt på skuldrene og satte sig på den nærmeste stol. Han lod en hånd glide lidt igennem sit hår og så på hende med et lille smil.
"I lige måde, Neph...Jeg har savnet dig. Du ser også ud til at have det bedre"

''det kunne være bedre.'' sagde hun med et roligt smil.
''i det mindste tænker jeg ikke på selvmord længere. Det er vel en trøst.'' sagde hun inden hun så lidt ned.

''hvor har du så været henne?'' spurgte hun, for at skrifte emne

Var den sætning sagt, så han netop skulle forstå hvor meget han bør hade sig selv, føle skam eller skyldfølelse? Han havde ikke meget respekt for folk der tænkte på selvmord. Han havde levet i flere århundreder og viste hvor svag man skulle være for at tænke tanken...
Han trak lidt på skuldrene og viste ikke helt om han havde mest lyst til at gå igen.
Det hele var jo alligevel ødelagt for stedse.
"Jeg skulle bare ordne nogle ting. Lige som dig" svarede han roligt
"For min egen klan." han så lidt på hende.

''jeg har fået et tilbud...'' mumlede hun og så lidt ned.
''fra en vampyr. Evigt liv.. Tilgengæld vil han have noget af mig også..'' sagde hun stille, inden hun rejste sig.

Hun gik to skridt hen mod ham, stoppede så op.
''jeg ved at jeg ikke burde fortælle dig det her-'' hun så igen lidt ned.
''men du fortjener vel at vide bare en smule om hvorfor jeg forsvinder i noget tid..'' sagde hun inden hun så ham i øjnene.

''jeg tager ikke afsted på grund af dig... Det må du endelig ikke tro. Jeg tager afsted, fordi jeg har lyst. Evigt liv... Mange siger at det er en forbandelse, mere end en gave..'' Hun sukkede kort.

''for mig lyder det nu ret fristende..'' sagde hun, inden hun tøvende bakkede tilbage, væk fra ham.

Han så lidt på hende, mens hun fortalte det.
"Jeg ved ikke hvorfor du fortæller mig det. Jeg ved ærlig talt ikke hvor vi står i forhold til hinanden længere. Kan vi snakke fortroligt? Skal vi undgå hinanden?" han rystede kort på hovedet go virkede ikke som en der ville høre et svar på det.
"Men evigt liv..." han rystede på hovedet og rejste sig op. han gik over til vinduet, han lagde armene over kors og så ud af vinduet i lidt tid. Så rystede han på hovedet og vendte sig om mod hende igen, lænede sig op af vindueskarmen.
"Hvorfor ønsker du dig det?" spurgte han endelig.
"Hvorfor leve evigt?"
Han viste Alane ikke ville leve så længe som ham selv, hvis de nogensinde skulle blive sammen så længe...Men ønske sig det...

Hans spørgsmål var direkte, og svaret ville blive uforståeligt for ham.
''jeg kan bare ikke lide tanken om at jeg en dag skulle ligge sytten fod under jorden, og rådne op.. Jeg får aldrig børn, jeg bliver aldrig gift. Så hvorfor ikke få så meget sjov ud af det jeg har?'' hun så på ham.
'hvis alt går galt kan jeg jo bare hamre en pæl gennem migselv..'' mumlede hun kort.

''og hvad vi er? Det ved jeg ikke. Jeg ser dig som en af mine eneste fortrolige venner. Ja, jeg har da bekendte - dem jeg arbejder med og sådan noget. Men venner, dem er der ikke mange af.'' sagde hun og så så ned, da hun så hvordan han stod.

Prøvede han at være offensiv? Med armene over kors forventede hun næsten et angreb fra hans side, verbalt.

''hvis du er imod det, så lader jeg være..'' mumlede hun tøvende.
Hans mening betød meget for hende - specielt fordi hun ville forsvinde fra hans liv i mindst halvtreds år..

Han rystede kort på hovedet.
"Du ved aldrig om du får børn. Hvad angår at blive gift, kan jeg intet svare. Men medmindre du er syg på en måde, som forhindre dig i at få børn, kan jeg ikke se nogen grund til du ikke skulle kunne få nogen" svarede han.
"Det andet...Ja, nu har jeg aldrig tænkt tanken, jeg har altid lært jeg skulle leve evigt...Men hvor ville jeg ønske jeg kunne tænke den. Tænke den og vide den ville ske. At have kort tid, til at nå alt det jeg ville, have et mål og føle mit liv ville være fuldstændigt, så snart og hvis jeg opnåede dette mål..." han rystede på hovedet og hans arme gled ned langs siden på ham. Hans øjne havde fundet et bestemt punkt p ågulvet, som de åbenbart ikke ville se op fra.
"Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ønsker sig evigt liv, især ikke hvis de intet har til at nyde tiden med, værende folk eller genstande" han så op på hende igen.
"Det er et helvede og det lyder som om vampyren bare vil misbruge dig. Det er min mening. Et evigt liv er ikke et magisk eventyr. Det er ikke en evig tur på hesten, en vej fuld af lykke og sjove hændelser. Det er et helvede. Et rent helvede. Og jeg vil aldrig ønske det skulle overkomme dig. Kan du ikke se det? Hvor specielt dit liv er nu, fordi du har en bestemt tid, at opnå det bedst i? Lad ikke en simpel vampyr ødelægge det for dig..." han bad. Omend han regnede ikke med hun ville lytte. Gjorde hun nogensinde det? Gjorde hun ikek altid som hun selv ville?
Han viste det ikke, men håbede hun ville lytte...
Han ville ikke miste hende. Hverken nu eller om 50 år...Men den dag hun evt. døde, ville han i det mindste huske tilbage på hende. Hvis hun levede evigt...det ville ødelægge alt. Meget mere end han mente hun kunne forstå. så mange nye vampyrer som havde fortrudt det eller var vrede over det...

Hun nikkede stille, næsten usynligt over hans ord.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, han var den med erfaringen.
Hun bed sig lidt i underlæben, indvendigt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige - eller gøre.

Men hun ville respekterer hans ønske. Selvom det smed hende under jorden for at rådne på et eller andet tidspunkt. Sådan var det åbenbart bestemt til at være for hende.

Langsomt gik hun hen og satte sig på sengen igen. Hun trak benene op under sig, og så kort på ham.
Hun så hurtigt ned igen, i frygt for at møde hans øjne; hvad nu hvis dette var en test i om hun havde lært af sidste gang hun gjorde noget for at behage ham?..
Hun krøb lidt sammen og lagde hovedet på hovedpuden - tungt.

''--- jeg vil bare ikke have at du ser mig som en 67 årig gammel rynket tudse...'' hviskede hun, og lukkede øjnene lidt.

Han så spændt på hende, opdagede han. Han var anspændt, men tvang sine muskler til at slappe lidt mere af.
ved hendes ord, gik han over til stolen og hev en stol hen ved siden af. Han satte sig på den og lagde rolig, venskabeligt, en hånd på hendes arm. et lille smil gled over ham.
"Jeg vil hellere se dig som en gammel tudse, end jeg vil se dig spilde din tid, på jagt efter et ukendt mål, men med evigt liv som langsomt, men sikkert, vil ødelægge dig fuldstændigt" svarede han lavt.

''yeah right, du ender med at være den der skal skifte ble på mig!'' grinte hun drilsk, nærmest udfordrende.
Hun kunne mærke de små stød der blev sendt gennem hendes krop når han rørte ved hende, men hun måtte lade være med at vise det. Det ville gøre ham utilpas.

Hun vidste at hun var død længe inden. Hun havde en tendens til at rode sig ud i problemer. Hvordan kom hun nu ud af den aftale med vampyren...? Hun havde lovet - hendes blod for evigt liv.
Men mon ikke hun kunne betale tilbage - i doser?

''klokken er ved at være mange...'' mumlede hun så.
Hun rejste sig, og fandt en pose frem, med nogle småting fra hendes tur.

''jeg går ud fra at du trænger til en god nats søvn, så det vil jeg lade dig om. Jeg skal løbe nogle ærinder...'' hun nikkede mod posen.
''om du sover herinde eller hos dig selv, det blander jeg mig ikke i..'' sagde hun roligt, inden hun tog et par jeans på, støvler og en jakke.

Han havde trukket armen til sig, så normalt som muligt, da han fornemmede hende ubehag ved det. Og det fik hans humør til at dykke igen.
Han nikkede kort og rejste sig op.
"Jeg så tager jeg mit eget værelse..." han viste ikke om han ville sove, han havde sikkert for mange ting at tænke på. Han overvejede at spørge hvad hun enlig havde tænkt sig - Evigt liv eller ej?
Men besluttede sig for at det var hendes eget valg og han ikke bør blande sig mere.
Han så lidt på hende-
"Nå, men så ses vi jo nok...Håber jeg" og så gik han. Mod sit eget værelse, for at slappe af og tænke...

''... jeg har noget til dig...'' hviskede hun, da han var gået.
Hun sukkede, opgivende.
Hun gjorde altid alting forkert.

Stille forsvandt hun ud af værelset, efter at have placeret en ting på hendes bord; en lille æske, med et lædearmbånd i, med et vedhæng i hvidguld. I vedhænget var der mejslet noget, der lignede englevinger, indtil man drejede den lidt. Så var det dæmoniske vinger.
'We all have two sides. I wish I kndid know your other one.' Stod der på bagsiden af det lille vedhæng.
På æsken stod der bare 'Sean' med smukke bogstaver.

Derefter forsvandt hun ned af gangen, ned til kroejeren.
''jeg kommer tilbage i nat. Vent ikke oppe.'' sagde hun kort, inden hun forsvandt ud af døren.

Hun var på vej hen til huset som hun tidligere havde fået set Tændstik indespærret i, nede i kælderen.
Jimmy boede der nok endnu. Det håbede hun.
Hun bankede på, forsigtigt.

det overraskede ham at han faldt i søvn alligevel. Han havde været fulde af tanker. Mange forskellige. Det var snart vinter, vejret så ud til snart at give sne. Det var også snart tid til det folk kaldte jul, som man åbenbart også fejrede her. Han havde tænkt på Alane og deres tid sammen. havde de nogen fremtid?
Han havde tænkt på sin stilling og sit liv lige nu, om det var det han ville...Og på Neph, hvad ville det føre til? Han følte sig mest som en ven med hende...Men der var stadig en del af ham, der holdte for meget af hende...
Og så faldt han i søvn. en søvn fuld af uroligheder. Han vendte og drejede sig i søvne, indtil han vågnede svedende op.

Han tog et koldt bad. For at klare tankerne og vække kroppen. hvad var klokken enlig? Var Neph kommet tilbage?
Han tog rent tøj på igen. Og forlod sit værelse og gik ned til hendes værelse. Han bankede på, men der var ingen der svarede.
"Neph?" måske var hun ikke kommet tilbage. Eller også sov hun. Han lod en hådn glide gennem sit hår, som stadig dryppede lidt.
Han åbnede døren lidt og så ind. tomt. Han bemærkede en lille æske og af en eller anden nysgerrig grund gik han ind i værelset, lukkede døren efter sig, og gik over til æsken.
Han så lidt på den. Hvad betød dette? Hans navn stod på den...Men hvad havde hun gemt til ham? Og hvorfor? Var det et trick? Han kunne ikke modtage noget fra hende...Det kunne han ikke, ikke når han viste hvor meget hun nok lagde i det!
Han satte sig tungt på en stol og tog æsken i sin hånd. Han så på den længe, før han åbnede den. Han så længe på armbåndet, før han kunne tage den op og så den i den svage lys der var. Han kunne lide den, det havde han allerede besluttet sig for. Vingerne...Ordene...De gav så meget mening, de to imellem, og gjorde ham så sært trist. Han stilte æsken på bordet og sad bare med armbåndet i sine hænder, uden at vide hvor længe han efterhånden havde siddet der...
åh, kære Neph...

Hun var gennemblødt, håret dryppede og det samme gjorde hendes tøj.
Jimmy havde ikke svaret, så hun lagde bogen til ham i en trææske foran døren til nogen åbnede den.
Bogen var en gave, som tak for hans hjælp. Med hende, og med Sean.

Stille var hun trasket tilbage til kroen, hvor hun med sjaskende skridt gik ind på sit værelse.
Første lagde hun ikke mærke til Sean, der sad der. Hun smed jakken på gulvet, og smed støvlerne i et hjørne.
Hun mumlede, og vred sit hår inden hun begyndte at smide bukserne.
Så så hun Sean sidde der, og stivnede kort, nok til at hun ramlede ind i kommoden bag hende.
Hun ømmede sig, og så på ham.
''Jeg troede du sov?..'' mumlede hun, inden hun trak sine bukser på plads igen.

Jimmy var på sin sidste opgave. Kun Sean viste hvad han skulle, hvor vigtigt det var og at han aldrig kunne vende tilbage.

Han sad og så på Armbåndet i lang tid, da døren pludselig blev åbnet. Han så op mod Neph, først uden at genkende hende, men så blev han hevet tilbage til virkeligheden.
"Neph..." han rejste sig hurtigt op og knugede armbåndet hårdt i den ene hånd imens.
"undskyld...Jeg...Var her for at se om du var tilbage..." han så ned over hende. Regnede det udenfor? Han så hurtigt væk, da det gik op for ham at hun var ved at smide tøjet...
"undskyld, jeg vil gå igen...Så du kan...skifte...Og selv sove..." han gik over til døren, men kunne ikke helt gå. Han stoppede op i døren og så lidt ned på armbåndet og så hen på Neph.
"Nephthys...Hvorfor?" han så hen på hende og håbede hun forstod hvad han mente.

''du vil ikke have svar på det spørgsmål.'' sagde hun, stille.
''du vil ikke høre det.'' sagde hun, og så lidt ned.
sandheden var at hun ikke turde sige det. Hun turde ikke fortælle ham det, ikke når hun vidste hvordan han ville reagere.

Hun trak den våde t-shirt over hovedet, og stod nu i bar overkrop.
Hun gik hen til kommoden og fumlede for at finde en trøje.

han så væk for ikke at føle sig mere tiltrukket af hendes krop, end nødvendigt. Han ville ikke lave flere problemer for dem.
"Neph...please...Jeg kan ikke modtage den uden i det mindste at vide hvorfor" bad han stille. Hans krop rystede let og han forstod ikke hvorfor. han så ned på den. havde hun taget en beslutning? Ville hun forlade hende for stedse? eller havde hun besluttet sig for evigt liv og dette var et håb om han forstod hende, et håb om tilgivelse, eller fordi hun ville så evigt liv og aldrig se ham igen?
en masse sammensatte ideer sad i hans hovedet og det fortvivlede ham ikke at vide hvilken der kunne være den rigtige.

Hun sagde ikke noget mens hun fik fundet en sort silkenatkjole frem.
Hun fik smidt sine jeans, så hun kort kun var iført sorte elegante blondetrusser.
Langsomt trak hun natkjolen over hovedet, og lod den glide på plads over hendes krop.
"Jeg havde en aften fri, og gik rundt på et market.. Jeg synes at du fortjente et minde om mig, til når jeg er en ældgammel tudse." Sagde hun med en spinkel stemme.
"Jeg ville give dig noget tilgrngæld for det du har givet mig så længe. Venskab." Hendes stemme var spinkel, og parat til at knække.

Hun så lidt væk, mens hun tog et bånd og satte sit hår op i en rodet knold.

åh neph! hvordan kunne hun...indeholde så meget? Han var ikke sød ved hende og alligevel gjorde hun sådan noget her...
Da hun havde tøj på og var færdig med at snakke, gik han hurtigt over til hende og krammede hende ind til sig. Han håbede hun ville acceptere det. Han havde brug for det...Og det bedste han kunne gøre lige nu.
"Åh Neph..." han smilte svagt.
"..Jeg har ikke været sød mod dig og alligevel gør du det her..." han så lidt ned på hende, da han slap hende igen.
"Jeg vil bære den hverdag. Som minde om dig, de ting du har gjort og vil gøre, for dit liv og ikke mindst for vores venskab" svarede han.

Hun bed sig hårdt i tungen, for ikke at svare ham med det første der kom på hende sind.
Hun gengældte krammet, og slap ham lidt efter, selvom hun langtfra havde lyst til at give slip.

"Om du så behandlede mig som skidt ville jeg stadig holde af dig. Jeg skylder dig mit liv..." Hviskede hun. Hun havde ikke lyst til at slippe ham, eller træde væk.
Men hun var nød til det. Han ville nok ikke bryde sig om at hun klæbede sig til ham