home... ~ Sean

Hun tabte bogen ned i sit skød.
Hun havde troet, håbet... Og nu sad hun på sengen, rystende, uden at trække vejret.
Hun kunne ikke mere. Hun kunne ikke få ham til at gengælde hendes følelser.
Lige nu følte hun sig brugt. Ikke misbrugt, ikke som et offer. Men... Hun havde stolet på ham, og hun havde endnu engang fået et bevis på at han ikke var til at stole på.

Hendes makeup begyndte at løbe ned af hendes kinder mens hun hikkede i forsøget på ikke at græde.
Hendes vindue, der vendte ud mod gaden, knuste da hun kylede bogen ud af det.
Hun rystede, da hun rejste sig. Hun havde for fanden vidste det!

Hendes krop lukkede ned. Den gik i stå.
Hun så sig omkring, og pakkede med rystende hænder sine ting sammen. Hun kunne ikke holde ud at se på sengen, på værelset.
Hun ville ud, nu. Hun tag tasken over skulderen, og forlod værelset.
Hun betalte ikke kroværten, hun gik bare. Væk. Ned langs gaderne, rystende. Jo længere hun gik, jo mere smerte fik hun i brystet.

Han var måske ikke til at stole på. han viste det ikke selv. Han var jo ikke rigtig rask oven i hovedet. han viste det bare ikke selv. Han viste ingen ting. Han ville gerne være til at stole på, ville gerne være der for Neph...men jo mere han prøvede, jo værre blev tingene. lige meget hvad. altid. sådan gik det altid. Evig og altid ødelagde han det hele. Han ville bare gerne flygte, forsvinde...
Han viste ikke hvor han var henne. han stod et sted midt i byen, måske, og var ikke opmærksom på sine omgivelser. Hvordan fik han det til at stoppe, hvordan fik han kontrol over sit liv igen og...havde han nogen som helst chance for at redde det med Neph?

//Hvad nu? hvad vil du gerne?//

Hun kunne ikke skade ham mere. Hun kunne ikke ødelægge mere for ham. Hun måtte opgive.
Det venskab hun havde elsket så højt, var et venskab hun nu måtte give slip på.
Mens hun gik lagde hun ikke mærke til at hun passerede Sean.
Hun gik bare, i det kolde vejr, i en skjorte, jeans og støvler.
Hun ville bare væk. desuden lå det ikke til hendes natur at fryse ubevidst.
Hun gik hurtigt, slingrende. Hun havde brug for at komme væk. Stoppe det hele. Lade ham leve sit liv.

Hun kunne sagtens få et arbejde, efter han havde lært hende at tale.
Hun så ned, mens hun bare gik.

//ved det ikke helt//

//Jeg ved det heller ikke helt...//

han trådte ind i en gyde og forsvandt ind i den verden han kendte så godt, da hun passerede ham. Han havde ryggen til og bemærkede ikke noget...
Så var det som om det hele gled i baggrunden. Det hele forsvandt nærmest. han viste ikke helt hvad det var.
Set i hans øjne ville han hellere end gerne være venner med hende, han elskede deres venskab og havde sjældent været så forbundet til nogen, men at hun var forelskede i ham ødelagde det hele, hele tiden. og det så aldrig ud til hun ville opgive det, at være forelsket i ham, og kaste sin forelskelse over en der var mere for hende.
Han viste han havde såret hende igen. Og derfor kunne han aldrig se hende igen. Han havde gjort det engang og svoret det aldrig skulle ske igen. Men det var sket, også selv om han ikke selv havde haft styr over det. Selv om han ikke viste hvad der skete, viste han alligevel det var hans skyld. Det var det altid.
Og han hade sig selv for det...
Han stoppede op og satte sig op af en væg, ligeglad med det skrald der lå rundt om ham, ligeglad med de små pytter af ubestemmelig væske der lå omkring ham og af folk der stirrede på ham. Han var også ligeglad med de 5 mænd der kom over mod ham, fordi de genkendte ham og ikke brød sig om ham...

//og nu vil Neph være fjollet//

Hun bed sammen, da duften af Sean blev stærkere.
Var det i hendes hår eller sådan noget?!

Men uden at tænke over det bakkede hun tilbage, og drejede lidt ind og ned af gyden.
Hun kunne høre de fem mænd. Hvordan de var ude på noget de ikke burde.
Og hvem end de var ude efter var det ikke fair.
Hun smed tasken, og blottede tænder inden hun blev til en sort-grå ulvinde. Hun gik truende hen mod dem mens hun rejste børster og blottede tænder i en advarende snerren.
Hun havde ikke set Sean endnu.

Mændene havde kurs direkte mod Sean. Sean, som havde lænet sig tilbage med lukkede øjnene, fuldstændig ligeglad med alt, bare dette kunne stoppe...
tre af mændene havde taget nogle knive frem, de var næsten helt henne ved Sean da de opdagede ulven. De så lidt på hinanden og smilte svagt. en af mændene gik frem mod ulven og smilte let.
"Lille vuffer..."
Imens gik to af mændene frem og hev Sean op og stå. Han åbnede overrasket øjnene, men gjorde ikke modstand, hvad han normalt ville have gjort.
"Du har ødelagt meget for os" manden der talte havde en speciel accent.
"flere af os ser dig helst død, efter de ting du gjorde..." han slog sean i maven, Sean mærkede hvordan luften forlod ham og smerterne bredte sig gennem hans mave. Lidt efter mærkede han også et slag i ansigtet. Eller var det to? Han var stadig ligeglad, stirrede bare tomt op på manden. På en måde gjorde det slet ikke ondt...gjorde det?
Manden trak sin kniv frem og viftede med den foran Sean med et skadefro smil.
"Hvad siger du til dig egen medicin? Se her...Dette pentagram...Lavet specielt til dig..." grinte han

Efter at have set kort på den behandling Sean fik, bed hun ham der viftede med pentagrammet hårdt i anklen. Hendes gab fyldtes med blod da hunbed til, inden hun trak sig hurtigt væk.
Fandme nej om man truede hendes ven.

Hun sprang og undveg en kniv med nød og næppe.
Hun så på sean med sine gullige øjne - bedende.
*tag dig nu sammen.*

Hendes skulderblad sved nu, og blodet dryppede frit. Hun havde en kniv siddende i skulderen.
Hun stoppede, og stirrede kort på kniven inden hun bakkede væk fra dem.
I skyggerne blev hun til sig selv, og rasende flåede hun kniven ud af sin skulder.
Hun hamrede en knytnæve i hovedet på ham der havde plantet kniven i hendes skulder, og knurrede dyrisk.
''pis af!'' snerrede hun inden hun så på sean igen.
Hun var ved at blive svimmel af blodtabet.

Han mærkede smerten, da en eller anden faldt ned over ham, sikkert ham der havde slået ham. Kniven manden havde haft i hånden, gled hen over hans ene arm og fik blodet til at løbe.
Han faldt ned sammen med den skrigende mand, da de andre to mænd slap ham, for at tage sig af Neph.
Han sansede ikke særlig meget. Det var først da han opdagede det var Nephthys de gjorde fortræd, tog han sig sammen. Han fik rejste sig op og samlede kniven om som manden havde tabt. Med et vredt udbrud, stak han kniven i ryggen på den ene mand, som skrigende faldt sammen, da hans lunge blev gennemboret og han druknede i sit eget blod.
Det hele var ret tåget, da han skubbede den anden mand væk, før han kunne føre Neph noget. Så stoppede han op og så på Neph. Men han følte ærlig talt ikek noget lige nu.

havde det ikke været fordi hun var så skide frustreret havde hun krammet ham.
Men lige nu havde hun travlt med at tage sig af den mand der havde truet Sean.
med hendes lange negle bukkede hun sig ned, og strammede grebet om hans strube.
''slå hunden, og ejeren smadre dig. Slå ejeren og hunden slår dig ihjel.'' hendes greb strammedes mens mandens ansigt så småt blev blåt. Så lod hun neglene gennemborer hans hals, og punkterede hans luftrør.
Hun lod sin sårede arm hænge ned langs hendes side, slapt.

Da det lod til at der ikke var flere mænd tilbage samlede hun pentagrammet op og lagde det i lommen indtil hun kunne destruerer det.
''farvel.'' sagde hun kort til ham inden hun begyndte at gå igen. Hun tog sin taske med den raske arm, og vendte sig om og så lidt på ham. Hun skyldte ham ikke længere sit liv. Hun så ned.
hendes eget ord hang over hende og buldrede.
hun så ned, og begyndte at gå

Han greb ud efter hende, selv om han fortrød handlingen. Hans hånd lagde sig om hendes raske arm og forhindrede hende i at gå...Han mærkede hvordan følelsesløsheden så småt var ved at overtage ham igen, men han ville bare...han ville lige...
Han viste ikke hvorfor han græd. Han viste ikke engang han gjorde det, før tårerne faldt ned fra hans kinden og ramte hans hånd. Han så overrasket ned på sin hånd og stirrede lidt på det, men rystede så på hovedet og så op på Nephthys. Armbåndet sad stadig hvor han havde sat det dagen i forvejen.
Han slap hende hurtigt.
"Tak...For hjælpen...Neph..." hun hadede ham. Men hvad havde han forventet? Han viste bare ikke hvorfor...
"Neph...du hader mig og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg ved ikke hvorfor..." han hviskede nærmest. Igen dryppede noget ned over hans hånd, men denne gang ignorerede han det. Han havde slet ikke styr på noget mere...
"Jeg har ikke styr på...noget mere...Neph...Jeg ved ikke..." Han viste ikke hvad han skulle gøre...

''jeg hader dig ikke..'' kvækkede hun, forskrækket over hans reaktion.
''havde jeg hadet dig så havde jeg ladet dem slå dig ihjel mens de havde chancen. Men som jeg også fortalte din ven der, rør ejeren og hunden slår dig ihjel.'' hun så ham i øjnene.
''man rør ikke dem jeg holder af, specielt ikke dem jeg elsker.''

han rystede på hovedet.
"Du elsker mig ikke. Hvorfor skulle du blive ved det med?" han trak sig væk fra hende nu. Han viste ikke hvad han skulle sige, hvad han skulle gøre...Han viste ikke hvordan han skulle sige det, men viste også han var alene med sine problemer. hun viste det jo godt.
"Jeg er træt af altid at såre dig neph..." så vendte han om og løb. Væk fra hende. Væk fra alt. Håbede han. Hans arm smertede og han var lidt øm på siden af hovedet og maven. Men alligveel løb han bare videre.

Feel like running.." Sukkede hun inden hun samlede sin taske op igen. Hendes arm sved så hun kunne skrige, men hun begyndte bare at gå. I første omgang overvejede hun at tage henn til Sajro og få ham til at se på hendes arm, men efter deres skænderi lod hun være.

"Jeg stopper ikke med at elske nogen bare fordi de løber." Mumlede hun inden hun nåede en smal landevej der angiveligt ville føre til Firewood.

//Hmm...out, eller hvad? //

//i guess so. Skal i biffen nu, såe... Hvis du vil kan du lave et nyt emne, ellers så ser vi på det en anden dag?//

//Lad os se på den anden dag god tur//