home... ~ Sean

han så lidt på hende og rystede svagt på hovedet.
"Du skylder mig ikke dit liv, Neph." svarede han roligt og tog armbåndet ordentlig på. Det var ikke...ham. At gå med smykker. Men dette kunne han godtage. Det så slet ikke så slemt ud, som det hang der. Han følte selv han havde behandlet hende som skidt...

Var det ikke for dig havde Kain slået mig ihjel den aften..." Sagde hun inden hun så lidt ned og bakkede et skridt væk.
"Nå.. Men.. Godnat så.." Mumlede hun tøvende, inden hun gik hen til sengen. Hun stod med ryggen til. Ham lidt, mens hun trak dynen væk, tavs.

Han så lidt på hende og rystede på hovedet.
"Jeg tror nok der var noget andet der kunne have reddet dig. At det var mig, var sikkert bare et tilfælde." han så lidt på hende og nikkede let.
"Jeg undres...Om vi nogensinde kan gå hvert til sit, uden en af os altid skal være i dårligt humør. vil du forblive i godt humør hvis jeg blev?" spurgte han og så på hende.

''jeg forstår ikke hvad du mener, Sean?'' hun så på ham, og bed sig i indersiden af munden for ikke at tale over sig.
Mente han blive som i at han ikke rejste videre? Eller i at han blev hos hende natten over?
Hun smilede undskyldende til han, mens hun nussede rundt og gjorde klar til at gå i seng.
Hun redte sit hår, med en stortandet kam, som så ud til at være skåret ud af en knogle.

han sukkede og så lidt på hende. Nej, hvorfor skulle hun også det?
"så siger vi det" så forlod han værelset, uden at sige mere. Han gik ned på sit værelse, ordnede nogle småting og forlod kroen.

Hun stirrede efter ham, som om han havde smækket hende en lussing.
Hvad havde hun gjort galt? Han ønskede jo selv at de skulle holde den afstand...
Hun så ned, mens en kold følelse krøb over huden på hende.

Hun bakkede hen til sengen og satte sig og så ned på gulvtæppet.
Hendes krop føltes underligt tung, og langsomt trak hun dynen over sig.
Så mærkede hun tårerne som pressede sig på, hvad fanden de så end ville.
Hun sad nu bare, og stirrede tomt ud for sig, med knæene op under hagen.

Han ønskede lige præcis så meget afstand, som der skulle til for de bare kunne være venner. Men dette var mere afstand, den var der konstant og mindede ham om hvad der var sket og hvad det havde ødelagt. Lige meget hva,d mente han ikke at han ville få den samme fornemmelse for det igen. Deres venskab var iskkert ødelagt for stedse.
Han sukkede og begav sig længere ind i byen, uenig om hvorvidt han skulle finde en pige at spise, drikke sig fuld eller dræbe nogen.

Hun sad bare og stirrede, mens hun følte sig mere og mere tom. Mere og mere kold.
Hun lagde sig ned i sengen, og krøb sammen i fosterstilling, inden hun rejste sig, og trak i det gennemblødte tøj fra tidligere.

Hun forsvandt fra kroen, og gik ned af den vej hun regnede med han var gået ned af.
Hun så ned mens hun gik.

Han fandt en enlig kvinde i gyden, som så mere end glad ud, ved selskab. Han lagde op til hende og lidt efter gik de langs gaden sammen, arm i arm. Sean flirtede med hende, uden følelser, men sådan som han altid gjorde, når han jagede.
"Du ser ensom ud, min pige..." smilte han og lod en finger glide ned langs hendes kind. Kvinden smilte op til ham.
"Det er jeg også...Men du er vist mit mirakel. Tag mig med, et sted hen med varme og mad og jeg vil gøre alt for dig" Sean grinte let.
"pas på hvad du siger, måske tager jeg det alvorligt" kvinden smilte frækt til ham.
"Det håber jeg..." og sådan gik de videre. Men Sean kunne kun tænke på Nephthys og deres små problemer..Og i at drukne de dårlige følelser i kvinden her.

Hun gik bare, ikke for at finde ham, men for ikke at være alene hjemme.
Hun så ned mens hun gik, og bemærkede ikke da hun passerede dem.
Hun gik bare, iført intet andet end jeans og en t-shirt, som var gennemblødt. Bare fødder, arme og mave.

Hun så kort op på himlen uden egentlig at se noget.
Hun sukkede opgivende

//Hvad skal der enlig ske nu?//

//hvad du vil have at der skal ske.//

//Jeg ved det ikke helt...har du nogen ideer eller lyster?//

//mange, men ikke nogen der kan bruges til noget. Det passer slet ikke til Sean. Medmindre han fik endnu en... personlighedsspaltning?//

//Det kunne han godt, men er i tvivl om hvor godt det er for deres...venskab...^^? Men du vil msåke godt//

//ville gerne. Bare se hvor det førte hen?//

//Okay//

Det var hurtigt overstået. Kvinden lå på sengen i en sjov stilling, som hjun gerne ville prøve. Nu var hun død.
Han kastede dynen over hende og lynede sine bukser. Han lod en hånd glide gennem sit hår og følte sig fuld af energi igen. Så forlod han stedet og gik tilbage mod kroen. Uden selv at være klar over den forskel der lige var kommet...

Efter lidt tid var hun gået tilbage til kroen, rystende af kulde. Hun gik ind på sit værelse, og så sig kort i spejlet inden hun trak både trøje, jeans og bh af. Så trak hun sin natkjole igen.
Hun sukkede, tændte små sterinlys overalt for at slappe lidt af.

Han gik ind på kroen og nikkede kort til nogle personer han kendte. Han smilte og hans øjne var en anelse mere mørke end før.
Han gik ovenpå og fandt hurtigt Nephs værelse. Hvor han bankede på.

Hun så mod døren. Klokken var alt for mange til det kunne være nogen hun kendte.
Derefter tog hun sin kniv i hånden, skjulte den bag ryggen og åbnede døren.
Hun stirrede på ham kort inden hun så lidt væk.

Han så på hende og smilte svagt.
"Undskyld...Hvis jeg forstyrre igen. Jeg kunne bare ikke tænke på andet...End os to. Må jeg komme ind?" spurgte han
"eller gemme du noget omme på ryggen som skal gøre mig skade?" han så afventende på hende. Det var selvfølgelig hende der bestemte...Men han havde svært ved at skjule det...Hun betød mere end en ven for ham og derfor var det også svært for ham at finde ud af det hele...

hun så ned, bakkede væk fra døren og lagde kniven på bordet.
''jeg vidste ikke at det var dig...'' mumlede hun inden hun så på ham igen.
Hun bakkede hen til sengen og trak en silkekåbe om sig, som gik til midt på lårene.
Hun vidste at han ikke kunne lide at se på hende, så det var bedst at dække sig til.

''jeg regnede ikke med at du kom tilbage nu..'' hun så spørgende på ham

Han trak på skuldrene, gik ind og lukkede døren efter sig.
"Det gjorde jeg heller ikke..." svarede han ærligt og så om på hende igen.
"Jeg kunne bare ikke lide at gå...Sådan som vi har det med hinanden. Det virker næsten som om mine berøringer gør ondt på dig. Det gør mig trist..." han så hen på lidt. Hvad skulle han enlig sige?

''ondt?'' hun så uforstående på ham.
''jeg elsker at du rør ved mig... Når du gør det...'' hun så lidt ned.
Det var ikke tit de rørte ved hinanden - om det var kram, en hånd på en skulder eller mere intimt - deres fysiske kontakt var på et minimum. For hans skyld.

Hun så på ham, inden hun bakkede lidt væk fra ham igen - ikke bange, nærmere... tøvende. Hvorfor kom han tilbage..?

Han så lidt på hende og nikkede lidt.
"Det virker bare ikke sådan...OG jeg har hele tiden prøvet at minimere det, for din skyld. For ikke at få dig til at lide mere end højst nødvendigt. Jeg er ked af de ting jeg trækker dig igennem, jeg troede aldrig vores venskab skulle ende sådan her...Det føles næsten som om vi er fremmede, selv om vi begge måske ønsker at være så tætte som mulige. Jeg er meget usikker på tingene.." han stoppede med at tale da det gik op for ham hvad han snakkede om. Han så op på hende med et lille smil.
"Ah, jeg snakker og snakker..." han rystede lidt på hovedet og satte sig på den nærmeste smil.
"Jeg kan også godt lide...de få gange vi er lidt tætte"