Well well, you want to be friends? -Christian-

han hævede øjenbrynet og så næsten drillende på ham "jamen okay så" klukkede han og rystede på hoved "goddag broder" udbrød han drillende og måske direkte provokerende, men han kunne ikke gøre for det, han var i et formidabelt humør drillende, smilende og faktisk meget glad, en ting han normalt aldrig ville havde været

Det gav et stik i ham, et kærligt stik da han kaldte ham broder, også selvom det var med en drilsk undertone. Men, Jacob kunne se at han mente det, på en måde.
"Goddag selv æred broder," sagde han drilsk og bukkede høfligt for ham, som var de til et fint selvskab hvor det galte om at tale fornemt og opføre sig ordentligt.
Han rettede sig op igen, med et grin på sine læber. Det føltes godt at grine igen, at have nogen at grine med.. En at snakke med for den sags skyld.

han rystede på hoved og klukkede stille "dette er underligt, som regel gider folk ikke være i nærheden af mig, men du derimod kære broder.." han rystede på hoved og overraskede sig selv ved at klappe ham på skulderen, det var næsten behageligt at blive kaldt broder, at høre Jacob kalde ham det...ja det var uvant, men behageligt

Folk.. Nogen folk var ikke det værd at prøve at snakke med.. Se bare på den borgmester Jacob engang generede, ved ikke at vide at han var en borgmester.. Da borgmesteren fandt ud af det, fik han sådan et fornærmet ansigt på som havde han kaldt ham et meget grimt øgenavn? Men nej, han vidste bare ikke at han var borgmester og var derfor en skænsel.. Folk som ham var ikke det værd..
Han kiggede på ham, med store øjne da han lagde en hånd på hans skulder.. Ikke fordi det var ubehageligt, men fordi det føltes som om at de allerede var som venner.. eller brødre..
"Så må de folk ikke have været meget værd," sagde han og klukkede. "For du virker til at være en meget flink fyr,"

han grinede og fjernede hånden, da han så udtrykket i Jacobs øjne "jamen mange tak, du er nu heller ikke så slem selv dæmon" hans smil blev stort og bredt i takt med at han betragtede ham, for ja han kunne mærke en eller anden forbindelse mellem dem...lidt ligesom den forbindelse han havde haft med Jason. han kørte en hånd igennem håret og hurtigere end øjet kunne opfange havde han grebet fat i Jacob og kløede ham i hovedbunden med sin kno, dog ikke så hårdt, da vampyrer var meget stærke og kun blev stærkere med alderen

"Mange tak vampyr," sagde han drilsk og løftede på det ene øjenbryn, mens han smil var venligt.
Der spredte sig en varm følelse i Jacobs krop, var det sådan at have en familie eller ven? Det måte være skønt.. Nu forstod han bedre, hvorfor han altid var blevet jaloux når han havde set en lykkelig familie. En mor der krammede sin datter, en far der spillede bold med sin søn. Alt det havde givet ham stik indeni og nu forstod han hvorfor.
Han nåede ikke at reagere, før Christian lagde armen om ham og gav sig til at kløe hans hovedbund med sine knoer.
"Hey!" grinte Jacob og ryggede sig fri.
Han rettede hurtigt på sit hår, der sad ud til alle sider efter Christians kløen. "Meget morsomt," Han sendte ham et stort smil.

han grinede og hans smil var bredt "hvad er der lillebror, er jeg for hurtigt for dig"han forsvandt og et grin lød som et ekko i intetheden "buh" lød det bag Jacob og derefter var der intet, men dog efter noget tid dukkede han op foran ham med drillende øjne "sikke en flot frisyre, du burde se sådan der ud hver eneste dag" han prøvede at holde et grin tilbage, men til sidst brast det ud og han tog sig til maven og grinede

Han kunne ikke tro det. Christian legede med ham, drillede ham som var han en lillebror der trængte til at blive sat på plads, få at vide at det var den største der bestemte.
"Meget morsomt," sagde han og vendte sig om, for at se Christian, men blev forbavset da han var væk igen. Han drejede om igen, kiggede efter den drilske vampyr, der pludselig stod foran ham igen, med et stort fjogede smil i hele hovedet.
Jacob kiggede op på sit hår, der sad til alle sider. Det så nu meget sødt ud, men sådan ville han ikke have at det skulle sidde.
"Jaja," grinte han og prøvede at rette det.
Han smilte lumsk, mens Christian tog sig på maven af grin. Hvorfor ikke selv drille lidt? Så hurtig som et lyn, sprang han op på ryggen af ham og gav sig til at ule hans hår med sine knoer.

han grinede og så på ham "ja jeg er nu meget morsom" han smilede gådefuldt og trådte et skridt frem mod ham, men han blev dog en kende overrasket da Jacob hoppede op på hans ryg, ikke at det gjorde så meget, da han jo ikke ligefrem kunne mærke vægtforskellen, han greb fat i Jacobs fødder og rettede sig op "uhh pas du nu på kære broder, jeg er som sagt hurtig" han sitrede og dette var et klart tegn på at han ville løbe og at han ville løbe meget hurtigt

*Åh nej, det kan umuligt gå godt* tænkte Jacob for sig selv, mens han greb om halsen på Christian, da han kunne mærke at han ville bruge sin vampyr fart. Og efter havd Jacob havde set og hørt, var vampyre meget hurtige, som en gepard på jagt.
Han tog et fast greb om halsen på ham, for ikke at falde af når han satte i løb. Han ville ikke hoppe ned, det var jo ikke ligefrem hver dag man blev tilbudt en ridetur på en vampyr?
"Kom bare an," sagde han drilsk og ventede på at han skulle løbe.

han grinede og bøjede sig ned "uhh gør dig klar lille bror" grinede han og fokuserede næsten på et mål foran sig "nu hold vejret" hviskede han og satte af med større styrke og fart en en raket, han spurtede afsted og stoppede først op flere km længere henne, en tur som denne tog hvad 1 minut og han havde løbet godt omkring 9 km

Han gjorde som han sagde, holdte vejret og kneb øjnene i. Det var jo alligevel umuligt at se noget, når man fik vind i øjnene.
Da Christian løb, kunne han mærke hvordan det suste i hele kroppen. Han var imponeret over den fart han kunne have.. Selv om Jacob havde lukket øjne, kunne han mærke at de var nået lang, blot på det enkle minut han havde løbet.
Christian stoppede igen, så han åbnede forsigtigt øjnene, hvor han derfefter hoppede ned fra ham. Nu sad hans hår for alvor til alle sider. Det var vindens skyld.. Hvorfor skulle den altid rode i ens hår?
Han smilte til Christian og fik hurtigt en latter ud af sine læber, da han så at også hans hår sad til alle sider, som var han lige stået op.

han kørte en hånd i gennem håret og med et sad det hele som intet var hændt "vampyr specialitet, alting sider perfekt" han grinede og lagde en hånd over munden "men dit hår derimod broder, det sider ud til alle sider" han grinede og trådte tilbage, han grinede så meget at han endda var lige ved at vælte så meget grinede han, dette var virkelig underligt og fremmed for ham, at være sammen med en også have det sjovt, at slippe en side ud som ikke havde været fremme i mange år og måske faktisk aldrig

jacob sendte ham et blik, der var blandet af misundelse og irriteret. Hvorfor skulle vampyre være så perfekte, som var de kommet ud fra en maskine der skabte perfekte skabninger?
Han rullede kærligt øjne, og kørte selv en hånd igennem sit hår, der så småt begyndte at sidder normalt igen. Det var dog ikke så nemt, da han havde meget tykt og pjusket hår, men hvad pokker kunne han gøre ved det.
"Så er det heller ikke sjovere broder," sagde han og løftede drilsk på et øjenbryn.
Det varmede ham, at se Christian grine sådan. Hvem havde troet, at en dæmon som Jacob, kunne få en trist vampyr til at le igen?

han rystede på hoved og rettede sig op, man kunne se omkring hans læber at han prøvede at holde grinet tilbage "nej nej selvfølgelig ikke, du har ret" han kørte en hånd hen over sit ansigt og med et forsvandt smilet og han forsvandt, dog dukkede han op lige bag Jacob og lod sine kolde fingre glide igennem hans hår "så nu står du stille, så skal jeg se hvad jeg kan gøre ved det her garn" han rystede på hoved og så på håret med rynket bryn

Ligeså hurtig som smilet forsvandt, forsvandt Christian også.
"Gid han ville lade være med det," mumlede han for sig selv, mens han kiggede sig om efter Christian. Det gav et lille sæt i ham, da han pludselig stod bag ham og var igang med at rode i hans hvide, pjuskede hår.
"Tak, tror jeg nok," sagde han og løftede på skuldrene.
Det var vel bare hår, så vigtigt var det vel heller ikke, men det var pænt af ham at han ville hjælpe..
"kan du finde du af det?" Han sendte ham en drilsk undertone.

Hna grinede stille "nej det tror jeg ikke, det er så sjovt at se hvordan folk reagere, han er der også pludselig er han der ikke2 han rystede på hoved og så på Jacobs hår og efter lidt tid sad det perfekt "sådan så nu er det perfekt" han rystede på hoved og var igen hurtigt henne foran ham "du ved med denne fart...you gotte enjoy the little moments" han trak på skulderne og lagde armene over kors

Han smilede, efter at hans hår endelig sad normalt igen.
"Tak," sagde han, med et venligt smil og kiggede hen på ham. "Jeg kunne godt forstille mig det, jeg elsker selv at drille folk så," Han grinte lidt og løftede uskyldigt på skuldrene.
Jacob var en værre lille ballademager, hvis der var nogen der generede ham. Han var nok en smule hævngærrig ja, men ikke noget der ville skade folk. Ud over dem han tog sjæle fra selvfølgelig, men noget skulle han vel leve af? Det var da ikke værre end når en vampyr tog blod.
Han smilte til Christian og kiggede sig omkring. Der var stadig ikke andet end en sne ørken i syne.

han nikkede stille "det var da så lidt, hvad har man ellers brødre til" han smilede bredt og lagde armene over kors, så rundt i denne gudsforladte sne ørken "sikke et farverigtigt sted" mumlede han sarkastisk og rettede igen sine øjne mod Jacob "jeg er ikke god for folk, du burde holde dig fra mig" hviskede han stille, næsten helt uhørligt, men sådan var det jo han havde altid været lidt af en enspænder han elskede selvskab, men som folk begyndte at dø eller han sårede dem, holdte han sig fra dem og holdte sig til sig selv

Et lille grin undslap hans læber af hans sarkastiske bemærkning. Nej, det var ikke ligefrem fyldt med farver, men der var vel smukt på sin hel egen måde.
"Ja, hvad har man brødre til," sagde han og smilte til ham, som en lillebror ville gøre til sin storebror. Han bemærkede godt, den sidste komentar pga. sin gode hørelse. Det var ikke kun vampyrene der kunne et par tricks..
"Vil.. du allerede have mig til at forsvinde?" spurgte han stille og kørte sin fod, til side, til side.

han sukkede og så på ham "nej selvfølgelig ikke, du er som min broder, men...jeg såre kun folk og en dag vil jeg såre dig som jeg har såret alle de andre, og det vil jeg ikke" han rystede på hoved og trådte hen til ham, lagde en hånd på hans skulder "Jacob du er som min broder, noget jeg aldrig har haft og altid har ønsket mig, men det afholder stadig ikke fra at jeg er ustabil" han sukkede og gav hans skulder et klem

Det gav stik i Jacob.. Det var som om at Christian sagde farvel.. Hvorfor lige nu? De var lige blevet så gode venner, de var blevet som brødre..
"men, jeg tror ikke at du kan såre mig," sagde han og smilte skævt til ham. "jeg er en dæmon og er ikke så nem at såre," Han prøvede at virke opmuntrende, for at Christian skulle blive.. "Og hvad så hvis du er lidt ustabil, det er de fleste væsner?" Det blev ved med at stikke i ham, af nervøsitet for at Christian skulle gå sin vej. Han kunne nu godt lide hans selvskab...

han sukkede og gav hans skulder et klem "er du sikker, bare så du ved hvad du går ind til, mit liv er ikke altid særlig nemt" han rystede på hoved og før hans vidste af det havde han givet Jacob et næsten broderligt kram, men da berøringerne blev for meget trådte han tilbage og betragtede ham "måske er de det, men hvis jeg mistede min menneskelighed, vil jeg være som jeg var dengang for 300 år siden, jeg ville dræbe og ikke have nogen samvittighed" han rystede på hoved og sukkede

"Ja," sagde han og smilte. "Og jeg ved at dit liv ikke er særlig nemt, men derfor betyder det ikke, at jeg ikke vil prøve at gøre det nemmere," Han blev en smule forskrækket, da han omfavnede ham.. Den havde han ikke set komme.. Ikke at det var det helt store problem. Da det blev for meget, trak Christian sig væk igen, trådte et skridt tilbage imens han stadig havde blikket på Jacob. Jacob kiggede tilbage på ham, ville sige noget da Christian var hurtigst og brød stilheden.
"Hvis den dag kommer," sagde Jacob og smilte selvsikkert. "Så vil jeg være den første til at køle dig ned og få dig på rette tanker igen!" Han kiggede på ham med store øjne, der lyste af selvsikkerhed. Der var ingen tvivl om at Jacob mente at han kunne klare det..
"Tro mig," sagde han og lagde armene på kors. "Mig, slår man ikke så nemt ihjel,"

han nikkede stille "mange tak broder...det er så uvant for mig at folk skulle bekymre sig om mig" han trak på skulderne og lagde armene over kors, for ja det var vel i teorien sandheden i så mange år havde han været sig selv, han havde bare gjort hvad han ville, men nu begyndte folk pludselig at være det for ham hvis han var i nød, de ville hjælpe ham, en ting han ikke helt altid brød sig om. han hævede øjenbrynet "ville det ikke slå dig ihjel hvis du manglede hjertet" spurte han og lagde hænderne om på ryggen