Well well, you want to be friends? -Christian-

"Det var da så lidt broder," sagde han og nikkede, som et tegn på hengivehed.
Det var en underlig følelse ja, pludselig at have en man bekymrede sig om og ville hjælpe. Det havde han aldrig troet skulle ske for ham. I de 100 år han havde levet, havde han aldrig holdt af nogen, der var heller aldrig nogen der havde holdt af ham..
"Jo, det vil det," sagde han og løftede på et øjenbryn. "Hvorfor spørger du om det?" Han vidste ikke om det bare var nysgerrighed, eller om han faktisk ville afprøve det den da han ikke kunne styre sig, hvis den dag nogensinde ville komme.

han nikkede og smilede "det betyder meget for mig at du gør dette for mig, så jeg er virkelig taknemlig" han nikkede og gned sig i nakken en ting han havde som vane når han var nervøs og ikke helt vidste hvad han skulle gøre og dette øjeblik var måske en af dem.
han nikkede "så skal man jo bare være hurtigt som en vampyr og lige så stærk som en...så vil du være en død dreng" hvislede han og så rundt "min pointe er at du måske ikke er så svær at dræbe som du tror, da man skal være hurtigt til at forsvinde" hviskede han og forsvandt, han dukkede op bag ham, men havde ikke tænkt sig at skade ham "også en hånd igennem her" han lagde en flad håndflade mod det sted hvor hans hjerte sad

Han ville sige noget til hans takketale, da han blev afbrudt over at han snakkede om hjertet.. Hjertet der så nemt kunne trækkes ud af en stærk vampyr, der også var hurtig som et lyn.. Jacob vidste udmærket godt at det kunne lade sig gøre, han vidste også godt at han ikke var uovindelig... Men, et par tricks kunne han vel for at forsvare sig selv.
Han kiggede efter ham, da han endnu engang forsvandt, med hjælp af sin vampyr fart.. Jacob var ved at være træt af det trick, måske mest fordi han ikke selv kunne det..
Det gav ham et lille chok, da han kom frem og lagde hånden der hvor hjertet sad.. Jacobs hjerte pumpede i rolige rytmer..
"Det ved jeg," sagde han og kiggede ham i øjnene. "Men, det er jeg forberedt på," Inden Christian kunne nå at reagere, havde han taget et hårdt greb om hans håndled og vred den en smule om, men ikke nok til at det ville gøre ondt på ham. "Hvis du havde været en fjende, havde jeg kyldet dig ned i jorden,"

han hævede øjenbrynet og grinede, hurtigt greb han fat i hans hår og tvang hans ansigt tilbage så hans hals var blottet "og hvis du var middag var du død før du kunne havde bevæget dig kære broder" hviskede han og havde blottet hugtænder, men dog gav han til sidst slip og rettede sig op.
han rettede på sit tøj og kørte en hånd igennem håret 2nå broder, jeg har hørt rygter om væsner der skulle være smukkere end vampyrer er det rigtigt" spurte han og lagde hoved på skrå, han betragtede ham med opmærksomme øjne og var englelig kun nysgerrig efter at vide hvad det var, han havde hørt om dem, men aldrig selv set en

Han smilte drilsk, men samtidig imponeret, da han overtog tricket..
"respekt bror," sagde han og rettede sig op. "Respekt," Han smilte til ham, med et løftet øjenbryn.. Det måtte han indrømme, Christian var en stærk vampyr.. Det var der ingen tvivl om..
"Et væsen smukkere end en vampyr?" spurgte han forvirret og satte hovedet på skrå. "Tjoh, mener du sirener? De mytologiske hav væsner?" Jacob var selv ret nysgerrig på disse væsner, alle historierne om at de forførede deres ofre, hvor de derfefter åd dem.. Uden at drukne dem først.. "jeg ved ikke så meget om dem igen, jeg har også blot hørt om dem," Han smilte til ham.

han hævede øjenbrynet med et drillende bredt smil "hvad kan jeg sige jeg er gammel og med alderen kommer der mere styrke" han slog ud med hænderne og grinede, men han havde skam mødt nogle der var stærkere og ældre, det var et møde der var tæt på at koste ham livet...så aldrig kæmp mod en der er stærkere end dig selv, det er meget farlig.
han nikkede stille "sirener" han kløede sig i håret "jeg har hørt om dem, meget smukke væsner, tænk på at se en, så smukke de må være og når man er vant til at være den smukkeste race...ja så er det underligt at blive overgået med noget der er halvt fisk" han rystede på hoved og grinede

Han kunne ikke skjule et lille drilsk grin, da han fortalte at han var van til at være den smukkeste race, selvtilliden fejlde heldigvis ikke noget..
"Nuurh," sagde han og lagde drilsk armene på kors. "Er du ikke den smukkeste race længere?" Han løftede drilsk på sit ene øjenbryn, hele hans ansigt lyste drilsk.. Men hvad pokker havde man en lillebror til..
"Men ja," sagde han og tog hænderne i lommen. "De skulle vist være meget smukke, det er i hvert fald det man har hørt,"

hans udtryk blev med et koldt og ilde varslende, men det var jo det vampyrer kunne ,det kunne ændre deres følelser på få sekunder "synes du ikke jeg er en smuk mand" spurte han og trådte hen til ham, så ned på ham og spændte i musklerne, der blev store omkring armene.
han rynkede brynet "aha og hvad gør de så, synger en eller anden latterlig sang og så skal alle være i deres magt...hvor er det dog dumt" han rullede med øjnene og fnyste

Christian skiftede pludselig humør, til at virke fornærmet..
"Det sagde jeg ikke broder?" sagde han stille, nærmest flov iver at havde drillet ha. Hvis han havde vidst at han ville reagere sådan, havde han aldrig drillet ham? "Jeg drillede bare lidt?" Han spændt selv sin muskler, mens han kiggede forvirret op på ham. Forvirret, ikke ond. "Ja, det er det jeg tror de gør og ja, det er ret dumt det er jeg enig i,"

et smil brød frem på hans læber "åh kom nu broder, så ikke så skræmt ud, ved du ikke vi vampyrer har evnen til at kunne skifte humør sådan her" han knipsede i fingeren og grinede stille "du skulle havde set dut ansigt" han grinede og trådte tilbage. han rettede sig op og tørrede sine jeg "latterligt, se mig jeg er så smuk og jeg synger så smukt at du vil lade mig spise dig" han grinede stille

jacob kunne ikke rigtig gøre sig klog på vampyre, men nu vidste han da det, at de skiftede humør på nul komma fem.
"Meget morsomt broder," sagde han og lagde armene på kors. "Det respektere jeg dig for," Han nikkede. "Det er da godt du kan finde ud af at lave sjov,"
Han smiskede og kiggede sig omkring, mens Christian snakkede videre om sit had til disse såkaldte sirener. Ja, han måtte indrømme at det var lidt irriterende at de skulle være så smukke, men det kunne man vel ikke gøre så meget ved.
"Ja, det er meget latterligt," grinte han selv stille og kiggede hen på ham igen.

han grinede og smilede bredt "selvfølgelig er det morsomt det er jo mig der gør det" hans smil blev blidere efter noget tid "hvem har da påstået jeg ikke kan lave sjov" spurte han og lagde armene over kors, han lagde hoved på skrå og så opmærksomt på Jacob "mhh" sagde han kort, hvorefter han vendte sig om og så rundt, dette sted var nu...englelig smukt, hvis man så bort fra den evige tomhed

"Ikke nogen," sagde han og kiggede på ham med et kægt smil. "Jeg vidste bare ikke at vampyre kunne være andet end snu og forførende," Han spærrede øjnene, da det gik op for ham at det kunne lyde som en fornærmelse. "Ikke for at fornærme jer," Smilet var venligt og kunne minde om en lillebrors kærlighed til en storebror.
Han bemærkede Christians beundrende øjne af stedet.. Der var også meget smuk.. Hvidt, fredeligt og ensomt...
"Det er smukt ikke sandt?" spurgte han og smilte, mens han kiggede rundt på sneørkenen.

Han hævede øjenbrynet "hvem siger ikke vi ikke er det...folk er forskellige, selvfølgelig er vampyrens formål at dræbe andre, forføre sit bytte til at tro alt er godt...men for så at vise dem at det er det i virkeligheden ikke og de vil blive middagsmad" han trak på skulderne, det vidste alle vel...gjorde de ikke? vampyrer var smukke, de var forførerende, men få af gangende, som her kunne de udvise sande følelser om hvordan de havde det. Han lagde hænderne om på ryggen og så rundt "her er i sandhed smukt...en smule anderledes, men meget smukt, mange vil mene stedet her minder om min sjæl...tom" han smilede til ham og vendte de brune øjne mod ham
//srry jeg først svarer nu...har bare haft travlt