Just leave me here al alone! //Jacob//

han kiggede hen på hende, med et forvirret blik. Både øjne og mund, ja hele ansigtet udtrykte forvirring..
"Mig selv?" spurgte han og stammede en smule.. "Tjoh.. jeg er 100 år gammel, ligner en på 17.. Går for det meste rundt alene," Han kiggede på hende, for at se om hun lyttede med.. "mere du vil vide?"

Hun smilte stadig helt som en lys morgen.
"Bare fortæl det som du vil, jeg en lytter" Svarede hun med et stort bredt smil, som indholdte sin egen charme.

En lytter sagde hun.. Sådan en kunne han godt have brugt for flere år siden.. En der ville lytte.. Nå, han ville ikke dvæle ved fortiden, så han smilte bare til hende og hoppede op i et træ, gav sig til at hænge med hovedet ned ad.
"Spørg løs og jeg skal svare unge dame," sagde han og kiggede på hende, mens han hang med hovedet ned af. "jeg er næsten en åben bog,"

Caroline smilte. Og tænkte, hun vidste ikke hvad hun skulle sprøge om. Hun plagede bare at få ting af vide.. Men der var aldrig nogen som sprugte hende.. Det var aldrig nogen som havde det for øje.. De var ligeglade..
"Hvordan er det så at leve så langtid?" Kom hun med et hurtigt spørgsmål.

Det var et godt spørgsmål hun kom med der, hvordan var det egentlig at leve så lang tid? jacob havde aldrig helt selv tænkt over det, da han havde vidst at en eller anden dag ville han stoppe med at vokse og lever videre, som havde han drukket 100 liter fra ungdommens kilder.
"Godt spørgsmål," sagde han og holdte sine trøje oppe, da den begyndte at glide ned ved maven. "Det.. Det er underligt til at starte med, men man vænner sig så småt til det, jeg tænker f.eks ikke engang på det mere," Han kiggede over på hende, de krystalblå øjne kiggede nysgerrigt på hende. "Så ja, det er vel okay, man har tid til en del i sit liv,"

Caroline nikkede, heneds varulve gener var lagt lidt væk nu. Hun smilte blot til Jacob, og en stille vinde gav sig til at lege med hendes gyldne lokker.
"Det må alligevel være fedt, at have levet så længe. Dit liv må havde været fedt." Sagde hun og trak venligt på skuldren.

han hoppede ned fra grenen og gik hen foran hende.
"Så er det vel min tur til at sprøge om noget?" spurgte han og satte hovedet på skrå.. "Hmm, hvilken race er du og hvro kommer du fra?" Han smilte venligt til hende, mens han ventede på et svar.

Caroline blev lidt positivt overrasket, der plagede aldrig at være nogen som spurgte hende.
"Øhm.. Jeg kommer fra Firewood Village.. I et hus med mine forældre til jeg var 15.. Jeg har været menneske.. Men blev fornylig forvandlet til varulv." Svarede Caroline stille, men med et smil.

En varulv... Et væsen så stærkt når fuldmånen herskede på himlen.. Han havde set disse væsner før, set hvordan de gik rundt for sig selv om natten, overfaldte folk og ikke kunne styre sig selv.. Han havde ikke noget imod varulve, de var ikke værre end ham selv.. Alle racer havde mørke sider, det kunne man ikke løbe fra..
"Interessant," sagde han og kiggede på hende, viste at han lyttede med.

Caroline trak lidt forsigtigt påå skuldren, og vidste ikke hvad hun skulle sige.
"Et uheld" Sagde hun og tænkte på hendes forældre de var væk nu.. Sporløst forsvundet..

//Sorry vidste ikke hvad jeg skulle skrive.. ^^///

// I orden Caroline //

Jacob løftede på skuldrene.. Hans evne havde også været et uheld, men han var blevet glad for dette uheld, lært at leve med det, så mon ikke at hun lærte at leve med at være en varulv en dag..
"Nå, din tur til at stille et sprøgsmål," sagde han, sendte hende et venligt smil..

Caroline tænkt på et godt sprøgsmål.
"Hvor kommer du fra?" Kom det hurtigt fra hende, men med et smil.
Hun kiggede lidt genert og sødt på ham.

han tænkte sig om, da det var længe, længe, længe siden han havde været hjemme.. Han havde ikke lyst til at tage tilbage dertil.. Men, det kunne han vel blive nød til en dag.. Se de dårlige minder i øjnene, få dem slettet fra sit hoved.. Lad dem forsvinde, som en tynd morgen tåge..
"Ashen Wood Forest," svarede han.. Der var en lille tristhed i hans stemme, men den var ikke så tydlig igen.. Han havde lært at leve med disse minder, man kunne jo ikke lave om på for tiden.. "Der blev jeg født og var der indtil jeg blev 11 år,"

Hun bemærkede den stille tristhed i hans stemme.
"Må man sprøge hvorfor?" Sagde hun stille og roligt, med en vidunderlig blidt klang i stemmen.
Carolines smil var beroligende..

Han kiggede hen på hende, alt i hans ansigt var normalt igen.. Han skulle ikke vise følelser, det lå ikke rigtig til en dæmon..
"Mine forældre forlod mig som 11 årig," fortalte han og fik en øjenkontakt med hende. "De ville ikke have noget med mig at gøre eller hinanden for den sags skyld.." Han smilte, løftede på skuldrene, for at vise at det var ret så ligegyldigt.. Fortid var fortid... Den kunne aldrig laves om..

Caroline fik lidt dårlig samivttighed over hun spurgte.
"Det jeg ked af.. Undskyld jeg sprugte." Sagde hun stille, og meget roligt.
"Dint tur"

"Det skal du ikke være," sagde han, drejde sig om så han kiggede på hende. De fik øjenkontakt. "Fortid er fortid, det kan ikke laves om," Han smilte venligt til hende, inden han kørte en hånd igennem det hvide pjuskede hår. "Hvordan var din barndom, nu når vi snakker om min?"

Caroline havde ikke forventet andet, på en lille måde. Barndommen.. den havde været fin.. Lidt af tiden..
"Tjo.. Jeg har levet inde i et hus, med mine forældre. Uden at komme ud for en dør. da jeg blev 15 var jeg så nysgerrig at, en dag jeg var alene hjemme.. Så gik jeg mig en tur, og kom hen til kroen.. Der var der en kvinde.. vampyr som sugede noget af mit blod.. Yoanna.. En mand reddede mig, og tog mig derefter. JEg fik et værelse, og han fortalte mig at mit blod åbenbart var værdifuldt. Så jeg ksulle passe på.. Men nogle måndede senre fandt jeg ud af.. At manden som passede mig, var en mand som havde kvinder i sin kælder som han brugte når han ville.. JEg græd på mit værelse, ude af stand til at redde dem eller hjælpe.. Men som alle dage, blev det min tur.. Og han voldtog mig engang.. men der var jeg 19.. Han sagde hvis jeg stak af ville han kunne finde mig.. Men alligevel stak jeg af.. Og jeg har ikke fortrudt det." Sagde Caroline og fjernede en enkelt tårer.

Jacob havde alrdig troet at en pige som Caroline havde en fortid som den.. En mand der gemte kvinder i en kælder.. Det var alt for mærkeligt, klamt og meget forkert.. Hvorfor fandtes sådan nogen mænd? Dem der kun tænkte på sex, at udnytte en ung kvinde og hendes krop.. Kvinder var ikke et redskab.. Det burde nogen mænd at få banket ind i knolden, så de aldrig glemte det..
"Det.." Han vidste ikke hvad han skulle til den forfærdelige historie.. "Det gør mig ondt at høre," Han kiggede på hende med et forstående blik.

Caroline trak et lille smil, og uden at tænke over hendes hanlinger. Kramte hun ham. Hun havde brug for det, første person som havde sprugt hende og som hun faktisk selv om det var en for færdelig historie.. Så var hun lettet over at dele ud af hendes følelser.. Caroline lagde sit hoved på hans skulder.
"Det skal du ikke have," Svarede hun imens hun åndede lettet ud.

Jacob blev lidt overrasket over krammet, og ville som en hver anden dæmon rykke væk med et sæt og kigge underligt på hende. Men, han valgte at lade være.. Måske et kram ville gøre tingene bedre.. Forsigtigt lagde han armene om hende og krammede hende tilbage.. Lidt usikre over hvad han skulle gøre..

Hun slappede lidt mere af, og kom enlig i tanke om hun krammede ham.. Og trak sig væk igen, og foldede armene genert over brystet.
"Undskyld.." Sagde hun stille, og kiggede op på ham med uskyldige øjne..

Hun rykkede ligeså hurtigt ud af krammet, som hun havde startet det.. Ikke fordi at det gjorde ham så meget igen, det havde bare givet ham et chok da han ikke var van til kram..
"Det går nok," sagde han og smilte venligt til hende. "Det var bare et kram, jeg må lærer ikke at være så.. Afvisende," Han grinte lidt, da han ikke kunne finde et rigtigt ord for det, men afvisende passede vel meget godt.

Caroline kiggede lidt ned i jorden, lidt flov over hun havde krammet ham.. Og han havde afvist hende det.
Hun trak lidt på skuldren og smiltemere flovt.

Han satte forvirret hovedet på skrå, hvorfor kiggede hun ned i jorden? Han var ikke sur på hende, han var bare blevet overrasket over det pludselige kram..
"Hey," sagde han og løftede hendes hoved op. "Er du okay?" Han smilte venligt, samt charmerende til hende. "Jeg er ikke sur over at du krammede mig?"