You Again! The Leader Of ... Wait What? //Arason//

Hun lagde armene på kors og så ned på ham.
"Jeg nægter at stå der stille og roligt og se på. Jeg takker mange gange for at du vil hjælpe, men jeg vil også kæmpe. Lad os slå en handel af. Du får lov til at kæmpe ene mand med fyren der satte den dusør på mig og jeg kæmper sammen med den anden klan og dine klans medlemmer. Min klan vil hjælpe. Jeg vil bruge min skammer stemme og øjne til at flå mandens krigere itu. Det vil sikkert få mig til at besvime utallige gange men der må blive sat et telt op. Og hvis vi hjælper jer... Så skal i ikke komme med trusler til os eller dræbe os. Det samme vil vi ikke." Foreslog hun.

"ja men i gør det ikke før kampen er slut ellers får jeg alle de andre klaner på
nakken af mig" svarde Arason og kiget på hende jeg vil tale med the shadow clans
lederne om det jeg får nemlige brug for mange mange våben" sagde han og sendte hende et smil "men nu hvis du vil vide hvad jeg skammer mig mest over så er det nu du skal gøre det"

Hun skar ansigt.
"Hvis jeg bruger min evne igen besvimer jeg. Må jeg vide hvem lederen er? Så jeg er forberedt?" Hun spurgte nysgerrigt. "Ja... Våben. Jeg har mine egne våben, og jeg har ikke brug for mere. Mit sværd, min bue og min evne. Det burde være nok for mig. Jeg har to varulve hos mig, et menneske som er stærk og modig, og en Santuine."

"fint men tilbudet står der stadigvæk" svarde Arason og sendte hende
et lille smil"jeg vil gøre min pligt jeg har så mange våben jeg skal ha betalte for"
idet han rejste sig op men han var alt for svag til at kunne gå

"Jeg vil gerne kæmpe Arason. Det samme vil mine klan medlemmer sikkert." Sagde hun. "Men hvis du har brug for penge har jeg nogle tilovers." Sagde hun. Da hun så at han havde svært ved at komme op, gav hun ham en hånd. "Lad os droppe det med at være truende over for hinanden Arason... Lad os nu bare være venner." Hun kiggede på ham og smilede forsigtigt.

han kiget op på hende "du vil ikke komme tæt på mig jeg er et monster" svarde han
og kiget ned i jorden hvis hun ville være venner med ham kunne han ikke
garangter hendes sikkerhed

Hun fnøs.
"Jeg er venner med mange farlige væsner. To af dem er dæmoner, okay jeg kan måske ikke kalde Sean for ven men jeg har hjulpet ham. Jeg er venner med en eller to vampyrer og varulve. Jeg er ikke bange for dig Arason. Overhovedet." Hun smilede opmuntrende til ham.

"stadigvæk jeg vil ikke ha nogen shapsifter tæt på mig eller mensker" svarde han
og kiget forsæt ned i jorden "jeg er et monster og vil altid være det ''sagde han og kiget ned
i jorden han haddet at være en vampyr det var det værste der var sket for ham

Hun lagde armene over kors og smilede forsigtigt.
"Jeg er ikke kun en Shapeshifter... Jeg er også en skammer." Hun grinede svagt.
"Jeg har mødt en vampyr som mente det samme som dig. Han bed mig i halsen fordi jeg lagde an til det. Han bed mig også i hånden... Først i hånden fordi jeg kom til at bløde og han spurgte om han måtte smage. Jeg svarede ja... Og han tog lidt, ikke nok til at svække mig da vi er venner... Han begyndte dog at blive .. Anderledes. Mere vampyr agtig. Han angreb en dame og jeg fik mig til at bløde og da jeg er shapeshifter... Er mit blod bedre end et menneskes. Han drak så grådigt af min hals. Jeg har ikke set ham siden." Hun sukkede. "Du er intet monster Arason." Hun så bestemt på ham.

"jo jeg er så jeg stak af da mine forældre døde fordi de sendte mig igmen en tunle jeg skulle være blivet og nu er jeg et monster fordi jeg er en vampyr" svarde han han haddet at være en vampyr det gjorde han virklige han hadet det over hele verden hvorfor var han også blivet et monster

Hun foldede sine hænder bag ryggen og tænkte sig om.
"Hvis du var et monster Arason. Så havde du dræbt mig for længst. Monstre dræber hele tiden."

"så du det ikke jeg slog den mand ihjel hvorfor er jeg ikke et monster"
svarde Arason og kiget forsæt ned i jorden imens han tænket på
det han havde gjorde som vampyr

Han havde fat i noget...
"Et monster kan ikke elske og gør ikke noget for andre. Jeg tror ikke på at du ikke kan elske og jeg ved du er igang med at genopbygge din fars klan for ham." Det var hun temmelig tilfreds med, det svar dér.

"min far er død jeg så det bare som min pligt nå jeg er den eneste tilbage i familen" svarde han han betraget sig stadig som et monster han var stukket af og havde dræbte en
uskyldige her "jeg er stadig et monster" svarde han og kiget også ned i jorden han sukket og
rejste sig op men faldt igen

Hun opgav snart...
"Arason. For sidste gang. Du er ikke et monster. Slut. Ikke et monster. Punktum." Hun sukkede men smilede.

"så sigde vi
det sukkede han han så at solen var på vej da himlen blive lyser han
tænket for sig selv han ville dø på denne måde med garaaangti han hadde ikke
og kunne være i solen han sukket og kiget op på hende

Hun lagde mærke til at solen gik ned og kiggede spørgende på ham.
"Skal du ikke gemme dig?" Spurgte hun.

"hvad er menig ved det jeg skal aligvel skjule mig igen imorgen" svarde han og
sukket han prøvte at komme op og stå igen men faldt han hadet det
hans krop ville ikke lystre ham

"Gem dig i skyggerne fordi solen vil brænde dig?" Sagde hun
Da han faldt satte hun sig på hug. "Kom nu"

han kiget op på hende "du kan jo godt være ligeglad med det" svarde Han
og kiget bedrøvet ned i jorden igen hun kunne jo være ligeglad om at han
levet ikke han sukket og kiget op på hende igen

"Nej, jeg kan ikke være ligeglad. Jeg vil være din ven og du ved hvem den idiot som har sat en dusør på mig er." Sagde hun. Hun nægtede at lade ham dø.

han kiget op på hende "jeg ville ikke gemme mig i skygen som en criminal"
svarde haan og sukket i det han kiget op på hende solen var snart ved og være oppe
så han kunne dø af dens stråler han sukkede og kiget op på himmelen han begynde og gå ud i lyset

Nille stod foran ham da han begyndte at gå ud i lyset.
"Så du vil bare dø? Og lade din fars klan samle støv?"
Spurgte hun.

"nej men jeg kan ikke gøre noget når jeg hele tiden skal leve i
frygt for ikke og være i skygen" svarde Arason vredt og kiget om
på hende hun viste ikke hvordan det var at være vampyr det
gjorde hun ikke han sukket og vendt blikket mod hende"jeg kan ikke klare altid
og skal være i skjul nille"

Det kendte hun udmærket.
"Jeg er vant til at gå som jeg vil, men siden den... Dusør kom. Har jeg gemt mig bag hætter og mit hår. Min stemme, mine øjne og mit ansigt måtte ikke ses. Jeg ville blive fanget før jeg vidste af det, og hvis jeg kan klare det." Hun rettede sig op. "Så kan du også klare at være som du er." Hun vidste ikke om det hjalp... Men det var et forsøg værd!