You can remember again. Maybe now you will kill me? Or should we talk about it? //Sean//

Han grinte kort og rystede på hovedet, rolig igen.
"så jager jeg din klan til døden. Og alle andre der ved noget. Du er ikke den eneste der kan være stædig." svarede han kort.
"Og dermed har du netop bevist jeg ikke kan stole på dig. Desuden...Reagere jeg virkelig dårligt på trusler...Jeg gider ikke gøre som folk siger, specielt ikke hvis de mener de skal true mig." han rystede svagt på hovedet og drejede sig igen, så han så ud over rummet. Mændene ovre i hjørnet var gået i opløsning og spredt sig.
Døden...Han havde hørt om ham. en mand der troede han styrede det hele og kunne få hvem som helst dræbt...Ret nyttigt at få ham væk.
"nå, jamen så må vi se hvad min leder siger, når Arason foreslår det jo" smilte han så bare.

Nille fnøs irriteret.
"Undskyld, men du gør mig ret nervøs. Jeg ønsker ikke at du skader mine klan medlemmer, så vil jeg hellere dø."Sagde hun irriteret men blev alvorlig igen.
"Og jeg beklager dybt fordi jeg er sådan en idiot, kan du nogensinde tilgive mig? Nej vel." Hun drillede lidt men var stadig alvorlig.
"Ja... Lad os, men hvis vi skal arbejde sammen Sean, så må vi lade være med at være på nakken af hinanden."

"Så må du vel hellere holde tæt? eller hvad?" han så på hende med et lille smil og nød hendes irritation.
Han svarede ikke på det andet. Nej. Han ville aldrig tilgive hende. Han ville aldrig stole på hende.
"Hvis, ikke?" smilte han kort.
"Men selv hvis det hvis, bliver til et skal, er jeg stadig ikke tvunget til at være sød mod dig." svarede han med løftede øjenbryn og drak af sin kakao.

Hun smilede drillende.
"Jeg må være på vagt, det er det jeg må være." Hun blev urolig... Hun mærkede uroen brede sig langsomt.
"Nej, og jeg er ikke tvunget til at lade være med at se dig i øjnene med min evne vel?" Hun så irriteret på ham, men smilede stadig.

//Sorry kort svar//

Han så lidt på hende.
"Jeg vil vide det, hvis du siger det videre. Og dem du siger tingene videre til, vil dø. Sikkert smertefuldt" svarede han uden omsvøb.
så smilte han lidt igen.
"Åh, du tror stadig du kan få din vilje med en trussel?" han rystede svagt på hovedet og så ud over kroen igen.

Hun skar hurtigt ansigt.
"Hvis jeg hører der er sket noget med dem jeg elsker eller har som venner... Så er det dig jeg retter min vrede imod Sean." Nilles øjne var blevet vrede nu. Hun var tæt på at gå... Men var stadig ikke helt færdigt med det hun ville sige.
"Nej, men jeg har intet valg, har jeg?" Hun løftede det ene øjnebryn.

Han grinte igen.
"Lige meget hvem der har gjort det? troede du gik ind for retfærdighed. Men jeg skader dem kun, hvis du siger noget om mig...til nogen som helst" svarede han roligt og så lidt på hende.

Hun rullede med øjnene.
"Nej, for hvis alle tegn peger på andre end dig, så tæver jeg da selvfølgelig dem!" Hun smilede svagt. "Må jeg så slet ikke sige jeg har mødt dig?"

"Jeg er da ligeglad med om de ved, at vi har mødtes" svarede han en anelse kort og smilte svagt.
"Det skal de jo nok finde ud af alligevel, når vi sidder så offentligt og...snakker?"

Hun kiggede undersøgende på ham.
"Hvorfor gør vi egentlig det? Vi kan jo ikke lide hinanden?" Hun smilede svagt, og tænkte lidt... Skulle hun smutte? Eller skulle hun blive? Hun valgte at blive.

ha så lidt p åhende.
"Det er dig der begyndte. Så du må jo vide hvorfor" svarede han kort.

//Sorry, har lidt kreasvigt...//

"Jeg ved da ikke hvorfor? Derfor spurgte jeg dig." Hun var tæt på at knurre men bed sig i underlæben.

//Har det samme...//

Han rystede lidt på hovedet.
"Der var dig der begyndte samtalen. Men hvis du har så meget imod den, kan du jo passende gå din vej!" og med de ord vendte han ryggen til hende og drak videre af sin kakao. Som om han gad diskutere sådan en latterlig ting...

Nille rullede øjne af ham.
"Det har jeg ikke sagt? Og vend ikke ryggen til en mens man snakker med vedkommende? Har du ikke lært det?" Hun smilede.

"Jeg troede ikke vi skulle snakke" svarede han træt. Holdt hun dog ALDRIG op?
Han smed nogle penge til kromanden, rejste sig fra sin stol og begyndte at gå mod døren, uden at sige mere. Han havde siddet her længe nok, han skulle bare have varmen. Nu var det på tide at komme videre, han havde nogle ting med klanen at ordne...

"Jeg synes vi har noget at snakke om." Hun kiggede på ham mens han smed pengene til kromanden, og rejste også selv op. Hun fulgte med ham med hænderne i jakkens lommer. "Jeg følger desværre med dig. Igen."

Han sukkede og vendte sig irriteret om.
"Der er noget der hedder privatliv! Jeg nægter simplethen at have dig på slæb! Jeg er ikke din forældre!" knurrede han vredt.
"Du kan ikke tillade dig hvad som helst! Hvis du har noget at nævne, så sig det nu, så jeg kan komme videre med mine planer!"

*Åh, jeg elsker det her* Tænkte hun, men blev så alvorlig.
"Privat? Liv? Bare rolig jeg kender det skam, men der er også der hedder at være bange for at dø. Nej, du er gudskelov ikke min far." Hun sagde det roligt. "Sean, du har et seriøst problem med vrede."

"Nej" svarede han kort.
"Jeg har et seriøst problem med dig. der er forskel. Ville du mere eller hvad?" knurrede han. Hvorfor fattede hun aldrig at hun skulle lade ham være? Det var som en flue der blev ved med at være der, og man bare ikke kunne ramme!
Det var ikke engang løgn...Han var kun så vred når han var sammen med hende...fordi hun irriterede af helved til.

"Ja. Jeg vil helst være venner, men jeg har skiftet mening nu." Knurrede hun tilbage. Hun blottede sine tænder. "For du mener åbenbart at vi skal være fjender. Så lad os da være det." Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå.

Åh, var det bare det hun ville? Han sukkede og rullede med øjnene.
Det var så banrligt sagt at han næsten fik kvalme. åhhh...jeg vil være veeeenner...
Han rystede på hovedet. Han håbede at livets alvor snart gik op for hende, for hendes egen skyld. og så forlod han kroen, uden at sige noget til hende.

Hun gik ud af kroen ved en anden udgang hun fandt, og kiggede rundt. Hætten var røget af, så hun trak den op igen. Hænderne puttede hun i jakkens lommer, og begyndte at gå. Hun håbede at Sean snart ville opdage at hun ikke fandt dette morsomt mere. Hun hadede at have fjender... For det var farligt for begge parter. Men denne gang... Var der intet at gøre.

//Out//

//Out//