What to do now? ~ Sean

han så lidt på hende og følte sig mere frustreret af hendes sidste ord end han troede muligt.
"Tak. Bare få mig til at føle mig som et følelsestomt monster. Der er jeg sikkert i mange øjne. Jeg skal have noget luft" og dermed vendte ham om, tog pentagrammet med sig og forlod rummet inden hun kunne nå at sige noget og inden han kunne nå at høre noget. Han ville ikke stoppes. Han havde glemt sine sko og jakke op hos hende,fandt han ud af da han stod nede i kroen. Han gik ud i køkkenet, smilte kort til køkkenpigerne og trak i nogle træsko de altid havde stående ved bagdøren og gik så ud i den hvivlende sne. Han lukkede døren efter sig og efter at have skubbet sneen væk, lænede hans sig op af den kolde mur med et suk og lukkede øjnene. Hans krop begyndte straks at ryste i forsøg på at holde den varm nok.

Hun så ned. Hun rystede svagt.
''jeg kan sku da heller ikke finde ud af noget...'' mumlede hun inden hun så ned inden hun rejste sig fra vindueskarmen og pustede diverse sterinlys ud.
Hun gik hen til sengen, og trak dynen til side.
Hun satte sig op i sengen, men stoppede lidt.
Hun så hen på døren, og gik hen og lukkede den. Så skrev hun en seddel hun lagde på bordet; Undskyld. Er gået i seng. Så siger jeg nok ikke så meget pis.

Så så hun lidt på sedlen, inden hun gik hen til sengen og lagde sig.
Hun krøb sammen, og trak dynen over sig.
Hun så ned på sin hånd. Hun sukkede opgivende.
Hun gjorde alt galt. Gjorde hun ikke?

han huskede pludseligt at han stod og knugede pentagrammet i sit hånd. Lavet på magi, blev disse tingester. Han så ned på det et øjeblik...Et våben med dette kunne ende hans liv lige nu og her...Men sådan var han ikke. Ellers havde han efterhånden haft mange muligheder for det.
Han sukkede kort og overvejede at kaste den ud i sneen...Han viste faktisk ikke hvorfor han havde taget med den. Han stak den i lommen.
Han gik indenfor igen og hans krop rystede stadig, ved det pludselige møde med varme. Han stilte træskoene og gik op til Nephs værelse igen...Da han kom ind, mærkede han hjertet falde i livet på ham...Alle lysene var slukket og neph havde krøbet ned under dynen...Hvorfor ødelagde han også alt? det havde været så hyggeligt...så forbandet hyggeligt! han blev pludsleig vred. Det lå ikke i hans kort at have det hyggeligt. Åndssvag tanke. Hvad han havde han håbet at opnå?
De kunne aldrig enes mere en 5 minutter af gangen!
Han så kort på hendes seddel, vendte så sedlen om og skrev et svar.
"Det er ikke dit pis. Det er mig der aldrig kan behandle dig, som du fortjener. Jeg er ked af, jeg ødelagde hyggen, for det var hyggeligt. Jeg er bare så ked af jeg har såret dig og åbenbart bliver ved med det. Følelser, fællesskab og hygge er vist ikke mit lod. sov godt."
han tog sin jakke og sine sko. Han kiggede lidt på gaven, men tog så også den, selv om han viste at han ikke fortjente den. og forlod rummet. Nede i kroen tog han skoene ordneltig på, tog jakke og lynede den og spændte våbnet fast hvor dens nye plads skulle være, på hans ene underarm.
Så gik ham mod krodøren. Men tøvede så og gik over til kromanden. Han lånte kort ldit papir og noget at skrive med.
"Forresten, Neph... Hvis du skulle have lyst til mit selskab igen, kommer jeg hjem efter helligdagene. Det er den eneste måde jeg kan sikre, at jeg ikke ødelægger det igen."
SÅ gik han ud af døren uden en lyd.

HUn krøb bare sammen, og hørte udemærket hvordan han kom ind og tog sine ting.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre - for han skred bare.
Hun ville ikke ligne en hundehvalp der ville halse efter ham.

Det var koldt i værelset, men om det var på grund af stemningen eller på grund af at Sean var så... frustreret... Det vidste hun ærligtalt ikke. Og nu kunne hun vel regne med endnu en jul alene - som altid.
Hun bed sammen. Det var jo egentlig hvad hun var vant til. At være alene.

Hun rejste sig stille fra sengen, inden hun tog kopperne og kanden og gik ned til kroejeren med det. Da han ville række hende brevet fra Sean viftede hun afværgende med hånden.
''jeg er ikke i humøret...'' mumlede hun inden hun gik ovenpå igen

kromanden trak på skuldrene.
"Mylady, jeg tror det er vigtigt..." men hun var allerede gået.

Sean masede sig igennem sneen udenfor. Det var umuligt for hestevognene at køre nu. Selv for en enkelt hest at komme frem. Det var sådan set umuligt for ham rigtig at forlade byen, uden måske at sne fast på en eller anden måde. han sukkede kort og viste ikke hvor han skulle gå hen. Han havde håbet at sidde hos Neph på dette tidspunkt...Men alt han havde gjort...efter hun havde sagt det var lige meget, var hun blevet ved alligevel.mindet ham om de ting han havde gjort mod hende...Og det kunne han ikke bære. var det ikke nok han følte skyldt i forvejen?
Det endte med at han satte sig op af en tilfældig mur, flere gader væk, mellem to snedriver. Det var koldt at sidde der, men endnu en gang var han ligeglad.
Han ville stadig give hende en gave. Han ville finde en ting til hende og sendte den til hende. Han skulle bare lige finde ud af hvad.
Han dunkede frustreret hovedet ind i muren bag sig og følte sig en smule roligere, ved at føle smerten fra de.t Han lukkede øjnene.
Han havde håbet...ikke at være alene...men hvis det gjorde så ondt på hende at være sammen hele tiden...Eller hun ville straffe ham på den måde...det var måske derfor hun havde sagt ja? For at minde ham om det hele igen og igen...så var det bedst at være alene. som altid. Altid...Han kunne også prøve at finde Alane enlig...men han havde ingen ide om hvor hun mon var lige nu.

*Du kunne altid følge efter ham?!*
''NEJ!''
*Kom nu. Han kommer ikke langt. Du vil jo gerne*
''Hold så kæft!''

hun bed rasende sammen. Men 'hun' havde vel ret.
Men føj for den lede med al den sne.

Hun droppede overtøj, og lod døren smække efter sig da hun hastigt forlod kroen.
I stedet for at opsøge ham i menneskeskikkelse blev hun igen til en ulv. Det smertede i skulderen men hun tog sig ikke af det. Hun havde svært ved at komme igennem sneen, da hun fulgte hans spor så godt hun kunne.

Da hun fandt ham var hun gennemkold og rystende.
Hun listede han til ham, tøvende.
Da hun var omkring tre meter fra ham, omgivet af hvirvlende sne, blev hun sig selv igen. Kun iført hendes top og joggingbukserne.
''Sean, kom nu med tilbage..'' bad hun.
''hvis ikke for min skyld, så for din egen.'' bad hun, inden hun igen trådte nærmere ham - forsigtigt.
endnu et anfald af svimmelhed. Hun vaklede, men væltede ikke.
Hun stønnede svagt af ubehag - hendes krop kunne på ingen måde håndterer kulden.
''kom nu..'' bad hun rystende. Hendes hudfarve var tæt på at gå fra svagt rosa til blå-lilla. Hendes læber var misfarvede og kulden fik hendes sår til at gøre mere ond.

han åbnede øjnene og kiggede op på hende, før han rejste sig op. Han ville ikke sidde og krybe sammen over for hende igen.
"Hvorfor? Det bliver jo alligevel ødelagt gang på gang. du kan ikke ændre min mening. Jeg rejser alligevel, det er vist bedst sådan. Smut hjem i varmen med dig..." han ville gerne være stædig, men i stedet lød han bare opgivende. Hun frøs om muligt endnu mere end han gjorde, især når hendes tøj var gået i stykker grunden en mulig forvandling. Som hun vel havde brugt for at finde ham. Han rystede kort på hovedet, lynede sin jakke op, tog den af og gik over og lagde den om hendes skuldre.
Han lagde armene om sig for at holde varmen længst muligt. Nu var han tvunget til at finde et sted med mere varme...

''hold så op!'' hun kylede jakken i hovedet på ham igen.
''jeg er godtnok varmblodet, men jeg dør ikke af kulde. Jeg mister højst et par tæer. Og kom så! Du er på kroen indtil snestormen tager af. Jeg beder dig ikke være i samme rum som mig, jeg vil bare vide at du er i sikkerhed!'' hun så på ham. Arrig.
''Gør nu bare som jeg siger.'' bad hun opgivende inden hun skuttede sig kort.
''ødelæg bare julen for dig selv ved at være gnaven. Men at du leger Ebinizer Schrooge er ikke mit problem!'' hun så på ham, rystende.

''jeg går ikke tilbage uden dig.'' mumlede hun, og satte sig ned - stædig som et lille barn.

Hvad skete der for hende? han mærkede vreden vælde op i sig.
Her ville han være venlig, give hende lidt varme fra sin jakke, men var han så afskyelig at hun ikke engang kunne holde det ud?
Han lod jakke ligge på sneen, stædigt.
Han anede ikke hvem personen var, som hun nævnte.
Han rystede på hovedet.
Være i samme rum som hende? Hvorfor troede hun altid at han hadede hende eller noget i den stil?
Han vendte ryggen til hende og begyndte ganske enkelt at gå. Ikke mod kroen, men bare væk. Han gad ikke finde sig i det her...

''og så går du? Yeah, fint. Sådan er det vel altid. Bare vent til du kommer tilbage, sikke et nydeligt syn du får.'' mumlede hun inden hun krøllede sig sammen i sneen og lukkede øjnene. Hun sagde at hun ikke gik tilbage uden ham, og sådan blev det.

Hun havde ingen følelse tilbage. Intet. Vreden, frustrationen, det sårede.
Det var der ikke. Der var intet der gav mening for hende mere. Hun lå der bare. Hun ville hellere fryse ihjel end at stikke halen mellem benene fordi Sean var stædig. Og det værste ved det hele; hun var tæt på at falde i søvn.

''jeg håber virkelig at du kommer tilbage en dag, og ser mig, gammel som en tudse..'' mumlede hun stille inden hun blev til en ulvinde igen.
Hun begyndte at løbe, tilbage til kroen. Kroejeren rakte hende forsigtigt brevet, da hun trådte ind i kroen, gennemblød, som menneske.
Hendes ansigt måtte være mere tomt end normalt, for han veg tilbage.
Hun tog imod brevet, men læste det ikke. Hun smed det direkte i ilden. Hun var ligeglad.

Hun gik op mod værelset, og så ned.
Havde han efterladt noget lod hun ikke mærke til det. Hun tog æsken hans gave havde ligget i og smed den ned i skraldespanden.
Hendes anden gave til ham, den måtte hun vel droppe. Efter hans reaktion på hendes spørgsmål om hvad han huskede, ville hun ikke engang tænke på hans reaktion hvis hun omtalte sin mistanke.

*Hvad vil du gøre, hvis der er sket noget? Slå det ihjel så han aldrig opdager det? Det ligner slet ikke dig Sephthys.*
''Knyt!'' kvækkede hun og var ved at hulke.
*Make me! Du ved at du savner ham allerede nu! Du ved at han ikke kommer tilbage. Du ved at sedlen på dit bord fortæller at han ikke kan holde ud at se på dig - fordi du minder ham om de ting han så bittert fortryder!*
''Hold så kæft!" skreg hun nærmest. Tårer, som ikke selv havde opdaget væltede ned af hendes kinder.
Hans ord havde virket så ægte den aften. At han virkelig elskede hende.
Men hun havde hørt hvad hun ville høre. Han elskede hende ikke. Han hadede hende inderligt - og det var åh så tydeligt.
*Du ved at han ikke elsker dig. Du ved at han aldrig elsker dig. At han aldrig kommer til at se dig som andet end en lille tøs. Du opfører dig som en skøge, vanære din familie, svigter dem der stolede på dig. Og for hvad? Fordi du har kastet blik på en incubus!*
''Sådan er det ikke...'' hviskede hun stille, klynkende.
*Ikke? Han er en incubus. Han slår dem ihjel fordi han er sulten. Du døde ikke, fordi han frastødes så meget ved dig at han ikke engang vil fortære din sjæl!*
Hun kunne ikke undgå at udstøde en halvkvalt lyd, som om hun ikke kunne få vejret.
*Du ved det er sandt, Sephthys. Du ved at han hader dig. Du er eb ubrugelig tøs.*
''Men han..''
*Han hvad? Du ved vel at han ikke engang ønskede at være sammen med dig i julen, ikke? Han ventede på en mulighed for at skændes og smutte. Han sidder sikkert allerede hjemme hos Alane, og slanger sig grinende i hendes seng mens han storsmiler over hvilken latterlig tilstand han havde efterladt dig i.*
Hun kunne ikke mere.
''hold mund... please, bare hold mund..'' hviskede hun.
*Sephthys, min søde. Du ved at jeg ikke forsvinder før du gør.*
''hold så mund!'' skreg hun skingert inden hun med fuldt overlæg knaldede sin pande ned i kanten af vindueskarmen.
Der blev stille i rummet, sort. Blodet løb fra hendes pande i en lind strøm, da hun lå under vinduet, bevidstløs.
Stemmen var væk. Der var kun drømme. Drømme, som ikke var fyldt med sne. Men græs, træer, blomster. Frihed.

Vinduet havde hun åbnet, i et indskud på at spring ud af vinduet - og hun havde ikke lukket det.
Hun lå der bare. Det var ikke dødeligt, men om hun kunne huske noget bagefter, ville hun nok aldrig finde ud af..

//sorry, krea-attack xD//

// i den grad og ret dramatisk, som kun du kan gøre det //

For helved! Han havde prøvet at være sød ved hende, hjælpe hende og hun havde kastet hans jakke i hovedet på ham! Hvis hun ikek engang ville tage imod den gestus...hvorfor havde så overhoved taget imod ham overhoved? Hvorfor var hun så interesseret i at han kom med til kroen - Overhoved?
Han sukkede irriteret over det hele. Hver gang han bare ville slappe af, og det var ikke sjældent for tiden, skete der altid et eller andet! Den ene gang kommer Nille og forstyrre, eller faktisk flere gange. Så har han knaldet den forkert og skulle vedblive at høre på det...Han ville faktisk ønske han intet kunne huske. Overhoved. Af noget af det. At han var sit gamle, ligeglade jeg.
Han frøs virkelig. hele hans krop rystede ukontrolleret. Han sukkede. Han måtte finde et varmt sted og det eneste sted han kendte, var kroen.
Så det endte alligevel med han gik tilbage, men han hentede ikke sin jakke. Han gik ind i varmen, men gik bare over til et mørkt hjørne, hvor han satte sig.
Hvorfor gik det ALTID så galt her? Hvem skulle enlig have skylden? Og hvorfor stoppede de aldrig hinanden, i disse tanker der altid var de samme, igen og igen?
lærte de aldrig noget, om hinanden? Han var træt og lagde hovedet på sine arme, mens han døsede hen...
Nephthys...hvorfor havde hun tænkt på det smertelige emne fra starten? Hvad ville hun opnå ved det? Han viste ikke hvorfor han havde gjort det, hun viste han var ked af det...
Hun havde nusset sig selv på maven et øjeblik, da hun havde snakket om det...
I et øjeblik var hans hoved tom for tanker.

Han rejste sig op, så hurtigt og pludseligt at stolen fløj væk fra ham i larm. Folk stirrede på ham, da han hurtigt begav sig over til trappen og op af den...ALdrig havde han tænkt tanken før, han havde ikke haft muligheden, for helved han slog jo allle ihjel han havde sex med!
Han gik over hende dør og bankede på, måske lidt for voldsomt...Da der ikke blev svaret, åbnede han døren så hurtigt og voldsomt, at det var lige før karmen gik i stykker, fordi han næsten ikke havde nået at trykke håndtaget ned.
Han var dog ligeglad med de få splinter der faldt til gulvet, hans øjne gennemsøgte rummet og fandt Neph blødende p ågulvet. I et øjeblik var han ved at himle med øjnene, da han huskede hvorfor han var kommet. Han smækkede døren efter sig, gik over og lukkede vinduet og satte sig på knæ ved siden af hende, da han skubbede hende om på ryggen og slog hende let på kinden.
"Neph? NEPH?!" råbte han næsten i et forsøg på at vække hende...i et øjeblik kunne han slet ikke tænke klart, i bekymring for hvad der dog kunne være sket med hende...

//og som altid, så svarer du så det basker! Du er og forbliver fantastisk min ven!//

Alt var forsat sort. Drømmen var blevet til et mareridt, til smerte og blod. Gråd og raseri.
Kain, Sean, Sajro. Smerte, vred, frustration.
Hun hørte noget - langt væk. En råben, træ der splintrede.
Men hun kunne intet gøre. Så mærkede hun nogen bevæge hende, rykke på hende.
Klappe hendes kind, råbe hende i hovedet.

Men det eneste hun gjorde var åbne øjnene lidt, og stirrer tomt ud for sig.
Hun ønskede ikke at vågne, ikke nu! Hun ville væk.
''lad mi...'' mumlede hun lavt..

//mor kalder -.-//

Han rystede på hovedet, lidt besværet fik han hende op i sin favn. Hun levede og det skulle hun fandme også blive ved med!
Han lagde hende i sengen og gik på toilettet, fandt en klud og gjorde den våd. Han gik ind til hende igen og vaskede forsigtigt det værste af blodet væk, duppede forsigtigt oven på såret, som allerede var ved at udvikle sig til en betydelig bule. Hvad havde hun dog tænkt på? Hun viste han hade når hun gjorde sig selv skade på disse måder!
han lagde kluden på sengebordet ved siden af og så lidt på hende.
"Neph! Du er nød til at vågne, lige nu!" sagde han bestemt og tjattede igen til hende, i håb om det bragte hende til bevidsthed. Rummet var mørkt og det fik ham til at rejse sig og tænde nogle af stearinlysene fra før. De spredte et dunkelt, hvad der før havde været et hyggeligt skær i rummet. de varmede også lidt, bemærkede han pludselig. Han satte sig over på sengen igen og ryskede igen kort i Neph...

Hun kunne mærke at nogen igen rykkede på hende.
''hold...'' mumlede hun. Hendes sætninger var langtfra sammenhængende.
Stemmen begyndte igen, denne gang med langt værre ting.
I ren refleks slog hun hænderne op for ørerne. Men stemmen blev bare ved.
*Sephthys, kom nu. Vågn op og se hvem der vækker dig fra din drøm!*
''lad væ-...'' klynkede hun usammenhængende.

Hun rystede voldsomt, klynkende

"NEPHTHTYS! For helved..." han var virkelig bekymret for hende, på den måde hun klynkede og nærmest trak sig væk fra ham hele tiden.
"Det jo mig Sean for helved! Dit umulige kvindemenneske!" han fornærmede hende kun, fordi han var så bekymret. Han klaskede igen til hende, fordi hun i det mindste bevægede sig og virkede mere og mere vågen hver gang.
"Vågn op, kom nu! Du må sgu ikke gøre mig så bange! Åbn så de forbandede øjne!" Han bandede ikke til hverdag...Men han kunne godt, hvis det var. Han kom jo fra et hårdt miljø.
Han viste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre...Det var nephthys der var den mest...lægelige af dem begge.

Hun åbnede øjnene, og igen stirrede hun tomt ud for sig.
Havde lyset været stærkere havde han kunne se hvordan hendes øjne skiftede farve kontinuerligt.
Med ét for hun sammen og stirrede på ham inden hun rejste sig hurtigt fra sengen. Dog gik det ikke så godt, da hun gled ned af sengen ret så komisk.
''hva-....!?'' gispede hun og stirrede forskræmt på ham

Han greb fat om livet på hende og inden hun fik fik snoet sig uden om hans krop og ned på gulvet, sørgede han for hun blev i sengen og holdte hende ned,e mens han søgte hendes øjenkontakt.
"Gider du at komme lidt til bevidsthed? tak! endelig! der gjorde du mig sgu bange...Hvad tænkte du på? Hvorfor skal du altid gøre så dumme ting, når jeg ser væk et øjeblik?!" han havde været så bekymret at han ikke kunne lade være med at skælde hende ud.
"Det gør du aldrig igen, Neph! høre du? Aldrig!" han slap hende endelig, næsten, klar til aholde hende i sengen hvis hun ville op.

Hun krøb sammen på stedet, rystende, hulkende.
Hun tog sig til hovedet, og klynkede mens hun usammenhængende bad det holde op.
Hendes øjne stirrede på ham og så mod vinduet, og tilbage til ham.
''få he-....'' hun rystede endnu mere.

''S-sea-sean...?'' mumlede hun og lod hænderne falde ned på gulvet.
''hu-hun sagde at d-d-u...'' hun stirrede bare på ham. Hun rejste sig rystende og vaklede hen mod badeværelset. Hun havde brug for vand - kvalmen steg op i halsen på hende igen

Han hev hende tilbage i sengen.
"Jeg henter noget vand. Du bliver liggende. Det er ikke diskussion! Jeg vil binde dig om nødvendigt" han sendte hende et alvorligt blik, før han rejste sig, tog en kop fra deres te tidligere. Han gik ud på toilettet, hældte det kolde te ud og fyldte det med koldt, friskt vand.
Så gik han ind til hende igen og gav hende det, mens han satte sig på sengekanten igen.
"Du gør det aldrig igen, okay? aldrig emre sådanne dumme ting!" han gentog det, for at være sikker på hun hørte og forstod det.

''...passer mig...'' mumlede hun rystende.
Hun forstod ikke hvorfor han var sådan. Han var jo ligeglad, var han ikke?
''jeg t-troede du var v-væk...?'' mumlede hun. Hun tog imod vandet og drak det hurtigt.
Hendes hals var tør som bar pokker.

Hun så på ham igen. Hendes hoved sved og hun rystede stadig voldsomt.
Et eller andet sted, havde hun troet for meget på at han var væk. Hun kunne være død af det før... Might as well be...
Hun hev lidt efter vejret, og krøb sammen igen.

Han så på hende, stadig dybt alvorligt.
"Helt ærlig neph...hvor mange gange er vi ikke gået fra hinanden, stædige som bare pokker, men altid kommet tilbage til hinanden?" spurgte han kort og tog glasset fra hende, da hun var færdig emd at drikke. Stilte det på bordet ved siden af.
"du har slået hovedet hårdt, i et tilfælde af du ikke viste det. Jeg kræver du bliver i sengen til jeg siger du må forlade den...og hvis du har brug for det, vil jeg være til stede. Jeg vil ikke have du går og falder rundt..." han rystede på hovedet. Hans bekymring for hende havde druknet hans andre tanker før det.
"Det er ikke til diskussion!" sagde han igen, men smilte så endelig lidt.
"Helt ærligt nehp...troede du meget på det? POå din indre stemme? den stemme har vist kun være til det dårlige, så det er på tide du opgiver at lytte! Næste gang kan det lige så godt være døden der finder dig..." sukkede han.

Hun så væk.
''j-jeg kunne l-lige så godt v-være død... D-du s-lår mig all-i-igevel snar-rt ih-hjel...'' hun krøb sammen og lagde sig på siden for at få kvalmen til at ligge sig lidt. Hun havde ondt af h til i både maven og hovedet nu.
Hun klynkede svagt. Både over at han så hende så svag, og at det gjorde så fandens ondt.

han himlede med øjnene.
"Jeg aner ikke hvad du taler om. Og jeg gider slet ikke tale med dig, hvis du kun har så dumme ting at sige. Tag dig lidt sammen Neph, det ved jeg du kan. Du har måske hjernerystelse og jeg vil ikke lade dig sove før du har det bedre" svarede han kort og rejste sig fra sengen. Han hentede en stol og satte den ved siden af sengen, hvor efter han satte sig på den. Han havde overvejet at putte med hende, bare for at få hende til at slappe af og få hende til at indse han faktisk var der...men kom så frem til det nok var dumt. det ville blive misforstået og gøre alt værre.
Han sukkede kort og lukkede øjnene igen...det var noget lort det hele.
Han havdes sagt tingene i en rolig og bekymret tone.

Hendes stemme var afdæmpet, rystende da hun igen talte;
''jeg er gået to uger over tid...'' klynkede hun. Hun lukkede øjnene lidt.
Hendes hoved gjorde ondt af h til.
''jeg t-tror ikke a.at der er n-noget..'' mumlede hun - tydeligvis en løgn, men hun turde ikke sige sandheden til ham.

Han så direkte på hende og nikkede lidt...Han havde altså haft ret i sin teori...hun var måske gravid...Tanken havde dog ikke rigtig trængt sig ind endnu, at hun kunne være gravid med hans barn...Han havde altid været van til tanken om...at han ikek kunne og aldrig ville få børn, sin egen familie. Et offer han måtte give, for at være så stærk og speciel nogen mente han var.
Han rystede på hovedet. HGvad ville Alane sige?
"Intet er sikkert endnu...prøv at slappe lidt af..." mumlede han