What to do now? ~ Sean

Hun vidste ikke hvad hun skulle svarer. Hvis hans hoved mindede bare lidt om hendes, ville han skrige indvendigt i panik. Hun havde langtfra selv troet at der kunne ske noget som dette.
Hun lå nu på siden, med ryggen til ham, og lod øjnene glide i.
Hendes hoved sved stadig, og gjorde det umuligt at sove lige nu.
*Han venter til du sover, så er han væk igen.*
''hold nu mund...'' klynkede hun lavt.
Hendes hænder røg igen op til ørerne. For at lukkede lydende ude.
*Han blev kun urolig fordi han har brug for den lille hundehvalp der higer efter kærlighed og accept. Når selv din far ikke kunne give dig det, hvorfor skulle han så?*
''Vær så stille!'' hulkede hun inden hun begyndte at ryste igen.

Han begyndte efterhånden at overveje om hun var lige til den lukkede.
Han rejste sig og gik over til sengen. Han lagde en hånd på hende.
"Neph? Hvad er der galt?" spurgte han blidt og fjernede prøvede den ene hånd fra hendes øre så hun kunne høre ham.
"Det er ikke kun....Det, der genere dig, er det vel?" sukkede han svagt. Han kunne ikke sige ordet...SOm om at hvis han sagde det højt, så ville det være virkelighed...Det kunne det ikke være.

''h-hun tier ikke stille... hun bliver ved, hele tiden..'' hviskede hun klynkende.
*Ja, fortæl ham om mig, Sephthys. Fortæl ham hvorfor du ikke kan hade ham.* hun krøb endnu mere sammen, og var tæt på at hulke igen.
Hun var parat til at rejse sig og springe ud af vinduet for at få fred.
Hun klynkede endnu mere

Han så undrende og bekymret på hende.
"Hvem tier ikke stille? Hvad siger hun?" spurgte han beroligende, som var hun et barn eller en rigtig psykisk ustabil...hvilket hun vel også var, et sted.

//Kreasvigt^^//

Hun krøb endnu mere sammen, og så væk.
*fortæl ham hvorfor du ikke hader ham!*
''Hun siger at jeg skal fortælle hvorfor jeg ikke hader dig..'' hviskede hun og trak sig væk fra ham.

Han var nu også forvirret.
"Ikke hader mig? Det er fordi du elsker mig. det ved jeg godt" sukkede han og ville ønske dette snart var slut, da han fandt det ubehageligt.

''jeg elsker dig... ja. Men ikke nok til at lade dig efterlade mig i sneen... nej, jeg kan ikke hade dig, det er mig mentalt umuligt. Hun kan hade dig, og det gør hun. Men jeg kan ikke. Alt mit had overføres til hende. Og hun misbruger det... Jeg prøvede at få hende til at holde mund da jeg slog hovedet ned i vindueskarmen...'' mumlede hun uden at se på ham

Han fattede intet. Han viste det betød noget for Neph, men det lød næsten som volapyk, det hun sagde.
"vent...hvem...Hvad?2 spurgte han forvirret og sukkede så.
"Jeg aner ikke hvad du mener...Men hvis du virkelig til hade mig...forsåtr jeg ikke at du ikke gør det. Jeg ville have du enlig hader mig, men af noget jeg ikke forstår, ikke gør det..." mumlede han og viste ikke om det gav mening.

''jeg er født sådan her... et ydre jeg - den Nephthys du kender - og mit indre jeg... Mit indre jeg, 'hende' er den der hader... Vi er som yin og yan. Jeg hader ikke... Kun dem der skader dem jeg holder af...'' hun krøb endnu mere sammen.
''jeg elsker dig måske ikke, Sean. Måske er det bare sådan jeg fungerer..'' mumlede hun.
''som når du får dine blackouts, og bliver en anden... Min 'anden' person, hun lever bare indeni mig..'' hun så på ham.
''jeg prøvede bare at få hende til at tie stille... jeg sværger, jeg ville ikke skade migselv..'' hun så lidt ned.
Så rejste hun sig fra sengen.
''og nej, jeg skal ikke kvæle mig selv.'' hun prøvede at lyde drillende.
''jeg skal bare se hvor meget skade jeg har gjort på panden.'' sagde hun og vaklede hen til kommoden hvor der stod et lille spejl.
''jeg ser jo farlig ud..'' sukkede hun mens hun kunne hvordan 'hun' grinte indeni.
Hun tog en ren bandage og lagde om panden.
''nu slipper du for at se på det.'' sagde hun stille, inden hun fandt noget rent tøj frem, stille

De ting hun sagde...gjorde ham trist. De havde måske ikke engang et venskab...hvordan kunne hun bedømme hvad hun enlig følte, enlig ville?
Han så lidt over på hende...
"Hvordan kan du så være sikker på noget som helst? hvad du føler, hvad du vil...Hvad der kan være sandt?" han skjulte sin tristhed og lød i stedet neutral...

''der er nødt til at være noget, før jeg kan hade... Hvis jeg ikke holdte af dig, ville 'hun' ikke hade dig. Jeg elsker dig måske ikke, men jeg holder af dig. Nok til at tage en kniv igennem mit skulderblad.'' hun så på ham og gik hen til ham, lidt vaklende.

''du er min bedste ven. Måske min eneste.'' hun smilede til ham, prøvende

Han så lidt op på hende...hvis disse ting passede...hvis det var sådan det, på en eller anden forvirrende måde, hang sammen...Kunne han ikke længere tro på hende. Havde noget af det været sandt? Havde hun snydt ham og måske sig selv?
han rejste sig o pog rystede på hovedet.
"Det giver ingen mening. Med det der...Kan du ikke være sikker på du holder af mig. Du kan ikke være sikker på, du faktisk vil være min ven. Hvis det der er sandt...en du kun en halvdel. i er begge kun en halvdel...Og derfor kan det hele være falsk. Måske ved du det ikke engang selv..." hans stemme var flad. Havde hun brugt så lang tid, på at sige hun elskede ham, uden at gøre det? Havde hun skabt så mange problemer med det, uden enlig at føle det?
Det gjorde ham på en måde ked af det, at hun ikke elskede ham...Det var vel lettest på den måde, men stadig...hun havde snydt ham. Han havde holdt af hende, måske også mere end som en ven, trods sine små...personlighedsforstyrrelser. Han var overbevist om at hvad der end var sket med ham selv, havde hvert skift kun forstærket visse følelser. Følelser han havde et sted inden i sig...
Han rystede svagt på hovedet...

''jeg skulle aldrig havde fortalt dig om hende...'' hviskede hun og bakkede væk fra ham.
''nu tror du også at jeg hører til på den lukkede..'' hun så på ham med øjne man ikke kunne bestemme fra frygt eller sorg.
Hun krøb helt hen i et hjørne og stod der, mens hun så ned.
''Jeg kan ikke gøre for at Nemesis ikke vil samarbejde... Jeg kan ikke få hende til det gøre noget hun ikke vil... Og hvorfor bekymrer du dig for om det var falsk, når du ikke engang gengældte det?...'' hun så lidt ned igen.
Hendes stemme døde hen, mens klumpen i halsen på hende voksede.
Hun gled ned og sidde i hjørnet, hvor hun bare kiggede ned på sine fødder.
*der kan du selv se? Han forstår dig jo ikke. Han vil ikke forstå dig. Han tror du er en freak.*
Hun krøb bare mere sammen, og hev lidt efter vejret, rystende.

Han så over på hende med tomme øjne.
"Nej Neph...Jeg tror dig. Og det er derfor jeg må gå." svarede han kort. hans hænder knugede sig sammen pludseligt.
"Du har aldrig følt noget for mig. Hverken elsket mig eller venskabeligt. Det er jo det du siger til mig, ikke? at du har holdt mig for nar. så hvad? Du kunne grine af mig, når jeg så væk? Så du kunne fortælle mine hemmeligheder videre og tjene penge på dem?" det var det han havde frygtet...altid...at stole på en og så denne person...ikke var at stole på...Han havde altid frygtet det, altid...Åh, men det gjorde jo ondt!
"hvad ved du om mine følelser? Jeg har altid holdt af dig, som en ven...Og efterhånden tror jeg også mere. Hvad hvad angår det dig? Du er vel ligeglad. Du kan jo ikke mærke det alligevel..." han rystede på hovedet.
"Du har holdt mig for nar længe nok. Farvel Nephthys. Jeg ønsker ikke at se dig mere!" det sidste sagde han med så meget vrede, at der ikke var tvivl om han ville gøre det. Holde sig væk fra hende.
"Så kan du finde en anden at holde for nar! Tænk jeg stolede på dig, tænk jeg åbnede for dig, tænkt jeg elskede dig!" han viste ikke hvorfor han sagde det sidste. måske fordi han var vred og bare ville såre hende, som han selv følte sig såret. Det var også lige meget. Han var ovre ved døren på kun et øjeblik, smækkede døren efter sig og buldrede ned af trappen, en mand, der var på vej op, hurtigt måtte flytte sig, for ikke at blive hevet ned i et fald...

Hun stirrede på ham, uden at sige noget.
Hun havde aldrig fortalt andre om ham. Aldrig. Hun havde elsket ham, med den del af sig som det var muligt, og nu var han væk fordi hun sagde sandheden.
*Jeg sagde jo at han var ligeglad med dig* stemmen virkede underligt tilfreds.
Men hun svarede ikke. Hun sad der bare og kiggede tomt ud for sig.
Hun ville ikke engang rejse sig. Hendes hoved gjorde ondt, og hun blev tungere i kroppen.
så det var sådan det føles at miste sin eneste ven...
Hendes hjerte sank, da hans ord endelig synkede ind.
Han var væk. Han havde forladt hende helt. Igen var hun alene, og denne gang uden muligheden for at se ham igen. Hun kunne vel lige så godt bare lade det hele gå af h til.
Hun mærkede noget vende sig i hende, og hun måtte bruge alle krafter på at få sig op på benene i en fart og ud på badeværelset hvor hendes maveindhold væltede ud i kummen.

han for vred til at tænke på noget som helst. Hun havde aldrig følt noget rigtig for ham. Aldrig! Hun havde løjet hele tiden...
Han havde holdt af hende...Han havde leget med tanken om, hvad der ville ske hvis han gik fra Alane og var sammen med Neph, selv om han var ked af det skulle ødelægge deres venskab. Men nu kunne det hele være lige meget! Hun havde aldrig følt noget rigtigt for ham...
Han forstod stadig ikke hvordan man kunne...være splittet i to på den måde...Aldrig rigtig at føle noget, rigtigt. Han forstod det ikke, havde hun virkelig slået hovedet så hårdt? hun havde aldrig været sådan før.
Han kom forbi de snedriver, hvor han havde smidt sin jakke. Han trak sin jakke op af sneen og rystede den lidt. Det meste sne faldt af den. Den var mere eller mindre våd nu. Men han tog den på alligevel. Den var iskold og hans krop rystede, som tidligere, men lidt efter lidt fik han varmet jakken op igen. Han gik mdo huset, hvor Jimmy og de andre ville være. I morgen eller i overmorgen, når han kunne, ville han rejse.
Det skulle han havde gjort fra starten! At han overhoved havde...troet på hende...stolet på hende...alt havde vel bare været en løgn!

Det gjorde ondt, ikke kun i maven, men over alt. Hun endte med at stirre på sig selv i spejlet.
Han troede virkelig hun hadede ham? Så måtte han vel tro det...
Hun så ned af sig selv og tog rent tøj på.
Hun skrev en seddel og satte den på døren inden hun forlod værelset;
Er taget hjem.

hvilket 'hjem' hun omtalte, det kunne ingen vide.
Hun begyndte at gå, og da kromanden ville stoppe hende stirrede hun på ham og blottede tænder.
Hun gik ud i sneen, væk fra det hele.

//Jeg har ikke rigtig mere at skrive lige nu...medmindre vi skal fortsætte som så ofte før og skrive hvad de laver hver for sig...og så de mødes iigen af en eller anden grund^^//

//det bestemmer du lidt selv xD Jeg er med på lidt af hvert. Det kunne også være at Jimmy opsøger hende på grund af Sean eller sådan noget?//

//tja...jeg har bare ikke rigtig lyst til at tage Jimmy sådan i spil mere...Han var fin nok, som et legetøj da vi havde brug for det...men han er altså ikke til, for at løse alle deres problemer. Sean ville aldrig lade en kvinde, der måske bar hans barn...være ubeskyttet. Men han er ikke sikker på hun er gravid og vred over hvad han ser, som at hun har snydt ham...^^//

//hun kan da godt opsøge ham, men det skal være i ren desperation så. Og det gør hun sjældent. Hun kan også bare vandre rundt og støde ind i ham tilfældigt? Lige nu er hun nok mest af alt på nippet til at lade Nemesis overtage kroppen for en tid.. Bare gemme sig fra verdenen. den eneste hun stolede nok på til at fortælle om Nemesis har jo lige vendt hende ryggen. Så egentlig tror jeg at hun føler sig ekstremt forladt. Og ikke nok med at føle sig forladt og ensom, så ser hun jo alle de familier, de lykkelige familier som fejrer højtiden. Jeg er ret sikker på at hun bare stikker af fra det hele og forsvinder i noget tid. Andet kan hun jo ikke rigtigt gøre mere.??//

//Kæmpe?
Men...Sean er bare for vred. Han forlod hende, fordi han mente hun snød ham, ikke føler noget for ham...Og vil rejse væk både for at slippe for hende og for at bemærke han er alene. De kan vel godt stødte ind i hinanden, måske nogle dage senere?//

//Hvor skulle de så støde ind i hinanden? Neph tager ikke tilbage til kroen nu. Hun har brug for at være i fred. Og hun skrev at hun ville tage hjem. det eneste hjem Sean kendte til er villaen udenfor Firewood, som klanen angiveligt skulle bruge? Så hun render måske rundt derude et sted?//

//men problemet er så: hvad skulle Sean lave derude? han ville måske rejse til Firewood village, men han har ingen grund til at opsøge et sted, hvor han mindes om hende...//

//Neph arbejder jo i julen. Diskoteket lukker ikke ned fordi det er jul. Måske tager Sean på diskoteket igen for at jage?//