Hurting ~Sean

t: omkring 02.30
s. diskoteket
v. iskoldt udenfor
o. masser af fulde unge

arbejde. Det eneste der holdte hendes tanker fra den kvalme hun hele tiden oplevede.
Hun var iført en løs top, et sæt stramme jeans som sad lavtaljet. Behagelige sko og håret i en hestehale.
Hun havde serveret omkring en uge i træk nu, fordi hun ikke ville sidde og glo.
Yeah, livet var hårdt når man åbenbart skulle være enlig mor. Ikke at hun orkede at tænke så meget på det.

''Hey, snuske! Hvad tid har du fri?'' råbte en af gæsterne til hende, men hun ignorerede det.
En halv time, endnu flere tilråb og masser af øl over disken. Hun var træt, og kvalmen steg.
En time til, og hun havde fri.

Det havde været hårdt at komme frem begrund af sneen. Men nu var han her, den hyggeligste by han kendte. Han havde indlogeret sig hos sine mænd i et af deres tilholdssteder. Og nu var han sulten.
Denne nat havde han nogle sorte jeans på, en sort skjorte der var åben oppe ved halsen. Hans mørke hår strittede til alle sider, han mørke øjne stirrede frem for sig. Han virkede ikke som den gamle Sean...Han virkede mere indelukket, spændt som en fjeder, grov og en smule sur.
Han begav sig igennem folk, uden rigtig at ligge mærke til dem og de flyttede sig, hvis de så ham komme. I denne tilstand ville det blive svært for ham at jage ordentligt, men han var nu også ligeglad, han skulle nok få hvad han ville have. Han stilte sig ved baren og lod kort blikket glide over dem der stod der...
Vreden vældede op i ham, da han så Neph. Hvad lavede hun her? Forfulgte hun ham, ville have han skulle mindes om hendes lede skuespil igen og igen? Han rystede kort på hovedet, det skulle hun ikke få lov til! Han kunne hygge sig uden hende.
Der stod en kvinde ved siden af ham og ved en pludselig indskydelse smilte han til hende, hun smilte forsigtigt igen. Han ville have Neph skulle føle samme smerte, som han havde følt den dag, forhåbentlig værre, han skulle bare lige finde ud af hvordan.
"En yndig kvinde...Giv mig en tilladelse til at købe dig noget at drikke. Jeg er ikke ude efter mere end selskab" kvinden tøvede, mens hun studerede ham, men nikkede så. Også råbte han efter noget at drikke til dem begge, ligeglad med hvem der gav dem det...

Hun så ham, allerede da han trådte ind af døren. Men hun kun e ikke gå, ikke nu.
I stedet betjente hun dem, som var de almindelige gæster.
Hun placerede to middelstærke drinks foran dem, uden at forlange betaling.
Hendes kvalme steg en smule, ved lugten af sprutten.
Stille så hun på ham, men sagde intet..

Hun forsatte med at betjene andre gæster, selvom hun ikke kunne lide at være der.
Følelsen af ubehag ved at se at han lagde an på en anden var direkte ubærlig. Hun vidste at han var ligeglad med hende. Og hun skulle ikke give ham fornøjelsen at se hende bukke under.
Kun fyrre minutter endnu..hvis hun opførte sig normalt ville han nok ikke kører så meget på hende.
Med bevægelser der mindede om når man gik en mavepuster, krøb hun en smule sammen. Hun havde havft ondt i det meste f ugen, men sådan vr det jo når man ikke spiste.
"Neph, hvorfor tager du ikke en pause?" En kollega, ved navn Maia langde en hånd på hendes skulder. "Jeg har det fint!'' Mumlede Neph sammenbidt inden hun begyndte at vaske disken af, for diverse spildte drinks, mens hun en gang imellem sendte Sean et tavst blik.

Han smed nogle mønter og ignorerede at Neph ikke tog imod dem. Han gav den ene til kvinden og smilte til hende.
"Skål" nikkede han, de klirrede glas og drak hver deres.
"Og nu, hvad er dit navn?" og derefter kørte der en rart samtale imellem dem. Sean viste han ville spise hende senere - Hvorfor gøre det svære ved at finde en ny?
Til sidst flirtede han direkte med hende. de sad tættere på hinanden, begyndte at røre ved hinanden, til Sean til sidst kunne læne sig forover og kysse hende. Han gjorde kysset intimt, dybt...Og det varede i rimelig lang tid, før han slap det igen med et smil, som om alt var perfekt lige nu og her. Han troede stadig ikke på hun var gravid og ville på ingen måde snakke med hende, da han stadig troede hun havde snydt ham, leget med ham...

''rart at vide at den vordende far stadig kan score.'' sagde Neph spidst.
Hun vidste ikke selv hvorfor hun sagde det, men hun var tæt på at skænke endnu en drink, blot for at smide den i hovedet på ham.
''Neph, kom nu... Tag den pause, inden du bider hovedet af en gæst.'' sagde Maia og sendte Sean et syrligt blik.
''Glem det. Jeg tager fri.'' sagde hun inden hun så sammenbidt ned af sig selv.
''Nu ikke gøre noget dumt. Du ved at det ikke gavner nogen af jer..'' sagde Maia, og Neph svarede med et lille opgivende støn.

Hun tog sin frakke om sig, og maste sig forbi Sean, hans 'veninde' og de andre gæster.
Hun havde på vejen set Sean kort i øjnene, og hendes blik kunne have sagt mere end tusind ord. Hun var så tom at se på. Hendes blik var tomt og følelsesløst.

Hun maste sig hen mod døren, rystende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklarer ham at hun ikke have løjet. Fint, måske var det også bedst at han troede det? Så ville han måske selv komme videre. Måske ville hun selv komme over det...?

Kvinden så ret forvirret ud, over kommentaren om at Sean skulle være vordende far. Sean derimod følte på ny vreden vælde op i sig og så på Nehp med et dræbende blik.
"åh , vil du stadig spille det kort?" Hans stemme kunne ikke have rummet mere vrede, der næsten grænsede til direkte had. Svigt. En opmærksom person ville kunne høre den sårede undertone.
"Hvorfor blander du dig? du har fået lov til at lege med mig, vær nu ikke sur over, jeg ikke lade mig snyde mere og find et nyt offer!" rasede han efter hende, da hun trak sig tilbage.

''offer!? SNYDT!'' hun stirrede på ham igen og var hende ved ham ved et splitsekund.
''jeg har ikke snydt dig! Jeg stolede på dig! Jeg sagde sandheden! DU SKRED!'' hun ville have lydt rasende, men hendes stemme dirrede.
''jeg har ikke løjet for dig! Aldrig! Men hvis det er det du vælger at tro, så er du vel bare så dum som jeg antager dig for at være.'' Han ramte et ømt punkt; hun løj aldrig for ham.
Hun bukkede sig ned, så de var i direkte øjenhøjde.
''Sean, jeg er gravid. Jeg har aldrig prøvet at snyde dig...'' så trak hun sig væk,
og var på vej tilbage til døren. Hun ville ikke finde sig i at han svinede hende til sådan.
Han kunne tro hvad fanden han ville, hun skulle ikke udstilles mere end dette

Han greb fat i hende inden hun kunne gå og rejste sig op. Han var ligeglad med om han var for hård.
"Du løg over for mig..Hele tiden påstod du, at du elskede mig, at du holdt af mig..." hans stemme var lav, indædt.
"og så fortæller du mig at du ikke elsker mig, ja, at du ikek engang ved hvad du føler, nogensinde! Du har haft masser af tid til at påstå din lille sandhed, som lyder lige til den lukkede...Og alligevel trak du det ud i langdrag. Lad mig gætte. Du har nydt at holde mig for nar" folk var begyndt at stirre på dem...

Hun stirrede på ham, direkte ind i hans øjne.
''den lukkede, hva?'' hendes stemme skar gennem luften som en pisk.
Hun kunne knap få vejret, over hans måde at udstille hende på.
''den.... lukkede. Fint.'' hendes stemme døde hen, da hun rev sig fri af ham, og bakkede lidt væk fra ham.

Hun så bare på ham, og rystede på hovedet.
Hun vendte ryggen til ham, og begyndte at gå. Tårer sved i øjnene på hende,
og det var tydeligt at se hvordan hendes skuldre rystede.
Så snart hun ville komme d af diskoteket ville hun sikkert sætte i løb væk fra det hele, hulkende over hvor uretfærdigt det var at han talte sådan til hende, og om hende.

Hun stirrede ned i gulvet, mens hun gik. Hun havde det dårligere, specielt når hun hørt hvordan de havde flirtet, og nærmest kunne have set hans smil efter deres kys.
Hun bed sammen, og gik endnu hurtigere..

Hun havde misforstået ham. Han havde ikke sagt den lukkede...Men noget der lød, som til den lukkede...
Men fint. Han ville ikke savne hende.
"altid flygter du, som om alt så vil lade dig være. Det løser ingen ting. Men måske giver det dig den tid du skal bruge, på at finde en ny plan?" han rystede på hovedet. Han drak resten af sin drik på få sekunder...Så greb han fat i baren, svag sig over den og tog en af de større flasker og bare drak af den. Hvad der end var i, var det stærkt. det sved hele vejen ned igennem ham. Men han var ligeglad...han drak bare mere...Han ville være fuld og bare glemme det hele...

''jeg flygter!? Du skred! Du valgte at gå! Du efterlod mig der! Jeg løb ikke efter dig af en enkelt årsag!'' hun stirrede sammenbidt på ham, inden hun gik hen og tog flasken fra ham.
''Så jeg flygter? Du drikker digselv hjernelam!'' hun så direkte ind i øjnene på ham.
''jeg var bange for at fortælle dig det - fordi jeg vidste at du ville flippe og se mig som en freak. Jeg holdt af dig, jeg stolede på dig. Men du gik, som andre også gjorde. Jeg ville aldrig lyve for dig. Jeg ville aldrig skade dig. Jeg ville aldrig misbruge din tillid. Specielt ikke nu! Du tror stadig ikke på mig.'' Hun så ned.
''jeg flygter ikke. Hvis du vil sige noget til mig, så gør det! Jeg har fri om lidt, og så slipper jeg på at se din forhadte blik til mig.'' Hun vidste at han var vred, såret og mest af alt; skidebange for hvad hun egentlig havde sagt og ikke havde sagt.
Hendes vejrtrækning blev svagere, i takt med at hun holdte vejret lidt mere.
''jeg tror ikke på at du hader mig. Jeg tror ikke på at du har så meget som ét gram had i dig for mig. Men fint. Bed mig om at vende mig og gå - ud af dit liv, og jeg vil gøre det.'' sagde hun inden hun bakkede et skridt væk fra ham.
Hendes ord gjorde ondt på hende selv. Hun ville ikke lade ham gå ud af sit liv. Men ville han ikke se hende mere, så måtte det jo være sådan.. Hun kunne ikke tvinge ham længere.

Han så rasende på hende og smed resten af flasken på gulvet så den splintres og væske begyndte at brede sig på gulvet. Folk begyndte at bakke væk fra dem, andre snakkede om at gribe fat i dem og slæbe dem ud...
Nogen prøvede forgæves at bede dem om at dæmpe sig.
"Åh, stå ikke der og spil så hellig!" hvæsede han
"Selvfølgelig skred jeg! Du havde lige fortalt mig du ingen følelser havde for mig og aldrig har haft det! tror du at du bare kan sige det ene og derefter ikke det andet?" svarede han hårdt og så hende med et vredt blik.
"Jeg holdt af dig! Jeg overvejede at forlade Alane for dig, virkelig! Fordi du hele tiden var der, fordi du virkede mere min type! Og så siger du til mig at du aldrig har haft en ærlig følelse for mig?!" han rystede vildt på hovedet, som om han ønskede at blive af med et eller andet. Han trådte et halvt skridt bagud, før han stirrede på Neph igen.
"Du vil måske ikke så meget. Men alligevel har du gjort mig. Du fortalte mig ikke sandheden. Du fortalte mig ikke fra starten af, at du aldrig ville kunne føle noget for mig...Nej, du kørte skuespillet videre og legede med mine følelser i stedet. følelser jeg troede jeg ikke havde følelser jeg har kontrolleret og skjult i mange år, for at gøre de ting jeg gjorde, uden at få samvittighed af det! fordi jeg havde lyst til at skjule dem, gemme dem væk, for de var uvirkelige for mig, en umulighed. Men det skider du jo på" Han havde lyst til at skride, forsvinde.
Men han ville ikke være dobbeltmoralsk...han hadede folk der var dobbeltmoralske...

''Hør nu på mig!'' sagde hun stille, på nippet til at bryde sammen.
Men hun rystede derefter på hovedet.
''jeg elsker dig, ja... Hun hader dig. Vi er ikke den samme person... To personer, fanget i samme krop. Men jeg har aldrig nogensinde troet at du ville hade mig sådan for at holde det skjult.'' mens hun snakkede satte hun sig på hug og begyndte at samle glasskårene op. Hun så ikke på ham længere.
''og du ville aldrig forlade Alane.'' sagde hun med spinkel stemme.
''Specielt ikke til fordel for en 'løjner'.'' sagde hun stille inden hun smed glasskårene ud, og tog en klud og begyndte at tørrer sprutten op. Hun så stadig ikke på ham.

Hans hænder knyttede sig.
"aha? Hvad ved du om det? hvad ved du om hvilke tanker jeg enlig har? Hvis du vil tænke så nedsættende om dig selv, så fint. Men bland mig udenom det." knurrede han.
"Men hvis du troede jeg foretrak en løgn om dine følelser, har du taget fejl. Og nu er vores samtale vist ovre. Jeg gider ikke stå her, modtage sølle modargumenter om at JEG er den man ikke kan stole på! Jeg har været der for dig, selv når jeg tænkte det var slut. Tro hvad du ville. Jeg kan kun sige de ting jeg har sagt. Jeg har intet andet at sige. Faktisk har jeg ondt af dig." han gik forbi hende, rundt om baren og begyndte at masse sig vej gennem folk for at komme ud. De fleste fjernede sig hurtigt, men nogen var stadig sur over den ballade de havde gjort og som bevist stilte sig i vejen, så han måtte gå ud over eller dunke skuldrene sammen med dem.

Hun så op på Maia, der havde rakt hende en ny klud. Hun rystede på hovedet.
''Det er ligemeget... Jeg har klaret det..'' mumlede hun, og så igen ned.
''Den er ikke til gulvet..'' sagde Maia, og hjalp Neph op og stå.
Hun begyndte at tørrer Nephs øjne, som dryppede af tårer.

''Glem ham Neph...'' sagde Maia, men Neph rystede på hovedet igen.
''det vil jeg ikke...'' hviskede hun.
''så løb efter ham. Du har jo fri nu.''
''Det kan jeg ikke... Han vil ikke se mig.'' Neph trak sig fri af Maia's greb.

Hun forlod diskoteket, stille.
på vej 'hjem'. Nej, ikke hjem. Bare... videre.
Hun gik bare, med hænderne i lommerne på sin tynde jakke.
''nej, hvorfor skulle han dog også snakke med mig? Han tror jo ikke på et ord af hvad jeg siger...'' sukkede hun, og det var tydeligt at hun blot talte med sig selv for ikke at græde.
''Han er velsagtens ligeglad med det hele... Han mener jo alligevel at jeg er til den lukkede...'' hun sukkede og var tæt på at opgive det hele. Bare ligge sig ned i sneen og håbe at kulden tog hende før sulten.
Men hun kunne ikke gøre det. Om det var på grund af Sean, eller den lille ting hun bar i sig, det vidste hun ikke. Men hun ville ikke ligge sig til at dø, fordi han hadede hende.

Imens hun havde vandret uden at vide hvor hen, havde hun vandret til Seans hus. Hun stirrede på det, velvidende at hun aldrig kom til at se den gamle mand som stod Sean så nær igen.
Hun tog en seddel op, en hun havde skrevet for nogle dage siden.
Sedlen var ikke underskrevet, men alle der kendte Sean vidste at den var til ham.
'Jeg ved ikke hvad jeg forventede. Hverken fra dig eller mig.
Jeg ved kun at den del af mig som jeg kan mærke, er den del som elsker dig mere end tusind af de hjerter du har knust.' skriften var lettere sjusket, og papiret plettet af tårer.
'Jeg ved at du en dag vil glemme mig. Og det er bedst sådan. Jeg efterlader dig dette, samt det spinkle håb om at se dig igen. Dit barn skal nok få det godt hos nogle andre..'
Brevet sluttede brat, der var vel ikke mere at sige.
Hun stoppede det ind i dørsprækken, inden hun skuttede sig og gik videre, for at komme væk inden nogen så hende

//Ah, ved ikke helt hvad jeg skal svare, men prøver^^//

Sean var gået et ukendt sted hen. Han var vred, adrenalinen pumpede svagt i ham stadig, men han følte sig mere håbløs end noget andet.
Han havde sagt så godt han kunne. Han elskede hende. på en eller anden måde, men stadig ikke den samme måde som med Alane. og hun havde ikke troet ham. Hvorfor ikke? Det var jo ikke ham der havde løjet. Hun kunne ikke først sige hun elskede ham, for at lave det om til hun aldrig havde elsket ham, for endnu en gang at lave det om til at hun elskede ham? Den gik ikke. hun kunne ikek bare skifte mening hele tiden og tro alt forblev godt. Han var ikke en dukke eller en hund. Var en tænkende person, med sine egne følelser.
Han havde ofte tænkt på at forlade hende, give hende fred...Hvad havde fået ham til at vende tilbage igen og igen? Han viste det ikke...håb om et venskab? fordi han ville have hun forstod ham, i stedet for at gå rundt med de altid fordrejede tanker om ham?
*Indse det...Hun har altid haft fordrejet tanker om dig.Altid tænkt det værste om sig selv og altid misforstået dig. Hvorfor tror du at det nogen sinde vil ændre sig? Lige meget hvornår du siger noget eller går din vej, er det altid de selvbebrejdende, svage tanker hun tænker om sig selv. kan du bruge sådan en svag person til noget? Men den magt du besidder, som den dæmon du er?* Svaret var nej. Men han var alligevel ikke tilfreds.
Han var kommet hjem, havde han set og åbnede døren. men han så ikke sedlen der gled gennem luften og landede i sneen ved siden af døren...

// det var da ret godt besvaret.
Sidder og hører et soundtrack til emnet xD Lige nu er det; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Hun så ned, mens hun gik tilbage mod kroen. Hun ville pakke de få ejendele hun havde, og tage af sted. Hun havde ikke mere i denne verden at gøre. Han havde vel ret, hun var ikke til at stole på. Måske ville hun have en bedre chance i den verden han kom fra? Måske ikke. Men lige nu kunne hun ikke gøre andet end at gå. Selv hestene kunne ikke klarer sneen på det punkt, og at forvandle sig som gravid, ville gøre rejsen langt mere besværet.
Hun så ned da hun endelig nåede kroen. Hun så på kroejeren der så på hende med et håbefuldt blik. Men hendes tårevædede øjne fortalte ham at det var slut.
Hun gik direkte forbi ham da han gik hen mod hende for at give hende et trøstende kram. Hun ønskede ikke omsorg.
Hun gik op på sit værelse for at pakke sammen. For at forsvinde.

//Så forstår jeg bedre hvorfor du altid har de samme triste slutninger på dine indlæg, i stedet for hun får styrken til at gøre et eller andet^^//

Sean viste intet om hendes planer eller hvad hun ville gøre. Derfor kunne han intet gøre ved det, men hvorfor skulle han også? Det var det samme hver gang...åh nej, jeg er såret og sur, du misforstår mig, jeg er nul og niks, jeg kan lige så godt dø og forsvinde...Nu rejser jeg og kommer aldrig tilbage, farvel!
Altid det samme mønster og Sean forstod det ikke.
han gik op på sit værelse og lagde sig på sengen, lukkede øjnene et øjeblik. alkojolen virkede og fik det hele til at svømme lidt og han ville enlig helst bare sove. et eller andet sted var han stadig stadig og han fik pludselig den fuldemandstanke at han da skulle ned og have noget at spise!
Han rejste sig op, tog sit overtøj på igen, i hvert fald noget af det, og gik ud igen. Han så stadig ikke sedlen, da han lidt skævt fik gået hele vejen tilbage til diskoteket...eller han troede det var diskoteket, selv om det enlig var kroen...

Klokken var mange efterhånden, og hun havde det skidt.
Kroejeren så ud til at føle med hende, da han langede hende en madpakke.
Kroejerens kone pakkede et tørklæde om Neph's hoved, inden hun lagde en hånd på hendes mave, udenpå trøjen.
Neph trak sig bare væk, og så undskyldende på dem.
Det var næsten som at forlade sine forældre, at se dem så triste.
Hun tog tasken over skulderen, men kroejeren stoppede hende.
''Du ved at du altid kan komme tilbage hertil, ikke? Du er altid velkommen her.'' hans ord var varme og venlige, samtidigt med at de var bekymrede.
Hun nikkede stille, uden at vide hvad hun skulle gøre.
''en sidste bid mad, inden du går?'' spurgte kroejerens kone, men Neph rystede på hovedet.

Hun stillede sin taske fra sig, med undskyldningen om at hun havde glemt noget.
Hun gik op til værelset igen, denne gang for at afslutte det hele. Hun havde ingen anelse om at Sean var på vej tilbage til kroen, og heller ikke at han i den grad ikke vidste hvad han lavede.
Hun lukkede alle døre i værelset, fjernede alt der gav tegn på at hun boede der. Værelset var igen et kroværelse.
Så lukkede hun den sidste dør, låste den, og gik ned af trappen, tavs.

Han væltede næsten ind, da han havde glemt trinnet ved døren. Han fik langsomt sin balance igen og lænede sig op af det nærmeste bord, hvor to mænd sad og spillede kort. De nikkede venligt til ham og fortsatte.
"Mad..." mumlede han i den tro alle kunne høre ham og viste hvad han mente. I den tro at kvinderne bare ville komme til ham...
Han så ikke særlig klart.
"Hvor er musikken? Jeg ved i har den!" han smilte som om det hele var en joke og stavrede over mod kroparret...

Hun stivnede da Sean stavrede ind i kroen.
Hvad lavede han her?
Kroparret, som han var på vej hen til, vidste også at der var noget galt.

Neph stillede sig ned ved siden af kroejerens kone, og så på Sean med et blik der ikke kunne bestemmes om var forundring eller nervøsitet.
''Sean, der er ingen mad her.'' sagde Neph med en monoton stemme.

Han grinte og rystede på hovedet, før han lidt usikkert fokuserede på Neph.
"N..Nep..h?" prøvede han at få frem.
"Jeg troede...Er du her igen? Det er jo sjovt, troede aldrig...Hvad var det...Se dig? igen? Aldrig..." han nikkede lidt for sig selv og prøvede tydeligvis at være alvorlig. Han stod og svajede...
"Jeg har tænkt over det...Igen...Det er det samme...Igen, igen igen...Hele vejen rundt..." det var ikke helt til at sige hvad han enlig snakkede om.
"Jeg er ked af det, ikke? Det er bare så svært det hele...Det er jo ikke længere til at tro noget...men tror ikke hvad man skal stole jo!" han så direkte på hende, syntes han, men han ramte faktisk et sted ved siden af hende. Og rystede på hovedet, mens han truede med at falde.
"Du forvirrende...elske, elsker ikke...Som blomsterne...Det siger man bare ikke! Og så til mig?!" han grinte let for sig selv og rystede igen på hovedet.
Så var det som om han endelig fornemmede tasken ved Neph, men kunne stadig ikke til at tænke klart.
"Gå ikke, neph..." det eneste der lød nogenlunde...normalt...

''Du er fuld.'' sagde hun bare.
''du mener ikke en skid af det du siger. Gå din vej.'' hendes stemme var forsat monoton. Det gjorde ondt at sige sådan til ham, men hun ville ikke se ham gøre mere skade på den stolthed han havde tilbage.
''Gå hjem og sov.'' sagde hun, inden hun tog sin taske over skulderen igen.

//Deja vu! Der skete det samme for mig da jeg boede på alumnatet! xD//

//Hvad det så er //

Sean mærkede vreden, en vrede som kun fulde folk fik, da han gik i vejen for hende, så hun ikke kunne gå ud.
"Du høre jo ikke efter!" hans stemme virkede pludselig mere klar, selv om der ingen tvivl var om at han stadig var fuld.
Nogen mente faktisk at man først fik sandheden af en fuld person...
"Hvis du ikke ønsker at tro det, må du jo lade være med det. Men du skal ikke bare gå, når jeg står...Og siger noget til dig!" okay...stemmen var lidt mere klar, men hans sætninger sat lidt dårligere sammen.
"Jeg mener det. Hvorfor tror du ikke på mig? Det var dig der...snød mig jo! Jeg har været venlig at komme tilbage her til dig!" han havde ikke vist hun var det og troede stadig han var i diskoteket...Faktisk kunne han næsten ikke engang huske hvad de var uvenner over eller noget andet...Han viste kun en ting og det var den følelse han havde lige nu...af håbløshed og af at Neph ikke måtte gå.
"SÅ HØR DOG PÅ MIG!" han skreg det pludselig, fordi håbløsheden og frustrationen blev for meget for ham, han viste ikke længere hvordan han skulle afreagere....

''Du har gjort det før...'' klynkede hun uroligt.
''Sagt at du elsker mig, længtes efter mig... Når du så vågner igen, så er du lige så afstandstagende som før..'' Hun var bange for ham, og det kunne ses. Når han råbte af hende var hun igen på nippet til at græde.
''jeg vil gerne tro på at du elsker mig. Det vil jeg virkelig, men jeg er bange for at du vågner igen i morgen, og har glemt alt det du har sagt.'' hun så bare ind i hans øjne.

''Du er fuld Sean... Kom nu op i seng, så taler vi om det imorgen?'' Hun vidste at det lød forkert, men hun turde ikke sige at han skulle gå hjem i seng. Han ville jo bare misforstå det.
''Klokken er mange..'' hun prøvede at virke rolig selvom hun næsten rystede af skræk.