Hurting ~Sean

Hun nikkede stille. Selv elskede hun at drikke, men gjorde det sjældent da hun ikke kunne tåle det.
''jeg forstår godt at du skældte mig ud.'' smilede hun stille.
''jeg blander mig i alt.'' grinte hun stille. Hun holdt tonelejet på et minimalisktisk niveau, for ikke at forværre Seans hovedpine.

Hun sukkede stille.
Han troede forsat ikke på at det var sandt, det med graviditeten.
Og hun kunne ikke bebrejde ham. Hun ville ikke selv have troet på det hvis det var hende selv i hans sted.
''Jeg tror jeg vil få noget frisk luft. Du kan bare hvile dig lidt mere.'' sagde hun roligt, inden hun rejste sig langsomt. Selv havde hun igen kvalme, men hun ignorerede det. Hun ville hellere passe på Sean lige nu, end at lade hele maveindholdet skylles ud i kummen.

Han så lidt på hende, nikkede og slappede bare af. I sin gamle verden kunne han bare sluge nogle panodiller eller noget lignende. Men han havde endnu ikke fundet dem her. Han sukkede lidt og gned sine tindinger, før han bare slappede af i stilheden...han døsede let hen igen...

Hun havde forladt værelset for at gå ned og undskylde deres opførsel i går.
Hun forklarede dem at han havde drukket, og havde det skidt lige nu, så hun holdt lidt øje med ham.
Kroejerens kone så mistroisk på hende, som om hun ikke kunne forstå at Neph faktisk 'tog ham tilbage'.
''Det ville være en stor hjælp, hvis jeg kunne få noget te med op til ham?'' hun så bedende på kroejeren der straks gik igang med at lave en kande te på milde urter.

''tak.'' smilede hun og gav den midaldrende mand et kys på kinden. Det kunne have været far og datter, alderen passede jo fint.

Kroejerens kone derimod var lidt imod at hun gik tilbage op på værelset.
Hun havde før advaret Neph om hvad Sean var, og at hun skulle holde sig væk fra han.
Hun hev Neph lidt til side, inden hun hviskede til hende;
''Jeg ved ikke hvorfor du finder dig i det? At han kommer fuld og fortæller at han elsker dig? At han udelukkende giver dig skylden.''
''Du kender kun den ene side af den sag..'' sagde Neph beroligende.
''Han er slet ikke så slem, han er bare... Frustreret.'' sagde hun roligt og smilede blidt til kroejerens kone, inden hun gik tilbage til kroejeren og modtog kanden med te og et krus.
''tak.'' smilede hun, og efter godt og vel en halv time væk fra værelset kom hun nu tilbage, med den varme te og noget der kunne have mindet om toastbrød, men langt mere salt. Hun stillede tingene fra sig, så stille som muligt, og krøb op i vindueskarmen og sad.

Udsigten var skøn. Hvid sne, blød og luftig, overalt. Mennesker, travle over julens stress og nytårets kommen. Børn der legede i sneen, mænd der holdt der bedrifter kørende mens kvinder ordnede indkøb. Alt virkede så fredeligt.
Selv Sean der bare lå i sengen. Tingene han havde sagt i går lød stadig i hendes hoved, men hun turde ikke snakke med ham om det.
Hun var bange for, at hvis hun gjorde ville han blive vred, undskylde med at han var beruset og modsige det hele.

I stedet tegnede hun små cirkler på vinduet, mens hun hviskede oldgamle ord hendes mor havde lært hende.
Ord som til hver en tid ville give hende styrke, havde hendes mor sagt. Men ordene var uden mening, specielt nu..
'Hold mærke væsner, og ondsindede skabninger et mil fra mit liv, og lad mig aldrig rammes af fordærv.'.
Hun vidste, at ordene ikke var noget værd, men det var snart det eneste hun havde tilbage fra sin mor, udover den kjole som moderen havde båret på sin bryllupsdag. Den lå altid i bunden af hendes taske når hun tog nogle steder hen.

Hun sukkede stille, mens hun hvilede panden mod ruden. Hun aede sin mave blidt, mens hun tavst tænkte over hvordan hun egentlig skulle komme igennem det næste år..

//Krea'en angreb mig! Sorry! XD//

Sean rejste mange steder og prøvede altid at holde sig gode venner med kroparrene der boede på de forskellige byer. Det plejede at virke, han plejede at snakke med dem og få de ting han bedte om, ofte også hjælp med ting. Nogle viste ikke hvem han var, andet end en kunde, andre viste ikke han var dæmon...Men dem der viste noget af disse ting, deres loyalitet og venskab skiftede ofte, alt efter hvor meget han betalte for tingene. Det var irriterende det skulle være sådan, men han havde lært at leve med det.
Han drejede sig lidt, da lyden af døren på en måde irriterede ham. skramlen med et eller andet, før der blev stille igen. På et tidspunkt åbnede han øjnene...Han kunne ikke holde ud at ligge i denne seng hele dagen, det viste han, men hans hovedpine var også slem. Han fik kæmpet sig op og sidde og så hen på Neph et øjeblik...Og fik pludselig den tanke at hun nok stadig ikke stolede på ham eller at han ville blive hos hende, hvis hun ønskede det...Og sukkede. han kunne ikke overbevise hende lige meget hvad...Og på en måde havde han det jo også selv på den måde. Han så lidt på teen og brødet, men skænkede sig så lidt te. Han pustede på det og tog en forsigtig tår. Kamille. Med lidt honning.
Men brødet rørte han ikke. Han spiste faktisk aldrig normalt mad.
Han lænte sig tilbage i sengen, op af væggen sad han, med kruset mellem sine hænder, mens han i ny og næ tog en lille tår af teen.
Han så lidt over på Neph...
"tak...for teen...Du er ikke tvunget til at sidde her og holde øje med en mand, der ikke kan holde sig for visse...lyster" sagde han med et svagt smil...Han var faktisk sulten...Men efter en sjæl. Det opdagede han nu, hvor han af en eller anden grund bedre kunne mærke sin sult.

''Kom bare an, prins Charming'' grinte hun.
''missekatten her går ikke ned uden kamp'' hun så hen på ham, med et varmt smil.
''og dine såkaldte lyster, er sult. Det ved vi begge to godt. Men indtil din hovedpine er nogenlunde under kontrol kommer du ikke ud herfra. Samme princip som da du fandt mig.'' sagde hun med en varm stemme.

''og by the way, så nyder jeg dit selvskab. Tror du jeg havde hevet dig med herop hvis jeg ikke ville være sammen med dig? Så havde jeg bare ladet dig ligge dig på krogulvet og sove rusen ud.'' sagde hun med et smil. Hun gik hen og satte sig på sengekanten.

''desuden, Charming, så er en mand med lyster langt nemmere at holde styr på end en uden'' smilede hun drilsk.

Han rystede svagt på hovedet og nippede lidt til teen i sine hænder, som enlig var lidt for varm.
"Jeg har masser af ting at indvende, det ved du godt ikke?" småsmilte han.
"For det første. mine lyster er ikke bare sult. Sult er et most alle må opleve for at opretholde en hvis balance. Ikke en lyst. For det andet må jeg protestere på det kraftigste! Min hovedpine er intet mod dit hoved, der næsten blev kløvet i to og jeg kunne blive så sulten, at jeg simpelthen sluger dig på stedet" svarede han og så lidt på hende, mens han hvilede hovedet mod væggen. Det ville være umådelig kedelig at sidde her hele dagen, når han var van til at være...ja, lidt over alle steder, hver eneste dag. Han kunne ikke og ønskede ikke at tage det med ro, lige meget hvad han fejlede og dette var selvforskyldt og skulle ikke forhindre ham i noget.
"Desuden kunne du godt finde på at slæbe mig herop, bare for at forlade mig, netop fordi du påstår du holder af mig. Du ville sikre dig jeg lå en seng og sov, før du af underlige grunde ville liste væk. Det ved vi begge du kunne finde på, modsig det ikke!" han sukkede kort, hans hoved holdt ikke af at han snakkede så meget...eller tænkte for den sags skyld. Han tog endnu en tår af sin te.
"Der ud over må jeg advare dig. Jeg er uhyre besværlig når jeg er sulten"

''jeg modsiger dig ikke, makker. Jeg siger blot at i er nemmest at styrer når i er lystne. Det er et faktum.'' smilede hun.
''og jeg ved godt at jeg har gjort den slags før, med bare at gå. Men jeg gav dig et løfte, gjorde jeg ikke? Jeg lovede at jeg ville være der når du vågnede. Og jeg bryder ikke et løfte til en jeg holder af, selvom han er så fuld at han påstår at han elsker mig.'' sagde hun med et skuldertræk.
''jeg siger ikke at du ikke elsker mig.'' skyndte hun sig at sige.
''men at hører det fra en fuld mand, er ikke det mest troværdige. Men som man nu engang siger; sandheden skal komme fra fulde mennesker og børn'' grinte hun inden hun igen smilede roligt til ham.

''om jeg havde hugget mig eget hoved af, så er det bare ærgerligt. Indtil du i det mindste kan tale uden at skulle holde pause på grund af hovedpinen, så bliver du her.'' sagde hun roligt.

Hendes stemmeleje var hele tiden i et behageligt niveau. Hun ønskede ikke at gøre hans hovedpine større end nødvendigt.
Hun smilede forsat lidt til ham, inden hun så hen mod vinduet.

Han mærkede trodsen stige op i sig, men mest af alt håbløshed.
"Du forlanger jeg skal tro en historie om en person, der deler din krop med dig...Og du kan ikke tro mig de ting jeg siger, bare fordi det kom fra en fuld mund?" sukkede han kort og stilte koppen fra sig, for at forlade sengen. Han følte...sig trist igen. Og ville bare gerne udenfor, ud og gå en tur og klare sine tanker...
"Jeg ville aldrig sige sådanne ting ved mine fulde fem. Det har jeg for længe siden lært mig selv er farligt og...uden grund. Jeg forlænger højst pinslerne for mig selv. Hvilket jeg på alle måder alligevel har gjort. Alane lever ikke evigt, hvis vi skulle holde så længe." han rystede kort på hovedet, trods smerten.
"Men som du siger. nogen gange kræver det en fuld person eller et barn, til at gennemskue sandheden. Hvad man så skal tro på, er jo op til en selv. At du vælger ikke at tro mig, kan jeg ikke gøre noget ved. andet end at håbe du en dag vil indse det" han rejste sig op og lod hånden glide gennem sit hår og rettede lidt på sit tøj, der sad skævt efter natten. Han opdagede nu at han skam havde fået sine sko med sig, om end hans jakke vendte p åvrangen. Han sukkede svagt, bukkede sig ned efter den, og begyndte at vende den rigtigt.
"du har holdt dit løfte. Hvorfor skulle du ikke bare gå nu? Jeg forstår dig godt, hvis du gør det" sagde han en smule kort, men uden at se på hende.

Hun stivnede ved hans sidste ord.
Hvorfor kunne han ikke se det...?
Hun rejste stille fra sengekanten og så lidt ned.
''jeg sagde ikke at jeg ikke tror dig...'' sukkede hun stille - det bløde venlige toneleje var væk.
Hun vidste ikke hvad ellers hun skulle sige.
Hun var på vej til at gå, da hun så på ham igen.
''du bad mig om ikke at gå... du bad mig om at blive, til trods for at du vidste at vi ikke kan enes... og nu, beder du mig gå igen?'' hun rystede på hovedet.
''jeg elsker dig, og det ved du...'' sukkede hun og så lidt ned igen.
''held og lykke med jagten..'' hun gik hen til døren, åbnede den og så lidt på ham.
Hvad han ville sige eller gøre, det vidste hun ikke, men hun kunne ikke holde stemmen kørende meget længere. Snart ville den blive skinger, og hulkende igen, og det ville hun ikke vise ham.

//bedre?//

//Hmm...det har irriteret mig flere gange nu...Og jeg vil ikke ændre dit spil på nogen måder...men kan Neph ikke lade være med at gå, til efter Sean har reageret? føler næsten ikke jeg kan tillade mig at reagere, fordi hun allerede er gået, så jeg er tvunget til at løbe efter dig....?//

//har ændret det nu //

//Tak...undskyld, men det gør det bare...svært, for mig, når han hele tiden skal løbe efter hende for at sige sin side af sagen^^///

Han sukkede træt og med værre smerter i hovedet nu end før.
"Neph...jeg har sagt disse ting stille og roligt og det har ikke kun været for mit hoved. Men fordi jeg ønskede vi snakkede om disse ting stille og roligt..." han så over på hende.
"Hvorfor forvrænger du mine ord, i stedet for at høre det jeg faktisk siger? Hvorfor tror du straks det værste, som om jeg er sendt hertil for at pine dig? Jeg sagde at jeg ville forstå hvis du gik...Jeg sagde ikke du skulle gå. Og jeg ved ikke hvor du fik det fra. Jeg ved du ikke gider høre ordentlig på det, jeg ved du ikke gider tro jeg faktisk holder af dig, det har du aldrig gidet..." han trak let på skuldrene.
"...Og derfor prøver jeg det bare selv. At tro du aldrig har elsket mig. Er det ikke det man gør? Behandler hinanden som man selv vil behandles? du tro ikke på mig, så tror jeg heller ikke på dig..." det var ikke så nemt i praktisk, for han troede på hende, holdt af hende og ville være sammen med hende...Men han ville heller ikke bryde sammen igen, løbe efter hende som en idiot.
"vi er lige begyndt at tale sammen...Kan du se havd jeg sgade? Vi kan ikke snakke sammen i 10 minutter, før en af os misforstår den anden og alt bliver kaos. Hvorfor er det sådan? Jeg er træt af det. Jeg vil være venner med dig og kun venner. Jeg vil ikke alt det kaos her den ene gang efter den anden, det samme mønster igen og igen..." han trak på skuldrene og tog sin jakke på. Hans hoved gjorde virkelig ondt nu og han kunne næsten ikke tænke klart...Men han viste hun kun ville høre de ord, hun ønskede at høre. At hun kun ville høre den mening, hun ønskede at høre og snart ville løbe ud af døren, grædende og ond mod sig selv, som altid...sådan som det altid gik. Han viste hun ville dreje hans ord og misforstå ham, tvinge ham til at komme kravlende på alle fire, grædende, før hun gad have noget at gøre med ham igen...Og sådan var det vel bare...han avr bare træt af at det skete hver gang...Han ville snart begynde at tro, at hver gang han så hende, sagde hej til hende, var det hele dømt til at gå af helved til...som altid.
Han sukkede. han havde sagt det hele afslappet, men trist. Så måtte hun tolke det som hun ville...hvad hun også ville gøre.

Hun så ned mens hun lyttede. Han havde ret i det hele, som altid.
Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde som hun gjorde, men hun gav ham ikke meget valg.
Hun gik hen til ham og krammede ham, uden at sige et ord.
Efter et par sekunder slap hun ham igen, tøvende.
''jeg elsker dig... Og du ved det. Jeg vil bare ikke se på dig hele tiden og tænke; bare han var min.'' hun smilede undskyldende til ham.
''jeg tror, mest af alt, at vi misforstår hinanden fordi vi ikke siger de rigtige ting. Det gør jeg i hvertfald ikke. Jeg kunne have spurgt om du ville have mig til at gå. Istedet gjorde jeg det til et angreb ved at anklage dig for at have sagt det... Undskyld.'' Hun trak sig lidt væk fra ham igen, så han kunne gå hvis han ville det. Hun ville ikke tvinge ham til at blive hvis han hellere ville jage.

Han smilte svagt og så lidt på hende. Han havde gengældt krammet.
"så lad os arbejde på det Neph...At snakke roligt om tingene, at give hinanden tid til at formulere os...Og hvis vi stadig misforstår...må vi jo prøve at forklare det igen..." han viste det ikke blev nemt men han ville hellere prøve, end vide at alle møder med Neph ville ende i elendighed.
"Jeg er sulten, men kan sagtens vente lidt..." han viste at hans hovedpine nok ikke ville dæmpe sig lidt, før han havde fået lidt mad...Men han havde ikke lyst til at efterlade Neph, når det hele virkede...så skrøbeligt.

''hvis du så meget som forsøger dig med mig, så bliver jeg til din bedstemor og bider hovedet af dig! OG jeg starter ikke med det på skuldrene!'' hun smilede drillende til ham, selvom hendes trussel var reel nok.

''smut nu ud og spis, Sean. Jeg vil hellere se dig med lidt farve i ansigtet, og mæt, frem for at du er sulten og lettere bliver irritabel.'' smilede hun til ham inden hun puffede blidt til ham.
Hun gik hen til sin taske. Hun fandt et håndklæde og sæbe frem.
''og så vil jeg rende i bad. Jeg stinker!'' grinte hun inden hun smilede roligt til ham.

''nu ikke noget med at tage maden med hjem vel? Jeg er ikke vild med tanken om andre kvinder i min seng.'' grinte hun

Han rystede kort på hovedet og tog sine sko på.
"Jaja...Whatever" svarede han drillende.
"ses mor!" han gik over til døren og vinkede kort til hende, med et glimt i sine øjne. Han skulle have noget at spise...og helst hurtigt.

''flab!'' råbte hun grinene efter ham, inden hun gik ind på badeværelset og fik sig et mellemlangt velfortjent bad.
Hun gabte, mens hun stod i badet, og først nu bemærkede hun hvor øm hun var over at sove på en stol.

Hun smilede alligevel over hans måde at gøre sin exit på.

Han var hurtigt ud og fandt hurtigt en kvinde der frøs for meget og virkede villig til at følge med til et varmt sted...Og lave noget varmt.
der gik næsten to timer, før sean kom tilbage. Han havde tilladt sig at nyde maden og følte sig både mæt og tilpas, men også lidt træt igen. Hans hovedpine var lettet lidt, nu han havde spist, men var der stadig.
Han vendte tilbage til kroen og til deres værelse...

Hun var æsten faldet i søvn i badet, og havde besluttet sig for at gå i seng.
Hun havde trukket i en stor tshirt og et par trusser, og havde så smidt sig i sengen.
Hun sov trygt da han endelig kom tilbage.

//laver lige mad. Sorry//

Han smilte kort af hende og sørgede for dynen lå godt om hende, før han skrev en hurtigt note og lagde på bordet:
*Har været her. Du sov. Er smuttet ud igen, men vi ses senere.
Din hengivne*
Så listede han ud igen. Han ville gå hjem, et eller andet sted, og slappe af til hans hovedpine var væk.

//Out//

//Well, out Tak for endnu et underholdende emne//

//Selv tak. altid en fornøjelse //