Hurting ~Sean

Han fornemmede ikke hendes skræk eller hendes følelser. Han var blottet for dem og kun opfyldt af sin egen selvmedlidenhed.
"glemmer det? Nåe...du mener lige som da du fortalte mig, du heller ikke elskede mig?" vrissede han, men så var det som om han blev opgivende igen...Det hele kørte rundt inden i ham og han kunne ikke finde ud af hvad han skulle.
"Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal! Jeg er ikke fuld og mener de ting jeg siger, uanset om du syntes du elsker mig eller ej! Hvad du åbenbart ikke kan finde ud af!" han sagde ikke noget i lidt tid, hvor han tydeligvis kæmpede med balancen og andre tanker, så kom han tilbage til emnet...
"Nille...JA, hende, du ved...hader hende, skrækkelig tingest! Hun..." han lavede en cirkel bevægelse ved sit hoved...så godt han kunne.
"...Laver et eller andet, her du ved...og jeg kan huske ting igen...Hun hjalp lidt...husker igen, det hele...Og siden da...Ikke glemt noget igen!" han så smilende på hende, som om det løste alle ting.

''det er godt at høre at du ikke glemmer. Men Sean... Hvad vil du have at jeg skal gøre? Gør jeg hvad jeg finder rigtigt, og fortæller dig hvordan jeg har det, så bliver du vred på mig. Og siger jeg alt er fint kalder du mig en løjner. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og ærligtalt så synes jeg at du skal få sovet rusen ud... Jeg kan virkelig ikke lide at være i nærheden af dig når du er fuld... Du skræmmer mig..'' hun så på ham, og prøvede at bakke væk fra ham. Hun var bange for ham, fordi hun ikke kunne se hvad han ville. Normalt kunne hun se i hans øjne hvis han ville noget bestemt, men når han var fuld, kunne hun ikke se andet end en pløret masse.

''kom nu med op på værelset... Så snakker vi om tingene.'' bad hun, men vidste at han nægtede.

Han greb fat i hendes arm uden at vide om det var hårdt eller let. Han ville bare ikke have hun gik! Hun skulle blive her, hos ham, som han ville have det!
"Du må ikke gå!" sagde han kort. I et øjeblik kunne han ikke bestemme hvor han skulle se hen, til han endelig lod sine øjne lande på Neph.
"Du løg over for mig...hvorfor indrømmer du det ikke? Jeg vil ikke vide...hvad du selv føler. Jeg føler mig...snydt..." han viste faktisk ikke helt hvad han skulle sige. Åh, tag dig sammen din idiot!
Han rystede svagt på hovedet. Han var dømt til at fejle og miste hende...sådan var det bare...Det virkede pludselig som en god ide at ligge sig på gulvet.
"Kom...skal vi ikke ligge her lidt?" spurgte han og pegede ned mod gulvet, som var dækket af lidt snask fra snevejret udenfor.
"Åh, jeg kan ikke formulere mig! Selvfølgelig vil jeg vide om dig, men...du løg jo. Kan du ikke selv se det? Du sagde i lang tid, du elskede mig! Og så siger du det ikke var sådan?" han viste ikke om han skulle smile eller lade være, så det endte i en ubestemmelig grimasse.
"Jeg siger jo jeg elsker dig! Ikke som Alane...Eller Nitah, den gang i..." Han så ud til at tænke sig om et øjeblik, men rystede så på hovedet.
"...Jeg ved ikke hvor hun kom fra, okay?" som om Neph havde spurgt til hende.
"...Men jeg elsker dig stadig jo! for meget til det her...Men jeg vil ikke bede om tilgivelse...Det var dig der løg!" det var han helt sikker på! det var hende der havde sagt det ene og så det andet...
"Vil jo bare så gerne stole på det..."

''Sean, jeg vil gerne ligge sammen med dig, i en seng. Hør nu efter, jeg forklarer alt, bare du går med op på værelset.'' sagde hun, og smilede prøvende til ham.
Hun benyttede sig af at han holdte fast i hende, og trak ham forsigtigt med sig.
''kom nu, jeg bider ikke.'' sagde hun igen med det lille smil
//damn, kort! Men skal lige printe nogle ting ud til imorgen...//

//Pyt med det //

Sean trak vejret dybt et par gange. En seng? op af trappen? åh, han orkede ikke trapper lige nu, de var så...stejle!
Han følte sig noget træt og udmattet...
Han sukkede og så p åhende, som om han ville bedømme om det nu også var sandt. Men han kunne ikke se særlig meget og det hele svømmede lidt.
"Men du forsvinder bare..." sagde han så
"...Og....jeg ved ikke om du vil forklare det...Måske vil du slet ikke?" han viste ikke hvorfor han tvivlede sådan på det. Han var bange for hun så ned på ham og bare ville snyde ham. Ligge ham i seng og når han sov, bare stikke af...Det ville han ikke kunne klare. Hun måtte ikke gå, ikke forsvinde! Hvorfor forstod hun ikke det?

''Sean, lyt nu på mig. Hvis jeg ville forlade dig, var jeg så ikke væk nu? Havde jeg så ikke bare forvandlet mig til en mus og stukket af? Sean, jeg vil gerne forklare. Hvert eneste spørgsmål du må have.'' lovede hun inden hun trak ham med sig.

''kom nu, så giver jeg måske en massage oveni.'' hun prøvede kun at drille.
Hun havde brug for at lette stemningen, meget.

Han kom med et lille smil.
"du er en ulv!" udbrød han, som en dreng der kendte sandheden. Om ikke andet fulgte han med hende nu.
Han rystede svagt på hovedet ved massagen...han kunne slet ikke overskue tanken lige nu...

''ja. Eller en farlig tiger!'' grinte hun. Der var nu noget sødt over sådan en fuld voksen mand der havde en forstand som en niårig.

Da hun endelig fik ham ind på værelset tændte hun nogle få sterinlys, for at de bedre kunne se hinanden. Hun fik ham sat på sengen, for at sikre sig at han ikke faldt i søvn på en stol.

''Nå, hvad vil du så have at jeg skal forklare?'' spurgte hun, roligt. Hun så bare på ham, med et behageligt smil.

Han havde glemt trappen, næsten inden han var færdig med at gå op af den. Værelset virkede varmt, selv om han ikke rigtig sansede kulde eller varme. Han satte sig på sengen og det overtøj af, som han havde fået på.
Han havde lyst til at ligge sig ned, så det gjorde ham. Han følte sig straks overvældet af træthed...Det hele snurrede...
"Hvorfor løg du...?" hviskede han træt.

''jeg var bange for at du ville tro at jeg ikke var til at stole på. Jeg prøvede bare at sørge for at du ikke troede at jeg var en løgner...'' hun så på ham.
Hun satte sig selv i vindueskarmen.
''jeg ved ikke... Jeg var vel bare bange...'' sukkede hun stille

Han drejede hovedet, åbnede øjnene og så på hende et øjeblik, så godt han kunne.
"Men...netop fordi du ventede...viste jeg ikke...åh, jeg er, jeg var, forvirret. hvad skulle jeg tro?...Elsker du mig overhoved, Neph? som du hele tiden har påstået?" han viste ikke hvorfor det stadig var så vigtigt...det føltes bare sådan.

Hun rejste sig, og gik hen ved siden af sengen. Hun satte sig på hug ved siden af ham.
''Sean, jeg... Hvorfor er det så vigtigt?..'' hun så på ham.
''jeg elsker dig..'' sukkede hun.
''få sovet... Du er træt.'' smilede hun til ham, og aede ham kort over kinden.

//wow, gik da lige i stå xD//

Han greb fat i hendes arm, da han var bange for hun skulle gå igen.
"Det er bare...vigtigt for mig. At vide, neph. forstår du intet af det jeg har sagt til dig? Hvis du stadig holder af mig...kan vi stadig være sammen jo, som jeg helst vil" han smilte svagt til hende, men det falmede lidt...
"Men hvorfor...vil du ikke sige det? Du...var så...tøvende?" han rystede på hovedet, slap hende og tog sig til hovedet. det hele værkede nu.
"ah...jeg har det ikke så godt..." mumlede han under sine hænder. Næsten som om det hele var på vej op igen...

''jeg tøver, fordi jeg ved at du ikke er ved dine fulde fem.'' sagde hun blidt til ham.
Hun trak en spand frem fra under sengen, så han kunne kaste op i den hvis han blev dårlig.
''jeg elsker dig, men jeg ved ikke hvor godt det er at indrømme det. Det ender bare galt.'' smilede hun til ham.
Hun gik ud og hentede et glas med vand til ham inden hun satte sig ved siden af sengen på en stol.
Hun aede ham lidt over håret, mens hun roligt smilede til ham

Han rystede på hovedet af hende ord.
"Jeg mener nu...Nej, Det, som jeg siger til dig, Neph...lige meget hvad der sker...Har du altid været en af de personer jeg har haft mest brug for og holder mest af..." mumlede han, han sannsede ikke spanden, men vandet. Han satte sig halvt op og tog glasset. Ldit usikkert fik han balanceret det hen til sin mund og drak nogle grådige slurke...hans mund føltes helt tør!
Han satte det halvt tomme glas tilbage, selv om han på en eller anden måde fik spildt lidt på vejen. Så lagde han sig ned igen og lukkede øjnene.
"Jeg er glad for dig og for du er her...Bliver du her?" spurgte han, han sov næsten allerede...

hun nikkede.
''jeg bliver lige her til du vågner.'' lovede hun og aede hans kind lidt.
Hun kærtegnede hans ansigtstræk blidt mens hun så ham døse hen.
Hun krøb sammen på stolen, og faldt i søvn kort efter ham.

Han faldt i en dyb, drømmeløs søvn.

//jah...ved ikek rigtig hvad jeg mere skal skrive, så jeg hopper bare videre til de vågner igen eller..?//

Han drejede rundt og følte det hele var underligt. Han var forvirret og viste ikke hvor han mon kunne ligge...Han havd ehovedpine og hele hans svælg var tør og slimet.
Han trak vejret dybt og strakte sig, men blev liggende med lukkede øjne og prøvede at tænke tilbage til hvad der var sket om aftenen...alt det sure, med Neph, var hvad der kom først. Først efter lidt tid, hvor han virkelig prøvede at stykke det hele sammen, huskede han den sidste samtale med neph.
Han åbnede øjnene og missede lidt. gardinerne var ikkr trukket for og lyset generede hans øjne og hans hoved. Han rakte ud og fandt vandglasset, selv om det kun var halvt fyldt. Han drak hurtigt resten og så nu hen på Neph...Og smilte svagt. Hun var blevet.
"tak..." mumlede han svagt og lagde sig ned igen, lukkede øjnene lidt...åh, den hovedpine!

hun sad der bare, ret op og ned og sov.
først da hun igen hørte ham rykke på sig vågnede hun lidt op.
''mmmmmh?'' mumlede hun døsigt

HAn rystede på hovedet og kiggede ned over sig selv...åh, han sov jo med tøj på og over dynen! trist...der var intet bedre at vågne op under en varm dyne...
han fik på en eller anden måde kæmpet sig op og sidde og mærkede kvalmen stige op i sig. Han skyndte sig ud på toilettet, selv om han næsten faldt ind i dørkarmen samtidig. Ude på toilettet lod han endelig sin maves indhold vælde ud...hvilket ikke var andet end mavesyre og det vand han lige havde drukket. bagefter havde han ondt i halsen, grundet syren.
Han lettede sin blære og trak ud. Han vaskede hænder, skyllede sin mund og drak en del vand, både fordi han var tørstig og for at skylle sin hals. Så klaskede han lidt vand i hovedet. Han stod i et øjeblik over vasken og prøvede at samle sig, usikker på hvordan hans krop ville reagere, hvis han bevægede sig...Men gik så endelig ind i rummet igen, gik tilbage til sengen og lagde sig ned, nu under dynen, på siden og så lidt på Neph, mens han slappede af.

''du har ikke godt af at drikke rent.'' sagde hun med et prøvende smil.
Hun gik ud og hentede et glas frisk vand til ham.

Hun satte sig på stolen igen, og så lidt ud af vinduet.
''Hvordan har hovedet det?'' spurgte hun stille.
Hun forventede næsten at han ville flyve op og råbe af hende igen

Han rystede svagt på hovedet og så lidt på hende. Hun virkede...ikke ligefrem glad. Men hvorfor skulle nogen af dem også være det? Han lukkede øjnene og ønskede sig faktisk langt væk...
Han åbnede dem lidt efter igen og prøvede at smile lidt til hende.
"Fint..." fik han svaret lidt fladt. hans egen stemme skar ham i hovedet. Han rullede om og lå på ryggen, hvorefter han lukkede øjnene igen.
"Hvad nu?" spurgte han, med lidt mere liv i stemmen.

''hvad mener du?'' hun så på ham, inden hun gabte stille.
''du burde hvile dig. tømmermænd kan være grimme.'' sagde hun roligt.

''by the way, at du braser fuld ind i kroen, og vil sove på gulvet, er nok ikke det klogeste du kunne have gjort.'' smilede hun roligt til ham.

Han grinte let af det hun sagde, men stoppede hurtigt da det føltes som om hans hoved ville kløves i to.
Han rystede let på hovedet.
"Generelt...vi kan jo ikke finde ud af at være venner 5 minutter af gangen..." svarede han
"...Kombineret med at du stadig tror du er gravid..." han åbnede øjnene og kiggede hen mod hende igen med en sær alvorlighed. han kunne ikke forstå det...han kunne ikke, ville aldrig, få børn...hvorfor så lige pludselig nu?

''jeg tror ikke, jeg ved.'' sagde hun stille, med et skjult smil.
''Og det gik da meget godt.. Indtil jeg åbnede min store mund om ting jeg ikke skulle blande mig i.'' sagde hun roligt og så på ham.

''jeg ved ikke hvad jeg selv forventede; hverken af digselv eller af mig. Men jeg ved at jeg ikke kunne lide at se dig så vred...'' hun så lidt ned.
''eller fuld... Det gør mig så skide bange..'' sukkede hun og så direkte på ham.

Han lukkede øjnene for at være alene med sine tanker.
"Nej...Det er klart du er forvirret over det...jeg er bare vred over det skete og ked af det gik ud over dig. følte du ville minde mig om det, for at kræve noget af mig..." sukkede han ærligt. Han lagde hænderne under hovedet.
og smilte så svagt.
"Jeg er sjældent fuld...Kan ikke fordrage fulde folk eller at være fuld...at miste kontrollen på den måde..."