Never a slave! Never! -nille-

Sikke et rædselsfuldt sted.. Spindelvæv overalt, imens lugten af indelukkethed kvalte en og gav lysten til at flygte fra huset med det samme..
"Jeg kan huske det hele," mumlede han til nille og kiggede kort på hende, inden han kiggede videre i huset.. Stuen var ikke hyggelige som de fleste stuer var, der var koldt, stuebordet var beskidt, den brune farve fra træet var langsomt ved at tone sig grå.. Sofaen der før var blodrød, stod nu og var falmede i sin farve.. Hvis han ikke vidste bedre, ville han tro at han var med i en trist film, hvor alle farverne var falmet..
"Ja," sagde han for sig selv og kiggede om på nille. "Velkommen til mit.. Barndomshjem," han smilte skævt til hende.

Nille kiggede rundt...Huset var virkelig gammelt... Det indeholdte kulde, og utryghed hos hende... Hun fik helt lyst til at løbe skrigende bort... Men hun blev for Jacobs skyld.
"Mange tak." Sagde hun til ham, og smilede opmuntrende.

"Beklager rodet," sagde han for at få lidt mundre stemning i det ubehagelige hus.. "Jeg kan huske det hele som var det i går,"
Pludselig kom han i tanke om sit værelse..
"Kom," sagde han til hende og tog hendes hånd, for at føre hende ind på sit gamle værelse.. Han åbnede døren der ind til og et typisk børne værelse afslørede sig..
En seng, bamser på jorden og et enkelt legetøjs tog..

"Det er okay." Sagde hun, og smilede. Hun fulgte efter ham da han tog hendes hånd, og grinede lidt da hun så hans værelse. Hun slap hans hånd, og gik helt derind... Det var meget anderledes end dengang hun var barn...
"Det ligner slet ikke mit gamle værelse..." Sagde hun, og foldede hænderne bag ryggen.

Alt var som han huskede det..
Det støvede vindue, hvor regnen dunkede så kraftigt på at man troede hele huset ville bryde sammen.. Og bamserne på gulvet.. Den ene manglede et øje, den anden et øre og den tredje havde det hele.. Slidt, men stadig varm..
"Sikke mange bamser," mumlede han for sig selv og kløede sig i nakken, imens han fulgte med nille helt ind på værelset.. "Hvordan så sit da ud?" Han spurgte hende, imens han kiggede rundt i værelset..

Hun sukkede ved tanken af hendes værelse... Kold, indelukket, og fuld af dårlige minder. "Jeg kan vise dig det..." Hun kiggede spørgende på ham. "Hvis du ønsker det."
Huset var faktisk gået i arv til hende... Men hun gjorde intet ved det. Hun havde tænkt på at sælge det, men havde ikke taget sig sammen. "Jeg har huset under mit navn, men det står bare... Og forfalder." Hun trak lidt på den ene skulder.

Hvis han ville se det.. Det ville han vel gerne, nu havde han jo vist hende hans barndomshjem, så kunne han vel også tag sig samme og se hendes.. Han kunne forstille det foran sig, et hus præcis ligeså koldt som hans eget.. Koldt og mørke, hvor man ikke kunne huske andet end de dårlige minder..
"Jeg vil gerne se det," sagde han stille og stillede sig om bag hende, kyssede hendes baghoved hurtigt.

Hun kunne ikke huske hvilken gade, eller by det var i... Men hun kunne huske vejen. Den ville hun altid kunne huske.
"Forbered dig på at se et hus der engang var stort, og prægtigt... Og koldt. Og nu er stort, og forfaldent." Sagde hun, og smilede da han kyssede hendes baghoved. Hun tog hans hånd, og førte ham ud af huset, og ud af skoven... Hun kunne selv huske vejen derfra...

Han fulgte med hende..
Lod hende vise vejen hen til det forfaldne hus hun engang kaldte for hjem.. Han forstod udmærket godt at hun ikke længere ville have noget at gøre med det sted.. Man så jo sjældent tilbage på noget man hadet af hele sit hjerte..
Han skænkede kort det forladte barndomshjem et blik, inden det forsvandt ud af syne.. Nu skulle han ikke længere frygte det hus..
Nu skulle han glemme alt om det..
Lade fortid være fortid..

Hun kiggede sig omkring, og huskede stedet... Hun stoppede op, og lukkede øjnene.

"Men mor!" Klynkede den lille Nille på 7 år.
"Ikke noget men! Kom så!" Råbte moren, og slog hende.
Det lille egern unge røg ud af Nilles omfavnelse da moren slog hende..

Nille åbnede øjnene igen, og trak vejret hurtigt ind. Hun skyndte sig at tørre en tåre væk der var kommet. Hun smilede beroligende til Jacob. Hun begyndte at gå i en gade hvor der ingen mennesker, og husene så virkelige dyre ud...
Hun stoppede op ved et bestemt hus.

Det var stort, og forfaldent, men man kunne se at det engang havde været smukt, og prægtigt... Haven var fuld med ukrudt, og der var ingen gynger eller noget... Intet. Der var nok omkring 42 rum i det hus... Hun kiggede på det. "Dette var mit hjem."

Han bemærkede godt tåren, men valgte ikke at sige noget, i stedet gav han hendes hånd et kærlig klem der skulle vise for hende at han var der ved hende..
Han kiggede på huset, med stor øjne.. Dette sted var et rigmands kvarter.. Det kunne han se på mange af de andre huse..
"Her er nu flot, selvom det er en smule forladt," sagde han stille og beroligende til hende.

Nille smilede skævt til ham.
"Ja... Her er flot. Mit værelse var også flot... Men jeg hader når ting skal være pæne... Eksotiske... Jeg foretrækker at der er pænt ryddet op, og der er hyggeligt med pejs... " Hun trak lidt på den ene skulder.
Hun begyndte at gå hen imod husets dør... Hun åbnede den forsigtigt, og afslørede i første ende en stor hal... Spindelvæv var der ikke meget af, men der var lidt. Støvet hang i luften.

Han var helt enig med hende, selvom han ikke var vokset op i fornemme omgivelser, kunne han fornemme at det ikke var noget han havde lyst til at leve i.. Godt nok skulle det ikke ligne en svinesti, men derfor behøvede det ikke at ligne dronning elisabets slot..
"Jeg ved hvad du mener," sagde han og fulgte med hende..
Han kunne fornemme på hende at hun ikke var glad for at se huset igen, ligesom han ikke var glad for at se sit eget..
Da hun åbnede døren, kiggede han nysgerrigt rundt.. Der var intet spindelvæv som i hans eget.. Det var langt flottere end hans eget.,

I den store hal var der et kæmpe aflangt bord, og nogle stole... Nogle af dem var væltet, og der var tusinde mange vinduer. Der var malerier af hendes mor, og far. Moren hvis sår var fuldkommen blond, og øjnene blå. Farens hår var brunt, og øjnene sorte. Det var et mysterium om hvordan Nille fik sit sorte hår. Der var også et maleri af en pige på 12 år som havde sorte øjne, sort hår, og bleg hud.. Det var Nille.
Hun gik op af nogle trapper der var lavet af træ, og malingen derpå var en smule falmet. Lyden af deres sko der ramte gulvet der lavet af marmor hørtes i hele huset, og gav igen med ekko. Da de nåede ovenpå var der en masse døre, og gangen var stor, og lavet fuldkommen af fint træ. Der hang også diverse malerier der... Der var et maleri af en kvinde på cirka de 50 år, og hun havde brune øjne, og sort hår... Det var Nilles mormor, og det var også et mysterium om hvordan hendes mor havde fået blondt hår. Nille stoppede op ved en dør der lavet af sådan noget hvidt træ, og der stod et navn 'Pernille' navnskiltet var lavet af noget slags jern. Hun åbnede døren, og den knirkede lidt. Den viste et rum med en stor seng, masser af tæpper på sengen, Væggene var af træ, men gulvet var af marmor... Koldt, og fint. Der var nogle stole der var falmet, og lavet af noget fint stof, og træ. Der var intet legetøj, ingen bamser, og klædeskabet fuldt med kjoler der aldrig var blevet brugt. Der var et spejl der var ødelagt, et skrivebord ved et vindue. Der var intet spindelvæv, eller støv... Nille gik ind i værelset, og kiggede sig omkring. Der var malerier af hendes mormor, mor, far, og hende selv. Moren, og farens billeder var ødelagt... Det var blevet ødelagt med Nilles klør som panter. Mormorens billede var der ikke rørt ved... Hun overvejede nemlig at tage det hen til sin hytte. "Velkommen til mit værelse." Sagde hun, og smilede.

Han kiggede på alt, bemærkede hver en ting i det fantastiske hus, hver et skygge kast og hver en duft..
Billederne på væggene fangede især hans opmærksomhed.. Det varctydeligvis nilles forældre, han kunne genkende ansigtstrækkene og de samme sorte øjne på faren.. Men det undrede ham en smule hvor hun havde det sorte hår fra.. Morens var fuldstændig blond og farens sort som ibenholt..
Sikke et mysterium.. Han havde jo en god forklaring på hvorfor han havde Hvidt hår og ikke brunt, men hvad var mysteriet mon bag nilles sorte hår?
Han fulgte med hende, imens han fortsatte med at kigge rundt... Der var stort.. Og koldt.. Utroligt at man havde så stort et hus til kun tre personer..
Da de kom til hendes værelse, gav han sig endnu engang til at betragte det hele.. Billederne, rummet og følelsen.. Han kunne nærmest stadig mærke den kulde nille havde haft i sin barndom..
"Du har ret," sagde han og smilte skævt. "Det ligner slet ikke mit slidt hul," han fortsatte med at kigge rundt..

Nille smilede, og satte sig på sengen.
"Som du kan se... Er her rent. Jeg gætter på det er fordi min mormor faktisk kommer herhen..." Hun trak lidt på den ene skulder.


//Sorry kort svar //

// som sagt er det i orden //

Han gav sig til at gå lidt rundt i værelset.. Billederne af hendes forældre var kradset i små stykker.. Det forstod han godt.. Hvis han havde haft et billede af sine forældre på sit værelse, ville det også være ødelagt.. Flænset eller kylet ud af vinduet, men desværre for hans barndomstid, hang der kun et i stuen..
Han satte sig ved siden af hende og lænede dig tilbage, med en afslappet bevægelse.
"Ja, det gætter jeg også på," sagde han og smilte varmt til hende.

"Det er mig der har ødelagt billederne. Jeg havde lige lært at skifte form til panter... Og så flænset jeg billederne itu." Hun trak lidt på den ene skulder.
Hun altid hadede sine forældre... De havde været utroligt snobbet.
"Men ... Ja, nu ved du hvorfor jeg hader eksotiske steder."

"Det ved jeg," sagde han og smilte skævt. "Jeg havde gjort nøjagtig det samme, så jeg kunne regne ud at det var dig og dine skarpe katteklør," han blinkede kort til hende og kiggede rundt.. Rettede endnu engang opmærksomheden imod de flænsede billeder..
Han kiggede hen på hende igen, med det samme varme smil..
"Ja, nu forstår jeg," sagde han og smilte stadig varmt for at betolige hende..

Nille grinede, og lagde armene over kors.
Hun kiggede på billedet af sin mor hvor det meste var ødelagt. Hun kiggede op på Jacob igen, og smilede da han kiggede på hende.
"Godt." Hun sagde ikke mere... Hun vidste nemlig ikke hvad.

Han kiggede hen på billedet der ikke var flænset.. Det måtte være mormoren.. Hendes mors mor..
Han smilte og rejste sig for at gå hen til billedet.
"Din mormor ikke sandt?" Spurgte han kærligt og kiggede kort hen på hende, mén rettede hurtigt blikket mod billedet igen.. "Goddag nilles mormor," han grinte kærligt af sin egen opførelse. "Jeg håber det er okay at jeg er forelsket i deres barnebarn," han kiggede hen på nille og blinkede kærligt til hende.

Nille smilede da han kiggede på maleriet af hendes mormor.
"Jo, den eneste som faktisk tog sig af mig." Svarede hun.
Hun grinede af hvad Jacob sagde, og lagde sig ned. Hun rødmede også lidt.

Han kiggede på billedet igen, placerede hænderne på hofterne og satte hovedet på skrå.. Han placerede dog hurtigt hænderne på kors igen..
"Jamen tak du kære mormor," sagde han med et kærligt smil. "Tak for at have passet på hende og for at opdrage hende til at være den kvinde hun er i dag,"
Hans ord var varme.. Han mente det han sagde til billedet, men han snakkede nu mest med billedet for at mundre nille op..
Forsigtigt kiggede han hen på hende med et smil igen og langsomt gik han hen og satte sig på sengen.

Hun lå på maven, og var ved at flække af grin.
"Jacob, du er skør!" Sagde hun grinende, og tog en pude.
Hun kastede puden hen imod ham.

Det hjalp!
Hun grinede!
Han gav sig til at grine og stoppede ikke selvom hun havde kastet en pude i hovedet af ham.. Han fjernede den bare fra sit ansigt og grinte videre..
"Det ved jeg," sagde han og kastede puden hen på hende. "Det ved jeg," han stoppede ikke med at grine.. Lyden fra deres latter gjorde det kolde rum mere varmt, så man skubbede alt det forfærdelige væk..