Never a slave! Never! -nille-

"Du ved hvordan jeg holder af dig!" Råbte han og kiggede på hende.. De krystalblå øjne var ikke længere varme, men triste og forvirrede.. "Men, jeger en dæmon og har altså ikke så nemt ved at fortælle hvad jeg føler, men hvis du kender mig, så ved du hvordan jeg holder af dig," han kiggede håbefuldt på hende.. Han kunne ikke tro sine egne ære, hun ville rent faktisk gå fra ham..
"Hvad er der sket? Er du blevet for fin til en dæmons selvskab?" Han kiggede på hende med et trist blik.

"Nej, Jacob! Det ved jeg faktisk ikke! For du har selv sagt du er forvirret!" Råbte hun tilbage. "Nej, Jacob jeg ved ikke hvad du føler... Men jeg ved at jeg er forvirret." Hviskede hun, og havde armene om sig selv, og kiggede ned i jorden.
"Nej... Jeg har ikke længere en dusør på mig, men så har jeg åbenbart alligevel... Der er noget inde i mit hoved der er væk... Som om jeg har glemt noget... Jeg kan ikke finde ud af hvad... Jeg var på kroen den dag jeg fik det sådan... Og Sean var der... Han sagde jeg havde fået blackout... Men men, jeg får kun blackout når jeg har set nogen i øjnene! Og jeg har ikke set ham i øjnene!" Råbte hun, og begyndte at gå igen med tårerne strømmened ned fra kinderne.

Han fulgte efter hende.. Kunne ikke bare lade hende gå, selvom han godt vidste at hun ikke ville have ham til at følge efter..
"Jeg kan.." Sagde han og tyggede på sine ord. "Jeg kan lide dig på kærligheds måden.. Du ved.." Han vidste ikke hvordan han skulle forklare det.. Hvorfor skulle kærlighed være så forvirrende.. "Jeg er ked af det med Black outet.. Men.. Hvorfor betyder det at du vil gå fra mig?" Han stoppede med at følge efter hende.. "Jeg vil ikke være en klods om dit ben.. Så.." Han vidste ikke hvad han skulle sige.. "Hvis, du vil gå.. Så.."

Nille vendte sig om, og kiggede spørgende på ham.
"Kærligheds måden? Hvad snakker du om Jacob?" Hun forstod faktisk ikke det helt.. På en måde, men hun ville have det bekræftet. "Jacob, jeg er forvirret, jeg har lorte dusørjægere efter mig stadigvæk, og jeg er i det hele taget utrolig træt af mit liv." Sagde hun og lagde armene over kors. "Du er ikke en klods om mit ben. Du er nok den eneste ting -udover min klan- der holder mig i live for tiden."

Han kløede sig i nakken.. Årgh, hvorfor forstod hun det ikke! Han vidste jo ikke hvordan han skulle fortælle hende det..
"Du ved.." Sagde han og kiggede ned i jorden. "Når en person føler noget.. For en anden.. Du ved.. Kærlighed og det.." Han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare det.. "Men, det forklare ikke hvorfor du.. Vil gå fra mig.. Jeg.. Jeg har jo rent faktisk savnet dig.."
Han havde været alene før han mødte nille og Christian.. Dog havde han ikke set noget til Christian længe..

Nille kiggede undersøgende på ham, prøvede han at sige det hun troede han var ved at sige?
"Jacob, prøver du at sige at du er forelsket i mig?" Spurgte hun, og kiggede spørgende på ham. Hun trak på den ene skulder. "Jeg... Har haft travlt... Travlt med at dræbe den mand der i starten satte dusøren på mit hoved... Og lede efter dig..." Sagde hun. Hun vidste ikke helt hvad hun sagde. Hun gik tættere på ham, og lagde hovedet på skrå. "Men Jacob? Er det det du prøver at sige? At du er forelsket i mig?"

Rødmen kom tilbage..
Det var længe siden han havde rødmet og det var bestemt ikke noget han havde savnet..
"Tjoh.. Jeg.. Ser du," stammede han og kløede sig nervøst i nakken.. "Jah.. Jeg er forelsket i dig nille,"
Endelig! Han fik det sagt til hende!

Han rødmede igen.. Det gav hende allerede svaret.
Sommerfuglene begyndte at flyve rundt i hendes mave da han indrømmede det.
"Jeg er også forelsket i dig Jacob." Sagde hun, og slog armene om hans hals.
Det var sandt... Hun manglede bare at vide hvad han følte.
Hun kiggede på ham, og ventede på hans reaktion.

Han kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede af sted, da hun også fortalte at hun var forelsket i ham.. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere.. Det var selvfølgelig skønt at hun følte det samme, han vidste bare ikke hvordan han skulle reagere..
Nille tog heldigvis det første skridt, ved at lægge armene om hans hals..
"Virkelig?" Sagde han og smilte charmerende til hende..

Nille lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er altså ikke noget man bare siger, Jacob. Selvfølgelig, elsker jeg dig din store charmør." Sagde hun drillende, og kyssede ham kort blidt på munden. Hun lagde hovedet ved hans skulder. "Selvfølgelig gør jeg det." Mumlede hun.

Hendes varme stemme.. Den var ikke til at tage fejl af.. Hun mente hvad hun sagde og det gjorde han også selv..
"Charmør?" Grinte han kærligt og krammede hende tilbage, lod hendes hoved lægge på hans skulder..
Han havde ikke lyst til at give slip på hende.. Var bange for at hu skulle finde på at gå fra ham.. Det måtte hun ikke.. Lige meget hvad..

Nille grinede også.
"Jada, charmør." Sagde hun, og kiggede på hans hage. "Eller vil du kaldes Snehvide?" Spurgte hun drillende. Hun havde ikke tænkt sig at slippe ham lige med det samme... Hvis det stod til hende kunne de stå sådan der hele dagen, meeeeen det ville blive for meget.

Han rystede hurtigt på hovedet.
"Nej, så heller charmør," grinte han og krammede hende hårde, for at drille hende tilbage..
Det føltes skønt at snakke med Nille igen og endelig at få det sagt.. At han var forelsket hende, men ikke havde ville indrømme det for sig selv.. ville ikke føle sig svag som dæmon, men hvem sagde at kærlighed gjorde en svag? Han var nu helt sikker på, at han ikke ville blive svagere eller forandre sig pga. sin forelskelse..

Nille grinede blidt.
"Øv... Det kunne ellers være sjovt!" Sagde hun, og kyssede ham på halsen. "snehvide." mumlede hun.

//Sorry kort svar//

//det okay :-)//

Det gav ham kuldegysninger da hun hurtigt kyssede hans hals.. Det var et meget ømt sted for de fleste væsner.. Så ømt for kærtegn..
"Nej, det kunne ej," sagde han og kyssede hende selv på hendes hals, med sine kolde smalle læber.. "Det for mig til at lyde som en pige," han grinte kærligt og kørte en hånd igennem det hvide hår..

Nille lukkede øjnene, og sukkede blidt da han kyssede hende på halsen.
"Arh... Det sandt... Jeg foretrækker dig som dreng... Det klæder dig bedre." Hviskede hun, og grinede drillende.

Han smilte af hendes sukken..
"Nå, så det gør du?" sagde han med et drilsk smil og gav sig til at kredse om hende. "Det var da godt, for jeg har ikke tænkt mig at skifte køn," Han stoppede foran hende og smilte stadig drilsk..

Nille smilede drillende da han begyndte at kredse om hende.
"Nemlig!" Sagde hun, og grinede kærligt. "Godt, for jeg tænder ikke på piger på den måde!" Hun grinede, og prikkede ham på skulderen da han gik forbi hende.

Han grinte selv...
"Nej, det gør du vel ikke," sagde han og kunne ikke fjerne det drilske grin på sine smalle læber. "For så var der da noget helt galt hvis du gjorde, også var forelsket i mig?" Han smilte drilsk til hende, der samtidig også var varmt, som et smil man sendte til en man virkelig følte sig godt tilpas med..
Han satte hovedet på skrå og kiggede på hende med et kærligt blik.
"Hvad skal jeg så kalde dig?"

Nille grinede bare... Sikke drillende han blev!
"Og så ville jeg måske slet ikke elske dig? Sikke et held at jeg gør!" Hun så drillende på ham. Hun tænkte sig lidt om... Hun smilede drillende.
"Hvad med elsker?"

Pludselig forsvandt det drilske smil og erstattede det med et genert smil.. Elsker? Mente hun seriøst det?
Han rystede dog hurtigt på hovedet, så det generte smil forsvandt..
"Elsker?" gentog han med det drilske smil og lagde sine arme på kors.. "Er du sikker på at jeg skal kalde dig det?" Han løftede drilsk på et øjenbryn.. Hele hans ansigt lyste drilsk, der var kun små aftegninger på kinderne fra det før generte smil.

Jacob smilede genert efter det hun sagde. Hun smilede bare charmerende.
"Du kan da også kalde mig elskede? Eller ..." Hun tænkte sig lidt om. " ... Pernille." Hun smilede genert. Hendes rigtige navn... Pernille... Eller... Hendes rigtige navn var Nille, men hendes mormor kaldte hende altid for sin Pernille.

"Pernille?" gentog han med et løftet øjenbryn..
Joh, Pernille lød meget sødt, det var bare længere at sige end Nille.. Men ja, hbis hun ønskede at blive kaldt det, så kunne han vel godt.
"Elskede eller Pernille?" sagde han og bankede tænkende på hagen.. "Hmm, begge to lyder godt, men.. Hvilket lyder bedst?" Han kiggede hen på hende, med et spørgende og charmerende blik.

Nille trak lidt på den ene skulder, og grinede svagt. Hun gik hen til ham, og lagde armene om hans hals.
"Du kan også bare kalde mig Nille... Jeg er ligeglad. Pernille er bare mit rigtige navn... På en måde. Min mormor kaldte mig det da jeg faktisk fik det navn... Men mine forældre kaldte mig alligevel bare Nille... Og så hang det ligesom ved." Hun trak lidt på den ene skulder, og smilede.

Han lagde armene om hendes hofter og kiggede ned på hende med sit charmerende smil.
"Så kalder jeg dig Nille," sagde han, de krystalblå øjne lyste i lyset fra solen.. "Det klæder dig nu også bedst.. Nille," Han sagde hendes navn flydende og med en varm stemme, så man ikke skulle tro at det var is han havde i sin magt.. "Nille, shapeshifteren,"