Lullaby ~ Sean

Han sukkede kort.
"Jeg ved det. Jeg nævnte ham for hende, fordi hun ikke havde fortalt om ham...Og det var som om jeg fornemmede...at jeg aldrig ville betyde lige så meget for hende..." det endte med han lagde sig ned, med armene under hovedet og stirrede direkte op mod loftet. han var trist, hans smil var væk for et øjeblik.
"Trods mine sår, virkede hun mere interesserede i at jeg aldrig slog ham ihjel, selv om det er mere sandsynligt han ville slå mig ihjel, hvis det var..." han rystede kort på hovedet og sukkede igen, denne gang lidt dybere.
"Nå, jeg vil ikke ligge og lyde som en eller anden...idiot" han smilte endelig igen, selv om den samme sjæl ikke så i smilet.
"Jeg vil ikke bruge det til noget. Jeg ville bare vide det. du ved jeg elsker at vide ting" han så hen mod hende, trods at han lå ned.

hun nikkede, men lagde sig med vilje ikke ned ved siden af ham.
Hun så på ham, kort.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun valgte at holde mund.
I stedet begyndte hun at hviske den sang hendes mor havde sunget natten hvor de blev slået ihjel.
Hun fandt ikke sangen trøstende, men den passede godt til situationen med hendes eget barn.

Han rystede kort på hovedet. Neph var ligeglad med hans små åndssvage tanker, især om alane. Han satte sig lidt brat op, rejste sig op og lod en hånd glide gennem sit hår. Han rystede kort på hovedet endnu en gang.
"Utroligt...hvad man skal finde sig i...Fra folk man holder af, ikke?" han så trist på hende. I et øjeblik havde han bare lyst til at opgive det hele, lade hende beholde det skide barn og selv stikke af. opgive alt. lad alt gå som det ville og bare være ligeglad.
Han gik over og tog sin jakke.
"Nå...Jeg vil gå..." han så lidt på hende, som om han ventede på et eller andet...

Hun så forskrækket på ham, og derefter undskyldende.
Var hans sætning henvendt til hende? Var det hende han talte om?
Hun rejste sig hurtigt, og tog fat i hans arm, for at stoppe ham.
''..Hvad har jeg gjort?'' spurgte hun, som et barn der havde fået skældud for noget det slet ikke havde gjort.
''Alane elsker bare sin bror... det må du ikke bebrejde hende.'' hun så lidt ned.
Hun slap ham igen, og bakkede et skridt væk. Så så hun på ham igen.
''Undskyld..''

Han havde ikke ment hende. han havde faktisk ment Alane. Men han ville ikke stå her og bagtale hende, angribe hende uden hun havde muligheden for at svare igen og forsvare sig. Det var hans eget problem og han forstod godt at Neph ikke interesserede sig for det.
*troede du nogensinde, at nogen som helst ville interessere sig for hvordan du har det? Hvad du har af små sølle tanker? folk vil enden se dig død eller er ligeglad. * Tanken gled kort gennem hans hoved, men han reagerede ikke på den.
"du har ikke gjort noget galt. Selvfølgelig. I holder alle af jeres familie. I har alle en familien eller har haft. Beklager. Men jeg har aldrig holdt af min. så nu vil jeg trække mig tilbage, inden i også begynder at have medlidenhed, så kan i snakke om jeres familier i fred!" han viste ikke hvorfor det gik ham sådan på. Han følte sig...ensom. Alene. selv om han stod med en af de personer, han normalt nød at være sammen med. Han havde set på sig selv, hvordan han var blevet mere og mere kold på det sidste, hvordan han bare gjorde ting for sig selv, gjorde ting som det passede ham. Og han var ikke ked af forandringen. Det gik ham bare på...
Han havde forventet, håbet, at Alane ville elske ham. De kendte ikke hinanden så godt endnu, men han følte allerede at hun aldrig ville elske ham helt så meget, som han gerne ville have hende til. Men han var ikke sikker på noget. Han havde ikke kendt til Sajro før...Og Alane ville næsten aldrig snakke om ham, ikke uden at vide hvorfor, ikke uden at lyde så skide mistænksom, ikke uden at holde de fleste detaljer for sig selv. og hvorfor? fordi han var en dæmon. fordi han arbejdede med informationer, med at dræbe og stjæle, så ingen rigtig kunne stole på ham. og alligevel håbede han at folk gjorde det...Stolede på ham...Men det gjorde de jo ikke i længden, vel? I virkeligheden kunne man ikke stole på nogen som helst!
"Tak for din åbenhed. Jeg er ked af du mistede en person der betød så meget for dig..." han så lidt på hende. Han mente det skam.
"...og nu tager jeg hjem. inden det her ender galt, som det af en eller anden grund plejer..." han gik mod døren....

Avs, den sved!
''så... godnat.'' sagde hun stille og gik hen og satte sig ved vinduet.
Hun var bange for at gøre ham vred, ved at bede ham blive når han ikke ville.
Hun stirrede lidt på mennesker der passerede i juletravlheden udenfor, og hun sad bare og gloede i et vindue..
*Du ved... Han har ret... Det er bedst hvis barnet ofres.*
Hun udstødte en lav brummende lyd.
*Og helst når i begge er knyttet godt til det.*
Hun bed sammen. Stemmen tav igen. Og nu spindede hendes tanker sig kun om Sean og hans ønske.
Hun sukkede. Det var meget at ofre, både for hende og ham.
Hun skulle ofre det som hun måske aldrig fik chancen for at få igen.
Han ville ofre sit eget barn. Uden at vide om han ville kunne få et igen.
Men det var hans valg. det havde det hele tiden været.

Han var ligeglad med om han nogensinde ville få et andet barn. Højst sandsynligt ikke og han ønskede det heller ikke. Godt nok var han mærket af lucifers tegn, men hans familie var korrupt, sindssyg og ikke en blodlinje der skulle fortsætte.
og dog...Elyas havde en mulighed for at vokse op og blive deres familie værdig. Han ville hjælpe ham lidt på vej og det måtte blive hans job at sørge for en videre familie. Men personligt ville han intet gøre for det.
Han stod lidt efter nede i kroen. hun havde ikke stoppet ham. Hun havde ikke sagt noget. hun var virkelig ligeglad med hvordan han havde det! hun var virkelig skide ligeglad, hun havde ikke prøvet at stoppe ham...Af en eller anden grund følte han sig vred. Han bevægede sig udenfor, hvor kulden straks omringede ham, truede med at sluge ham, hvis han tillod den. Men enlig lagde han ikke mærke til den, han var for opslugt af sine tanker...
Han ville ikke tænke på det mere. Han ville beskytte sig bag sit arbejde, arbejde hårdere i håb om at glemme disse tanker...Næsten gang ville han snakke roligt og normalt til Neph igen. som om intet var galt. Præcis som folk helst ville have det, uanset hvor man kom hen.

Hun så ned, da det gik op for hende at han virkelig var gået.
Hun trak vejret dybt, rystende.
Han havde selv sagt at di ikke bare skulle gå... Men han havde måske en god grund?
Hun havde gjort noget forkert igen... Igen, igen, igen, igen...!
Hun rejste sig stille og trak i jeans så hun havde nogenlunde anstændigt tøj på, og gik ned til kroejeren.
''Han gik..'' sagde han, og så undskyldende på Neph.
Hun nikkede stille, trak i sine støvler som stod ved døren, og en halvvåd jakke, som gjorde at hun frøs endnu mere da hun trådte udenfor.
Hvor var han gået hen?!
Hun begyndte at gå, i håb om at finde ham.

Han var ikke bare gået. De havde jo ikke haft en samtale som sådan. De havde ikke haft noget at diskutere. Det hele ville tværtimod gå galt hvis han var blevet. Han var ikke god til at snakke om følelser, om sine tanker. Dette var hans måde at undgå det på. han sukkede og stoppede op inde i centrum af byen, hvor han satte sig ved springvandet, der om sommeren løb lystigt, men nu var frosset fast. han lod kort hånden glide over isen, som straks kølede hans fingre, så de fik en rødlig kulør.
Han tog hånden til sig og lukkede øjnene et øjeblik. han havde været ustabil et øjeblik. Det kunne han ikke tillade sig! Han måtte have absolut kontrol, når han fik sin nye styrke, ellers ville han ikke kunne styre den!
han trak vejret dybt et par gange, mens han fik kontrol over sig selv.

Hun gik stille, langs murerne..
Hun havde ikke andet at gøre. Hun vidste ikke hvor han havde gået hen.
Hun blev ført rundt i byen af sine tanker, indtil hun stod ved det store springvand.
Ikke at det havde stor nytte, nu når det var stivfrossent.

En lille herreløs hund kom slentrende hen til hende, i et håbløst forsøg på at finde varme, mad og tryghed.
Hun satte sig på hug ved den, og havde ikke set Sean, da hun begyndte at tage sin jakke af for at ligge den om hunden.
Hun havde jo selv frosset, uden nogen til at tage sig af hende.
Hun tog hunden på skødet da hun havde sat sig på benken lidt væk fra Sean.
Hunden rystede, klynkede og peb, mens den slikkede hende i hele ansigtet.
''Jeg går ud fra at du kunne trænge til en varm seng?'' grinte hun lavt til hunden, uden egentlig at forvente en respons.

Hans øjne gled op, da han hørte en svag klynken og en stemme der virkede bekendt. Han fik den tanke om hun mon med vilje forfulgte ham...Men rystede svagt på hovedet af den absurde tanke, før han kiggede over på bænken og med et lille smil så hvordan hun tog sig mere af hunden end af sig selv. Typisk. Man var jo ikke til mere nytte for nogen som helst, ved selv at være ved at fryse ihjel. Dog lokkede det et lille smil frem på ham alligevel, at se hende sidde der med hunden.
Så lukkede han øjnene igen og gled tilbage ind i sin egen indviklede verden...

Hun smilede og aede hunden over dens pande.
Den så mishandlet ud, tævet. Men alligevel, så så den så.... ensom ud.
Hun så over på skikkelsen der havde kigget på hende.
Sean...
''Vil du med tilbage, Sean? jeg har på fornemmelsen at du trænger til at slappe lidt af?'' hun så lidt på ham og rejste sig stille. Hunden havde hun i sine arme, med jakken viklet rundt om den.

Han sukkede kort, åbnede øjnene og så ned på det frosne vand. Hvad skulle han sige? han havde ikke noget at sige...I stedet rejste han sig bare og gik over til hende. Han havde ikke lyst til at sige noget, til at snakke om noget. Han havde bare brug for...fred...på en måde.
han lod hånden glide hen over hundens pels...Den så sølle ud, men alligevel slikkede den pivene hans hånd, søgende efter opmærksomhed. han elskede hunde og havde mødt overraskende mange på det sidste...

''kom her, dit brød. Så smutter vi tilbage og tømmer hovederne'' smilede hun til Sean.
Hun smilede over hundens reaktion på sean. Hun smilede bare. Hun vidste at Sean havde brug for at være.... i fred. Men hun kunne ikke holde ud at tænke på at han ville sidde i det kolde tomme hus og glo.

Når Sean bare ville tænke, var han sådan set ligeglad med hvor det var. Varmt, koldt...Tomt, fyldt...Han tænkte, hvor han var, så længe det var i sikkerhed fra fjender. Og hans tanker havde bevæget sig fra de negative, over til jobbet, hvor de hele tiden cirkulerede om Sajro...De få ting han viste om ham...Han rystede kort på sit hovedet, da hans tanker kørte rundt i ring og han bemærkede næsten ikke da de gik tilbage til den varme kro...

Med hunden i favnen gik hun op til kroejeren og spurgte ham om han havde nogle rester. Hunden begyndte straks at klynke igen, og hyle da den opdagede maden. Med hunden nærmest siddende på den ene arm, og tallerkenen i den anden, gik hun op mod værelset.
''Er du sulten?'' hun så lidt på Sean, spørgende.
Han havde jo før drillet med at han ikke var helt let når han var sulten

//sorry tiden, havde en lang forhandling med mor. Skal have et marsvin! //

//Fedt //

Han så lidt på dem og fulgte efter hende op af trappen. Men du hun spurgte, kunne han ikke undgå at sukke lidt.
"Nej" svarede han en smule kort. han lod en hånd glide gennem sit hår.
"Undskyld...Jeg har nogle ting at tænke på, jeg er ikke noget godt selskab lige nu" mumlede han så

''det skal vi nok få fikset.'' sagde hun roligt, og smilede til ham.
''har du lyst til at tale om det?'' spurgte hun da hun åbnede døren til værelset, og satte hunden på gulvet, og stillede maden foran sig.
Hun var selv godt gennemkold nu, og gned sine arme lidt.

Fikset? ordet fik ham til at trække lidt på smilebåndet. Hvad regnede hun med, et plaster?
han lukkede døren efter dem og satte sig i sengen, smed sine sko og lænte sig op af væggen, mens han så ned på hunden lidt. Så så han op på Neph igen.
"Der er intet at tale om." svarede han, da han viste emnet sikkert bare ville bringe noget skidt med sig. desuden havde Neph jo nok fortalt hvad hun viste alligevel...

''Kan du ikke fortælle mig om 'ofringen' igen? Bare så jeg er helt med. Hvad regner du med at få ud af det?''
Hun håbede at han ville kunne lide at fortælle om det. Men hun var ikke sikker.
Hunden spiste grådigt af maden, mens Neph smed skoene igen.
Hun satte sig i skrædderstilling i fodenden af sengen for at hun ikke sad for tæt på ham

//sorry. Min engelsk-stil er ved at slå mig ihjel..//

Han så lidt på hende og tvivlede på hun faktisk ville høre om det. Men måske gjorde det det nemmere at acceptere, at snakke om det? For hende?
Han trak let på skuldrene.
"Tja...som sagt. Jeg skal bruge mindst en dæmon der kender til ritualet. Jo flere dæmoner der deltager, så mere kraftfuldt virker det og jo større sandsynlighed er der for det lykkes...Til ritualet ved jeg ikke meget andet, end jeg skal have en lille flaske med blod, fra en person jeg elsker, som jeg selv skal have slået ihjel. Dette er både en betaling for den nye styrke, men også et bevis på jeg er villig til at gøre hvad der kræves, for at opnå det. Selve ritualet skulle vist også være smertefuldt for mig...Men det betyder ikke noget, hvis man får så meget igen" et svagt smil kom frem ved tanken om det.

''er det noget jeg kan være til stede ved...?'' spurgte hun forsigtigt inden hun så spørgende på ham.
Et nej ville være forståeligt. Såfremt at der var en grund.
Hun så lidt ned på huden som forsat spiste grådigt. Da tallerkenen snart var tom ville den nok ligge sig et sted og sove efter maden,

Han så lidt på hende
"ritualet?" gik han i hvert fald ud fra, ikke ofringen. Han trak let på skuldrene.
"Hvis du vil...Men du kan ikke være med i selve ritualet, den er kun for dæmoner og det er som sagt...både farligt, men ting kan også gå galt..." han så lidt på hende et øjeblik.
"Faktisk...Er jeg ikke engang sikker på du må se med. Det er hemmeligt...En dyb hemmelighed for dæmonerne..." han rystede let på hovedet.
"Jeg ved det ikke" kapitulerede han så endelig med et svagt grin.

Hun smilede til ham, roligt.
''Okay.'' Hun smilede til ham igen, og lagde sig ned i fodenden. Hun så lidt op i loftet.
''Jeg har savnet dig...'' mumlede hun stille inden hun så på ham igen.
hendes blik virkede en smule træt, men ikke noget man ville se hvis man ikke kendte hende godt.

//juleferie!//

//heldige dig...får først juleferie i morgen -.-//

Han smilte svagt og rettede sig lidt, så han sad bedre i sengen.
Han så lidt på hende, da hun havde sagt hun savnede ham. Hvad skulle han ligge i det? Hvornår havde han været væk?
"i lige måde" svarede han så let.