Lullaby ~ Sean

Hun smilede stille, og så op i loftet.
''Sean... Hvordan går det egentlig med Alane...? Er det tilladt at jeg spørger om det?'' spurgte hun roligt og smilede lidt.
Hun vidste ikke hvor meget hun måtte spørge om, i forhold til hans kæresteliv.

Han så lidt på hende med øjenbryn der gled sammen i en undren.
"Hvorfor spørger du?" han lød måske lidt for mistænksom. Han så lidt på hende, med de mørke øjne der altid vidnede om...mystisk, varme, venlighed...i hvert fald lige nu.
"Jeg troede ikke det var et emne der kunne interessere dig.." svarede han så en smule mere roligt og så væk igen. han ville ikke snakke om det.
"Anyway...Det er bedst folk ikke ved det. hvis du vil være så venlig at holde nyheden om mig og Alane lidt hemmelig?" han smilte svagt.
"Hvordan går det med din klan?"

''Okay, forhold er et forbudt emne.'' smilede hun forstående.
''og klanen holder sig på måtten. Småtyveri, ingen drab og så videre'' hun trak på skuldrene.
''det følger dog ikke mine ordre mere..'' sagde hun roligt

Han så over på hende igen.
"Jeg viste ikke den overhoved fulgte dine ordre. så forstår jeg bedre du bedre kan lide den. " smilte han let drillende. Han viste jo godt det var fordi hun ikek kunne lide hans klan, at hun havde skiftet.
"Men troede du tog imod ordre fra denne her...anden mand..." han gjorde en bevægelse med hånden ud i luften, da han ikek anede hvem denne person enlig var.

Hun grinte.
''nej. Kain var leder... Da han 'døde' overlod han det hele til mig.'' sagde hun inden hun så på ham igen.
Hunden havde krøllet sig sammen under sengen og faldet godt til ro.
Hun sukkede træt igen og krøb selv lidt sammen for at slappe lidt af.

Han så kort på hunden, der godt kunne bruge et bad...
"så er jeg forvirret. For du har givet udtryk for i havde en anden leder, især da du overrakte mig et stykke papir, der skulle sikre våbenhvile mellem de to klaner. Hvorfor skulle en klan lytte til dig, hvis du er skyld i deres anden leders død, og endda fjende dertil?" spurgte han og så over på hende.

Hun smilede lidt.
''Fordi Kain sagde at de skulle. Han vidste han skulle dø.. Men jeg er ikke deres fuldtidsleder. Og den skiftlige våbenhvile... den var kun fordi jeg ikke troede at du ville accepterer mig som værende klanleder. Selv klanen accepterer det ikke...''
Hun så lidt på ham og så op i loftet igen.

han rystede på hovedet.
"Endnu en løgn. faktisk ville jeg have lettere ved at acceptere du var klanleder, end at du forlod min klan, for en klan der aldrig har behandlet dig godt..." svarede han en smule kort og rejste sig op fra sengen. han gik over til vinduet og kiggede ud med overkorslagte arme.
"Så våbenhvilen betyder intet. tværtimod er du med i en klan, som ikke kan lide dig og teknisk set ingen leder har...." set i hans hoved lovede det mange problemer.
"...Og helt præcis hvad har du tænkt dig at gøre ved det?"

''Så længe de holder sig på måtten så er der ingen problemer, Sean.'' hun rejste sig og gik hen til ham. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder.
''Der er intet at bekymre sig for. Og våbenhvilen er reel nok. Udstedt af lederen. Om det er en kvinde eller en mand er vel ligemeget?'' hun så op på ham.

''Lige nu, er det nok bedst at jeg ikke siger mere?'' hun fjernede hånden igen inden hun så lidt ned.

han rystede lidt på hovedet.
"Nej neph....Det er ikke okay. Hvis du som leder tror det er okay, at klanen faktisk gør som den vil, ligeglad med hvad du siger..." han skulle til at sige hun var en dårlig leder, men lod være.
"så er du blind" sagde han i stedet.
"Desuden vil de være ligeglad med våbenhvilen, fordi den kommer fra en leder de ikke tror på. ikke respektere eller frygter" han så over på Neph igen.
"Hvis der ingen problemer skal være, må du kræve den magt tilbage. Over din klan. Eller gøre noget andet...hvad som helst, som kan gøre det bedre"

Hun så ned.
Hun satte sig hen på sengen.
alt havde jo virket fint. Der havde ikke været nogle problemer, slet ingen.
Og nu... Nu bad han hende gøre det om. Hun så lidt ned på sine fødder og bed sig i læben.
''Sean... Ikke alle klaner har behov for en leder de frygter. Jeg giver dem ordre, som det passer mig. Og hvis de ikke følger dem, så får de problemer med Dan.'' sagde hun bare, og så lidt ned

"Jeg siger jo ikke de skal frygte dig. Jeg siger de har brug for nogen der træder i karakter. Det du siger det, betyder jo kort sagt at Dan er mere leder end dig" svarede han roligt og vente sig om mod hende. han sukkede kort, hun lignede ikke en der ville snakke om det her. Men hun var deres leder, så burde hun også se det hele i øjnene.

''Dan styrer dem, jeg styrer ham. Sådan har det hele tiden været. Havde jeg sendt Dan med den våbenhvile, havde du så accepteret den?'' hun så lidt på ham.
Hun vidste ikke hvorfor han stillede spørgsmål til hendes autoritet på den måde.
''Sean, du har din klan, jeg har min. Der er intet nyt under solen... Hold nu op..'' bad hun stille og så lidt ned igen

han så lidt på hende.
"ved du hvad? Lad os opgive den våbenhvile, skal vi?" smilte han pludselig. han kunne gå direkte hjem, finde den og rive den i stykker.
"Hvis jeg havde vist det her, hvis du havde været ærlig fra starten...så ja. så ville jeg måske. Jeg ville i hvert fald have følt jeg havde våbenhvile med klanen og ikke bare deres urespekterede leder.de gør hvad Dan siger, uanset hvordan du så vender det. du har ingen speciel magt over klanen. Det er Dans klan. Set i mine øjne" han trak lidt på skuldrene.
"Men fint. Lad os droppe det. Du bryder dig ikke om at snakke om det. Men jeg har nogle nye sikkerhedsforanstaltninger at tage"

''lad være med at tale til mig som om jeg er et uvidende barn. Hvis du virkelig vil opgive den våbenhvile, så gør det! Se hvordan det så går...'' hun så ned.
''Jeg har ikke lyst til at skændes med dig... Jeg blander mig ikke i din klan, okay? Jeg blander mig fuldkommen udenom...'' Hun krøb sammen, og så bare ned

Hvor kom det nu fra?
"Jeg taler da ikke til dig som om du er et barn..." sagde han undrende og faktisk en smule overrasket over hendes udbrud.
"Jeg siger det, fordi jeg helst ikke vil se de planter en kniv i hverken din eller min ryg" svarede han.
"Og fordi jeg ikke kan tage en klan alvorlig, selve klanen, når de ikke lytter på personen der skal være deres leder, selv om stoler på lederen" svarede han.
"Der er lederen. Og der er resten. Det er vigtigt at kombinere de to ting. Jeg siger det fordi jeg bekymre mig for det" svarede han for en gangs skyld en smule såret over hendes ord, i stedet for vred. han lagde armene over kors igen og vendte sig om for at se ud af vinduet.

Hun så ned, forsat.
Hun krøb under dynen da hun begyndte at ryste.
Hun frøs, men der lod ikke til at der var koldt i rummet.
Hendes krop rystede forsat mens hun blev ved med at krybe mere under dynen.
''Undskyld... Jeg tror jeg er overtræt..'' sukkede hun undskyldende.
Hun så lidt på ham.
''jeg ved at jeg kan være unfair...'' hviskede hun.

Han så lidt på hende og hvordan hun rystede.
"Neph, hvad er der galt?" sukkede han og mente mest selv at det var hans skyld. Lig ehvad meget og hvordan han sagde noget til hende, gik det altid dårligt.

''jeg er bare træt tror jeg.'' sagde hun stille.
Hun så lidt på ham, og puttede sig endnu mere under dynen.
''jeg skal nok bare sove lidt...'' mumlede hun, allerede halvt væk

Han nikkede lidt, bekymret. Træt...eller flygtede fra det. kunne man nogensinde snakke alvorlig med hende om noget, når det galt hende selv?
"Jamen så godnat..." han gik over til døren og så lidt på hende, rystede så på hovedet, åbnede døren og gik.

''godnat...'' mumlede hun og gled hen i en tom søvn.
Hun rystede stadig, træt.

//nåååeh, out?//

//Jep...Det må det være //

//okay dokay. Jeg er frisk når du er //

// jeg er frisk når...nej, vent...er faktisk syg...Men er klar...næsten når du er? //

hmm, hvor lang tid vil det tage hvis du laver? //