Goodmorning -becie-

Lily satte sig på den stol han havde trukket ud til hende og satte sig.
"Noget om mig selv?" sagde hun og tænkte lidt. "Jo... jeg..." Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle fortælle om eller hvor hun skulle begynde, så hun valgte at starte ved begyndelsen.
"Jeg boede sammen med min far og en tjenestepige. En gammel dame faktisk. Hun passede mig, gav mig mad og læste godnathistorier for mig. Min far kunne ikke selv passe på mig. Lad os bare sige at han havde ikke rigtig fargenet," sagde hun og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg stak af hjemmefra for to år siden. jeg måtte lære at klare mig selv. Havde ikke noget sted at bo og havde ingen penge. Det har jeg stadig ikke." Lily sukkede. Hendes historie lød meget sørgelig i forhold til hans. Men så kom hun til at tænkke på, at hun jo ikke rigtig kendte hans historie. Hun vidste kun hvordan han havde fået sin evne. Hun rystede på hovedet og lænede sig ind over bordet. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun og undrede sig over, at hun ikke havde spurgt om det for længst.

han lænede sig tilbage, imens hun fortalte sin historie.. Hvert et ord hørte han, da han altid fandt det spændende at høre om andres barndom eller liv for den sags skyld, man kunne jo aldrig vide om de havde oplevet noget helt udover det sædvanlige.. Han satte hovedet på skrå, men kun for at vise at han lyttede til hende, imens hun fortalte.. Han fnyste kort, da hun fortalte om sin far der ikke havde et faderligt gen..
"det kender jeg alt for godt," mumlede han og kiggede hen på hende, for at lade hende fortsætte..
hun skulle ikke være bange for at sige til ham at hun ingen penge havde.. Det havde han heller ikke selv, men nu skulle han jo heller ikke bruge dem for at overleve med mad og sådan.. Da hun var færdig nikkede han og fik en tænksom mine på, for at tænke lidt mere over hendes historie, eller for at finde på et spørgsmål at stille hende.. Det gik op for ham at de egentlig ikke havde udveklset navne, eftersom hun spurgte om hans..
"Jacob," svarede han og sendte et venligt smil. "Hvad med dig?"

"Mit navn er Lily," sagde hun og sendte ham et smil. "Du siger at du kender det der med en... Ja en ikke faderlig fader. Hvordan var din barndom? Altså hvis du gider snakke om det?" Spurgte hun nysgerrigt og lod dig falde tilbage i stolen igen.
En tjener kom hen til dem. "Skulle det være noget?"
Lily kiggede op på tjeneren og rystede på hovedet. "Nej tak."
Tjeneren kiggede så spørgende hen på Jacob.

Han ville gerne fortælle om sin barndom, men han var ikke sikker på om hun gad at høre på ham eftersom det ikke ligefrem var en historie som endte lykkeligt.. Men hvad pokker, det var der jo ingen historier som gjorde..
Han sendte tjeneren et venligt smil.
"Nej tak," sagde han og kiggede derefter hen på Becie. "Som sagt, var min far ikke faderkærlig, og min mor var heller ikke moderkærlig for den sags skyld," startede han og bed sig kort i underlæben. "De slog mig, afskyede mig og jeg måtte ikke kalde dem far og mor.. Og de hadede ikke kun mig.. De hadede også hinanden, de sloges næsten hver aften," Han kiggede tøvende hen på hende, for at se om hun lyttede med. "Så, da jeg fyldte 11 år, forlod de mig alene i huset," fortsatte han. "De ville ikke længere have noget med mig og hinanden at gøre,"

Lily så tjeneren forsvinde væk fra deres bord og kiggede så hen mod Jacob igen.
Hun lyttede nysgerrigt efter, da han fortalte om sin fortid, som ikke just lød som den bedste.
"Det lyder da ikke som den lykkeligste slutning," sagde hun og rystede opgivende på hovedet. "Min far slog også mig, men jeg tror ikke, han gjorde det med vilje. Det var nok bare sådan en reaktion, når han ikke fik sin vilje, og han virkede også oprigtigt ked af det, når han havde gjort det." Hun kiggede trist ned i bordpladen. "Men hvor mange gange kan man sige undskyld og så stadig blive ved. Det er som at sige: 'jeg prøver' og man så alligevel ikke gør. Ord er én ting, men handling er noget helt andet," sagde hun og kiggede op på ham igen.
"Jeg forstår ikke... hvorfor afskyede de dig, altså hvis du har lyst til at tale om det? De havde jo valgt at få dig."
Hun vidste ikke, om det var et sårende spørgsmål, eller om han overhovedet selv vidste det, men hun kunne jo ikke trække det tilbage og tænke en ekstra gang over det, før hun valgte at sige det.

Jacob forstod hvad hun mente.. Det var det samme som at love noget man ikke kunne holde.. Det var ondsvagt.. Hvis du ikke kunne holde dit ord, så lad være med at love det.. Det ville bare såre personen som du har lovet noget til..
Han kiggede kort ned i bordet med en trist mine, men kiggede hurtigt hen på hende igen med den samme triste mine..
"Jeg forstår det udmærket godt," sagde han og gav et suk fra sig..
Da hun spurgte ham om det næste, gav han ingen tegn for at han var blevet såret over spørgsmålet.. Der skulle meget mere end det, til at såre ham.. Når det handlede om hans forældre, var han så småt begyndt at vende sig til hvordan de havde været..
"Jeg var et uheld," sagde han og kiggede hen på hende. "Det var ikke deres mening at få mig, derfor afskyede de mig,"

Lily nikkede svagt, da Jacob fortalte, at han godt vidste hvad hun mente.

Hun kløede sig på armen, kiggede ned i bordet og vidste ikke hvad hun skulle sige, da han fortalte at han var et uønsket barn. "Jae, den tanke... havde ik' lige strejfet mig," sagde hun stille. Hun kiggede op på ham igen og fremtvang et smil "Hvad med at tale om noget som er knap så sørgeligt?"
Tjeneren kom hen til dem igen. "Altså hvis i ikke snart bestiller noget, bliver i nødt til at forlade kroen," sagde hun og kiggede fra den ene af dem til anden. "Vi er ikke glade for at smide folk ud, men i må vel forstå at i spære pladserne for alle de andre kunder?"
Lily kiggede rundt og så et par tomme borde. Dén undskyldning måtte hun bruge en anden dag, når der var lidt mere fyldt op. Lily kneb øjnene hårdt sammen, så øjnene blev væddede, og så derefter trist op på tjeneren. "Der er bare lige det problem... for ikke så lang tid siden mistede vi både vores hjem og vores forældre, og vi ved ikke hvor vi kan gå hen. Der er så koldt udenfor, og jeg ejer ikke længere nogen sko," sagde Lily og så tjeneren sende et blik ned under bordet, for at se efter, om Lily nu ikke havde sko på. Og det havde hun jo ikke. Det kunne godt være at Lily fik det til at lyde som om Jacob og hende selv var søskene, men det gjorde ikke det store. Det fik bare historien til at lyde lidt mere troværdig. Tjeneren reagerede fuldstændig som Lily havde forventet. "Jamen i små stakler, i må jo have frosset ihjel derude, hvad for en tåbelig tanke af mig at sende jer derud igen. Bliv siddene, i må da være sultne, vil i have noget kakao? måske en bøf dertil?" Tjeneren var tydeligvis oppe at køre og fuldt optaget af sine egne tanker. Lily nikkede ivrigt og kiggede hen mod Jacob. Hun krympede sig en anelse og lod håret falde lidt ind over hendes ansigt, for at se lidt yngre ud.
Tjeneren skyndte sig at smutte igen, for at hente noget til dem.
"Nå hvad var det vi snakkede om?" sagde Lily og lænede sig ind over bordet, da hun var sikker på, at tjeneren ikke kunne se dem længere.

Hun havde ret.. De skulle ikke snakke om noget så demprimerende.. Det var der vel ingen grund til når verden var så åben og man kunne være lige den man ville være. Lilly var en lystig pige som gik rundt uden sko på, også endda selv om hun frøs! Så hvorfor snakke om dårlige ting.. det var noget Jacob hadede.. At snakke om dårlige ting..
Da tjeneren kom tilbage, kunne han ikke lade være med at krympe sig en lille smule sammen, men rettede sig hurtigt op igen da det ikke så ud til at han eller hun ville andet end at smide dem ud.. Jacob kiggede rundt i kroen i sin øjenhule, for mange kunder? Den måtte de længere ud på landet med, der var jo næsten ikke andre end dem? Han sukkede og skulle til at rejse sig op, men lod være da han kunne se på Lilly at hun var igang med et formidabbel skuespil. Han blev siddende og sendte selv tjeneren et uskyldigt blik fra de krystalblå øjne. Da tjeneren var gået igen, kunne han ikke lade være med at smile triumferende. Tænk at nogen kunne være så nemme at narre.
"Godt gået," hviskede han til hende og lænede sig hen over bordet. "Vi var ved at snakke om at vi heller måtte finde noget mindre deprmerende at snakke om,"

"tak tak," sagde Lily, og tænke på også at bukke, men hun sad ned og stedet ville nok være lidt upraktisk.
Lily smilte "Nårh ja, jeg håber godt du kan lide bøf med kakao, for det er det, der er kommet på menuen," sagde hun med en lille latter i stemmen.
Lily så tjeneren på vej hen mod dem igen, og hun trak sig tilbage i stolen og så ned.
"Her er jeres mad, og nu vil jeg ikke forstyrre jer mere," sagde tjeneren og stilte to store kopper kakao og to tallerkner med store bøffer og et par små kartofler dertil. "Tak," sagde Lily med en lille stemme. Tjeneren kiggede på Lily med et smil. "Det var da så lidt," sagde hun og gik sin vej.
Lily tog bestikket mellem hænderne og skar et stykke af bøffen. "Nå, hvad har du så lavet i dag inden du mødte mig?" spurgte hun og stak gaflen og munden.
Kødet smagte fantstisk. Hun lukkede øjnene og nød den dejlige krydrede smag. Måske skulle hun vende sig til at spise herinde i stedet for at hugge brød fra bagerboderne?

Han grinte kærligt af hende, da det så ud som om at hun kunne have fundet på at bukke, selvom hun sad ned, hvilket nok ville være upraktisk. For ham lød kakao og en bøf ikke slemt, selvfølgelig var han ikke van til at spise andet end sjæle, men det betød vel ikke at han ikke kunne spise en saftig bøf med krydret smag.
"Det er helt fint med mig," sagde han og sendte hende et venligt smil. Endnu engang skulle han til at rose hendes skuespil, men lod være da han kunne se at tjeneren var på vej med to tallerkner og kopper, hvor han kunne ane dampen fra den varme kakao.. Han sendte tjeneren et nik som tak og tog en slurk af den varme kakao.. Den var ikke helt så varm for ham, men den smagte godt alligevel.. Han stillede koppen fra sig og skar et stykke kød over med kniven, hvor han derefter tog stykket i munden med gaflen.. Som han havde forventet smagte det nu ikke så ringe.. Han tykkede af munden, for at svare på hendes spørgsmål.
"Faktisk var jeg lige vågnet efter at have sovet oppe i et træ," han grinte kort og kiggede spørgende på hende. "Hvad med dig?"

"Så må du da være noget af en sovetryne," grinede hun og hørte ham spørge hende om det samme. Hvad havde hun lavet, før de stødte på hinanden?
"Jo, jeg havde lige lært et par mus, at man ikke skal lege med andre, bare fordi de ser nuttede ud, nej man skal lege med dem fordi de er venlige," sagde Lily med et smil. "Bare rolig, jeg spiser ikke mus, jeg leger bare lidt med dem. Lidt voldsomt for de ender altid med at spæne afsted med hjertet oppe i halsen." Hun himlede med øjnene og begyndte at grine. Dog lavt, da hun ikke ville fortælle tjeneren, at hun var meget glad og på ingen måder trist. "Og før det havde jeg været ned ved søen i skoven for at vaske min pels. Jeg formoder at dette så er din morgenmad?" spurgte hun og lod en hånd køre gennem håret, hvorefter hun opdagede at det hang løst. Så vidt hun huskede havde hun sat edt op i en fletning, men den måtte nok have været faldet ud under al den tumult i sneen.

En sovetryne.. Ja, det kunne man godt kalde ham, eftersom han altid var sendt oppe om natten og først sent lagde sig til at sove. Men, på en måde var denne verden meget mere interessant om natten, det var som om at der skete mere. Dagen var alle i sikkerhed, men når natten kom skulle man være på vagt overfor en del ting, hvilket Jacob fandt spændende!
Han tog endnu en bid af sin bøf, imens han lyttede til hendes historie om hvad hun havde lavet inden hun mødte ham.. Historien fik ham til at smile, især det med at hun drillede musene.
Endnu et spørgsmål blev stillet, men det var nu ikke noget som gjorde ham noget. Det viste vel bare at hun fandt hans selvskab interessant.
"Jep, det er det," sagde han med et smil.
Han vidste nu godt at han skulle ude og finde en sjæl, da dette mad ikke ville mætte ham, ligesom de ville gøre..

"Så måtte du jo også være meget sulten," sagde Lily med et smil og skar endnu et stykke af sin bøf. "Ja jeg spiste et stjålet brød til morgenmad," sagde hun og vidste ikke om det var smart at fortælle, at hun var tyv, men det rørte hende egentlig ikke det helt store, da hun aldrig havde stjålet fra andre, end de få madboder, som hun kunne finde på markedspladsen. Og nu hvor hun havde fået arbejde og begyndt at tjene nogle få penge selv, behøvede hun ikke at stjæle så meget, som hun plejede at gøre. Hun tog gaflen ind i munden og hev det stykke bøf, der sad der på, af med tænderne. Hun så sig omkring på kroen. De fleste sad bare sammen med en ven eller et familie medlem og snakkede, ligesom Lily og Jacob selv gjorde.

Stjålet brød? Jacob havde ikke noget imod at hun stjal, når man ingen penge havde gjorde det vel ikke så meget, hvis ikke det var fordi han selv var en sjæledæmon havde han nok også stjålet mad og drikkevarer, eftersom han heller ingen penge havde. Men, han klarede sig nu også fint uden penge, indtil videre da. Han lukkede øjnene i et kort sekund for at forstille sig at han havde et palæ ligesom Victorias, men han rystede húrtigt tanken ud af hovedet og åbnede sine krystalblå øjne, som hurtigt blev rettet mod Becie igen.
"Det er ikke så slemt igen," sagde han med et smil, til da hun sagde at han nok måtte være sulten. Han var ikke helt sikker på om han skulle fortælle om han var dæmon, hvis nu hun ville blive baneg og stikke af fra ham.

"Du er bare ikke sulten normalt eller?" spurgte Lily med et hævet øjenbryn. "Jeg er selv sulten næsten hele tiden, men sådan er vi jo også så forskellige." Hun sendte ham et smil og lænte sig tilbage i stolen.
"Hvad har du lyst til at lave efter vi har spist?" Hun tog en tår af sin kakao og så på ham. "Altså med mindre du vil være her hele dagen? Jeg er ikke i tvivl om, at tjeneren nok ville give os lov," sagde hun med et stort smil.
Hendes fødder var ved at få varmen igen, og hun var egentlig ligeglad med, om han helst ville blive på kroen, eller om han ville et andet sted hen. Hendes fødder kunne godt holde til lidt kulde i en time eller to, så hun havde ikke det store krav om, hvor de skulle være.