dit nye hjem, godt for dig (Neph)

''jeg vil ikke have at du skal forklarer digselv... Jeg ved jo hvem du er. Nogle gange ville jeg bare ønske at du selv vidste det..'' hun begyndte at gå, uden egentlig at have mere at sige.

Han vendte sig om og så efter hende et øjeblik, med et undrende blik. Hun kunne da ikke bare sige det og så gå!
"Neph! Du kan ikke bare gå...Hvad mener du med det?" kaldte han efter hende.

Hun sukkede stille og så på ham igen.
''Ikke noget. Jeg skulle vel bare have det sidste ord..'' mumlede hun. Forklaringen på hvorfor hun sagde det ville blive for lang og hun ønskede ikke at gøre ham mere sur.

Han så på hende. Det mente hun ikke.
"Fint. Leg hemmelighedsfuld. Jeg vil gætte på du nu bare er mod mig, som jeg altid er mod dig..." han følte sig mere sur over hun ikke gad sige det til ham end hvis hun gjorde...Selvfølgelige, han viste ikke hvad hun ville sige, men...helt ærligt. Hun havde lige sagt han kunne stole på hende. Og nu følte han igen at han ikke helt viste hvad han skulle tro på. Han turde ikke stole på nogen...Og hvis han endelig besluttede sig for det, fandt han ofte bare ud af de holdt endnu flere hemmeligheder for ham end selv hans værste fjende.
Han vendte ryggen til hende og begyndte vredt at marchere væk. Han gad hende ikke mere. Han gad ikke dette mere. inderst inde følte han hun nok grinte af ham. Åh Sean! Så let det er at manipulere med dig.

Hun sukkede stille.
Han vidste virkelig ikke hvor meget hun ville ønske at der ikke var noget imellem dem. at de bare var venner. At de bare kunne grine hele tiden. Det var næsten som at være tilbage hos Kain. Et forkert ord, eller en handling, og hun var ude i kulden igen.
Hun så ned, mens hun gik tilbage mod huset. Hun ville ikke gå efter ham, når han virkede vred. Et kort sekund overvejede hun at gå ud og drikke sig fuld - men ville det være godt for fostret?

Hun så ned da hun låste sig ind i huset igen.
Varerne satte hun bare på bordet og så så hun på døren.
Hun gik hen for at lukke den igen, da hun ikke havde en grund til at have den åben. Hun ventede ikke flere gæster.

Hun satte sig frustreret med ryggen op af døren, og gned sine tindinger.
Sagde hun at hun elskede ham var det forkert, sagde hun at hun hadede ham var det forkert, sagde hun at hun holdte af ham var det forkert... Hun kunne ikke sige noget som helst!

Hun forstod det aldrig! Forstod ham aldrig! Han sukkede frustreret. Han gjorde jo alting forkert. Han var ikke god...ikke van, til at have kærester, have folk som venner...At have dem efter en. Det hele var meget nemmere hvis man så på dem som arbejde eller med arbejdet som udgangspunkt.
Han havde bare følt...At han...Havde haft brug for en ven og havde fundet den i Neph, Neph som altid udfordrede ham og fik ham til at tænke i nye baner...Han havde været så tæt på bare at rable ud med sin fortid, ting han havde holdt gemt så godt, så længe...Selv Nille havde han formået at få til at glemme det hele igen...Hvorfor var han så svag? Så dum? Så...
Ja, han havde ikke ord for det.
"Glem det..." mumlede han svagt for sig selv.
"...Du kan ikke stole på nogen. Folk er ligeglade. Smider om sig med ordet, uden at tænke over hvad det kan betyde, ikke? Åh, som om du selv bekymre dig om hvad det enlig betyder! Du har aldrig brugt det til noget!" han rystede frustreret på hovedet.
"Hun bærer dit barn...Nej, hun bærer et barn. Den. Det er det eneste du skal bruge. Resten kan være lige meget. Som det altid har været" han viste ikke hvorfor han snakkede med sig selv. Måske for at overbevise sig selv om det var sandt...For at overdøve andre tanker.

//hmm, out?//

Hun rejste sig, og støttede sig kort til døren da det sortnede sig lidt for hendes indre blik.
Hun sukkede, og åbnede døren igen. Stille gik hun ud af den, lukkede den igen og låste.
Hun vidste godt at han ikke kom tilbage... Og det måtte hun finde sig i.
Hun så ned, mens hun begyndte at gå. Hun ville gå ned til kroen, ned for at få noget at drikke. For at glemme det hele. Skide være med barnet, det var alligevel ikke andet end en genstand på hans vej til mere magt.
Hun sukkede og gik bare. Der var ikke nogen at tale med, for ingen måtte vide det. Ingen måtte vide at Sean McGivens skulle have et barn, for... Hun rystede tanken ud af hovedet.

Hun sukkede igen da hun trådte ind i kroen, od uden at se på menneskene der stirrede på hende, satte hun sig bare ved et tomt bord og fumlede med flammen fra sterinlyset.

//Out//