dit nye hjem, godt for dig (Neph)

Han så hen på hende og smilte let. han var ved at få nok at stedet. Han var ved at få...kvalme af det hele. så mange ting...mindede ham om så mange ting, som han havde glemt, ville glemme. Og det blev svære og svære bare at smile sig igennem det.
"så lidt" han så lidt på hende.
"Ret udspekuleret. du regnede vel med jeg ville...tænke over det? få en følelse af at vi måtte beholde barnet?" han viste ikke hvorfor han sagde det. Han viste ikke hvilken reaktion det ville give. Men noget indeni ham...sagde bare at sådan var det. At hun prøvede at manipulere med ham...og det skulle ikke lykkes, hverken for hende eller nogen anden...

Hun så på ham, indtil han kom med hans 'beskyldning'.
''Nej... Kroejeren gav mig kassen og jeg pakkede den ud for at se hvad der var i. Jeg kunne bare ikke få migselv til at pakke det sammen igen...'' hun så ærligt på ham.
''vi er blevet enige om hvad der skal ske. Sådan er det jo bare.'' hun så bare på ham.

Han kunne ikke forhindre et vist snert af mistænksomhed i at glide over sig et øjeblik.
"Det er rigtigt. sådan vil det blive..." sagde han ganske lavt, mens han kort lod blikket glide over hende.
"Jeg må gå..." sagde han pludselig, samlede sin kappe om sig og var allerede på vej mod entreen.

''jamen...'' hun så lidt på ham og derefter ned igen.
''... okay så... '' sukkede hun og satte sig på bordkanten igen.
Hun så lidt ned.
Hun havde på ingen måde prøvet at snyde ham, manipulerer ham eller noget.
Han ønskede ikke et barn og det var bestemt heller ikke noget der skulle tvinges ned over hovedet på ham.
Ikke af hende i hvert fald.

Hun sukkede opgivende og gned tårer væk fra hendes kinder.
Forbandede hormoner! Det ene øjeblik smilede hun og grinte, det næste tudbrølede hun uden grund.

Han stod stille ude i entreen et øjeblik, mens alt for mange ting gled gennem hans hoved, hans krop, i et øjeblik. Hans hænder åbnede og knyttede sig et øjeblik. Han følte sig svag, som han stod der...i entreen hos en person han enlig elskede alt for højt. Han stolede på hende, gjorde han ikke? hvorfor var han så mistænksom? Det var han over for alle, men den hørte ikke til, her hos Neph...Har var det meningen han skulle prøve at slappe af, glemme det hele og slappe af...ikke? Ærlig talt havde det sjældent været sådan, men han ønskede det, for hun var hans ven og havde accepteret mere af ham, end han troede nogle ville. Hun viste endda mere om ham, end Alane endnu gjorde. Han sukkede kort og tog sig til hovedet et øjeblik. Han viste hun ikke var glad for hans pludselige afgang. Men var det ikke bedst? At han trak alt dette...vennehalløj, lidt tilbage? for deres begge sikkerhed. Han havde fået mere magt i kloakkerne, men dette betød også flere fjender, flere fare, og det var kun et spørgsmål om tid før folk faktisk ville forfølge ham og gøre noget ved dem han holdt af...og lige meget hvad folk sagde, stolede han ikke på de kunne beskytte sig. han havde stolet på Alane og hun var blevet angrebet af en dæmon...
Han var så magtesløs over for sådanne ting. Hvad ville han enlig? skabe sig mere magt som han sikkert ville miste igen, gennem tiden? til en fjende måske endelig fik ram på ham? Eller ville han bare ligge i armene på en kvinde han holdt af, fortælle hende alt og så sove, som om han faktisk kunne have et almindeligt liv...Som han havde drømt om før?
Men han kunne ikke. Det var hans forbandelse. Han kunne ikke klare tanken om at være far og de kvinder han elskede, var alle dødelige. Han ville blive ensom igen på et tidspunkt og han måtte også tænke på hvad der var bedst...i længden. Neph kunne opnå så meget mere, ved at finde sig en dødelig mand som elskede hende...og ikke ved ham.
Og disse tanker fik ham til at åbne døren og træde udenfor...

//Sorry...kreaflip //

Hun sad stille i godt og vel fire minutter, hvor hendes tårer bare trillede ned over hendes kinder. Hun bed sammen, for at få en smule kontrol over kroppen.
Da hun fik rejst sig tog hun et par gamle jeans på og et par sko.
Hun trak en kappe om sig, stille, og gik ud i entreen.
Hans duft hang der stadig, men hun ønskede ikke at blive endnu mere... stødt, over hans pludselige afgang.
Hun skulle handle ind, og sådan var det.
Hun tog og låste døren og trak hætten over hovedet.

Hun gik ned gennem gaderne, og så på de diverse butikker.

Han vandrede ned af gaderne uden noget rigtigt mål. for en gangs skyld gled tankerne ikke forvirret gennem hans hoved, for en gangs skyld holdt de mund og lod en behagelig tomhed blive tilbage. Det endte med han satte sig på en bænk midt i det hele og bare sad og slappede af, som han havde haft lyst til hele dagen...

Hun fik købt mad, mens hun gik og kiggede på boder. Det meste var frisk frugt og grønt.
Enkelte steder fandt hun kød der virkede passende.
Stille fik hun handlet det ind hun skulle, inden hun nåede hen til en bod med blandede genstande.
En speciel halskæde lå forrest, og lyste i et smukt skær af forskellige farver.
Hun stirrede lidt på den mens den sleske sælger blev ved at overbevise hende om at den var ægte juvel.

han nynnede en sang for sig selv, som han enlig troede han havde glemt. En sang som altid havde virket så beroligende på ham, når tingene gik lidt for stærkt eller han ikke kunne overkomme tanken over hvor længe han havde levet og hvor længe han endnu skulle leve.
Og rundt om ham gik tingene stadig bare deres vante gang...Men han havde lukket øjnene for dem.

''frøkenen vil virkelig se yndig ud med smykket, og til en rimelig pris endda.'' sælgerens stemme gang hende langsomt hovedpine.
''nej. Ellers tak.'' sagde hun roligt.
''Jamen så til frøkenens søster da?''
''nej.''
''datter?''
''jeg sagde nej.'' hendes stemme skar nu gennem den sædvanlige travlhed.
Sælgeren sukkede kort.
''nuvel.'' sagde han og nikkede undskyldende.
Hun begyndte at få igen, stille, mens hun bed sammen.
Hun passerede Sean da hun var på vej tilbage igen, mens hun mumlede

//Hun ser ham aldrig^^...anyway...er ved at løbe tør for ting at skrive...//

Han vedblev at nynne sangen til ende. Han så ikke folk omkring og gad heller ikke.

Hun tabte et æble for fødderne af ham og stoppede op.
''forbandede sælgere, fatter da heller aldrig et nej.'' mumlede hun inden hun så en gang til på skoene.
*for pokker.*
''davs'' sagde hun med et forsigtigt smil da hun satte sig på hug for at samle æblet op.

//bedre? //

han åbnede øjnene. og så ned på Neph. han sendte hende et lille smil.
"Hej..." svarede han roligt. Han så kort på hvordan hun bukkede sig ned, samlede æblet op og rejste sig igen.
"Neph...jeg vil gerne sige noget til dig. du skal forstå noget" han så på hende. Hans øjne var rolige, men alligevel som om de indeholdt et eller andet...som ikk eumiddelbart kunne defineres.

//Jah //

Hun nikkede roligt.
''jeg tvivler nu på at du kan forklarer mig mere.'' smilede hun tøvende og sattesig ved siden af ham på bænken.
Hun satte sine varer på jorden, da de lå i en lille taske

Han så lidt på hende og smågrinte så, mens hans øjne gled over de nærmeste omgivelser.
"Der er mange ting jeg kan fortælle og håber de forklare dig noget. Men du har ret. Det kan jeg sikkert ikke. Du ved alt om mig" han viste ikke hvorfor. Men hendes svar...fik ham til at fortryde han havde vist sig så...svag, et øjeblik. Han rystede på hovedet.
"Jamen så undskyld forstyrrelsen. Bare gå videre..." mumlede han og lukkede øjnene igen.

''heyhey du! Beklager at lyde som en møgunge fra børnehaven, men ikke begynde at sige noget uden at slutte!'' hun smilede roligt til ham.
''Lad nu paraden falde lidt. Jeg gør dig intet.'' smilede hun roligt.

"Nej? Jeg havde en person jeg stolede på...Han var en fin fyr. menneske, så vampyr, så menneske igen" han så på neph igen og et øjeblik lyste vreden i dem, før han så væk. For det var jo ikek hendes skyld.
"Forgæves. han prøvede at dræbe mig. Det er bare så nemmere...ikke at stole på nogen...Jeg mener...hvor mange stoler jo enlig på mig, når det kommer til stykket? De få der måske gør eller gjorde, får jeg til at gøre...slemme ting, for min egen...vending"

''sean..'' sukkede hun.
''selv nu stoler du ikke på mig?'' hun så på ham inden hun rejste sig.
hun rystede på hovedet.

Han greb ud efter hende, inden hun nåede at rejse sig helt op.
"Neph...Jeg beder dig...Denne ene gang. Jeg spørger dig denne ene gang og så skal jeg aldrig sætte spørgsmålstegn ved det igen..." hans øjne søgte hendes.
"Kan jeg stole på dig?"

''har jeg nogensinde givet udtryk for andet? Ja, du kan stole på mig. Hvis ikke så havde jeg vendt dig ryggen for længst og misbrugt din tillid, ikke sandt? Jeg dolker ikke min bedste ven i ryggen.'' hun så på ham, oprigtigt.
Hun vidste ikke om han kun ønskede et 'ja' eller et 'nej'..

Han ønskede kun et ja eller nej.
"Først siger du at jeg kan stole på, men har samtidig dyppet ordene i gift, så det rigtig sviger" mumlede han og slap hende, men nikkede svagt.
"Tak. Det var bare det jeg havde brug for" så rejste han sig op.

''hvordan føles det? ord der gør ondt, mener jeg? Det er jo ikke fordi jeg aldrig hører dem.'' hun så lidt ned. Hun bed lidt sammen.
''jeg beder ikke om at du skal stole fuldt ud på mig, men du behandler mig som et uvidende barn en gang imellem Sean..'' hun så lidt på ham

Han så lidt på hende.
"Siger du nu også det?" sukkede han svagt.
"Jamen så må det være sandt. Men det er ikke noget jeg er bevidst om. Du er ikke noget uvidende barn og jeg beklager hvis jeg har givet fornemmelsen af det. Det må være tiden..." han trak på skuldrene.
"et par hundrede år gør vel noget ved hvem som helst. Men jeg har ikke tænkt mig at stå her og blive belært, når jeg har en fornemmelse af du ikke er glad for mit selskab. Og da slet ikke de ting jeg siger" af en eller anden grund sagde han tingene med afstand. som var hun en kvinde han havde mødt for ikke så længe siden og bare ville holde en rolig stemning, som om han havde fornærmet hende og prøvede at sige undskyld og blive tilgivet.

''sean... jeg ville ikke belære dig. Jeg ville ikke engang rette på dig... Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre i nærheden af dig mere. Jeg kan jo ikke engang røre dig...'' sukkede hun og så lidt på ham.
''jeg kan ikke klare det her alene, Sean.'' hun så ned igen.
''før jeg mødte dig rejste jeg hele tiden, stjal og flygtede. da jeg mødte dig ændrede det hele sig. Jeg har ikke lyst til at flygte mere... Jeg har ikke lyst til at gemme mig...'' hun sukkede igen.
''Jeg kan ikke være andet end din ven, og jeg er taknemmelig for at jeg overhovedet er kommet så langt. Men nu er jeg din ven, som bære det der vil blive nøglen til dit ønske. Det er ikke nemt at vide..'' hun så på ham.
''jeg vil gå tilbage... Jeg er derhjemme, hvis du får lyst til at snakke..'' sagde hun stille og tog sine indkøbsvare igen

Han så lidt på hende. men sagde ingenting. hvad skulle han sige? han var ikke engang sikker på han rigtig forstod hende...ikke viste hvad hun skulle gøre? Tja, han viste det jo heller ikke mere! Det ene øjeblik var hun glad for bare at snakke, drille lidt, et kram...Det næste bakkede hun væk fra ham, som det uhyre han enlig var. Han rystede på hovedet. Nej. Han ville ikke tage hjem til hende for at snakke. Hvad skulle han snakke om?
"Du...Har en tendens til at hive gamle dæmoner frem i mig. Min fortid, som jeg til hverdag ellers aldrig tænker på, da jeg ellers ville blive sindssyg. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere på det, gøre ved det. Det er ubehageligt, men det er behageligt at være sammen med dig. Og jeg føler hele tiden jeg bør forklare mig og min opførsel..." han rystede let på hovedet. Mere havde han heller ikke at sige.