I Never Said i Wasen A Criminal but this is who i am//Nille//

S på stranden
O ingen
V normallet r
T lidt over Midag
P kig på profil billdet
Arason bevægte sig langsomt frem mod to drenge og piger
der bare havde det sjvt med hinaden der var en støre dusør på dem ende han havde
regnet med de var så unge men Arason var lideglad han bevægte sig lydløst om bage
de første som han druknet i vandet hvor han bagefter valget og skære et hovede af en af
dem han fik det gjorde og da den sisdte pige kom hen for at se hvad der var sket
lå de 3 døde hun gav et skrig fra sig og faldt død om Arason smilte og gik hen og vasket
hans kniv blod løb ud i vandet to af dem var shapshifter de 2 andre havde været mensker

Indianer... Indianer... Indianer... Var hun seriøst indianer? Det måtte være en spøg! Hun havde kigget i mormorens dagbog, og så, så en side hvor der stod om en indianer stamme... Cherokee... Der havde stået at mormoren var indianer, og Nilles mor havde været. Men da slægten var kommet over det med de faktisk var indianer, så var det ikke alle der gik op i det. Mormoren havde gået op i det... Og nu forstod Nille hvorfor hun havde sort hår, når hendes mor havde blondt, og faderen brunt. Hendes mormor havde sort hår, og det var stadigvæk et mysterium hvorfor moren havde blondt! Ja, hele Nilles familie var et mysterium... Hun sukkede irriteret. Hun havde en brun fjer i håret.. Hun havde fundet fjeren i dagbogen, og hun huskede at mormoren engang havde en fjer i håret... Og derfor havde Nille den på. Den dag havde Nille en hvid jakke på, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko. Det sorte hår var løst, og havde en brun fjer hængende ned i siden. Om halsen havde hun en sølvhalskæde på, med en sort fjer fra BlackStar. Det var en lille, og behagelig fjer. Hun kiggede udover horisonten... Da hun hørte et skrig. Hun skiftede hurtigt form til panter, og løb hen til en skikkelse... Og ... Tre-fire døde lig?! Hun brølede højt.

Han vendte sig ikke om da han hørte brøllet han sætte kniven
ned ved siden af ham efter det han havde gjorde men nu var den ren han
kastede vand i hovede på sig selv og rejste sig selv op bageefter han sætte sig på sandet og kiget ud mod selve vandet det var Nille kunne han høre men han gad ikke og tag sig af hende lide nu i stedet for sagde han "har du ikke en dæmon du skal hen til" han sagde det helt koldt og kiget ud over havet

Nille skiftede form, og gik hen imod Arason.
En dæmon hun skulle hen til? Sean? Niksenbiksen.
Det måtte være Jacob han snakkede om... Hun knurrede, og blottede tænder.
"Pas på, Arason..." Snerrede hun. "Jeg bider skam." Hun kneb øjnene lidt sammen, og stoppede op. Hun var lidt væk fra ham.

"ja og jeg dræbte dem inde de opdaget hvad der var sket" svarde han i det han
rejste sig op og tog sin kniv med sig op "jeg brugte kun denne kniv uh dett var så sjovet de shapshifter havde ingen chance mod mig og ja jeg var nød til det med menskerne
de stod i vejen" han kiget på hende imens han kiget på hende "men du kom forsent hvilket du mange gange har gjorde du er egoistisk" svarde han med et hånliget smil "du må lære at du ikke kan rede dem jeg har valgt som mit mål" svarde han og kaste hans kniv op i luften som han greb igen

"Du er ond, egoistisk, og dum." Sagde hun, og skævede til et af ligene. "Og så mig som troede at vi var ved at blive venner..." Hviskede hun, og rystede på hovedet. "Det er ikke mit job at sørge for at redde dem... Det er mit job at sørge for du ikke går væk fra ligene..." Hun smilede uskyldigt. "Stå stille."

"det ved du godt jeg ikke kan gøre jeg bliver nød til og dræbe dig hvis du
stå i vejen for min flugt" svarde han og begyndte med og løbe ud mod skoven
imens snitede han hendes kind med dens skarpe side så der faldt lidt shapshifter blod imens han forsætte med og løbe vidre da han var et godt stykke inde i skoven lide med væk fra træet stod han og pustede lidt han var blivet ordenliget træt af
det her han sætte sig op af træet og slappet af

Nille tog sig til kinden, og fik blod på sine fingre... Hun mærkede lidt på kinden hvor såret var... Hun ville intet ar få... Godt.
"Hvor... Vover..." Mumlede hun imens han løb væk... Hun satte sig tungt ned i sandet, og mærkede på den sorte fjer... Hun orkede ikke at følge efter ham..
Uden at vide hvorfor begyndte hun at græde...

Han mærkede hans anden side forsvinde i det han selv mærkede
en smerte komme ind i hans bevisthed det var som om han havde
ondt af Nille han aldrig haft det før i nu så han begyndte lide så
stille over mod stranden igen i det han ikke håbede at hun ville
høre ham før han var i sikkerhed mod hende det ville sigde lukket øre og lukket øjne

Nille lukkede øjnene hårdt i... Hvorfor var verdenen så dum?
Hun havde aldrig ønsket at få fjender... Hun var alt for ung...
Nej! Hun var ikke for ung! Eller... Var hun...?
Det var vel også lige meget... Det var forsent.
Hun rejste sig op, og kiggede sig omkring... Arason.
"Din idiot!" Råbte hun, og begyndte at gå baglæns.

han begynde med og ha ondt af sig selv og hende så han gik frem
foran hende igen "ja hvad er der" svarde han og kiget på hende hans stemme var
med følse og varm hans anden side var forsvindet igen han kiget på hende
og vente på hendes svar han havde smidt kniven fra sig så han ikke stod med
nogen våben længre

Hun havde hånden ved den kind han havde snittet. Der var blod på hendes fingre.
"Hvad fanden har jeg gjort dig?!" råbte hun, og tårerne gled ned af kinderne.
Nille var ligeglad med at han havde smidt sin kniv... Hun stolede ikke på ham mere.
Hun blev ved med at gå væk fra ham... Baglæns.

"lad mig se du har været ude efter mig siden jeg blive leder af en
klan men det er min anden side" svarde han vredt og sætte
sig ned for hans grund kunne hun bare bakke bage ud han sukkede og lagde sig ned på jorden hvor han begyndte og tag mavebøjnige imens han kiget på
hende "og dæmone er ens i mine øjne"

"Jeg har ikke været efter dig? Du har engang stukket en kniv i maven på mig, og nu snitter du mig i kinden! Hvordan skal jeg kunne stå til, og have dig som ven når du gør sådan noget?!" Råbte hun så. Hun var ligeglad med at han satte sig ned.
"Det er din mening... Men Jacob er ikke som andre!" Snerrede hun.

"gerne hvis mig når det er sket men alle dæmone skal være til for at
hjælpe dæmones hersker lide som mensker skal følge deres leder og jeg havde mine
grunde du brugte din evne mod mig og den der med aret på din mave trode du jeg nød det jeg var en vampyr den gang og var alt for let at ophidse" svarde han vredt "og lide i dage kunne jeg ikke styre mig det var som om jeg fik et flashback det er der for du har det sår på kinden og de andre lå døde" svarde han endenu mere vred "du har ingen ide om hvad jeg har været igmen" sagde han hårdt og sætte sig på knæ hvor han skar i sig selv med kniven ikke så langt fra ham

Den brune fjer var blandet ind i det sorte hår... Den var lyde utydelig. Arasons ord fik hende til at mærke sorgen, og vreden... Nu fik hun snart nok... Men hun måtte kontrollere sig. "Jacob er ikke som andre!" Råbte hun, og den brune fjer kom frem igen da hun vendte hovedet væk. Hun kiggede på ham igen. "Jeg er ligeglad med hvad du har oplevet... Når du siger sådan noget lort til mig..." Hendes øjne var fulde af sorg, og vrede. "Jeg vil ikke se dig igen, Arason." Hviskede hun inden hun begyndte at gå væk igen. Når folk... Sagde noget om Jacob... Blev hun så let rørt...

"op til dig selv men jeg har sovret at jeg aldrig nogensinde vil dræbe nogen
igen" han sukket og rejste sig op da der kom fem pille flyvende mod ham nåede han og skubbe nille ned men ende med at blive ramt i skulderne han lod pilen side og kiget vredt mod dem der havde skudt folk var ude på og dræbe ham dem her var fordi han havde redet slaverne

Hun skulle til at svare da hun blev væltet ned i sandet. Hun havde givet et lille skrig fra af forskrækkelse. Hun rejste sig hurtigt op, og så over mod dem der havde skudt.

//Håber det er iorden at jeg siger at Nille havde et sværd i nærheden?//

Nille begyndte at løbe hen imod det sted hvor hun var kommet fra... Hun greb sværdet hun havde haft med, og løb tilbage.

han rev pilen ud af hans skulder og kiget vredt på dem hvad havde de gang e
han mærket blodet ramme jordenimens han kiget omtøget på dem mænde smilte og gik hen til ham "du er slave for en hvis du husker det men det kan også være du ikke kan huske det og når ja vi har også dine svagheder på dig " sagde manden og så hånliget på ham og så spurgte de "hvorfor redet du hende hun er jo ikke engang din ven eller er hun bare en du reder" Arason kiget koldt på dem "jeg ved ikke med jer men hun har været en god ven jeg har bare dumte mig dræb mig nu" råbte han til manden manden skulle lide til og hugge hans hovede af inden han kunne huske det "du vil være bedre som slave" sagde han hånliget og kiget på ham imens hans venner grinte bage ham

Nille havde stået lidt væk... Hun svingede sværdet i den ene hånd.
"Se mig i øjnene... Sig at i tør... Stå stille! Se mig i øjnene..." Hun brugte ikke skammer stemmen... Nej, hun ville have dem til at genkende hende. Genkende Skammeren... Hun stod foran Arason. "Tør i at se mig i øjnene?" Spurgte hun, og stoppede med at svinge med sværdet.

"du har ikke nåde med det her og gør Nille" sagde Arason hårdt til hende
"vi er ikke kommet for at snakke med dig skammernes datter men
mere for at aflevere Arason eller bedre sælge ham" sagde han og rinte svagt i det han kiget på Arason ""kom djævlendes søn så vi kan få dusøren" sagde han og smilte lumsk

Nille svingede sværdet en gang, og rettede enden af det hen imod den ene mand.
"For det første..." Hun smilede uskyldigt. "... Jeg er ikke skammerens datter." Hun grinede lidt. "Jeg er skammeren." Hun kiggede på Arason. "Nok så snitter du mig i kinden, og siger dumme ting... Men jeg lader dig ikke dø." Svarede hun hårdt tilbage. Hun så på mændene igen. "Jeg ville ikke være så tæt på vandet hvis jeg var jer." Hun så på vandet, og så på dem igen. Hun smilede.

de grinte alle 3 og smilte til hende "du skal væk vi er jo ikke venner efter din mening Nille og jeg vil ikke risikere folk der ikke er mine venner ofre deres liv for ham
han kiget stadig på nille og sukkede "så hvis vi ikke er venner så lad være med og reeddet mig" sagde han og kiget på Nille de var alle sammen mensker på nær en hun var lyselver" bare kom an sveske" manden der stod forest

Nille kiggede sig over skulderen, og knurrede. "Hold mund, Arason." Sagde hun kort, og kiggede så på mændene igen. "Stå stille..." Hendes blik var på manden der var forrest... Hun svang sværdet efter hans strube.

hovedet faldt af manden der var forest og de andre blive begge to så sure
at de angreb Nille med deres våben men Arason hoppet en og fik et slag i hans
skuldere af den knive pige brugte hvor han så bagefter slog hende ud men den anden rev kniven ud af
Arason så han gav et skrig fra sig og faldt ned på knæ