Alone and vulnerable - Serkan.

Blair fik hendes ben op til hendes hage. Hun lagde armene om dem, det fik hende til at se uskydlig og sårbar ud. Uskyldig var hun ikke, men sårbar var hun helt bestemt. Hun så ned på hendes føddet og prøvede at finde ud af hvordan hun skulle formulere det.

"Jeg ønsker bare at være fri."

Hun vidste godt at det ikke var det han ønskede at høre, men hun var ligeglad. Hun sagde det der passede hende. Blair så ikke på ham, hun var en smule bange for ham. Han kunne holde hende indespærret så længe han ville.

''Så du nyder ikke engang at være min slave?''

Han kiggede på hende og man kunne godt se på hvordan han spændte nogle af hans muskler at han var klar til at stikke hende en lussing lige med det samme hvos hun svarede på den forkerte måde. Han sad bare stille og roligt udover de lettere spændte muskler og ventede på hendes svar.

Blair så stadig ned på hendes fødder. Hun lyttede til hans ord og kunne slet ikke se hvordan det skulle give mening. Hvem nød at være slave? Selvom Blair havde sagt at hun var hans slave, kunne hun ikke lade vær med at være oprørsk. Hun var bare ikke typen der var tvunget til at gøre hvad andre sagde. Hun gjorde det kun hvis hun ønskede det. Og sådan var det ikke når hun var slave.

"Nej."

''Okay, skal jeg gøre rummet klar til en straf mere?''

Han sagde det helt koldt og neutralt mens han stak hende en hård lussing og kiggede på hende. Han var ikke bare sådan at have med at gøre, hun skulle ikke kunne lide det som sådan, men hun skulle ikke sige hun ikke kunne lide det overfor ham. Han kiggede på hende.

''Lær det! Jeg forventer at du aldrig siger du ikke kan lide at være min slave når jeg kan høre det!''

Blair rejste sig op og så på ham med et vredt blik.

"Du skal ikke give mig nogen som helst straf! Du kan ikke holde mig fanget her. Jeg slipper fri en dag og der er ikke noget kan gøre ved det. Jeg er ligeglad med om jeg tabte i et væddemål."

Blair rystede på hovedet og så væk fra ham. Hun gik rundt i stuen mens hun prøvede at finde en måde at flygte på.

"Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du forventer. Du kan ikke tvinge en pige der skal leve frit til at lave i fangeskab og ikke forvente at hun gør oprør."

''Tror du at jeg bare lader dig svarer mig sådan uden at straffe dig?''

Han rejste sig op og knyttede sin næve og slå imod hendes kæbe og kiggede på hende stille. Han kiggede bare ind i hendes øjne og han grinede ondt til hende. Han skulle nok få hende knækket.

Han greb efter hendes skuldre igen og smed hende på gulvet. Han mumlede igen og begyndte stille at mumle og rødder hviklede sig igen om hendes ben og arme og hendes ben blev igen spredte...

''Du må straffes igen... Det er ærgeligt... Du har jo en smuk krop... Tænk at jeg er nød til at skamfere den.''

Blair var fuldstændig ligeglad med om at hun slog hende til blods flere tusinde gange. Hun væltede omkuld da han ramte hendes kæbe. Hun rejste sig og ømmede sig. Hun begyndte at smage blodet i hendes mund. Før hun vidste af det, lå hun igen på gulvet. Hun så på ham med et blik der var fyldt op med had.

"Du er ikke nød til at gøre noget! Du gør det fordi du ikke har andet at tage dig til. Du er en egoistisk idiot som kun tænker på hvad sjov han selv kan lave i livet. Har du aldrig nogensinde prøvet at blive elsket?"

Blair fnøs af sig selv.

"Selvfølgelig er du aldrig blevet elsket, der er ingen der kan elske et fjols som dig."

Han tiltede hovedet til siden. Han havde aldrig været elsket, men han var stadig kold og det rørte ham faktisk ikke, ihvertfald ikke uden på. Han grinede stille over at hun sagde det, men inden i blev han vred og trist, fordi han var som han var grundet det...

''Faktisk tænker jeg lige nu på hvordan jeg kan have det sjovest med at pine og straffe dig.''

Han grinede stille og mumlede noget hvorefter der voksede et pile træ frem og han rev den om så han stod med en lang tynd gren der var rigtig god at svirpe folk med, og han begyndte så at slå hende på brystet og han slog hende ned af kroppen og nærmede sig at slå hendes underliv.

//må Zela blande sig?//

Blair sukkede da det ikke så ud til at virke for ham. Men hun ville stadig ofrsatte med at forsøge. Hun ville ikke sådan bare lige give op.

"Det er ikke svært at finde en der elsker dig. Det kræver bare at du er blid ved den person. At du viser omsorg."

Blair ignorerede alt han gjorde, lige meget hvad var han stadig et menneske. Og hun forsøgte at nå hans følelser. Selvom han begyndte at svirpe hende, forsgøte hun at ignorere smerten og stadig forsøge at nå hans følelser.

//Selvfølgelig:)//

''Men ved du hvad? Der er ingen mennesker der fortjener den, og ved du mere hvad, hvis du nogensinde har oplevet det er det uforskyldt!''

Han grinede og han begyndte at slå og svirpe hendes klitoris. Han vidste at dette ville være en smerte værre end når en mand blev sparket i løgene. Han kiggede ned på hendes ansigt...

''Så du holder bare din kæft! De eneste der sikkert har elsket dig var dyrene derinde!''

Blair prøvede at bevæge sig. Hun blev nød til at vise ham at kærlighed slet ikke var så slemt. Han blev nød til at se at man kom langt med lidt kærlighed.

"Der vil komme en. Tro mig, der er altid en."

Hun valgte ikke at kommentere på hans fornærmelse af hende. Hun var ligeglad. Da hun blev svirpet i underlivet, på hendes klitoris, kunne ikke undgå at vise smerte. Hun forsøgte inderligt på ikke at skrige, men smerten stod malet i hendes ansigt.

"Du.. Du kommer ikke.. Langt.. Med den forsvars...mekanisme.."

Hun kunne ikke undgå at holde nogle pauser, når smerten var allerværst.

Zela kom luskende ind af den åbne dør til stuen uden en lyd som en god lille tjener der ikke ville forstyre, og fik en bristende følelse i håndfladen med en trang til at kræse en lille Blairs brystvorter af, da hun hørte hendes måde at tale til herren på, men hun sagde eller gjorde intet endnu, hun ville gerne støtte sin herre som hendes samfunds tradition krævet en slave altid gjorde, men hun ville ikke bryde ind uden invitation fra ham, men hun gik hen i kaminens flammende skær så man kunne se hende i stuens mørke.

Hun stod med læderdragten skåret ned til hendes nagle så hendes bryst og maveskind var til hans øjnes nydelse som han havde beordret, men hun havde også sat sit smukke hår op, og smukseret sig selv for hans skyld, men havde ikke regnet med at finde sådan en.. uduelig tøs.. hernede også.

Hun lod helt som som Blair ikke var der selvom hun tydeligt havde foragt til den måde blair snakkede på, og sagde drillende mod blair mens hun kiggede på Serkan som om hun ikke var her

"Dyrene spørger om de kan få deres pige tilbage herre. Hvilket svar skal jeg en ydmygt slavetøs give?"

hun havde ingen ide om hvilke dyr eller noget, men hvis man kunne kaste en spidende og stødende kommentar mod dem som herren diskuteret med, så gjorde hun det gerne

''Nej hun er blevet en tand for meget for mig, og jeg ønsker denne gang at pine hende personligt.''

Han kiggede stille på Zela og vinkede hende over til sig. Han smilede sagte og venligt til hende. Han havde et venligt humør overfor Zela det meste af tiden og han stoppede med at piske hende... han kiggede på Zela...

''Kan du ikke stoppe noget i hendes mund? Og hvordan straffede i normalt slaver i jeres samfund?''

Han kiggede på hende han havde lyst til at gøre det meste han kunne mod denne Blair, som ikke fortjente meget.

//Rækkefølgen er nu: Blair, Zela, Serkan. Husk at vi ikke springer nogen over medmindre personen har bedt om at blive sprunget over. ^^//

Blair så op på ham med et blik der viste stor tryghed, kærlighed og venskab. Hun prøvede at få ham til at forstå.

"Har du ikke noget familie? Jeg ved der er nogen derude der elsker dig. Jeg ved det bare.
Og du elsker også nogen. Man kan ikke undgå at elske. Hvad ville du gøre hvis en af dem blev behandlet dårligt? Blev pisket, slået og mishandlet? Ville du ikke hævne det?"

Blair så op på hende den anden der var kommet ind. En anden slave, lød det til. Hun begyndte allerede at føle foragt for hende. Hun ville virkelig gøre alt hvad han sagde? Det var da langt ude.

"Det hjælper ikke. Man kan ikke stoppe kærlighed. Du vil stadig kunne føle det."

Ikke stoppe kærlighed.... Zela.. gik helt i sort, hun så rødt som en jagt hund der bliv viftede med Bacon, og nanu sekundet herren sagde hun skulle stoppe noget i munden på hende gik hun helt amok, pigen fortjente ikke en straf... men en henrettelse. Zela kastede sig over Blair, og bid hende i næsen så hårdt at der bare skulle en bevægelse til for at rive knoglen ud hendes kranium, men Zela bliv ramt af en underlig sindsro igen, og kom i tanke om at det her ikke var hendes samfund, så hun gav slip på pigen, og faldt ned på alle fire som en kat, og kiggede op mod sin herre og sagde ydmygt

"Herre ville være mig en glæde"

Zela rejste sig op og tog et stykke stof frem fra sin dragt, og gik mod Blair igen, mens hun forsklaret videre til sin herre

"Herre et samfund så gammelt med tortur så længe, der findes mange måder. Min yndlings er at hænge dem med hoved ned af med benene sat fat til et træ med fiskekroge, og lade personens mandlige familie medlemmer spise af slaven til slaven er kød løs"

''Det lyder som en meget interessant metode min kære Zela... Og nej Blair jeg har ingen familie overhovedet, har ikke brug for en...''

Han kiggede på Zela igen. det skulle ikke være noget hun døde af fordi han skulle jo bruge hende igen senere igen. Han havde brug for nogen han kunne straffe og være ond ved nu hvor han havde Zela som var sådan en god slave at hun ikke var så nem at være ond ved så dygtig og god en slave hun var.

''Hvad brugte i når det ikke skulle være dødeligt eller give varige men? Du skal jo tænke hun er en svag kælling.''

Han kiggede stille på Zela, og så ned på Blair...

''Du vil måske bare ind til dyrene igen?''

Blair forsøgte stadig at bryde ham med kærlighed. Hun vidste at det kunne lykkedes.

"Er du sikker på du ikke har en familie? Du minder mig ellers ret meget om en anden. En varulv. Han ligner dig ret meget."

Blair var godt på vej til at svare igen, men hun stoppede sig selv så hun kunne forsøge at knække ham med kærlighed.

"Hør nu her.. Man kan ikke overleve uden kærlighed. Det er umuligt, du er godt på vej til at grave din egen grav. Jeg kan hjælpe dig. Jeg kan vise dig at der andet i verden end slaveri, mord og tæsk.. Eller hvad du nu går efter. Jeg vil bare hjælpe dig. Intet andet. Vil du ikke nok lade mig hjælpe dig?"

Hun så op på ham med et bedende blik det var fyldt med omsorg. Hun lyttede ikke til hende den anden. Det var der ingen grund til.

"Jeg vil gerne tilbringe tid med dyrene. Men også med dig."

Zela kiggede på sin herre underkastende med denne spinkle taber tøs snakkede, Zela håbede da ikke at hendes herre ville smide hende ud af huset og tage denne sukkersøde nips ting som bedre end hende, hun var jo hvidskind for the goddes sake! og hvad hvis herren ikke ville have slaver mere?så skulle hun svigte sin gudinde igen ved at miste en hersker? det ville hendes lille ære hjerte slet slet ikke kunne klare.

"Med alt respekt til din glorværdige herredom, men jeg kender kun dødelige, og.."

hun tavs lidt, og fik et sadistisk smil frem og kiggede ned på Blair og forsatte

"Ritual smerte"

Zela var ved at brække sig.. men også lidt bange for det.. da Blair sagde det næste til hendes herre, havde denne blair overhoved tænkt på hendes ære? eller på hvad der skulle ske med Zela? Zela træk på læben, men ikke til et tilfreds smil.

''Hold kæft kælling! Du er min slave! Det er din egen skyld, og jeg vil gøre med dig hvad jeg finder passende!''

Han grinede ondt af hende og kiggede stille på hende. Han havde ikke meget at sige til hende mere han vendte sig roligt om imod Zela, og tog stoffet fra hende og stoppede det i Blairs mund hvorefter han bandt det fast...

''Zela hvad mener du med Ritual smerte?''

Han kiggede ned på Blair som han sparkede i siden og og vendte sig så om imod Zela som han kiggede stille ned af hendes krop før han hev hende indtil sig og tog hende lidt på røven...

''Bare bring hende smerte!''

Blair var modig, så smerten skræmte hende overhovedet ikke. På ingen måde. Hun skulle nok få ham overbevidst om at kærlighed var godt. Det ville hun gøre så snart hun fik mulighed for at komme fri igen. Blair svarede dem ikke længere, det kunne hun jo ikke rigtig. Nu hun havde fået stof i munden. Blair prøvede at spytte det ud, men det var bundet for stramt. I stedet vendte hun hovedet væk fra dem. Hun var ligeglad med hvad der ville ske med hende. Hun skulle nok komme fri. Hun havde stadig håb, selvom alt virkede håbløst. Hun lukkede øjnene og ventede bare på sin straf. Hun kunne stadig høre alt, men hun ville ønske hun ikke kunne. Hun ville bare have det overstået, hun ville bare væk fra det hus og aldrig komme tilbage.

Zela kunne fortælle sin herre om ritual magien, men hun som højestepræstindens datter havde svoret aldrig at fortælle en eneste hemmelighed der havde med sortelver magi at gøre, men hun kunne udføre dem selv, og hjælpe hendes herre ved at gøre det for ham.

"Der findes et ritual kaldes Lakanus. Herre, men en advarsel før du beder mig udføre det. Ritualet bliv skabt gennem den metode der kaldes Regúlini, oversat fra sortelvisk tunge betyder det overførsel. Ti tusinde hvidskind og sortelvere bliv ført til de glemtes kløft, og torturet til døde for tolv lange dage hver. Hvis jeg bruger ritualet vil man føle smerten for alle titusinde.. hver sekund. Du skal blot vide at det en hård straf"

hun kiggede ned på Blair, og syntes enlig ikke hun skulle straffes så hårdt.. så hun kiggede på sin herrre da han lagde hænderne på hendes røv, og sagde med et frækt smil

"Herre må jeg ærbødigt bede om du lader min krop tage en straf for hendes ulydighed. Vil ikke se din slavetøs går til grunde af mental lidelse... men hvis de vil have hende straffet, forbereder jeg ritualet uden tøven min herre"

''Hmmm... Mærke smerte for titusind er måske alligevel en lille smule for meget for denne stakkels kvinde.''

Han smilede stille og venligt til Zela, før han kiggede ned på ehnde... Han burde nok gøre noget andet, for hun skulle straffes. Han gik ud i et andet rum og kom tilbage med en pisk, han kiggede stille på Zela og gav hende den i hånden. Han ville ikke straffe Zela hun havde intet forkert gjort. Han fjernede det Blair havde i munden.

''Jeg straffer dig ikke, men hvis du vil have hun slipper nemmere kan du gøre hvad hun burde have gjort for mig... Hvis du kan være en god slave for jer begge slipper hun billigere... Det er nu op til dig hvor mange slag hun skal have...''

Han satte sig over i sofaen og ventede bare på at Zela ville begynde at piske Blair.

''Blair du kan enten snart hade eller være glad for Zela.''

Blair blev ærlig talt skræmt da hun fortalte om et ritual. Hun ville ikke kunne overleve hvis hun fik den straf. Så da de begge blev enige om, at det var for meget, blev hun lettet. Blair var ligeglad med at blive pisket, medmindre det var utrolig mange. Den smerte ville hun måske ikke helt kunne bære. Men et par slag ville ikke skade hende. Hendes krop ville måske blive arret, men det var ikke noget hun ikke kunne håndtere. Nu ventede Blair bare på at det ene slag efter det andet ville ramme hende. Hun ventede bare på at hun kunne gå frit rundt igen, og så skulle hun nok komme fri. Hun ville gøre alt for at hun kunne komme fri. Det var ligegyldigt hvordan. Blair havde staidg øjnene lukket mens hun ventede på slaget.

Zela tog imod pisken, var.. enlig ikke fordi Zela havde fået et blødene hjerte ligepluslig, og ville skåne pigen hverken smerte eller ydmygelse, men Zela syntes et Lakanus ritual var lige en tand for groft... Ja, det var helt hans valg, og hun ville efterkomme det uden tvivl, men personligt syntes hun at titusinde slavers smerte for tolv dage, i hvert eneste sekund,er en grov straf for små ting, så på den måde kunne man vel godt sige at hun havde et blødene hjerte, men hvis straf ikke varieret efter gerning syntes hun at det mistet sin værdi.

"Javel herre"

Zela rettet pisken ud, og sagde venligt til blair

"bid hårdt i kluden. det hjælper på smerten"

så svang hun pisken over sit hoved og som en ravn der fandt en lille mus, slog hun hendes rygsøjle som en gaffeltruck kunne ødelægge en græsmark

Han sad bare stille og roligt i sofaen, en smule overrasket da Blair ikke sagde noget eller kom med en spydig bemærkning, han var virkelig overrasket over hvilken nydelse dette faktisk gav ham at straffe folk. Han kunne dog stadig bedre lide at have gode slaver der bare gjorde som han sagde...

''Zela du siger bare når du er færdig så skal jeg nok fortælle dig hvilke af Blairs opgaver der er på dine skuldre, så kan du vælge at tage opgaverne eller straffe videre...''

Han kiggede stille på dem begge mens han bare sad med benene oppe på en skammel og betragtede Zela der piskede den stakkels Blair... han havde egentligt lyst til at sælge hendes krop til mænd der skal have stillet deres lyster...

''Blair, jeg har et tilbud til dig... Du kan stoppe med at være min slave mod at blive luder og så skal jeg have en hvis fortjeneste af det du tjener, og jeg vil have en hvis mængde penge i måneden.''