Alone and vulnerable - Serkan.

Blair kendte nok til at de ville slå ham til plukfisk hvis de rørte hende. Hun så håneligt ned på kniven. Som om hun var bange for det lille stykke jern. Blair var fuldstændig ligeglad med om han dræbte hende.

"Så dræb mig. Jeg er ikke bange hvis det er det, du tror."

Blair sendte ham et strengt blik.

"Voldtægt er bare liderlige gamle mænd der ikke kan få noget på den dumme. Du må være en af dem."

Blair vidste på ingen måde frygt, for hun var ikke bange.

''Så du tror jeg ville voldtage dig for at tilfredsstille mig selv? HA! Du er ynkelig, din krop er ikke engang værdig til det! Jeg ville voldtage dig så brutalt det var mig muligt for at straffe dig!''

Han skar en smule mere i den anden side af hendes hals og slikkede bare blodet op af hendes hals... Han grinede stille...

''Så du vil faktisk hellere dø end at leve?!''

Han grinede stille og hvis hun sagde det skulle han nok komme frem med en anden mulighed og en anden ondskab.

Blair bed tænderne sammen og prøvede at komme frem imod ham. Han anede åbenbart ikke hvor mange der ønskede at være sammen med hende.

"Hvis bare du vidste hvor mange der ville ønske de kunne være sammen med en som mig."

Blair prøvede at bruge alle sine kræfter for at komme fri, men det var umuligt. Hun kunne ikke med de irriterende rødder.

"Det er der aldrig nogen der har sagt. Jeg bare ikke bange for døden."

Hun sukkede, han var ynkelig.

"Du er ynkelig. Du tør ikke engang slippe mig fri og kæmpe mod mig på ærlig vis."

''Så du er ikke bange for døden? Men hvad så? Er du bange for døden af de folk du kender og holder af?!''

Han gik helt frem imod hende med stille og rolige skridt. Han nappede hende igen og lidt hårdere i hendes hals, og han fandt det bare morsomt at hun kommenterede at han ikke ville kæmpe ærligt mod hende...

''Jeg vil jo bare være venlig og give dig en chance for at slippe væk!''

Han grinede stille af hende...

Blair fnøs igen. Hun havde fået nok af den fyr, hun skulle bare væk der fra og så ville hun aldrig komme tilbage.

"Nej. Det er jeg ikke bange for. Jeg er slet ikke bange for noget og slet ikke en så langt ude som dig."

Hun rystede på hovedet. Han var så langt ude.

"Du holder mig bare fanger fordi du ved jeg vil slippe væk hvis jeg kommer fri fra de her tingester."

''Så du er en lille selvisk møgkælling der ville være ligeglad med om så din elskede og kæreste blev tortureret og pint?''

Han smilede stille og han trak bare på skuldrende af det hun sagde, hvorfor skulle han sige hende imod. det var jo ikke løgn direkte, han holdt hende fanget for at hun ikke kunne flygte...

''Hvis du forsøger at flygte skal jeg nok jagte dig og fange dig! Men du vil måske lave et væddemål?''

Han smilede ondskabsfuldt.

''Jeg slipper dig fri giver dig 5 minutter at løbe i, men hvis jeg så fanger dig så skal du være min slave!?''

Blair kunne godt se hun var trængt op i en krog. Hun kunne ikke sige at hun ikke havde nogle der holdte af hende, for hvis det passede ville hun ikke kunne true ham med at nogle hun kendte ville banke ham.

"Nej.. Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad. Men jeg er ikke bange. Hvis det sker, vil jeg personligt gøre det af med den persong."

Blair lagde hovedet på skrå og så undrende på ham. Hun blev nød til lige at tænke. Hvis hun blev fanget, var det så det værd?

"Okay."

Hun var klar på at slippe fri. Det skulle nok lykkedes, hun skulle bare flygte hen til et sted hvor han ikke kunne finde ham.. Hvis hun kunne.

''Ha dig?! Du er jo ikke andet end en ussel kvinde der ikke fortjener noget... Ja hvis du har mistet nogen du elskede vil jeg bare sige det sikkert var din egen skyld... Dig der fik dem ødelagt?''

Han grinede ondt til hende, og vidste egentligt ikke noget om, om hun nogensinde havde mistet nogen hun holdte af, da han bare sagde det fordi de færreste brød sig om at høre det...

''God flugt så længe den vare.''

Han grinede stille, låste døren op og fik rødderne til at slippe hende.

Blair sank en klump. Han havde ramt et ømt punkt og det fik hende til at tænke over om det måske var hendes egen skyld. Men så snart rødderne slap hende begyndte hun at løbe. Hun var nærmest ved at falde ned af trappen, fordi hun skyndte sig så meget. Blair rev døren op med al den styrke hun havde. Adrenalinen pumpede rundt i hendes krop og gjorde det svært for hende at tænke klart. Hun tog en dyb inånding og spotte arealet for at finde et tilflugtssted. Hun kunne ikke klatre op, han ville kunne nå hende, hun kunne løbe, men han ville måske opspore hende, hun kunne.. Grave sig ned? Hun kunne ikke se noget andet valgt. Blair løb om bag hans hus og begyndte så hurtigt som muligt at grave og dække sig selv til igen, men hun ville ikke have tid til at grave et stort hul. Så det blev bare det øverst lag af jord hun gravede væk, hun forsøgte at få gravet hullet dybt nok til at hun kunne ligge der nede i og være dækket, uden at man kunne se hende.

Da de fem minutter var gået løb han ud samme vej som hende, og han snusede rundt i luften og kiggede ned på jorden og snusede rundt indtil han fangede hendes duft, og gik roligt afsted om mod huset... Han gik bare hen imod der hvor hun havde gravet sig ned i jorden...

''Hvor fanden er hun stukket af hen?''

Han lød frustreret men vidste godt hun var lige foran ham, så han trådte hen imod hende og stampede så der hvor han bedømte at enten hendes mave eller lår ville være.

Blair nåede lige at få sig gravet ned inden hun hørte nogle skridt nærme sig. Hun sørgede dog for at hun kunne få en smule luft. Hun hørte hans stemme og prøvede at holde vejret, eller i det mindste sørge for hendes vejrtrækning var lavmælt. Da Blair pludselig mærkede en fod på det øverste af hendes lår, på grænsen til hendes mave, prøvede hun ikke at komme med en lyd der viste skræk og smerte. Hun bed sig bare hårdt i læben og holdte alle former for lyde inde. Hun ville ikke risikere at ende som slave. Aldrig.

Han grinede stille, det måtte hun have. Hun gav ikke bare lige sådan op, men han slog så hånden ned og fik fat i noget af hendes tøj under jorden og han hev hende op at ligge på græsset under ham... Han smilede stille og roligt til hende...

''Hvilken type er du? Den der står ved det hun lovede og er en god slave? eller en der skal pines og straffes?''

Han kiggede stille på hende.

Blair gispede da han fik fat i hendes tøj hun vidste så at slaget var tabt. Hun havde forsøgt at gemme sig så meget væk at han ikke kunne finde sig. Men hun skulle havde fået hendes duft et andet sted hen, så havde hun måske snydt ham. Men det var der ikke noget at gøre ved. Hun så på ham med et strengt blik.

"Jeg er ikke til sexlege."

Hun lød hverken posititv eller negativ, hun lød neutral. Hun virkede ingen form for følelse.

Han stak hende bare en lussing da hun sagde hun ikke var til sexlege. Det var ham der bestemte om hun var til det eller ej. Det var ham der valgte om hun skulle nyde at have sex eller hvad hun skulle... og han skulle nok straffe hende hårdt.

''Hård her! Jeg bestemmer! DU er min slave! Hvis jeg siger du skal lade dig knalde af en ulv så gør du det! Fatter du det!?''

Han stirrede ind i hendes øjne og han begyndte så at hive hende med tilbage til huset. Han ville have sex med hende hvis det var det han ville, og hun ville aldrig komme uden om det slet ikke hvis hun ikke var en god slave.

Blair så kort smertefuldt ud i luften da hun blev tvunget til vende hovedet. Men da hun så tilbage på ham var hendes ansigtigt igen følelsesfrit. Hun svarede ham ikke, hun så ingen grund til det. Hun begyndte frivilligt at gå og forsøgte at rive sig fri af hans greb.

"Jeg har lært at gå."

Sagde hun med en lige så neutral stemme, som alt andet var ved hende.

Han tillod hende at være sådan neutral og ikke venlig overfor ham indtil videre. Han gik bare stille med hende indenfor. Han kiggede sig stille rundt kort inden han stak hende en lussing mere...

''Nu hører du her... Du har at smile venligt til mig! Du gør som jeg siger! Og du skal gøre det så godt du kan! Og hvis jeg beder dig om noget skal du se det som en ære og være glad for det!''

Han kiggede stille på hende. Dog var hans blik og stemme meget bestemt.

''Fatter du det?!''

Blair gik ind i huset og så ned på hendes fødder, hun så dog op igen da han gav endnu en lussing. Hun forsøgte at smile så oprigtigt som hun kunne. Men man kunne tydeligt fornemme at hun ikke havde nogen grund til at smile.

"Ja. Jeg forstår."

''Godt! Måske du kan komme til at nyde dette ophold så.''

Han sendte hende et smil der viste at han faktisk mente at hun komme til at nyde det ophold hun skulle have hos ham. Han kiggede stille på hende mens han smilede og gik så stille ud på badeværelset.

''Så Blair kom du med her! Jeg er blevet beskidt af at skulle rive dig fri så kom og vask mig!''

Han stoppede bare stille op og ventede på det. Han satte sig ned på en skammel og ventede på om hun ville gøre det på samme måde som Zela eller være en dårlig slave.

Blair hadede at hun blev nød til at gøre som hun sagde. Det var hun alt for selvstændig til. Hun ville få rigtig svært ved det, og komme til at svare ham igen mange gange. Men hun ville nok lære af det, hvis han blev ved med at straffe hende. Hun fulgte ham op på badeværelset og vred en klud op i varmt vand. Hun følte sig utrolig dum da hun skulle vaske ham. Hun begyndte at lade kluden køre over hans brystkasse og op på hans skulder, for så at forsatte ned af.

''Kom nu læg lidt følelse og lidenskab i det!''

Han klappede hende ganske blidt på kinden mens han så på hende for at vise hende at hvis hun ikke lyttede til ham ventede der hende endnu en lussing. Han overvejede om han skulle vælge at bruge sex som straf ellere mere som noget hun kunne gøre sig fortjent til.

''Husk det jo sødere og bedre du er, jo sødere er jeg!''

Han grinede stille mens han lod hende rengøre ham.

Blair kunne ikke se hvordan hun skulle gøre det lidenskabeligt. Faktisk syntes hun det var noget så frastødende. Så hun havde svært ved at gøre det med følelse. Hun forsøgte dog at gøre det mere lidenskabeligt ved at forstille sig at hun var tiltrukket af ham. Så kom det hele automatisk, så var hun langt mere lidenskabelig. Men om det var nok, kunne hun ikke svare på. Hun var også ligeglad med hvilke straffe han ville påføre hende. Det kunne ikke være værre end noget hun allerede havde været ude for.

Han smilede stille og han kunne godt lide det nu, det var ikke perfekt eller som når Zela havde gjort noget for ham, men det var jo også noget andet Blair skulle jo lige lære dette at kende... Han grinede stille og da hun var færdig med at vaske sig...

''Så... Rengør dig selv! Og sørg for at det er frækt ud når du gør det!''

Han grinede igen en smule ondt og ventede på at hun ville gå igang lige nu skulle hun sættes igennem disse ting for at finde ud af hvordan hun havde det med det her, med at blive halvt tvunget til at gøre ting ved ham og sig selv...

''Kom i gang!''

Blair blev ved med det indtil han bad hende rengøre hende selv. Hun gjorde kluden våd igen og vred den let op. Hun lagde hovedet tilbage og lod vandet sive ud af kluden og ned over hendes krop, hun havde selvfølgelig smidt tøjet først. Hun regnede med det var det han ville have. Hun sørgede også for at få hendes hår blev vådt. Hun lod håret falde forover og tog det langsomt og forsigtigt op, så vandet forsigtigt forlod hendes hår. Hun smed kluden tilbage i spanden og lod sig forsigtigt sæbe ind med hendes hånd. Hun startede med hendes overkrop og arbejde sig ned af.

''Kom nu for pokker! Du virker som om du er bange for at røre ved dig selv!''

Han grinede stille og sad bare på en stol ganske nøgen da han var ligeglad med om hun så ham nøgen hun ville komme til det før eller senere alligevel. Han grinede stille til hende og da hun havde sæbet sig selv lidt mere ind...

''Du kommer ikke ud herfra før jeg siger til, og jeg siger ikke til, før du har gjort mig tændt!''

Han smilede skævt

Blair sukkede blidt, men håbede han ikke hørte det. Hun begyndte at røre mere intenst ved sig selv, hun forstillede sig bare at han ikke var der. Så blev det meget lettere, hun førte hendes hånd ned imod hendes underliv. Hun lukkede øjnene og begyndte at lege med sig selv. Hun startede bare med at røre, men stak så en finger blidt op. Hun stønnede og prøvede så vidt muligt at forstille sig, han ikke var der.