let have some fun- Singal

Han havde intet sagt om hvilke vampyrer han ønskede. Bare vampyrer. så i hendes hoved kunne det være de nyere som de gamle. Det kom an på hvad de fandt frem til.
Hun smilte lidt.
"Det har jeg hørt før. Jeg har intet lige nu, men mon ikke det kommer?" hun havde nu to mænd, som skyldte hende en tjeneste. Og hun elskede tanken om at nogen skyldte hende noget. noget hun kunne komme og forlange på et eller andet tidspunkt.
"Nå...Men skal vi gå mod byen? De er jo nok nærmest deres mad" sagde hun

hen kigget overraskende på hende som om han ikke rigtig kunne følge hende i det hun sagde men tænkte ikke så meget over det.
han vendte sig om og vendte hovedt mod hende "skal vi gå" sagde han og begyndte at gå imod byen med sit sværd over skuldren.

Hun fulgte med ham, med de lette skridt som tit var typiske for en elver.
hun overvejede situationen endnu en gang...Race-mæssigt kørte sortelverne og vampyrerne tit godt i spæn.
Men...hun kendte ikke ligefrem nogen. og det betød ikke det store for hende, især ikke hvis det kom til hendes bedste i sidste ende.
De fulgte floden et stykke tid, end til byen begyndte at dukke op.
Byen kom hele tiden nærmere og nærmere end til de nåede den.

Normalt ville man nok gå efter gyderne eller slumkvartererne, men det var hvad hun så over det hele: mudder og affald, smidt over det hele. Typisk byerne, i hvert fald de mindre rige steder.
Spørgsmålet var så mere hvor de hørte til.
*søger du bloddrikkernes vej, søg da ud i kanten af byen...Bo nok tæt på maden, men ikke så man kan fanges i en fælde* det var mening.
hun stoppede op da de var gået lidt ind i byen og så op mod himlen.
Hun så sig omkring...De spildte nok og kunne de finde lidt blod kunne det sige hende noget om vampyrerne. Hvis de havde været indblandet i hvert fald.
"Jeg ved ikke om du gemmer en skjult evne eller viden til at finde dem..." hun så på ham med de hvide øjne.
"...Men elelrs kan vi altid søge efter blodet. Og fra blodet til synderen" han behøvede ikke forstå hvordan.

han gik med hurtige skridt med at fast besluttet udtryk i ansigtet.
han var både spændt og hadesfuld med at møde nogle vampyrer selvom han selvfølgelig havde set nogle så glædet han sig altid på denne måde.
han vendte hovedt da hun pludselig stoppet op og så nysgerrig på hende.
"det har jeg ikke, kald det instinkt" sagde han og hørte det andet hun sagde han vidste godt han bare skulle bruge sin lugte sans til at finde dem men noget forhindrede ham i det denne gang som om en skræk var over ham eller såden noget. han vendte blikket mod den ulækre by og lugtede selvom han væmmes hved lugten fortsatte han imens han var begyndt at gå lige så stille og roligt med øjnene som kigget til begge sider for at se om der var nogen.

Lugtesansen.
hun var ikke van til at tænke over hvad andre kunne, sådan mere specifikt, alt efter hvilken race de var. Men det måtte hun nok hellere gøre.
Hun trak let på skuldrene og fulgte efter ham, hvad hun nok fandt mest fantastisk var at han overhoved kunne lugte dem i denne stank. Men det måtte vel betyde de var tæt på, måtte det ikke?
Hun lod selv blikket glide rundt på omgivelserne. På et tidspunkt kom de fordi et lidt mere tomt sted og Singal spottede noget der lå på jorden, noget....en skikkelse.
Uden at sige noget gik hun der over.
Død. Manden der lå der var død og havde de karakteristiske bid fra en vampyr i halsen.
Hun rystede svagt på hovedet, lod de bare deres ofre ligge der, så en hver kunne se dem næste morgen? Nogen ville da finde dem til sidst så!
Hun lod en finger glide over halsen og samlede derved lidt blod op, som hun uden videre proppede i munden.
*...Manden var gået gennem byen. Nogen var kommet bagfra, det var mørkt. Men smerten af tænderne der bed sig ind i halsen...
jorden. Manden lå nu på jorden, mens resten at livet pumpede ud af ham. Han skulle dø. Han kiggede op mod vampyren, en...ung kvinde der stod og tørrede sig om munden, det sorte hår der gled ned over hendes skuldre i store krøller, hendes øjne....sort*
Singal tørrede fingeren af i manden og rejste sig igen for at gå videre.
Der var i hvert fald nok en kvindelig vampyr her et sted...Og sikkert også tæt på.

Lucian stoppet op og vendte hovedt mod singal da han hørte hun havde ændret retning. han stirrede med vrede øjne på manden der lå nu på jorden.
*for sent, den mand har nok ligget der i nogle få dage* tænkte han stanken fra byen gjorde det svært for ham at lugte helt præsic om han var død for nyligt eller hvad. hans greb om sit sværd bliv stram og han kigget nu ivrigt for at se om der var nogen, men intet. det eneste der var, var noget skidt og den døde mand på jorden.
han vendte igen hovedt mod hende da hun begyndte at gå og han fulgte stille med.
han kigget stille rundt og lugtede selvom det var svært ville han ikke give op.

Hun prøvede at få mere ud af blodet hun stadig havde i sin mund, faktisk slugt for det ikke skulle være løgn, men hendes evne gad ikke helt at gøre som hun ville. Det var altid begrænset havde hun fik ud af det.
Nogen gange fik man det ene, nogen gange det andet. Man måtte bare vente og se om man kunne bruge det.
Pludselig stoppede hun op. Hun fornemmede en tilstedeværelse...Og hendes fornemmelse sagde helt klar vampyr.
Og rigtig nok. på taget af det nærmeste hun, stod lidt efter en skikkelse, en kvinde af hvad man kunne se, som kiggede ned på dem. Satte sig på hug for evt. at være svære at ramme, eller bare fordi hun ville se bedre på dem.
Singal stirrede igen og smilte så lidt.
"velkommen vampyr, kom dog ned og leg med os" sagde hun.
vampyren gjorde først intet og Singal følte en svag irritation, men så hørte man hendes stemme.
"Det er vist mere mig der siger velkommen, sortelver, i plejer da ikke være i byen?"
Vampyren syntes at tøve, som om hun ville noget, men kiggede så på varulven.
"Og din følgesvend...Hvad vil i her? I be´r næsten om at blive spist!" vampyren grinte svagt, men der var en underlig tone i hendes grin...Som om hun var nervøs for et eller andet.

han mærkede suset i sin krop da vampyren dukket op, selvom han følte noget mistroisk over at singal havde taget blod, fra allerede en død mand.
Lucian gik foran singal med sværdet over skulderen.
"der tar du fejl, det mig der siger velkommen, må jeg byde dig til dans" sagde lucian med had i øjnene og et lumsk smil om læben.
han hørte godt lidt nervøsitet og det glædet ham.
hans greb om sværdet bliv så stram at det faktisk begyndte stille at drøbe ned fra hans håndflade.

Vampyren så ud til at fatte sig og stirrede fem og tilbage mellem dem begge, som om hun ikke kunne finde ud af hvem hun først skulle sige noget til.
"Hvis ønsket folk i nærheden af dig, skal du nok droppe den hadefulde attitude, hr. varulv" svarede hun så igen, med en let snerren. Så blinkede hun drilsk.
"Men skulle jo tro du vil mig noget"
Hun så igen på sortelveren.
"Ja, man ved jo aldrig hvad man møder..." hun rystede lidt på hovedet.
"...Men min mor fortalte mig flere gange at var jeg i problemer skulle jeg opsøge sortelverne...hvad har fået dig til at skifte mening?"
Singal trak på skuldrene.
"At jeg er sortelver" svarede hun
"Og at jeg derfor gør hvad der passer mig og er fuldstændig ligeglad med gamle historier om alliancer og venskaber...Vi er jo begge en forhadt race, vi gør hvad vi hver især finder bedst"

Vampyren satte sig ned, selv om hun viste det nok ikke var klogt. Mest af alt trak hun bare tiden ud, så meget osm hun nu kunne...Håbede hun kunne få hjælp. ellers kunne hun jo altid flygte, selv om de nok ville løbe efter hende...Og sortelveren ville i hvert fald være hurtigt...det ville manden nok også som varulv.
Endelig så hun nogle mørke skikkelser der kom tættere på.
Inden for et øjeblik var sortelveren og varulven omringet af andre vampyrer.

hans hade fulde blik bliv strammet helt ind, og vreden blusede op som et ocean af flamme. uanset hvor meget han prøvet at dæmpe det, så pumpede adranelinen rundt i ham, trangen til bare at farer efter hende bliv ikke dulmet af hendes stemme, selvom han nu godt kunne lide den, var det uhørt for ham at han skulle tilgive den race der havde slået hans så kaldte familie ihjel.
"jeg vil hele din, forbandet race" sagde han snerrende og ventede lidt for at få luft fra den vrede der ulmet i ham. "en hel del" sagde han til sidst, og tog et lille skridt frem. han lyttet stille til deres samtale, og selvom vreden i ham var stor, kom der dog alligevel et lille smil frem, som straks bliv fjernet da der kom lyde bagfra dem.
Lucian vendte straks hovdet med et sæt og stirrede på de antal vampyrer der nu var her. han vidste at han nok skulle havde regnet med et par flere vampyrer dog, havde han ikke regnet med dette.

Vampyr kvinde rejste sig nu op igen med et lille smil, som om hun allerede forventede en sejr.
"Nå...Men så må du jo dø sammen med din lille hund. Synd, det gik vist ikke helt for du havde ventet? Jeg vil nyde at drikke dit blod bagefter" hun grinte igen, denne gang mere sikkert.
Singal stirrede bare på hende med samme ro som altid. tillod sig at grine med, hvilket ikke bare forvirrede vampyrkvinden, men også de andre vampyrer omkring dem.
"Pas på med at være for hurtigt. Dette er ikke slut endnu og det kan ende på mange måder" sagde hun på en så rolig måde at man skulle tro de bare snakkede om vejret eller noget andet hverdagspjat.
Nogle af de andre vampyrer snerrede, håbede måske at skræmme dem væk, måske at jage dem gennem hele byen for til sidst at nedlægge dem.
Men singal var ikke så dum.
"Lille mus, kom op af hullet...kom o leg tagfat" en ru stemme som nok tilhørte en af de ældre vampyrer.
Singal lagde kort mærke til at der stod en brønd i nærheden. en brønd betød vand.
Nej, dette var ikke afgjort endnu.

pludselig gik det hele lidt hurtigere.
Vampyrerne valgte at angribe, lige som singal løb hen til Brønden.
Hun hoppede op på brøndens kant, så at der var vand i og brugte da sin anden evne, den til at lave is.
Den ene halvdel af vampyrerne satte kurs mod varulven, resten mod sortelveren. Kvinden blev stående og så til.
Singal skulle nok personligt få fat i hende...Det var hun vis på.
Hun lavede is uden større problemer, lavede nogle skarpe ispigge, som med et sving fra hendes arm blev sendt direkte mod en af vampyrerne, men vampyren var hurtigt og blev kun halvt gennemboret af to af dem.

Lucian stod bare stille og holdt nu så godt øje med dem alle sammen.
han fnyste over at blive kaldt hund og vendte stille sit blik mod vampyr kvinden.
"tror du jeg vil dø, af nogen som jer" sagde han stille og kigget nærmest igennem hende. hans følelser bliv hele tiden fordraget med vrede og frygt og had.
han sinkede langsomt sit sværd,og med en hånd bevægelse svingede han den såden at den pegede mod vampyr kvinden.
han så dem alle angribe og med et løb han imod vampyr kvinden og råbte.
han hugede så hurtigt han kunne sig vej gennem mængden af vampyrer, selvom det var svært. *min evne kan ikke klare alle dem her*
han sendte 20 af dem ind i en illosion, dog var det ikke nok han havde stadig problemer, og regnet ikke med hjælp fra nogen.

Singal trak sin lille kniv, af hårdt sølv, et familieeje hun havde, og stak den i den nærmeste vampyr. Samtidig gjorde hun det af med den nærmeste som var blevet gennemboret af hendes is.
Der var overraskende mange vampyrer...det havde hun alligevel ikke troet der ville være, måske højst 20, men det så ud som om her var mange flere...
Hun lod blikket glide op til vampyrkvinden. Det kunne ikke passe der var så mange...nogen af dem var nok virkelige, men hvad med resten? Og hvorfor nogen af dem var det?
Men hun røbede ikke sin observation.
Hun slog nogle flere ihjel ved hjælp af sin kniv og is.
Til sidst fik hun endelig kæmpet sig hen til huset og begyndte at kravle op af det for at nå kvinden. Kvinden opdagede hende og trådte nole skridt tilbage, mens nogle vampyrer slog ring om hende.
Endelig nåede Singal toppen og hun brugte et øjeblik på at samle ro og energi, mens hun bare stirrede på dem alle sammen.
"Jeg har gennemskuet dig..." sagde hun så endelig.
Vampyrkvinden fortrak ikke en mine.
"Tror du at du kan gøre det af med mig? Inden jeg gør det af med dig?" Singal trak på skuldrene
"Det er i hvert fald hvad jeg håber på"
Og i samme øjeblik gik hun til angreb på de nærmeste vampyrer, som rigtig nok bare forsvandt når de "døde"
Hun var altså kun ude på at trætte hende? Hun måtte nå hen til hende inden...

lucian fuldte hende, med sine sanser, selvom det var svært både dræbe, og holde øje med hende.
da han syntes hun klarede det godt nok, blev han med et ramt over brystet, og et vredes udbrud mod vampyren, ramte ham tungt og med forvandlede han sig, han havde smidt sit sværd og bare lade vreden løbe.(se prfil tekst hvordan han ser ud som varulv)
hans klør flænset de andre og han brølede kraftigt af dem.
nogen af dem veg tilbage af rædsel, mens nogen bare farede på ham.
han bliv nogen gange ramt men det så ud som om han ikke rigtig mærkede det.
selvom hans krop var begyndt at sitre af både had og smerte.

Singal observeret kort at han havde forvandlet sig, men hun havde set varulve før, så det overraskende hende ikke.
Hun blev i det samme ramt over den ene arm, hvilket fik hende til at tabe sin kniv.
Hun trak sig lidt tilbage og opdagede hun blødte og at de nærmeste vampyrer, de rigtige af dem, følte sig ret tiltrukket af hendes blod.
Hun sparkede en væk og besluttede sig for at gå efter selve kilden. Vampyrkvinden.
hun kastede sig ind mellem dem alle, samlede sin kniv op med den anden hånd, og løb hen mod kvinden. Nogle vampyrer prøvede at afskære hende vejen, men hun sprang over dem i et højt og atletisk spring, brugte kort en af dem som støtte for at komme helt over.
Vampyrkvinden var overrasket, men ikke så meget at hun ikke kunne kæmpe for sit liv.
"Du skal dø!" hvislede hun og ramte Singal i siden med et velrettet spark. Singal bøjede sig sammen med et svagt støn, men også hun var ved at være godt gal.
Fra brønden fløj snart mere is gennem luften og op til Singal, slog to af de nærmeste vampyrer ihjel og satte efter kvinden.
Da kvinden havde undveget to af dem, men blev ramt i benet af den tredje...

han stod omringet af flere vampyrer. hans ansigt var sammentrykket af had, og smerte. blodet løb ned af hans ansigt, pelsen var gennemblødt af sved og blod.
hans knurrend var ru og man kunne se hans vrede i hans øjne.
med et hurtigt træk havde han slået to vampyrer i gulvet som kom bagfra ham.
hans krop var begyndt at dirre og han havde en trang til bare at ligge sig og dø.
men hadet i hans krop fik ham til det yderste. han overvejede i et kort sekund at hjælpe singal, men slog tanken fra sig, eftersom han havde sine egne problemer, og han ikke ville tage ansvar for hende.

//Jeg har skiftet karakter, som du måske kan se. Men jeg er stadig frisk på at afslutte emnet som Singal selvfølgelig//

Hun rettede sig op og trak vejret så roligt hun kunne, for at udvide sine lunger igen efter sparket i maven. Det havde siddet ret godt.
Denne vampyr kvinde kunne endelig ikke opholde sine illusioner af vampyrer, da hun havde smerter og blodet begyndte at løbe fra hende. Hun havde alt for meget at tænke på nu, netop at overleve.
Derfor forsvandt næsten halvdelen af alle vampyrerne, som havde de været røg. Puf.
Men den anden halvdel var der stadig.
Og kvinden grinte mens hun så op på Singal.
"Er det det værd?" hviskede hun.
"Byen er ved at vågne nu...folk sidder vågne inde i deres huse, fordi denne kamp har vækket dem..snart bliver i set og så jaget ned som de to dyr i er..."
Singal grinte selv og gik helt hen til hende, selv om hun stadig udgjorde en trussel.
"åhh du ved intet om mig, hvordan jeg klare mig i skoven. De vil aldrig finde mig.
Desuden...tror jeg de er mere glade for at slippe for jer...Og nu vil jeg sætte dig fast, så du kan ligge og forbløde og når solen kommer..." hun smilte roligt, men kvindens ansigt fortraks sig i en rasende snerren.
"De andre hjælper mig fri!" sagde hun lettere desperat. Singal rystede på hovedet.
"Det vil de ikke turde" Og med den sætning rejste hun sig op igen, fremkaldte den sidste bølge af is og lod de sylespidse isklumper falder ned over kvinden, hugge sig igennem hendes arme og ned i træværker som taget var lavet af, så hun sad fast...Og meget snart ville være svækket af sit blodmangler.
Singal vinkede svagt, vendte ryggen til hende og gik over for at så hvordan varulven klarede sig.
Kvindens smerteshyl varede kun et øjeblik.