You'll never know when love will be near you, it could be the danger - Sean

Sted: Havnen Minotaris og en stor markedsplads i byen.
Tid: hen ad middag.
måned/dato tid på året: en kold efterårsdag.
omgivelser: En masse gamle slidte træskibe, større handelsskibe og få piratskibe, der ligger i havnen. Mudrede slidte brosten, og øl huse og bodegaer i gaderne. Folk i slidt og fornemt tøj, der myldre rundt i havnen.
Vejr: Det er en regnfuld da, regnen styrter ned, fra de tunge grå skyer, og stanken fra gaderne spreder sig.
Emnestatus: privat

(påklædning: En hvid skjorte, med løse ærmer, en for stor læderjakke der går til knæene, en par hullede sorte bukser og et par læder støvler der sidder løst, som går til knæene.)

Det havde været længe siden der ikke var vand under fødderne, længe siden, man kunne se de skumle kvarterer fyldt med bodegaer og øl huse. Alítheia havde været på havet længe, for at finde visse fjender der skulle af vejen, folk man kunne presse penge ud af, og skatte der skulle findes. Hun havde ikke været rar i denne tid, mere blodtørstig end nogensinde før, folk blev ikke taget til slaver, de blev nedslagtet, hvis ikke blev de tortureret, hvor døden efterfulgte.
Skibet havde i lang tid haft denne kurs mod havnen Minotaris, for der var sager der skulle ordnes. Alítheia havde længe ønsket at skaffe en bestemt fjende af vejen, der vidste for meget om de planer hun havde. Denne mand var en farlig mand, der let ville kunne få for meget på hende, der var kun et valg, som var at vinde dette spil før ham. Manden havde længe gerne have hende ned med nakken, da hun ødelagde det meste af hans handel, og planer for ham. Han var en af de rige personer der ikke brød sig om, når folk satte en kæp i hjulet for ham.

”I slapsvanse lurendrejere svabergaster, kom så i sving, få de forbandede varer ned fra skibet og hen til markedet!” råbte Alítheias faste og kommanderende stemme, til de mænd der arbejdede under hende. Mange vidste ikke at en kvinde var den frygtede pirat Piatón, for ikke mange kvinder sejlede ombord på skibe, da det mentes at bringe uheld. Hun var en streng kaptajn, og de der ikke adlød og respekterede hende, blev hurtigt et eksempel for de andre, netop om hvorfor de burde gøre som hun sagde.
Alítheia havde altid holdt sin identitet skjult for mange, selv de hun havde haft kær… og havde kær.

Hun gik ned ad den beskidte mudrede gade, i regnvejret, regnen der styrtede ned på dem alle, denne kolde og grå dag. Hun gik med de sædvanlige gamle slidte støvler, en hvis skjorte, den gamle brune læderjakke (som var alt for stor) og de hullede bukser. De gik forbi hver af de skumle butikker, og lige rank gik hun, ingen trådte i vejen for kvinden med det flammende og de hårde, kolde øjne. De mænd der gik bag hende, kiggede ned i jorden, slæbende på store slidte kister, fyldt med underlige ting, rundt om fra verdenen.
De nåede snart til markedspladsen, hvor der var fyldt med mennesker. ”Sæt varene her, og få dem solgt, men i har af at gøre det til en ordentlig pris. Jeg er tilbage, og hvis der ikke er nok penge ved i hvad der sker” sagde hun til de mænd med en kold hård klang.

Hun gik hen af gaden, alt imens hun trak en kappe over sig, med en hætte der dækkede det røde hård og ansigtet.
Hun så menneskene, de svage mennesker.
Svaghed med mennesker, det var altid det samme. Alle havde et svagt punkt, nogle mange, især de der kæmpede for en god sag.
Nej glæde og det gode, var noget man kunne kalde spild af tid.
Folk var grådige og ville gøre hvad som helst for bare at få en smule mere, af hvad de ønskede, at tænke på andre var ligegyldigt for mange. Kærlighed, var det værste af alle ting, folk slugte det råt, dræbte sig selv, og andre for at opleve denne følelse, det var tåbeligt.
Sådan havde Alítheia haft det med alt og alle, indtil den dag, hvor hun havde mødt Sean. Sean med de mørke øjne og den dybe rolige stemme. Det var gået snart et halvt år siden de sidst havde set hinanden, den nat hvor de var gået hver for sig, den nat Alítheia havde ændret sig. De havde ikke været i kontakt og Alítheia regnede ikke med at de ville komme det, før at der var gået længere tid, selvom hun ønskede hun vidste, bare en smule mere om Sean.

Alítheia tænkte ofte på Sean, og som hun havde lovet hendes hjerte til ham, havde hun holdt det. Alítheia gik videre hen ad gaden, for hun havde nogle ting der skulle ordnes, en mand det skulle gøres af med, endnu en fjende at slagte ud af de uendelige, hvor der altid ville komme nye.
Pludselig stoppede hun op, af instinkt, som om nogle fulgte hende. Alítheia følte et par øjne hvile på hende, men kunne ikke vide hvor personen skulle være, hvis der da var en.
Hun ville ikke kunne blive genkendt som en kvinde i sit tøj, da det normale, i forvejen var normalt for mænd at gå i, og kappen skjulte hende mere. En ting ville man kunne genkende hende på, et lille tegn der var syet i kappen, hvor et z og p krydsede ind over hinanden, for dette var hendes tegn. Dette var kaptajnens tegn.

Minotaris. Minotaurernes havneby, byen for pirater, tyve og røvere. Mordere og svindlere. Og lige en by for Sean.
byen var stor og nem at gemme sig i, ud over dem der boede der, var der ofte mange flere, folk der ville handle eller stjæle sig til ting som de skulle bruge.
Og for Sean gjaldt det det samme. I alle byer havde han spioner og folk der arbejdede for ham og nu var det på tide han så dem efter i sømmene. De havde modtaget ham pænt, i deres skjulested, en slidt lille hytte som var overraskende godt beskyttet, når man først kom indenfor. Kælderen var fuld af ting, mændene samlede informationer og tyvekoster, solgte nogle igen og gjorde som det passede dem. en af dem havde vist Sean rundt i byen for at fortælle ham de nyeste nyheder og hvem der boede hvor. Hvilke skibe det var bedst at blive væk fra og hvilke der sejlede for ham. Lejet selvfølgelig.
Og han havde smilt godt af dette. Dette var et interessant sted, så langt ved siden af livet i byerne, men så interessant og nyt alligevel. han havde selvfølgelig været her en del før, faktisk boet her i nogle år, før han havde rejst til andre byer.

Denne våde dag havde han nogle sorte støvler på, nogle sorte, lidt posede bukser og en hvid trøje, over sig en sort, varm kappe med hætte, som dog var slået ned. Kappen kunne lukkes foran, så han bedre kunne holde varmen på denne ellers kølige dag.
Hans elskede dolk sad som altid omkring det ene ben, gemt væk så selv ikke et godt øje så den. Et bælte hvor der sad en lille dolk og små poser med ting. Det mørkebrune hår strittede normalt i alle retninger, men lå lidt mere ned over hans ansigt i dag, fordi regnen gjorde det vådt. Med en kort bevægelse børstede han det ud af øjnene. 4 lange ar sad tværs over hans ansigt efter hans møde med en nightcan.

Han havde befundet sig på havnen de sidste par dage, da rygterne om en bestemt kaptain som ingen rigtig turde sige navnet på, og hendes skib, siges at komme til havnen. I følge de nyeste rygter var det i dag. Og han havde gået og ledt, betalt folk for at få deres tunger på gled. Det var lykkedes. Han havde aldrig hørt navnet før eller om skibet. Derfor fik han sig noget af en overraskelse, da han gemte sig i skyggerne ved havnen, så skibet komme og hvem der befalede sine mænd til at læsse.
Og så smilte han svagt. Alitheia...Denne specielle dæmon han ikke havde set det sidste halve års tid, selv om hun ofte havde været i hans tanker. Og sikke meget der var sket siden!
det var ikke en tilfældighed han befandt sig her. hendes skib hed det samme, som det skib der efter sigende skulle gemme en kostbar ting, som han havde fået til opgave af en arbejdsgiver, om at få fingrene i. God pris selvfølgelig.
Han så dem forsvinde ind i byen og stod lidt og så op mod skibet...Der var sikkert stadig nogle mænd tilbage, men det var nu det værd. Han kendte jo kaptainen.
så han listede sig hen til skibet og da ingen kiggede, gik han op af landgangsplanken og op på skibet, som skvulpede let i havnen, grundet det knap så gode vejr. Træet var vådt og en anelse glat. Han gik hurtigt imod dørene der førte ned til skibets indre...den første var låst, men han listede hen til den anden, åbnede den og skyndte sig ind. Hans sanser arbejdede på højtryk for at opdage folk før de opdagede ham...Mens han listede sig ind af for at finde denne ting...forhåbentlig.

//Håber ikke det er for langt...var lidt kreativ //

Kappen havde slæbt sig hen over brostenene, med hurtige og fejende bevægelser, personens ansigt var skjult, det eneste man helt kunne se var det røde hår, Alítheias røde hår.
Hun gik med faste og urolige blik, tilbage mod havnen, og skibet. Hun havde hat ret, da hun følte blikket hvile på sig, da hun var gået fra markedet, nogle fulgte hendes bevægelser, men hvem, og for hvad. Det var der hun var kommet i tanke om den lille ting. Den lille ting var en simpel, en simpel halskæde af flettet hør. Men den skjulte på en ældgammel magi, der var mægtigere end nogen anden.
Hun havde undveget denne ’spion’ ved at gå hurtigt gennem alle de små sidegader, hvor kun kendte folk kunne finde rundt, og hun var kendt med denne by, hun havde løbet rundt i byens gader, som lille.
Alítheia var nede ved havnen igen, og satte nu direkte kurs mod skibet.
Snart var hun henne ved skibet, men bevægede sig med stille listende skridt hen over dækket. Hun kiggede sig nøje omkring, for det var ikke til at vide om der var nogle klar til at angribe. Det var ikke sikkert, at nogle ventede, at hun skulle vende tilbage. Alítheia slog forsigtigt hætten på kappen ned, så hendes ansigt igen blev tydeligt. Regnen plaskede straks mod hendes ansigt og gjorde det røde hård vådt, så det lignede en masse af lava.
Hun gik videre hen over dækket med det faste falkeblik, og der en lille dør der var åben, en fin udskåret dør. Døren ville oftest være til kaptajnens hytte, men på dette skib, var den et andet sted, et sted man ikke kunne regne ud. Alítheia selv gik hen til en dør i den modsatte ende, der gik ned til skibets køkken. Hun gik igennem der, og hen til en lille simpel dør, med samme indgravering som der havde været tegnet på hendes kapper, et z og p. Forsigtigt åbnede hun døren og holdt en enkel lille kniv parat, hun havde haft gemt ved sit håndled. Hun åbnede forsigtigt døren ind til et stort mørkt rum, med en enkelt hængekøje, og et stort flot skrivebord, der var udskåret i mahogni træ, helt nede for enden. Alítheia listede sig stille længere og længere ind i rummet, og der var stadig ingen at se, alt var som det plejede. Helt enkelt indrettet med skrivebordet, hængekøjen og en enkelt kiste til tøj og sager.
Alítheia bevægede sig hen mod kisten, men i stedet for at åbne den, og kigge efter noget der, var hendes blik rettet mod væggen. Der var ikke umiddelbart noget at se der, men som hun langsomt brugte sine evner til at få lavet et lille håndtag, som passede perfekt ind i en lille revne. Hun trykkede langsomt håndtaget ned, og en lille fordybning ind i vægen kom til syne. Derinde lå den, den værdifulde halskæde, den var her stadig. Hun tog den forsigtigt ud, og lagde den om halsen på sig selv, for der ville den være sikker.

Nogle skridt kunne høres, nærme sig døren, komme nærmere og nærme mod hende og døren. Hurtigt smækkede hun den lille låge i og fik håndtaget væk, og igen kunne intet ses.
Alítheia stod helt stille i lang tid, men langsomt blev hun mere afslappet, for kniven havde hun klar. Hun gik roligt hen til et stearin lys ved skrivebordet ved bagvæggen og tændte et enkelt lys, så der kom en dunkel belysning.
Døren blev nu åbent, og hun stod lænet mod skrivebordet, og et flabet smil og morderisk smil kunne tydes i hendes ansigt, da personen trådte ind. ”Noget du leder efter” sagde Alítheia med en kold og flabet stemme. Alt dette morderiske og sleske forsvandt, hun kunne ikke være flabet mere, for som personen trådte frem i lyset kunne hun ikke andet end bare måbe og være chokeret. Alítheia stod som forstenet og kunne ikke andet end bare at kigge.

//det er skam bare dejligt med kreativitet //

//Jeg fornemmer du allerede har taget et valg for min karakter: at han går ind af den dør og ind til dig. Jeg må dog sige du godt må lade være med det en anden gang. Måske har jeg noget andet i tankerne?//

Han havde efterladt små våde spor ned af den smalle trappe, men her var mørkt, så ingen opdagede det nok. eller troede det var en af deres egne, det var aldrig til at vide.
han listede sig videre og ved at finde et rum fuld af køjer, regnede han ud at dette var steder hvor besætningen sov. han lod kort blikket glide over stedet, men skyndte sig så videre for at der ikke skulle komme nogle. Dette sted havde de nemlig sikkert også deres værdigenstande, og hvis de ville ind til dem af en grund...skulle han ikke være her. han ville helst undgå "uheld"
Han listede videre og gik fordi en trappe ned til endnu en del af skibet. sikkert krudtkammeret. Hvis han kendte skibe ret. Han havde aldrig brudt sig om at sejle, faktisk havde han en sær...skræk for det store hav.
Han rynkede kort på næsen da lugten af langtidsholdbar mad nåede ham og han gættede på køkkenet var i nærheden.
Han sukkede og stoppede op et øjeblik. hvor kunne tingene gemme sig? De fleste var nok slæbt væk eller andet, men denne halskæde...den var speciel og det ville en pirat vide. Ville de ikke? Hvor mon kaptainen, Alitheia, boede?
Han smilte svagt ved tanken om han listede sig rundt på hendes territorium. Han kunne forstille sig hendes vrede ansigt...
Han ville måske finde hende bagefter, mødes med hende...men var det klogt?
Han hørte pludselig en lyd, som om nogen rumsterede rundt inde i et rum..Han fulgte lyden og kom til et mindre sted, døren stod på klem og et let lys kom derinde fra. Mærkerne på døren lignede...ja, dette måtte næsten være kaptainens sted!
Han skubbede døren op og hold sin dolk klar, til at trodse hvem der end var her, for alitheia var jo gået fra borde...

Og blev overrasket. Her stod hun, lige foran ham, med lyset på den ene side og mørket på det andet. Oplyst, våd. Overrasket.
I et kort øjeblik opdagede han halskæden om hendes hals. Hun måtte enden havde haft den på sig hele tiden eller kommet tilbage efter den...Det komplicerede opgaven lidt...
"Alitheia..." næsten hviskede han, hans angrebs position gled ned til en normal, lidt overrasket, kropsholdning. Han rettede sig helt op og hans arme faldt ned langs siden og han gemte hurtigt sin dolk væk. Han havde ikke tænkt sig at slås med hende.
"Jeg troede...Jeg mener...Er det her du høre til?" han prøvede at spille forvirret. Han var det lidt, men ellers var han en god skuespiller. Alle tingene der var sket ved deres første møde gled gennem hans hjerne og hans hjerte slog lidt hurtigere og han mærkede varmen vælde op i ansigtet, trods han modkæmpede det.

//undskyld, undskyld, undskyld glemte at tænke over det :i det skal ikke ske igen, lover jeg.//

Det var ikke hvem som helst der stod der i døren og kiggede på hende. Det var Sean, ham der havde ændret så meget på hende, ham der havde gjort hende forelsket.
Han stod der, parat til kamp, men så snart han så på hende, rettede han sig og armene slappede af. Alítheia kunne ikke bevæge sig i lang tid, det eneste hun kunne tænke, at det var ham, Sean der var blevet sendt for at stjæle denne halskæde. Hun hørte ham hviske hendes navn, og det undrede hende ikke han var forvirret. Dengang de havde mødt hinanden, havde ingen af dem talt om hvad de lavede, så at se hende her, måtte være… underligt for ham tænkte hun. Alítheia fandt det underligt han var her, for hun vidste hun havde været en hemmelighedsfuld type, men hvad var han egentlig?
Hun stod i lang tid, bare og stod, hun havde hørt hans spørgsmål, men hun kunne ikke få et ord frem, de havde sat sig fast i halsen, forvirringen over han var her, det var ikke netop sådan et gensyn hun havde regnet med.
Endelig løsnede klumpen sig en smule, ”Høre til… ja det her er mig, der jeg hører til.” fik hun endelig sagt med en hæs hviskende stemme.
Hun stod tavs i lang tid og så på Sean, han så anderledes ud, til at starte med kunne hun ikke sætte fingeren på det. Det var nu hun kiggede nærmere hun lagde mærke til de ar han havde fået hen over sit ansigt.
Alítheia gik stille og roligt hen imod Sean, til hun stod tættere på, og kunne se ham helt ind i de mørke øjne, hun havde været helt fortabt i, for kun et halvt års tid siden. Forsigtigt løftede hun sin hånd op til hans ansigt og strøg let sine fingre over hans kinder, for at mærke ham. Alítheia lod sine hånd dumpe ned langs siden igen, hun drømte ikke bare, Sean stod foran hende, hun vidste hvorfor, men ville helt ikke have det var grunden. ”Hvad laver du her” sagde hun med en overrasket stemme, som om hun ikke havde den mindste idé, for hun prøvede at overbevise sig selv.
Det Alítheia mest tænkte over, var hvis han skulle have den halskæde, hvem han så arbejdede for, hvis der var nogen. Hun stod længe og funderede over, hvad han skulle med den, og til sidst kom den tanke, at han måske arbejdede for den forfærdelige mand, her i byen. Den mand Alítheia hellere end gerne ville slagte, skille sig af med, og bringe alverdens ulykker over. Hendes klare blå øjne kiggede nu nærmere på ham, for at se ind i hans øjne, for øjne var altid dem der først afslørede en løgn, lige meget hvem det var.

Alítheias kinder selv blev lettere røde, ved tankerne om Sean, denne kønne dæmon, der var kommet under hendes kolde stenhårde facade. En varm snurren begyndte at komme nede i hendes mave, da tankerne gled tilbage på den aften ved kroen, kysset, deres afsked og da de dansede.

Tiden gik stille. Ingen af dem sagde noget og Sean ville vædde med der løb mange tanker igennem hendes hoved, som i hans eget. Selv var han nået til det punkt, hvor han måtte lægge en ny plan. Han havde planlagt at snige sig ind i skibet og lede efter halskæden. Var den her, ville han stjæle den og måske finde ali igen bagefter. Men at hun stod her, med halskæden, komplicerede det hele lidt, især fordi han ikke ønskede der skulle være...disse komplikationer imellem dem.
"Jeg...Arbejder" fik han svaret med et lille smil, da hans hånd kun lige nåede at snitte hendes, da hun havde rørt ved ham. åh ja, hun havde sikkert opdaget arrene. Først havde han været vred over dem, for de ødelagde hans udseende, men da han kunne placere billeder i andres hoveder, var det nu ikke noget problem alligevel. Desuden var de nogen gange nyttige...Når han gav folk en lille løgn til historie om hvorfor han havde dem, så folk ofte frygtsomt på ham og gjorde som han sagde. og det kunne han lide.
Han fik endelig, følte han, rystede tæppet af at være handlingslammet af sig oglod kort blikket glide over rummet. Køjen, tingene...
"Pirat og endda kaptajn. Det havde jeg ikke set komme" smilte han. Som om altid skiftede han fokus fra sig selv, til andre eller andet. En evne folk næsten ikke bemærkede til hverdag, fordi de fleste gerne fortalte om dem selv og ikke tænkte over det.
eller...Neph og Alane havde tænkt over det, men de kendte ham også lidt bedre end bare...gennem et enkelt møde. Dog viste han ikke helt om det var det samme med Ali, da hun sikkert var van til noget af det samme. Når alt kommer til alt, lignede de jo trods alt hinanden lidt.
"Vi har et problem" sagde han så og nikkede til halskæden om hendes hals.
"Jeg er hyret til at skaffe den der"

Hun havde ret, der var en grund til Sean var på skibet, arbejde, men stadig prøvede hun at knuse en tanke. Tanken om at Sean var her for at ordne nogle forretninger, og ikke bare på grund af halskæden. Da han sagde den del med hun var kaptajn, var hun ikke langsom til at opfatte, at hun ikke havde nævnt det, bæot at hun hørte til dette skib, så måske vidste han alligevel noget og Sean vidste hun hørte til her. ”Kaptajn… det sagde jeg da intet om” sagde Alítheia med en undrende stemme, som om hun ikke forstod hvad han talte om. Hun havde der regnet ud at han vidste hvem hun var nu og hvad hun lavede, og hans skuespil var gået mindre godt, detaljer, var altid de vigtigste, især de helt små.
Hun stod lidt og kiggede på ham, han virkede ikke som typen der kunne lide samtaler om sig selv, havde heller ikke gjort den aften ved kroen. Sean var sikkert den type der var gode til at dreje samtaler væk fra noget, som han ikke ville ind på

Alítheia ville helst ikke tro hun hørte rigtigt, tanken om halskæden var ikke forkert. Sean var kommet efter halskæden, den mægtige og ydmyge halskæde. Hun stod længe med et tænksomt blik, og overvejede hvad der skulle gøres. ”Du har ret Sean, vi har et problem, for jeg giver den ikke frivilligt fra mig” Sagde hun til at starte med en alvorlig stemme, der langsomt gik hen og blev mere flabet. Et drilsk smil spillede på hendes læber, og et glimt var i hendes øje. Hun ville ikke slås med Sean, men halskæden kunne han lige så godt glemme alt om at få, for hun havde brugt flere år på at finde ud af hvor den var, og det sidste halve år, på at finde den. Halskæden var hendes og ville forblive hendes, hvis det stod til hende.
Hun havde en mere fast idé hvad Sean lavede nu, hvad han var for en, men stadig var hun ikke helt sikker. ”Så… jeg gætter på du er en spion, tyv?” sagde hun spørgende, mens glimtet i hendes øje stadig var der. En ting manglede hun dog at vide, hvem han arbejdede for, og kun en kunne hun komme i tanke om, manden hun hadede (eller endnu en af de mænd.)
Alítheia kendte til ham, vidste meget om den mand, derfor vidste hun også at han, ikke kendte hendes identitet, udover det andre også vidste, men han ville kende til denne halskæde. ”Hvem… arbejder du for?” fik hun mumlet frem efter et stykke tid, egentlig mest sagt til sig selv, for at se om der var andre. Hendes glimt i øjet var væk, og kun et alvorligt blik igen.

//jeg undskylder hvis det er rodet... men er ufattelig træt så min hjerne er sat på pause håber du overlever :p//

Han så lidt på hende.
"Du nævnte det ikke, men jeg formoder det, da det normalt kun er kaptajnen der har adgang til kaptajnens kahyt. Alene. Og fordi din lædervest bære samme mærke som jeg har set på resten af skibet og ikke på særlig mange af dine mænd" svarede han med et lille smil.
"Og selvfølgelig fordi jeg fik at vide, jeg skulle tage halskæden fra skibets kaptajn, ikke mindst" tilføjede han så et lille øjeblik efter. Der ud over var der også nogle ting, rent signalmæssigt. Hun havde ikke givet indtryk af at hun ikke burde være her, men blankt indrømmet hun hørte til skibet. Hun stod som om hun var van til at være i rummet og virkede ikke direkte modsigende, da han havde antaget hun var kaptajn. Selvfølgelig, hvem ville ikke være kaptajn. Men det krævede stadig en vis holdning.
Han lænte sig op af det lille bord, med en hånd mod bordet på hver side af sig, mens han så på Ali med et lille smil. Lyset spillede i hans mørke øjne.
"Ja, så har vi et problem. Hvad er der enlig med den halskæde?" spurgte han, nysgerrigt. Han havde intet fået at vide om den. Selvfølgelig, der fandtes mange specielle smykker som han interesserede sig for og som klanen indsamlede, men man kunne ikke kende til dem alle.
Han havde bare fået besked på at finde det, bringe det og da modtage sin belønning.
Hans smil voksede.
"Hvis det er tyv du vil kalde mig" drillede han let, da han opfangede hendes flabede attitude.
Men så blev han ldit alvorlig igen.
"Jeg kan ikke sige hvem jeg arbejder for. Det er imod min politik...Men selvfølgelig, for et vist beløb, kan alt jo ske..." han blinkede og rettede sig op igen, studerede rummet omkring sig lidt nærmere nu, for at få et bedre indtryk af Ali.

Alítheia havde ikke tænkt over de åbenlyse ting, som Sean sagde, var grunden til han kunne regne det ud. Hun var en kaptajn, og det var ikke et under, at man kunne se det på hende. Sean havde selvfølgelig også tænkt på det faktum hun havde været herinde og mærket, nej han var ikke en man let kunne løbe om hjørner med. Alítheia var typen der gik med ryggen rank, havde et fast blik og ikke bøjede sig, heller ikke i kropsholdningen. Hun var en der udstrålede autoritet, og ikke en der viste ydmyghed.
Alítheia kunne man kalde anarkist, da hun ikke var glad for at have nogle til at bestemme over sig. Det der var med hende var, at hun alligevel holdt sig nogenlunde venner med dem på magten, så hun ikke ville komme i en farezone. Alítheia var den type man kunne se havde magten i sin hule hånd, hun var kaptajn.

De kom tilbage til halskæden, som ville skabe mange problemer, den gamle halskæde, hun havde hørt om i flere århundrede, men først fundet nu. Den ville ikke blive afgivet, om det så skulle koste hende livet ville hun ikke gå af med dette så simple smykke, med en sådan kraft, der ikke kunne forstås.
Hun så på ham mens han talte, hans holdning ændrede sig, og de smukke mørke øjne, blev smukkere da lyset spillede i dem. ”Problemer er der vel altid… Men hvad denne halskæde kan… mange synes det lyder simpelt. Men det er klart at ham du arbejder for, ikke har fortalt det, for hvorfor skulle du så give den til ham. ”Svarede hun Sean med et skævt smil på læben og det velkendte glimt i øjet.
Hun stod lidt og tænkte over om hun nu skulle sige det eller bare lade det ligge, men valgte at sige det. Sean kunne hun stole på, selvom han var sendt efter halskæden, hun ville stole på ham ”Denne halskæde gemmer på en gammel magi. Den magi den indeholder, gør at man kan sige folk respekterer dig, viser dig sin ære og der elsker dig som deres herre. Når man har den på vil ingen sætte sig op imod dig, medmindre de har et meget stærkt had. Det er meget smart at have den” Forklarede Alítheia til Sean og så afventende på hans reaktion af hvad hun havde sagt.

Hun stod et stykke tid og kiggede på Sean, bare så på ham og rummet, det virkede lidt uvirkeligt at de mødtes, og så lige her. Hun tog endelig sin kappe og frakke helt af, så hun bare stod i skjorten, hun havde på fornemmelsen de skulle være her et stykke tid, og hvorfor så gå rundt i vådt tungt tøj, og have det for varmt, med for meget på.
Alítheia gik hen åbnede en skuffe i sit skrivebord og fandt en fin glasflaske frem, med en klar gylden væske, cognac. Hun hev lidt efter to glas frem og hældte op, i først det ene, så hen på Sean med et spørgende blik, men hældte alligevel op, og rakte det så hen mod ham med et bydende og ventende blik.
Hun kunne ikke lade være med at le lidt, da hun hørte hans tone om han var tyv. ”Tyv nej, det er vel ikke det du er… spion måske?” sagde hun leende men skiftede hurtigt tone, for hun kunne mærke den alvor der egentlig var i situationen. Selvfølgelig ville han ikke sådan afslører den han arbejdede for, medmindre det kunne betale sig. ”et vist beløb… aha jamen måske kunne du finde ud af noget, jeg er jo kaptajn… jeg har penge, sig frem hvad du ønsker, og jeg skal se om det er det værd” Sagde hun med forhandlende stemme og et årvågent blik, men stadig med glimtet i sit øje.

//undskyld det lidt langsomme svar, har bare en masse der lige skal ordnes og skal lige vænne mig til nogle nye ting, så svarer måske ikke så hurtigt for tiden ^^ //

Han smilte svagt og stod afslappet og så på hende, mens hun talte og bedømte ham. Det var noget han godt kunne lide ved hende, den måde de bedømte hinanden, den måde de begge havde erfaring med at se ting på folk, ligge mærke til de mindre detaljer...Det lille spil. Lidt som ham selv. et svagt smil voksede på hans læber, da han tænkte på det.
Da han hørte hvad halskæden gjorde, var han lige ved at grine. Åh, hvorfor skulle gamle smykker altid have en absurd magi?
"Så du siger at den eneste grund til jeg ikke hugger i kniv i dit hjerte og stjæler halskæden, er fordi halskædens magi har en virkning på mig?" selv om han drillede, var det en tanke han havde. Han troede ikke på det, det havde han besluttet sig for. Han var sin egen herre og selv ikke en dum halskæde skulle tro den kunne lave om på det. Det var ikke nemt at gå fra flere års frihed til pludselig at skulle lystre en person...
Selv folk med titler tog han ikke seriøst. De måtte bevise sig deres titel værdig over for ham, før han gik med til at de kunne være på lige fod. Kun lige fod, aldrig over ham. Og han elskede det, når magtfulde personer ville have hans hjælp, men blev frustreret over hans manglende respekt.
Han tog imod glasset. Cognac, ikke en drik han foretrak, men som dog kunne drikkes, hvis det var. Faktisk drak han ikke særlig meget...en øl måske, hist og her, men ellers holdt han snuden væk fra noget så forrædderisk. i stedet brugte han dens evner mod andre, som han ville opnå ting med.
"Jeg er skam en tyv. Tyv, lejemorder, røver...Og selvfølgelig informationer. Alle de ting i en. Nogle ville måske kalde det en spion" smilte han let.
"Men jeg har ikke brug for noget, du kan give mig. Jeg har allerede fået det" blinkede han og bællede det lille glas cognac.

Det undrede ikke Alítheia at Sean ikke ville tro på halskædens magi, det var de færreste der ønskede at tro på en sådan magt. Da hun selv først hørte om den, tænkte hun også var en spøg eller myte, men nygerrigheden var der, så hun rejste til landet, hvor en konge ejede den, og oplevede dens magt. Dengang havde hun ikke kunnet skaffe den, og da hun kunne, var den væk. Mange år blev brugt på at inde netop denne halskæde.
Alítheia slog en let latter op af hans kommentar til halskæde ”Måske Sean, det er jo aldrig godt at vide…” svarede hun drillende og sendte ham et kækt smil som svar. Hun kunne se på Sean, at han ikke var meget for idéen med halskæden, der var bare den detalje, at man skulle sige og gøre, visse ting før dens magi kunne bruges.

Magt var en mærkelig ting, og man fik den sjældent på en uskyldig måde, der var altid noget i bagtankerne, og man kunne ikke udelukkende være god, når man havde den.
Alítheia kunne godt se, på Sean at cognac ikke lige var hans favorit drik, hvis han nu overhovedet drak. Normalt brugte hun cognacen til at få ulydigt mandskab til at gøre, som hun ville, på en mere venlig måde. Denne gang gav hun det bare af ren og skær venlighed.
Alítheia kiggede nysgerrigt på ham, da han endelig røbede hvad han var, og det var ikke forkert sagt af hende da hun gættede på spion eller tyv. Et lille smil trak i hendes mundvig, hun forstod nu hvorfor han dengang på kroen, havde været så hemmelighedsfuld. ”Der kan man jo bare se” sagde hun og studerede ham nærmere. Han var stærk, men kunne stadig være stille, han var sikkert en meget god spion, om han så havde folk under sig, var ikke til at vide.
Alítheia kiggede lidt skeptisk på ham, da han mente han havde fået, hvad han ville. *Gad vide hvad det mon er…* tænkte hun for sig selv, men kunne ikke finde frem til det, for netop dette havde hun ikke en idé om.
”Og hvad er det så du har fået?” spurgte hun med en drillende og fortsatte snart efter ”Hvis du har fået hvad du ønsker, kan du jo godt sige navnet” sagde hun igen med den drillende stemme, men der var kommet noget lidt for sukkersødt over den.

Han studerede hende, netop som hun studerede ham. og viste der gemte sig mange tanker og megen viden bag hendes øjne. Det at hun drillede ham, fortalte ham at hun enden ikke selv viste hvordan halskæden virkede, eller at den ikke virkede. Hvis den havde virket, havde hun nok reageret lidt anderledes.
Han stilte det tomme glas på bordet bag sig og gik helt hen til hende, lod en finger glide ned over hendes kæbelinje, til hagen med et afslappet lille smil.
"Hvem siger det har et navn?" spurgte han drilsk tilbage.
De fleste ville nok sætte pris på familie og venner. For Sean var alt dette stort set ødelagt. Neph var han uvenner med, han havde dræbt sin egen søn for at blive archdemon, hvilket var en succes, og Alane var han uvenner med. Det eneste han havde tilbage var sit job, sin magt og øjeblikket her med Alitheia, som han nød mere end han burde. Det var farligt, for dem begge, at han opholdte sig her.
Han trak sig lidt tilbage igen og lod en hånd glide gennem håret, som stadig var vådt, ligesom hans tøj, men han frøs ikke. Ikke længere.
Penge og rigdomme havde han nok af. Informationer måske, men han viste ikke om Alitheia gemte på nogle han kunne bruge. Måske, måske ikke.
"Tværtimod er vi tilbage ved begyndelsen. Du har intet at tilbyde mig. " han smilte mod hende.
"Men måske...vil jeg være villig til at se igennem fingre med det..." han smilte let drillende og havde lagt et tryk på måske. Han nød at drille hende.

Det var ikke let for Alítheia at få noget ud af Sean, for han var lidt for glad for at drille og tale i gåder. Hun ville med glæde være med på denne idé, nu hvor han holdt så meget af det, og valgte derfor at drille ham noget så meget igen.
Alítheia nød fornemmelsen da Sean lod sin glide, langs hendes kæbelinje, og fik helt lyst til at kysse ham, men så kom den drillende kommentar, og hun var klar til at svare igen (som altid.) Hun så det drillende blik, kort efter skifte til så megen alvor, ligesom hendes eget kunne. Alítheia tænkte tit over at Sean mindede om hende, den måde han skjulte alting på, ved at drille og være flabet.
Hun så hvordan han hurtigt trak sig lidt væk igen, som om han var bevidst om, at han stod tæt på. Hun tænkte på hans anden kæreste, og det nok var derfor han blev bevidst om det, men var alligevel ikke sikker.

Det var som før Sean var alt for glad for at drille hende, efter hvad Alítheia mente. Hun ville aldrig kunne få det svar ud af ham, medmindre hun selv begyndte at bruge den samme metode mod ham.
Alítheia kiggede lidt på ham, og gik så helt tæt på, lagde sine hænder på hans bryst, og førte sin mund op til hans øre. ”intet at tilbyde dig, jamen okay…” startede hun hviskende, og fortsatte efter en lille pause. ”Måske ville jeg kunne se igennem fingrene med, at du brød ind på skibet… men normalt ville jeg smide en ned i skibets fangehul” svarede hun ham flabet. Alítheia trak først sin mund væk fra hans øre, og trak sig længere og længere tilbage, og slap til sidst med hænderne. Hun stod nu overfor Sean, med det kække smil på læben. Hun lagde hovedet på skrå, bed sig let i underlæben, og kiggede venligt på ham.

Han tænkte ikke selv over det. Nogen gange gjorde han, når han bevist legede med folk for at få oplysninger eller handling ud af dem. Eller han kedede sig. Andre gange lagde han ikke mærke til det, men gjorde det bare, ofte for et teste folk. Svarede de godt nok igen, lod han dem ofte få en belønning. Svarede de ikke tilfredsstillende, legede han videre eller opgav dem. Men han nød at "lege" med Ali.
Han grinte dog af hendes modsvar, trods han havde lyst til at gribe fat i hende og holde hende ind til sig. Hendes hvisken var drillende, lidt for sensuel efter hans mening.
"Jamen held og lykke" svarede han fornøjet.
"Med at holde en Archdemon fanget, omgivet af træ, med folk jeg kan knække som tændstikker" smilte han
"Desuden...reagere jeg meget dårligt på trusler. så ingen oplysninger til dig, lille pige" han blinkede til hende. han provokerede hende lidt med vilje.
Han rettede sig op fra bordet, som han havde lænet sig op af før, og gik helt hen til hendes igen, han tog kort fat i halskædens kæde, men uden at hive den til sig. I stedet studerede han den kort med et svagt smil.
"Jeg er sikker på du har meget at give. At tilbyde. Men kun noget af det er op til mig at takke ja til. Og kun noget af det, jeg kan tillade mig" så var det op til hende selv at tolke det. Han slap halskæden igen og gik over mod døren.
"Men hvis du så gerne vil straffe mig for at være her, må jeg vel skynde mig videre?" spurgte han så drillende og så over skuldren hen mod hende.

Deres lille ”leg” ville højest sandsynligt tage lang tid, for Alítheia ville ikke give op og så kunne hun nu også meget godt lide denne lille leg. Sean var god til at gemme svarene og drille, han var ikke let at få til at gøre, hvad man ville og røbe ting. Han kendte til disse lege, disse drilagtige svar der skulle frem.
Det undrede hende ikke at Sean var blevet eller var en Archdeamon, han virkede stærk, og var ikke en der satte nogen over sig.
Hun kunne ikke lade være med at le, om hans idé om hvordan han ville være holdt fanget og blive fanget. Latteren blev ved ind til hun begyndte at tale. ”Jeg må desværre skuffe dig, der kommer ingen stærke folk for at fange dig, og træ cellen bliver desværre erstattet med jern.” Hun sendte ham et ekstremt falsk sørgmodigt smil.
At han kaldte hende lille pige, Alítheia ,en mægtig Pirat og kaptajn. Det han havde sagt var det rette for at provokerer hende, for hun kunne ikke tåle at blive talt for meget ned til. Hun kæmpede meget for ikke at miste besindelsen og bevare roen, ikke noget med at råbe op. Alítheia havde lettere ved at tage disse ord når de kom fra Sean, da hun havde ham kær, hvis det var en anden, var det endt med kamp.
”Det var ikke så godt… for nogle trusler bliver der gjort alvor af” hun lagde tryk på nogle, lidt for at hentyde, det måske ikke var sådan med denne.
Da han tog fat i halskæden gav det et lille gib i hende, men hun stod bare helt stille og ventede, på det næste træk, hvad der ville ske nu.
Igen kom den kommentar med hun kunne tilbyde noget, men stadig intet konkret svar på hvad det varm og så vendte han sig bare om for at gå! Alítheia ville jo ikke have at Sean gik, hun havde savnet ham, den mand var alt for god til at drille hende. ”Straffe dig… jeg sagde fange, ikke nødvendigvis hvor” sagde hun og blinkede kort til Sean, og gik så hen, lukkede døren og stillede sig foran den. Der stod Alítheia så, foran den lukkede dør, med et frækt smil og kiggede på smil, igen med hovedet på skrå og ventede, på hans næste træk.

Han havde ikke sagt det med en nedladende tone, men med en drillende tone, med en hvis respekt bag. en kombination Ali faktisk var heldig at opleve. Som regel skulle folk kæmpe for at få hans respekt, men allerede på deres første møde, havde Ali vundet hans. Og han håbede så bare det var gengældt. Han grinte svagt.
"Hvorfor har jeg svært ved at se det som en trussel? Mit umiddelbare gæt er du måske har nogle stærke mænd i din besætning, men umiddelbart ingen der kan måle sig med mig og at dit fængsel måske består af tremmer, men resten træ? Som sædvanlige skibes celler? Beklager. Jeg fanges kun når jeg selv vil" smilte han tilbage, afslappet. Men bare tanken om at være lukket inde i et lille rum gav ham næsten klaustrofobi.
"Nogen mener måske deres trusler alvorligt, men det får mig ikke til at reagere mere på dem. Ofte...faktisk,ender jeg med at gøre det modsatte af hvad folk vil" svarede han let og smilte til hende, da hun gik ind foran ham og lukkede døren for ham. Han smilte tilbage og lod kort blikket glide ned over hende, som hun stod der, drillende, let forførende, ventende. Han kunne godt komme ud hvis han ønskede det, men ønskede han det nu også?
Det endte med han gik helt hen til hende, lagde en hånd mod døren på hver side af hendes hoved. Efter at have set hende i øjnene et øjeblik, bukkede han sig let forover, til hans læber mødtes hendes. Med lukkede øjne...

Alítheia ville til at kommenterer det han havde sagt til hende, til at forklarer og drille igen. Hun blev afbrudt, men det var ikke en afbrydelse, der gjorde spor. Det var de mørke øjne hun først havde set, og så kyssede hende, så det gav et sug i hendes mave, som en lille sværm af sommerfugle.
Alítheia kyssede ham forsigtigt tilbage, mærkede hans læber mod hendes, men trak sig så tilbage. Hun ville ikke, men tænkte på den anden kvinde, for ville Sean overhovedet det her?
Hun så op på Sean, med et kærligt blik og spurgte hæst ”Er du sikker på det var en gid idé?” Alítheia blev ved med at kigge på Sean, lagde så armene om nakken på ham, og trykkede et hurtigt kys med hans læber. Igen vidste hun det var et dumt valg, men hun kunne ikke lade være.
Alítheia trak sig væk fra ham igen, og væk fra døren, så han altså kunne komme ud, hvis han ville. Hun lod ham selv tage valget, se hvad der skete, observerer. ”Du har nok ret… det med trusler og at jeg vil fange dig, kan være lige meget, så du kan godt gå… Hvis du vil” sagde hun drillende.
Alítheia strøg forsigtigt Sean ned af hans venstre arm, og tog let fat i hans fingre, som ville hun holde ham i hånden, men i stedet trak hun sig tilbage. Hun gik længere ind i rummet igen, og ventede, man skulle altid vente. ”Eller måske… kunne jeg godt finde på at fange dig… selv” sagde hun langsomt og drillende, og sendte ham så et kækt smil og blinkede.
Hendes hår var ved at være tørt, så det begyndte at bølge let, men man kunne se nogle store gennemsigtige plamager på hendes skjorte, efter den havde suget vandet fra hendes hår til sig. Hendes skjorte sad løst på hende, så den skjulte formerne.

//gik lidt krea. død o.o//

Han mærkede hun gengældte og havde mest lyst til at fortsætte...Men hun stoppede det. og det var måske meget klogt. i længden. Han smilte lidt for sig selv, så kyssede hun hurtigt igen, inden han nåede at reagere og forsvandt så om bag ham. Han tog armene ned og smilte let for sig selv, men holdt sig fra at ryste på hovedet. Han vendte sig om mod hende, mærkede hendes fingre mod sine...Så villige, de ville så gerne, men alligevel tøvende, ventende...og så væk. Ali var trådt væk for ikke at opildne til mere. Han lænte sig op af døren og lod sine øjne følge hende, hun lignede lidt et dyr med det strittende hår.
"Alane og jeg er uvenner. Jeg har gjort nogle ting hun ikke bryder sig om og det er helt almindeligt hun reagere på den måde. Jeg ved endnu ikke om jeg har mere med hende eller ej. " han viste ikke hvorfor han fortalte det. Måske for at undskylde for sin handling.
"Kender du Alane? Mødt hende?" spurgte han pludselig nysgerrigt. Han havde altid tænkt på dem som fremmede, men måske kendte de hinanden...Og hvis hun fandt ud af han havde lovet sig selv til Ali senere, ville han helt sikkert have mistet hende for evigt.
Men så voksede hans smil lidt.
"Åh, jeg tvivler på du kan holde mig her" drillede han let

Hvorfor havde Sean fortalt om forholdet til den anden pige, hvordan det gik, hvad var der sket? Hvad ville der nu ske?
Alane, nu hørte Alítheia endelig navnet på kvinden, kvinden som Sean elskede. Hun havde måske hørt navnet før, men kendte eller havde mødt hende, nej det havde Alítheia ikke gjort. ”Alane, så det hun hedder” startede hun smilende. ”Nej jeg har aldrig mødt hende” forsatte Alítheia i en rolig tone. Tanken om Sean havde gjort noget mod Alane, som havde ødelagt noget, kørte stadig rundt, for hvad var det han havde gjort, hun ikke brød sig om. Alítheia tog sig sammen, for at spørge hvad han havde gjort. ”Hvad var det du gjorde” spurgte hun meget forsigtigt og prøvende, for ikke at virke for anmassende, og lade Sean beslutte om han ønskede at sige det.

Lidt tid stod hun og kiggede ud i luften, bare for at stå, være til. Da hun kiggede hen på Sean så hun smilet vokse, jo han havde sikkert tænkt sig at drille igen. Hun kunne efterhånden genkende det smil han havde, for det var altid det lidt ekstra kække, som var over det. Alítheia havde ikke været gal på den, men som altid var et modsvar parat. ”Åh er du nu helt sikker på jeg ikke kan holde dig her, bare en smule… måske har jeg visse trick i ærmet” svarede hun ham helt roligt, men hendes blik drillede ham.

Mange troede dette skib var som alle andre, men Alítheia kunne godt lide at skjule ting, og have det lidt bedre. Hun brugte ofte sin evne til dette, især på skibet. Som han havde gemt pengeskabet, havde hun også gemt andre rum, som skattekammeret, og et lidt bedre og større kontor hun kunne arbejde i.
Hun stod op af vægen, i den væg var der et lille hul, ikke stort nok til, man umiddelbart ville lægge mærke til det. Forsigtigt tog Alítheia en lille metalmønt op af lommen, og begyndte at forme en tynd lille pind eller nøgle. Hun fandt langsomt hullet, satte den ind og drejede. Der lød nogle klik, og lidt efter, forsvandt et del af væggen, og et stort rum blev afsløret. Rummet var mere og finere møbleret end det folk først troede var hendes kontor. Der stod en gylden sofa, der var en seng, i stedet for en hængekøje, et større skrivebord, et spisebord og smukke stole. Rummet var også oplyst, da der var et stort vindue, med mange forskellige farver, der var bare den fordel, at folk ikke kunne se ind igennem det, men hun kunne se ud af det. Hun tog et hurtigt skridt ind i rummet, kiggede sig overskulderen og så hen på Sean med et kækt og drillende smil, da hun ikke regnede med, han havde forventet det her.

Han ville ikke svare. Faktisk ignorerede han spørgsmålet lige så let, som var det slet ikke blevet fremsagt. Han stod bare og så på hende med et lille smil, stolt og mystisk. Med sine nye kræfter der pumpede rundt i kroppen på ham, fik folk til at frygte ham. Dog ikke Ali. Dog ikke Neph. Og det var behageligt. Han burde ikke tænke det, men det kom alligevel. Alane var vred, virkelig vred, og måske var det bare bedst de ikke var sammen. Hun var den første han havde haft...sådan et forhold med i virkelig virkelig lang tid, og det var lang tid for en dæmon, så det var vel ikke underligt det skete lidt knas. desuden havde barnet...Gået til noget større. Ritualet. Ritualet han nu var en af de eneste dæmoner i miles omkreds, der kendte til. Han viste endnu ikke helt hvad det betød, hvordan det havde ændret ham og ikke kun fysisk. Men det betød ikke noget lige nu og her.
Han vedblev at se på hende, da hun fumlede med noget, som han kun svagt så. Men han viste det var metal. Så hun kunne manipulere med metal? Det var en ret nyttig evne.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, som var ved at tørre og bare strittede til alle sider, da hun til hans overraskelse, åbnede en dør til et helt andet rum. Han gik straks derover, han havde altid haft en svaghed for hemmeligheder...Han ville kende til dem. Kende til dem alle. Og derefter udnytte det til sin egen fordel.

Han lagde hænderne på Alis skuldre og så ind i rummet, men hun gik straks ind i rummet og hans arme faldt ned langs siden igen. Han lod roligt blikket glide over de nye omgivelser og bare for at drille hende, skjulte han sin overraskelse, der havde været der. Og smilte let.
"Jeg elsker hemmeligheder" svarede han og trådte ind i rummet, da hans øjne faldt på hende igen. så gik han helt hen til hende. Han ønskede, som en dæmon der følte sig tiltrukket af hende, at dele sin magt med hende. Få hende til at blive hans...dronning. På en eller anden måde. Men det var en alt for underlig tanke til han kunne sige det højt, udtrykke det. Han valgte at gemme denne fornemmelse. For nu.

Da hun så hen på Sean, der stadig stod ved døren ind til rummet, ærgrede hende, da der ingen overraskelse var at se. Hun ville ellers så gerne have set den hos ham, bare et lille tegn på det. Hun grinte lidt af hans kommentar, for hvem holdt ikke af hemmeligheder, den magi de gemte på, det der lå i dem. ”Jeg forstår dig helt og holdent i det.” svarede hun ham smilende med det lette milde tonefald, som kun han kunne få frem i hendes stemme.
Da Sean kom hen til Alítheia så hun på ham, følte hans nærvær, og lugtede til den vidunderlige duft fra ham. Hun løftede forsigtigt sin hånd og aede ham blidt på kinden, og kyssede ham let. ”Er der noget du kunne tænke dig?” spurgte hun og kiggede spørgende på ham, hun ville tage imod hvilket som helst svar, det var bare ikke helt sikkert hun kunne opfylde det.
Alítheia var ikke længere den eneste med strittende hår, Sean havde også fået det nu, og efter hendes mening kunne man sige det så sødt ud. Hun tog forsigtigt hans hånd, da hun ville trække ham med hen til sofaen, så de kunne sætte sig ned. Hun ventede dog for en reaktion om at det var okay.

Det var mærkeligt det der var sket med Alítheia, efter den tid hun havde mødt Sean, hun havde været lige så streng overfor sit mandskab, lige så ond som hun plejede, men noget var anderledes. Hun havde ikke længere den hårde kolde tanke om kærlighed, og det med at vente på den, hun gjorde det jo selv. Det der også var, var at hun virkede lettere, lysere og bad ikke folk om at holde deres kæft eller skære tungen ud af munden på dem, hvis de nævnte ord som kærlighed, forelskelse eller hvad der kunne minde om det.
Alítheia var selv blevet offer for kærlighed, og den lille ting ændrede så meget, men alligevel så lidt.

Hun så igen op på Sean, hun vidste ikke hvor ordene kom fra, men de røg bare ud af hende, alt alvor var glemt og halskæden var glemt, hun tænkte på Sean. ”Ved du godt jeg elsker dig?” sagde hun drømmende, uden at registrer hun havde sagt det. Lidt efter vågnede hun dog op, og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv.

han så smilende og nød at mærke hendes hænder. de to, her, midt i skibet. ingen viste de begge var her. Ingen så dem, lyttede eller andet. Det var bare de to. Og de kunne i princippet gøre som de ville, uden det slap ud.
Han fulgte let med hende. Det lille kys...han havde bare lyst til at overgive sig til hende, været hendes, omend bare for nu. hver berøring, hvert kys, gav ham mere og mere lyst til bare at droppe det allerede ødelagte forhold og gå videre til det næste. Han smilte let og fulgte hende hen til sofaen, hvor han satte sig tungt, mens han hev hende med ned. hun skulle ikke være så tøvende. han elskede kvinder der tog handling, der ikke tøvede. Der var ikke var små, skrøbelige.
Præcis så hård og handlende, som Ali havde virket på ham i starten.
Han så lidt på hende.
"Jeg kan komme i tanke om overraskende mange ting jeg godt ville lige nu...Men lige nu og her..." han sendte hende et lille, drillende smil. Selv ikke det svar fik hun bare forærende. Men legen kunne også blive for meget. Problemet var bare...At han var alt for bevidst om hende, hendes krop og de små gnister det slog imellem dem...Til at tænke på andet. Han var vel en mand.
Han havde dog ikke mulighed for at skjule sin overraskelse, da Ali pludselig kom med de ord, der normalt betød så meget. Ikke at de ikke gjorde det nu...De havde godt nok kun mødt hinanden to gange...Han viste bare ikke hvad han skulle gøre ved ordene. Han var så...usikker på det punkt, der handlede om kærlighed. Han kunne forføre kvinder, have sex og spise deres sjæl, uden så meget som at tænke over det. Men når han ren faktisk følte noget for personen...Var det som om det hele blev så akavet og alt han viste, ikke længere duede. Og han havde ærlig talt ikke lavet andet end at dumme sig på det punkt.

Han så på hende et øjeblik, mens overraskelsen fortog sig. han lod en hånd glide over hendes kind et øjeblik, før han lænte sig frem og lod endnu en gang sine læber mødes med hendes...Det var så...blidt, så...dejligt. Hendes bløde læber fjernede alt andet fra hans verden.
"Jeg elsker dig, Alitheia." lød hans svar.

Alítheia stod nu overfor ham i sofaen, men mærkede let det træk fra Sean, der hev hende ned, ned i sofaen til ham. Hun sad der ved siden af ham, kiggede på hans kropsbygning, hans udtryk i ansigtet, og så hans styrke.
Den lille dør hun havde fået frem til dette rum, begyndte langsomt at glide i igen, som den altid gjorde, og ville gøre. Hun så den glide i, skjule dem, og dette rum, skjule alt hvad der skete og ville ske. Hun kiggede hen på Sean igen, med det faste, men drillende blik. Selvfølgelig fik hun et af hans lidt kække svar uden et helt konkret svar, sådan var Sean vel, tænkte hun. Hun fugtede sine læber med tungen og begyndte at tale i en drillende tone ”Det er der sikkert … men lige nu og her… ja…”
Som de sad der i sofaen, kunne Alítheia mærke varmen fra hans krop, han var så tæt på. Det eneste hun behøvede var at rykke lidt tættere på, komme nærmere ham, og det gjorde hun, langsomt, rykkede hun lidt nærmere.

Denne gang var det lykkedes hende at overraske Sean, men det var nu ikke nogen sejr, som det ville have været før. Egentlig var hun også selv lidt overrasket, over at de ord, for de plejede ikke at komme på den måde. Normalt betød de tre ord ingen ting, det havde de gjort denne gang.
Lidt efter kom kysset, det var ikke som alle andre, det var blidere, hun blev mere opmærksom på hans krop, ham. Det var blidere, mere sensuelt, og hun sansede kun Sean, intet andet. Så kom de tre ord fra ham, de tre ord, med så meget magt. Alítheia havde ikke regnet med, de kom fra ham, han mindede om hende, de ord var ikke nogle der bare var almindelige at sige.
Hun mærkede en varm dunkende fornemmelse i hele kroppen, efter disse ord, hun var glad. Alítheia lagde armene rundt om nakken på Sean, og hev ham med ned at ligge, alt i mens hun kyssede ham blidt på munden. Stille tog hun munden væk fra hans, og førte den videre op til hans øre, hvor hun helt stille hviskede, ”Hvad er det så du vil, lige nu?” Det lød en smule drillende, men ikke i samme grad som de tidligere. Efter disse ord, lagde hun bare hovedet ned på sofaen og sendte Sean et lille smil.

Tingene gik så langsomt eller hurtigt, han kunne ikke helt bedømme det. det var som om tiden var gået i stå, afventede på et eller andet. De var her og nu, de var dæmoner, dømt til at leve evigt og hvor tiden ikke havde samme mening.Den gik bare. Ting forandrede sig, for hvert minut. Ofte sekunder.
Han smilte let til hende. Kysset var blidt og han mærkede hvordan hun gengældte det, hvordan han blev hvirvlet længere ind i dette spind mellem to personer. Han mærkede hvordan hun trak ham ned over sig, da hun lagde sig tilbage og hans arme lagde sig mod sofaen og forhindrede ham i at mase hende under sin vægt. Han så ned på hendes ansigt, da disse ord kom igen. Hvad han enlig havde lyst til.
han kunne sige mange ting. få denne opgave gjort færdigt, rejse hjem. Lave flere opgaver og mærke spændingen ved livet. At dræbe sin bror. At snakke med Alane, at snakke med Neph. at skaffe sig mere magt og lære sin styrke.
Men ingen af disse ting betød særlig meget lige nu.
"Lige nu, lige her..." han stemme var lav og blød, kun beregnet til hende.Han ene hånd bevægede sig sofaen og lagde sig om hendes ene kind, gled ned over hendes hals i en let og sensuel bevægelse.
"...Vil jeg allerhelst nyde den kvinde der ligger foran mig" svarede han lige ud. han var ikke længere ikke stand til at gemme lysten. Lysten til hende.

Det var underligt, det Alítheia havde med Sean var anderledes. Her behøvede hun ikke tænke over hvad hun skulle gøre, ting skete bare, som var det meningen, at de skulle ske. Endnu en ting der var anderledes, var fornemmelsen når han rørte hende, det var ikke den slimede, klamme og kvælende fornemmelse, denne her var brændende. Når han rørte hende, var det en varm fornemmelse, der gik igennem hele hendes krop. Det var en varm dunkende fornemmelse, af kærlighed, hun var forelsket, som aldrig før. Alle de ting Alítheia hadede sådan med kærlighed, og nægtede at binde sig med en, gik ikke så godt efter hun havde mødt Sean.
Hun nød hans bløde stemme til hende, selvom det kun var få ord, vækkede det noget i hende, hun prøvede at holde nede. Hun så ind i de mørke øjne, der opslugte hende helt, det var som hun smeltede. Kærtegnet, den sensuelle bevægelse fra hendes kind til hals, det vækkede det mere. Han vækkede det i hende, hun prøvede at holde nede, endnu mere, lysten. Der foregik noget mellem dem, nu og her, og kunne det stoppes, sikkert ikke. Langsomt flyttede hun sit ene ben, og lagde det let rundt om ham. I en hurtig og sikker bevægelse, fik hun vendt Sean om, så han lå under hende og hun sad overskrævs på ham. Alítheia så på ham med et drillende smil, og lænede sig ned og sagde med en blid og drillende stemme, ”Nå så det vil du?” Hun kyssede ham hårdt og hurtigt på munden, og lidt efter blidt på hans hals, men kun i ganske få sekunder, før hun sad og så på ham igen.