You'll never know when love will be near you, it could be the danger - Sean

i et øjeblik forstod han ikke at Ali reagerede så voldsomt. For det virkede voldsomt, den måde hun så ud til at slå Gilbert til gulvet og komme ham til undsætning. Slå ham nu bare ihjel...Det var jo hans skyld, det hele, alligevel!
I stedet mærkede han hendes stærke hænder om sin krop, da de fik hans krop ned og ligge.I et øjeblik overvejede han at gøre modstand, mest af gammel vane. Han havde altid været overbevist om han kunne klare sig selv og ikke behøvede hjælp af nogen slags, at hans overlevelse altid havde været afhængig af at han kunne klare sig selv, helt og holdent. Men han besluttede sig for at blive liggende. For det første fordi det gjorde ondt og for det andet fordi han alligevel ville blive svag begrund af blodtabet, hvis han ikke bare accepterede at en midlertidig forbinding.
Det føltes som om Ali hoppede frem og tilbage, i det ene øjeblik var hun der, det næste væk og det næste tilbage igen. Han fandt det ret forvirrende.
"Jeg behøves ikke nogen doktor" brummede han svagt, da Ali endelig sad stille igen og han mærkede hendes hænder omkring sig. Det var rart, faktisk, at ligge her med hende ved siden af sig.
Han lukkede øjnene et øjeblik, for at samle kræfter, før han kæmpede sig op og sidde. Hans ene hånd gled op til hans hoved i et øjeblik, mens han ventede på at smerterne, der var kommet fordi han havde bevæget sig, forsvandt igen. Han hadede doktorer...Læger.
"Stoler du på ham? Virkelig?" han drejede hovedet en smule for at se på hende.

Selvfølgelig ville han ikke have en doktor, det undrede hende overhovedet ikke. Sean var den selvstændige type, der ville klare sig selv. Dog havde hun tænkt sig at høre efter, han havde brug for en læge. Hvis Sean ikke finde denne læge tvivlede Alítheia ikke meget over hvor me-get han ellers kunne bruge senere hen, overhovedet.
En ting var sikkert, kuglen skulle fjernes Dæmon eller ej. ”Det ved jeg, men du har brug for en” sagde hun venligt, dog stadig med stemmen der ikke ville tåle modsigelse.
Hun sad bare og så på mens han satte sig op, det var ikke svært at se den smerte det kostede ham. Alítheia havde på fornemmelsen, han ikke var typen der ville pylres om. Så hun lod ham gøre som han ville, så længe den kugle kom ud, og han ikke gjorde alt for dumme ting. Nogle ville helst klare sig selv.

Hans spørgsmål kom ikke bag på hende, Gilbert var hendes fjende. Så hvorfor havde hun allie-ret ham med sig netop denne gang. Fordi til tider blev man nødt til at holde sine fjender tætte, og fordi lige nu ville det ikke betale sig for hende at kæmpe. Hun kunne dræbe Gilbert, blive angrebet, flygte tilbage til skibet slæbende på Sean. Dette var en lettere løsning. Men nej hun stolede ikke på ham, hvorfor skulle hun?
”Nej Sean jeg stoler ikke på den mand, og vil aldrig gøre det, hvorfor skulle jeg han er min fjende?”
Hun så hen mod Gilbert der var på vej ud, sikkert efter lægen. Hun sendte ham et blik, et blik der viste ham, at han ikke skulle prøve på noget.
Nu var der bare at vente på lægen og smutte fra dette (pæne fornemme) hul.

Hvorfor var han så langt hjemmefra? Den eneste, de eneste, han rigtig tillod at gøre ham noget var Sigmund, hans butler og Nephthys. Han hadede læger, med alle deres underlige ting og gennemsigtige væsker de sprøjtede ind i folk og påstod de virkede..Sidst han havde været indlagt, for mange år siden hvor han havde fået et alvorligt sår i hovedet, havde de fyldt ham med væsker, der havde taget hans bevidsthed fra ham. Lige siden havde han lovet sig selv at holde sig langt væk fra dem, lige meget hvad. Han havde brug for sin bevidsthed, uanset om hans krop gjorde ondt eller ej.
Hans blik søgte Gilbert og nærmeste stegte ham levende. Han var vred og han havde brug for at give udtryk for sin smerte og han havde lyst til at det skulle gå ud over Gilbert.
"han vil løbe for sit liv og så er vi milevidt" svarede han med en overraskende rolig stemme. Han fik kæmpet sig op og stå, som Gilbert så ud til at forlade rummet.
"Hvis ikke han giver sine vagter besked på at holde os her, i håb om jeg forbløder. Eller giver dem besked på at dræbe os, lige meget hvad det vil koste, så han selv kan flygte. Jeg stoler ikke på den orm" det overraskende ham selv hvor rolig han virkede. Måske var det bare overlevelsesinstinktet der sparkede ind. Hans blik gled tilbage på Ali et øjeblik. Hun var dog heldigvis uskadt.
"Hvis det ikke kan være anderledes, så lad os dog forlade denne fjendehule og selv opsøge en!"

Sean var dog et stædigt rad, men hun orkede ikke at diskuterer. Hvis han kunne og ville så gik de, men valgt og hans og konsekvenser blev hans. ”Fint hvis du absolut mener dette så går vi, du har sikkert ret, han stikker af eller får os dræbt” Sagde Alítheia og sukkede dybt. Hun satte ikke spørgsmål til om de så rent faktisk ville få opsøgt den Doktor. Hvis de skulle ud var det nu og hurtigt, inden Gilbert vendte tilbage.
Men hvis de forlod stedet var der ingen fredsaftale og Alítheia kunne gør og tage hvad der passede hende. ”Vi går men først skal jeg ordne nogle ting” sagde hun. Hurtigt rejste hun sig og begyndte at undersøge huset. Der var ikke meget interessant, mest nogle småting her og der. Men hun stoppede op, og hendes blik fangede halskæden. Den kunne hun ikke lade ligge, men ville hun røre den, ville hun lade det samme ske igen?
Hurtigt snuppede hun den, og lod den glide ned i sin bukselomme. Derefter gik hun tilbage til ham. ”Så nu kan vi smutte, men vi skal som sagt være hurtige. Er du klar?” spurgte hun Sean, og begynde stille og hurtigt at bevæge sig mod døren. De skulle ud af fjendehulen, helst uset og uden problemer.
Forsigtigt trykkede hun håndtaget ned og åbnede døren på klem. Derefter kiggede hun forsig-tigt ud og spejdede efter, om der var en mulig fare. Ingen at se, endnu. Hun så tilbage på Sean, det var nu eller aldrig. ”Sean det nu, fri bane, jeg regner med vi ikke vil ses af vagterne?”

Han lod blikket glide efter hende, mens han prøvede at holde balancen og få sin krop til at reagere. Han håbede ikke kuglen havde ramt noget vigtigt, som hans...lever, nyrer eller noget i den stil. Den havde heldigvis ikke ramt rygraden, så han burde kunne gå. Han lod kort klikket glide over rummet. Det var sat op, lavet til at modtage gæster i. så hun fandt nok ikke noget vigtigt, det havde han nok gemt et andet sted. Han rakte ned i sin ene lomme for at sikre sig halskæden stadig var der. Det var den, det var godt.
Han lod Ali føre an ud af rummet. Han nikkede til hende. Jo, da skulle helst undgå vagterne og bare komme væk derfra, inden Gilbert kunne nå at ligge for mange planer.
Han fulgte efter hende, omend han støttede sig op af væggen og gik lidt langsommere end normalt. Hvert skridt var en pine, mens hans ansigt lignede mest et der var hugget af sten. Kun hans øjne røbede om smerten.

Sean så ikke ud til at lide stort, da Alítheia kastede et korvarigt blik på ham. Hun kiggede til-bage ud af døren, lyttede… ingen fodskridt. Hun kiggede tilbage på ham, denne gang så hun ham i øjnene. Nu var smerten til at se, helt havde han ikke fået skjult den. Skulle Alítheia lade ham gøre det trods smerten? Det var vel hans eget valg. ”Er du sikker på vi skal gå? At smer-ten ikke er for stor” spurgte Alítheia.
Hun vidste egentlig godt, at der ikke var tid til disse lange taler og diskussioner. Allerede nu var det for sent, hvis de skulle ubemærket ud. Fodskridt, dæmpede, lang fra kunne høres. Men snart kom de som en rytmisk march ned af gangen. Hurtigt smækkede hun døren i og gav tegn til at de skulle være stille. Alítheia ville vente på at skridtene holdt op, men det gik ikke som hun ønskede, flere kom og flugten gennem døren var ikke længere en mulighed.
Hun kiggede rundt i rummet, var der andre muligheder? Vinduet, nej det duede ikke man kunne ikke åbne det og der var for langt ned. En hemmelig udgang? Måske, problemet lå bare i at finde den.
”Vi må finde en anden udgang, døren er ikke en mulighed, og vi skal ud.” sagde Alítheia i et hurtigt og kontant toneleje.
I lamg tid gik hun rundt i rummet og søgte. På bogreoler, mellem bøgerne inde bag bøgerne. Ved lister og døre, bankede på vægge og prøvede at trykke ned og undersøge ved vægpynt. Men intet, hun fandt ingen skjult knap. *Ingen skjulte udgange? Det havde jeg nu eller regnet han havde” sagde hun med et dybt suk og satte sig ned.

Men nu er det sådan, at jo mere man leder, jo mere er det skjult, og stedet findes når det forventes mindst.

//sorry det tog så lang tid...//

//ting tager tid. Kommer selv til at svare langsomt, grundet festival //

det gjorde sindssygt ondt. Mere ondt end han ellers huskede det, for ja, at blive skudt havde han prøvet før. En gang eller to. Eller tre. Ali kunne lige så godt være bekymret for om en sten frøs om vinteren end for Sean, stædig som han var. Han klarede sig, når han først havde besluttet sig for det.
Dog blev deres mindre flugt forstyrret af vagterne, eller i hvert fald personerne, som sikkert kom efter dem. på et tidspunkt ville de opdage værelset var tomt og lede efter dem over alt: også i huset. Bare for en sikkerheds skyld.
Han sank sammen om af væggen og lukkede øjnene da Ali søgte værelset rundt. Han åbnede først øjnene, da hun tilkendegav at hun ikke lige viste hvordan de skulle komme videre. Hans øjne gled rundt i værelset i en tænksom bevægelse. Til sidst kæmpede han sig op og stå igen og listede over til den lille pejs ovre i det ene hjørne. Han studerede den et øjeblik, men bukkede sig så ned for at hive gulvtæppet væk...Og måtte mere eller mindre give for tabt, grundet sit sår.
"Ali...Vi skal have gulvtæppet væk. Måske gemmer han en knap eller noget i den stil" Det var i hvert fald en mulighed.

Netop som Alítheia havde opgivet at finde en hemmelig udgang, dukkede muligheden op. Hun havde ikke selv tænkt på, at der var skjult knapper under et gulvtæppe. Hurtigt fik hun rejst sig, fra den ellers yderst komfortable sofa. Hurtigt gik hen mod Sean og gulvtæppet, for at få det væk. Da hun nåede derhen, satte hun sig ned på hug, og fik med et enkelt ryk gulvtæppet væk. Hun kiggede nøje på gulvet, i starten så hun ikke noget, lagde ikke mærke til nogle ujævnheder. Men snart fik hun øje, på en sær fordybning i gulvet. Hun kiggede nærmere på det, og et sært, næsten usynligt tegn var skåret. Forsigtig, førte Alítheia sin hånd hen over det. Snart efter hørtes en høj knagen fra gulvet. Hun rykkede hurtigt væk fra stedet, en anelse for-undret. Snart efter, begyndte fordybningen i gulvet at blive større. Nogle brædder bgyndte at glide væk, og afslørede snart et mørkt hul. Det hul afslørede en trappe, der førte ned til en mørk og gammel tunnel. Ikke meget af tunnelen kunne ses, da mørket opslugte det meste af den.
Alítheia rejste sig hurtigt op, og gik hen og greb fat i nogle stearinlys og tændstikker. Hurtigt strøg hun en tændstik og satte ild til lysene. ”Her tag det lys og gå ned først” Sagde hun nøg-ternt til Sean og ventede så.

Han fjernede sig fra hvor han stod, da gulvet begyndte at bevæge sig. Han skulle ikke risikere at falde nogle steder. Han studerede tunnellen og trappen der førte ned i intetheden. Til et skjult rum, en tunnel, en skjult udgang eller måske indgang? et skatkammer? Der kunne gemme sig hvad som helst. Han smilte let, trods sine smerter, ved at han skulle gå først. Manden først. Men det passede ham fint og man kunne vel sige det var hans straf for at snyde hende tidligere. Faktisk viste han stadig ikke helt om hun havde tilgivet ham. Det kunne de snakke om senere.
i stedet tog han imod nogle lys og begyndte at gå ned af trappen. Først langsomt, da han ledte efter fælder, men snart hurtigere da han blev mere sikker på benene. smerten var konstant, men til at holde ud, når han bare lænte sig lidt til den ene kolde stenvæg. Stentrappen gik ned og ned og jo længere de kom, jo koldere og mere fugtigt blev der. Det var jo trods alt en havneby. endelig endte trappen og førte dem videre af en let ujævn tunnel, mod et ukendt mål. på et tidspunkt stoppede han op og tog sig til ryggen. efter et øjeblik fortsatte han igen. Selv om han var stædig, var det måske alligevel klogt at finde en læge...Selv om han ikke stolede på dem.
på et tidspunkt kom der nogle små, møre trædøre på begge sider. Sean stoppede ikke op og kiggede, selv om han var nysgerrig. De måtte væk inden nogen fandt ud af hvor de var. Enkelte gange kiggede han sig tilbage for at tjekke om Ali var med. mørket var tykt.
endelig begyndte tunnellen at stige opad og luften blev varmere og varmere, mere og mere tør. Han gættede på de var på vej op til overfladen igen. Han var spændt på hvor de var endt henne.

Alítheia begyndte at bevæge sig ned af trappen, ned i det tætte mørke. Hun var ikke kommet langt ned af trappen, før hun hørte en knirkene lyd. Snart efter var åbningen herned til lukket, og fremad, var den eneste mulighed. Hun bevægede sig langsomt, men sikkert frem. Man kunne ikke se langt frem for sig. Hun prøvede at se sig rundt nede i tunnelen, se om der var andre veje, om der var måder man kunne se hvor man blev ført hen. Intet kunne hun få øje på, og det hun kunne var ikke brugbart. Turen gik langsomt fremad for Alítheia og det eneste der gjorde hun vidste, hvor Sean befandt sig, var den lille plet af lys.
I lang tid gik hun stille igennem tunnellens mørke, som opslugte næsten alle lyde, alt hun hørte var sine egne fodskridt og sin egen ånde.
Hun var kommet længere ind i tunnelen, og kom kort forbi nogle trædøre, den nysgerrige del af hende, havde lyst til at undersøge dette, men den praktiske, vidste at det var bedst at fortsætte lige ud, og finde den læge til Sean.
Hun gik et stykke tid endnu, fordybet i sine egne tanke, om denne dag, en lang forvirrende dag, hun ville have overstået.
Hun kunne snart mærke varm og tør vind komme mod hende, og hun så lyset ved udgangen. Tunellen, steg først let opad, men snart blev skråningen større, og Alítheia gik med hurtige målrettede skridt, hun ville ud, dog undrede hun sig over hvor de var endt henne. Da det efter hendes mening, føltes som havde de gået i flere timer.
Da hun kom ud af grotten, måtte hun klemme sine øjne i flere gange, da lyset var skarpt, efter grottens mørke.
Da Alítheia nogenlunde havde genvundet synet, kiggede hun sig rundt, for at se om hun kunne genkende stedet. Men nej, hun kunne ikke huske dette sted, denne tørre plet af jord. ”Ved du hvor vi er havnet” spurgte hun, da hun regnede med Sean var lige i nærheden.
Hun ville væk herfra, ind til byen, finde en læge have denne dag overstået.

Det var smertefuldt at kravle derop. For han kravlede næsten, hvor Ali hurtigt klarede turen. Han kom op lidt efter hende og sank omgående ned på knæ. Han var så træt og han regnede med det var begrund af blodtabet.
Han lod træt blikket glide over sine omgivelser.
"Det ligner en af de gårde der omgiver byen" svarede han så.
"Men præcis hvor vi skal gå hen ved jeg ikke..." han fik kæmpet sig op og stå. Han trak vejret dybt et par gange. Så fik han øje på noget i omgivelserne: lignede det ikke nogle hustage i nærheden?
Han pegede derover.
"Tror du byen er derovre?"

//sorry, har ikke så meget krea //

Hun så en anelse bekymret på ham, da han begyndte at tale om nærliggende gårde. Mest da der jo tydeligvis ikke var nogle huse lige nærheden at se. Hun prøvede at kigge sig omkring, for at få øje på noget der kunne minde om et tag. Det eneste hun så var den tørre rødlige jord, som strakte sig et godt stykke.
De måtte se at komme videre, det kunne være de var heldige at finde et sted her. Hun gik hen mod Sean og kiggede kort på ham, for at analyserer situationen, og derefter svarer. ”Byen den vej, muligvis, kender ikke dette område men hvorfor ikke prøve.” sagde hun først kort, med et spejdende blik rundt. Han så træt ud, han lignede ikke en der kunne klare en lang gå tur og søgen, men hvis de var heldige, var der måske en gård, hvorfor ikke?
”Brug for hjælp Sean? Vi burde nok komme videre, finde noget hjælp til det sår?” sagde hun med en mere bekymret stemme, da hans vejrtrækning, ifølge hende lød mere besværet end den burde.

//sorry krea er gået halvt i seng og den halvdel er doven o.o :3//

Hans blik gled over Ali, da hun gav udtryk for sin bekymring og han smilte svagt. Han lod kort hånden glide om på ryggen, som stadig var helt våd af blod. Det gjorde ikke særlig ondt længere. blodet var løbet ned over hans bukser og gjorde hele hans numse og ene ben mørkt og vådt. selv om noget af det var ved at størkne nu.Det tøj var ikke til at redde, men hvad værre var: ikke mange ville lukke dem ind, bange for at få problemer når en af dem kom og var helt indsmurt i blod. Men han var for stærk en person til bare at sætte sig og håbe det gik. han kunne holde til mere end folk viste. Han havde ikke udholdt et ondt ritual, for at blive Archdemon, bare for at dø af et lille skudsår.
Han lod blikket glide over sine omgivelser med et beslutsomt blik.
"Lad os gå derhen ad. og håbe det er tættere på end det ser ud" nikkede han kort og så hen på hende igen med et svagt smil, der skulle fortælle at det nok skulle gå.

Her var varmt og tørt, hendes mund var allerede tør, og de havde ikke hverken vand eller mad med. Alt Sean og Alítheia kunne håbe på var lidt held og medgang.
Hun havde vel regnet med han ikke ville lade sig gå så let ned, men bekymringen var der stadig. Hun så i den retning, han mente de skulle gå og begyndte med tøvende skridt at gå hen over den røde støvede jord. Hun gik ikke hurtigt, Hun lod Sean sætte tempoet.
”Hvad er det her mon for et sted?” sagde hun, egentlig mere til sig selv en Sean. Hun kendte Underworld godt, men selvfølgelig hav langt bedre end land. Men hun kendte dog områderne omkring denne by, og havde aldrig set dette sted før, her var så… øde.

Der var gået et godt stykke tid nu, og Alítheia havde ikke rigtigt fået øje på noget, så nu var blikket fæstnet mod jorden, og hun gik i en fast rytme. Et kort øjeblik så hun op, og mente hun så nogle. Det virkede så usandsynligt at hun kneb øjnene i, de var der stadig. ”Sean? Kan du også se dem, der er på vej imod os?” spurgte hun en anelse overrasket. Alítheia håbede ikke hun var blevet skør af varmen, og de ville nærme sig et sted, de kunne få noget at drikke og hjulpet Sean med sit sår.

Han så lidt på hende og satte et middel tempo. Et der både sagde at han nok skulle klare sig, men uden at gå for stærkt og bruge alt sin enegi med det samme. Han så lidt på hende og så ud over jorden.
"Det må næsten være efter at undeads er begyndt at komme. forskellige bønder bliver skræmt og skynder sig at flytte ind til byen for at slippe for dem. Måske er dette et forladt sted" foreslog han. Det virkede ret sandsynligt. Han overvejede hvordan tingene ville være, hvis de en dag kom væk med alle de levende-døde...Ud over vampyrerne selvfølgelig.
Han så op da hun snakkede om at have set noget. Så stoppede han op. Han havde brug for en pause, han var let svimmel og godt træt, tørstig. Han lod blikket glide over omgivelserne og så nogle folk der kom hen mod dem. Hans tanker faldt straks på om de ville være venner eller fjender. Begge muligheder var der. Problemet var bare at han havde brug for hjælp.
"Skal vi tage chancen og håbe de er venskabelig?" spurgte han

Tempoet var hverken for langsomt eller hurtigt, det var behageligt. Hvis man gik for hurtigt i dette område, ville selv en rask person hurtigt miste sin energi.
Alítheia havde ikke hørt det meste til de u-døde i Underworld, da hun havde været meget på havet. Ikke lige et sted hvor man så dem ligge og svømme rundt. Men at det var efter at de var kommet, lød ikke usandsynligt, overhovedet. ”Det lyder ikke usandsynligt… Det ville give god mening, hvorfor du så ville mene, der kunne være gårde her? Men ærligt er land ikke mit bedste geografiske område” Sagde hun med en munter stemme, og havde en let og træt latter.
De havde stadig retning med de folk, og de kom nærmere og nærmere. Det var dog ikke til at genkende dem, man kunne stadig bare se deres skikkelser. En chance, hvorfor ikke? De var i en ødemark, uden vand og mad… chancer kunne de vel ligeså godt tage. ”Jo hvorfor ikke, hvis de er venskabelige er det til at stort held for os… hvis ikke må problemerne komme til den tid.” Sagde hun en anelse træt og kørte en hånd hen over sit ansigt.

De var nu tæt på de fremmede, og kunne se dem. Ikke alle ansigtstræk, men normale. Alítheia blev overrasket, og en smule frygt begyndte at komme. Hvordan kunne det lade sig gøre?

//...forstår ikke lige det med ansigterne?/

//Altså hun kan se deres ansigter lidt som silhuetter, men hun kan f.eks. ikke se hvis de smiler//

//ahh...//

Sean kiggede op og stoppede op. ville ikke bruge mere energi på at komme til dem, når de lige nu var direkte på vej mod dem. Han sukkede svagt, da de endelig kom tættere på. De virkede ret opmærksomme, men ikke direkte fjendtlige, da de stoppede op på en god afstand fra dem. Det virkede som om de hviskede lidt sammen, før to af mændene trådte frem.
"Hvem er i?" forlangte de at vide. Sean så kort på Ali. Så tog han initiativet.
"To vildfarne. Alt vi ønsker er vejen til byen og hvis i har lidt vand i kan undvære..."
mændene vekslede kort blikke, men så nikkede den ene, som om de allerede havde planlagt hvad de ville gøre.
"Landet vrimler med fjender og vi må være forsigtige. Byen er den vej..." manden pegede i den retning de allerede havde været på vej i.
"Lige nu vrimler den med nogle vagter. Jeg tror rygterne gik på nogle...tyve af en slags. eller mordere. Alt efter hvem du spørger." Manden så lidt på dem.
"er du såret?"
Sean så ned af sig selv, som om han ikke selv havde opdaget det før nu og nikkede så let...
"Som du sagde. Landet vrimler med fjender" manden nikkede let. Han gjorde tegn til at de skulle blive hvor de var, hvorefter han gik tilbage til den lille flok med den anden mand. De hviskede endnu lidt tid, så kom manden tilbage med en dunk vand, som han kastede til Sean. Sean greb den, åbnede den og tømte hurtigt halvdelen af den, før han gav resten til Ali, hvis hun ville tage imod den.
"Vi viser jer ind til byen..." svarede han så endelig. En venlighed man ellers sjældent så...Sean var for en gangs skyld taknemmelig.

//Går efter at slutte emnet, det har varet længe nu og er allerede på vej til en slutning, tænker jeg//

Trætheden overmanede hende, hun ville ikke kæmpe eller slås mere, hun stoppede op og håbede på det bedste. Den lille flok standsede op, et stykke væk fra dem, og snart trådte to af mændene frem.
Sean nåede til orde før hende selv, så hun lod ham om samtalen, og stod passivt i lang tid og iagttog den lille flok, med en hvis anspændthed. De så ikke farlige ud eller som om de på nogen måde ville dem ondt, så langsomt slappede Alítheia mere af. Hun hørte efter hvad de sagde i samtalen, men tog ikke videre notits af den, indtil de talte om mordere og tyve. Hun rørte en anelse nervøst på sig. Kan der være tale om det der skete hos Gilbert? Det er jo ikke sikkert, der sker så meget inde i en havneby, hvorfor skulle der være tale om det?*Tænkte hun nervøst ved sig selv, men fandt sig snart stående, med en vandflaske i hånden. Hun havde ubevidst taget imod den fra Sean. Hun førte de op til munden, og lod grådigt det kølige vand glide ned.
Alitiheia blev overrasket over deres venlighed, men var også taknemmelig. Hun rakte vanddunken tilbage til mændene, og takkede dem lavmælt.
Den lille gruppe af mænd samlede sig, og viste så med en gestus at Alítheia og Sean skulle følge med. Hun gik hen til Sean og støttede ham, da hun regnede med han måtte være udkørt. Hun selv var træt, så da han var blevet såret måtte det da være værre. Egentlig gav hun sig ikke tid til at vente på ham, hun slæbte lidt på ham, og håbede han i det mindste gik med til hjælpen.
Tiden gik, og det blev ikke ligefrem rarere at gå derude i ødemarken. Varmen var stadig ulidelig, og ingen talte højt sammen. Mændene gik foran og talte lavmælt og sendte mærkelige blikke tilbage, hun tog sig ikke af det. Da Alítheia netop var ved at give op, fik man øje på yderkanten af byen. Skumringen var ved at komme, og snart ville mørket sænke sig, men byen var i sigte og heldet havde vendt.

Vandet havde lindret på den tørre hals og tørsten. Givet lidt ekstra energi, hvor der ellers ingen var. Han lod blikket glide over mændene, da manden gik tilbage til den lille gruppe og med en kort bevægelse gjorde tegn til at de skulle følge med. Sean skulle til at sætte i bevægelse, besværet og træt, da Ali støttede ham. Han var taknemmelig for støtten og sagde ikke nej, men som den gentleman han så sig selv som, prøvede han ikke at være for tung, langsom eller hård at slæbe rundt på. Det gjorde ikke så ondt længere, han var bare...Så træt. Svimmel, faktisk også.
Han viste ikke hvor lang tid der var gået. Han var klar til bare at lægge sig på jorden og blive der, da byen dukkede op. Han var lige ved at stoppe op, bare for at se om det var ne hallucination eller virkelighed, men skyndte sig at følge med videre, da ingen af de andre stoppede op. Det måtte være virkeligheden, eller ville de ikke gå den vej...Vel?

Endelig var de blandt huse. Først spredte, så tættere og tættere. De kom forbi enkelte vagter, men forbi de gik med gruppen der viste vej, fik de ikke særlig meget opmærksomhed. De måtte tro de alle var trætte vandrer, blodet måske fra en kamp med en levende-død eller fredløse.
Til sidst stoppede gruppen op.
"Dette er så langt vi vil gå. vi skal videre. Det er ved at blive mørkt, men lægen er den vej. Der ligger en billig kro kun kort vej fra lægen hvis det er" manden så lidt på dem og Sean besluttede at nikke lidt.
"Tak for hjælpen..." fik han sagt, hvordan viste han ikke helt. Manden nikkede, så forlod gruppen dem.
"Lad os fortsætte" sagde han og gik i den retning, som de havde sagt lægen var i. Han hadede læger...Men havde brug for en. Det viste han. bagefter kunne han sove...Og når han vågnede, spise. Før han tænkte på en måde at komme hjem.

De var nu endelig inde i byen, efter flere timers vandring, eller det følte Alítheia det havde været. Den smule energi vandet havde givet hende, var egentlig opbrugt. Det eneste der blev ved at holde hende i gang, var at Sean skulle have hjælp, så de måtte hen til en læge.
Den lille gruppe stoppede nu op og viste dem vej ned af en mørk vej, hvor lægen befandt sig, og det samme gjorde en kro. ”Tak …” Sagde hun mumlende, og begav sig så nedad vejen.
Vejen var støvet og alt for lang, i dette øjeblik. Lægen lå selvfølgelig helt i den anden ende af gaden, men på den lyse side, fik de begge rigeligt med motion, efter de lange gåture. Hun støttede stadig Sean, men hendes fart var sat væsentligt ned, hun mærkede ikke smerten i sine fødder, hun gik bare, som en zombie.
Endelig nåede de frem til lægen, det var et hus med flere etager, et skilt hang over den store dør, hvorpå det stod ’Doktor Doalot’. Hun gik hen og tog i dørhammeren, og slog med den tre gange. De stod ikke i lang tid og ventede på den ville blive åbnet. En ung kvinde med stramt opsat hår åbnede den. Kvinden så en anelse forskræmt ud i starten, da hun så de to, Alítheia med beskidt og fedtet hår hængende filtret ned over skuldrene, det beskidte og støvede tøj, og hængende op ad hende, Sean med en stor blodplamage på skjorten. Hun lukkede døren på klem, og i det øjeblik, troede Alítheia hun ville lade dem stå derude, men snart kom hun tilbage med en ældre herre, der tog fat om Sean og førte ham ind i huset. Alítheia selv blevet taget ved armen og ført ind i en lille lun stue. Hun vidste ikke hvor lang tid hun sad i stolen, men snart fik hun stukket en varm kop i hånden med te. Hun sad og nippede til den, og regnede med at doktoren var i gang med at ’fikse’ Sean.
Da Alítheia var kommet til kræfter kiggede hun endelig op, og så den unge kvinde betragte hende. ”Hvad kommer det til at koste” sagde Alítheia bare kort til hende. Hun kunne se kvinden blev overrasket, men snart svarede hun ”2 sølvmønter” sagde hun. Alítheia gav sig til at rode igennem sine lommer, og nåede ned til de mønter hun havde på sig. Hun fandt de to sølvmønter frem og rakte dem ud mod kvinden. ”Nu er han vel i trygge hænder, i sørger for han bliver frisk igen, og jeg kan godt gå herfra og vide han er i sikkerhed lige meget hvad ikke.” Sagde Alítheia til kvinden inden hun gav pengene. ”Selvfølgelig kan de det, vi holder alle vores patienter i sikkerhed, men burde de ikke blive og vente?” svarede kvinden hurtigt efter. Alítheia overvejede ikke sit svar, hun svarede og handlede, som altid. ”Jeg bliver ikke du for pengene, du kan sige når han vågner at skal spørge efter Frk. Penny på kroen her i gaden.” det var dette hun sagde, gav så pengene til kvinden og gik ud på gaden igen. Hun gik som hun havde sagt hen til kroen, og fik et værelse, hvor hun blev skrevet ind som Frk. Penny.
Alítheia betalte for noget mad, og gik så op for at hvile sig.
Hendes plan var ikke at Sean skulle møde hende, hun ville tage af sted mod skibet når solen stod op og derefter forlade byen. Alítheia ville ikke koste Sean flere problemer og hun ville ikke have en svaghed, som han var blevet. Sean var ved at blive hendes svaghed. Hun ville væk og glemmes, hendes udvej var som altid at løbe bort.

Han var træt. Han kunne ikke mere. Han prøvede at tænke klart, men det var umuligt. Pludselig stod de ude foran et stort hus, et skilt hang og dinglede med en svag knirkende lyd, men han kunne slet ikke fokuserer på skriften længere. Kun det at han var dæmon, gjorde at han stadig kunne stå. Et menneske ville være besvimet på dette tidspunkt...
Og det var han da også ved, da en ældre herre pludselig slyngede hans arm om skuldren og kun med nød og næppe fik gelejdet ham ind i et værelse. Han mistede fornemmelsen af hvor han var...Hvor var Ali nu? Har var forvirret...

Han blev lagt på en bord. Nogle blide hænder begyndte at tage hans tøj af ham. Manden kom tilbage og mumlede nogle venlige og beroligende ting til ham...Han brød sig ikke om det, men var for træt til at gøre modstand. Manden tjekkede hans øjne, hans puls. Så blev han skubbet om på maven og i et øjeblik gjorde det ondt igen...Og så forsvandt det hele.

Der gik nogle timer, før han vågnede igen. Han var tør i halsen og hele hans krop gjorde ondt. Han bemærkede han lå varmt og blødt i en seng, med en dyne over sig. Han følte sig ren og veltilpas...Ud over tørsten. Lidt efter kom sulten også.
Nogen kom ind til ham og han genkendte den ældre herre, som med et svagt smil satte sig i stolen ved siden af ham, kun for at tage hans puls.
"Hvordan har du det?"
"Tørstig" Manden smilte og hældte noget vand op. Sean fik sat sig lidt op og drak af det. Da glasset blev stillet tilbage på bordet, så Sean hen mod manden et øjeblik.
"Kvinden jeg kom med...?"
"Efter sigende skulle hun vist have det fint. Hun betalte for vores hjælp og forlod klinikken straks efter. Hun sagde at du kunne finde hende på kroen under navnet Frk. Penny" Sean tyggede lidt på den. Han forstod godt hun ikke gad være her, på klinikken, det gad han heller ikke selv. Men han ville nu gerne...Gerne hvad? Hvad ville han gerne? Hun var en kold, hård dæmon som ham selv. De havde oplevet meget denne gang og...Og han havde jo faktisk ikke mere at sige til hende, før han fik undersøgt den halskæde.
"Jeg foreslår du bliver i nogle dage, til dit sår begynder hele og du ikke længere lider af blodtab" Sagde lægen, tydeligvis bange for han skulle springe op af sengen og løbe et eller andet sted hen.
Sean lænede sig tilbage med et svagt nik. Næste gang...Selv om han mest af alt havde lyst til at løbe efter hende, viste han det var bedst at vente. Det var jo ikke fordi...Jo...Det var fordi han var begyndte at føle noget. Måske var lidt afstand kun godt. Lidt efter faldt han i søvn igen.

//Slutter vi her eller?//

//Det kan vi godt sige, har ikke sådan mere at tilføje //

//Heller ikke mig. Tak for et godt emne Du skriver bare når du har lyst til et nyt//