You'll never know when love will be near you, it could be the danger - Sean

Han grinte let, af hendes akrobatiske manøvre. Fra at have hende under sig, til over sig og med ryggen mod sofaen. Men det gjorde ham intet. Han nød hendes kys, hvor hurtigt og hårdt det end havde været, nød han det. Han nød enhver kontakt med Ali og for hvert ord, for hver berøring, fik han bare endnu mere lyst til hende.
Han så op på hende, som hun sad tronende på ham, med sit drillende ansigtsudtryk, smilet, øjnene...
åh ja. Det ville han. Om muligt.
hans hænder gled op af hendes lår, som lå hver sin side af ham, op til hendes hofter og lagde sig der et øjeblik. Så, i en hurtig bevægelse, trak han hende ned mod sig med et lille smil, så hun nærmest endte oven på ham, og kyssede hende hårdt igen, kysset endte blidt. Så åbnede han øjnene igen og så på hende, stadig med hende tæt på.
"Meget" svarede han let drillende tilbage og kyssede hende i mundvigen. Han lagde armene om hende, så hun ikke kunne komme op igen lige med det samme, for så at kysse hende ned forbi øret og halsen. Han vendte tilbage til hendes mund og nappede hende drillende i læben, før han endelig slap hende, så hun kunne slippe fri. Han smilte stadig og hans mørke øjne var rettet mod hende.

En sitrende fornemmelse gik igennem hendes krop, da Seans hænder gled langs hendes lår op til hoften. Rykket ned og så det hårde kys, der endte med at blive mere blidt, gjorde hun fik mere lyst til ham. Alítheia fik mere lyst til at være hos Sean, være hans.
Da han lagde armene om hende, så hun ikke kunne komme op og de kærtegnende kys, som sendte varme dunkende stød igennem hendes krop. Da han begyndte at nappe drillende i hendes læbe, gjorde hun igen. Alítheia nappede blidt og kærligt Sean i underlæben, også et stykke tid efter han havde givet slip, så hun kunne rejse sig igen.
Hun rejste sig forsigtigt op og betragtede ham lidt, så hans mørke øjne, der altid fangede hende. Hans smilkunne man sige, gjorde hende blød i knæene, i hendes øjne var han perfekt. Alítheia lænede sig ind over ham, kyssede ham nær brystet, så på halsen og til sidst lige ved øret. ”Jamen så må du jo gøre det” hviskede hun drillende og frækt ind i hans øre, for derefter forsigtigt at lægge hovedet på hans bryst, og lytte til hans værdtrækning. Mens Alítheia lå på hans bryst, bevægede hun kærtegnende en hånd langs hans kindben, kort over han bløde læber og op til håret, hvor hun legede med en lille tot hår.

Halskæden, der for kun lidt tid siden, havde virket så vigtig, i hendes tanker, var nu lagt godt væk, faktisk tænkte hun ikke længere over hun havde den på, eller det egentlig var grunden til Sean var på skibet. Kærligheden og lysten til Sean slog disse tanker ud af hendes hoved.

Han smilte. Han kunne ikke lade være, men hvorfor skulle han også?
hun havde ikke behøvet at gøre sig så indbydende, at hviske ham drillende og frækt i øret. Han var allerede tændt.Men det var den leg de fleste elskede at lege, at udforske hinanden, lære hinanden at kende, på et dybere, mere intimt plan.
Han lod en hånd glide over hendes hår, da hun lagde hovedet på hans bryst og i et øjeblik nød han bare at ligge der, med hende, og slappe af. Han så ned på hende, som hun lå der, nød hendes hånds vandring over hans ansigt og op i håret. De burde vente. De burde ikke udforske hinanden seksuelt nu, de burde vente til de bare havde hinanden...og han viste godt det var hans egen skyld de ikke kunne det med det samme. Men han så i forvejen forholdet til Alane så ødelagt...
Han tog hendes hånd, den der var vandret op i håret på ham, og kyssede hendes fingre og midt på hånden.
"Det syntes jeg..." han måtte rømme sig, fordi hans stemme drillede. Den var lidt hæs, som om noget sad fast i halsen. Han smilte til hende og lod en hånd glide over hendes skulder og ned over siden, så langt han kunne nå, før hånden automatisk gled om på ryggen og nussede hende der.

//var virkelig krea død, så der er mange gentagelser og det er lidt rodet sorry...//

De små kærtegn fra Sean, som da han nussede hende i håret, blidt kyssede hendes fingre og hånd, trak Alítheia ind i en drømmende tilstand. Hun lå og lyttede til hans hjertebanken, åndedrag og ham. Hun lo roligt med sin anden hånd og aede ham blidt på brystet, opslugt af sine egne tanker, til egentlig at høre eller opdage hvad der foregik.
Da Sean talte mærkede hun den dybe stemme, som om det vibrerede let, men det tog hende et stykke tid at høre hvad han havde sagt. ”Hvad synes du” spurgte hun mildt, og så op på ham med et smil. Da Sean begyndte at nusse Alítheia på ryggen, så hun kort på ham, og lavede igen en smidig manøvre, hvor hun skubbede sig ned på siden af ham. Alítheia nå nu med ansigtet mod hans, og ryggen med sofaens ryglæn. Der lå hun nu, og puttede sig ind til ham, som et lille barn, for Sean fik hende til at føle sig tryk, når han holdt om hende.
Alítheia tog igen sin hånd op, og aede ham blidt i håret igen, mens hun lagde sit hoved ind til hans bryst. Hun sendte ham et kort smil og begyndte stille at tale, mens hun stadig havde hovedet mod Seans bryst. ”Det er mærkeligt det her, skulle du ikke have den halskæde?” Det blev sagt, som om det intet havde med hende at gøre, og hun ikke kunne være mere ligeglad, selvom hun stadig ikke ville afgive den frivilligt. Hun blev ved at aer ham blidt og roligt, og kyssede ham indimellem blidt på munden, som om hun helt havde glemt hvor hun var, Alítheia var i himmelen.

Det var som om de begge gerne ville, men at de begge tøvede. Som om det var et skridt som virkelig ville bevise det imellem dem, men de måske var bange for hvad det enlig ville betyde. Personligt viste han at han var et dyr og han ikke var godt til at være fanget i faste forhold. Men tingene var jo som man gjorde dem. Han havde prøvet og tingene var ikke gået godt. Tingene gik bedst, hvis han følte sig fri.
Han så ned på hendes ansigt og kyssede hende på panden, da hun lagde sig ned ved siden af ham.
Han grinte let. Halskæden. Han havde glemt alt om den. Hans fingre fandt kæden om hendes hals og legede let med den.
"Jo, den er grunden til jeg er her...Eller i hvert fald til at jeg kom i første omgang" smilte han og slap den igen.
"Men den klæder dig nu meget bedre end jeg tror den vil gøre på min arbejdsgiver" svarede han så.

Det med at binde sig til en, og vide hun var sammen med den og skulle på grund af et fast forhold. Alítheia ville ikke tvinges til noget, og hvis det skete kunne det ødelægge meget, hun ville være fri.
Hun holdt af Sean elskede ham, men at skulle være i et fast forhold, hvor der var den tvang, selv hvis det kun var en smule, kunne ødelægge det. Alítheia havde dog også det indtryk, at Sean ikke var den bedste til at binde sig til en person, måske havde mange dæmoner frihedsønsket og svært ved at knytte bånd.
Hun havde aldrig haft det med, at et forhold ødelagde alt, hun ville bare være sin egen kunne gøre som hun ønskede, ingen der bandt hende til noget.
Hun mærkede ham tage fat i kæden, og hvordan han snittede hendes bryst. Imens så hun roligt ind i hans mørke øjne.
hun kiggede lidt på ham, og lod sine fingre glide let henover hans læber. ”Men der er en anden grund til du blev… i så lang tid?” sagde hun drillende.
Hun kom med en lyd, der gav Sean ret i at den klædte hende bedre, ikke at hun vidste det mindste om det. Tanken om arbejdsgiveren, manden, som ønskede halskæden hoppede op igen, da han nævnte, og igen kom trangen til at vide hvem det var. ”Hvem er det, som umuligt kan bære denne halskæde lige så godt som mig?” spurgte hun drillende, og håbede hun måske, ville kunne få det ud af ham nu.

Det var slut med Alane. De var ikke længere sammen. han havde troet hun ville sige det, men det endte med at være ham selv der havde endt det. han ville bare være venner. Han var ikke god til faste forhold og der var ingen grund til at såre Alane mere end højst nødvendigt...selv om han allerede havde gjort det.
Han så ned på hende, da hun snakkede igen.
"åh ja, problemerne med at få den. " smilte han drillende tilbage. Hans arbejdsgiver havde nok håbet han var hurtig tilbage og Sean overvejede allerede hvad han skulle sige. enlig var han ikke ked af, hvis denne opgave var mislykket. Måske skulle han dræbe sin arbejdsgiver? for at være sikker på han ikke sendte andre efter Ali? Hun kunne selv beskytte sig, men det forhindrede ham jo ikke i at gøre det alligevel...
"åh, en eller anden ligegyldig mand" smilte han så tilbage til hende og kyssede hende blidt, længe på panden. Hans hånd gled ned over hendes skulder, arm og ned over siden på hende.
"i forhold til dig"

Sean var flabet i den grad, men hun kunne lide det. Som regel svarede folk hende ikke igen på den måde, og normalt fandt hun sig ikke lige så meget i det, som med ham. Hun aede ham blidt på kinden, og hørte på hans stille dybe stemme. ”ja problemer med at få, dem er der mange af” drillede hun ham blidt tilbage, mens hun puffede kærligt til ham.
Måske ville andre mene arbejdsgiveren var lige meget, normalt ville hun have det sådan, men lige nu? Nej hvis en kendte til denne halskæde kunne det være farligt for hende, og så var det bedre at have personen i kort snor og snoet om lillefingeren, i stedet for, den havde spioner på hende.
Hun tænkte længe over disse ting, men kunne ikke helt lade være med at blive rykket ud af alvoren, da Sean kommenterede på denne ’ligegyldige’ mand. ”Nå så det er han… men hvis han er så ligegyldig, kunne jeg vel godt få lov at vide hvem det er” drillede hun ham, trak hurtigt hans hoved nærmere hendes, og kyssede ham drillende på næsen. Alítheia sendte ham et stort drillende smil, og puttede sig igen ind til ham.
Det hun havde med Sean gav ikke mening for hende, hun ville være hans, og at han skulle være hendes, men ønskede stadig friheden. Hun lå oh tænkte det igennem igen og igen, hvor let Sean ville kunne å hende til at gøre noget, men hvor svært det alligevel ville være. Hun brød sig ikke om mænd, der prøvede at dominerer hende, hun kunne klare sig selv og ville helst gøre det, det var et spørgsmål om værdighed og stolthed. Mens hun lå og tænkte mumlede hun helt lydløst ”Det mærkeligt…” for sig selv og fortsatte i sine tanker *med os, jeg elsker ham, og han siger han elsker mig, men stadig er det så… fremmede det hele… og så alligevel velkendt.*

Han så lidt på hende.
"Det er ikke en mand du behøver tænke på. Uden halskæden vil jeg finde en anden måde at få mine ting på. ofte ved at personen dør og tingene forsvinder. Med mig" smilte han roligt, mens han så på hende. Han sukkede kort, da han hørte hendes bemærkning. Han lagde den fri arm om bag hovedet, så han lå mere behageligt og så han bedre kunne så på hende.
"Hvad er mærkeligt?" spurgte han tænksomt. Han håbede ikke Ali var til faste forhold, for så var det dømt til a mislykkes.Heller lidt friere og de kom til hinanden af egen vilje, mere end af pligt. Som nu, selv om det havde været mere tilfælde.


//Undskyld, min krea er gået i seng :///

Hun lo lidt af hans svar, Sean ville nok beskytte hende hvis det var, og hun ikke sagde ham imod med det. Manden ville nok dø, men Sean havde nok andre grunde, som han sagde, han skulle have en sin løn. ”Hmm… nok ikke, kan bare godt lide, at kende mine fjender…” sagde hun drillende og en smule tøvende. Hun så lidt mere på ham, jo han var typen der tog sine ting, og efterlod stedet tomt, ikke noget spor, bare tomhed. ”Det tvivler jeg ikke det mindste på” sagde hun drillende, med en lille smule ondskab gemt i det.
Der var faktisk kommet noget ud af den lille mumlen, han havde hørt hvad hun sagde og spurgt om det. Det tog hende et stykke tid egentlig at huske, hvilken sammenhæng hans spørgsmål havde, med det hun havde sagt. ”Os… det er så underligt, jeg forstår det ikke” mumlede hun ind til hans bryst.
Hun kyssede ham blidt og intimt på læberne igen, og krammede sig helt ind til ham, lukkede øjnene og var der bare, tæt ved ham og nød nærværet.

Han smilte og blev så tænksom, ved det hun sagde. Om dem. Det var underligt... han holdt af hende, ja, følte endda hun nok var en af de få personer der havde bedst chance for at forstå ham, hun mindede meget om ham selv og han respekterede hende. Men alligevel var det som om denne kærlighed steg til overmenneskelige højder, som om de begge stadig gerne ville være fri og selvstændige. så det var svært at placere hvor de enlig var.
"Jeg underdrev, da jeg sagde der var problemer med Alane...Vi er ikke sammen mere." svarede han så bare og så på hende. Kysset havde været dejligt og endnu en gang fik han lyst til mere af denne forbudte frugt foran ham. Eller var den nu også forbudt?

Hun blev lidt overrasket over hans sidste kommentar, hvorfor sagde han dette? Hun vidste det havde været galt da de talte sammen, men ikke at de var gået fra hinanden. Hun tænkte i lang tid over hvad hun skulle sige, der var ikke noget let svar. Hun var jo inderst inde glad for at de slog op, hun havde ventet på dette, på ham. På den anden side, måtte det være hårdt for ham, og hun tænkte på pigen, Alane. Hun tænkte på hvordan hun ville have det med at miste ham.
Alítheia gav aldrig et svar til hans kommentar, med ord. Hun kyssede ham bare, først blidt på panden, sæ på næsen, lidt drillende, på kinderne og til sidst på munden. Det var et kys hun lagde alle sine følelser i, sine tanker, så han måske ville kunne forstå svaret, hendes tanker om dette.

En ting der gjorde Alítheia holdt så meget af Sean, og ikke bare kunne stoppe, var at han gav igen, han lod hende ikke vinde kampen, ikke lade sig sno om fingeren. Hun kunne ikke tvinge ham til noget, men det var også omvendt, de stod på lige fod.
Hun var den type, der godt kunne lide når folk viste deres ret, men også havde respekt for hende. Hun var ikke selv den der havde meget til overs for mænd, men måske kunne Sean ændre det?

Alítheia ville være ærlig overfor ham, han havde slået op med den tidligere kæreste, hvordan deres forhold nu var, kunne hun ikke vide. Hun ville have Sean til at vide hvem hun var. ”hmm… jeg elsker dig…” startede hun tøvende, ”men kærlighed og jeg er ikke det mest venskabelige eller bekendte ord, jeg hader det, men vil ikke af med det… ikke nu, når jeg har mødt dig” fortsatte hun mumlende, og håbede han måske forstod hendes forhold til at binde sig, bare en smule bedre, medmindre han allerede forstod det.
Alítheia kyssede ham igen forsigtigt, på panden, og bed en lille smule i hans læbe. Lysten var der vel stadig, hun prøvede bare at undertrykke den, for Sean havde jo lige slået op… og det var måske ikke det bedste… måske.

Han så lidt på hende og fornemmede både en svag forvirring, men ikke nogen direkte sorg over det. Han grinte let af hendes små kys og gengældte det på munden. han var ikke ked af det. I starten, måske, for længe siden...fordi han havde vist det kom. Men det var ham selv der var endt med at sige fra. Han var ikke god til faste forhold.
Han lod en hånd glide over hendes ansigt, let på kinden, i et øjeblik. Han fortalte det, så hun viste det. Så hun viste han var fri. Så hun viste de bedre kunne være sammen, når de havde lyst til det. Han fornemmede dette ikke blev et så bindende forhold og det gjorde ham lidt mere fri om hjertet. han ville ikke være bundet mere til kvinde, eller nogen anden for den sags skyld, så meget igen. Han kunne ikke.
"Det ved jeg godt" svarede han så let, da hun havde talt færdig. Det var sandt, han viste det. Havde fornemmet det på hende og havde selv haft det sådan en gang...Men det var blevet ødelagt. Måske fordi han levede af kvinder.
"Men jeg er da glad for du har ændret mening, i hvert fald med henblik på mig" svarede han så og kyssede hende let. hun virkede tøvende og han ville ikke presse hende. Det endte med han smøgede sig ud af hendes greb og fik rejst sig op. Han strakte sig og et let knæk hørtes i hans ryg. Han kørte skuldrene lidt rundt igen for at få gang i blodet igen. han var ikke god til at ligge stille så længe...Han fik alt for meget energi til sidst og endte med at blive rastløs.
Han lod kort blikket glide omkring sig.
"Jeg regner med snart tage tilbage til denne herre, jeg enlig arbejder for" annoncerede han så og så på hende igen, med et lille smil.

Alítheia kunne høre på Seans svar at elske ikke var noget han kunne… ikke nu. Alítheia havde ikke regnet med de store kærlighedstaler, men hans svar sårede stadig lidt. Hans svar til hende var bare, at han godt vidste hun elskede ham. Alítheia tænkte et stykke tid over hvorfor og hvad der kunne være sket, og den første tanke var bruddet, med hans tidligere kæreste Alane, og så det faktum han var incubus. *Det er måske ikke så mærkeligt han ikke ønsker den følelse eller har den.* tænkte hun ved sig selv, for måske var det noget andet.
Hendes tanker blev dog afledt da han rejste sig.
Et stykke tid lå hun bare afslappet, og så på ham mens han gik rundt og strakte sin krop. Dog vågnede hun straks mere op, da han talte om at gå hen til denne herre han arbejdede for. Alítheias nysgerrighed for, hvem det kunne være kom igen.
Hun satte sig hurtigt op og var snart oppe at stå og gå rundt, med små hurtige skridt. Alítheia elskede at snyde sine fjender, kende dem, uden de kendte hende, være et skridt eller flere foran… hvis hun havde chancen. Hun kunne nu… måske, hvis Sean ville give hende den chance. Langsomt begyndte nogle ord at forme sig på hendes læbe, og endnu langsommere kom lyden, så de blev formet, til et ord, en sætning. ”Jeg tænkte over, om jeg måske, selvfølgelig med din tilladelse kunne få lov at komme med…?” (Selvfølgelig havde hun tanken om at snige sig med i skjul i tankerne, men det behøvede han ikke at vide det mindste om.)”Jeg skal nok opfører mig som en … dame… med kjole og det hele hvis det er nødvendigt” sagde hun, og det var tydeligt at høre på hendes stemme at det ikke var noget hun brød sig om… ikke det mindste. Alítheia vidste dog hvad der var nødvendigt for at narre folk, lige meget hvor ubehageligt og besværligt det kunne være.

Alítheia var som sagt ikke den feminine kjole type, i hendes lidt ældre år, var tiden blevet tilbragt for meget med hendes far, og mænd, og hun havde lært for meget af dem, og for lidt om det kvindelige… som hun smed bort efter sin mors død… hun kendte til det, flirten og forførelsen af mænd, men brød sig ikke om at skulle behandles som en svag kvinde, af stupide mænd, der var for lette at narre. Alítheia var sin egen herre, og ingen ville kunne ændre hende, intet ville kunne ændre hende, selv de stærkeste følelser kunne ikke ændre hvem hun var, havde været og ville være.


//undskyld det langsomme svar... men først kina, så musical, så lorte computer og så forkølelse... der er grunden//

han studerede hendes ansigt og så at hans ord overraskende nok sårede hende lidt. hvad ville hun have? At han løg? At han sagde at selvfølgelig elskede han også hende, når han ikke engang var sikker på hvordan det enlig føltes? Nej. han ville ikke smide om sig med kærlighed. Han ville ikke gå og erklære den til nogen som helst, også selv om den så skulle være der. Det måtte hun leve med. hun måtte bare stole på det. Af en eller anden grund gjorde det ham vred, irritabel. Men han skjulte det. Selv om hendes lille spørgsmål om at tage med irriterede ham endnu mere. Hvad var der lige sket? Gled hans temperament fra ham igen? han viste han havde haft svært ved at styre det efter ritualet...
"Nej, Ali. Du skal ikke med. Dette er mit arbejde, lige som jeg heller ikke vil blande mig i dit..." han så lidt på hende, sukkede så svagt. Hvad skulle han sige til hende? Det var som om at nu, hvor det hele åbenbart handlede om følelser alligevel, så blev alt kompliceret igen. Og han kunne ikke fordrage den der følelses, fornemmelse, af at være fanget og bundet bare fordi en anden person følte kærlighed til ham...Hvilket desuden var helt skørt.
Han lod hånden glide gennem sit hår.
"Og du skal ikke engang tænke på at snige dig efter mig" sagde han så i noget han selv så som et roligt tonefald. Men alt dette begyndte at give ham klaustrofobi...Og han ville bare ud.
"Ali...Jeg er en følelsesmæssig fyr. Leder du efter en der erklære sin kærlighed til dig hver andet minut må du lede efter en anden...Jeg kan lige så godt sige det lige ud. Jeg holder af dig, jeg føler jeg endelig har mødt en ligemand, eller kvinde, som jeg kan snakke med på et helt andet niveau. En jeg respektere. En jeg holder af, på en anden måde. Men jeg hverken vil eller kan tillade mig at miste overblikket af at blive følelsesmæssig bundet. Jeg vil ikke bindes. Det må du forstå..."

//Det er helt i orden//

Var Alítheia blevet såret, ja det var hun vel lidt, men hun havde hurtigt glemt det, på grund af tanken om hævnen og tilfredsstillelsen ved at pine og plage sin fjende… Hvis Sean ville tage hende med.
Denne gnist blev snart taget helt væk, først forsvandt den i overraskelsen over Seans temperament, hun vidste han kunne blive sur, men at se det var stadig noget andet.

Hun havde ikke tænkt videre over sit spørgsmål kunne hun tydeligt høre, og fortrød snart at hun overhovedet havde spurgt ham, det var en dum idé, men det var ikke hver gang hun tænkte sig helt om. Og Sean kendte hende hvis, for han nævnte netop det med at snige sig efter ham, hun kunne selvfølgelig sige hun ikke havde tænkt sig, lyve, men hun vidste i forvejen godt han ikke ville tro hende.

Alítheia havde ikke helt forstået hvad der havde gjort ham så vred, måske havde hun været for følelsesmæssig, måske var der noget med ham, hun ikke vidste. Men som hun gjorde i disse situationer lukkede hun af for følelser, hvis det kom for tæt på, skadede for meget, det var en dårlig idé, og hun vidste det havde været for meget.
Seans ord om følelser kom ikke bag på hende, men hun måtte stadig bruge lidt tid på at tænke over dem, komme sig over dem, hun havde været for følelsesmæssig, han havde vel set på hende hun blev såret, og hun blev irriteret på sig selv over hvor følelsesmæssig hun var blevet, at hun tillod sig det. ”Sean…” startede hun med en svag og lidt usikker stemme, for hun vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle sige. ”Sean jeg forstår, jeg har vel været hvad man kan kalde følelsesmæssigt ustabil og ladet det kontrollere mig for meget, jeg forlanger bestemt ikke at du erklærer din kærlighed til og da slet ikke så ofte.” Hendes stemme var blevet mere stærk… og mere tom, hun lukkede følelserne mere væk nu, hun var den type der enten ikke havde dem eller havde for mange, at kontrollerer dem kunne hun ikke særlig godt. ”Jeg forstår dig og bindes forlanger jeg ikke vi bliver, du vil have dine friheder og det vil jeg også. Jeg respekterer dig og det ved du, jeg undskylder jeg… jeg tænkte mig ikke om, selvfølgelig skal jeg ikke med, undskyld” Lidt følelser var der stadig, men de blev mere skjult, kontrolleret nu.

Hun gik hen til stedet, hvor den såkaldte skjulte dør befandt sig åbnede den, for derefter at gå hen til Sean og lede ham blidt ud af hendes hemmelige rum(egentlig skubbede hun hm lidt, for at få ham ud af rummet). Hun så kort på ham og sagde så ”Jeg håber dit arbejde ender vel, jeg gætter på, du skal hen til ham nu?”Startede hun spørgende ”Og jeg selv har nogle… ting der skal ordnes” Sagde hun med en stemme, der lød alvorlig. ”Måske ville det være bedst hvis vi skilles nu?”
Meget havde ændret sig på få minutter, det ene øjeblik havde Alítheia været kærlig og blid, nu virkede hun nærmest forhandlende, men stadig med en smule af det kærlige over sig. Hun vidste hun havde været for meget, og kunne se på Sean han gerne ville ud og ønskede ikke et langt skænderi om følelser og besluttede det var bedst at komme tilbage til arbejde, som Sean også ønskede. Hun kyssede ham blidt på læben og begyndte derefter langsomt at gå ud af hendes kontor.

Hvis dette var sket for bare nogle måneder siden, ville han følelsesmæssigt være ødelagt nu, hvorfor han kunne se hvordan det hele gik hende på og hvordan hun bare lukkede af. Men i stedet gjorde han bare det samme; han lukkede sine følelser inde som om de slet ikke havde været der eller var der. fordi det var for deres begge bedste. Ja, han ville godt være sammen med hende, holde af hende...Måske endda elske hende...Men han ville ikke føle sig fanget. Og han ville sikkert blive 2000 år før han fandt en der gad acceptere det..Hvis overhoved nogen. Lige nu var han i hvert fald ikke sikker på om Ali ønskede det sådan eller om hun bare sagde det.
"du skal ikke undskylde. Du har ret til at føle ting. personligt har jeg bare ikke tænkt mig at udfordre skæbnen med flere følelser. Sidst jeg lod dem få frit spil, gik alt af helved til. Det er først nu jeg har mere styr på mit liv igen" det passede. Efter ritualet, hvor de fleste af hans følelser blev...ikke fjernet, men skubbet væk, havde tingene været lettere.
Han gik med ud af rummet, selv om han nu følte en stik af sorg over det. Han ville gerne være der...sammen med Ali. Bare de to. Han ville have de snakkede som før ikke bare forlod tingene i denne triste tilstand.
Han greb fat i hendes arm, ikke hårdt, men bare for at få hende til at blive der.
"Alitheia...Har jeg såret dig? du er kold og tom. Men det der genere mig mest er den triste stemning der pludselig spredte sig. Jeg vil ikke skilles fra dig med den hængende over mit hoved, velvidende den vil splitte min hverdag fra hinanden, fordi jeg ikke kan tænke på andet. At være uvenner eller at have såret dig, bevidst som ubevidst, er ikke noget jeg har lyst til, selv om jeg også må gøre hvad der er bedst for mig selv.." han viste ærlig talt ikke hvad han skulle sige...De var begge dæmoner. De kunne begge ikke lide følelser, eller det var hans indtryk af Ali. måske havde han forventet for meget? Håbet for meget igen? Håbet af der endelig var en dæmon som forstod ham, endelig var en kvinde der både ville være sammen men fri til at gøre som hun ville...Fandtes de overhoved?

Alítheia var ikke blevet såret, det der var sket med hende var nok mere, at hun ikke ville såres, ikke ville såre Sean det var mere frygten for, de mange følelser i hende. Hendes kontrol over følelser, var en af hendes svage sider, det havde altid været svært for hende, som om noget inde i hende spredte et kaos, når hun lod dem komme frem, men hun ville gerne, så gerne bare lade dem være der, især overfor Sean.
Hun kiggede på ham et stykke tid, og lod lidt af følelserne komme frem, bare en lille portion så det ikke ville gå galt. ”Sean jeg lod følelserne spille for meget, og jeg respekterer dine tanker og ved jeg overreagerede, du kan ikke lide at binde dig, og jeg ønsker heller ikke den del med at føle mig tvunget til at være sammen med en og elske en, det har jeg allerede sagt” sagde hun roligt, selvom noget i hendes stemme stadig var koldt og tomt.
Hun mærkede grebet i sin arm, og blev overrasket, hun havde været så sikker på at det var hvad han ville, det var ikke længere følelserne der lod hende tænke, nu var det fornuften. I hende kunne de to ikke komme overens, var det halskæden der gjorde dette… eller var det noget andet?
Hun vendte sig om og så på ham, hvad skulle hun sige, hun kunne ikke fortælle ham noget hun ikke selv kendte til eller forstod.
Hun ville prøve, hun ville ikke såre ham. ”Sean du har ikke gjort noget… du viste mig blot at jeg ikke havde spor kontrol over mig selv… sådan her er jeg bare” startede hun mumlende ud… ”Sean en ting du må forstå er jeg ikke kan finde ud af følelser… de… når de er der er de alt for stærke og ja jeg elsker dig og forstår hvad du mener, for jeg vil ikke selv være bundet, hvis jeg elsker en gør jeg det, hvis ikke gør jeg ikke. Men at skulle være sammen med en er bare noget jeg ikke kan, jeg blev for følelsesladet og det skal ikke lade dig gå på, du gjorde intet.” Alítheia begyndte at åbne mere op nu, men hun åbnede også langsomt døren op til følelserne igen… og snart ville det kunne mærkes. ”Jeg kan ikke forklare hvad der sker, for jeg ved det ikke selv, jeg… jeg kan ikke styre mine følelser… de… de styre mig, og før jeg mødte dig var det ikke sådan… for der gad jeg næsten ikke føle, men nu… ja det ved du.”
Hun kiggede ham ind i øjnene nu, og håbede at få ham til at forstå. Alítheia var en der ville kunne gå og gøre hvad hun ville uden nogen ville ændre hende, men hun ville gerne være sammen med Sean.

Langsomt åndede hun luften ind og ud, og hendes tanker kom mere på plads igen. ”Mine tanker køre bare rundt… det er sikkert halskæden” Sagde hun et mere muntert humør og tog halskæden, hvorefter hun lagde den ned i sin jakkelomme. Alítheia stod lidt ti og så på ham med et roligt blik nu, hun havde fået mere styr på sig selv igen. ”hvad nu?” spurgte hun lidt mumlende med et lille smil… ville Sean tage hen til denne herre han arbejdede? hvad ville han mene om hende? Om dem? Så mange spørgsmål i bare to enkle ord… sådan noget hun aldrig troede hun skulle blandes ind i…

Hun kunne lige så godt have talt et andet sprog. Al hendes snak om hvordan følelserne styrede hende...Det virkede så skørt. Et svagt smil gled over ham, selv om hun ikke var helt færdig med at snakke...men han lod hende dog snakke ud.
"Alle styres af følelser. Selv dem der ikke vil kendes ved dem eller acceptere dem. Jeg ville gerne sige jeg var en kold skid der kun lod mig styre af fornuften, men det sker ikke og jeg tror også det ville være for kedeligt...Jeg mener bare at der er forskellige måder at lade sig styre på. jeg vil ikke bindes...Men det er ikke ensbetydende med jeg ikke holder af folk. Jeg har prøvet at binde mig og aldrig har jeg gjort noget mere forkert! Alt gik galt og alle blev såret, selv jeg...Og det gider jeg ikke at opleve igen, prøve igen. Jeg vil gerne være sammen med dig. Det siger jeg af et ærligt hjerte. Jeg vil gerne være sammen med dig. Dele et århundred med dig. Lade os være dæmoner sammen. Du er en af de mest fantastiske og stærkeste kvinder jeg nogensinde har mødt" han slog lidt ud med armene og det var tydeligt han ikke rigtig kunne forklare hvordan han havde det.
"Men jeg vil stadig ikke bindes. Og måske er det med til at ødelægge det. At jeg holder det tilbage...." han så lidt på hende og trak så på skuldrene. Han viste ikke hvad de skulle lige nu...

Det hun havde sagt gav ikke nogen mening, og det var egentlig ikke mærkeligt, men som sagt kunne hun ikke forklare hvad der skete med hende.
Alítheia kom til at grine lidt af sig selv, da Sean sagde det åbenlyse om at alle styredes af følelser. Det hun havde sagt, var noget vrøvl, og det kunne hun sagtens se nu.
Alítheia ønskede ikke de lange besværlige forhold, hvor man bandt sig, blot det hun havde med Sean nu. Hun havde sine friheder, behøvede ikke ditten og datten, men vidste at han holdt af hende og hun holdt af ham, og det var godt nok for hende. Et stykke tid efter han var færdig med at tale, stod hun lidt og overvejede hvad hun skulle svare, et langt højtideligt svar? Var det det der skulle til? Eller bare at hun havde det fint med det?
”Okay, jeg forstår, og har det fint med det” sagde hun smilede let, det blev den korte lette måde. Snart voksede smilet lidt mere, i takt med det hun sagde. ”Selvfølgelig er jeg en af de stærkeste kvinder du har mødt… ” Det blev sagt på en lidt for overdreven selvglad måde, og hun lo let. ”Jeg kan måske også indrømme at du er den mest fantastiske og stærke mand jeg har mødt… måske” de måske’er, som blev tilføjet, lød altid ekstra drillende.

Alítheias hånd søgte forsigtigt ned i lommen, og fik snart fat i den lille hør halskæde. Et stykke tid lod hun den være der nede, men tog ikke hånden op. Da hun endelig tog hånden ud af lommen, fulgte den jo selvfølgelig med. Hun begyndte at lege lidt med den, og lod den glide mellem fingrene, indtil hun løftede den op, så den var mellem hendes og Seans ansigt. Hun lod den hænge der et stykke tid. ”Måske skulle jeg undersøge, hvad den egentlig kan?” sagde hun med et drillende og let ondt smil på læben.

Han grinte og mærkede hvordan stemningen nærmest lettede omkring dem. Dejligt...Det var sådan det skulle være, det var meget mere behageligt. Han gik helt hen til hende og stod foran hende et øjeblik.
"Vær ikke så drillende..." smilte han
"...Det kunne jo være jeg måske kender en anden kvinde der lidt stærkere og bedre end dig jo. måske" drillede han tilbage og lod nogle fingre glide gennem hendes hår, hvorefter han trak sig lidt tilbage igen. Han så hen på hende igen...
"åh, kan du nænne at bruge den? Får du ikke allerede din vilje?" smilte han. Åh, det var så lokkende...Bare at gribe ud efter den...
Hans arm gled frem og lagde sig om selve amuletten, men han hev den ikke til sig, som han ellers kunne have gjort. mest fordi han ingen grund så til at gøre det.
Han smilte drillende til hende.
"Nu må du opføre dig ordentligt, eller tager jeg dit legetøj fra dig!"

Stemningen var ved at lette ikke så dyster mere, trist, kold. Hun lo let og klukkende, kunne ikke lade være, især ikke da Sean begyndte at grine.
”Hvorfor ikke… det er så sjovt at drille” svarede hun lidt flabet og leende, men blev mere stille efter hans andet svar. Det var en af de ting Alítheia så godt kunne lide ved Sean, han forstod at drille igen, mange var for lette at få ram på, Sean han var hurtig i vendingen og kunne give igen. ”stærkere… er du nu helt sikker… men okay så er det der ’måske’ ikke en del af min sætning fra før…” Sagde hun lidt tøvende.

Alítheia var blevet opslugt i halskæden stod og så på den, studerede hvordan den var flettet sammen, mønstrene, og så var der noget andet hun så i den. Det hun så i den, var en næsten usynlig gylden tråd, der konstant var i bevægelse. Alítheia vidste ikke selv hvad det var, men det var den gamle magi der bevægede sig i halskæden.
Hun blev hevet ud af halskædens spind af Sean, da han først lod en finger glide gennem hendes hår og senere talte. Et smil kom frem på hendes læber, ”Jamen Sean, jeg ved jo ikke helt hvad den kan endnu… bare den er mægtig, og styre noget med følelser, kærlighed og magt… Måske Sean… måske ikke” Sagde hun og blinkede drillende til ham, og så ned på hans hånd da han tog fat i halskæden. Ville han mon tage den? Havde han så ikke gjort det for længst?
”Kære, det ved du udmærket godt er meget svært for mig…” Svarede hun til ham, og et stort smil kom frem på hendes læber igen.
Halskæden, Alítheia kunne ikke beskrive hvad der skete, men det var som om den trak i hende, hun blev nødt til at se på den og igen kom den gyldne tråd. Denne gang var den gyldne tråd bare ikke kun ved halskæden, den bevægede sig langsomt op ad hendes arm og begyndte at sno sig i nogle mærkelige forme, som dannede et tegn, hun kunne ikke se hvad det var, men snart begyndte hendes hud at brænde, der hvor de gyldne tråde var, og et lille skrig af smerte slap fra hende, og lidt efter var de gyldne tråde ikke til at se mere.

Han så på hende med et lille smil og et solidt tag om halskæden. Selv mærkede han intet til denne magi, måske fordi han ikke var lige så koncentreret om den som hun var. han så lidt på hende.
"Hvorfor tage chancen? Det sidste jeg vil stå model til, er folk der mener de skal styre eller kontrollere mig på nogen som helst måde...Det må du, af alle, forstå. " han regnede ikke med hun gjorde det, men han brød sig ikke om hun drillede med det. Det betød hun havde tænkt tanken, selv om hun måske ikke havde gjort alvor af den endnu. i det hele taget brød sig ikke om halskæden...I et øjeblik overvejede han at hive den til sig og ødelægge den på en eller anden måde. få den til at forsvinde. så han aldrig mere skulle se sig over skuldrene når han var sammen med Ali.
Han slap den igen med et kort suk.
"Jeg bryder mig ikke om den. Og jeg føler mig ikke tryg, så længe jeg ved du har den..." han havde knap nok sagt det, før han uvilkårligt trådte et lille skridt tilbage af hendes lille skrig. Hans blik gled undersøgende over hende.
"Alitheia?"

Friheden, et ord, mange betydninger og alligevel kun en, men var man fri? Ville man nogensinde blive det, eller var man det allerede? En ting var sikkert, Sean kunne man ikke spøge med om det, overhovedet ikke. Alítheia havde ingen intentioner om at gøre det nogensinde, en grund var at det var Sean, en anden var at hun nok ville bruge den mod sine fjender.
Han havde ret hvad det gjaldt halskæden, man burde ikke føle sig tryk nær den, det var gammel magi. Den magi som denne halskæde besad, var ikke sikker, hvis man ikke kendte til den, og hvordan skulle hun gøre det? Magi havde aldrig været i hendes interesse, medmindre det var en enkel amulet at bruge, eller et ønske. Det var kun de enkle ting, som Alítheia havde noget med at gøre.

Alítheia havde stadig fat i halskæden, men det var som om, lige efter hun havde brændt sig, blev det glemt igen. Hun kunne ikke huske hvad der lige var sket, og svarede bare Sean på en af hans tidligere ting.”Jeg vil aldrig kunne finde på at bruge magten imod dig Sean, det håber jeg du tror på og stoler på mig…” Det var så den korte tid i glemsomhed for Alítheia.
Til at starte med forstod hun ikke det undersøgende blik og hvorfor han sagde hendes navn med sådan en spørgende stemme. Så begyndte hendes underarm langsomt at dunke, der hvor hun havde mærket den brændende fornemmelse. Nu kom hun i tanke om halskæden igen, hvad der var sket og forskrækket slap hun den, så den faldt ned til gulvet. Den faldt til gulvet, fint og let og så lå den der bare, lå, flød og var helt ubevægelig og almindelig.
Forsigtigt lod hun sin højre hånd fører op til sin arm, højre arm som var blevet brændt? Hun lod hånden glide og gnide hen over stedet, det var stadig rødt, men langsomt begyndte tegnet at kommer frem.
Hvad var det egentlig der var sket? Hvad var det for et tegn? Hvad lignede tegnet? Alítheia vidste det ikke og turde ikke kigge på armen. Med en tør stemme svarede hun Sean ”Jeg tror du har ret… måske er det bedst at komme af med den halskæde.” Det var det hun sagde, og stod bare med et tomt og uforstående blik, med en smule skjult frygt og gned sin venstre underarm.

Han så på hende og da hun svarede på noget andet, end det han ville have svar på, rystede han bare svagt på hovedet mens bekymringen for hende blev mere tydelig på hans ansigt. Han så på hende...Selv da halskæden faldt ned på gulvet med et dunk. Han gik helt hen til hende og lod kort en hånd glide ned over hendes ene arm.
"Er du okay? Hvad skete der?" spurgte han prøvende og var en smule bange for der måske var sket noget som havde sat sit præg mentalt.
Han bukkede sig endelig og samlede smykket op. Han ville ikke lade hende have den. Man kunne kalde det et beskyttelsesgen, men han ville ikke have hun oplevede dette igen. Han klemte hårdt om den, som om han håbede på at ødelægge den personligt. Så lagde han den i sin lomme...
"Jeg vil skaffe mig af med den. Der er ikke tale om du skal have den, når der skete sådanne ting her..." han så igen på hende.

//Sorry, min krea er ikke så stor lig enu//