You'll never know when love will be near you, it could be the danger - Sean

Hvad var der sket, det var netop det spørgsmål Alítheia også stillede sig selv. Hvad var der sket, hun huskede det i små i glimt, men at forstå det var noget helt andet. Kunne hun forklare hvad der var sket? Eller ville Sean mon tro hun var blevet sindssyg. Alítheia kunne lige så godt prøve, han lød så bekymret, måske ville det hjælpe… eller gøre det værre. ”Jeg… det er fint nok… min arm sviger lidt.” Det tog hende et stykke tid for at turde forklare det, finde ordene, tro på det hun huskede. ”Det der skete… noget kom ud fra halskæden… en gylden tråd… formede noget på min arme… brændte mig… det var hvad der skete.” mumlede hun nervøst for hans reaktion.
Var Alítheia glad for han tog den? Hun havde brugt så meget tid på at få den, finde den, skulle hun gå af med den så let. Sean havde ret, det var vel ikke godt det der var sket, det lignede mere han gjorde det for at beskytte hende, det var vel bedst at hun kom af med den. Hun så mere roligt på ham nu og nikkede bare, havde lagt mærke til hvordan han havde klemt om den, som om han ville knuse den. ”Jeg forstår” mumlede hun.
Alítheia vidste at der var sket et eller andet da hun fik mærket, men vidste overhovedet ikke hvad, og ville hun nogensinde finde ud af det? Måske vidste Sean det, eller kunne finde ud af det?
”Sean…? Kender du til denne slags… kender du til magi?” Sagde Alítheia forsigtigt, håbede han ville sige ja, håbede halskæden ville forsvinde, at det samme ikke skete for ham. Hvad end der var sket var det ikke godt… var det?

Hans øjne gled over hende hele tiden. Hans ene arm gled frem og lagde sig på hendes skulder, gled ned over hendes arm i en beroligende gestus.
Så nikkede han let, for hun så ikke ud til at lide skade på den måde. Hun klarede sig og det var det vigtigste.
"Jeg er glad for du er rimelig okay..." han tog hendes anden arm og kiggede lidt på den, men så ikke meget andet end noget rødt og irriteret hud (Går jeg ud fra?)
Han lænte sig frem og kyssede hende kort på kinden. Selv var han mere rolig nu.
"Jeg kender lidt til magi, men kun fordi det har været nyttigt at vide. Personligt bruger jeg aldrig magi" han så lidt på hende.
"Men jeg er god til mit hjemmearbejde. Jeg kan prøve at grave dybere i det..." han så lidt på hende

//Sorry...min krea lider under min træthed...ville bar elige svare //

Alítheia blev lettet, mere rolig da Sean sagde han måske kunne grave dybere, finde ud af hvad der er sket. Hendes puls faldt mere til ro, hun faldt mere til ro langsomt. ”tak skal du have Sean” Sagde Alítheia mumlende.
Lige nu ville hun helst glemme denne halskæde, glemme hvad der var sket. Hun ville lave noget andet, komme udenfor. Det ville hun også komme, for efter et stykke tid, hvor der havde været stille, blev døren slået hårdt op. Der stod en ung mand i døren, med et vildt udtryk, der hurtigt blev erstattet man så mærkeligt på Sean, for den unge mand var vagtpost for Alítheia, hyret til at holde øje med hvem der kom ombord, og hvad der skete i byen. Alítheia vendte sig hurtigt om og så vredt på ham, en ting hun altid sagde, lige meget hvor vigtig hans besked var, skulle han lukke op. ”Hvad er så vigtigt at du ikke kan banke på Luke?” sagde hun med en kold stemme. Og den unge mand, ved navn Luke blev hurtigt revet ud af sin forvirring over Sean. Nu så han forlegen og bange ud, og begyndte med en stammende stemme at forklare sig. ”Jeg…Der… nede i byen… kaos, Gil…Gilbert har sat kamp i gang på markedet, han.. han konfiskerer tingene.” Alítheia blev mere rasende, hun vidste han var her, hendes forbandede fjende, som sikkert også ønskede halskæden. Hun så kort på Sean og sagde med en bestemt tone ”Jeg må gå, det her skal ordnes.” hun gik med hurtige faste skridt ud fra rummet, op på dækket og væk fra skibet. *hvorfor skal den forbandede svabergast ødelægge alt!* tænkte hun vredt og knyttede næverne.

//det er helt i orden... undskyld hvis det der står er vrøvl... men kan ikke tænke logisk lige nu //

inden han nåede at gøre noget videre, inden han nåede at reagere på følelsen af at ville...Holde om Ali, omend bare for at øjeblik, og mærke hun var der og i sikkerhed, blev hele deres samtale, som sikkert også havde varet alt for længe, afbrudt af en forstyrrende og ret larmende ung dreng. Sean sendte ham et roligt, afmålt blik da han brød ind og gav sig til at stirre. Lidt efter fik de dog beskeden. problemer...Selvfølgelig...inden han nåede at gøre eller sige noget, var Ali væk. Ingen rørende afsked som kunne holde ham vågen om natten og få ham til at længes efter næste gang...intet...videre...
han forlod selv rummet, lukkede døren efter sig og forsvandt selv snart fra skibet og ind i byen. Han ville gå direkte til sin arbejdsgiver, men han ville ikke aflevere halskæden. han ville gøre hvad han hele tiden havde tænkt...i hvert fald da han havde snakket med Ali om det. Slå ham ihjel.

//Okay. Det er i orden. Er det så bare Out nu? medmindre du tænkte ham der Gilbert faktisk var ham Sean arbejdede for^^//

Alítheia var allerede henne ved markedet, og vreden kogte stadig i hende. Nede på markedet var der spredt kaos, og slåskamp mellem de forskellige folk. De forskellige boder rundt omkring var væltet, og tingene fra de forskellige boder var spredt ud.
Alítheia løb ikke ind mellem flokken, men gik med faste stive skridt, øjne der lynede og en rank ryg. Hun stillede sig midt ind i slåskampen og råbte med en høj vred stemme, som dog var lidt for sukkersød. ”Kom frem Gilbert!”. Alle omkring hende blev stille og så på hende, dog gjorde ingen noget. De så på hende, man kunne nærmest fornemme vreden brænde i hende.
I lang tid stod hun stille og ventede, da endelig en høj mand trådte frem. Manden havde sort hår, der bølgede og blå øjne. Han var muskuløs, og ikke en man sådan ville lægge sig ud med. Med stive skridt gik Alítheia hen til Gilbert. Der gav hun ham en ordentlig lussing, så han måtte tage sig til kinden.
I lang tid, stod den såkaldte Gilbert og holdt sig til kinden med et overrasket udtryk. Dog skiftede det hurtigt, og han greb fat i Alítheia og holdt en kniv mod hendes hals. ”Hvem er du? Og hvad bilder du dig ind kvinde” Sagde han med en vred stemme. I starten svarede hun ham ikke, men stod og fumlede med hånden, til hun endelig fik fat i en kniv, hun satte mod hans mave. ”Dit værste mareridt” hvislede hun mellem tænderne.
Der stod Alítheia halvt fanget, og stod alligevel tæt nok på at skade Gilbert dødeligt.


//Tænkte at ham Gilbert var, den Sean arbejdede for, hvis det er ok ^^//

Det gik et øjeblik før det gik op for ham at han gik den forkerte vej. Han havde ikke tænkt over det og enlig gjorde det ikke meget, han drejede af og slog en smutvej ind mellem nogle af husene. Langsomt nærmede han sig markedet, til han opdagede det var her alt tumulten kom fra. Folk der sloges, boder der var væltet, en mor med et barn der skyndte sig væk, mens resten begyndte at samle sig rundt om to personer nede af den ene gade. Seans nysgerrighed var vakt og han gik der hen, mest fordi det også var den vej han ville finde sin arbejdsgiver.
Folk flyttede sig fra hans store, muskuløse og respektindgydende skikkelse, da han med rank ryg gik direkte imod skikkelserne. Endelig kom han igennem og stod lige bag Ali.
Et smil gled over ham da han opdagede hvad de lavede, stod som to hanekyllinger og prøvede at skræmme den anden væk fra sine høns. Han mærkede kort efter, men da hans kniv var hvor den skulle være, gik han hen imellem dem og så fra den ene til den anden et øjeblik, før han tog fat i hver deres skulder og skubbede dem en anelse fra hinanden.
"i forstår virkelig at gøre et show ud af det!" smilte han roligt, blinkede til Ali og så over mod Gilbert.
"I stedet for at lege med småpiger..." bare for at drille hende
"...Har jeg det du sendte mig ud efter" hans mørke blik var rettet mod Gilbert.

I lang tid, stod de uden at røre sig, og så hinanden i øjnene. Ingen af dem sagde noget, dette var en kamp uden ord. Den skulle vindes ved at udstråle magt.
Alítheia havde ikke øje for andet end ham, hun lagde ikke mærke til andre lyde. Men snart blev hun revet ud af denne magtkamp og stilhed, snart hørte hun stemmerne, for Sean kom. Han trådte ind lige imellem dem, og hun fik sig noget af en overraskelse. I et stykke tid stod hun halvt måbende, da hun ikke forstod hvorfor han var her.
Alítheia var ikke i humør til drillende eller små sjove kommentarer, hun kogte stadig, og han kommentar om sjov gjorde det ikke meget bedre. Stille og vredt mumlede hun ”og hvad så?” Alítheia regnede ikke med at de hørte det.
Sean forstod at drille hende, normalt ville hun svare igen. Denne gang gjorde det hende vred, at kalde hende småpige. *Hvor vover han, småpiger, lege* Hun så koldt på ham, med et blik, der kunne fryse til is.
Det hjalp Sean endnu mindre, på hendes humør og tanker om ham, da han fyrede kommentaren om at han havde, hvad Gilbert havde sendt ham ud efter. Der vidste Alítheia at der var tale om halskæden, hun havde givet ham, i frygt for hvad den kunne gøre. Var det ham, som havde gjort det?
Selv hvis han kun drillede, og ville ødelægge halskæden. Skille sig af med Gilbert, som tydeligvis var manden han arbejde for. Kunne Alítheia ikke tænke rationelt, hun var fyldt med vrede og kunne ikke se ud over det. Med en stemme lige så koldt som blikket talte hun til Sean. ”Småpige, har den ting… jeg må give dig du er snedig. Men jeg er dog nysgerrig, hvordan narrede du mig?”
Gilbert havde været lige så forvirret, over at se Sean som hende. Han vidste at Sean var en god spion, og havde ansat ham, men at han kom tilbage så hurtigt var overraskende. I et stykke tid sagde han intet, men lod Sean fører ordet. Og han blev vred over, at Sean gjorde grin med ham, på den måde. Han skulle lige til at sætte ham på plads, da han så der foregik, noget mellem kvinden og Sean. Han forstod ikke helt hvad de talte om, selvom noget i hans hoved fik det til at skrige, at kvinden var den kaptajn.
”Så du har halskæden, fremragende job, kom så med den.. og vil de være venlig at fortælle mig hvem denne kvinde er” Sagde Gilbert, efter at hun var blevet stille, i en utålmodig tone.

//ved jeg svarer langsomt, men har ikke meget overskud til emner for tiden...//

åh, Ali forstod virkelig ikke en hentydning når han mest havde brug for det! Og hendes vrede, hendes kommentar, kom både belejligt og ret uprofessionelt. Han havde brug for at infiltrere manden her, på den måde kunne han lære hemmelighederne og dræbe de rigtige personer. på den måde kunne Ali være i fred. Krævede det hendes vrede, måtte det være sådan. Han kunne ikke fortælle hende det og da slet ikke nu!
Men han holdt også af hende, på sin egen underlige måde. Hendes vrede ramte ham hårdt et sted. Men han var professionel. Så det eneste der blev set var hans smil, præcis som han plejede.
"Mr. Gilbert. Mød den forhenværende ejer af halskæden, Frk. Alitheia, kaptajn på en ganske bestemt båd" han lod hånden glide over mod Ali da han præsenterede hende, med det samme selvsikre smil. Så så han over på Ali igen og greb situationen som den var kommet til ham.
"på en ganske praktisk måde. Ved at være professionel og ikke lade mine følelser komme i vejen. Som de gør for visse andre...Men hvis du har lyst er jeg stadig frisk på noget sjov bagefter" han blinkede til hende. Dette var udelukkende et spil for Gilbert og han håbede hun kunne tilgive ham bagefter. Selv om det sikkert blev svært at komme tæt på hende igen. Han måtte sørge for en forklaring så hurtigt som muligt, inden hun bare forsvandt. Et stykke papir eller en person der kunne vidergive en uskyldig besked...
"Mr. Gilbert. Please. Der er ingen grund til at gøre flere problemer i dag. Jeg skal nok tage mig af det hele, selvfølgelig til den rigtige pris" han vente sig om mod Manden igen.
"Jeg har den i sikkerhed. Med alt forlov, virker dette ikke som det rigtige plads for en en afsluttende handel..."

Denne vrede var anderledes, end det normale. Jo Alítheia havde en tendens til at blive meget vred, hvis man ramte de rigtige punkter. Denne vrede føltes som om, et flammehav langsomt bredte sig i hendes indre. Jo vredere hun blev, jo mere føltes det som om, der hvert øjeblik kunne gå ild i hende. Da var det hun mærkede en stikkende fornemmelse i huden, og som blev der kastet vand på ild, slukkedes hendes vrede med et, bare sådan. Noget var galt med hende, og nu vidste hun det. At hun var så styret af vrede, en følelse? Denne dag var mærkelig.
Nu var Alítheia, kold? Uden nogen følelse, kold og beregnende og tog situationen som den kom. Vreden rørte på sig da han afslørede, hun var kaptajnen over skibet, kaptajnen som var Gilberts svorne fjende. Denne gang skød hun den fra sig, hun brød sig ikke om det, og nejede bare elegant. ”Så sandt jeg er Kaptajn, ja Gilbert det er mig” sagde hun og så koldt på ham, og så videre til Sean.
Alítheia svarede ham bare kort for hovedet og ganske kort. ”Fornuftigt, mine følelser tog over for fornuft, men det har du så lært mig ikke sker igen… Sjov… måske” hun kiggede på Sean med et koldt og ligegyldigt blik, som var han ikke andet end en tjener, hun ville ikke vise ham han betød noget, et var Gilbert ville bruge det To var at det havde lykkedes at såre hende, og ikke bare hendes stolthed.

Gilbert blev noget så overrasket da han fandt ud af at kvinden, var kaptajn Ignotus. Og straks efter hun nejede greb han hende i armen, og snuppede kniven fra hende. Ikke nok med han ville få halskæden, han ville også have den frygtelige og møg irriterende kaptajn.
Sean havde været en god en at hyre, fornuftig og vidste åbenbart, hvordan tingene blev gjort. ”De har ret Sean, de vil selvfølgelig få den fortjente pris, og vi kan gå til mit hus, og nu da jeg har denne kaptajn, kan du tjene lidt ekstra, for hun ender i min fangekælder” sagde han og blinkede til Sean, mens han begyndte at gå, hivende på Alítheia mod sit hus. Alítheia prøvede at kæmpe mod, men uden et våben var der ikke så meget, for jo mere hun kæmpede imod, jo mere vred han armen om på hende.

åh, Sean forstod skam at lege og bruge de brikker der blev givet ham. Det havde han lært tidligt, at få puslespillet til at gå op, også selv om brikkerne ikke så ud til at passe sammen. Hvis det ikke gik op, kunne brikkerne slides til. Manglede der en brik, måtte han jo finde noget der kunne fylde hullet...
Han studerede let alitheia, da hendes ansigt og krop i et øjeblik afslørede hendes følelser, mest af alt vrede, men senere den kolde fornemmelse, som folk ofte forbandt med professionalisme. Han smilte til Gilbert, da han roste ham. Det var ikke prisen der betød noget, men det at han kom tæt nok på. Han havde dog ikke regnet med at han ville tage Ali på den måde og i et øjeblik frygtede han faktisk han ville gøre hende noget, men han var hurtigt nok til at skjule det. i stedet fulgte ham efter dem, da de satte i gang. Dette købte ham faktisk tid. Og ville måske være en fordel, måske ville han endda få tid til at forklare Ali hans plan, uden at blive opdaget. Han smilte svagt.
"Det vil jeg se frem til" lød hans svar.

Alítheia fulgte meget mod sin vilje med Gilbert, da han havde hende i et fast greb. Hun var ikke den svage type, men han havde ordentligt fat i hende, så der var ikke meget andet at gøre. Det faktum han også havde taget hendes kniv gjorde det bare sværere at slippe fra ham.
I lang tid, blev hun ført sådan, mens Sean fulgte efter. Da de kom til et stort hus, kom nogle vagter hen imod Gilbert. Han talte hurtigt og lavt til dem, gav Alítheia videre til dem, så de kunne føre hende ned i kælderen og låse hende inde der.
Mens hun blev ført væk af mændene, så hun Gilbert stå og til Sean, men hun var allerede ude af hørevidde, og dermed lukket ude af forhandlingerne og samtalen.
Mændene førte hende, som der var givet ordrer til, ned i kælderen, smed hende ind i et lille mørkt rum, og låste døren. Alítheia skyndte sig op og stå og gik hen til døren. ”I vil da ikke lukke en ung dame inde, hvorfor gør i dog det” sagde hun med en sød og charmerende pigestemme, der langt fra passede til hende, men lidt hjalp det. ”Fordi vores chef siger du skal låses inde” svarede en dyb mandestemme hende surmulende.

Gilbert gav hurtigt, denne kvinde, denne kaptajn fra sig til sine mænd, så han kunne få låst hende inde, gemt væk, tage sig af det senere. Nu ville han bare have halskæden, denne mægtige og berømte halskæde. Hurtigt vendte han sig mod Sean og begyndte at tale. ”Så nu er det problem ryddet af vejen, og vi kan starte vores forhandlinger… Det var pris vi skulle tale om, hvis jeg ikke tager meget fejl?”
Han vendte sig om, og gik op mod døren, til hans enorme hus, vendte sig så mod Sean ”Kom endelig, så kan vi tale om dette over et glas, et eller andet?” sagde han, og gik inden for. Han så sig ikke tilbage for at holde øje med, om Sean fulgte med, han gik ind til den store stue, og gik hen til en bakke med glas og drikkelse. Hurtigt og elegant hældte han to glas whisky op, tog det ene i hånden og ventede nu på Sean.

*It's not how long you live, but what your morals say*
Tanken gled gennem hans hoved, da han fulgte efter manden og Alitheia. Folk omkring dem gav dem plads, nogle kiggede nysgerrigt efter dem, resten vendte tilbage til deres egne sager.
Sean fulgte roligt med, til de endelig stod foran det store og fornemme hus. Manden havde en position og han havde penge. To ting Sean forstod godt, men også to ting han intet havde tilovers for. han så Ali blive slæbt væk og håbede han kunne hjælpe hende ud inden alt for lang tid. Han så over på Gilbert med et lille smil, da han nikkede. Det var en pris de snakkede om, en han nu gerne ville gøre krav på.
Han fulgte efter ham ind i huset, da han samtidig lod en hånd glide gennem sit hår, noget der var blevet mere og mere en vane for ham.
Han tog imod glasset med whiskey og nippede til det, da han placerede sig i en af stolene. Hans hånd gled ned i lommen, hvorefter han hev halskæden op, som glitrede fint, som den hang der fra hans hånd.
"Det var rigtig nok en pris vi snakkede om. Jeg har ikke bare halskæden, men gav dig også kaptajnen" omend det var ubevidst. Men det behøvede Gilbert jo ikke vide, det kunne jo være han havde snydt hende til at komme.
Samtidig som han sagde det, tænkte han også at han snart ville tage begge dele fra ham igen. Det, og meget mere.

Gilbert så tilfreds rundt i sin store stue, der var dyrt udsmykket. For ham havde det taget sin tid at få denne position, og en del arbejde. Let havde det ikke været, men en ting vidste han, vejen frem var snyd og bedrag, ellers var der intet. Han havde gennem årene våret mange mennesker og gjort stor skade, for at opnå dette, og halskæden ville være det sidste led i han plan, til at overtage byen og jage alle onde ud af den.
Nogle ville måske anklage ham for ond, men hvad han havde gjort var i den gode sag. Han gik roligt rundt i rummet, mens han nøje studerede Sean. Hvilken pris denne unge mand ville have, da han nu havde gjort ekstra arbejde? Han kunne selvfølgelig spærre ham inde sammen med tøsen? Sean var dæmon og derfor ond, og ville sikkert ende som en kæp i hjulet for ham.
”Prisen jo vist den er høj, en pose guld? Er det du vil have? Hvis du ønsker det, giv mig halskæden nu, og følg med ned i mit skatkammer.”
Hans plan var lagt, han ville tage halskæden og smide ham i fængsel, selvom Sean havde gjort sit job og mere til.

Alítheia sad stadig nede i det forbandede hul, og kunne ikke gøre meget, hun var fanget. Hun havde prøvet på flere måder at logge de stupide mænd til at lukke hende ud. Desværre for hende tjente de Gilbert alt for godt, for ud kom hun ikke. Nu sad hun, op af muren og studerede rummet hun var i, for var der nogle muligheder for flugt? Det håbede hun der var, man skulle bare lede længe nok.

Sean studerede manden foran ham længe. Var han ikke lidt tøvende med det han sagde? Hans øjne så ned et øjeblik...Han løj. Han ville ikke give ham noget. Åh, jamen de skulle blive to om at se hvordan spillet skulle slutte! Han havde valgt den forkerte dæmon. Hans planer gled allerede videre, hvis han kunne fjerne ham på en måde så han samtidig kunne overtage hans magt her i byen og bruge den til sine egne formål. Det var svært, måske bare nøjes med hans værdier så. Han rejste sig op og lagde halskæden ned i sin lomme igen. Han drak resten af det whiskey der var i hans glas og satte glasset lydløst på bordet, før han gik over mod manden, stoppede op nogle meter fra ham.
"Samarbejde. Jeg ønsker samarbejde, jeg ønsker at jeg og enhver i min klan kan arbejde frit i din by og du intet gør dem. At du endda støtter dem! Til gengæld vil mine talenter stå til rådighed, skulle du have folk at dræbe eller andre ting at stjæle." han ville ikke gå med ham, ikke endnu. først havde han en plan. og hvis den lykkedes, ville han slippe Ali fri bagefter.

Gilbert var ikke meget for hans idé om betaling, da det kunne skade meget. En klanleder, Sean var lejemorder og det hjalp ikke, oven i det var han en ond mand. Det var sådan en som Sean Gilbert kæmpede imod, sådan en han ville have magten fra. Måske var hans løgn blevet gennemskuet og det ville være bedst at gå med ti dette. Det var altid lettere at vende sig imod andre. Gilbert ville gå med til lønnen, men dog så snart han kunne ville Sean blive væltet af pinden og han havde magten over det hele.
At støtte en hel klan med det der højest sandsynligt var lejemordere, det kunne skade de andre, men gavne ham, beslutningen var taget. ”Sean jeg godtager det som din løn, men jeg vil have du lover mig at uskyldige ikke kommer til skade” sagde han med en rolig stemme og løftede det ene øjenbryn. At have Sean til sin rådighed var vel en god nok ting, dette ville han få brug for.
Hurtigt viftede han en mand ind, som han hviskede noget i øret.
Efter et stykke tid, da manden var væk igen, rakte han en hånd ud for at sikre aftalen. ”Er dette aftalen?” sagde han, for ligesom at sikre sig der var forståelse.

Stadig uden at kunne gøre meget andet end at gå rundt eller sidde ned i det trange rum, sad Alítheia fanget. *de forbandede plattenslagere, når jeg slipper ud herfra kan de vente sig.* Men i det blev hendes tanker afbrudt, for en mand åbnede døren. Udenfor stod de to samme vagter der havde slæbt hende herind. Hurtigt kom de hen med hende tog fat i en arm krog og slæbte hende af sted. ”Hvor skal jeg nu hen i nokkefår” sagde hun med en irriteret stemme, mens hun blev ført ind i en pænere hall. Manden svarede brutalt ”Du skal til bossen."

Han så lidt på manden med et lille smil. han ville grine, hvis ikke det var fordi manden faktisk kunne være farlig og havde en del vagter til rådighed stadig.
"Det kommer an på hvad andre betaler" smilte han kort. Delilah, han mindede ham om Delilah. en dæmon, som opførte sig som en engel, en skændsel for dæmonerne! Han burde måske få hende dræbt. Men han havde fundet et godt middel mod hende.
Han lod blikket glide over dem og besluttede sig for at dette nok var et godt tidspunkt at reagere. Hans hånd gled roligt ud og lagde som om Gilbert, men samtidig hev ham manden over til sig, snorede ham rundt og lagde armen om hans hals. Han klemte til. Samtidig havde han fisket en kniv frem og stak den helt op i ansigtet på manden.
"Du ved hvordan sådan en bliver brugt. Hivs du råber for højt vil jeg lære dig nogle helt andre og smertefulde måder at bruge den på" han klemte lidt ekstra rundt om mandens hals, for at være sikker på han forstod. Han havde ingen ide om at vagter og Ali var på vej.

Gilbert havde ikke regnet med dette, ikke nu. Hvorfor angreb Sean ham inden deres aftale, var på plads. Han stod fanget af Sean med en kniv mod sin kind. Selvfølgelig vidste han hvordan en kniv blev brugt, han havde selv gjort dette før.
*hvorfor indgik jeg en aftale, jeg skulle have fanget ham noget før* tænkte Gilbert ærgerligt for sig selv. En tanke muntrede ham dog op, hans vagter var på vej med tøsen. Når hans vagter kom, ville de dræbe
Sean og han slippe fri. Så alt i alt ville det ende bedst for ham.

Alítheia lod sig ikke villigt trække, op til Gilbert. Hun vred og hev, så hun kunne slippe fri. Det hjalp ikke. Hun prøvede også at sparke udefter dem, men dette hjalp heller ikke.
Hun blev ført ind i den store stue, og regnede nu med at Gilbert ville håne, torturere, udnytte hende. Ingen af disse ting skete. Der stod Han fanget af Sean, med en kniv. Mændene, som havde fat i hende, slap hende i rent chok.
Hurtigt prøvede Alítheia at glide væk fra dem, men en af dem opdagede det og hev fat i hende. ”Så let slipper du ikke” sagde han irriteret. Hun stod lidt og så på dem, hvad var der dog sket her? ”Hvad har i gang i?” spurgte hun uden at tænke, hvad dælen var der sket.
Gilbert så op på hende, og hun sendte ham et koldt blik, og ventede på et svar og en forklaring fra Sean.
Mændene slap ikke hende, men rettede i stedet en pistol mod hende, og en mod Sean.

Sean smilte svagt for sig selv og overvejede hvad han dog skulle forlange, ud over Alitheia skulle sættes fri. Men i det samme lød der en hurtig banken på døren, før nogle vagter trådte ind med Ali imellem sig. Han lod blikket glide over dem og Alis lille forsøg på at flygte, hvilket blev forpurret. En af vagterne lukkede døren og lod låsen dreje, så de var alene i rummet. De troede sikkert de var stærke nok til at modarbejde to dæmoner, hvoraf den ene var Archdemon.
"åh, Ali, min kære! Jeg skulle netop til at sende bud efter dig. Dette er din fjende, ikke min og hvad der skal ske med ham, tilfalder derfor dig. Jeg skal ikke tage æren fra dig. Jeg beklager de ting der blev sagt før, det hele var et forsøg på at snyde manden her, blive lukket ind i hans hjem og lære hans hemmeligheder og derefter kulegrave ham, så han ikke længere kunne gøre skade. På os, på dig. Om du tror mig er op til dig selv..." han håbede det. Åh ja, han håbede det!
"...Men så begyndte han at lægge planer imod mig" han lod kniven presse mod mandens hals, lige under kæben, så mandens hoved blev tvunget tværs op.
"Og nu. Gik besked til dine vagter om at slippe hende. Hvis du altså vil leve lidt længere" Han virkede selvsikker. Selv med en pistol imod sig, virkede han fuldkommen rolig, som om hans liv ikke var i fare og de alle i virkeligheden var hans at beordre som han ville.

Gilbert kunne ikke lade være at måbe, Sean havde givet Alítheia til ham, som sin fjende. Han havde ikke regnet med han havde noget med hende, eller kendte hende. Nu stod han der og tilbød hende at gøre hvad hun ville, med ham. Han kunne ikke tro sine egne ører. Du ville aldrig udføre noget af denne aftale, ville du. Du er sammen med den tøs” Sagde Gilbert vredt, mens han ansigt langsomt blev rødere af varme.
Han mænd stod bare der, med hende, men kunne intet gøre.
Han mærkede kniven blive presset nærmere mod hans strube, og var villig til at gøre alt, for at bevarer sit liv. ”Giv slip på tøsen, gør som han siger, men sigt stadig på ham!” Sagde Gilbert med en lettere bekymret stemme. Han så på, mens de forsigtigt, gav slip på hende. Dog stod de stadig klar, til at angribe.

Alítheia kiggede stadig bare på de to mænd, Sean og Gilbert. Hun lyttede til Seans forklaring, om hvordan historien med Gilbert var. Hun blev bare først interesseret, da der lød noget om hævn. Hun troede vel på ham, Sean gav hende grunde til at tro på det, og hun havde været vred før, for vred. ”Jeg tror dig Sean, og hvad jeg gør med ham… Jeg har skam en del idéer” Sagde hun først i et mildt toneleje, til hun kiggede på Gilbert med et ondt glimt i øjet.
Endelig lod Mændene gå, og hun trådte væk fra dem og hen mod Sean. Hun gik langsomt hen mod Gilbert og Sean. Hun stod helt tæt på Gilbert og så ham lige ind i øjnene. ”Åh kære Gilbert, hvad skal jeg dog gøre ved dig, nogle idéer? Har du en idé Sean min kære?” sagde hun sukkersødt, mens hun gik rundt om dem, og lagde si hånd på Seans skulder.

Han grinte lavt.
"Ja, Gilbert. Jeg er en slange for folk som jer. Jeg virker måske harmløs nok, end til jeg pludselig hugger efter jer og min gift piner jer og dræber jer" han sparkede Gilbert i knæhaserne, så han gled ned på knæ foran ham. Han holdt stadig kniven mod hans strube, men knap så hårdt nu. Ali skulle have lov til at styre det her, på den måde hun ønskede, han ønskede bare at se på. At bevidne det. Han så på Ali, da hun var fri og kom over mod dem. Hendes hånd mod hans skulder...Han havde ingen ide om hvorvidt hun mente det eller om hun bare spillede. Hun var en af de eneste han ikke bare kunne læse, en af de eneste der mindede så meget om ham selv. Det ville ikke undre ham, at hun ikke tilgav ham. Men så måtte det være sådan. Han viste i hvert fald at manden her ikke skulle have lov til at genere hende længere.
"Det er helt op til dig, Min kære" smilte han roligt og afslørede intet i sit ansigt, han smilte bare svagt og kunne i princippet tænke hvad som helst.
"Det er mig de sigter på, så du kan uhindret gøre hvad dig passer dig. Hans liv er nu i dine hænder" i det samme slap han manden. Han var stadig på vagt, klar til at plante kniven i ham, hvis han prøvede på noget, hvad han højst sandsynligt ville.

Gilbert kunne ikke tro sine egne ører, den mand var utilregnelig. Sean stod der og gjorde grin med ham, så åbenlyst. Han mærkede, hvordan han blev tvunget ned på jorden, hvor kniven stadig var mod hans strube. "Du, er et monster Sean. Jeg vidste du skulle væk, ligesom den tøs der, men ikke at du var så slem" Hvæsede han nærmest af Sean. Han havde lyst til at bede vagterne skyde Sean, koste hvad det ville.

Havde Alítheia tilgivet Sean, ikke helt, men hun var ikke en tilgiver. Hun havde dog næsten tilgivet ham, da hun vidste han var som hende. En der udnyttede situationen, koste hvad det ville. Nu kendte hun grunden, og havde fået chancen til at tage en perfekt hævn over… Gilbert.
Hun hadede den mand som pesten, hvis hun kunne ville hun volde ham al mulig smerte, i verden. Hvor skulle hun begynde, skade hans familie, omdømme, kropsdele. Altid start i de små, start med hans magt, vælt ham. Alítheia stod stadig med hånden på Seans skulder, mens hun hørte ham tale.
"Sandt nok, jeg ved hvor man kan starte, har de en Familie Gilbert?" Hun flyttede sig nu og satte sig ned på hug foran Gilbert og ventede på hans svar, det svar der ikke kom. For i det øjeblik besluttede Gilbert sig for at angribe, koste hvad det ville. "Skyd, ligemeget hvad, så skyd!" Råbte Gilbert til mændende.

Han var klar på at Gilbert ville reagere. Faktisk viste han at han ville gøre det, han var en mand der ville leve, lige meget hvad der ellers skete. Så han havde ikke forventet andet end at det ville ske. en af mændene havde allerede hans kniv i struben, næsten inden manden havde givet ordren. Sean bevægede sig lynhurtigt, flyttede sig ud mod siden og løb hurtigt for at komme om bag dem. En af dem var hurtig og skød efter ham og han mærkede en svag smerte på den ene side af sig ryg. Men det betød ikke noget, for i det samme greb han fat i pistolen på manden og bankede den direkte op i næsen på manden, med overmenneskelig styrke. Næsen brækkede og knogle borede sig ind af og dræbte manden på stedet. Blod sprøjtede ud over hans kammerat ved siden af ham. Han så smilene på manden, der så en smule tvivlende ud, men så tog han sigte på Sean, som han fandt den største trussel lige nu, sikkert fordi han stod nærmest og lige havde dræbt hans kammerater. Han gik direkte over til manden han havde ramt først og trak kniven ud af hans hals med en klæbende lyd, grundet blodet.

Han vidste kampen ville begynde nu, at han måske ville blive ramt. Gilbert havde dog forhåbninger om at kunne flygte, og at mændene ville kunne dræbe eller skade Sean. Tingene gik meget hurtigt, det tog Gilbert et stykke tid at finde ud af, hvad der egentlig skete. Sean havde allerede slagtet en, nej to. Der var ingen chance for at flygte, eller var der.
Gilbert mente det var forsøget værd, og det gik godt i starten, Han var næsten ude. Ville det lykkedes ham at slippe, for dette blodbad, nej. Ville han selv skade nogle, højest sandsynligt ja. Gilbert var lige ved at smutte, da hun fik fat i ham. Hvad ingen vidste, var han havde taget en pistol i farten.

Alítheia var så tæt på at få, sin længe ventede hævn over Gilbert. Det var et perfekt øjeblik, men hun burde have forudset det. Han havde det med at ødelægge ting for hende. Mændene begyndte straks at skyde, men mange nåede ikke så langt. Sean havde været hurtig, reageret, allerede dræbt samtlige af dem. Alítheia stod som altid, og observerede lidt. Det var der, Gilbert var sluppet væk. Hun havde dog selv været hurtig i farten og skyndt sig efter ham. Det var dog, kun på et hængende hår, hun nåede det. Hurtigt greb hun fat i hans hånd, og trak ham væk fra døren. Derefter smed hun Gilbert hårdt ned mod jorden. ”Så let slipper du ikke dit kryb, hvad vil du nu gøre?” Hvæsede Alítheia ad Gilbert.

Han landede hårdt på Gulvet, og hørte hendes hvæsen. Den kvinde, at en kvinde kunne være så frygtelig. Det var det der afgjorde sagen, ingen af de to var til at stole på. De måtte væk, begge to, men han startede med en. Hurtigt trak han pistolen frem, sigtede, skød og ramte…

Ud over smerten fra før, kom denne ret uventet. Lige pludselig var den der. Han var netop færdig med at dræbe de vagterne der var og tænkte på hvor heldige de var, at der ikke kom flere, da han mærkede smerten et sted midt på ryggen. Han vendte sig om og så ned på manden, der af en eller anden grund havde skudt mod ham. Hvad ville han opnå ved det? Ali sad stadig oven på ham og kunne nemt dræbe ham...Måske ville han gemme Ali til sidst, fordi hun altid havde været hans fjende, mens han selv var bare kommet dumpende? Noget mere personligt?
Pludselig eksede benene under ham. Det gjorde ondt i knæene, da de ramte gulvet. Hans hænder gled frem efter og greb ham, inden han faldt direkte ned på gulvet. Vådt, hans tøj var vådt omme på ryggen, han kunne mærke hvordan det klæbede...Så kom smerten. Den skød op gennem hans ryg og fik ham til at skære tænder og klemme øjnene i for et øjeblik. Han havde glemt han burde trække vejret og slap den indånding, han ellers havde holdt tilbage. Han hadede skydevåben...Hadede dem...

Dette skulle ikke være sket, hvorfor havde Gilbert sigtet mod Sean. Alítheis forstod ikke me-get, hvad der skete og hvorfor. Det ene øjeblik havde hun haft fat i Gilbert, og været sikker på intet kunne ske. Det næste er Sean skudt, af netop ham.
Alítheia havde hurtigt fået fat i pistolen, da hun opfangede den. Hun havde grebet om den, slå-et ud mod Gilbert så han blev bevidstløs, men intet havde hjulpet. Det der overraskede hende mest, var forandringen, Sean havde netop stået og i en vild slåskamp. Han havde virket uover-vindelig, og med et var han sårbar.

Da hun så han sank ned i knæ, tøvede hun ikke. Hun styrtede hen til ham, og satte sig ned på knæ, ved hans side. Hurtigt trak hun ham helt ned, og så på skudhullet. Det var ikke et rart syn, en del af hans trøje var gået ind i skudhullet, der var dybt. Blodet fossede ud, og det var ikke en let blødning at stoppe.
Hurtigt flåede hun sit skjorteærme af, rev det i strimler og begyndte at forbinde hans ryg. Det tog tid at få ham indbundet, og Alítheia hørte hverken på klagesang, eller lod ham rykke sig, dette skulle ordnes.

Da det endelig var ordnet lod hun ham hvile lidt, men ikke længe. Han kunne ikke blive her, og kuglen måtte ud, før eller siden. ”Sean vi skal have fat i en doktor, du må blive her, mens jeg får det ordnet” sagde hun bekymret, men stadig med dem bestemte tone, der ikke tålte mod-sigelse.
En plan var hvad der skulle til, Hun kunne på ingen måde flytte ham i øjeblikket, hun måtte blive, men Gilbert var et problem, måske kunne han vagter vendes?
Forsigtigt skubbede hun Sean ned fra sit skød og gik hen mod Gilbert. Hun begyndte at hælde en gylden væske ned i hovedet på ham, til han vågnede. ”Gilbert, dejligt at s dig vågen, nu skal du høre godt efter! Du var så venlig at skyde Sean, så nu må du finde dig i a huse os, hvis der kommer problemer, finder jeg din familie, alle dem du holder af, torturer dem for øjnene af dig, til de beder dig om at lade dem dø! Forstået” hendes stemme var kold og kontant.

Gilbert havde intet valg, hun vidste han havde en familie, vidste han var et svagt menneske. Dette udnyttede hun ”Jeg gør som du siger, så længe der er helt fred, så længe du er her! Er det en aftale” sagde Gilbert efter en tids tøven. Dette var en udmærket aftalte for Alítheia, hun havde husly, sikkerhed og Sean kunne komme sid. ”Aftale, og gå ud og skaf mig en doktor NU!” sagde hun strengt. Derefter gik hun hurtigt hen til Sean igen, og satte sig som før på knæ. Hun lagde hans hoved i sit skød og kiggede ham ind i øjnene.

//sorry hvis mangel på kreativitet//