Missing//Sakref Morladin

inden Alane kom særlig langt afsted tog Bron fat i hendes skulder.
"vi kan ikke forlade byen endnu, det er stadig lyst hvilket betyder at den brændende ørken stadig brænder, men der ligger et forladt hus i nærheden af porten, vi kan gemme os der indtil det bliver mørkt" sagde Bron og gav blidt slip på hendes skulder, hvorefter han gik afsted med tunge skridt imod porten for at komme til det forladte hus.

Hun stoppede da han greb hendes skulder, Alane kiggede over skulderen på ham og sukkede stille. Hvorfor skulle de dog også lige igennem den brændende ørken for at komme frem til deres destination men sådan var det nu engang. "Okay Janen så før du an". Det var ikke lige fordi de gik i et med mængden her, ham med sin store fine ridder rustning og hende med sin blege hud og hvide hår så hvis nogen endelig ønskede at finde dem var det ikke et særlig stort besvær de skulle gøre sig for at det skete. Roligt fulgte hun efter ham da han gik mod det forladte hus. Det skulle nok blive spændende, ørkenen blev kold om natten.

han begyndte at trampe afsted gennem gaden. hans store støvler trampede så hårdt at man ville tro at de sandsten han gik på enten ville gå i stykker eller blive trykket en centimeter længere ned i jorden i forhold til resten.
de kom til porten og lige dårligt nok ti meter væk fra porten fandt Bron det efterladte hus. det så meget forfaldet ud men det måtte de leve med.
han gik hen til døren og fandt den låst. men det krævede ikke mere end et lille puf og dørens lås gik i stykker og døren kunne åbnes.
han gik lidt ind og holdt døren åben for Alane.

Man kunne næsten se hendes utilfredshed i øjnene. Hvorfor skulle hans rustning dog også larme så meget. Hvis nogen ønskede at finde dem skulle man bare følge lyden af jorden der gav sig og ja hvis man lyttede endnu bedre efter ville man sikkert kunne høre den beklage sig over vægten den blev udsat for. Alanes trin var lette, lydløse og elegante, hun bevægede sig nærmest som en kat eller en panther hvis man ville. Hendes grønne øjne gled omkring, hun holdt øje med om nogen fulgte efter dem men indtil videre så det ikke sådan ud men man kunne jo aldrig være for forsigtigt. Let betragtede hun huset som de kom til, forladt og faldefærdigt var det i hvert fald men det var bedre end den umådelige kulde ude i ørkenen. "Tak", hun kiggede op på ham som han holdt døren for hende og gik roligt indenfor. Øjnene gled omkring i det støvede hjem, stadig bedre end ingenting. Roligt gik hun rundt og betragtede det. "Hvordan vidste du egentlig det lå her?", Alane kiggede sig over skulderen og kiggede ham i øjnene.

han lukkede stille døren bag sig imens han trådte indenfor. hans støvler fik gulvet til at knirke, som om det var klar til at smuldre under hans fødder.
"Sakrefs brors søn lever her og kender byen som sin egen lomme, han viste mig dette hus for længe siden, han viste mig også at under dette hus er der en hemmelig vej ud af byen. den føre hele vejen hen til den nærmeste oase som er i retning af vores destination." sagde Bron imens han gik hen imod hende.

Åh gud, huset ville jo falde sammen under dem hvis han ikke kom ud af den rustning snart. Hvorfor skulle den dog veje så meget eller var det mon ham? Uanset hvad ønskede hun bare at det skulle stoppe, især hvis hun skulle sove her og være sikker på hun vågnede op med tag over hovedet og at det ikke lå direkte på hende og maste hende flad som en pandekage. Let lænede hun sig mod væggen bag sig og tog en dyb indånding og pustede ud da hun endelig følte hun kunne slappe ordentlig af, hun følte sig ikke overvåget længere, nu følte hun sig sikker.
Alane løftede blikket fra det støvede gulv da hun hørte de tunge buldrende skridt bevæge sig mod hende. Hendes øjne mødte hans, ville han noget eller skulle han bare den samme vej. Uanset hvad var det irrelevant, med tiden, ville hun finde ud af det. Der var stadig mange spørgsmål hun ønskede at stille ham.

han gik hen til et baglokale og hentede to stole og et bord. det var gamle møbler men de så ud til at være solide.
Bron tog det meste af rustningen af, bortset fra støvlerne og satte sig på stolen, han var nu kun iklædt de store plade dækkede støvler og nogle simple brune bukser og en lettere lysebrun underbluse uden ærmer som fremviste bare hans store arme.
han bukkede ned til sin taske som han havde stillet ved siden af sig og tog to metal skåle frem og tog noget frugt og brød frem og noget smør.
"kom og spist Alane, vi skal samle vores styrke til når vi skal afsted" sagde Bron og smilte til hende, det var stadig meget nyt at han nu begyndte at vise følelser, og virke menneskelig.

Hun betragtede ham. Selvom han måske ikke havde vist nogle tegn på at ville gøre hende fortræd på den ene eller den anden måde kunne hun ikke lade være med at være skeptisk overfor ham. Han var trods alt en levende død, godt nok anderledes men hun vidste ikke helt om han var til at stole på endnu... Det bidemærke han havde givet hende prydede stadig hendes skulder, det var rødt og tydeligt irriteret og sårskorpen havde endnu ikke lagt sig endnu. I forhold til de andre bidemærker hun havde fået gennem tiden havde dette gjort mere ondt og så langt mere brutalt ud, dette var mennesketænder der havde tygget sig gennem hendes hud. Hvorimod de andre bidemærker havde været efterladt af vampyre, eller primært en enkelt vampyr. "Det yder klogt". Roligt gik hun over og satte sig på stolen overfor ham og tog sig en skive brød med noget smør. "Hvor lang er rejsen endnu til vi er fremme ved vores destination?". Hun sendte ham et let smil som hun så ham i øjnene.

han tog noget mad og begyndte at spise.
han havde ikke kun bidt ned i hendes hud med normale tænder, han havde faktisk skarpe siddetænder som en vampyr og havde horn i panden som en dæmon, gad vide hvad han var da han var levende.
"vi skal rejse et godt stykke endnu, vi skal ud til en lille ø som ikke endnu har været blevet tegnet på kortet, men den ligger tæt på kysten så vi nærmer os snart vandet." sagde han og tog en bid af sin mad.

//Jeg syntes vi skal hoppe frem til de eventuelt rejser medmindre du har noget da jeg ærlig talt ikke lige ved hvad jeg skrive lige nu

//vi kan godt springe frem hvis du vil have det //

//Det ville jeg gerne da jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal svare så vil du ikke lave et tids spring?

//jo jeg laver bare et tidspring frem til når de kommer til øen hvor de skulle finde Melvin //

//Lyder ganske fint for mig