Missing//Sakref Morladin

//jeg kan godt lave hoppet //

de kom til Sunfury City, efter en meget lang gåtur igennem ørken om natten og at hvile sig i sandgrotterne om morgnen.
Bron havde næsten ikke sagt noget under hele turen og da han endelig sagde noget var det meget ligeud og havde ingen følelse i sig. hvad er han efter som om at han er så kold og tør som han er?. det var i hvert fald en af spørgsmålene der hang i luften.
de var kun lige nået ind i byen hvor de med det samme kunne se boder rundt om alle hjørner på de sanddækket veje.

//Super //

Alane havde møg kedet sig på denne tur for at sige det lige ud. I det mindste havde hun været klog nok til at tage sin fløjte med, åh gud hvor havde hun savnet at spille på den. Mange dage var gået siden de havde forladt slottet og han havde ikke åbnet sig den mindste smule op, han var en rigtig dødbider, ja han var så. Hun lod fingerne glide igennem det lange hår og lod det til sidst bare glide ned af ryggen igen. De grønne øjne gled over byen om nærmede sig i horisonten. Sunfury city, hun havde været der en gang før, Melvin havde faktisk sendt hender dertil og så havde hun mødt Vincent som havde skulle beskytte hende. Den dag i dag vidste hun stadig ikke hvad det var der havde været efter hende eller for den sags skyld hvem. Endelig nåede de byen og det så ud til at de kunne få sig en god nats søvn i en seng for en gangs skyld. Hun lod øjnene glide over boderne med et lille smil på læben, de havde altid sådan nogle spændende og eksotiske ting her i forhold til Doomsville. Alane nød at rejse men det var sjældent hun gjorde det efterhånden, pligten kaldte jo. Hun lod sit blik glide over Brons ryg som hun forsat fulgte ham.

han gik rundt i byen og kiggede lidt rundt, han sagde ikke noget før de nærmede sig en kro.
"vi overnatter her til imorgen og så vandre vi videre, du må hvile dig, jeg behøver ikke søvn" sagde han ligeud og tørt. hans stemme var mere hæs og tør end hele den brænde ørken til sammen.
det mærkeligste var dog at han havde ikke fjernet noget af sit tøj han havde på, på noget tidspunkt. og han gik rundt i en kæmpe læder og metal rustning og en slags maske rundt om munden men han havde hverken vist at han var utilpas med at have så meget tøj på i en ørken eller at han vist noget overlast ved at bære på sådan en tung rustning. han spiste heller ikke og han drak heller ikke hverken vand eller lignende. han var som en maskine næsten. gad vide hvad han var, det var nemlig stadig et stort spørgsmål der hang i luften.

Hun kiggede bare lettere tørt på ham og nikkede så bare. Ikke fordi hun havde tænkt sig at sidde og trille tommelfinger, han var ikke hendes far, hun kunne godt selv bestemme hvornår hun ville hvile sig. Dog gik hun ind på kroen alligevel, hun kunne jo lige så godt få bestilt sig et værelse så hun kunne smide sine ting der og så atter engang smutte på opdagelse. Det var altid noget hun higede efter. "Okay jamen så ses vi vel bare i morgen tidlig", hun kiggede roligt på ham om hun stod i krodøren dog endte det med hun gik indenfor selvfølgelig efter hun havde fået sit svar. Der var mange på kroen, mange folk af forskellig race og kaliber, Alane tøvede dog ikke med at gå op og få sig et værelse med det samme. Roligt skævede hun hen mod Bron igen, han gik hende et eller andet sted på nerverne men samtidig drog han hende som en myg fløj efter lyset.

han nikkede bare af hendes svar og gik ind i kroen og satte sig på et bord. han så ikke ud til at han skulle bestille noget eller lignende men han satte sig bare, observerede rummet hele tiden som om han ville holde øje med stedet hele natten.

//undskyld jeg først svare nu men har haft meget travlt privat plus jeg har ikke kunne være så meget ved min pc i det sidste stykke tid //

Hvad var der med ham, hvem havde dog pisset på hans sukker mad? Han var så stram, så up tight at det gjorde helt ondt, hun ville hellere have rejst med Sakref end ham her. Hvad var hans problem. Alane bestilte en øl som hun stod oppe ved kro disken. Da hun fik sin øl gik hun roligt ned og stillede sig foran ham. Hun havde tænkt sig at konfrontere ham, ikke på en ond måde men blot stille ham et spørgsmål. De grønne øjne betragtede hans ansigt mens hun tog en ordenlig slurk af øllen for at give sig selv lidt mere selvtillid. "Ikke for noget. Men er der en særlig grund til du er så kold, så ligeglad med alting?", hun løftede blidt et øjenbryn mens hun kiggede ham i øjnene. Let tog hun endnu en tår af sin øl, den smagte skønt, det var rart med en forfriskende kold øl efter en lang dags rejsen. Hvis han ikke ville svare på hendes spørgsmål kunne det også være lige meget, så skulle hun ikke genre ham igen.


//Det er helt okay //

han kiggede på hende lidt hvorefter han blinkede imens han begyndte at binde noget op som var bagerst på hans hoved.
da han havde bundet det op tog han fat i den maske der dækkede hans mund og fjernede den.
til stor overraskelse viste han sin kæbe som var totalt smadret. den blødte ikke men det meste af hans kæbeben var synligt, hans tænder var synlige da ingen hud var der og det hud der var tilbage var hullet og askegrå, imens det så kun ud til at lige holde på kæben.
efter det uhyggelige syn tog han masken på igen.
da han havde bundet den fast igen kiggede han på hende igen.
"jeg er Undead, en af de levende døde. jeg har ingen viden om hvordan jeg døde, hvem jeg var før jeg døde eller hvorfor jeg var låst fast til et mørkt forladt kammer som var blevet tabt med tiden og sandet i en af de store ørkener på jorden da den stadig fandtes, jeg ved kun at Sakref fandt mig og befriede mig, lærte mig at bruge mine evner og lære at få en ny personlighed. men da jeg er Undead og er derfor død så har jeg ingen følelser, derfor mener du at jeg er så kold som jeg er." sagde han fast og ligeud, uden på noget tidspunkt at bryde øjenkontakt eller se ud til at udtrykke sig.
ham med maske på.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Let lagde hun den ene hånd mod sin hofteknogle mens hun stod og betragtede ham. De grønne øjne prøvede at regne ham ud, prøvede at gennemskue hvad det var han havde skjult for hende på deres lange rejse sammen. Let bed hun sig i læben som hun så knoglen, den rådne og blødende hud. Det var ikke ligefrem det hun forbandt med noget kønt men resten af hans ansigt fejlede jo som sådan ikke noget. Hun kløede sig blidt i nakken da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sig eller gøre, her stod hun foran en undead men ikke en typisk en. Ham her han kunne tale og var intelligent, sikke dog en underlig oplevelse. Alane løftede kruset og drak noget mere. Hun kunne ikke ligefrem sige hun havde ondt af ham. "Lyder ret ærgerligt, intet at kunne huske men på den anden side hvis du havde et dårligt liv er det måske ikke så dårligt endda at have fået en chance mere?". Roligt betragtede hun ham som han tog masken på igen, hvordan mon det egentlig var at være død? Var der egentlig den store foreskel eller var det det samme som at være levende. Alle disse spørgsmål kartede rundt oppe i hendes hoved og hun kunne ikke rigtig finde hoved eller hale.

han trak på sine skuldre.
"jeg er hverken nysgerrig om min fortid eller min fremtid, jeg kan intet føle af følelser så jeg frygter eller bekymre mig af ingenting" sagde han fast og ligeud.
"jeg ved ikke engang hvad følelser er da jeg aldrig kan huske at jeg har følt det. jeg ved kun at jeg gør hvad min mester, Sakref siger til mig og jeg adlyder altid da jeg ved at han kun vil sende mig hvis det var yderst nødvendigt da jeg ikke stoppes af sår, eller mistet lemmer eller af udmattelse. jeg forsætter til jobbet er gjort" forsatte han stadig fast og ligeud med den hæse stemme han har.

Hun kiggede roligt på ham, sagde intet men kiggede bare på ham. Det hele lød så indøvet, som om det var noget han havde fået besked på at sige men det var det måske også? Hun trak let på skulderene og nikkede til det han sagde, hvad skulle hun ellers gøre, der var ikke noget at sige til det, det var jo ikke et spørgsmål eller noget, det var blot en forklaring på hvorfor han var som han var.
Stille løftede hun kruset op og lod det hvile mod sine læber mens hun drak noget af væsken som var i det.
Alane lod blikket glide mod vinduet og så hvor mørkt det efterhånden var blevet, stille strakte hun sig og kiggede op på ham igen, hun var ikke bange for ham, frastødt af ham nej i hendes øjne var han endnu en person som alle andre bortset fra et par småting. "Jeg tror altså jeg vil trække mig tilbage for natten nu", hun drak resten af øllen og lod kruset hvile i hendes hånd mens hun forsat betragtede ham.

han nikkede forstående.
"jeg vækker dig så når vi skal videre." sagde han ligeud og uden følelse. han blev siddende på stolen og kiggede bare rundt for at holde øje med omgivelserne.

//Skal vi bare springe til om morgenen eller har du noget i tankerne som skal ske mens hun ligger og sover eller ville det bare være spild af tid og skrive det ned?

//jeg fik i hvert fald en ide om hvordan hun vågner op ^^//

//Okay, skal jeg så bare tage den derfra? :3 //

//jo vi kan sige at Alane vågnede af en mærkelig lyd og så arbejder vi derfra //

//Det siger vi :3 //

Alene lå krøllet sammen under den lette dyne, her var trods alt varmt. Det eneste tøj hun havde taget på til seng var en enkelt top men det var mere fordi hun ikke ønskede at folk skulle se hende i hendes bare hud, det var lidt for meget. Klokken var mange, den var vel ved at være fire om morgenen eller deromkring. En lyd gav genlyd i det lille værelse hun havde fået for natten. I stedet for at fare op som de fleste ville åbnede hun forsigtigt øjnene og lod dem glide rundt i rummet for at lokalisere hvem eller hvad der havde lavet den lyd. Resten af hendes krop holdt hun stille og roligt da hun ikke ville give sig selv væk. Det lange hvide hår var lettere uglet og var vel hvad man kunne kalde morgenhår. Det var ikke ligerem voldsomt men det var uglet. Hun kunne mærke hendes hjerte hamre afsted mens øjnene kiggede rundt i værelset.

der var ingen synlige i rummet. faktisk så det helt tomt ud men atmosfæren i rummet havde ændret sig. en følelse af at blive iagttaget ramte Alane for hvad hun ikke vidste var at et væsen havde hoppet lydløst op på loftet og holdte sig selv op på træstolperne der holdte taget op.
væsenet tog et pusterør op og skød en lille dart pil efter hende som indeholdte den mest bedøvende gift der var. en dråbe kunne slå en drage bevidstløs på et sekund.
den fløj lige imod hende og ramte hendes ene ben.

Da hun ingen så satte hun sig op men da hun trak hånden ud under puden havde en lang sølvbladet dagger i hånden. Hun var på vagt og meget varsom. Let gled øjnene over rummet hun befandt sig i. Havde hun hørt syner, var der virkelig ingen? Nej det kunne ikke passe. Der måtte være nogen her. Det eneste hun bar var en helt hvid top og så et par sorte trusser. Toppen sad tæt ind mod hendes krop. Hun holdt daggerten op foran sig og hele hendes krop var anspændt mens hun kiggede rundt. Blodet pumpede gennem hende, hurtigere og hurtigere. Hun nåede kun lige at høre den hvislende lyd af noget der fløj gennem luften før hun mærkede en svag smerte i benet. Alane nåede kun lige at flå den ud før alt blev sort og hun faldt tilbage i sengen, bevidstløs.

giften er stærk og kan gøre personen der er blevet forgiftet, paralyseret men en ting som giften ikke fjernede var hørelsen. selv nu hvor Alane var blevet bedøvet med denne gift og intet kunne se, føle eller lugte så kunne hun stadig høre alting hvad der skete.
lige efter hun var faldet sammen kunne man høre lyden af bløde sko ramme gulvet hvilket fik gulvet til at knage lidt. hun blev løftet op på en person. klædt blødt for ingen lyd kom da personen smed hende over sin skulder. hun kunne høre hvordan personen gik ned af trapperne fra kroværelserne til udgangen og gik ud af kroen. der var stille i kroen så den måtte have været enten tømt eller lukket. personen gik ned af de sandede stier i byen og der gik lang tid hvor man kun kunne høre personens fodtrin og vindens blæst før der lige pludselig kom en lyd af sten blive skrabet imod hinanden og hvordan et stort brag kom til sidst. der blev gået meget mere, lyden af flammer der slikkede luften kunne man høre og folk der mumlede imellem hinanden. hun kunne høre hvordan en stor jerndør blev åbnet hvorefter lyden af hende glide ned fra personens skulder og ned på gulvet. der gik lidt tid hvor man kunne høre hun blev smidt lidt rundt med de forskellige kropsdele på hende men hvad der skete var mere utydeligt. efter et stykke tid kunne hun høre hvordan hun blev lagt op imod en mur og den store jerndør blev lukket og låst med flere forskellige låse. og så forsvandt alle lyde bortset fra en dryppende lyd og et tungt åndedræt der var i den anden hjørne af rummet.

Alane ville gøre modstand, ville råbe, ville skrige men hun kunne intet gøre. Det eneste hun kunne var at høre. Høre hvordan en person kom tættere og tættere på hende. Hun kunne mærke panikken sprede sig i hende og den voksede blot da han samlede hende op. Hendes krop var varm og hendes hud silkebd at røre ved. Alane lå som en sandsæk på personens skuldre igennem hele den vandring han gik ud på. Hun ville ønske hun kunne åbne øjnene og se hvor hun blev ført hen. De skulle få betalt når hun engang kom til sig selv igen! Så skulle hun personligt flå dem fra hinanden. Alane kunne mærke frygten ramme hende, hun anede ikke hvad der skete. Hvad de gjorde ved hende. Med et var der helt stille bortset fra lyden af en dryppen og var det en vejrtrækning? Frygten voksede og voksede i hende som tiden gik og hun bare sad.

tiden følte som en evighed da hun stadig var psykisk til stede og kun kunne høre og ikke gøre andet men efter det der svarede til 4 timer begyndte giften at aftage og hun kunne snart mærke og bevæge sig igen. dog ville hun opdage meget hurtigt at det der var sket da den fremmede fumlede med hende på gulvet var faktisk at personen tog alt Alanes tøj af, lige til mindste detalje så hun faktisk lå helt nøgen på det kolde stengulv. den dryppende lyd og den hæse og tunge åndedræt havde hverken kommet nærmere eller noget. man kunne faktisk se over fra der hvor Alane lå at der var en silhuet af noget over i hjørnet. hvad det var, var meget udtydeligt.

Hun lod øjnene glide op da hun langt om længe kunne bevæge sig. Frygten og panikken i hende havde lagt sig. Med det samme mærkede hun kulden mod sin nøgne krop og trak benen op til sig selv så man intet kunne se mere. En dyb rød farve lå nu over hendes kinder og det tog lidt tid inden det gik op for hende at hun ikke var alene herinde. De grønne øjne gled over der hvor hun kunne høre det tunge og rustne åndedræt komme fra. Det var ikke fordi hun skammede sig over hendes krop men hun ønskede ikke Gud og hver en mand skulle se hende nøgen. Omsider fik hun fundet sin stemme og kiggede over mod personen der lå gemt i skyggerne. "Hvem er der?". Hendes stemme var stærk og hun lod ikke frygten skinne igennem mens hun med et fast blik kiggede direkte på personen der lå der.

det tunge åndedræt ændrede sig ikke men pludselig kom der også en anden lyd over fra hjørnet.
"jeg kan se de også tog dig." sagde en meget hæs og følelsesløs stemme. skikkelsen rejste sig og nåede kun at gå nogle få skridt ud af skyggen før personen faldt sammen ned på gulvet igen lige i lyset så man faktisk kunne se at det var Bron.
man kunne se at han også var blottet og nøgen men man kunne også se hvordan hans blod flød over det hele på gulvet. hans krop havde kæmpe huller over det hele og der hvor huden og kødet var rådnet væk var nu blottet. det var derfor han havde altid alt sin rustning på. det var en del af ham og nu havde dem der havde taget dem flået det fra hans hud og fjernet det fra hans krop så nu var der mange åbne sår og bare knogler rundt på ham. hans hud var askegrå. men han var på en måde meget muskuløs også selv om at han var død.

Hun slappede med det samme mere af da hun kunne genkende stemmen men dog dækkede hun stadig sin krop for ham. Nok ikke fordi det betød noget for ham men det gjorde det for hende. Men dog blev det alt sammen skubbet til sidde da han faldt om på gulvet. Han så hæslig ud og var på ingen måde tiltrækkende men det var ikke det hun tænkte på. Hun var hurtigt ovre ved hans side og kiggede rundt på hans sår. Hun rejste sig op og gik hen til jerndøren som hun hamrede på. Hvis de ikke åbnede ville hun bryde den ned. Hun havde lagt mærke til de stede hvor hans knogler var blottet og de mange åbne som blødte ud over det hele. Alans var på ingen måde tålmodig lige nu. Hun så sig over skulderen og besluttede sig for at svare ham. "Ja de fik også mig men jeg slap vidst billigt i forhold til dig". Hun ventede på husk fik kontakt til nogle af dem ude på den anden side af døren.

"du får dem ikke til at gøre noget. de vidste godt at jeg er en af de udøde og det er sådan som jeg ser ud under alt rustningen. de er blevet brugt til at holde mig sammen men nu er der ikke så meget. jeg kan dog ikke dø." sagde han udmattet og hæs. han har sikkert brugt rigtig mange kræfter på at prøve at bevæge sig og komme afsted.