Please we need you NOW! ~Jacob~

Hun kunne hører Josh lukke døren til sit værelse, og før hun vidste af det stod Jacob bag hende. Hun havde sat denne facade op som om det ikke rørte hende overhovedet. Men det gjorde det, det var sjældent nogle kunne se igennem den. Men hun kendte nu heller ikke så mange..
"Det okay, Jacob jeg forstår.." Sagde hun og satte sig ved spisebordet..
Hun kiggede ned i glasset.
"Jeg forstår.." Mumleede hun kort og tog en sllurk af vandet inden hun satte glasset fra sig. Hun sukkede lavt, ikke noget han skulle bide mærke i, men hun havde en fornemmelse af at hán godt kunne finde på at gøre det.. Hvad skulle hun sige, det var svært at sige sådan noget til en som ikke havde de samme følelser som en selv.. Jade kiggede kort på ham og rejste sig så hurtigt op og gik op foran ham.
"Okay fint, nu når jeg er så godt i gang med at ydmye mig selv. Så.. Skal du vide en ting.. Eller to.." Sagde hun og holdte en pause.. Hun kiggede kort væk men så op i hans øjne igen.
"Bare fordi du ike føler det samme som mig betyder det ikke at jeg vile stoppe med at elske dig.. For alt jeg nogensinde gjorde var at elske dig Jacob.." Sagde hun og kiggede op i hans øjne, og en enkelt tårer kom udover hendes øje men hun fangede den med en fingerspids og rystede kort på hovedet inden hun vendede sig om og var på vej hen for at gå hen i sofaen igen..

*Hvorfor mig?* tænkte han og kunne ikke lade være med at sukke.
Han havde ikke noget imod Jades følelser omkring ham, det var bare så kattens forvirrende så han havde det som om at hans tanker prøvede at slå ham ihjel, ved at pine ham til døde med alle dets konklusioner og bemærkninger. Han knyttede sine hænder, så det vand Jade før havde drukket af langsomt blev til is. Et kort øjeblik var det som om at han ikke kunne finde sig selv, lige nu foran ham stod Jade, en sød pige som han holdte meget af og erklærede at hun elskede ham, imens han ikke kunne tænke på andre end Nille, som sikkert ikke elskede ham mere. Han åbnede sine øjne igen med et sæt, da han kunne hører at hun ville til at forlade køkkenet. Som et lyn var han oppe foran hende og kiggede på hende med lynende øjne, der hverken var redde eller rasende, men forvirret og varme på deres egen måde.
"Alt du nogen sinde gjorde?" spurgte han og kiggede ind i hendes brune øjne. "Du får mig til at føle mig som den største nar i verden," Det sidste blev sagt med en mumlen, inden han lagde sin kolde hånd på hendes kind og rykkede sig tættere på hende. "Må jeg spørge hvad jeg har gjort, siden jeg fortjener din kærlighed?"

Jade fik et chok da han hurtigere end et lyn var oppe foran hende.
Jade blinkede et par gange, og kiggede på ham lyttede til hvad han havde at sige inden hun ville i dette tilfælde ville protostere.
"Du ikk den største nar i verden, tro mig." Svarede hun og en kort tanke óm hendes eks kæreste strejfede hendes tanker. Hun slog den hurtigt væk, og sukkede lidt.
"Hvad du har gjort, Jacob du har intet gjort. Okay det lød lidt forkert, men du bare dig.. Og det det jeg så godt kan lide, der er kun en dig. Og det er derfor du så unik." Svarede hun og kiggede op på ham med de store dådyr øjne, som bare var nervøse for at lave et forkert trin. Hun kiggede ham op i øjne. Jade vidste godt Nille stadigvæk levede, men om han gjorde var det store spøgsmål.. Jade ville ikke tænke på hvis Nille kom tilbage, så skulle hun leve i den store mørke skygge.. Så ville hun slet ikke have en chance, specilet ikke fordi Nille nu var i en sjæledæmons krop.. Hun ville ikke have en chance.. Hun ville være efterladt i baggrunden igen, i mørket.. Hvor skyggerne ville fortære den kærlighed der aldrig blev gengaldt.. De følelser som aldirg reflekterede.. Kort var der en tårer som trillerede ned, men det var bare tanken om at leve alene, uden at kunne komme videre... For en engel var forevigt langtid.. Og aldrig også ret langtid..

Unik.. Han måtte indrømme at han ikke følte sig særlig unik end alle andre. Lilly havde sagt at det var specielt den måde han havde fået sit navn på, men aldrig havde nogen rigtig sagt til ham at han var unik. Han var jo en dæmon for pokker, der fandtes så mange af dem, så mennesker og andre raser med sjæle ikke kunne træde ud fra en dør uden at føle sig truet.
Han bed sig kort i underlæben og kiggede ned i jorden, var i tvivl om hvad han egentlig skulle gøre og sige. Han holdte af Jade, det måtte han indrømme, derfor var det så pokkers svært for ham. I baghovedet havde han Nille og hendes smil, men så snart han tænkte mere over hende, så han den nye Nille foran sig, den som sagde at hun ikke elskede ham. Og i den fåreste del af hans hoved så han nu Jade stå og erklære sin kærlighed til ham.
"Unik?" spurgte han og kunne smelte ad de dådyrøjne hun sendte ham. "Jeg er ikke særlig unik Jade, men alligevel har du formået at elske mig selvom jeg dræber og har haft en anden," Han kiggede ned i jorden og derefter hen på hende igen med et skævt smil. "Jeg ønsker ikke at sige at jeg ikke føler det samme, men heller ikke at jeg gør, det er som om du skaber et puslespil i mit hoved som jeg ikke kan løse," Det sidste blev sagt med en tøvende stemme.

Hun forstod han va forvirret det gjorde hun virkelig. Hun sukkede lavt og kiggede op på ham, og blev ved med at kigge ham i øjne.
"Jacob jeg har set Nille, jeg vil ikke lyve for dig. Jeg så hende i en eller anden sjæledæmon.." Sagde hun med en lav mumlen, hun ønskede ikke at holde noget hemmeligt for ham.. Det gjorde hun virkelig ikke, derfor sagde hun også alle de ting..
"Jeg ked af jeg ødelægger dit liv på den måde, det er jeg virkelig.." Sagde hun bare mere tydeligt, hun havde det som om hun var en klods om hans ben der ikke lavede andet end at spænde ben.. Hun fik nu en ide, hun kunne spørge den Josh fra fremtiden. Spørge ham om hvad der sker, kommer Nille tilbage.. Eller sker der noget helt andet, havde hun en chance?.. Jade vidste det ikke.. Men ville ønske at hun kunne finde en kiste med svar på alle de spørgsmål som hun øsnede at få svar på.. Jade kiggede på Jacob, og sank en klump før hun ville til at sige ngoet, men hun kunne ikke finde ud af hvad hun ville sige..

"Det ved jeg," mumlede han og lukkede øjnene et kort øjeblik, for at huske denne sjæledæmon Nille. I starten kunne han sagtens se den pige han elskede ved hende, men til sidst, kunne han ikke rigtig genkende hende længere, som var hun forsvundet for altid og aldrig ville komme tilbage. Det gjorde ondt i ham at tænke på det, at Nille på en måde havde givet op på ham, men han nægtede at stå og lege Hr. trist. hele dagen. Men, så kom han i tanke om at den rigtige Nille var inde i hende og hun måske ikke kunne komme ud pga. sjæledæmonen og han blev straks mere forvirret omkring det han var begyndt at føle om Jade.
Han tog sig irriteret til sit hoved og knurrede, ikke af Jade, men af sig selv. Dumme tanker! Ville de ikke godt bare lade ham værre?
"Du ødelægger ikke mit liv Jade," sagde han og fjernede sine hænder fra hovedet. "Faktisk, har du været med til at gøre det bedre," Han kiggede hende i øjnene og smilte skævt, inden han lagde en hånd på hendes kind og lænede forsigtigt sit ansigt tættere mod hendes, dog i tvivl om han skulle gøre det.. Han kiggede hende i øjnene..

I Jades øjne havde Nille været ligeså irriteret som hun plagede, med et ekstra tryk på irreterende. Jade ønskede ikke at se hende igen, hun syntes den nye Nille var en bitch hun ikke ville spilde tid på. Jade kiggede på Jacob og smilte charmerende da han lagde sin hånd på hendes kind og så hende i øjne. Bare sådan et kort øjeblik, perfekt!.. Hun kiggede dybt ind i hans øjne..
"Det jeg da glad for." Svarede hun stille og meget kærligt. Jade var i den syvende himmel, fløj rundt blandt de lyserrøde skyer og faldt igennem da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun landede på jorden igen, og var tilbage i den vikrelige verden. Hun åndede lettet ud og kiggede ham stadigvæk i øjne.. Hans krysalblå øjne, gud hvorfor skulle han være så... Uhg! Det irriterede hende at han gjorde hende så blød i knæene..

Den ene halvdel af ham sagde: Gør det! Du vil jo gerne! Kys hende!
Og den anden halvdel sagde: Kys hende ikke! Tænk på Nille!
Han knurrede endnu engang irriteret, men denne gang indvendigt så Jade ikke ville kunne høre det eller se det på ham. Han kiggede hende dybt i øjnene og havde for en kort stund lyst til at mærke hendes varme læber på hans, men i stedet bed han sig bare i underlæben og rykkede sig væk lidt væk fra hende, så han ikke ville blive ufokuseret. Han kløede sig i nakken, helt forvirret og som om han stod blottet foran hende. De blege kinder var røde, samt smilet skævt og forvirret.
Han kiggede hen på hende igen og smilte varmt til hende, for at vise at der intet var i vejen.

Jade kunne læse ham som en åben bog, han var forvirret.. En smule deprimeret ville hun sige.. Jade kiggede på ham med hovedet lidt på skrå, Nurrh hvor var han sød når han rødmede! Cute! Jade kiggede over på ham.
"Er du sikker på alt er okay?" Spurgte hun ham og lagde hovedet en tak mere på skrå, med nysgerrige øjne. Som havde lyst til at finde ud af hvad han tænkte på ligenu. Jade smilte lidt til ham, lidt skævt og en del kærligt og charmeret. Hendes specaliteter..
Okay hun var pænt ligeglad ligenu, faktisk ville hun bare være bedre end Nille.. Men uden at være den store drama freak, hun ville bare have hans kærlighed.. Derfor..
Jade gik et skridt nærmere ham.. "Undskyld." Sagde hun tøvede kort og kyssede hans læber blidt og uimodståeligt.

Selvfølgelig ville hun ikke falde for det varme smil, hun kunne jo læse ham som en åben bog for pokker, han kunne ingen hemligheder have overfor hende. Det skulle nok blive sjovt den dag han ønskede at have hemeligheder, ikke kun for hende men også overfor andre.
"Ja, ja," sagde han med et stort smil, for at virke endnu mere overbevisende. "Alt er helt okay," Det sidste blev sagt med en mumlen, i håb om at det ikke skulle lyde som om at alt var solskin og regnbuer. Så snart hun hviskede undskyld, kiggede han hen mod hende, for at se hvad hun sagde undskyld for, men blev straks klar over det, da hun placerede sine læber på hans. Hendes kys.. det var blidt og uimodståeligt, han kunne ikke.. Men han skulle.. Han gav til sidst op og kyssede hende tilbage.

Hun fik dog et lille stød indeni sig selv, ikke fysisk.. Rent phykisk.. Han kyssede hende tilbage.. Mere end før.. Hun følte sig godt på vej lettet og ja skide glad! Jade kyssede endnu engang ham igen, men som en ren refleks. Hvem vidste hvad hun ville gøre efter, gøre sig usynlig for at sikre sig at han ikke blev for forvirret.. Eller ville det bare gøre det værre.. NEj Jade gav slip på det, hun ville ikke lagde hendes tanker forstyre mere. Og derfor blev det mere dybt kysset hun sendte tilbage, ikke lidenskabeligt. Men dybt som hun faktisk mente hvad hun gjorde ligenu. Hun vari kke et sekundt i tvivl om dette var rigtigt eller forkert.

Han lagde armene om hendes hofter, som et tegn på at han faktisk nød det der skete lige nu.. Jacobs læber var meget kolde, så han havde det som om at hendes varme læber kunne smelte på hendes, hvis hun ikke rykkede sig væk, men han vidste nu også godt at det bare var noget som han forstillede sig. I stedet lukkede han sine øjne og kyssede hende dybt tilbage, imens han tanker holdte en lille pause for engangs skylde.
Lige da man troet at de skulle stå der og kysse i noget tid, kom Josh pludselig ud fra sit værelse og så snart han så dem, rynkede han på næsen.
"Adr," mumlede han.
Jacob hørte ham og trak blidt væk fra Jade, smilte skævt til hende, inden han kiggede over på Josh, der bare stod og smilte flabet til ham.
Jacob hostede en anelse flovt ned i sin hånd og kløede sig i nakken, hvor han derefter fik hen til Josh og kiggede hen på Jade.
"Jeg øh, hjælper ham her i seng," sagde han efterfulgt af et kort kærligt grin, inden han løftede Josh op på sin skulder og gik ind på værelset.

Ingen tvivl!
Jade nød det maks! Det havde hun lige godt aldrig troet.. Det måtte hun inrømme.. Men selvfølgelig Josh kom og ødelagde hendes drøm.. Skøre knægt..
Hun trak sig væk samme tidig som Jacob, og holdede genert armene brystet og bed sig lidt i underlæben. Hun nikkede til Jacob.
"Ja det helt i orden." Svarede hun bare og kiggede ned på Josh med et varmt smil.

Josh smilte bare varmt og uskyldigt tilbage til Jade, velvidende om at han havde afbrudt et eller andet, men hvad kunne han ikke helt få sig selv til at forstå. Voksen snak, et barn skulle ikke blande sig i voksen snak, medmindre barnet selvfølgelig havde noget at gøre med voksen snakken. Jacob rundede om hjørnet, ind på Josh værelse, hvor han lagde ham i sengen og puttede ham som han gjorde hver aften næsten. Josh smilte og lukkede øjnene, hvor han derefter faldt i søvn efter en lang dag.
Jacob smilte af ham og gik ud til Jade, lukkede døren til Josh værelse og smilte skævt til Jade, da han kom i tanke om hvad der egentlig var sket før Josh afbrydelse.

Jade havde lagt sig ind på sofaen. Hun lagde og kiggede op i loftet med det store smil på læben..
Det var perfekt sat på hendes læber, hun hørte ham og drejede hovedet imod ham.
Tankerne om det perfekte øjeblik fløj rundt.

Han ville sige noget, men hans ord blev dæmpet da en lyd pludselig rumlede udenfor, som havde nogen affyret en raket i hans have.
"Vent her," sagde han i stedet og løb ud i sin have.
Alle muskler i hans krop var spændt, det kunne være alt som havde forudsaget den larm, men det han frygtede allermest var at se noget som han ikke ville blive glad for at se. Og ganske rigtig, ikke mere end en meter fra ham stod Nethan, hans far, en dæmon med et rasende glimt i sine brune øjne. Et lyn slog ned bag ham, oplyste ham og fik ham bare til at ligne en skabning fra helved.
"Nethan," hviskede Jacob koldt og fortsatte med at spænde alle muskler i sin krop.
Nethan grinte lumsk.
"Klar til at dø Jacob?" sagde han koldt, afslørede sine skarpe tænder og farede imod Jacob, som bare blev stående og gjorde klar til hans angreb. Nethan røg lige ind i Jacob, så man nærmest ville kunne hører hvordan et af Jacobs riben blev knust i sammenstødet. Han udstødte et jamren, men greb hårdt fat om farens nakke, så han trak ham med ned ad en skråning. Nethan var dog hurtigt på benene igen, det samme var Jacob. De kiggede vredt på hende, som to rovdyrs hanner der ville have teritoriumet. Jacob tog ikke øjnene fra sin far, kiggede ham blot koldt i øjnene, for at vise ham at han ikke var bange for ham. Ikke længere skulle hans far have den magt at gøre ham bange, ikke længere, nu var han ældre og han var ikke bange for ham, det fortjente en som Nethan ikke at have i sin magt.
Nethan knurrede let, inden han endnu engang ramlede ind i Jacob, som en gal tyr uden sin tyrefægter. Jacob flyttede sig ikke, så de tumlede endnu engang rundt på den mudret jord. Imellemtiden var det begyndt at regne, jorden smattede under dem, satte kraftige aftegn på deres tøj.. Denne skråning var længere og mere stejl, så Jacob og Nethan stod en smule omtumlet for enden af skråningen, men tog stadig ikke deres kolde blikke fra hinanden.
"Nu skal du dø nitte," sagde Nethan koldt.
Jacob sagde ingenting, kiggede bare fortsat koldt på ham, imens regn og mudret forlængst havde farvet det sølvhvide hår alt andet end sølvhvidt. Nethan knurrede endnu engang, men kun forbi hans egen søn ikke udviste frygt overfor ham, hvilket gjorde ham rasende. Jacob skulle til at løbe hen mod ham, men Nethan var for hurtigt, for ligeså hurtigt som et lynglimt, lå Jacob på jorden med farens fod ovenpå sin brystkasse. Jacob nåede ikke at flytte sig, før Nethan løftede sin fod og trampede hårdt ned på hans brystkasse, så man kunne hører knoglerne brække.. Jacob skreg, men lyden af hans skrig blev næsten dæmpet i regnen..
Jacob lå stille på den kolde jord og Nethan forlod stedet, med et lumsk smil på læben og regnen som piskede om ham.

Jade nikkede kort og lidt forvirret til ham.. Hvad var derude, men hun ville ikkke sidde som en eller anden lilletøs.. Hvis det var nået alvoligt var det hendes job at beskytte ham.. Efter alt så gjorde hun ikke andet end at sidde og glo ud i luften.. Hun rejste sig forsigtigt op da hun syntes at mærke et sus, bare i tankerne som der var noget galt.. Hendes skytsengle instinkter.. Jacob!.. Hun var hurtigere end lynet oppe og stå, og var ude af døren før man kunne nå at tælle til ti.. Hun kiggede rundt.
"JACOB!" Råbte hun og kiggede rundt i panik.. Hun kunne knapt nok se for regnen.. Jade.. Et skrig fik hende til at ændre retning, og hun gjorde sig usynlig for regnen ikk skulle stoppe hende. Hun gjorde sig synlig da hun fandt ham.. Jade smækkede en hånd op for an sin mund, og tårerne strømmede ud. Hun smed sig ned på sine knæ for an ham, og ruskede hårdt i ham, hun græd volsomt..
"Nej, please vågn op.. Shit!.. Nej.. Please du må ikke forlade mig Jacob.." Jade blev ved med at ruske i ham, men skreg selv op af smerte kort.. Hun var hans skytsengel, hun skulle gå i døden med ham.. Men hun havde aldrig troet det ville være så smerte fuldt.. Hun havde det som var hun på bunden af den sø igen, kulden bed i hende og ville fryse hende ihjel.. Jade kæmpede og kæmpede og troede til sidst at den vandt, men hun var ikke død.. Var det fordi hun var falden at hun ikke skulle dø med ham? Det lød enlig som et ægtepar der ville gi sig selv for hinanden.. Men sådan var skytsenglenes bånd.. Kunne hun ikke bare dø med ham nu..? Det ville gøre det helle så meget nemmere.. Jade kiggede op i himmelen, og græd..
"Hvorfor?.." Spurgte hun kort og tungt, med en stemme som var forvrænget.. Jade kiggede ned på Jacob, og lagde en hånd på hans kind.. Hun buggede sig ned og kyssede hans læber en sidste gang.. Hun rettede sig op og hendes ansigt strak sig i den smerte som sorgen havde skabt.

Josh hørte Jades skrig, det var som om at han lige var vågnet op fra et mareridt, men at det fortsatte. Som en hver anden lillebror, ville han finde sin storebror for at se hvad der var sket. Han løb ud i regnen, ignorede det at han overhovedet gik hen og blev våd, bare tanken om at se sin storebror i sikkerhed fik ham til at fortsætte, selvom det var svært for ham at se noget. Så snart han kunne høre Jade lidt længere fremme nede af skråningen, satte han farten op og lod sig glide ned ad skråningen, så mudderet baskede op på de løse natbukser. Han kiggede ivrigt, for at se om han kunne se Jacob nogen steder, se ham smile sit kærlige smil og fortælle ham at alt var okay. Det var som om at alt hans lykke forsvandt, så snart han så Jacob ligge på jorden, kold og urokkelig..
"Jacob!" sagde han forskrækket og løb hen mod ham, hvor han derefter faldt på knæ ved siden af ham. "Nej? Jacob?" Han ruskede i ham. "Kom nu! Vi skal hjem nu!" Han ruskede endnu mere i ham. "Vi skal hjem nu!" Tårerne begyndte at trille ned ad de runde barne kinder..

Jade tørrede sine øjne og kiggede på Josh.
"Josh, Jacob kommer ikke tilbage.." Sagde hun og selvom hun hadede at sige de ord var det sandt.. De ville aldrig se den livlige dæmon igen, ikke som de ville huske ham.. Men Jade lagde en hånd på Josh' kind og kiggede ned på Jacob. Jade lagde et kraftfælt om ham som gjorde at ingen ville kunne komme ind til ham.. Heller ikke dem når de var gået for de måtte gå.. De kunne ikke få ham med op.. Han måtte blive liggende der, men i sikkerhed fra andre væsner som ville flå lemmerne af ham og bruge dem som legetøj. Jade lavede et nyt kraftfælt om hende og Josh.
"Josh det på tide vi siger farvel til Jacob.." Sagde hun og kiggede ned på Jacob, og uden ord formede hun ordene farvel, elsker dig. Hun kiggede på Josh igen, en lille dreng havde altid svært ved sådanne stunder, men Jade ville gøre Jacob den tjenste at passe ham og opdrage ham..

Josh rystede på hovedet. Han ville ikke med! Han ville ikke forlade sin storebror, han havde ikke forladt ham i kælderen og han ville ikke forlade ham nu, under ingen omstændigheder!
"Nej!" sagde han og forsøgte at kramme Jacob, men blev skubbet væk af kraftfeltet. "Jeg ville ikke sige farvel!" Han kiggede op på Jade med tåre i sine brune øjne. "Jeg vil ikke sige farvel!" Han kiggede ned på Jacob igen, forsøgte endnu engang at kramme ham, men kunne ikke komme til for kraftfeltet. "Jeg vil ikke, han skal vågne igen, det skal han!" Han kiggede op på Jade. "Det skal han altså,"

Jade forstod ham..
"Josh jeg ved det, jeg ønsker også at han skal komme tilbage.. Men jeg kan intet gøre.." Svarede hun og selvom det pinte hende tog hun Josh op i sin favn og fløj tilbage til huset. Hun satte ham ned og lukkede døren og låste. Hun lagde kraffældet om huset så Josh ikke kunne løbe ud igen..
"Men hvis det gør nogen trøst så forlader jeg dig ikke." Sagde hun og satte Josh på sofaen og satte sig på hug foran ham.

Josh ville ikke med hende, ikke fordi han ikke kunne lide Jade, men simpelthen fordi han ikke ville væk fra Jacob, han ville ikke efterlade sin storebror, hvad nu hvis han vågnede op og var helt alene, så han troede at de havde forladt ham? Det ville Josh ikke gå med til! Han ville blive ved Jacob!
Men, sådan skulle det ikke gå, Jade samlede ham op, trykkede ham ind til sin favn og fløj ham tilbage imod huset. Han gjorde så meget modstand han kunne, uden at slå og sparke Jade. Jacob blev mindre og mindre for hans syn, og jo længere væk han kom væk fra ham, jo større blev hullet i hjertet.
Da de ko tilbage til huset, kiggede han op på Jade med tårer i øjnene, inden han løb ind på sit værelse og gemte sig under den varme dyne, hvor Jacob før havde lagt ham til at sove.. Han lukkede øjnene i og så for sig at Jacob ville komme tilbage.

Imellem tiden voksede der sig is omkring den unge Jacobs krop, et kort øjeblik forlod isen ham, så han endnu engang havde sit brune hår og normale hudfarve. Isen tumlede rundt om hans krop, kravlede over ham og derefter op på kraftfeltet og forvandlede det hele til is, så man ikke ville kunne kigge ind til ham heller, da det ikke var en gennemsigtig is. Isen kravlede derefter ned til Jacob igen, men gik ikke ind i ham som tidligere, i stedet blev den som en slags flyvende is kugle ved siden af ham, som ladede den op til noget stort.

//OUT ^^//

//Skal jeg lave det næste emne er igang ^^//

//må du da gerne ^^//

//Okay men laver lige sådan noget, spænding i mine øjne XD//