The stars are not wanted now //Gabriel//

Hun hørte ham komme hen til hende. Hun nikkede, stadig med ryggen til ham. "Jah..." Hendes stemme var ikke andet end en svag hvisken, og hun havde tårer i øjnene der ikke kun skyldtes at hun lige havde kastet op. Nu ville han sikkert spørge hvorfor, og så skulle hun forklare det hele. Og så ville han sikkert flygte, som enhver anden fyr ville. Det ville hun ikke risikere, hun elskede ham allerede nok til ikke at ville miste ham. Han var trods alt hendes chance for at blive lykkelig igen, i hvert fald efter hendes egen mening.

Han ville vide hvad der var gale. Han aede hendes kind blidt med den ene hånd. Han så blidt på hende, og smilede skævt for at opmuntre hende.
"Hvad er der galt, Kairi? Jeg kan se der er noget." Sagde han.
Forhåbentlig ville hun fortælle ham det. Han ville så gerne vide det. Og så hjælpe hende. Men det kom også an på hvad der var.

Hun vendte sig langsomt om og så ned i jorden foran sig. "D-Det kan jeg ikke fortælle..."
Hun kunne godt selv høre det lød som om hun ville skabe afstand til ham, så hun så op på ham, med tårer i øjnene, og skyndte sig at tilføje mere.
"Altså, ikke fordi jeg ikke kan lide dig, men... Vil ikke såre dig eller miste dig..."
Hendes stemme blev igen til en hvisken, og knækkede over grundet gråd.

Han så trist ned. Men hvis hun ikke ville fortælle det så... Måtte hun selv om det. Han trippede lidt, og tog hånden til sig. Han så på hende igen.
Det hun tilføjede hjalp. Han sukkede lettet, og aede hende igen på kinden. Blidt og forsigtigt. Som om hun var en skrøbelig vase.
"Jeg lover dig... Jeg bliver ikke såret, og du mister mig ikke." Han smilede skævt, og beroligende. Han så igen ned.

Hun blev glad for det, han sagde, og lagde armene om ham og puttede sig ind til ham, inden hun trak sig ud igen og så på ham.
"Okay, jeg stoler på dig."
Hun tørrede tårerne væk.
"Jeg holder rigtig meget af dig, sååh.. Jah altså, sagen er den, jeg er.... Gravid."
Hun så ned igen, turde ikke rigtig se på ham, men ville alligevel se hans reaktion så hun så op igen.

Godt. Hun stolede på ham. Tillid var det vigtigste i et venskab... Men måske kunne det blive mere end et venskab? Det håbede han lidt.
... Vent hvad? Gravid? Automatisk røg hans hånd ned til hendes mave.
"Med hvem? Din gamle elsker?"
Han lød ikke vred, men forundret. Han elskede børn. Det hang nok også lidt sammen med at han havde været en normal engel.
Han kyssede hendes pande blidt for at opmuntre hende.

Hun så hans overraskelse, og smilede lidt da han lagde hånden på hendes mave. Hun havde virkelig håbet på ikke at miste ham, hun holdt rigtig meget af ham og håbede deres venskab kunne udvikle sig til mere. Så det at han stadig var her gjorde hende glad. Hun så ham i øjnene da hun svarede.
"Ja, det er Johan der er faderen."
Hun kunne tydelig mærke at han ikke var vred eller ville lade hende i stikken, så hun smilede og puttede sig ind til ham, med armene om ham.

Så det var Johan han hed? Det var da trist at denne Johan var død. Så kunne han ikke opleve sit eget barn... Men i det mindste ville der være noget af ham i banet. Så helt væk var han heldigvis ikke. Gabriel var ikke typen der blev sur over sådan noget. Eller jaloux. Hvorfor skulle han? Det var et barn, hendes barn.
"Sikke et heldigt barn. Johan må have været en brav mand." Han smilede skævt, og strøg hende over kinden. Han lagde armene om hende, og knugede hende ind til sig.

Hun smilede, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.
Hun puttede sig bare ind til ham og ønskede de kunne stå sådan her altid.
Hun mærkede dog at kvalmen stadig sad lidt i hende, og hun trak sig ud fra ham.
"Jeg har brug for at slappe lidt af, sidde ned og sådan. Tænkte om vi skulle gå hjem til mig, jeg bor ikke så langt herfra?"
Hun så op på ham og smilede.
"Og bare rolig, jeg er ikke ude på at få dig med i seng eller noget, vil bare gerne slappe af og få det bedre."

Han knugede hende forsigtig ind til sig, og strøg hende over håret. Han så på hende da hun trak sig væk. Han lagde hovedet lidt på skrå.
Det gav et spjæt i hans krop af hendes forslag, og tankerne kørte på frit spor.Han trak vejret lidt hurtigere, men blev afslappet da hun tilføjede det sidste. Han åndede lettet ud.
"Okay... Før an."
Han ventede på at hun ville gå, og så ville han jo selvfølgelig følge efter hende.

Hun bemærkede godt hans spjæt, og smilede men sagde ikke noget.
Hun tog blidt hans hånd, og begyndte at gå ned ad gaden.
Da de kom til gågaden drejede hun op ad den, og et lille stykke længere fremme nåede de til huset, hvor hun havde sin lejlighed.
Hun gik op ad trappen, og fandt nøglen frem og satte i låsen.
"Jah, her bor jeg så." Hun smilede, og åbnede høfligt døren for ham.

Gabriel lod hende trække ham afsted.
Han nikkede til hende, og gik ind.
Nysgerrig så han rundt.
"Pænt."
Mere kunne han ikke rigtig sige.. Eller han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han så på hende igen, og smilede skævt.

Hun smilede lidt af hans kommentar.
"Tja, jeg skal finde noget nyt snart, med den lille og alting,så er der ikk plads her længere."
Hun smilede og så på ham, og lagde sine hænder på bordet.
"Måske min søster så vil overtage lejligheden her, hvis hun ikke gider bo hos mig."
Hun grinede, og rakte kort tunge, for at drille ham.

Gabriel nikkede forstående og smilede skævt. Han gik hen til hende igen.
"Forståeligt," selv boede han i en billig lejlighed. Det var nok for ham. Han smilede blidt til hende. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Søster? Har du en søster?" Igen, gabriels egen bror... Havde været en han kunne se op til... Men nu... Var Urox en Gabriel ville have ud af sit liv selvom Gabriel stadigvæk så lidt op til Urox. Frygten for at Kairi skulle møde Urox... Var skræmmende.
Han grinede af at hun rakte tunge.
"Fy," sagde han kort og kyssede hende kærligt.

Hun grinede og gengældte hans kys.
"Jah, min familie er faktisk ret stor, større end jeg selv troede faktisk..."
Hun grinede lidt, og tænkte på Scarlett, hendes et år yngre lillesøster. Hun kom snart til byen, for at arbejde i forretningen og komme lidt væk hjemmefra. Det ville blive dejligt at se hende igen, og endelig have en tæt på sig igen. Hun havde faktisk savnet det, kunne hun mærke nu.

Igen røg hans hånd automatisk ned til hendes mave. Han nussede hendes mave blidt og smilede til hende. Han havde intet problem med hun var gravid, det var jo dejligt for hende.
"Samme her, men det hænger nok også sammen med at min bror tager alle smukke piger hen i en seng... For en sikkerheds skyld bør du vide hans navn hvis du nu skulle støde på ham. Han hedder Urox gravezia."
Han så roligt på hende.

Hun lukkede øjnene og smilede da han nussede hende på maven. Hun stivnede dog en smule da han nævnte sin brors navn. Det var løgn... Det kunne ikke, det MÅTTE ikke passe... Hun rykkede uroligt på sig og så på ham.
"Urox er din... Bror?"
Hun så forvirret ud. Det måtte jo betyde, at Gabriel var.... Gisp... Hendes fars onkel....

Han så undrende på hende da hun stivnede. Hvorfor nu det? Gjorde han noget forkert? Han så spørgende på hende. Han sukkede irriteret over hendes spørgsmål, ikke at han var irriteret over hende men over hans bror. Han tog hånden til sig.
"Ja.. Har du også været en af hans ofre?" Hans stemme var trist og irriteret. Endelig møder han en sød og smuk pige som han mente han kunne blive mere end venner med... Og så var hun måske endt i sengen med Urox. Nederen. Og typisk. Gabriel sukkede.

Hun så på ham og tog forsigtigt hans hånd.
"Nej, heldigvis."
Hun smilede kort, inden hun fortsatte. Hun var nervøs for at sige det her, så hun rystede lidt, og så ned.
"Men det har min farmor..."

Havde hun ikke været offer? Årg hvor godt... Han åndede lettet ud men snappede så efter vejret da hun sagde det sidste.
"H-h-hvad?!" Han så chokeret på hende og rykkede sig væk.
"M-men det betyder jo..." Han rystede over hele kroppen og så ned.

hun så på ham og nikkede bare. Hun kunne dårligt selv overskue konsekvenserne af det her.
Kvalmen kom i det samme op i hende, meget pludseligt, og hun rejste sig og styrtede ud på badeværelset med hænderne for munden, og kastede op. Ikke fordi hun fandt det klamt at have kysset ham, det havde været dejligt.... Kvalmen kom bare på de mest vanvittige tidspunkter.

Han stod stadigvæk hvor hun havde efterladt ham. Han støttede ind i væggen. Til sidst sad han inde i stuen på sofaen og så ned i gulvet. Han ventede på hun ville komme ud.
Han gned håndfladerne mod hinanden og sukkede. Kunne dagen blive værre? Først bliver han falden og så finder han ud af at en pige han synes om og har kysset er i familie med ham... Hvor dejligt. Helt fantastik. Det næste der manglede var at Urox kom ud fra soveværelset iført kun underbukser. Så kunne dagen ikke blive værre.

Hun gik ind i stuen igen, og så på ham. Hun var ligeså fortvivlet som han, men samlede sig sammen til at gå hen og sætte sig på hug foran ham. Hun tog prøvende hans hånd og så ham i øjnene.
"Hør... Det her er ligeså skræmmende for mig, men... Jah, jeg ved ikke hvad vi skal gøre... Teknisk set vil jeg ikke mene at det hverken er forbudt eller... Decideret klamt det vi har gjort. Vi deler jo kun gener langt tilbage og på et meget spinkelt grundlag.... Jeg er altid blevet fortalt at min families Uchiha-gener udvasker alle andre gener...."
Hendes sætninger var halve brudstykker af hvad der foregik i hendes hoved, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Han betragtede hende da hun satte sig på hug foran han. Han så væk og bed sig i underlæben. Han lyttede dog efter. Han så ned.
"Det ændrer ingenting, Kairi. Det ændrer ikke at ... At du er i min familie. Og at jeg har følelser for dig. "
Han sukkede, og så på hende igen.
"Jeg hader min bror.. På en måde. Jeg ser piger der har været hans ofre, som mit ansvar. Jeg ser hans børn som niecer eller nevøer, for jeg er ikke ham. Derfor... Har jeg svært ved dette."
Han så ned.

Hun hørte hvad han sagde, og fik tårer i øjnene. Han havde følelser for hende, men så hende for meget som familie til at fortsætte det her. Det var ikke direkte hvad han sagde, men det var hvad hun forstod at han mente.
Tårerne brændte i øjnene på hende, og hun slap hans hånd og satte sig opgivende på gulvet, lidt væk fra ham. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre... Nu havde hun endelig igen mødt en fyr hun var glad for, og så skulle det her komme i vejen... Det var håbløst....